Vores sidste fryseæg

Jeg har nu prøvet at blive gravid to måneder, uden held. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, vi var tre ÅR om det sidst. Men på en eller anden måde havde jeg nok forestillet mig at skæbnen skyldte mig noget, at hvis katastrofer kan ske igen og igen, så kan mirakler vel også?

Saga var et mirakel. Efter to et halvt års fertilitetsbehandling, seks inseminationer og fire IVF'er, så var hun der - økologisk! Jeg blev spontant gravid, på trods af at alle de fine behandlinger ikke havde succes.
Men så mister jeg hende, pga. min dumme livmoders statistisk sjældne tendens til at danne fibromer når jeg har meget østrogen. FUCK!

Mit mirakel blev til en katastrofe. På den ene side gør det, at jeg har svært ved at tro på, at det nogensinde kan gå godt for mig. På den anden side tænker jeg, at det da umulig kan være af helvede til hele tiden?! Det kan jeg jo se at det kunne, for vi havde det i forvejen svært, og at miste vores datter var at nå bunden. Men det kan vel ikke blive ved??? Vi må da også ha noget held igen?
Så på en eller anden måde havde jeg nok alligevel et spinkelt håb om at jeg ville blive gravid i første forsøg. Eller andet forsøg. Og naturligt igen, siden det er det eneste der har virket.
At jeg ville trodse alle odds, at skæbnen ville give mig en undskyldning og et nyt barn.

Men nu står jeg her, er lige fyldt 40 år og med endnu en negativ test. Tid til næste trin.
Planen er så at vi nu skal bruge vores fryseæg, men ustimuleret, dvs. lagt op i naturlig cyklus. Chancerne er lidt dårligere end ved hormonstimulation, men jeg vil ikke har mere østrogen! Bliver jeg gravid, stiger mit østrogen, og derved også risikoen for at jeg danner nye fibromer, der kan slå næste barn ihjel også. Jeg vil ikke ha kunstige tilsat også!
Så ustimuleret it is ...
Det er så nu.

Vi har kun to æg i ét strå. Ikke så godt ... For pga. min operation må jeg ikke risikere en tvillingegraviditet, så der må kun lægges ét æg op. Min livmoder kan briste hvis jeg skulle blive gravid med tvillinger. Men da æggene er i samme strå, vil vi spilde det ene. Når de tøs op skal det så bare smides ud. :(
Det har jeg det lidt svært ved.
Når jeg ikke tåler mere hormonbehandling, kommer vi ikke til at tage flere æg ud. Disse to er min sidste reserve, når de er væk, er det slut med fertilitetsbehandling. Det er ikke rigtig til at krølle mit hovede rundt om, efter alle de år.

Så længe vi har æggene på frys, har jeg kunnet bilde mig selv ind, at de ville gøre tricket. Når vi har brugt dem, vil realiteterne ånde mig tungt mig i nakken. Så er jeg nødt til at forholde mig til hvor dårlige vores chancer er.
Jeg har ikke lyst til at bruge dem op.
Hvad nu hvis jeg ikke bliver gravid?

Men det er så nu.
Jeg bør få min menstruation i morgen, og så skal jeg ringe til Herlev og få tider til scanninger. Ægoplægning bliver nok ca. 11. maj, hvis der overhovedet er et egnet æg, hvis mindst et af dem overlever optøningen og deler sig videre.
Fuck hvor jeg bare ikke synes det er fedt.

Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne. Jeg har lige stirret på endnu en negativ test, jeg kan ikke rumme at tage en til, i slutningen af maj.
Det er vel 38. gang jeg har testet negativ ... 12 mdr x 3 + 2 mdr nu her, 38 tests ... Uden at medregne de måneder jeg har testet flere gange, i håb om at det ændrede sig, at der alligevel kom to streger frem.
Det er umenneskeligt.

Hvor jeg dog håber af hele mit hjerte at vores lille fryseæg vil sætte sig fast og gro. At vi kan få et mirakel mere, og at katastroferne holder sig væk denne gange. At vi kan trodse alle odds.
Kan det ikke blive vores tur?!?
Er jeg virkelig definitivt og permanent barnløs?
Please ...

Hvor jeg dog hader det!

Så er jeg tilbage i den samme mølle, som jeg ellers slap da jeg opdagede jeg var gravid med Saga, i april sidste år.
De sidste små fem år har handlet om jagten på et barn, og det har slidt mig op. Nu er jeg der igen ...

Al usikkerheden. Når nu jeg er overvægtig og i dårlig form, bør jeg så begynde at træne en hel masse nu, for at sikre god blodgennemstrømning i livmoderen og smide fedt, eller kan jeg risikere at jeg overbelaster noget, så det æg, der måske blev befrugtet for nogle dage siden, ikke sætter sig fast?
Drikker jeg for meget kaffe? Nedsætter det chancen for at ægget sætter sig og bliver?
Spiser jeg forkert? Får jeg for lidt frugt, og gør det at ægget ikke sætter sig?
Hov, jeg kom til at drikke en velkomstdrink med galiano i i fredags - kan det gøre ægget ikke sætter sig fast?
Jeg havde lidt ondt i den ene side i går aftes, den jeg tror jeg havde ægløsning fra - kan ægget ha satsig fast uden for livmoderen? (Hyyyyl!) Eller er den mon bare en efter-ømhed på ægløsningen?
Når nu vi havde sex tre gange op til og ved ægløsning, men ikke efter (hvor det reelt løsnes), er det så mon godt nok, eller har vi brændt chancen? Saga kom ud af et enkelt knald på dag 10, hvor min ægløsning er dag 13-14, så dér lykkedes det jo ... Men?
Er min bryster ikke en anelse ømme når jeg vågner om morgene? Ville hcg'et allerede på et par dage bevirke det, eller er det noget jeg bilder mig ind?
Er min slimhinden mon stadig tyk nom til at ægget kan sætte sig?
Hvad nu hvis jeg bliver gravid, men der er kromosomfejl? Jeg er jo gammel ...
Er jeg for inaktiv?
Gør det at jeg ikke bevæger mig nok, at ægget sættersig fast i æggelederen i stedet for livmoderen?
Gør min fedtprocent at ægget ikke sætter sig
Er ægget mon for dårligt? Så det slet ikke befrugtes ...

Og så videre og så videre. Jeg bliver sindsyg!

Midt i al sorgen, var det dog en lettelse at have sluppet den konstant besathed af jagten på en succesfuld graviditet. At bare kunne eksistere, uden konstant at bekymre mig om hvorvidt jeg nu forringer chancen for at det lykkes igen.
Med god grund - det tog mig næsten 1 år at blive gravid første gang, med en missed abortion til følge, og så tog det tre hårde år anden gang, med en for tidlig fødsel og et dødt barn ... Jeg tror fanden jeg har svært ved at læne mig tilbage og tage det afslappet, tro på det kommer til mig, når min erfaring siger at det gør det ikke, og statistikken siger at jeg skal være helt udandsynlig heldig hvis det lykkes nu, hvor jeg fylder 40 i næste uge.

Men for helvede hvor er det hårdt! Jeg er nødt til at få styr på de tanker og bekymringer.
Og hver dag er der valg. Det er ikke at jeg bare kan ignorere det. Jeg skal jo vælge om jeg vil tage en kop kaffe, om jeg vil spise light-produkter med sødemidler i, om jeg vil starte i fitness centeret i dag ...
Jeg SKAL afgøre hvad jeg tror skader, og hvad jeg tror ikke gør. Og leve med mine valg. Hele tiden. Hele tiden nye valg.
H e l e    t i d e n.

Pis.

Endelig lidt held!

Endelig noget at være positiv over. :)
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.

De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer. 

Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.


Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.

Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.

På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.

Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!

Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*

Men Hey - ingen fibromer!!! :D

Håber håber håber

Jeg var til ægscanning i dag, og pyha, der var æg nok til IVF. Lige knap, men nok. 3 store og 2 små.

Jeg var meget bekymret op til, det er femte gang jeg kører hormonkur, men de to sidste gange havde jeg kun lavet 2 æg, så der blev konverteret til IUI. Det har været HÅRDT at skulle acceptere at jeg laver for få æg. Jeg har følt min kvindelighed sat i tvivl, en bekymring omkring hvorvidt jeg har få/dårlige æg tilbage, om løbet er kørt. Og så er der den enorme skuffelse over et fejlslagent forsøg.
Så denne gang har jeg hele tiden gået og mærket efter, trykket mig i lysken og håbet på at noget ville være ømt, hvilket måske ku betyde at der var æg. Men næ, jeg har ikke rigtig mærket noget. Så jeg havdeindstillet mig på endnu et nederlag.

Samtidig siger alle at man skal være positiv og åben, at ens attitude betyder noget for hvad der sker. At man skal tro på det. Hvilket er et stort ansvar, når jeg er trist og bekymret, når jeg har svært ved at tro på det. Og når jeg er bange for at turde tro på det, og derved gøre mig endnu mere sårbar, hvis jeg igen skal tackle at virkeligheden gør noget andet, uden at bryde sammen.
Jeg føler mig skyldig over ikke at være positiv nok, om min manglende tro påvirker resultatet. Det er en tung "skyld" at bære.

Nå, men det VAR jo så okay! :) Så på tirsdag skal de ud ...

Jeg så gerne der var flere æg. Det er ikke rigtig nogen at give af, hvis nogle ikke er gode nok, ikke bliver befrugtet eller ikke deler sig. Jeg skal helst ende med to gode embryoner.
Men der ER en chance.
Jeg ville også helst have haft nok til at fryse ned. Bare for en sikkerheds skyld. Og fordi tiden går, og jeg bliver ældre.
Men well, bare der kommer noget ud af det, der kan lægges op!

Så nu venter jeg ... Og på tirsdag ved jeg hvad det blev til. Og 2-3 dage senere ved jeg om der så også er noget at lægge op.
Og så kommer den ulidelige ventetid, hvor jeg bliver knald i låget af hele tiden at tænke på det, og hele tiden at forsøge at mærke om jeg nu føler mig gravid ... Uden at kunne vide noget. Ulideligt.
Men okay, hellere dét end at der slet ikke bliver en ægoplægning ...

Jeg håber håber håber sådan at dénne gang ....