Det er simpelthen så mærkeligt. Nu har vi i tre måneder levet med at vi ikke ville kunne få børn, det har fyldt alt og været hele vores identitet. Vi kunne ikke få flere børn. Aldrig.
Og jeg har bittert droppet folintilskud, graviditets- og ægløsningstests, alle tanker om at min krop på nogen måde kunne være fertil eller være en del af hele det liv igen.
Så blev jeg opereret. Og nu skal jeg til at omstille mig igen.
Jeg tror ikke rigtig på det, men jeg håber så brændende.
Og nu kan jeg finde vitamintilskudet frem og overveje om jeg skal købe ægløsningstest - og måske får jeg brug for graviditetstests igen.
Det er så sært, jeg var et helt andet sted. Jeg kan slet ikke tro at jeg igen er her, at jeg igen skal til at forsøge. Igen skal tænke over at passe på mig selv og være så sund som mulig.
Jeg ved ikke rigtig hvad forhold jeg har til mig selv eller til min krop. Jeg føler mig helt skizofren. Den gamle opfattelse af at være i stykker er der stadigvæk, side om side med den nye, hvor jeg burde være i orden.
30 december 2010
26 december 2010
Den første jul efter Sagas fødsel
Jeg har bekymret mig lidt over hvordan jeg kunne inddrage Saga som en del af min jul. Hun er jo den vigtigste begivenhed i vores liv og i vores tanker. Men jeg tænkte hun ville blive glemt når de levende børn fylder ... Og det gjorde det sådan set også. Uundgåeligt, hun er her jo ikke.
Jeg ville jo så heller ikke bare sidde og græde, jeg ville gerne have en glad jul. Men det føles så distanceret når sorgen ikke kan finde en plads. Vi tænker jo på hende ...
Og når vi ikke tænker på hende, mangler der også noget. Vi ville så gerne have hende med, fordi julen er en familietid, hun er vores vigtigste familiemedlem.
Jeg brugte hele formiddagen på at få printet hendes fodaftryk ud og klistret dem i en medaljon, som jeg så tog på. Jeg havde sådan brug for at have hende med mig, så det var helt rigtigt at jeg fik fundet på det, kunne jeg mærke. Jeg var virkelig glad for at jeg fik lavet den medaljon, for så kunne jeg bedre placere følelserne i den, og vide at de var til stede, men koncentrere mig om familien.
T havde det nok sværere end mig, jeg er tæt knyttet til min 3-årige niece, så jeg har næsten ikke plads til at tænke på andet, når hun hev i mig og ville lege. Hun viste tydeligt at hun er glad for mig og indimellem skulle hun lige krammes lidt eller bare have min opmærksomhed. Jeg får meget ud af at mærke hendes tilknytning og kærlighed til mig. Og få lov at vise min. Der var T meget ensom, han er ikke glad for hende på helt samme niveau.
Jeg tvang med vilje tankerne bort, hvis jeg dvælede ved mit tab eller hvordan vores jul skulle have været, kunne jeg ikke være glad. Jeg kunne godt mærke de var der, men de fik ikke lov at fylde.
Det var et bevidst valg.
Jeg så min brors nye baby for første gang siden lige efter hun blev født. Jeg havde frygtet at se hende igen, at jeg skulle blive vildt ked af det. Men også at jeg ikke skulle lære hende at kende eller blive noget for hende, fordi hun er født så tæt på Saga. Det er jo ikke hendes skyld ...
Men det er sært ikke at have set hende i tre måneder. Det er lang tid jeg har misset allerede.
Jeg sad lidt med hende, og stille og roligt fik jeg kontakt. Hun ligner ikke min Saga. Selvom hendes eksistens får mig til at mærke manglen på min egen lille pige, så er hun jo ikke hende ...
Så jeg tror nu nok at jeg skal lære hende at kende.
Jeg sad med hende flere gange i løbet af dagen og aftenen og jeg synes jeg fik kontakt. Hun er en kær unge. Men jeg ønsker mig brændende mine egne børn, og at være sammen med min brors minder mig om at jeg mistede min egen. Men det er nu nogle skønne piger ...
Det er svært at være så dobbelt omkring dem.
Jeg havde nogle billeder af Saga på min iPhone, der har en stor nok skærm til at man virkelig kan se dem. Jeg viste et til min bror på et tidspunkt fordi vi lige talte lidt om forløbet ved hendes fødsel. Han sagde han var glad for at have set hende, selvom det var meget hårdt. Han var på hospitalet med os, så han så hende en halv time efter hun var født. Selvom vi begge blev kede af det var det rart lige at nævne hende, at det også fylder for ham. At hun lige ku være til stede i samtalen et øjeblik.
Hanbegyndte så at tale om at han synes det er svært at have to børn nu. Det havde jeg ikke lyst til at høre om. Jeg jokede og sagde de bare kunne stikke os den ene ... Jeg tror han fangede at det nok ikke er mig der kan føle med ham omkring det. Jeg forstår godt hvad det er han mener, men jeg kan ikke være den han taler med om det. Jeg er ligeglad med at det er svært, jeg misunder ham dybt.
T havde lidt blanke øjne i løbet af aftenen, jeg tror også han syntes det var svært når jeg sad med babyen. Da han selv holdt hende, tænkte jeg også hvordan han ville have været med hans eget barn, hvor kærlig han er med børn og hvor meget det klæder ham med en baby. Tænker han også det om mig, hvor meget kærlighed vi har at give som forældre, så forstår jeg godt han har svært ved at holde det væk. Det er uforståeligt uretfærdigt og forkert.
Så fik T julegaven. Et sølv-dogtag jeg havde fået indgraveret til ham med Sagas navn og fødsel/dødsdato på, og med hendes initialer på forsiden. Han blev rigtig glad, men så kom følelserne væltende og han græd og græd og græd. Hvilket var lidt akavet midt i gaveoppakningen med hele familien, men sådan er det. Han måtte gå ud i køkkenet hvor han storhulkede. Jeg gik med ham og holdt om ham og kunne mærke mine egne tårer presse på, men jeg ville ikke lade mig rive med, hvis jeg først lukkede op for sorgen, ville det måske ikke stoppe igen. Vi var jo midt i gaveoppakningen og min niece var så glad. Hun ved ikke vi har mistet et barn, så hvis vi stod og græd resten af aftenen ville hun ikke fatte en bjælde og måske blive forskrækket.
Det tog Thomas en del tid at blive okay igen, han måtte ud på terrassen og stå og ryge og så græd han igen. Senere da han var lidt mere okay kom han ind igen, men var dog noget stille resten af aftenen. Sorg gør godt nok en alene.
T sagde han synes det er den bedste og den hårdeste gave han nogensinde har fået. Jeg var lidt bekymret, for det var et sats. Men jeg tænkte jeg selv ønsker at bære hende med mig, så det regnede jeg med han også ville. Han sagde at han reagerede på at det var så endegyldigt at se hendes navn indgraveret, at det virkelig markede at alt vi har tilbage af vores datter er et smykke at gå med.
Mens min bror sad med sine to børn.
Det var svært.
Jeg følte ikke rigtig familien som sådan havde Saga med, men der var heller ikke lukket. Hvis vi havde talt om hende under middagen, ville det ikke have været akavet og de ikke have skiftet emne. Men det gjorde vi ikke, for der var ikke så meget at sige ... Der er jo ikke noget nyt.
Vi kan ikke have hende ordenligt med os, hun er kun et minde. Et dødt barn.
Men efter omstændigheder synes jeg det var en god aften.
Jeg synes vi havde en rigtig god jul, trods alt. :)
Jeg ville jo så heller ikke bare sidde og græde, jeg ville gerne have en glad jul. Men det føles så distanceret når sorgen ikke kan finde en plads. Vi tænker jo på hende ...
Og når vi ikke tænker på hende, mangler der også noget. Vi ville så gerne have hende med, fordi julen er en familietid, hun er vores vigtigste familiemedlem.
Jeg brugte hele formiddagen på at få printet hendes fodaftryk ud og klistret dem i en medaljon, som jeg så tog på. Jeg havde sådan brug for at have hende med mig, så det var helt rigtigt at jeg fik fundet på det, kunne jeg mærke. Jeg var virkelig glad for at jeg fik lavet den medaljon, for så kunne jeg bedre placere følelserne i den, og vide at de var til stede, men koncentrere mig om familien.
T havde det nok sværere end mig, jeg er tæt knyttet til min 3-årige niece, så jeg har næsten ikke plads til at tænke på andet, når hun hev i mig og ville lege. Hun viste tydeligt at hun er glad for mig og indimellem skulle hun lige krammes lidt eller bare have min opmærksomhed. Jeg får meget ud af at mærke hendes tilknytning og kærlighed til mig. Og få lov at vise min. Der var T meget ensom, han er ikke glad for hende på helt samme niveau.
Jeg tvang med vilje tankerne bort, hvis jeg dvælede ved mit tab eller hvordan vores jul skulle have været, kunne jeg ikke være glad. Jeg kunne godt mærke de var der, men de fik ikke lov at fylde.
Det var et bevidst valg.
Jeg så min brors nye baby for første gang siden lige efter hun blev født. Jeg havde frygtet at se hende igen, at jeg skulle blive vildt ked af det. Men også at jeg ikke skulle lære hende at kende eller blive noget for hende, fordi hun er født så tæt på Saga. Det er jo ikke hendes skyld ...
Men det er sært ikke at have set hende i tre måneder. Det er lang tid jeg har misset allerede.
Jeg sad lidt med hende, og stille og roligt fik jeg kontakt. Hun ligner ikke min Saga. Selvom hendes eksistens får mig til at mærke manglen på min egen lille pige, så er hun jo ikke hende ...
Så jeg tror nu nok at jeg skal lære hende at kende.
Jeg sad med hende flere gange i løbet af dagen og aftenen og jeg synes jeg fik kontakt. Hun er en kær unge. Men jeg ønsker mig brændende mine egne børn, og at være sammen med min brors minder mig om at jeg mistede min egen. Men det er nu nogle skønne piger ...
Det er svært at være så dobbelt omkring dem.
Jeg havde nogle billeder af Saga på min iPhone, der har en stor nok skærm til at man virkelig kan se dem. Jeg viste et til min bror på et tidspunkt fordi vi lige talte lidt om forløbet ved hendes fødsel. Han sagde han var glad for at have set hende, selvom det var meget hårdt. Han var på hospitalet med os, så han så hende en halv time efter hun var født. Selvom vi begge blev kede af det var det rart lige at nævne hende, at det også fylder for ham. At hun lige ku være til stede i samtalen et øjeblik.
Hanbegyndte så at tale om at han synes det er svært at have to børn nu. Det havde jeg ikke lyst til at høre om. Jeg jokede og sagde de bare kunne stikke os den ene ... Jeg tror han fangede at det nok ikke er mig der kan føle med ham omkring det. Jeg forstår godt hvad det er han mener, men jeg kan ikke være den han taler med om det. Jeg er ligeglad med at det er svært, jeg misunder ham dybt.
T havde lidt blanke øjne i løbet af aftenen, jeg tror også han syntes det var svært når jeg sad med babyen. Da han selv holdt hende, tænkte jeg også hvordan han ville have været med hans eget barn, hvor kærlig han er med børn og hvor meget det klæder ham med en baby. Tænker han også det om mig, hvor meget kærlighed vi har at give som forældre, så forstår jeg godt han har svært ved at holde det væk. Det er uforståeligt uretfærdigt og forkert.
Så fik T julegaven. Et sølv-dogtag jeg havde fået indgraveret til ham med Sagas navn og fødsel/dødsdato på, og med hendes initialer på forsiden. Han blev rigtig glad, men så kom følelserne væltende og han græd og græd og græd. Hvilket var lidt akavet midt i gaveoppakningen med hele familien, men sådan er det. Han måtte gå ud i køkkenet hvor han storhulkede. Jeg gik med ham og holdt om ham og kunne mærke mine egne tårer presse på, men jeg ville ikke lade mig rive med, hvis jeg først lukkede op for sorgen, ville det måske ikke stoppe igen. Vi var jo midt i gaveoppakningen og min niece var så glad. Hun ved ikke vi har mistet et barn, så hvis vi stod og græd resten af aftenen ville hun ikke fatte en bjælde og måske blive forskrækket.
Det tog Thomas en del tid at blive okay igen, han måtte ud på terrassen og stå og ryge og så græd han igen. Senere da han var lidt mere okay kom han ind igen, men var dog noget stille resten af aftenen. Sorg gør godt nok en alene.
T sagde han synes det er den bedste og den hårdeste gave han nogensinde har fået. Jeg var lidt bekymret, for det var et sats. Men jeg tænkte jeg selv ønsker at bære hende med mig, så det regnede jeg med han også ville. Han sagde at han reagerede på at det var så endegyldigt at se hendes navn indgraveret, at det virkelig markede at alt vi har tilbage af vores datter er et smykke at gå med.
Mens min bror sad med sine to børn.
Det var svært.
Jeg følte ikke rigtig familien som sådan havde Saga med, men der var heller ikke lukket. Hvis vi havde talt om hende under middagen, ville det ikke have været akavet og de ikke have skiftet emne. Men det gjorde vi ikke, for der var ikke så meget at sige ... Der er jo ikke noget nyt.
Vi kan ikke have hende ordenligt med os, hun er kun et minde. Et dødt barn.
Men efter omstændigheder synes jeg det var en god aften.
Jeg synes vi havde en rigtig god jul, trods alt. :)
Til min elskede lille datter
Lille skat, så er juleaften overstået. Jeg havde frygtet den. Du sku jo har været der, enten i min mave eller i mine arme. Du ville være stor nu, tæt på termin.
Du skulle have været en del af børnene i familien, vores gaver ville have været babyting og du ville få dine egne gaver med tøj og legetøj.
Vi havde også frygtet at se min brors døtre, især den lille nye, født kun to uger efter dig.
Men det gik.
Din far var meget ked af det, han havde det særligt svært. At være der uden dig ...
Jeg brugte hele formiddagen på at printe dine fodaftryk ud og klistre dem i en medaljon jeg kunne have om halsen - jeg havde brug for at have dig hos mig. Have noget der handlede om dig hos mig.
Og så vidste jeg at du også var med i en af gaverne, den sølvplade med dit navn og fødselsdato jeg havde fået lavet til din far.
Han blev meget meget glad, og meget meget ked af det. Han hulkede og hulkede og kunne ikke holde op igen. Fordi dit navn mod hans hud er så endegyldigt. Fordi vi længes sådan efter dig og vi sidder der med dit navn indgraveret og en kopi af dine fodaftryk, men vi har ikke dig. vi får aldrig dig tilbage. Vi kommer aldrig til at se dig igen.
Min smukke lille datter, vi elsker dig uendeligt.
Du skulle have været en del af børnene i familien, vores gaver ville have været babyting og du ville få dine egne gaver med tøj og legetøj.
Vi havde også frygtet at se min brors døtre, især den lille nye, født kun to uger efter dig.
Men det gik.
Din far var meget ked af det, han havde det særligt svært. At være der uden dig ...
Jeg brugte hele formiddagen på at printe dine fodaftryk ud og klistre dem i en medaljon jeg kunne have om halsen - jeg havde brug for at have dig hos mig. Have noget der handlede om dig hos mig.
Og så vidste jeg at du også var med i en af gaverne, den sølvplade med dit navn og fødselsdato jeg havde fået lavet til din far.
Han blev meget meget glad, og meget meget ked af det. Han hulkede og hulkede og kunne ikke holde op igen. Fordi dit navn mod hans hud er så endegyldigt. Fordi vi længes sådan efter dig og vi sidder der med dit navn indgraveret og en kopi af dine fodaftryk, men vi har ikke dig. vi får aldrig dig tilbage. Vi kommer aldrig til at se dig igen.
Min smukke lille datter, vi elsker dig uendeligt.
19 december 2010
Tiden går
Efter operationen har vi jo nu en lillebitte chance for at kunne blive gravide igen.
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør, så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...
Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.
Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.
Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.
Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.
Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.
Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.
Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.
Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.
Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.
Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør, så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...
Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.
Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.
Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.
Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.
Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.
Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.
Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.
Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.
Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.
Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...
13 december 2010
I dag har jeg taget et valg
Ja, jeg har valgt ikke at være helt så anonym. Så jeg har sat et billede på min blog.
Tanken med at være semi-anonym var at andre måske bedre kunne forholde sig til mine tanker og følelser. At det at vide hvordan jeg ser ud ville være i vejen, at folk ville danne sig alle mulige idéer om hvordan jeg mon var, og ikke kunne læse det jeg skriver uden et forudfattet indtryk. Og at andre måske bedre kunne spejle sig i mig, hvis der ikke var noget ansigt på.
Men jeg tror at jeg er ved at være så meget ved hægterne igen, at det ikke er så altoverskyggende vigtigt for mig hvad andre tænker. Eller om de kan bruge mig til noget.
I starten, i den helt rå og nye sorg, var der enormt vigtigt for mig at være en ud af mange, at være en del af fælleskabet, at være ingenting. Kun være Sagas mor. Kun blive opfattet som Sagas mor.
Nu begynder jeg at føle mig som mig igen, og at det er være mig ikke kun er dårligt.
Og at jeg ikke kun er Sagas mor. Hvor ondt det end gør at tænke det.
Før jeg fødte Saga blev jeg altid lidt irriteret på forumsbrugere der havde billeder af deres børn som profilbilleder, fx på Facebook. Jeg tænkte at de da for helvede vel ikke kun var deres børn, at der måtte være mere til deres identitet end det. At deres børn jo er selvstændige individer og mødrene også, så et profilbillede bør være af den person der er bag profilen, ikke deres børn. Det er jo ikke deres børn der skriver ...
Jeg synes det var lidt vagt og identitetsløst ...
Da jeg fødte Saga kunne jeg pludselig godt se hvad der er der får mødre til det. Man viser sit hjerte ... Ens barn fylder ALT, så jo man tror at hele ens identitet er ens barn.
Jeg synes så stadig det er lidt sært ... At selvom trangen er der, så bør man være sig selv og ikke kun mor. Hele én selv.
Et billede hvor man holder sit barn er mere passende, det udtrykker hvor vigtigt ens barn er, men at man stadig er en person selv.
Men men, fred være med det da, alle vælger selv hvad de har lyst til. :)
Det er bare hvad jeg tænkete når jeg så baby- eller børnebilleder som avatars i stedet for et billede af personen selv.
På smaa-engle.dk er det så kotumen at ens avatar er et billede af ens mistede barn (for nogle er det så deres nye barn de viser). Og der kan jeg bedre forstå det, for der ER det jo hele ens virkelighed. Det rum man går ind i. I det rum er man hele tiden, eller meget af tiden, kun mor. Og det mistede barn fylder ALT ... Og så er det også de færreste der har billeder hvor de holder barnet, så det er ikke muligt at vise.
Jeg kunne dog stadig ikke få mig selv til at bruge Sagas billede til at repræsentere mig, så jeg brugte først et oprørt uvejrshav. Det var sådan jeg følte, som sorg og vrede og storm og AAAARGGGGHHH! Men det gik over, havet lagde sig ... ;) Og så valgte jeg Sagas fodaftryk, fordi de er et symbol på det aftryk hun har sat i mit hjerte. På hvor meget jeg tænker på hende. Men det er ikke et billede af hende, for hun er jo ikke mig. Jeg er mig. :)
Og nu er jeg altså kommet derhen hvor jeg føler, at jeg allevegne er mere til stede som mig end som Sagas aftryk. Hun er stadig i mig, jeg er hendes mor. Jeg elsker hende!
Men der er lidt mere plads nu ... Plads til at både hun og jeg kan være til stede. :)
Og til at jeg ikke behøver kun at være min sorg og mit tab.
Eller behøver at andre ser og anerkender min sorg og mit tab. Kan de ikke det, så kan jeg ikke bruge dem ...
Det er faktisk en big deal. Et stort skridt for mig.
Tanken med at være semi-anonym var at andre måske bedre kunne forholde sig til mine tanker og følelser. At det at vide hvordan jeg ser ud ville være i vejen, at folk ville danne sig alle mulige idéer om hvordan jeg mon var, og ikke kunne læse det jeg skriver uden et forudfattet indtryk. Og at andre måske bedre kunne spejle sig i mig, hvis der ikke var noget ansigt på.
Men jeg tror at jeg er ved at være så meget ved hægterne igen, at det ikke er så altoverskyggende vigtigt for mig hvad andre tænker. Eller om de kan bruge mig til noget.
I starten, i den helt rå og nye sorg, var der enormt vigtigt for mig at være en ud af mange, at være en del af fælleskabet, at være ingenting. Kun være Sagas mor. Kun blive opfattet som Sagas mor.
Nu begynder jeg at føle mig som mig igen, og at det er være mig ikke kun er dårligt.
Og at jeg ikke kun er Sagas mor. Hvor ondt det end gør at tænke det.
Før jeg fødte Saga blev jeg altid lidt irriteret på forumsbrugere der havde billeder af deres børn som profilbilleder, fx på Facebook. Jeg tænkte at de da for helvede vel ikke kun var deres børn, at der måtte være mere til deres identitet end det. At deres børn jo er selvstændige individer og mødrene også, så et profilbillede bør være af den person der er bag profilen, ikke deres børn. Det er jo ikke deres børn der skriver ...
Jeg synes det var lidt vagt og identitetsløst ...
Da jeg fødte Saga kunne jeg pludselig godt se hvad der er der får mødre til det. Man viser sit hjerte ... Ens barn fylder ALT, så jo man tror at hele ens identitet er ens barn.
Jeg synes så stadig det er lidt sært ... At selvom trangen er der, så bør man være sig selv og ikke kun mor. Hele én selv.
Et billede hvor man holder sit barn er mere passende, det udtrykker hvor vigtigt ens barn er, men at man stadig er en person selv.
Men men, fred være med det da, alle vælger selv hvad de har lyst til. :)
Det er bare hvad jeg tænkete når jeg så baby- eller børnebilleder som avatars i stedet for et billede af personen selv.
På smaa-engle.dk er det så kotumen at ens avatar er et billede af ens mistede barn (for nogle er det så deres nye barn de viser). Og der kan jeg bedre forstå det, for der ER det jo hele ens virkelighed. Det rum man går ind i. I det rum er man hele tiden, eller meget af tiden, kun mor. Og det mistede barn fylder ALT ... Og så er det også de færreste der har billeder hvor de holder barnet, så det er ikke muligt at vise.
Jeg kunne dog stadig ikke få mig selv til at bruge Sagas billede til at repræsentere mig, så jeg brugte først et oprørt uvejrshav. Det var sådan jeg følte, som sorg og vrede og storm og AAAARGGGGHHH! Men det gik over, havet lagde sig ... ;) Og så valgte jeg Sagas fodaftryk, fordi de er et symbol på det aftryk hun har sat i mit hjerte. På hvor meget jeg tænker på hende. Men det er ikke et billede af hende, for hun er jo ikke mig. Jeg er mig. :)
Og nu er jeg altså kommet derhen hvor jeg føler, at jeg allevegne er mere til stede som mig end som Sagas aftryk. Hun er stadig i mig, jeg er hendes mor. Jeg elsker hende!
Men der er lidt mere plads nu ... Plads til at både hun og jeg kan være til stede. :)
Og til at jeg ikke behøver kun at være min sorg og mit tab.
Eller behøver at andre ser og anerkender min sorg og mit tab. Kan de ikke det, så kan jeg ikke bruge dem ...
Det er faktisk en big deal. Et stort skridt for mig.
Anbefaling af Efterfødselkurser for kvinder der har mistet et barn
Jeg vil lige smide en anbefaling af et motionshold/sorggruppe jeg gik til. Efter jeg havde født stod jeg jo der og manglede bækkenbunds- og mavemuskelopstramning, men mine følelser var så meget i oprør at jeg umuligt kunne deltage på et normalt efterfødselshold.
Almindelig motionshold var heller ikke et hit, man skal jo passe lidt på når man lige har født. Kroppens reaktioner og behov er anderledes og man kan risikere at skade sit bækken.
Det hold jeg gik på var lavet som halvt fysisk øvelser, halvt "sorggruppe". Dvs. at man en god del af tiden talte sammen om ens historie og følelser. Jeg synes det er helt utroligt brugbart at være blandt andre mødre der har mistet, og brugbart at høre deres ord og få lov at sige mine. At genkende sine egne følelser, at føle sig forstået og rummet, at være i rum med andre der har det lige så svært. Ikke at være den eneste.
Jeg kom til at græde nogengange, men det var der plads til.
Mit forløb blev så ret kort, da jeg var syg en af gangene og så havde læren ferie to uger, var syg en uge og det blev aflyst en anden uge. Derefter blev jeg opereret og kunne ikke deltage. Så alt i alt nåede jeg kun at være der to gange. Til gengæld mødtes jeg med kvinderne fra holdet tre gange privat, og det var guld!
Så selvom jeg ikke nåede så meget motion, så fik jeg alligevel samtalerne og kontakten med de andre.
Holdene er på syv deltagere, så de er små nok til at man lærer hinanden at kende.
Læs mere her: Apa - "Efterfødsel for kvinder der har mistet et barn"
Tekst fra deres hjemmeside:
Efterfødselskurser for kvinder der har mistet et barn ved fødslen eller kort tid efter.
På kurset bruges ca. halvdelen af tiden på kroppen og den anden halvdel på samtale i gruppen, som består af højst 7 kvinder. Du skal have lyst til begge dele.
Kroppen
Graviditeten og fødslen har belastet kroppen, så genoptræning er vigtig. Den fysiske træning er grundig og koncentreret og foregår i et roligt tempo, hvor alle kan være med. Vi arbejder med at få kroppens bevægelighed og styrke igen, ligesom vi arbejder med åndedrættet og balancen, så trygheden og ressourcerne findes frem. Der vil være afspænding hver gang.
Samtalen
De første gange handler samtalen primært om historierne - hvad er der sket. Derefter er der ikke en fast rækkefølge, men emner som altid tages op er:
- ny graviditet
- at vende tilbage til arbejdslivet / studiet igen
- kvindens og mandens forskellige måder at reagere på
- at forholde sig til omgivelserne, og de til dig
I det hele taget at få hverdagen og livet til at fungere igen.
TILFØJELSE:
Jeg har hørt at der i Århus er en fysioterapeut ved navn Hanne Nielsen der holder noget lignende. Hun har selv mistet et barn. Dem der har gået hos hende har været meget glade for det.
Almindelig motionshold var heller ikke et hit, man skal jo passe lidt på når man lige har født. Kroppens reaktioner og behov er anderledes og man kan risikere at skade sit bækken.
Det hold jeg gik på var lavet som halvt fysisk øvelser, halvt "sorggruppe". Dvs. at man en god del af tiden talte sammen om ens historie og følelser. Jeg synes det er helt utroligt brugbart at være blandt andre mødre der har mistet, og brugbart at høre deres ord og få lov at sige mine. At genkende sine egne følelser, at føle sig forstået og rummet, at være i rum med andre der har det lige så svært. Ikke at være den eneste.
Jeg kom til at græde nogengange, men det var der plads til.
Mit forløb blev så ret kort, da jeg var syg en af gangene og så havde læren ferie to uger, var syg en uge og det blev aflyst en anden uge. Derefter blev jeg opereret og kunne ikke deltage. Så alt i alt nåede jeg kun at være der to gange. Til gengæld mødtes jeg med kvinderne fra holdet tre gange privat, og det var guld!
Så selvom jeg ikke nåede så meget motion, så fik jeg alligevel samtalerne og kontakten med de andre.
Holdene er på syv deltagere, så de er små nok til at man lærer hinanden at kende.
Læs mere her: Apa - "Efterfødsel for kvinder der har mistet et barn"
Tekst fra deres hjemmeside:
Efterfødselskurser for kvinder der har mistet et barn ved fødslen eller kort tid efter.
På kurset bruges ca. halvdelen af tiden på kroppen og den anden halvdel på samtale i gruppen, som består af højst 7 kvinder. Du skal have lyst til begge dele.
Kroppen
Graviditeten og fødslen har belastet kroppen, så genoptræning er vigtig. Den fysiske træning er grundig og koncentreret og foregår i et roligt tempo, hvor alle kan være med. Vi arbejder med at få kroppens bevægelighed og styrke igen, ligesom vi arbejder med åndedrættet og balancen, så trygheden og ressourcerne findes frem. Der vil være afspænding hver gang.
Samtalen
De første gange handler samtalen primært om historierne - hvad er der sket. Derefter er der ikke en fast rækkefølge, men emner som altid tages op er:
- ny graviditet
- at vende tilbage til arbejdslivet / studiet igen
- kvindens og mandens forskellige måder at reagere på
- at forholde sig til omgivelserne, og de til dig
I det hele taget at få hverdagen og livet til at fungere igen.
TILFØJELSE:
Jeg har hørt at der i Århus er en fysioterapeut ved navn Hanne Nielsen der holder noget lignende. Hun har selv mistet et barn. Dem der har gået hos hende har været meget glade for det.
09 december 2010
Endelig lidt held!
Endelig noget at være positiv over. :)
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.
De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer.
Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.
Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.
Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.
På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.
Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!
Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*
Men Hey - ingen fibromer!!! :D
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.
De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer.
Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.
Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.
Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.
På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.
Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!
Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*
Men Hey - ingen fibromer!!! :D
06 december 2010
Bøger om spædbarnsdød
Jeg har samlet en litteraturliste over hvilke bøger jeg har haft fat i. Jeg deler lige:
Raaschou, Louise
I kan jo altid få en ny
Østergaard, Susanne
At miste et barn er en livsproces: en bog om at være mor til et dødt spædbarn
Allis Møldrup Jensen
Tør du se min smerte - og hvordan jeg kom igennem den?
Lise Trap
Sorg - den dybeste ære glæden kan få
(Lise Traps bog er faktisk den bedste jeg har læst indtil nu, den handler ikke decideret om spædbarnsdød, men generelt om sorgbearbejdelse, men jeg synes hendes tanker er virkelig brugbare)
Camilla Høholt Smidt
Må englene passe på dig - når vi nu ikke kan
(den var ikke så brugbar mig, men måske er det fordi jeg nu har læst så mange historier allerede)
Hæfter udgivet af Landsforeningen:
Et barn er et barn: om at miste et barn født dødt før 28. uge
Fædre i sorg: om mænds reaktioner når et spædbarn dør
Omgivelsernes reaktioner: til forældre og pårørende når et spædbarn dør
Digte skrevet af en far der har mistet:
Thomése, P. F.
Skyggebarn
Digte skrevet af en mor der har mistet:
Lohmann, Susanne
Med udsigt til livet
Mere psykologisk om sorg:
Anni Schwartz Hansen
Den usynlige sorg: når et barn dør ved fødslen
Anni Schwartz Hansen
Når sorgen bliver synlig: støtte til forældre, der mister et barn ved fødslen
Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick
Den nødvendige smerte
Personlig udviklingshistorie skrevet poetisk og sanseligt:
Anette Vinther
2 fuldmåner
(bestilles direkte fra forfatteren på www.kvinde.se)
Raaschou, Louise
I kan jo altid få en ny
Østergaard, Susanne
At miste et barn er en livsproces: en bog om at være mor til et dødt spædbarn
Allis Møldrup Jensen
Tør du se min smerte - og hvordan jeg kom igennem den?
Lise Trap
Sorg - den dybeste ære glæden kan få
(Lise Traps bog er faktisk den bedste jeg har læst indtil nu, den handler ikke decideret om spædbarnsdød, men generelt om sorgbearbejdelse, men jeg synes hendes tanker er virkelig brugbare)
Camilla Høholt Smidt
Må englene passe på dig - når vi nu ikke kan
(den var ikke så brugbar mig, men måske er det fordi jeg nu har læst så mange historier allerede)
Hæfter udgivet af Landsforeningen:
Et barn er et barn: om at miste et barn født dødt før 28. uge
Fædre i sorg: om mænds reaktioner når et spædbarn dør
Omgivelsernes reaktioner: til forældre og pårørende når et spædbarn dør
Digte skrevet af en far der har mistet:
Thomése, P. F.
Skyggebarn
Digte skrevet af en mor der har mistet:
Lohmann, Susanne
Med udsigt til livet
Mere psykologisk om sorg:
Anni Schwartz Hansen
Den usynlige sorg: når et barn dør ved fødslen
Anni Schwartz Hansen
Når sorgen bliver synlig: støtte til forældre, der mister et barn ved fødslen
Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick
Den nødvendige smerte
Personlig udviklingshistorie skrevet poetisk og sanseligt:
Anette Vinther
2 fuldmåner
(bestilles direkte fra forfatteren på www.kvinde.se)
04 december 2010
Missed abortion - en gammel historie
Jeg læste et indlæg på smaa-engle.dk om en missed abortion, og det berørte mig meget. Jeg har selv oplevet det en enkelt gang, og selvom det på ingen måde kan sammenlignes med tabet af et mere udviklet barn, eller med at føde et barn man mister, så synes jeg ikke det var specielt sjovt.
Jeg vil ikke kalde det at miste et barn, mere at miste sin graviditet og håbet om at den blev til et barn. Så lille som min spire var, var den ikke noget der kunne ligne et barn endnu.
Jeg mistede i 10. uge og der var væksten åbenbart standset ca. i 6. uge, dvs. min spire var kun 3-5 mm lang. En lillebitte samling celler. Men den havde jo levet og vokset, og hormonerne kørte på mig. Jeg var gravid ...
Jeg faldt over min egen historie, skrevet før jeg fik taget min livsuskyld, før fertilitetsbehandling og før tabet af min datter. Den kan læses her:
http://www.min-mave.dk/din-historie/at-miste-tidligt/blogpost-2564.htm
Dengang formåede jeg at være positiv og beholde min tro på at vi da nok skulle få et andet barn.
Nogle år efter var jeg ikke nær så optimistisk.
Og nu her ... Well ... Var det virkelig mig der tænkte og følte sådan? ...
Det slår mig at jeg skrev "Det betyder MEGET for mig at kunne blive gravid igen og at min livmoder ikke er lige til lossepladsen." Hmmm ... det kan jeg så ikke, og det er den. Fandens.
Sært at tænke på det igen. Jeg ville dog hellere have haft ti missed abortioner end at føde mit barn for tidligt og miste det. På den anden side ville jeg ikke ha undværet at få Saga, selvom jeg mistede hende.
Følelser er sære.
EDIT:
Det ser ud til at min gamle historie er slettet. Jeg har fisket den frem fra en privat blog:
21/2-2007 kl. 17.23
|
I weekenden gik jeg helt ned. Totalt deprimeret. Jeg sad og så tv i morgenkåbe fra morgen til aften, uden at ku tage mig sammen til noget og havde det bare rigtig skidt. Samtidig var der en fyr på BM der var efter mig som en arrig pittbull der bare ikke ville slippe. En irriterende og overflødig konflikt, helt ude af proportioner, som jeg ikke ku se hvorfor sku køre så langt, eller køre i det hele taget. Det hjalp absolut ikke på mit humør.
I løbet af søndagen begyndte jeg at få ondt ved æggestokkene og blev meget forskrækket. Ikke meget ondt, jeg ku bare ikke forstå at det lige var der jeg ku mærke det og ikke i livmoderen, og jeg blev bange for der sku ske noget der ku skade min ægproduktion/æggeledere.
Og idéen om at fostret evt. gik i forrådnelse i mig ku jeg slet ikke ha. Jeg ku ikke finde information om hvor længe man ka ha et dødt foster i sig, og jeg kunne regne ud det var en tre ugers tid allerede.
Så mandag morgen ringede jeg til job og meldte mig syg og så til Riget og fik en tidlig tid. Så daffede vi derover. De var helt utrolig søde og omsorgsfulde. Sygeplejerskerne talte længe med mig og lyttede på min bekymring og tog det meget seriøst. Og da lægen så kom, blev jeg scannet. Scanningen viste som forventet at der ikke var liv, men det vidste jeg godt. På en måde havde jeg frygtet at der ville være, da det ville betyde at der så var noget rivende galt med det foster. Bedre at den var død end at jeg sku abortere et levende, men defekt foster. Eller værre, føde et multihandicappet barn.
Anyway, denne her læge synes så ikke mine fibromer så problematiske ud og var meget optimistisk. Sært nok, lægen i sidste uge malede fanden på væggen.
Jeg fik så en tid til udkrabning kl. 15, men sku indlægges kl. 13 og forberedes.
Da jeg sku til at gå, hev den unge sygeplerske fat i mig og spurgte mig om jeg var okay. Det ska man ikke spørge mig om. Jeg er okay, så længe man ikke spørger ... Så jeg sku alvorligt bide sammen for ikke at tude, og forklarede med bævende stemme og våde øjne hvordan jeg havde det. Altså at jeg tackler det fordi jeg skal, men det da absolut ikke er rart og vi er skidekede af det.
Nå, vi tog hjem ...
Nå, klokken blev 13 og jeg blev indlagt og fik deres usexede hospitalstøj på og lagt i sengen. Jeg fik så nogle livmoderudvidende piller lagt op. De skulle gøre det nemmere at lave udskrabingen uden at skulle volde livmodermunden op.
MEN da så jeg skulle til kl. 15, kom der nogle akutte tilfælde ind, så tiden gik og gik. Det ku jeg da godt forstå, kejsersnit og akutte blødninger er vigtigere end min udskrabning, der reelt godt ku vente.
Men det smertestillende jeg havde fået holdt op med at virke, og jeg begyndte at få meget meget ondt.
Kl. 18 blev smerterne uudholdeligt stærke og pludselig begyndte jeg at styrtbløde. Jeg blev enormt forskækket. De havde nævnt jeg kunne pletblød, men det fossede ud. Det er fandme en del mere end at pletbløde.
Jeg ringede efter sygeplejersken og fik T til at hjælpe mig ud af sengen, der var godt blødt til, og vaklede så ud på toilettet. Jeg var totalt vakkelvorn og svækket af smerterne og chokket. Ude på toilettet fossede det videre ud med blod og sorte klumper. Og pludselig sad jeg med en stor hvid klump i hånden. Noget der lignede en blanding mellem massivt slim og blæverfedtet fra en kylling. Jeg blev totalt chokeret, fordi det var uventet, og gik helt i panik og stortudede og fik fat på sygeplejersken og viste hende klumpen og spurgte om det var barnet. Men det ku jeg jo regne ud at det var .... Det var ikke et synligt foster, men højst sandsynligt en stor bid af den sæk der indeholdt fosteret. Jeg vil tro fosteret har ligget inde i klumpen. Jeg gav mig ikke ligefrem til at pille det fra hinanden ...
Hvis jeg havde vidst at jeg kunne abortere af mig selv, var jeg nok ikke blevet så forskrækket, men dét at jeg slet ikke var forberedt på at det kunne ske, eller hvordan det kunne foregå, hylede mig ud af den.
Mens jeg så stod der med blod og klumper løbende ud af mig, så kom portøren for at hente mig ned til operationsstuen. Jeg nåede ingengang at forklare Thomas hvad der lige skete før jeg blev lodset op i sengen og kørt afsted, mens jeg tudede og var totalt forvirret. Det var weird, og ydmygende, at ligge der i en seng og tude mens man blev kørt forbi alle mulige fremmede mennesker, patienter og sygeplejersker. Men jeg kunne jo heller ikke trække et lagen over hovedet. Eller måske ku jeg, men det gjorde jeg ikke.
Da jeg så kom ned til operationsstuen havde jeg hidset mig lidt ned og begyndte at tænke over hvad der egenligt var sket og at det jo egentligt ikke var dårligt.
Jeg holdt ude på gange et stykke tid, mens de ventede på lægen, og anæstesilægen og operationssygeplejersken kom og snakkede med mig. Jeg plaprede løs om hvad der var sket og hvad jeg var bange for (at der skulle ske noget med min livmoder så jeg ikke kunne få børn). De var mægtig søde og tog mig seriøst på en god måde.
Der gik så en del tid inden gynækolog-lægen kom, og jeg kom op på briksen og fik langt venflon og gjort klar til narkose. De var lidt imponerede over at jeg tog den så meget med ro og ikke sagde noget til at få stukket en kanyle i hånden, men hva, jeg ved jo det gør mere ondt hvis man kæmper imod det., så no big deal. Så lå jeg der med ilt i næsen og en slange ind i åren og diskuterede piercing med sygerplejersken. *lol*
Altså rolig var jeg ikke, jeg var ret rystet og sølle. Men det var ikke en venflonnål jeg var bange for.
Da lægen så kom, fortalte jeg hende, at jeg mente jeg allerede havde aborteret, og hun bestemte sig for at scanne mig først. De var helt vildt glade for en chance for at bruge deres transportable scanner, det var de ret ivrige omkring. Så den hentede de. Scanningen viste at ungen var væk. Men nu jeg ligesom var der, gav lægen sig til at undersøge fibromerne (jeg kævlede om hvor bange jeg var for det og hvad det betød og bla bla), og hun sagde så, at det største sad oven på livmoderen og ikke ku genere noget, de to andre sad i livmodervæggen, men udenpå, og burde ikke betyde noget for en graviditet!!!
Så ligesom den anden læge den dag, mente hun ikke der var nogen grund til alarm og mente sagtens jeg kunne blive gravid igen og gennemføre. Og hun sagde at det ikke kunne være pga. fibromerne at den døde, men alm. kromosomfejl. Så selvom det var totalt hæsligt, blev jeg superlettet.
Det betyder MEGET for mig at kunne blive gravid igen og at min livmoder ikke er lige til lossepladsen.
Da jeg kom op igen var jeg totalt vendt, og var glad og lettet. Smerterne var holdt op (de gav mig et skud morfin gennem venflonen, det hjalp nok også på humøret ;)) og lægen havde lige sagt min livmoder ikke var fucked up og jeg godt kunne få et andet barn. Virkelig gode nyheder. Men jeg skulle vente to timer inden jeg måtte gå hjem pga morfinen, og sikkert også chokket og blødningen.
Jeg fik så noget suppe og noget dessert, det første jeg spiste den dag. Jeg var sulten og dehydreret efter at ha fastet hele dagen. I løbet af de næste timer stilnede blødningen af og der kom lidt smerter tilbage, men ikke så slemt.
Kl. 21 gik vi så hjem.
Det der egentligt skete var, at de livmoderudvidende piller jeg fik var starten på en kemisk abort. Den ville aldrig være kommet så langt, da jeg skulle ha en udskrabning. Pga. at der gik tre timer længere end planlagt, nåede min krop så at abortere selv. Desværre var det ikke naturligt som sådan. Egentligt switchede jeg fra én type behandling til en anden. Fra udskrabing til kemisk. Jeg var bare ikke informeret omkring hvordan en kemisk abort fungerer, da jeg jo havde valgt udskrabning.
Jeg mener ikke det var en fejl som sådan, det var jo ikke med vilje, men det ville have hjulpet hvis de havde informeret mig om hvad der kunne ske, så jeg ikke blev så chokeret.
Når nu det er ens ønskebarn, og man i forvejen er totalt nede af sorg, er det ikke det fedeste at stå med resterne i hænderne. Selvom den jo skulle ud ... Og jeg vidste jo godt den skulle ud. Jeg havde bare ikke regnet med at få det så tæt på ...
Alt i alt var min oplevelse af selve hospitalsvæsenet god. Jeg var overrasket over hvor meget de tog sig af min psykiske tilstand, hvor omsorgsfulde de var og hvor meget de snakkede med mig og lyttede til mig. De kom også en gang i timen lige og chekede op på at alt var okay.
Da T var på Bispebjerg sku man løbe efter personalet og havde slet ikke den følelse af omsorg.
Jeg følte mig også tryg ved at de var kompetente. Så 5 stjerner til Riget, som ellers får så meget kritik.
Det var forøvrigt samme sted jeg for 6 år siden blev opereret for fibromer, hvor min oplevelse også var god.
Når nu man ska noget pis igennem, er det da altid noget at forholdene er i orden.
Dagen efter, i går, havde jeg det meget bedre. Min krop føles uforklarligt "normal". Som den føltes før jeg var gravid. Noget føles anderledes end før, og mere "rigtigt".
Og dét at der ikke er mere jeg skal gøre nu, og ikke mere at være så bekymret for, er en stor lettelse! Selvom det var skrækkeligt, er det mindre slemt nu end for 4 dage siden. Jeg var låst fast i at vente på den udskrabning og ikke kune komme videre med at bearbejde at barnet døde og hvad der i det hele taget skete.
Og det at vi har fået positive meldinger om min muligheder for at få barn er mega mega godt! :-D
Jeg var godt nok nedtrykt efter de beskeder i tirsdag sidste uge. Totalt relapse til for 6 år siden og den kæmpe depression jeg havde der.
Nu var alting lige så godt, og så smuldrede det igen, som det så ofte sker for mig. Jeg frygtede det værste.
Men nu er der så håb igen. :-)
Jeg fik så besked på at vente en menstruations tid inden vi prøver igen. Så må vi se om vi kan igen og hvor hurtigt. Men nu er det ihvertfald overstået for denne omgang. :-) Jeg har lidt ondt og jeg bløder nok en uge eller to, men jeg burde være i orden og jeg har en intakt livmoder endnu. Pyha. :-)
Jeg ka også virkelig se på alt det her, at T er en rigtig god partner for mig. Virkelig. Han var der hele vejen igennem. :) Ikke at jeg havde troet andet, men det betyder virkelig noget for mig at vide at jeg har ham (og han har mig). <3
Nu ska vi bare videre ....
Og så håber håber håber jeg at vi bliver gravide igen og at vi ikke skal igennem den tur igen! Det kan jo desværre godt ske ... Nogle gange mange gange i træk. Men jeg vil så forfærdelig gerne ha det barn, vi er så klar som man overhovedet kan blive ... *håbe*
03 december 2010
Min elskede datter
Min lille skat, her midt om natten tænker jeg på dig. På din fødsel, på min kærlighed til dig. Det er længe siden jeg har grædt sidst, og selv nu vil jeg ikke rigtig give lods.
Jeg tænkte på at jeg aldrig har kysset dig. Jeg turde ikke. Jeg turde ikke åbne op for følelserne, tabet var for stort. Nu forstår jeg ikke at jeg ikke bare tog dig til mig fuldt og helt da chancen var der. Jeg elsker dig jo alligevel, det var uundgåeligt. Jeg er jo din mor og du er det bedste der er sket mig, også selvom jeg mistede dig.
Det kan man ikke værne sig imod, jeg elskede dig i forvejen, at du døde ændrer det ikke. Men jeg sku ud af chokket for at mærke det igen.
Hvor jeg dog savner dig, min lille smukke pige.
Jeg tænkte på at jeg aldrig har kysset dig. Jeg turde ikke. Jeg turde ikke åbne op for følelserne, tabet var for stort. Nu forstår jeg ikke at jeg ikke bare tog dig til mig fuldt og helt da chancen var der. Jeg elsker dig jo alligevel, det var uundgåeligt. Jeg er jo din mor og du er det bedste der er sket mig, også selvom jeg mistede dig.
Det kan man ikke værne sig imod, jeg elskede dig i forvejen, at du døde ændrer det ikke. Men jeg sku ud af chokket for at mærke det igen.
Hvor jeg dog savner dig, min lille smukke pige.
29 november 2010
Håb
Totalt mod forventning sagde lægen at han godt ville forsøge at operere fibromerne bort! :D
Der er en meget stor risiko for at han må fjerne livmoderen, men han mente der var en chance for at det kunne lykkes. Jeg sku skrive under på at jeg accepterede risikoen for at livmoderen røg, men well, det vidste jeg jo godt. Til gengæld var han ikke bange for mit liv mine nyrer havde det fint. :) Så der er ikke noget med mig iøvrigt.
Han sagde så tydeligt at han ikke på nogen måde kunne garantere mig at jeg ville kunne blive gravid efter operationen. Men altså. Bare et sandkorn af håb og jeg er glad. Det er bedre end intet. Som det er nu har jeg intet håb, og uden livmoder heller ikke. Så der er intet at tabe ved at forsøge.
Jeg er meget forvirret. Og udmattet. Og har svært ved at mærke hvad jeg føler. Jeg var SÅ sikker på at han ville sige det ikke kunne lade sig gøre.
Jeg så min MR scanning, og den var grum. Der lå de her enorme bolde over hele livmoderen. Og et af dem da inde i livmodervæggen og havde trukke min livmodermund ud af facon. De var virkelig store.
Da jeg så billederne tænkte jeg det ville være umuligt. Men så sagde han ar han ville forsøge.
Jeg har fået en operationstid i næste uge! 7/12. Det er også så hurtigt at jeg slet ikke kan krølle mit hovede rundt om det ...
Jeg skal lige fordøje informationerne.
Efter lægesamtalen fik jeg taget blodprøver, så talte jeg med narkoselægen og så ventede jeg en time(!) på at tale med en sygeplejerske om operationen. Jeg var der i 3 1/2 time ...
Jeg er helt udkørt.
Der er en meget stor risiko for at han må fjerne livmoderen, men han mente der var en chance for at det kunne lykkes. Jeg sku skrive under på at jeg accepterede risikoen for at livmoderen røg, men well, det vidste jeg jo godt. Til gengæld var han ikke bange for mit liv mine nyrer havde det fint. :) Så der er ikke noget med mig iøvrigt.
Han sagde så tydeligt at han ikke på nogen måde kunne garantere mig at jeg ville kunne blive gravid efter operationen. Men altså. Bare et sandkorn af håb og jeg er glad. Det er bedre end intet. Som det er nu har jeg intet håb, og uden livmoder heller ikke. Så der er intet at tabe ved at forsøge.
Jeg er meget forvirret. Og udmattet. Og har svært ved at mærke hvad jeg føler. Jeg var SÅ sikker på at han ville sige det ikke kunne lade sig gøre.
Jeg så min MR scanning, og den var grum. Der lå de her enorme bolde over hele livmoderen. Og et af dem da inde i livmodervæggen og havde trukke min livmodermund ud af facon. De var virkelig store.
Da jeg så billederne tænkte jeg det ville være umuligt. Men så sagde han ar han ville forsøge.
Jeg har fået en operationstid i næste uge! 7/12. Det er også så hurtigt at jeg slet ikke kan krølle mit hovede rundt om det ...
Jeg skal lige fordøje informationerne.
Efter lægesamtalen fik jeg taget blodprøver, så talte jeg med narkoselægen og så ventede jeg en time(!) på at tale med en sygeplejerske om operationen. Jeg var der i 3 1/2 time ...
Jeg er helt udkørt.
25 november 2010
Risikerer at gå glip af noget
Øj, jeg synes det er virkeligt svært.
Jeg blev faster igen to uger efter jeg selv fødte, og jeg har det meget svært med min nye lille niece. Jeg så hende nogle dage efter hun var født og det var hårdt, men okay. :)
MEN så har jeg ikke set hende siden. Hun er lidt over to mdr. nu, og jeg så nogle billeder på FaceBook der gjorde ONDT. Hun ligner lidt mig som baby ... Og hun er smuk, charmerende, dejlig, til stede, super udtryksfulde øjne! - men jeg føler ikke glæde når jeg ser hendes billeder, jeg føler en dyb smerte og en grum misundelse.
Jeg kan næsten ikke holde ud at det er så let for dem. At de nu har to børn, og jeg har ingen.
At det er en pige, når jeg fik en pige der ikke kunne leve.
At hun ligner mig, når jeg ikke har nogen børn der kan ligne mig.
Samtidig er jeg bange for at gå glip af noget. Bange for at gå glip af at elske hende, bange for at misse hendes babystadie - den eneste baby jeg måske kan komme så nær på nogensinde (de skal nok ikke have flere, jeg kan ikke, og jeg har ikke flere søskende).
Bange for at forskelsbehandle min nye niece og hendes storesøster, som jeg er tæt knyttet til.
Bange for ikke at være "med" i familien, ikke at deltage i den familiebegivenhed det er at der kommer et nyt barn til. Og derved også blive lukket ude.
Bange for at være den bitre, vindtørre kone ude i provinsen, som ikke har varme til at komme ud over sit eget savn.
Jeg har så dårlig samvittighed over at føle som jeg gør, at jeg ikke kan elske min nye niece helt og uforbeholdent, som jeg gjorde med min første niece (der btw blev født efter jeg havde haft en missed abortion i 9. uge).
Jeg kan så godt forstå mig selv, det er måske naturligt nok at føle som jeg gør. Men hvor ville jeg dog ønske jeg ikke havde det sådan! At jeg bare kunne glædes på deres vegne og være der for min nye niece også. Være glad. Ikke gøre så ondt.
Jeg er meget i tvivl om hvordan jeg skal håndtere det. Om jeg skal tvinge mig selv til at se dem, eller om jeg skal passe på mig selv og holde afstand. Men så altså gå glip af en masse.
Vi skal holde jul sammen, det bliver meget meget svært. De vil komme med deres to skønne unger, og vi vil sidde der og gøre ondt og savne vores døde barn.
Men jeg vil heller ikke blive væk, så vil jeg savne min familie. At være en del af familien. De ER jo betydningsfulde for mig, allesammen.
Fuck hvor er det svært!
Jeg blev faster igen to uger efter jeg selv fødte, og jeg har det meget svært med min nye lille niece. Jeg så hende nogle dage efter hun var født og det var hårdt, men okay. :)
MEN så har jeg ikke set hende siden. Hun er lidt over to mdr. nu, og jeg så nogle billeder på FaceBook der gjorde ONDT. Hun ligner lidt mig som baby ... Og hun er smuk, charmerende, dejlig, til stede, super udtryksfulde øjne! - men jeg føler ikke glæde når jeg ser hendes billeder, jeg føler en dyb smerte og en grum misundelse.
Jeg kan næsten ikke holde ud at det er så let for dem. At de nu har to børn, og jeg har ingen.
At det er en pige, når jeg fik en pige der ikke kunne leve.
At hun ligner mig, når jeg ikke har nogen børn der kan ligne mig.
Samtidig er jeg bange for at gå glip af noget. Bange for at gå glip af at elske hende, bange for at misse hendes babystadie - den eneste baby jeg måske kan komme så nær på nogensinde (de skal nok ikke have flere, jeg kan ikke, og jeg har ikke flere søskende).
Bange for at forskelsbehandle min nye niece og hendes storesøster, som jeg er tæt knyttet til.
Bange for ikke at være "med" i familien, ikke at deltage i den familiebegivenhed det er at der kommer et nyt barn til. Og derved også blive lukket ude.
Bange for at være den bitre, vindtørre kone ude i provinsen, som ikke har varme til at komme ud over sit eget savn.
Jeg har så dårlig samvittighed over at føle som jeg gør, at jeg ikke kan elske min nye niece helt og uforbeholdent, som jeg gjorde med min første niece (der btw blev født efter jeg havde haft en missed abortion i 9. uge).
Jeg kan så godt forstå mig selv, det er måske naturligt nok at føle som jeg gør. Men hvor ville jeg dog ønske jeg ikke havde det sådan! At jeg bare kunne glædes på deres vegne og være der for min nye niece også. Være glad. Ikke gøre så ondt.
Jeg er meget i tvivl om hvordan jeg skal håndtere det. Om jeg skal tvinge mig selv til at se dem, eller om jeg skal passe på mig selv og holde afstand. Men så altså gå glip af en masse.
Vi skal holde jul sammen, det bliver meget meget svært. De vil komme med deres to skønne unger, og vi vil sidde der og gøre ondt og savne vores døde barn.
Men jeg vil heller ikke blive væk, så vil jeg savne min familie. At være en del af familien. De ER jo betydningsfulde for mig, allesammen.
Fuck hvor er det svært!
22 november 2010
Svært at være midt i
Jeg fik min mestruation igen i går aftes, den tredje efter fødslen. Og som de to foregående er den overdrevet voldsom og jeg mister alt for meget blod. Da jeg gik i seng i går aftes viste jeg godt jeg skulle ringe til lægen her til morgen og få endnu en recept på de piller der hjælper til at mindske blødningen.
Hele natten drømte jeg dumt. Sådan alt muligt jeg skulle nå og ikke kunne nå, med desperation og frustration. Og i drømmen forklarede jeg igen og igen folk omkring mig at jeg skulle på apoteket efter de dér piller, og at jeg skulle ha fjernet min livmoder.
Væmmeligt realistisk.
Åbenbart tumler min underbevidsthed med at jeg skal til lægen på mandag og få svaret på MR scanningen af min livmoder - kan mine fibromer forsøges bortopereret eller skal livmoderen fjernes helt. Og om der er andet i mig der har taget skade (fandt ud af at den blodprøve jeg fik taget inden scanningen er for at teste min nyrefunktion, nyrene kan være skadet hvis et fibrom klemmer urinblæren).
Jeg har det rigtig svært med det. Jeg ved godt at chancen for at jeg kan bevare livmoderen er meget meget lille, og at hvis de overhovedet vil forsøge at bortopere fibromer, så er der alligevel ingen garanti for at jeg vågner op med livmoderen i behold. Og faktsk også en risiko for at jeg kan dø på operationsbordet. Det sker. Blødningen er ret heftig. Det er almindeligt at miste en liter blod når man fjerner et enkelt fibrom - og jeg har fem store plus nogle små ...
Fuck hvor jeg synes det er svært. At miste Saga og at vide at min krop er i stykker nu, at jeg ikke dur som jeg skal. At det jeg oplevede med at være gravid, med at mærke hende gro i mig, det kommer jeg aldrig til at opleve igen.
Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Især når jeg ligger i sengen om aftenen og lige kommer til at tænke på hvordan det føltes at vende mig med min store mave, og hvordan jeg kunne mærke hende sparke og mosle rundt.
At jeg aldrig skal opleve den forandring af at være gravid igen.
Nu er jeg bare mig. Uden liv i mig. Uden muligheden for at kunne skabe det.
Jeg forstår det ikke.
De her blødninger går mig på nerverne. Det er så synligt at der er noget galt i min krop. Jeg kan ikke ignorere det når jeg bløder og bløder og bløder.
Så unaturligt. Og bekymrende.
Fandens. :-(
Hele natten drømte jeg dumt. Sådan alt muligt jeg skulle nå og ikke kunne nå, med desperation og frustration. Og i drømmen forklarede jeg igen og igen folk omkring mig at jeg skulle på apoteket efter de dér piller, og at jeg skulle ha fjernet min livmoder.
Væmmeligt realistisk.
Åbenbart tumler min underbevidsthed med at jeg skal til lægen på mandag og få svaret på MR scanningen af min livmoder - kan mine fibromer forsøges bortopereret eller skal livmoderen fjernes helt. Og om der er andet i mig der har taget skade (fandt ud af at den blodprøve jeg fik taget inden scanningen er for at teste min nyrefunktion, nyrene kan være skadet hvis et fibrom klemmer urinblæren).
Jeg har det rigtig svært med det. Jeg ved godt at chancen for at jeg kan bevare livmoderen er meget meget lille, og at hvis de overhovedet vil forsøge at bortopere fibromer, så er der alligevel ingen garanti for at jeg vågner op med livmoderen i behold. Og faktsk også en risiko for at jeg kan dø på operationsbordet. Det sker. Blødningen er ret heftig. Det er almindeligt at miste en liter blod når man fjerner et enkelt fibrom - og jeg har fem store plus nogle små ...
Fuck hvor jeg synes det er svært. At miste Saga og at vide at min krop er i stykker nu, at jeg ikke dur som jeg skal. At det jeg oplevede med at være gravid, med at mærke hende gro i mig, det kommer jeg aldrig til at opleve igen.
Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Især når jeg ligger i sengen om aftenen og lige kommer til at tænke på hvordan det føltes at vende mig med min store mave, og hvordan jeg kunne mærke hende sparke og mosle rundt.
At jeg aldrig skal opleve den forandring af at være gravid igen.
Nu er jeg bare mig. Uden liv i mig. Uden muligheden for at kunne skabe det.
Jeg forstår det ikke.
De her blødninger går mig på nerverne. Det er så synligt at der er noget galt i min krop. Jeg kan ikke ignorere det når jeg bløder og bløder og bløder.
Så unaturligt. Og bekymrende.
Fandens. :-(
21 november 2010
Til min elskede datter
Lille skat, tiden går og går og der løber endnu en dag på hver dag. Utroligt at det er to måneder, tre uger og en dag siden nu. At dagene bare går.
Jeg har stadig svært ved at acceptere min virkelighed, men jeg er i den og det er sådan her den er. Jeg vænner mig dog til den, på et eller andet plan.
Jeg elsker dig skat. Jeg tænker på hvordan du kunne være blevet, hvis du havde kunnet leve. Om det liv vi kunne have haft. Og de tanker jeg tænkte til dig i min mave. Dig og mig. Dig og mig, tænkte jeg, hver gang jeg var bekymret. Vi to skal klare den, vi to skal være sammen. Jeg VIL dig.
Men det var ikke nok.
Min smukke lille datter, hvor gør dit fravær usigeligt ondt. Jeg savner dig.
Jeg har stadig svært ved at acceptere min virkelighed, men jeg er i den og det er sådan her den er. Jeg vænner mig dog til den, på et eller andet plan.
Jeg elsker dig skat. Jeg tænker på hvordan du kunne være blevet, hvis du havde kunnet leve. Om det liv vi kunne have haft. Og de tanker jeg tænkte til dig i min mave. Dig og mig. Dig og mig, tænkte jeg, hver gang jeg var bekymret. Vi to skal klare den, vi to skal være sammen. Jeg VIL dig.
Men det var ikke nok.
Min smukke lille datter, hvor gør dit fravær usigeligt ondt. Jeg savner dig.
16 november 2010
Svært
Jeg har ikke skrevet så meget på det sidste, for jeg har det ikke så godt.
Sådan ikke akut krise, jeg synes bare det hele er svært, så svært at jeg ingengang føler jeg kan formulere hvad det er jeg tumler med. Og jeg føler mig ret alene med det, jeg har ikke rigtig fået kontakt til mine venner og kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg gør med dem.
I dag er det mig og T' 5 års dag, hvilket vi normalt ville ha gjort en helvedes masse ud af. Vi er begge superromantikere, og så har vi været igennem så mange svære tider samme, at det at vi har hinanden er ekstra særligt. Vi værdsætter virkelig at vores kærlighed er så holdbar.
Men i dag har ikke være romantisk - T tog udmattet på arbejde efter endnu en dårlig nat (han havde i forvejen søvnforstyrrelser pga noget gammel PTS, så et nyt traume har absolut ikke gjort det bedre). Han kom så hjem og mødte mig på hopitalet, for yippie (not!) jeg sku ha en MR scanning af min livmoder. Lige i dag.
Jeg troede en MR scanning gik hurtigt, at det var sådan ind, scan scan, ud. Det viste sig at tage en time ...
godt jeg har dyrket yoga så jeg har læt at ligge helt stille længe.
T gik med ind, men vi kunne ikke tale sammen pga støjen, så han satte sig til at halvsove. Jeg gled også lidt væk indimellem, af at ligge der i en snæver tunnel musestille.
Der var lige et par gange undervejs hvor jeg blev rigtig ked af det. Når jeg sådan lå helt stille med lukkede øjne i en time, indkapslet i en støjende maskine, drev mine tanker rundt. Igen og igen landede de hos Saga, på hvorfor jeg var i den maskine, på min deforme livmoder og mit spinkle håb om at kunne opereres. Men igen og igen, hvorfor jeg ikke kunne beholde hende i mig længere.
Jeg er også bange for de fibromer. Det er sjældent kræft, men sjældent betyder at det sker. Og slemme ting har det med at ske for mig. Jeg bliver skræmt ved tanken om at min livmoder evt. er ved at blive ædt op af kræft, at det kan sprede sig, at jeg kan dø.
Det behøver det jo på ingen måde at være, højst sandsynligt ikke. Men når der sker så mærkelige ting i min krop, når mit forløb er atypisk, når jeg kan mærke hårde knuder udefra og hele området fra navlen til venusbjerget er knuder, så bekymrer jeg mig. Hvad fanden sker der med min krop?!? Hvorfor er min livmodere pludselig en enorm gevækst. Hvorfor er jeg ikke længere i stand til at bære et barn, eller bare at leve normalt. De ukontrolable blødninger jeg nu får af fibromerne kan jo ikke blive ved. De piller der kan stoppe blodet har jeg en stærk mistanke om også øger faren for blodpropper. De er jo det omvendte af blodfortyndende, de hindrer opløsning af størknet blod - hvad er det lige en blodprop er?! ... Fandens.
Jeg er bange for det hele. For at være defekt. For at dø. For at leve.
Jeg synes ikke rigtig det spiller. Der er ikke rigtig noget at se frem til, kun flere besværligheder, mere at kæmpe med. Det er ikke ovre, der bliver ved med at være noget.
Jeg kan ikke forestille mig hvordan mit liv skal blive godt igen.
Og jeg ved ikke hvordan jeg fejrer den 5-års dag der ville ha været så fantastisk, hvis jeg var godt igang med 7. måned nu.
(Lige nu sku vi købe babyseng og puslebord, planlægge og tale om hvordan vores liv ville blive når vores datter kom ud. Vi sku ikke stå med MR scanninger og operationer og sygemeldinger og kommuner der vil holde samtaler. Vi sku være glade.)
Sådan ikke akut krise, jeg synes bare det hele er svært, så svært at jeg ingengang føler jeg kan formulere hvad det er jeg tumler med. Og jeg føler mig ret alene med det, jeg har ikke rigtig fået kontakt til mine venner og kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg gør med dem.
I dag er det mig og T' 5 års dag, hvilket vi normalt ville ha gjort en helvedes masse ud af. Vi er begge superromantikere, og så har vi været igennem så mange svære tider samme, at det at vi har hinanden er ekstra særligt. Vi værdsætter virkelig at vores kærlighed er så holdbar.
Men i dag har ikke være romantisk - T tog udmattet på arbejde efter endnu en dårlig nat (han havde i forvejen søvnforstyrrelser pga noget gammel PTS, så et nyt traume har absolut ikke gjort det bedre). Han kom så hjem og mødte mig på hopitalet, for yippie (not!) jeg sku ha en MR scanning af min livmoder. Lige i dag.
Jeg troede en MR scanning gik hurtigt, at det var sådan ind, scan scan, ud. Det viste sig at tage en time ...
godt jeg har dyrket yoga så jeg har læt at ligge helt stille længe.
T gik med ind, men vi kunne ikke tale sammen pga støjen, så han satte sig til at halvsove. Jeg gled også lidt væk indimellem, af at ligge der i en snæver tunnel musestille.
Der var lige et par gange undervejs hvor jeg blev rigtig ked af det. Når jeg sådan lå helt stille med lukkede øjne i en time, indkapslet i en støjende maskine, drev mine tanker rundt. Igen og igen landede de hos Saga, på hvorfor jeg var i den maskine, på min deforme livmoder og mit spinkle håb om at kunne opereres. Men igen og igen, hvorfor jeg ikke kunne beholde hende i mig længere.
Jeg er også bange for de fibromer. Det er sjældent kræft, men sjældent betyder at det sker. Og slemme ting har det med at ske for mig. Jeg bliver skræmt ved tanken om at min livmoder evt. er ved at blive ædt op af kræft, at det kan sprede sig, at jeg kan dø.
Det behøver det jo på ingen måde at være, højst sandsynligt ikke. Men når der sker så mærkelige ting i min krop, når mit forløb er atypisk, når jeg kan mærke hårde knuder udefra og hele området fra navlen til venusbjerget er knuder, så bekymrer jeg mig. Hvad fanden sker der med min krop?!? Hvorfor er min livmodere pludselig en enorm gevækst. Hvorfor er jeg ikke længere i stand til at bære et barn, eller bare at leve normalt. De ukontrolable blødninger jeg nu får af fibromerne kan jo ikke blive ved. De piller der kan stoppe blodet har jeg en stærk mistanke om også øger faren for blodpropper. De er jo det omvendte af blodfortyndende, de hindrer opløsning af størknet blod - hvad er det lige en blodprop er?! ... Fandens.
Jeg er bange for det hele. For at være defekt. For at dø. For at leve.
Jeg synes ikke rigtig det spiller. Der er ikke rigtig noget at se frem til, kun flere besværligheder, mere at kæmpe med. Det er ikke ovre, der bliver ved med at være noget.
Jeg kan ikke forestille mig hvordan mit liv skal blive godt igen.
Og jeg ved ikke hvordan jeg fejrer den 5-års dag der ville ha været så fantastisk, hvis jeg var godt igang med 7. måned nu.
(Lige nu sku vi købe babyseng og puslebord, planlægge og tale om hvordan vores liv ville blive når vores datter kom ud. Vi sku ikke stå med MR scanninger og operationer og sygemeldinger og kommuner der vil holde samtaler. Vi sku være glade.)
08 november 2010
Fodspor i min sjæl
Ja, jeg kan blive ved ... For du har sat dit aftryk i mit hjerte og jeg bliver aldrig den samme igen.
Savner og savner og savner
Og dagene går ...
Jeg elsker dig uendeligt højt og jeg er så ked af at jeg ikke fik lov at beholde dig, være der for dig, lære dig livet. At alle de planer jeg havde for os, for dig, din far og jeg, ikke bliver til noget. At vi skal leve videre uden dig.
Saga min skat, min elskede datter, jeg mangler dig.
Jeg savner at mærke dig leve i mig og jeg savner det liv vi skulle have haft. Da du forlod verden efterlod du et dybt hul i mig, hvor du skulle være. Kun min kærlighed til dig er tilbage. Jeg vil altid elske dig, selvom det gør ondt.
Min lille pige,
det er to måneder, en uge og to dage siden du blev født. Du levede kun udenfor mig i få minutter, så ophørte dit liv - den største katastrofe der kunne ske.Jeg elsker dig uendeligt højt og jeg er så ked af at jeg ikke fik lov at beholde dig, være der for dig, lære dig livet. At alle de planer jeg havde for os, for dig, din far og jeg, ikke bliver til noget. At vi skal leve videre uden dig.
Saga min skat, min elskede datter, jeg mangler dig.
Jeg savner at mærke dig leve i mig og jeg savner det liv vi skulle have haft. Da du forlod verden efterlod du et dybt hul i mig, hvor du skulle være. Kun min kærlighed til dig er tilbage. Jeg vil altid elske dig, selvom det gør ondt.
30 oktober 2010
To måneder nu
Elskede lille skat,
Nu er der gået to måneder. Jeg føler mig fjernere fra dig, forvirret. Som om det hele er en dårlig drøm. Jeg kan ikke på samme måde huske hvordan det føltes at mærke dig leve i min krop.
Men jeg savner dig meget, den plads jeg havde lavet til dig i mit liv står gabende tom.
Der er et sort hul i min verden og et hul i mit hjerte, som længslen efter dig har lavet.
Min smukke lille pige, jeg mangler dig.
Nu er der gået to måneder. Jeg føler mig fjernere fra dig, forvirret. Som om det hele er en dårlig drøm. Jeg kan ikke på samme måde huske hvordan det føltes at mærke dig leve i min krop.
Men jeg savner dig meget, den plads jeg havde lavet til dig i mit liv står gabende tom.
Der er et sort hul i min verden og et hul i mit hjerte, som længslen efter dig har lavet.
Min smukke lille pige, jeg mangler dig.
28 oktober 2010
Ved ikke hvor jeg er
Jeg er heldigvis ved at være fysisk okay igen, hvilket er hurtigt efter en madforgiftning.
Her til morgen har jeg så fået mensturation, og den holder jeg et uroligt øje med. Sidste gang var jo den første efter fødslen, og der blødte jeg ekstremt voldsomt og måtte tage piller for at stoppe blødningen. det tog 13 dage før den stoppede helt.
Forløbigt ser det okay ud med blodmængden, men jeg er noget anspændt omkring det.
Det kører ikke rigtig for mig med det fysiske ...
Og så missede jeg sorggruppe i går, hvilket virkelig ærger mig meget. Jeg føler ikke at jeg har styr på min sorg, jeg kan ikke rigtig finde ud af hvor jeg er henne i det hele.
Da T kom hjem efter at have været der, og fortalte om det, blev jeg ret "misundelig". Jeg føler at jeg er gået glip af noget, at jeg ikke rigtig er med. Når han fortæller at han også græd lidt, ville jeg ønske at jeg kunne. Fordi jeg føler mig så fjern fra alt lige nu. Jeg vil gerne vide hvad jeg føler, og at blive konfronteret med følelserne kan måske slå lidt hul igennem til det.
Så det er bare rigtig uheldigt at jeg lige skulle blive syg.
I dag sku jeg så ha været til APA-holdet. Det var planlagt at sidst fortalte halvdelen deres historier, denne gang skulle de sidste så fortælle - inkl. mig. Dvs. at jeg misser at høre halvdelen af historierne, så jeg ikke aner hvad det er der er sket for de, det fortalte i dag. Jeg ved så heller ikke lige om jeg så skal fortælle min historie næste gang, eller slet ikke. Det er også brandærgeligt at jeg ikke kunne komme i dag.
Så lige nu føler jeg mig hægtet af det hele.
Jeg har det også ret mærkelig på mit forum for forældre der har mistet for tiden. Der er kommet en del nye, og jeg kan ikke rigtig rumme de nye historier. Jeg har ikke skrevet i nogen af de nye tråde endnu. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive.
Jeg har ellers forsøgt at skrive svar på næsten alt hvad jeg har set, fordi jeg selv har haft brug for respons og følelsen af at være i rum med andre, og derfor regner med at andre også har det behov, og jeg vil gerne give noget. Jeg har derfor prøvet at skrive noget, anything, for lige at vise "ja, her er nogen!" og følelsen af at vi gensidigt forstår hinanden. Men nu er jeg gået helt død.
Ved ikke hvad det lige handler om. Om jeg har fået en slags følelsesmæssig forstoppelse.
Jeg kan slet ikke mærke hvor jeg er i det hele. Jeg har ligesom ikke kontakt til det.
Vi skal til psykolog i morgen, jeg håber det skubber til et eller andet.
Her til morgen har jeg så fået mensturation, og den holder jeg et uroligt øje med. Sidste gang var jo den første efter fødslen, og der blødte jeg ekstremt voldsomt og måtte tage piller for at stoppe blødningen. det tog 13 dage før den stoppede helt.
Forløbigt ser det okay ud med blodmængden, men jeg er noget anspændt omkring det.
Det kører ikke rigtig for mig med det fysiske ...
Og så missede jeg sorggruppe i går, hvilket virkelig ærger mig meget. Jeg føler ikke at jeg har styr på min sorg, jeg kan ikke rigtig finde ud af hvor jeg er henne i det hele.
Da T kom hjem efter at have været der, og fortalte om det, blev jeg ret "misundelig". Jeg føler at jeg er gået glip af noget, at jeg ikke rigtig er med. Når han fortæller at han også græd lidt, ville jeg ønske at jeg kunne. Fordi jeg føler mig så fjern fra alt lige nu. Jeg vil gerne vide hvad jeg føler, og at blive konfronteret med følelserne kan måske slå lidt hul igennem til det.
Så det er bare rigtig uheldigt at jeg lige skulle blive syg.
I dag sku jeg så ha været til APA-holdet. Det var planlagt at sidst fortalte halvdelen deres historier, denne gang skulle de sidste så fortælle - inkl. mig. Dvs. at jeg misser at høre halvdelen af historierne, så jeg ikke aner hvad det er der er sket for de, det fortalte i dag. Jeg ved så heller ikke lige om jeg så skal fortælle min historie næste gang, eller slet ikke. Det er også brandærgeligt at jeg ikke kunne komme i dag.
Så lige nu føler jeg mig hægtet af det hele.
Jeg har det også ret mærkelig på mit forum for forældre der har mistet for tiden. Der er kommet en del nye, og jeg kan ikke rigtig rumme de nye historier. Jeg har ikke skrevet i nogen af de nye tråde endnu. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive.
Jeg har ellers forsøgt at skrive svar på næsten alt hvad jeg har set, fordi jeg selv har haft brug for respons og følelsen af at være i rum med andre, og derfor regner med at andre også har det behov, og jeg vil gerne give noget. Jeg har derfor prøvet at skrive noget, anything, for lige at vise "ja, her er nogen!" og følelsen af at vi gensidigt forstår hinanden. Men nu er jeg gået helt død.
Ved ikke hvad det lige handler om. Om jeg har fået en slags følelsesmæssig forstoppelse.
Jeg kan slet ikke mærke hvor jeg er i det hele. Jeg har ligesom ikke kontakt til det.
Vi skal til psykolog i morgen, jeg håber det skubber til et eller andet.
27 oktober 2010
Ondt af mig selv (syg)
Jeg har fået madforgiftning og har det virkelig skidt. Og det er så enormt uretfærdigt, ikke bare skal vi tackle sorg og at vores liv er svære, men så skal en dum bakterie komme og pine mig, helt meningsløst.
I forvejen har jeg en eksistensiel krise. Jeg føler mig blottet og skrøbelig, at ulykker bliver ved med at hagle ned over mig. At selvom jeg allerede er ramt af ulykker, så gør det mig åbenbart ikke immun, det kan sagtnes komme flere. Det synes jeg er svært at skulle leve med.
Tidligere tænkte jeg at "nu må det være vores tur til at der sker noget godt". Men jeg har oplevet at der ikke er noget system, ikke nogen balance. At selvom man allerede er fyldt op med ulykker, kan der sagtens komme flere. Der er ingen fordeling. Det gør mig bange. Så har jeg ingen tro på livet eller tiltro til at noget kan blive godt igen.
Jeg sku ha været i sorggruppe i dag, og jeg trængte til det. Jeg er kørt lidt ud på et sidespor, jeg føler mig distanceret fra mine følelser. Jeg tænkte at sorgruppe i dag måske ville rippe op i noget, på en tiltrængt måde. At jeg kunne komme tilbage på sporet. I stedet er jeg bare hundesyg.
I morgen sku jeg ha været til APA efterfødselsgymnastik for kvinder der har mistet. Det bliver der så heller ikke noget af ...
PIS! :(
Jeg ved ikke hvad jeg selv føler, og nu er jeg fucked up fysisk. Jeg har feber og har ondt alle vegne, især i brystet af at kaste så meget op. Jeg føler mig faret vild.
I forvejen har jeg en eksistensiel krise. Jeg føler mig blottet og skrøbelig, at ulykker bliver ved med at hagle ned over mig. At selvom jeg allerede er ramt af ulykker, så gør det mig åbenbart ikke immun, det kan sagtnes komme flere. Det synes jeg er svært at skulle leve med.
Tidligere tænkte jeg at "nu må det være vores tur til at der sker noget godt". Men jeg har oplevet at der ikke er noget system, ikke nogen balance. At selvom man allerede er fyldt op med ulykker, kan der sagtens komme flere. Der er ingen fordeling. Det gør mig bange. Så har jeg ingen tro på livet eller tiltro til at noget kan blive godt igen.
Jeg sku ha været i sorggruppe i dag, og jeg trængte til det. Jeg er kørt lidt ud på et sidespor, jeg føler mig distanceret fra mine følelser. Jeg tænkte at sorgruppe i dag måske ville rippe op i noget, på en tiltrængt måde. At jeg kunne komme tilbage på sporet. I stedet er jeg bare hundesyg.
I morgen sku jeg ha været til APA efterfødselsgymnastik for kvinder der har mistet. Det bliver der så heller ikke noget af ...
PIS! :(
Jeg ved ikke hvad jeg selv føler, og nu er jeg fucked up fysisk. Jeg har feber og har ondt alle vegne, især i brystet af at kaste så meget op. Jeg føler mig faret vild.
23 oktober 2010
Håb eller ikke
Jeg snakkede lidt med T her i dag, han mener at lægen virkelig påpegede at chance for en succesfuld operation ikke var god, men at han ville sende mig til MRI scanning og ham kirurgen for at tjekke det.
Så T tror ikke vi skal regne med det.
Jeg synes det lød mere positivt, men det afhænger måske af ørene der hører, måske ville jeg gerne høre mere håb i det.
Det tog os tre år at blive gravide med Saga, og utallige fertilitetsbehandlinger der ikke gjorde tricket. Så selv med en evt. operation er chancen minimal. Jeg er 39, inden jeg er opereret og helet er jeg måske 40-41, og jeg er i forvejen målt til at have få æg. Chancen er ikke stor for at jeg overhovedet kan blive gravid, selv hvis min livmoder kan repareres.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro og håbe. Det er hamrende dårlige odds. Jeg er bare nødt til at prøve før jeg giver helt op, også selvom det nok kun er 0,5-1% chance.
Det er mere sandsynligt at min livmoder bliver fjernet under operationen, hvis det kommer så langt (det er der en meget stor risiko for, da det kan være nødvendigt hvis man ikke kan styre blødningen).
Well, vi må se. Første skridt er en MRI scanning. Er der ikke væg nok mellem fibromer og livmoderhulrum så giver det sig selv ...
Så T tror ikke vi skal regne med det.
Jeg synes det lød mere positivt, men det afhænger måske af ørene der hører, måske ville jeg gerne høre mere håb i det.
Det tog os tre år at blive gravide med Saga, og utallige fertilitetsbehandlinger der ikke gjorde tricket. Så selv med en evt. operation er chancen minimal. Jeg er 39, inden jeg er opereret og helet er jeg måske 40-41, og jeg er i forvejen målt til at have få æg. Chancen er ikke stor for at jeg overhovedet kan blive gravid, selv hvis min livmoder kan repareres.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro og håbe. Det er hamrende dårlige odds. Jeg er bare nødt til at prøve før jeg giver helt op, også selvom det nok kun er 0,5-1% chance.
Det er mere sandsynligt at min livmoder bliver fjernet under operationen, hvis det kommer så langt (det er der en meget stor risiko for, da det kan være nødvendigt hvis man ikke kan styre blødningen).
Well, vi må se. Første skridt er en MRI scanning. Er der ikke væg nok mellem fibromer og livmoderhulrum så giver det sig selv ...
22 oktober 2010
Samtalen på hospitalet
Det gik overraskende okay. Da vi kom ind på sygehuset fik T det ret skidt, han fik hjertebanken og følte sig angst. Men der var ikke så meget at gøre ved det, vi SKULLE jo være der. Jeg var overraskende ligeglad. I detached mode. Jeg følte ingenting. Overhovedet. Ved ikke om det er godt eller skidt. Jeg har det med at flygte for mine følelser hvis jeg kan.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.
Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.
Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.
Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.
Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!
Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.
Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.
Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.
Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.
Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!
Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.
21 oktober 2010
Samtale på hospitalet i morgen
I morgen skal jeg til samtale på hospitalet om forløbet omkring min fødsel. Jeg ved egentligt ikke nøjagtig hvad det er der skal ske, om jeg skal undersøges (det er otte uger siden nu), om det bare er selve fødslen vi skal gennemtale eller om det er hele deres håndtering af mit forløb (som jeg har en del kritik af), om det er hvad der skal gøres yderligere (min livmoder er jo fuld af fibromer).
Jeg er ... well, ikke nervøs, men ... ubehageligt anspændt omkring at skulle til den. Jeg frygter den. Følelserne. At skulle konfronteres med følelserne og med hvor svigtet jeg i virkeligheden føler mig. Jeg vil på en måde helst undvige, undgå det hele.
Men det er jo nødvendigt.
Jeg satte mig ned for en time siden og skrev hele forløbet ned, fra sidste mens inden, den dag vi lavede hende, den dag jeg testede positivt osv. Så vidt jeg kan se er jeg blevet scannet en 6-7 gange i forløbet, og yderligere 3-4 gange da jeg begyndte at blive indlagt. og jeg har haft smerter næsten fra starten af. Tre indlæggelser.
Hun er lavet 20/4. Jeg testede positivt 10/5.
Jeg så hjerteblink første gang 21/5 da jeg var 5+6. Jeg mærkede liv 3/8 da jeg var sat til 17+0 (reelt 16+3). Jeg hørte hendes hjertelyd for første gang 16/8 da jeg var 18+6 (reelt 18+2) (ved akut lægebesøg med stærke smerter - og senere samme dag på hospitalet).
Det er meget sært at sidde og se det hele liniært og vide hvad vej det gik. Jeg føler mig afmagtet.
Hvis bare ...
Under graviditeten har jeg flere gange være bekymret for om hun nu havde de rigtige mål eller om hun var for lille. Ved nakkefoldsscanningen blev jeg sat frem med fire dage. Hvis jeg trækker dem fra igen, blev hun ikke født 20+6 men 20+2. Og tjekker jeg gennemsnitsmål så passer det fint til hendes størrelse. Hun var 26 cm og 315 gram. I starten af uge 20 er gennemsnittet 24 cm og 330 gram. Så hun var helt fin.
Det har jeg først kunne holde ud at undersøge nu. Dog har jeg bidt mærke i mål og vægt andre har angivet for børn født i samme alder, og umiddelbart synes jeg Sagas mål virkede meget rigtige i forhold til.
Selvom det er omsonst nu, så er der noget i mig der kan få lidt ro. At der ikke var noget galt. Jeg har bekymret mig så længe, hele graviditeten. Så selvom hun jo rent faktisk døde, det værste der kunne ske, så har jeg ihvertfald være bekymret over det forkerte, hun var okay. Så det kan jeg slippe.
Men fuck, jeg glæder mig ikke til i morgen. Aner ikke hvordan jeg vil have det, eller hvordan jeg vil tage det. Jeg frygter at jeg igen ikke ved hvordan jeg kommer videre med det, og igen ikke føler at nogen passer på mig eller hjælper mig.
Jeg frygter at der ikke er nogen fysisk undersøgelse, så jeg bagefter stadig ikke aner hvordan det står til indeni mig. Om fibromerne har standset væksten eller er blevet større. Om der er nekrose i dem. Om jeg har afstødt slimhinden ved min to uger lange menstruationsblødning der blev kunstigt stoppet med piller til sidst, eller om der stadig er noget i mig der ikke burde være.
Om jeg er okay, eller om det er helt galt.
Og hvor jeg skal henvende mig, hvad jeg skal gøre?
Og jeg frygter at græde og have det rigtig skidt.
Jeg føler mig så afmagtet. Og lost. Som jeg har gjort under det meste af graviditeten.
Det bliver en svær dag i morgen (det vil sige i dag, den er over midnat).
Jeg er ... well, ikke nervøs, men ... ubehageligt anspændt omkring at skulle til den. Jeg frygter den. Følelserne. At skulle konfronteres med følelserne og med hvor svigtet jeg i virkeligheden føler mig. Jeg vil på en måde helst undvige, undgå det hele.
Men det er jo nødvendigt.
Jeg satte mig ned for en time siden og skrev hele forløbet ned, fra sidste mens inden, den dag vi lavede hende, den dag jeg testede positivt osv. Så vidt jeg kan se er jeg blevet scannet en 6-7 gange i forløbet, og yderligere 3-4 gange da jeg begyndte at blive indlagt. og jeg har haft smerter næsten fra starten af. Tre indlæggelser.
Hun er lavet 20/4. Jeg testede positivt 10/5.
Jeg så hjerteblink første gang 21/5 da jeg var 5+6. Jeg mærkede liv 3/8 da jeg var sat til 17+0 (reelt 16+3). Jeg hørte hendes hjertelyd for første gang 16/8 da jeg var 18+6 (reelt 18+2) (ved akut lægebesøg med stærke smerter - og senere samme dag på hospitalet).
Det er meget sært at sidde og se det hele liniært og vide hvad vej det gik. Jeg føler mig afmagtet.
Hvis bare ...
Under graviditeten har jeg flere gange være bekymret for om hun nu havde de rigtige mål eller om hun var for lille. Ved nakkefoldsscanningen blev jeg sat frem med fire dage. Hvis jeg trækker dem fra igen, blev hun ikke født 20+6 men 20+2. Og tjekker jeg gennemsnitsmål så passer det fint til hendes størrelse. Hun var 26 cm og 315 gram. I starten af uge 20 er gennemsnittet 24 cm og 330 gram. Så hun var helt fin.
Det har jeg først kunne holde ud at undersøge nu. Dog har jeg bidt mærke i mål og vægt andre har angivet for børn født i samme alder, og umiddelbart synes jeg Sagas mål virkede meget rigtige i forhold til.
Selvom det er omsonst nu, så er der noget i mig der kan få lidt ro. At der ikke var noget galt. Jeg har bekymret mig så længe, hele graviditeten. Så selvom hun jo rent faktisk døde, det værste der kunne ske, så har jeg ihvertfald være bekymret over det forkerte, hun var okay. Så det kan jeg slippe.
Men fuck, jeg glæder mig ikke til i morgen. Aner ikke hvordan jeg vil have det, eller hvordan jeg vil tage det. Jeg frygter at jeg igen ikke ved hvordan jeg kommer videre med det, og igen ikke føler at nogen passer på mig eller hjælper mig.
Jeg frygter at der ikke er nogen fysisk undersøgelse, så jeg bagefter stadig ikke aner hvordan det står til indeni mig. Om fibromerne har standset væksten eller er blevet større. Om der er nekrose i dem. Om jeg har afstødt slimhinden ved min to uger lange menstruationsblødning der blev kunstigt stoppet med piller til sidst, eller om der stadig er noget i mig der ikke burde være.
Om jeg er okay, eller om det er helt galt.
Og hvor jeg skal henvende mig, hvad jeg skal gøre?
Og jeg frygter at græde og have det rigtig skidt.
Jeg føler mig så afmagtet. Og lost. Som jeg har gjort under det meste af graviditeten.
Det bliver en svær dag i morgen (det vil sige i dag, den er over midnat).
13 oktober 2010
Sorggruppe-krise
Vi blev totalt rystede i dag, vi har gået og forberedt os på at nu var det sorggruppe-dag og havde forberedt os mentalt på hvad vi ville snakke om og at nu skulle vi se de andre. Men da vi så kom var der istedet for den lille trygge intime stolekreds (3-4 udover os) stillet en kæmpe cirkel op og hele lokalet var pludseligt fuldt af fremmede mennesker, der var otte nye! Dvs. fra en gruppe på fem måske seks var vi nu tretten!
Det var nærmest chokerende. Alle os "gamle" fik det skidt, blev lidt svimle og følte et tab - nu mistede vi vores trygge lille gruppe, et sted hvor de kender os, og vi kender dem, vi kender hinandens historier og kan komme og snakke om hvad der er sket siden sidst. I stedet var der en masse fremmede.
Desværre reagerede et par, som vi har identificeret os meget med, ved at trække sig ud. De meldte ud at de ikke ville komme fremover. Og det er noget pis! For dem er vi glade for, de har udtrykt nogle tanker og følelser som ramte rigtigt for os + de er lige det længere, at vi nysgerrigt kan se hvad der foregår for dem, og derved hvad vi kan forvente for os selv. Og vi er trygge ved dem, kender dem lidt og føler med dem.
Jeg hørte så bagefter at da de var ude at ryge havde T aftalt at vi skulle ses privat, og holde vores egen lille gruppe indimellem. Det er jeg glad for, for jeg ville være meget ked af aldrig at se dem igen.
Men de blev så overrumblede og følte sig så fremmedgjorte, at de ikke ville deltage længere.
Dagen var generelt rystende. De nye par fortalte deres historier, det var fem nye historier der smaskede sig ind på livet af os og rippede op i vores egne følelser. Tidsafstanden var vist fra 14 dage siden til 2 1/2 mdr. siden, og det var jo meget mere lig os (halvanden måned). Derudover var størstedelen af børnene 19-22. uge, dvs. ligesom os. Og et par andre mødre havde en baggrund med fertilitetsbehandling. Så deres historier lignede meget vores, en bid her og en bid der, så hver gang nogen fortalte var det en kniv i hjertet.
Jeg har jo vænnet mig til at høre andres historier via et forum for forældre jeg har mistet, og via de bøger jeg læser. Men at sidde og se på forældrene, se hvor skidt de har det (hvor fattede de end ser ud, men vi kender jo den tynde film der dækker følelserne) og høre dem fortælle om det, mens de prøver at holde gråden væk - det var hårdt!
Ved første historie begyndte jeg at græde. Den mindede om vores og det var svært at høre hende sætte ord på.
Det kan godt give mig noget at der er andre på samme sorgstadie som os, som vi kan spejle os i. Men jeg føler også vi mister noget. Med SÅ mange mennesker er der meget lidt taletid til hver. Og meget lidt intimitet. Man bliver bare ikke så åben når der er så mange mennesker. Så det lille trygge forum hvor vi havde lært hinanden at kende, det er væk.
Og pludselig er vi en dråbe i havet. Ligegyldige. Og der er alt alt for mange det her sker for.
Otte nye med så kort tidsrum, i samme by?!?
Jeg oplevede at jeg blev svimmel og følte mig uvirkelig. Og at jeg glemte hvad folk lige havde sagt + jeg glemte hvad jeg selv lige havde sagt. Jeg sad og hørte ordene og tænkte "det har jeg lige noget at sige om", men når personen var færdig med at snakke, kunne jeg ikke huske hvad der var blevet sagt og hvad jeg ville sige.
Det var vildt mærkeligt. En slags chok-reaktion.
Os der har været sorggruppen indtil nu følte os allesammen svigtede af repræsentanten fra landsforeningen - det var simpelthen for meget at smide otte mennesker ind i gruppen uden varsel, og uden at vi anede at det kunne ske. Jeg troede det var en lukket gruppe, og at de ville oprette nye efterhånden. Jeg troede der var et maksimum antal. Jeg har indtryk af at det er svært at få så mange mennesker til at fungere sammen, og jeg troede slet ikke at det var det vi skulle indstille os på.
Jeg kan se vi alle havde stærke reaktioner, alle andre end mig måtte af omgange gå ud af lokalet, hvide i hovedet, fordi det simpelthen var for voldsomt.
Og vi følte os alle bombet tilbage. Især de der var kommet så meget længere - SLAM, så handlede det hele igen om selv fødslen og den første krise. Hvor de ellers tænkte i tilbage-på-job og overvejelser om at være klar til at forsøge ny graviditet. Men de blev banket tilbage til de første følelser. Og brændte inde med det vi skulle ha snakket om, de ting vi går og tænker over.
Jeg har ellers følt mig i limbo det sidste stykke tid. At dagene var grå, uden de store udsving, men at følelserne hobede sig op i mig uden at komme ud. Nu er der da gået hul på bylden, for jeg tror da lige jeg fik følelser frem. Og tårer.
Det giver noget med en sorggruppe, og de nyes historier har også givet noget, bl.a. at jeg blev sparket i kontakt med min sorg igen. Men jeg er helt rystet og småchokeret.
Det var nærmest chokerende. Alle os "gamle" fik det skidt, blev lidt svimle og følte et tab - nu mistede vi vores trygge lille gruppe, et sted hvor de kender os, og vi kender dem, vi kender hinandens historier og kan komme og snakke om hvad der er sket siden sidst. I stedet var der en masse fremmede.
Desværre reagerede et par, som vi har identificeret os meget med, ved at trække sig ud. De meldte ud at de ikke ville komme fremover. Og det er noget pis! For dem er vi glade for, de har udtrykt nogle tanker og følelser som ramte rigtigt for os + de er lige det længere, at vi nysgerrigt kan se hvad der foregår for dem, og derved hvad vi kan forvente for os selv. Og vi er trygge ved dem, kender dem lidt og føler med dem.
Jeg hørte så bagefter at da de var ude at ryge havde T aftalt at vi skulle ses privat, og holde vores egen lille gruppe indimellem. Det er jeg glad for, for jeg ville være meget ked af aldrig at se dem igen.
Men de blev så overrumblede og følte sig så fremmedgjorte, at de ikke ville deltage længere.
Dagen var generelt rystende. De nye par fortalte deres historier, det var fem nye historier der smaskede sig ind på livet af os og rippede op i vores egne følelser. Tidsafstanden var vist fra 14 dage siden til 2 1/2 mdr. siden, og det var jo meget mere lig os (halvanden måned). Derudover var størstedelen af børnene 19-22. uge, dvs. ligesom os. Og et par andre mødre havde en baggrund med fertilitetsbehandling. Så deres historier lignede meget vores, en bid her og en bid der, så hver gang nogen fortalte var det en kniv i hjertet.
Jeg har jo vænnet mig til at høre andres historier via et forum for forældre jeg har mistet, og via de bøger jeg læser. Men at sidde og se på forældrene, se hvor skidt de har det (hvor fattede de end ser ud, men vi kender jo den tynde film der dækker følelserne) og høre dem fortælle om det, mens de prøver at holde gråden væk - det var hårdt!
Ved første historie begyndte jeg at græde. Den mindede om vores og det var svært at høre hende sætte ord på.
Det kan godt give mig noget at der er andre på samme sorgstadie som os, som vi kan spejle os i. Men jeg føler også vi mister noget. Med SÅ mange mennesker er der meget lidt taletid til hver. Og meget lidt intimitet. Man bliver bare ikke så åben når der er så mange mennesker. Så det lille trygge forum hvor vi havde lært hinanden at kende, det er væk.
Og pludselig er vi en dråbe i havet. Ligegyldige. Og der er alt alt for mange det her sker for.
Otte nye med så kort tidsrum, i samme by?!?
Jeg oplevede at jeg blev svimmel og følte mig uvirkelig. Og at jeg glemte hvad folk lige havde sagt + jeg glemte hvad jeg selv lige havde sagt. Jeg sad og hørte ordene og tænkte "det har jeg lige noget at sige om", men når personen var færdig med at snakke, kunne jeg ikke huske hvad der var blevet sagt og hvad jeg ville sige.
Det var vildt mærkeligt. En slags chok-reaktion.
Os der har været sorggruppen indtil nu følte os allesammen svigtede af repræsentanten fra landsforeningen - det var simpelthen for meget at smide otte mennesker ind i gruppen uden varsel, og uden at vi anede at det kunne ske. Jeg troede det var en lukket gruppe, og at de ville oprette nye efterhånden. Jeg troede der var et maksimum antal. Jeg har indtryk af at det er svært at få så mange mennesker til at fungere sammen, og jeg troede slet ikke at det var det vi skulle indstille os på.
Jeg kan se vi alle havde stærke reaktioner, alle andre end mig måtte af omgange gå ud af lokalet, hvide i hovedet, fordi det simpelthen var for voldsomt.
Og vi følte os alle bombet tilbage. Især de der var kommet så meget længere - SLAM, så handlede det hele igen om selv fødslen og den første krise. Hvor de ellers tænkte i tilbage-på-job og overvejelser om at være klar til at forsøge ny graviditet. Men de blev banket tilbage til de første følelser. Og brændte inde med det vi skulle ha snakket om, de ting vi går og tænker over.
Jeg har ellers følt mig i limbo det sidste stykke tid. At dagene var grå, uden de store udsving, men at følelserne hobede sig op i mig uden at komme ud. Nu er der da gået hul på bylden, for jeg tror da lige jeg fik følelser frem. Og tårer.
Det giver noget med en sorggruppe, og de nyes historier har også givet noget, bl.a. at jeg blev sparket i kontakt med min sorg igen. Men jeg er helt rystet og småchokeret.
12 oktober 2010
Tabu og livsuskyld
En bekendt skrev en blogkommentar til mig om det med tabuet omkring vores sorg. Det fik mig til at tænke lidt over det, og jeg tænker at det nok mest er det at noget forfærdelig sker som er tabu, ikke specielt et mistet barn. På en måde tror jeg at det er det samme med alle dødsfald, livstruende sygdomme eller at være blevet voldtaget eller grov vold - at vi bare ikke kan tale om at ens liv bryder sammen. At noget er praktisk taget psykisk umuligt at håndtere. Noget som ikke bare kan gå væk igen. Hvordan skal man lige forholde sig til det?! ...
Og jeg forstår det egentligt godt, hvad fanden siger man til en der står der og det hele er ramlet sammen? Jeg ved hvad jeg selv helst vil høre, nemlig: "hold kæft noget pis". For mig er det vist det eneste der er at sige, som ikke er lidt falsk, eller ubrugeligt optimistisk.
En af mine bedste venner er i sorg over sin mors død, og selvom jeg selv kender sorg intimt, så ved jeg heller ikke lige hvad jeg skal sige til ham, eller gøre for ham. Og andre venner kæmper med potentielt livstruende sygdom, straks bliver jeg selv løsningsorienteret - hvilket lige præcis er det jeg selv føler ikke kan bruges og nærmest invaderer ...
Men jeg er jo også et produkt af min kultur.
Lige nu har jeg lært på den hårdest mulige måde hvordan man forholder sig til sorg over et mistet barn. Men kun fordi jeg selv står i det.
Jeg læste en artikel af en kvinde der har mistet, som har skrevet en bog jeg synes er brugbar. Artiklen er så mange år og et par levende børn efter. Men jeg hæftede mig så meget ved det afsluttende afsnit, at jeg gemte det:
Et anderledes liv
Det første år efter Louise mistede Isak , var tabet hele hendes identitet, og hun havde behov for at fortælle om sin søn til alle. Det var nærmest en præsentation - Goddag, jeg hedder Louise, og min søn er død.
Det behov har hun ikke længere, men det er stadig svært for hende at sidde og snakke om fødsler og graviditet i en almindelig mødregruppe,
- Der er den fødsel, man kan fortælle om, og så er der den man ikke kan fortælle om.
På trods af den sorg, Louise har oplevet ved at miste sin søn, føler hun, at hun i dag har et godt liv, men det tog flere år at komme dertil. Det er da også blevet et andet liv, end det hun havde forestillet sig.
- Jeg vil stadig sige, at Isaks død smadrede mit liv på en eller anden måde. Det slog så meget i stykker indeni mig, som aldrig rigtigt er blevet helt igen. Men jeg har et godt liv i dag, og sorgen og savnet ligger et sted, hvor det er til at leve med.
Det med at ens tab er ens identitet er lige den jeg har nu, når jeg føler at hvis jeg ikke nævner at det her er sket, så er jeg ikke til stede. Så lyver jeg i min væren, og lader som om jeg er en anden end jeg er. Jeg kan fuldt sætte sig ind i hvad hun mener.
Og det med at noget går uopretteligt i stykker - det vil jeg give hende ret i.
En anden kvinde har brugt udtrykket "at miste sin livsuskyld", og den rammer også. Når man først har set at livet kan være så uretfærdigt, ER uretfærdigt, og at grimme, onde ting kan ske, uden grund, uden at noget andet opvejer det. At intet er givet. At man ikke har ret til noget. At selvom du allerede er ramt af ulykker, så kan der sagtens komme endnu flere ... Der er en tillid til verden og livet der brister og som jeg ikke tror kommer tilbage.
Jeg er så MISUNDELIG når jeg ser folk der virkelig har det godt, som smiler og griner og er fulde af troen på at livet byder på gode og spændende ting til dem. Tager det for givet og føler sig trygge.
Til gengæld er jeg ved at brække mig over hele den bølge af positiv tankegang-Mindfullness-The Secrect- New Age for 10'erne som prøver at bilde én ind at der er et system, en balance og at du bare skal tænke på den rigtige måde så sker de gode ting (underforstået, hvis noget forfærdeligt sker er det din egen skyld, så har du tænkt forkert og udsendt signaler om at det godt må ske).
Jeg har set og mærket på egen krop og sind at der ikke er noget system. Og den viden kunne jeg godt være foruden. Den kommer til at præge mig på en måde jeg ikke havde behøvet. Som berøver mig noget.
Og jeg forstår det egentligt godt, hvad fanden siger man til en der står der og det hele er ramlet sammen? Jeg ved hvad jeg selv helst vil høre, nemlig: "hold kæft noget pis". For mig er det vist det eneste der er at sige, som ikke er lidt falsk, eller ubrugeligt optimistisk.
En af mine bedste venner er i sorg over sin mors død, og selvom jeg selv kender sorg intimt, så ved jeg heller ikke lige hvad jeg skal sige til ham, eller gøre for ham. Og andre venner kæmper med potentielt livstruende sygdom, straks bliver jeg selv løsningsorienteret - hvilket lige præcis er det jeg selv føler ikke kan bruges og nærmest invaderer ...
Men jeg er jo også et produkt af min kultur.
Lige nu har jeg lært på den hårdest mulige måde hvordan man forholder sig til sorg over et mistet barn. Men kun fordi jeg selv står i det.
Jeg læste en artikel af en kvinde der har mistet, som har skrevet en bog jeg synes er brugbar. Artiklen er så mange år og et par levende børn efter. Men jeg hæftede mig så meget ved det afsluttende afsnit, at jeg gemte det:
Et anderledes liv
Det første år efter Louise mistede Isak , var tabet hele hendes identitet, og hun havde behov for at fortælle om sin søn til alle. Det var nærmest en præsentation - Goddag, jeg hedder Louise, og min søn er død.
Det behov har hun ikke længere, men det er stadig svært for hende at sidde og snakke om fødsler og graviditet i en almindelig mødregruppe,
- Der er den fødsel, man kan fortælle om, og så er der den man ikke kan fortælle om.
På trods af den sorg, Louise har oplevet ved at miste sin søn, føler hun, at hun i dag har et godt liv, men det tog flere år at komme dertil. Det er da også blevet et andet liv, end det hun havde forestillet sig.
- Jeg vil stadig sige, at Isaks død smadrede mit liv på en eller anden måde. Det slog så meget i stykker indeni mig, som aldrig rigtigt er blevet helt igen. Men jeg har et godt liv i dag, og sorgen og savnet ligger et sted, hvor det er til at leve med.
Det med at ens tab er ens identitet er lige den jeg har nu, når jeg føler at hvis jeg ikke nævner at det her er sket, så er jeg ikke til stede. Så lyver jeg i min væren, og lader som om jeg er en anden end jeg er. Jeg kan fuldt sætte sig ind i hvad hun mener.
Og det med at noget går uopretteligt i stykker - det vil jeg give hende ret i.
En anden kvinde har brugt udtrykket "at miste sin livsuskyld", og den rammer også. Når man først har set at livet kan være så uretfærdigt, ER uretfærdigt, og at grimme, onde ting kan ske, uden grund, uden at noget andet opvejer det. At intet er givet. At man ikke har ret til noget. At selvom du allerede er ramt af ulykker, så kan der sagtens komme endnu flere ... Der er en tillid til verden og livet der brister og som jeg ikke tror kommer tilbage.
Jeg er så MISUNDELIG når jeg ser folk der virkelig har det godt, som smiler og griner og er fulde af troen på at livet byder på gode og spændende ting til dem. Tager det for givet og føler sig trygge.
Til gengæld er jeg ved at brække mig over hele den bølge af positiv tankegang-Mindfullness-The Secrect- New Age for 10'erne som prøver at bilde én ind at der er et system, en balance og at du bare skal tænke på den rigtige måde så sker de gode ting (underforstået, hvis noget forfærdeligt sker er det din egen skyld, så har du tænkt forkert og udsendt signaler om at det godt må ske).
Jeg har set og mærket på egen krop og sind at der ikke er noget system. Og den viden kunne jeg godt være foruden. Den kommer til at præge mig på en måde jeg ikke havde behøvet. Som berøver mig noget.
11 oktober 2010
Gode psykologer
Jeg har forsøger at samle navne på gode psykologer.
Går du hos en rigtig god psykolog efter at ha mistet barn, så skriv meget gerne en kommentar med vedkommendes navn og hvilken by, så jeg kan opdatere min liste. :)
København:
Mette Krag - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=1114
Jeg kan varmt anbefale Mette Krag. Hun har stor erfaring med spædbarnsdød og det kunne vi tydeligt mærke. Vi gik både sammen og individulet hos hende.
Helene Grau - tlf: 28562236, email: info@helenegrau.dk
Suomisvej 2 st, 1827 Frederiksberg. www.helenegrau.dk
Frederiksberg:
Ruth Skovgaard - Tlf: 26874084, mail: ruth.skocgaard@mail.dk
http://www.kgicph.dk/kontakt/undervisere/ruth-skovgaard/
Speciallægecentret, Peter Bangs Vej 3, 2000 Frederiksberg
Nordsjælland
Susanne Bargmann - tlf: 28102377, mail: susanne@susannebargmann.dk
Codanhus, Hovedgaden 55 A, 1. sal, 2970 Hørsholm
www.susannebargmann.dk
Anette Holmgren - tlf: 49223880, mobil 20993739, mail anetteholmgren@dispuk.dk,
Strandvejen 202B, 2070 Snekkersten. www.anetteholmgren.dk
Slagelse:
Jane Aagesen, Smedegade 13A, 1. th., 4200 Slagelse
www.psykologeridanmark.dk/Find/V%20...%20ileid=1007
Går du hos en rigtig god psykolog efter at ha mistet barn, så skriv meget gerne en kommentar med vedkommendes navn og hvilken by, så jeg kan opdatere min liste. :)
København:
Mette Krag - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=1114
Borgergade 36, st, th., 1300 København K, tlf: 33 11 89 06, mkconsult@mail.tele.dk
Jeg kan varmt anbefale Mette Krag. Hun har stor erfaring med spædbarnsdød og det kunne vi tydeligt mærke. Vi gik både sammen og individulet hos hende.
Helene Grau - tlf: 28562236, email: info@helenegrau.dk
Suomisvej 2 st, 1827 Frederiksberg. www.helenegrau.dk
Frederiksberg:
Ruth Skovgaard - Tlf: 26874084, mail: ruth.skocgaard@mail.dk
http://www.kgicph.dk/kontakt/undervisere/ruth-skovgaard/
Speciallægecentret, Peter Bangs Vej 3, 2000 Frederiksberg
Nordsjælland
Susanne Bargmann - tlf: 28102377, mail: susanne@susannebargmann.dk
Codanhus, Hovedgaden 55 A, 1. sal, 2970 Hørsholm
www.susannebargmann.dk
Anette Holmgren - tlf: 49223880, mobil 20993739, mail anetteholmgren@dispuk.dk,
Strandvejen 202B, 2070 Snekkersten. www.anetteholmgren.dk
Hillerød:
Yvonne Kronberg - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=379
Frederik VIIs Vej 2, 3400 Hillerød. Tlf: 48 26 99 40
Slagelse:
Jane Aagesen, Smedegade 13A, 1. th., 4200 Slagelse
www.psykologeridanmark.dk/Find/V%20...%20ileid=1007
Vordingborg
Benedicte Reventlow, Kløften 29, 4760 Vordingborg. Tlf. 5534 0245 / 2890 7757 reventlow@nyraad.net
Odense:
Tue Toft - www.psykolog-odense.dk/
Psykologhuset Odense, Frederiksgade 67, 5000 Odense C, tlf. 66111312, e-mail: post@psykologhus.dk
Jeg har hørt hans udtalelser her: psykolog-odense.dk/atmisteetbarn, jeg synes han lyder god. Og så har jeg hørt ham anbefalet af en anden mor.
May-Britt Hollmann - www.psykologkontakt.dk/vis_psykolog.asp?psykID=798
Valdemarsgade 7, St., 5000 Odense C
Tlf: 66 12 96 16. Mobil: 4011800, psykolog@hollmann.nu
Holstebro:
Helle Rathenborg - Tlf: 97 40 64 60, Mobil: 23306773, mail: hellerathenborg@mail.dk
Lille Østergade 8, 2., 7500 Holstebro - http://www.dp.dk/
Horsens:
Susanne Østergaard, Søndergade 31 1th , 8700 Horsens, Tlf. 51 84 90 73
www.psykologøstergaard.dk
Forfatter til bogen "At miste et barn er en livsprocess"
Lone Nørgaard - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=300
Gammelstrupvej 26, Gammelstrup, 8740 Brædstrup, Tlf: 75 75 35 45
Ca. 10 km vest for Horsens
Skanderborg:
Karen Lund - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=631
Asylgade 35, 8660 Skanderborg. Tlf: 86 52 23 26, karen.lund@mail.dk
Sønderborg:
Torben Mathiesen - hozho.dk
Perlegade 4 2, 6400 Sønderborg, tlf. 29 80 70 26, email: dorte_chris@yahoo.dk
Århus:
Solvej Lundgård Sangild - www.solvejsangild.dk
Østergade 33, 3., 8000 Aarhus C. Tlf: 86 13 94 20, Mobil: 26129420, solvejsangild@hotmail.com
Aase Brødsgaard - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=962
Østergade 33, 3., 8000 Aarhus C. Tlf: 23 39 02 8, aasebroedsgaard@hotmail.com
Susanne affertsholt-Allen
J.M.Mørks Gade 1, 1., 8000 Århus C. Telefon: 86131520
Anette Kjærgaard - Tlf: 3033 3905, mail: Anette@aarhuspsykologklinik.dk
Klinik i Rønde og Århus. http://aarhuspsykologklinik.dk/
Odense:
Tue Toft - www.psykolog-odense.dk/
Psykologhuset Odense, Frederiksgade 67, 5000 Odense C, tlf. 66111312, e-mail: post@psykologhus.dk
Jeg har hørt hans udtalelser her: psykolog-odense.dk/atmisteetbarn, jeg synes han lyder god. Og så har jeg hørt ham anbefalet af en anden mor.
May-Britt Hollmann - www.psykologkontakt.dk/vis_psykolog.asp?psykID=798
Valdemarsgade 7, St., 5000 Odense C
Tlf: 66 12 96 16. Mobil: 4011800, psykolog@hollmann.nu
Holstebro:
Helle Rathenborg - Tlf: 97 40 64 60, Mobil: 23306773, mail: hellerathenborg@mail.dk
Lille Østergade 8, 2., 7500 Holstebro - http://www.dp.dk/
Horsens:
Susanne Østergaard, Søndergade 31 1th , 8700 Horsens, Tlf. 51 84 90 73
www.psykologøstergaard.dk
Forfatter til bogen "At miste et barn er en livsprocess"
Lone Nørgaard - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=300
Gammelstrupvej 26, Gammelstrup, 8740 Brædstrup, Tlf: 75 75 35 45
Ca. 10 km vest for Horsens
Skanderborg:
Karen Lund - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=631
Asylgade 35, 8660 Skanderborg. Tlf: 86 52 23 26, karen.lund@mail.dk
Sønderborg:
Torben Mathiesen - hozho.dk
Perlegade 4 2, 6400 Sønderborg, tlf. 29 80 70 26, email: dorte_chris@yahoo.dk
Århus:
Solvej Lundgård Sangild - www.solvejsangild.dk
Østergade 33, 3., 8000 Aarhus C. Tlf: 86 13 94 20, Mobil: 26129420, solvejsangild@hotmail.com
Aase Brødsgaard - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=962
Østergade 33, 3., 8000 Aarhus C. Tlf: 23 39 02 8, aasebroedsgaard@hotmail.com
Susanne affertsholt-Allen
J.M.Mørks Gade 1, 1., 8000 Århus C. Telefon: 86131520
Anette Kjærgaard - Tlf: 3033 3905, mail: Anette@aarhuspsykologklinik.dk
Klinik i Rønde og Århus. http://aarhuspsykologklinik.dk/
10 oktober 2010
Træder vande - spredte tanker
Jeg kan ikke tage mig sammen til at skrive. Det er lidt som om jeg ikke kan samle mine tanker og følelser. Det er som at stå i zoo og stirre på noget vand der er sæler i. Man kan fornemme de er der, og engang imellem glider der noget mørkt forbi nær overfladen, eller stikker lige hovedet op, men mest ser man bare vand i bevægelse og fornemmer der foregår noget under overfladen.
Sådan har jeg det med følelserne. Der foregår alt muligt, men jeg kan ikke rigtig få fat i det.
Jeg skrev en besked til en anden mor der har mistet, lige nu er den det tætteste der kommer på bare noget af det der fylder:
Min blødning er heldigvis ved at stilne af, men jeg har også blødt i 10 dage nu, og i forgårs blev det mere igen, så nu æder jeg blodstoppende piller igen. Jeg håber det stopper helt, for jeg er bekymret for blodtabet. Hvis ikke det stopper i løbet af de næste tre dage går jeg til lægen igen ...
Jeg har lige fået sat extensions i mit hår, og det ser rigtig godt ud. :) Det er vildt underligt at gøre noget der "duller mig op", fordi det virker så positivt. Sådan "livet går videre"-agtigt. Som om jeg havde overskud, hvilket jeg ikke har. Jeg tror at mine omgivelser tror at det betyder at nu har jeg det bedre, men det har jeg egentligt ikke. Jeg har det dog heller ikke værre.
Så på den ene side gør det mig glad at føle at jeg ser godt ud, og jeg ER glad for mit nye spændende hår, på den anden side har jeg det mærkeligt med at sende et signal som jeg ikke føler er det rigtige. Jeg synes ikke livet går videre, jeg synes at livet står stille. Jeg er lige så ked af det nu, som for en uge siden.
Men jeg ser så bare bedre ud i denne uge ... ;)
Vi skal se nogle venner i morgen, det er det første initiativ vi tager til det. Så det glæder jeg mig lidt til.
---
Jeg føler mest jeg træder vande. Jeg har vænnet mig til det der er sket, men der er ikke decideret nogen fremdrift. Jeg græder mindre, men jeg tror ikke det er godt. Jeg føler tårene bare hober sig op et sted. For ikke at være så ked af det flygter jeg til ligegyldighed. til lala. Til tv og internet. Til ingenting. Limbo.
Der er dog to ting der betyder noget - T og at vi får nye rotlinger. Når jeg ser på T vælder kærligheden op i mig, jeg elsker ham dybt og inderligt. Rotterne er nuttede. Det er bare dyr, men jeg glæder mig til at nulre på de små nye.
Jeg var til en workshop i går. Det er så surrealistisk at nævne hvad der er sket til nogen der aldrig vil forstå det. Tale om det logisk og afklaret (not!), nærmest undskylde at jeg har oplevet noget sådant. For at fortælle noget så forfærdeligt overskrider et socialt tabu. Men siger jeg det ikke, lyver jeg i min væren. Og jeg har altid svaret ærligt på "Går det godt?".
Det er også godt at være ude, men hårdt.
Jeg ville skrive noget mere om hvad jeg tænker, men når jeg begynder en sætning sletter jeg den igen. Der er ikke samling, det hele glider rundt under overfladen, ikke klar til at blive fanget og fastholdt. Set på.
Når jeg sætter ord på mine tanker bliver de virkelige og jeg skal forholde mig til dem.
Jeg har skrevet 155 indlæg på mit sorg-fora kan jeg se. Jeg er nok mere til stede der end noget andet sted, inkl. irl. Der føler jeg mig mere tryg, alle andre har det som mig, det er givet.
Ved ikke. er bare.
Sådan har jeg det med følelserne. Der foregår alt muligt, men jeg kan ikke rigtig få fat i det.
Jeg skrev en besked til en anden mor der har mistet, lige nu er den det tætteste der kommer på bare noget af det der fylder:
Min blødning er heldigvis ved at stilne af, men jeg har også blødt i 10 dage nu, og i forgårs blev det mere igen, så nu æder jeg blodstoppende piller igen. Jeg håber det stopper helt, for jeg er bekymret for blodtabet. Hvis ikke det stopper i løbet af de næste tre dage går jeg til lægen igen ...
Jeg har lige fået sat extensions i mit hår, og det ser rigtig godt ud. :) Det er vildt underligt at gøre noget der "duller mig op", fordi det virker så positivt. Sådan "livet går videre"-agtigt. Som om jeg havde overskud, hvilket jeg ikke har. Jeg tror at mine omgivelser tror at det betyder at nu har jeg det bedre, men det har jeg egentligt ikke. Jeg har det dog heller ikke værre.
Så på den ene side gør det mig glad at føle at jeg ser godt ud, og jeg ER glad for mit nye spændende hår, på den anden side har jeg det mærkeligt med at sende et signal som jeg ikke føler er det rigtige. Jeg synes ikke livet går videre, jeg synes at livet står stille. Jeg er lige så ked af det nu, som for en uge siden.
Men jeg ser så bare bedre ud i denne uge ... ;)
Vi skal se nogle venner i morgen, det er det første initiativ vi tager til det. Så det glæder jeg mig lidt til.
---
Jeg føler mest jeg træder vande. Jeg har vænnet mig til det der er sket, men der er ikke decideret nogen fremdrift. Jeg græder mindre, men jeg tror ikke det er godt. Jeg føler tårene bare hober sig op et sted. For ikke at være så ked af det flygter jeg til ligegyldighed. til lala. Til tv og internet. Til ingenting. Limbo.
Der er dog to ting der betyder noget - T og at vi får nye rotlinger. Når jeg ser på T vælder kærligheden op i mig, jeg elsker ham dybt og inderligt. Rotterne er nuttede. Det er bare dyr, men jeg glæder mig til at nulre på de små nye.
Jeg var til en workshop i går. Det er så surrealistisk at nævne hvad der er sket til nogen der aldrig vil forstå det. Tale om det logisk og afklaret (not!), nærmest undskylde at jeg har oplevet noget sådant. For at fortælle noget så forfærdeligt overskrider et socialt tabu. Men siger jeg det ikke, lyver jeg i min væren. Og jeg har altid svaret ærligt på "Går det godt?".
Det er også godt at være ude, men hårdt.
Jeg ville skrive noget mere om hvad jeg tænker, men når jeg begynder en sætning sletter jeg den igen. Der er ikke samling, det hele glider rundt under overfladen, ikke klar til at blive fanget og fastholdt. Set på.
Når jeg sætter ord på mine tanker bliver de virkelige og jeg skal forholde mig til dem.
Jeg har skrevet 155 indlæg på mit sorg-fora kan jeg se. Jeg er nok mere til stede der end noget andet sted, inkl. irl. Der føler jeg mig mere tryg, alle andre har det som mig, det er givet.
Ved ikke. er bare.
08 oktober 2010
Tegnere der tegner mistede børn
Vi går og overvejer at vi måske også skulle få lavet en tegning af Saga som vi kan hænge op.
Der er to tegnere der oftest nævnes når det handler om spædbarnsdød, den ene er Majbritt Pavlak og den anden er Heather Spears. Jeg er gået igang med at opspore andre forældres tegninger for at se hvad stil jeg bedst kan lide - og iæsr hvem der er godt til de små tidlige børn.
Jeg vil lige lave en liste her over de tegnere jeg hører om:
Tilbyder tegning af englebørn:
Heather Spears - den absolut mest kendte, med en enorm erfaring
Majbritt Pavlak
Maria Vadsager
Anita Falbe Cleyton
Anne Gyrite Schütt
Tegnere der måske også vil:
Zindy (en jeg kender som tegner virkelig godt, men som ikke har erfaring med spædbørn)
Stinna (har tegnet som personlig tjeneste, men det vides ikke om hun har mod på flere)
UPDATE:
Vi valgte Heather Spears og vi er meget glade for tegningen af Saga.
Jeg har skrevet om hvordan det var at få tegningen nederst i dette blogindlæg og her kan det færdige resultat ses.
I dette blogindlæg har jeg skrevet om mine overvejelser omkring hvor meget man må ændre i forhold til fotoet, og om fotos overhovedet er virkeligheden.
Der er to tegnere der oftest nævnes når det handler om spædbarnsdød, den ene er Majbritt Pavlak og den anden er Heather Spears. Jeg er gået igang med at opspore andre forældres tegninger for at se hvad stil jeg bedst kan lide - og iæsr hvem der er godt til de små tidlige børn.
Jeg vil lige lave en liste her over de tegnere jeg hører om:
Tilbyder tegning af englebørn:
Heather Spears - den absolut mest kendte, med en enorm erfaring
Majbritt Pavlak
Maria Vadsager
Anita Falbe Cleyton
Anne Gyrite Schütt
Tegnere der måske også vil:
Zindy (en jeg kender som tegner virkelig godt, men som ikke har erfaring med spædbørn)
Stinna (har tegnet som personlig tjeneste, men det vides ikke om hun har mod på flere)
UPDATE:
Vi valgte Heather Spears og vi er meget glade for tegningen af Saga.
Jeg har skrevet om hvordan det var at få tegningen nederst i dette blogindlæg og her kan det færdige resultat ses.
I dette blogindlæg har jeg skrevet om mine overvejelser omkring hvor meget man må ændre i forhold til fotoet, og om fotos overhovedet er virkeligheden.
04 oktober 2010
At ændre sig
Jeg begyndte at gro mit hår ud lige før jeg opdagede at jeg var gravid med Saga, og da jeg så fandt ud af at jeg var gravid, måtte jeg jo ikke farve hår pga kemikalierne, hvad jeg ellers helt sikkert ville have gjort.
Jeg oplevede så også at mit fokus flyttede sig til min kommende moderrolle, og på en eller anden måde blev dét her "bløde" udseende med mine brune naturkrøller en del af min graviditet.
Da Saga døde og jeg nu kan farve mit hår blåt hvis jeg vil, så er jeg slet ikke klar til det. Ikke klar til at skifte "tilbage" til der hvor jeg var før (og hvor jeg heller aldrig vil kunne være igen, før er ændret og væk). Det er som om at når håret ryger igen, så er det enten som om Saga aldrig var der, eller en markering af at det er forbi med det. Og det er jeg ikke klar til.
Det er noget underligt noget, for mit hår og Saga havde ingenting med hinanden at gøre. Men underbevidstheden er mærkelig ... Jeg har på en eller anden måde koblet det sammen.
Mens jeg sørger så dybt er det med udseende også ret så ligegyldigt. Der skal en vis glæde til at gøre noget ud af sig selv eller tænke over det. Det er så ligemeget.
Lige inden jeg fødte for tidligt havde jeg arrangeret at få dreads i, fordi jeg følte mig kedelig og ikke kunne forlige mig med de mørkebrune krøller. Men da det så skete var jeg for kriseramt til at tænke på hår, og senere kunne jeg bare ikke overskue hhv. turen ind til Kbh, men heller ikke forandringen. At forandre mig, når Saga var væk. Nok det samme som at farve hår eller rage det af, dog i lidt mildere grad.
Jeg havde jo allerede besluttet og aftalt at jeg sku ha dreads i. Men hvor er det dog svært at gøre noget der flytter mig fysisk væk fra sådan som det var da jeg ventede Saga.
Men well, jeg må jo gøre noget ved det, for mit hår lige nu passer ikke til den jeg er. Så det bliver nu her torsdag ...
Jeg oplevede så også at mit fokus flyttede sig til min kommende moderrolle, og på en eller anden måde blev dét her "bløde" udseende med mine brune naturkrøller en del af min graviditet.
Da Saga døde og jeg nu kan farve mit hår blåt hvis jeg vil, så er jeg slet ikke klar til det. Ikke klar til at skifte "tilbage" til der hvor jeg var før (og hvor jeg heller aldrig vil kunne være igen, før er ændret og væk). Det er som om at når håret ryger igen, så er det enten som om Saga aldrig var der, eller en markering af at det er forbi med det. Og det er jeg ikke klar til.
Det er noget underligt noget, for mit hår og Saga havde ingenting med hinanden at gøre. Men underbevidstheden er mærkelig ... Jeg har på en eller anden måde koblet det sammen.
Mens jeg sørger så dybt er det med udseende også ret så ligegyldigt. Der skal en vis glæde til at gøre noget ud af sig selv eller tænke over det. Det er så ligemeget.
Lige inden jeg fødte for tidligt havde jeg arrangeret at få dreads i, fordi jeg følte mig kedelig og ikke kunne forlige mig med de mørkebrune krøller. Men da det så skete var jeg for kriseramt til at tænke på hår, og senere kunne jeg bare ikke overskue hhv. turen ind til Kbh, men heller ikke forandringen. At forandre mig, når Saga var væk. Nok det samme som at farve hår eller rage det af, dog i lidt mildere grad.
Jeg havde jo allerede besluttet og aftalt at jeg sku ha dreads i. Men hvor er det dog svært at gøre noget der flytter mig fysisk væk fra sådan som det var da jeg ventede Saga.
Men well, jeg må jo gøre noget ved det, for mit hår lige nu passer ikke til den jeg er. Så det bliver nu her torsdag ...
03 oktober 2010
Frustreret over manglende hjælp til permanent barnløse
Jeg er simpelthen så furstreret over at der ikke rigtig findes nogen hjælpe eller støttet til "ægte" barnløse. Dvs. os der definitivt ikke kan få børn.
Jeg ville tror at Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse var der for en, men så vidt jeg kan se burde den hedde "Foreningen for folk i fertilitetsbehandling". Alt fra dem handler om fertilitetsbehandling eller adoption, inkl. at være forældre til barn fremkommet i fetilitetsbehandling (sorry, men det er altså ikke at være barnløs!).
Jeg har en historisk med fertilitetsbehandling, og blev gravid, men fødte for tidligt i 5. måned hvilket min datter døde af. Eksplosiv vækst af fibromer på min livmoder under graviditeten gør at den ikke længere dur, dvs. jeg definitivt ikke kommer til at kunne bære et barn til termin. Jeg skal højst sandsynligt have fjernet min livmoder når jeg er kommet mig efter fødslen. Så det er slut.
Så ingen børn til os.
Men når jeg så søger svar på hvordan man forliger sig på et liv uden børn, hvordan man finder en mening i tilværelsen, når hele vores liv i så mange år har handlet om at forsøge, og vi virkelig har været indstillet på det og VALGT et liv med børn - well, så er der bare ingenting at hente nogen steder.
Nada.
Vi kan gå hjem og være deprimerede for os selv.
Eller vi kan lade os storbombardere med historier og problmatikker om alle de, der stadig har muligheden via fetilitetsbehandling. Men hvad kan vi bruge det til?
Det giver os ingen redskaber til at acceptere vores situation.
Lige nu er vi så dobbelt ramt, fordi vi står midt i en enorm sorg over tabet af vores lille datter, samtidig med at vi skal bearbejde sorgen over tabet af det liv vi troede vi skulle have. Dvs. to kriser på samme tid.
Heldigvis er Landsforeningen Spædbarnsdød virkelig god. De giver en enorm støtte.
Gid jeg kunne sige det samme om Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse, men der er godt nok ikke meget at komme efter hvis man rent faktisk ER barnløs, og ikke bare midlertidigt barnløs.
Jeg ville tror at Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse var der for en, men så vidt jeg kan se burde den hedde "Foreningen for folk i fertilitetsbehandling". Alt fra dem handler om fertilitetsbehandling eller adoption, inkl. at være forældre til barn fremkommet i fetilitetsbehandling (sorry, men det er altså ikke at være barnløs!).
Jeg har en historisk med fertilitetsbehandling, og blev gravid, men fødte for tidligt i 5. måned hvilket min datter døde af. Eksplosiv vækst af fibromer på min livmoder under graviditeten gør at den ikke længere dur, dvs. jeg definitivt ikke kommer til at kunne bære et barn til termin. Jeg skal højst sandsynligt have fjernet min livmoder når jeg er kommet mig efter fødslen. Så det er slut.
Så ingen børn til os.
Men når jeg så søger svar på hvordan man forliger sig på et liv uden børn, hvordan man finder en mening i tilværelsen, når hele vores liv i så mange år har handlet om at forsøge, og vi virkelig har været indstillet på det og VALGT et liv med børn - well, så er der bare ingenting at hente nogen steder.
Nada.
Vi kan gå hjem og være deprimerede for os selv.
Eller vi kan lade os storbombardere med historier og problmatikker om alle de, der stadig har muligheden via fetilitetsbehandling. Men hvad kan vi bruge det til?
Det giver os ingen redskaber til at acceptere vores situation.
Lige nu er vi så dobbelt ramt, fordi vi står midt i en enorm sorg over tabet af vores lille datter, samtidig med at vi skal bearbejde sorgen over tabet af det liv vi troede vi skulle have. Dvs. to kriser på samme tid.
Heldigvis er Landsforeningen Spædbarnsdød virkelig god. De giver en enorm støtte.
Gid jeg kunne sige det samme om Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse, men der er godt nok ikke meget at komme efter hvis man rent faktisk ER barnløs, og ikke bare midlertidigt barnløs.
01 oktober 2010
Drama igen ... (en masse om blod)
Fra i formiddags 11.45:
Jeg har fået min første menstruation efter fødslen, og i går var jeg glad for det og lettet - jeg har ikke haft smerter og mit system går igang igen. Men i dag - KRISE!
Det vælter ud med blod! Jeg vågnede med følelsen af at noget kom ud af mig, styrtede ud på toilettet, og så vælter der store sorte klumper ud af mig, hvorefter det siler ud med blod. Nærmest som at tisse. Jeg tørrer og tørrer, men der er meget. Det holdt dog op med at løbe, men der bliver bare ved med at være noget jeg kan tørre væk. Jeg får skiftet bind og går i seng igen. Men jeg må ud igen en time efter, flere store sorte klumper, bindet er gennemblødt og der løber blod ud af mig. Ind i seng igen, men jeg kan ikke sove for følelsen af at bløde, og står op.
Og har skiftet bind tre gange på en time, der bliver ved med at komme klumper og jeg synes blodmængderne er virkelig store. Jeg har ikke følesen af menstruation, men af abort. Men jeg har ikke har været i nærheden af en sædcelle, så det kan det ikke være. Men jeg føler mig åben, som da jeg var i fødsel. Som om min livmodermund står vidtåben.
Nu er det godt nok kun en aften og en formiddag jeg har blødt, men jeg bliver da helt bange for at forbløde, jeg har aldrig prøvet at det var SÅ stor en mængde. Og jeg har ellers ret kraftige menstruationer.
Jeg ringede så op til den afdeling hvor jeg fødte, fordi jeg er vildt forskrækket og vil vide om det er normalt eller om den er helt gal. Og fordi jeg jo hhv. har mistet og har de her store fibromer der kan gøre at livmoderen ikke trækker sig ordentligt sammen (og lukker blodårer), så det er jo ikke en typisk efter-graviditet. Jeg tvivler kraftigt på at min egen læge ved noget om det, der er sikkert ret få der mister hos dem. Men de må da vide noget på hospitalet!
Min egen læge har desuden telefontid 8-9, så jeg kan jo ikke snakke med ham, kun med en lægesekretær.
Men på hospitalet kunne de ikke snakke med mig, ingengang svare mig på om det var normalt eller ej. Jeg SKULLE kontakte egen læge.
Jeg føler mig SÅ svigtet af systemet! Det er virkelig ufleksibelt. Hvorfor kan jeg ikke få svar hos dem der har viden, altså den speciallæge de har på sygehuset? Hvorfor skal jeg igennem et skrankepave-system hvor man skal ringe i et givet tidsrum, bestille en tid og vente, og så får jeg enten et svar jeg ikke stoler på, eller skal alligevel sendes videre ...
Alternativet er skadestuen, men så ved jeg godt jeg kommer til at vente i mange mange timer og alligevel blive tilset af en der ikke nødvendigvis ved noget om det.
Well, jeg fik så fat på sygeplejersken hos min læge, og tudede i telefonen fordi jeg var så forskrækket og fordi det bare var for meget med den afvisning hos hospitalet (hvilket minder mig om forløbet da det gik galt med graviditeten, alle smider ansvaret, ingen ved noget). Jeg har så fået en akuttid her 15.30, men der er mange timer til. Og jeg er virkelig forskrækket.
Jeg ringede til min mor der hjalp mig med at få lavet en plan: Se tiden an den næste time. Er det tålelige mængder, så vente til 15.30, er det for voldsomt, så køre op til lægen og stå der og sige "NU!".
Det kan jeg leve med. Det kan jo være det stilner af ... Og det løber ikke ned af benene, det tager vist en time om at fylde et bind af "allerkraftigst" typen.
Man kan vist nok tåle at miste ret meget blod.
Men for fanden da, hvorfor skal jeg forskrækkes med det nu? Nu var jeg lige så glad for at det kørte ...
Og hvorfor skal jeg igen føle at systemet svigter, at der ikke er nogen der passer på mig eller tager hånd om mig hvis noget er galt i min krop. Jeg føler mig virkelig lost, jeg kan ikke vurdere om det er alvorligt eller ej, og dem der kan, kan man ikke få fat på ...
FUCK! :(
---------
Update kl.13.40:
Det er så svært at bedømme ... ER der noget galt, eller overreagerer jeg på en meget kraftig menstruation? :-S
Min egen læge har mulighed for at sende mig direkte til en bestemt afdeling på hospitalet hvis det er, og sikre sig at de kender mit forløb, så på den måde er det en fordel at gå gennem lægen. Hvis man ellers kan komme gennem nåleøjet til ham ...
Det har jeg tænkt over efterfølgende. Så jeg holder fast i at starte der, men også at jeg VIL føle mig tryg ved at han så også tager det seriøst. Ellers må jeg gøre noget andet.
Jeg sad lige og tænkte over min egen reaktion. Jeg er bange for at miste min livmoder. Hvis man ikke kan stoppe en blødning vil de fjerne den, sådan var det også lige efter fødslen.
Jeg er bange for at hvis jeg er "pæn" og venter for længe, så kan det blive så slemt at det er konsekvensen. Det ville være så dumt!
På den anden side vil jeg ikke være en hypokonder, og måske laver jeg en storm i et glas vand. Måske er min angst ude af proportioner. Det er så svært at vurdere ...
Siden i formiddags har jeg blødt en hel del, men det render ikke ud. Det fylder bare bindet op.
Så nu satser jeg stadig på lægetiden 15.30 - det er der to timer til nu. :)Og så håber jeg det bare er mig der overreagerer ...
Men nøj, jeg synes det er svært. Og jeg kan godt mærke jeg har nogle følelser omkring mit sygeforløb og tab, der lige bliver rippet op i. For jeg har det bestemt ikke godt med tilliden til læger eller systemet. Jeg er lige tilbage til tiden op til Sagas fødsel.
Men to timer! :)
-------
Update kl.17.41:
Så var jeg til lægen. Og jeg havde desværre ret, jeg bløder alt for meget. Han mener bestemt det er pga fibromerne. Mit blodtryk var okay og min blodprocent var også fin, men han lavede så en gynækologisk undersøgelse, og var vist noget overrasket over blodmængden. Han sagde der silede en lind strøm fra livmoderen, og det skal der ikke.
Han ringede så til hospitalet og snakkede med lægen på gynækologisk afsnit, og de blev enige om at jeg sku ha nogle piller der kan stoppe blødningen, men at jeg lige skal se tiden an til i morgen. Hvis det fortsætter sådan her skal jeg tage pillerne og se om det gør tricket. Men er det stilnet mere af, så lade være. Det optimale er hvis min krop selv får styr på det. Men jeg må ikke bløde så meget her i to hele dage.
Jeg snakkede med ham om min frygt for at de skal fjerne livmoderen, og det tror jeg han tog hensyn til. For det ER en risiko ... Der er jo noget der ikke fungerer og jeg bløder mere end jeg må. Men han vil også helst have det kan ordne sig selv, så jeg kan beholde min livmoder. Men det tyder dårligt ... :(
Et eller ande sted har jeg et lillebitte spinkelt håb om at mine fibromer kan opereres væk. Det er nok komplet urealistisk, men der er et lille bitte glimt et sted. Det her prøver at kvæle det glimt. For det siger jo "væk med den".
Nå, men jeg har hidset mig ned igen. Der har ellers været flere tudeture i dag, af forskrækkelse, af afmagt, af vrede mod lægesystemet. Og så tog jeg også lige en tur i venteværelser fordi jeg sad og stirrede på en dør, og inde bag den har jeg ligget og hørt Sagas hjertelyd for halvanden måned siden ...
Det var alligevel ikke så rart at blive mindet om. Min glæde og lettelse ved at høre hendes hjerte slå. For fanden da! Øv.
Jeg ser tiden an til i morgen, og håber blodet stilner af.
PIS!
Jeg har fået min første menstruation efter fødslen, og i går var jeg glad for det og lettet - jeg har ikke haft smerter og mit system går igang igen. Men i dag - KRISE!
Det vælter ud med blod! Jeg vågnede med følelsen af at noget kom ud af mig, styrtede ud på toilettet, og så vælter der store sorte klumper ud af mig, hvorefter det siler ud med blod. Nærmest som at tisse. Jeg tørrer og tørrer, men der er meget. Det holdt dog op med at løbe, men der bliver bare ved med at være noget jeg kan tørre væk. Jeg får skiftet bind og går i seng igen. Men jeg må ud igen en time efter, flere store sorte klumper, bindet er gennemblødt og der løber blod ud af mig. Ind i seng igen, men jeg kan ikke sove for følelsen af at bløde, og står op.
Og har skiftet bind tre gange på en time, der bliver ved med at komme klumper og jeg synes blodmængderne er virkelig store. Jeg har ikke følesen af menstruation, men af abort. Men jeg har ikke har været i nærheden af en sædcelle, så det kan det ikke være. Men jeg føler mig åben, som da jeg var i fødsel. Som om min livmodermund står vidtåben.
Nu er det godt nok kun en aften og en formiddag jeg har blødt, men jeg bliver da helt bange for at forbløde, jeg har aldrig prøvet at det var SÅ stor en mængde. Og jeg har ellers ret kraftige menstruationer.
Jeg ringede så op til den afdeling hvor jeg fødte, fordi jeg er vildt forskrækket og vil vide om det er normalt eller om den er helt gal. Og fordi jeg jo hhv. har mistet og har de her store fibromer der kan gøre at livmoderen ikke trækker sig ordentligt sammen (og lukker blodårer), så det er jo ikke en typisk efter-graviditet. Jeg tvivler kraftigt på at min egen læge ved noget om det, der er sikkert ret få der mister hos dem. Men de må da vide noget på hospitalet!
Min egen læge har desuden telefontid 8-9, så jeg kan jo ikke snakke med ham, kun med en lægesekretær.
Men på hospitalet kunne de ikke snakke med mig, ingengang svare mig på om det var normalt eller ej. Jeg SKULLE kontakte egen læge.
Jeg føler mig SÅ svigtet af systemet! Det er virkelig ufleksibelt. Hvorfor kan jeg ikke få svar hos dem der har viden, altså den speciallæge de har på sygehuset? Hvorfor skal jeg igennem et skrankepave-system hvor man skal ringe i et givet tidsrum, bestille en tid og vente, og så får jeg enten et svar jeg ikke stoler på, eller skal alligevel sendes videre ...
Alternativet er skadestuen, men så ved jeg godt jeg kommer til at vente i mange mange timer og alligevel blive tilset af en der ikke nødvendigvis ved noget om det.
Well, jeg fik så fat på sygeplejersken hos min læge, og tudede i telefonen fordi jeg var så forskrækket og fordi det bare var for meget med den afvisning hos hospitalet (hvilket minder mig om forløbet da det gik galt med graviditeten, alle smider ansvaret, ingen ved noget). Jeg har så fået en akuttid her 15.30, men der er mange timer til. Og jeg er virkelig forskrækket.
Jeg ringede til min mor der hjalp mig med at få lavet en plan: Se tiden an den næste time. Er det tålelige mængder, så vente til 15.30, er det for voldsomt, så køre op til lægen og stå der og sige "NU!".
Det kan jeg leve med. Det kan jo være det stilner af ... Og det løber ikke ned af benene, det tager vist en time om at fylde et bind af "allerkraftigst" typen.
Man kan vist nok tåle at miste ret meget blod.
Men for fanden da, hvorfor skal jeg forskrækkes med det nu? Nu var jeg lige så glad for at det kørte ...
Og hvorfor skal jeg igen føle at systemet svigter, at der ikke er nogen der passer på mig eller tager hånd om mig hvis noget er galt i min krop. Jeg føler mig virkelig lost, jeg kan ikke vurdere om det er alvorligt eller ej, og dem der kan, kan man ikke få fat på ...
FUCK! :(
---------
Update kl.13.40:
Det er så svært at bedømme ... ER der noget galt, eller overreagerer jeg på en meget kraftig menstruation? :-S
Min egen læge har mulighed for at sende mig direkte til en bestemt afdeling på hospitalet hvis det er, og sikre sig at de kender mit forløb, så på den måde er det en fordel at gå gennem lægen. Hvis man ellers kan komme gennem nåleøjet til ham ...
Det har jeg tænkt over efterfølgende. Så jeg holder fast i at starte der, men også at jeg VIL føle mig tryg ved at han så også tager det seriøst. Ellers må jeg gøre noget andet.
Jeg sad lige og tænkte over min egen reaktion. Jeg er bange for at miste min livmoder. Hvis man ikke kan stoppe en blødning vil de fjerne den, sådan var det også lige efter fødslen.
Jeg er bange for at hvis jeg er "pæn" og venter for længe, så kan det blive så slemt at det er konsekvensen. Det ville være så dumt!
På den anden side vil jeg ikke være en hypokonder, og måske laver jeg en storm i et glas vand. Måske er min angst ude af proportioner. Det er så svært at vurdere ...
Siden i formiddags har jeg blødt en hel del, men det render ikke ud. Det fylder bare bindet op.
Så nu satser jeg stadig på lægetiden 15.30 - det er der to timer til nu. :)Og så håber jeg det bare er mig der overreagerer ...
Men nøj, jeg synes det er svært. Og jeg kan godt mærke jeg har nogle følelser omkring mit sygeforløb og tab, der lige bliver rippet op i. For jeg har det bestemt ikke godt med tilliden til læger eller systemet. Jeg er lige tilbage til tiden op til Sagas fødsel.
Men to timer! :)
-------
Update kl.17.41:
Så var jeg til lægen. Og jeg havde desværre ret, jeg bløder alt for meget. Han mener bestemt det er pga fibromerne. Mit blodtryk var okay og min blodprocent var også fin, men han lavede så en gynækologisk undersøgelse, og var vist noget overrasket over blodmængden. Han sagde der silede en lind strøm fra livmoderen, og det skal der ikke.
Han ringede så til hospitalet og snakkede med lægen på gynækologisk afsnit, og de blev enige om at jeg sku ha nogle piller der kan stoppe blødningen, men at jeg lige skal se tiden an til i morgen. Hvis det fortsætter sådan her skal jeg tage pillerne og se om det gør tricket. Men er det stilnet mere af, så lade være. Det optimale er hvis min krop selv får styr på det. Men jeg må ikke bløde så meget her i to hele dage.
Jeg snakkede med ham om min frygt for at de skal fjerne livmoderen, og det tror jeg han tog hensyn til. For det ER en risiko ... Der er jo noget der ikke fungerer og jeg bløder mere end jeg må. Men han vil også helst have det kan ordne sig selv, så jeg kan beholde min livmoder. Men det tyder dårligt ... :(
Et eller ande sted har jeg et lillebitte spinkelt håb om at mine fibromer kan opereres væk. Det er nok komplet urealistisk, men der er et lille bitte glimt et sted. Det her prøver at kvæle det glimt. For det siger jo "væk med den".
Nå, men jeg har hidset mig ned igen. Der har ellers været flere tudeture i dag, af forskrækkelse, af afmagt, af vrede mod lægesystemet. Og så tog jeg også lige en tur i venteværelser fordi jeg sad og stirrede på en dør, og inde bag den har jeg ligget og hørt Sagas hjertelyd for halvanden måned siden ...
Det var alligevel ikke så rart at blive mindet om. Min glæde og lettelse ved at høre hendes hjerte slå. For fanden da! Øv.
Jeg ser tiden an til i morgen, og håber blodet stilner af.
PIS!
Abonner på:
Opslag (Atom)