Det er nu 9 måneder siden jeg sidst postede et indlæg på denne blog. Der er sket meget det sidste år, men jeg har ikke fundet roen og overblikket til at skrive om det.
Det sidste halvanden år har handlet om hhv. at blive godkendt til at adoptere, og at blive parat til at adoptere. Jeg har bevidst forsøgt at ændre min identitet og min fokus fra sørgende mor der mangler sit barn til kommende mor til et adopteret barn. Jeg har forsøgt at finde og fastholde håb og glæde.
Det er gået blandet med det.
Det gik rigtig godt i et stykke tid, men så ramte Masho-sagen/Adoptionens Pris og så blev det rigtig rigtig svært med håbet. Al den mediebalade har virkelig gået mig på, og helt faktuelt har det betydet at ventetiden er blevet forlænget med mindst et år, så vi nu skal forvente at der går 3-3 1/2 år inden vi får barn. Og jeg frygter at det måske slet ikke bliver.
Hvor er så sorgen nu?
Well, jeg måtte pakke den væk til højre mens vi fokuserede på at blive godkendt. Alt handlede om det. Både at blive accepteret og vurderet som gode, givende, kompetente forældre, og så også mentalt forstå og acceptere hvad det så er vi vælger. At ville det og at tro på at det kan vi.
Det er jo noget helt helt andet end det vi ønskede og troede at vi skulle. At vi skulle blive forældre til en lille nyfødt baby, som vi kunne give en tryg og god opvækst, lære at kende fra livets begyndelse og have et ganske almindelig børnefamilieliv på de samme præmisser som alle andre.
Det vi skal nu er at være superforældre til et traumatiseret barn på mindst ét år, nok ældre. Måske tre år. Vi skal kunne rumme og give og hele og være der 200 %. Vi skal kunne tilsidesætte os selv og sørge for at dét her barn får hvad det skal bruge. Have redskaberne og overskuddet, kærligheden og tålmodigheden.
Det skal vi stole på at vi kan. Og stole på at vi vil.
Og sorgen ... både den konkrete sorg over det barn vi havde og ikke fik lov at beholde, og så sorgen over det vi ikke kommer til at opleve .... den sorg er i vejen. Det kan vores kommende barn ikke være tjent med, så den må vi slippe.
Det kan vi selvfølgelig ikke bare. Men vi kan søge at få det til at falde på plads i os så godt vi nu kan, så det fylder så lidt som muligt.
Fortrængning dur ikke, men vi kan søge mod det der styrker håbet og troen og entusiasmen. Vælge hvor vi vil have vores fokus.
Jeg bliver stadig vred når jeg læser smarte, lallepositive mode-"mindfulness"-agtige udsagn. Jeg synes ikke livet er så skønt og nemt og til at stole på, og jeg tror ikke at den rigtige tankegang og udstråling ændrer hvad der sker. Men jeg tror på at alle søger mod heling, at vi helst vil være glade og have det godt, også mig. At vi har overraskende mange ressourcer at trække på. Kan mere end vi tror.
Og jeg forsøger at reparere mig selv, jeg forsøger at søge glæden.
Det var slet ikke det jeg ville skrive om.
Jeg ville skrive om Sagas billede.
For et år siden pakkede vi Sagas billede væk, fordi vi ville signalere at vi havde styr på vores sorg, at vi havde den rigtige balance, hvor hun ikke fyldte for meget. Vi beholdt tegningen, for hun er jo med os og det må hun godt være, men fotoet kom ned i hendes mindekasse.
Jeg kunne ikke helt finde ud af hvordan jeg egentligt havde det med det, jeg følte det sært i starten, som om vi gemte hende af vejen. Som om vi ikke ville vedkende os hendes værdi eller hendes samhørighed med os.
Efter et stykke tid spekulerede jeg på om det mon i virkeligheden var en lettelse? Havde vi trængt til at få hende lidt på afstand? Blev vi alligevel mere kede af det af hele tiden at se hvad vi har mistet, hvad vi mangler?
Og hvad med T, har han i virkeligheden ikke også bedre af ikke hele tiden at blive mindet om hende?
Jeg lod billedet blive liggende i kassen.
På det sidste har jeg flere gange tænkt at vi kunne finde billedet frem igen. Når jeg kiggede hen på skænken hvor det plejede at stå, var jeg meget bevidst om at det var Sagas billedes plads, der nu var tom. Dets fravær fyldte i virkeligheden nok lige så meget som hvis billedet stod der. At fjerne det snød i virkelighedeningen af os, Saga mangler, billede eller ej.
Her til aften spurgte jeg så T om han egentligt synes vi skulle stille billedet frem igen. Og uden tøven sagde han, at det synes han, han mente ikke at det gør ham mere ked af det, og han savnede det også. Så jeg gik med det samme ind i pulterkammer-værelset og fandt mindeæsken frem og fiskede billedet op.
Nu står det på sin vante plads igen. Jeg satte også fyrfadsstagerne frem igen og de tørrede roser, sådan som det var. Sagas lille mindeplads.
Til min store overraskelse føler jeg lettelse. Jeg ved ikke hvorfor, den følelse havde jeg ikke forventet. Måske havde jeg formet mit eget mentale billede der stod på den tomme plads, og måske krævede det billede mere energi end det fysiske. Jeg føler mig ihvertfald ikke mere ked af det. Ked af det er jeg, men det var jeg i forvejen. Jeg tror faktisk jeg blev i bedre humør da billedet kom frem.
Som om noget er faldet lidt mere på plads.
Man kan vist ikke narre sig selv. Sorgen og savnet er konstant, men vi kan godt leve rundt om det, og vi kan måske også leve godt rundt om det.
Jeg tror at meget ændrer sig hvis vi får et levende barn, hvis al den hjemløse kærlighed finder sin plads.
Indtil da søger noget af den kærlighed mod den plads hvor Sagas billede står, og finder hende bedre når vi også kan se hende.
For nu bliver Sagas billede stående fremme.
Viser opslag med etiketten håb. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten håb. Vis alle opslag
22 maj 2013
17 juni 2011
Rutjsebane
Jeg testede her til morgen, en dag for tidligt. Bragende negativ. Jeg tror den ville ha vist noget nu. Jeg tror fnugget er død. Ligesom ved alle mine andre ægoplægninger.
Jeg vil ikke teste i morgen, for jeg tror ikke det ændrer noget.
Blodprøven tirsdag er det endelige resultat, men jeg tror det er afgjort. :-(
Igen frygter jeg det aldrig bliver. Saga var mit mirakelbarn, måske er hun bare alt jeg får.
EDIT kl. 9.27:
Jeg er overrasket over hvor tungt jeg tager testeriet. Jeg troede jeg havde styr på følelserne, at jeg accepterede min situation.
Der er små ting der går godt. Småting. Jeg fandt nogle dyre klippekort, som jeg troede jeg havde tabt. Jeg fik byttet nogle sko, som jeg ikke troede de ville bytte. En nederdel jeg havde kig på var pludselig på tilbud. Jeg starter i nyt job, godt nok kun garanteret i en fastsat periode, men stadig.
Ting lysner.
Jeg tænkte jeg ku leve med hvordan min verden er.
Men jeg var ved at tude i morges, og jeg føler mig ustabil og nedtrykt nu.
MEN faktisk er der et spinkelt håb. Da jeg kiggede på testen en halv time senere er der verdens svageste antydning af en anden streg. Den er så svag at man virkelig skal se godt efter, men der er noget.
Jeg tog fluks en test mere, af et andet mærke. Den er negativ, ingen antydning.
Måske er det ikke noget, de fleste ville nok ikke kunne se noget. Men der er altså en skygge af en streg.
Og jeg har regnet forkert! Det er først søndag jeg kan teste. Jeg er to dage for tidligt.
Testene er de billige strimmelteste, de er ikke så følsomme.
Jeg håber lidt, men jeg er oprevet og ked af det, jeg føler mig totalt bims. Jeg ved ikke hvad der er op og ned. Hvordan jeg skal tackle usikkerheden og måske at få knust mit nye spinkle håb. Total rutsjebane.
Jeg troede virkelig jeg kunne håndtere det, at jeg var cool med whatever svar jeg får.
Jeg er ikke spor cool, jeg er helt ude at gynge.
EDIT kl. 19.19:
Hmmm. Da jeg kom hjem var den skygge godt nok svær at se. Som i måske ikke ... Og nu har jeg en anelse blodigt udflåd, som jeg typisk har dagen inden min menstruation kommer. FUCK! :'-(
Jeg vil ikke teste i morgen, for jeg tror ikke det ændrer noget.
Blodprøven tirsdag er det endelige resultat, men jeg tror det er afgjort. :-(
Igen frygter jeg det aldrig bliver. Saga var mit mirakelbarn, måske er hun bare alt jeg får.
EDIT kl. 9.27:
Jeg er overrasket over hvor tungt jeg tager testeriet. Jeg troede jeg havde styr på følelserne, at jeg accepterede min situation.
Der er små ting der går godt. Småting. Jeg fandt nogle dyre klippekort, som jeg troede jeg havde tabt. Jeg fik byttet nogle sko, som jeg ikke troede de ville bytte. En nederdel jeg havde kig på var pludselig på tilbud. Jeg starter i nyt job, godt nok kun garanteret i en fastsat periode, men stadig.
Ting lysner.
Jeg tænkte jeg ku leve med hvordan min verden er.
Men jeg var ved at tude i morges, og jeg føler mig ustabil og nedtrykt nu.
MEN faktisk er der et spinkelt håb. Da jeg kiggede på testen en halv time senere er der verdens svageste antydning af en anden streg. Den er så svag at man virkelig skal se godt efter, men der er noget.
Jeg tog fluks en test mere, af et andet mærke. Den er negativ, ingen antydning.
Måske er det ikke noget, de fleste ville nok ikke kunne se noget. Men der er altså en skygge af en streg.
Og jeg har regnet forkert! Det er først søndag jeg kan teste. Jeg er to dage for tidligt.
Testene er de billige strimmelteste, de er ikke så følsomme.
Jeg håber lidt, men jeg er oprevet og ked af det, jeg føler mig totalt bims. Jeg ved ikke hvad der er op og ned. Hvordan jeg skal tackle usikkerheden og måske at få knust mit nye spinkle håb. Total rutsjebane.
Jeg troede virkelig jeg kunne håndtere det, at jeg var cool med whatever svar jeg får.
Jeg er ikke spor cool, jeg er helt ude at gynge.
EDIT kl. 19.19:
Hmmm. Da jeg kom hjem var den skygge godt nok svær at se. Som i måske ikke ... Og nu har jeg en anelse blodigt udflåd, som jeg typisk har dagen inden min menstruation kommer. FUCK! :'-(
07 juni 2011
Mit lille fnug
Alt gik godt i dag med ægoplægning, begge vores fryseæg havde overlevet og delt sig videre. :-)
Jeg havde det meget svært ved at det ene skulle smides ud, men vi turde ikke risikere noget. Så de udvalgte det pæneste, og jeg fik vores lille fnug lagt op.
Alt forløb perfekt, stemningen var god og jeg var glad og afslappet. :-)
Jeg fik et scanningsbillede med af embryonet, trygt placeret i min livmoder.
Nu er jeg i teorien gravid! :-D Jeg ved ikke om jeg bliver ved med at være det, men lige nu er der et levende embryon i mig. Så må jeg se tiden an, og bare håber. Please sæt dig fast, lille fnug!
Det bliver nogle lange 14 dage ...
Her er vores fnug (eller rettere, det man kan se er den luftlomme der er rundt om den):
Hvor jeg dog håber håber håber at dette ikke bliver det sidste og eneste billede.
Jeg havde det meget svært ved at det ene skulle smides ud, men vi turde ikke risikere noget. Så de udvalgte det pæneste, og jeg fik vores lille fnug lagt op.
Alt forløb perfekt, stemningen var god og jeg var glad og afslappet. :-)
Jeg fik et scanningsbillede med af embryonet, trygt placeret i min livmoder.
Nu er jeg i teorien gravid! :-D Jeg ved ikke om jeg bliver ved med at være det, men lige nu er der et levende embryon i mig. Så må jeg se tiden an, og bare håber. Please sæt dig fast, lille fnug!
Det bliver nogle lange 14 dage ...
Her er vores fnug (eller rettere, det man kan se er den luftlomme der er rundt om den):
Hvor jeg dog håber håber håber at dette ikke bliver det sidste og eneste billede.
02 juni 2011
At affinde sig
Jeg opdager mest omkring hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker, når jeg skriver til andre. Følgende er også oprindeligt skrevet som respons til en anden mor:
Jeg kan mærke at der er sket rigtig meget i mig gennem de ni måneder der er gået, siden vi mistede Saga. Jeg har accepteret mit tab. Det går stadig ondt, men jeg har affundet mig med at det er sådan, og jeg begynder så småt at være mere positiv. Der er plads til andet også.
Det har taget lang tid, faktisk en hel graviditets tid. Men jeg har det markant meget bedre.
Min terminsdato forbigik jeg i stilhed, og det var ikke et godt valg. Det fortrød jer. Måske sku jeg ha ladet mig selv sørge den dag.
Den var ikke så slem som frygtet, men i mit forsøg på at undgå smerte, fik jeg bare undertrykt det. Så blev det spredt ud i stedet. For selvfølgelig gør det ondt, det ku jeg ha sagt mig selv. Og det måtte det også godt, det er en del af processen. Jeg overlevede.
Jeg fik også tanker omkring "Nu sku jeg ha haft barsel", "Nu sku jeg ha gået med barnevognen" osv. Jeg registrede at jeg tænkte og følte sådan, men jeg forsøgte at undlade at dvæle ved det. Ikke flygte, bare passe på ikke at dykke virkelig i, og lade det overvælde mig. Dyppe tåen, op igen. Dyppe igen, op igen. Ikke hoppe helt i, bare tage temperaturen.
Rokke lidt med tanden der gør ondt, men ikke flå den ud.
Med tiden har jeg fundet at det gør mindre og mindre ondt, og fylder mindre.
Jeg prøver at fokusere på at sådan her er det, fremfor hvordan det kunne have været.
MEN det er først med tiden at det lykkes. Og det er okay, jeg var ikke klar før.
Jeg skal have lagt et fryseæg op på tirsdag, og jeg er klar. Der er åbent for et evt. nyt barn, og et vist overskud til at håndtere hvis det ikke lykkes. Det er helt klart tiden.
Saga fylder ikke alt længere.
Måske er hun det eneste barn jeg får. Men hun er ikke længere både hende, og så også et symbol på hele mit savn og min drøm om hvordan mit liv skulle have været. Det var hun i lang tid.
Sorgen over hende var uadskilligeligt knyttet til sorgen over min barnløshed, sorgen over at skulle håndtere traumet, sorgen over tabet af min livsuskyld og sorgen over at have mistet det liv, jeg troede jeg skulle have. Det er ret meget sorg på én gang.
Nu kan jeg bedre skille det ad. Sorgen over hende konkret er ikke så stor som den var i starten. Jeg kan bedre finde plads til den i mig. Hun er en del af mig, og det der er hændt mig, men hun er ikke et sugende sort hul der æder al min glæde. Min længsel er til at håndtere.
Jeg føler mig klart skadet, der er et sår i min sjæl. Men jeg er ikke uopretteligt defekt fremover, jeg kan stadig meget. Den jeg var, bliver jeg ikke igen, men det kan jeg godt lade være med at lade fylde alt, sådan er det bare.
Jeg frygter ikke hendes fødselsdag, sært nok. Det er jo om tre mdr. Men det skal nok gå. Jeg tror ikke jeg går ned, jeg tror jeg fordyber mig i hvad der er sket, men jeg tror den vil markere at jeg har overlevet den værste smerte i mit liv. Måske kan jeg oven i købet være stolt den dag.
Jeg er lettet over at det har ændret sig. Det føltes ikke som om det kunne. Men alligevel har det ændret sig.
Jeg kan mærke at der er sket rigtig meget i mig gennem de ni måneder der er gået, siden vi mistede Saga. Jeg har accepteret mit tab. Det går stadig ondt, men jeg har affundet mig med at det er sådan, og jeg begynder så småt at være mere positiv. Der er plads til andet også.
Det har taget lang tid, faktisk en hel graviditets tid. Men jeg har det markant meget bedre.
Min terminsdato forbigik jeg i stilhed, og det var ikke et godt valg. Det fortrød jer. Måske sku jeg ha ladet mig selv sørge den dag.
Den var ikke så slem som frygtet, men i mit forsøg på at undgå smerte, fik jeg bare undertrykt det. Så blev det spredt ud i stedet. For selvfølgelig gør det ondt, det ku jeg ha sagt mig selv. Og det måtte det også godt, det er en del af processen. Jeg overlevede.
Jeg fik også tanker omkring "Nu sku jeg ha haft barsel", "Nu sku jeg ha gået med barnevognen" osv. Jeg registrede at jeg tænkte og følte sådan, men jeg forsøgte at undlade at dvæle ved det. Ikke flygte, bare passe på ikke at dykke virkelig i, og lade det overvælde mig. Dyppe tåen, op igen. Dyppe igen, op igen. Ikke hoppe helt i, bare tage temperaturen.
Rokke lidt med tanden der gør ondt, men ikke flå den ud.
Med tiden har jeg fundet at det gør mindre og mindre ondt, og fylder mindre.
Jeg prøver at fokusere på at sådan her er det, fremfor hvordan det kunne have været.
MEN det er først med tiden at det lykkes. Og det er okay, jeg var ikke klar før.
Jeg skal have lagt et fryseæg op på tirsdag, og jeg er klar. Der er åbent for et evt. nyt barn, og et vist overskud til at håndtere hvis det ikke lykkes. Det er helt klart tiden.
Saga fylder ikke alt længere.
Måske er hun det eneste barn jeg får. Men hun er ikke længere både hende, og så også et symbol på hele mit savn og min drøm om hvordan mit liv skulle have været. Det var hun i lang tid.
Sorgen over hende var uadskilligeligt knyttet til sorgen over min barnløshed, sorgen over at skulle håndtere traumet, sorgen over tabet af min livsuskyld og sorgen over at have mistet det liv, jeg troede jeg skulle have. Det er ret meget sorg på én gang.
Nu kan jeg bedre skille det ad. Sorgen over hende konkret er ikke så stor som den var i starten. Jeg kan bedre finde plads til den i mig. Hun er en del af mig, og det der er hændt mig, men hun er ikke et sugende sort hul der æder al min glæde. Min længsel er til at håndtere.
Jeg føler mig klart skadet, der er et sår i min sjæl. Men jeg er ikke uopretteligt defekt fremover, jeg kan stadig meget. Den jeg var, bliver jeg ikke igen, men det kan jeg godt lade være med at lade fylde alt, sådan er det bare.
Jeg frygter ikke hendes fødselsdag, sært nok. Det er jo om tre mdr. Men det skal nok gå. Jeg tror ikke jeg går ned, jeg tror jeg fordyber mig i hvad der er sket, men jeg tror den vil markere at jeg har overlevet den værste smerte i mit liv. Måske kan jeg oven i købet være stolt den dag.
Jeg er lettet over at det har ændret sig. Det føltes ikke som om det kunne. Men alligevel har det ændret sig.
16 maj 2011
Lettelse!
I dag fik jeg en kontrastscanning af min lever, og det viste sig at det var godartet. Jeg har ikke kræft! De aflyste den planlagte leverbiopsi, så det skulle jeg heldigvis ikke igennem.
YES!
Der er ikke ord der beskriver hvor lettede vi er, vi var SÅ bange for at det var livstruende.
Lægen besluttede sig for at scanne min cyste på æggestokken nu jeg alligevel var der, og han fandt at det var peritoneal lommer, arvæv/bindevævs-sammenvoksninger der danner væskefyldte hulrum. Så altså slet ikke nogen cyste!
Peritoneal lommer er ikke farlige, og burde ikke indflyde på min fertilitet. Det er ikke skidegodt at de er der, men umiddelbart generer de mig ikke, så de vil ikke begynde at operere på det, når de ikke betyder noget for mit helbred.
Jeg skal til tjek om fire uger, bare sådan så de lige følger lidt med inden i mig.
Udmeldingen var at vi godt må prøve at blive gravide igen, så planen er at lægge fryseægget op i næste cyklus.
Min verden gik fra "Det hele er skod" til nyt håb. men det er godt nok en rutjsebanetur!
Pyha. Og der er stadig håb for at jeg kan blive mor igen. Jeg troede det løb var kørt.
YES!
Der er ikke ord der beskriver hvor lettede vi er, vi var SÅ bange for at det var livstruende.
Lægen besluttede sig for at scanne min cyste på æggestokken nu jeg alligevel var der, og han fandt at det var peritoneal lommer, arvæv/bindevævs-sammenvoksninger der danner væskefyldte hulrum. Så altså slet ikke nogen cyste!
Peritoneal lommer er ikke farlige, og burde ikke indflyde på min fertilitet. Det er ikke skidegodt at de er der, men umiddelbart generer de mig ikke, så de vil ikke begynde at operere på det, når de ikke betyder noget for mit helbred.
Jeg skal til tjek om fire uger, bare sådan så de lige følger lidt med inden i mig.
Udmeldingen var at vi godt må prøve at blive gravide igen, så planen er at lægge fryseægget op i næste cyklus.
Min verden gik fra "Det hele er skod" til nyt håb. men det er godt nok en rutjsebanetur!
Pyha. Og der er stadig håb for at jeg kan blive mor igen. Jeg troede det løb var kørt.
26 marts 2011
Ikke denne gang
Øv.
I aften skal vi til en 50 års fødselsdag, og så slog det mig at jeg jo ikke bør drikke ... For vi prøver jo, og man ved aldrig. I morges tog jeg derfor så en graviditetstest, selvom jeg først skal ha mens tirsdag eller onsdag, og den var negativ. Bragende negativ, teststregen var nærmest mørkelilla, og ikke skyggen af andre streger.
Det er for tidligt at teste, meeeen, de fleste gravide ville alligevel vise svagt positiv nu, så jeg må nok se i øjnene at jeg ikke er gravid.
Og alligevel tør jeg ikke drikke i aften, havde festen dog bare været næste weekend. :(
Jeg har fantaseret om at være gravid, gået og lunet mig ved tanken, bildt mig ind at jeg havde symptomer. Og så også blevet lidt bange for at dagdrømme for meget - hvad nu hvis det ikke sker, fordi jeg har tænkt for meget på det, en slags skæbne-hybris. Dum tanke, men den fikse idé er svær at holde væk.
Jeg havde måske håbet på en eller anden kosmisk retfærdighed, der ville lade mig teste positiv på min 40 års fødselsdag på onsdag, som en slags gave til mig. Hvor ville det være fantastisk!!! Og i første hug!
Jeg ved godt der ikke er nogen kosmisk retfærdighed, det hele er knaldhamrende tilfældigt, og jeg står ikke for tur til en god oplevelse, der godtgør det jeg har været igennem. Men det har jeg svært ved at forstå, så alligevel håber jeg ... Bilder mig ind at et så stort sammntræf ville være en god "undskyldning" fra livets side, at så ville det hele være godt igen. All forgiven.
Nu venter der bare en dum bekræftelse af den negative test - lige på min fødselsdag. :(
Jeg er ikke i kælderen, men jeg er grå ... Trist. Sådan livet går derudaf, men jeg mangler virkelig virkelig en grund til at glædes. Jeg savner så meget at glædes.
Jeg læste at det var sundt at føle sig lykkelig, det fører alt muligt godt med sig, fysisk og psykisk.
Jeg er ulykkelig.
I aften skal vi til en 50 års fødselsdag, og så slog det mig at jeg jo ikke bør drikke ... For vi prøver jo, og man ved aldrig. I morges tog jeg derfor så en graviditetstest, selvom jeg først skal ha mens tirsdag eller onsdag, og den var negativ. Bragende negativ, teststregen var nærmest mørkelilla, og ikke skyggen af andre streger.
Det er for tidligt at teste, meeeen, de fleste gravide ville alligevel vise svagt positiv nu, så jeg må nok se i øjnene at jeg ikke er gravid.
Og alligevel tør jeg ikke drikke i aften, havde festen dog bare været næste weekend. :(
Jeg har fantaseret om at være gravid, gået og lunet mig ved tanken, bildt mig ind at jeg havde symptomer. Og så også blevet lidt bange for at dagdrømme for meget - hvad nu hvis det ikke sker, fordi jeg har tænkt for meget på det, en slags skæbne-hybris. Dum tanke, men den fikse idé er svær at holde væk.
Jeg havde måske håbet på en eller anden kosmisk retfærdighed, der ville lade mig teste positiv på min 40 års fødselsdag på onsdag, som en slags gave til mig. Hvor ville det være fantastisk!!! Og i første hug!
Jeg ved godt der ikke er nogen kosmisk retfærdighed, det hele er knaldhamrende tilfældigt, og jeg står ikke for tur til en god oplevelse, der godtgør det jeg har været igennem. Men det har jeg svært ved at forstå, så alligevel håber jeg ... Bilder mig ind at et så stort sammntræf ville være en god "undskyldning" fra livets side, at så ville det hele være godt igen. All forgiven.
Nu venter der bare en dum bekræftelse af den negative test - lige på min fødselsdag. :(
Jeg er ikke i kælderen, men jeg er grå ... Trist. Sådan livet går derudaf, men jeg mangler virkelig virkelig en grund til at glædes. Jeg savner så meget at glædes.
Jeg læste at det var sundt at føle sig lykkelig, det fører alt muligt godt med sig, fysisk og psykisk.
Jeg er ulykkelig.
16 februar 2011
Tanker om Saga hvis jeg får barn igen
Jeg læste om en mor, der havde det svært med, at hun ikke tænkte på sit mistede barn nær så meget, nu hvor hun havde fået et nyt. Det fik mig til at skrive om mine egne tanker omkring den problematik.
Jeg har jo ikke noget nyt barn, men jeg har gjort mig nogle tanker om vores datter, og hvilken plads hun vil få, hvis hun får en lillesøster eller -bror.
Jeg har taget en beslutning om at jeg ikke vil føle skyld, lige meget hvad. Jeg tror ikke på at det gør noget godt, og jeg føler heller ikke det hører hjemme hos mig. I kærlighed er der ingen skyld, og jeg elsker min datter uendeligt. <3
Jeg tænker ikke på Saga hver dag, og jeg føler ikke jeg bør. De første tre måneder var hun konstant i mine tanker, jeg følte mig meget nær hende. Derefter har jeg kæmpet for at hun skulle finde en plads i mig, hvor jeg kan acceptere at hun er død, men beholde min kærelighed til hende.
Men for at jeg skal kunne leve, er jeg nødt til at lade hende træde i baggrunden. Jeg kan ikke have en hverdag med et tilstedeværende dødt barn, jeg kan ikke lege hun er levende, for det er hun ikke.
Jeg har været nødt til at slippe hende. Ikke min kærlighed til hende, den slipper jeg aldrig. Men slippe drømmen om hende, drømmen om at kunne få hende tilbage, drømmen om aktivt at kunne være mor for hende. Det kan jeg ikke, hun er her ikke.
Jeg føler det rigtige er at elske hende, mindes hende, men på en naturlig måde. Dvs. når tankerne falder på hende. Ikke hele tiden.
Jeg har hendes billede stående i stuen og jeg ser på det. Og jeg er begyndt at sige godnat til hende, når jeg går i seng om aftenen. Men det er ikke et must. Hvis jeg ikke lige husker det eller har lyst til det, så gør det ikke noget. Det er jo bare et billede, ikke Saga. Saga er væk.
Så det jeg siger godnat til er i mig selv, det er mine egne følelser jeg lige lader strejfe hende. For min skyld. Fordi jeg har brug for det. At jeg lige kalder kærligheden op engang.
Men glemmer jeg det, må det være fordi jeg den dag ikke lige har det store behov, og det er jo okay.
Hvis behovet ophører, vil jeg holde op. Det ændrer ikke på at jeg elsker hende.
Der er ikke noget jeg føler jeg skal eller bør i forhold til Saga.
Jeg ved i mig selv at jeg elsker hende, og at der ikke kræves bevis. Jeg behøver ikke gøre noget, sige noget eller tænke noget. Hun er bare i mig. Med mig.
Hvis der går en måned uden at jeg siger hendes navn eller gør noget omkring hende, gør det ikke noget. Hun er stadig en del af mig.
Hvis jeg er så heldig at få et barn mere, så er det klart min plan at Saga ikke skal fylde så meget. Hun er en del af familien, så hun er med os. Vi vil have hendes tegning hængende og hendes billede fremme. Vores næste barn vil få at vide at der er en storesøster, men at hun er død. Jeg formoder vi vil gøre et eller andet på hendes fødselsdage, lige markere at vi tænker på hende.
Men mere skal det ikke være. For hun er her jo ikke, får vi et levende barn, har det barn brug for, og krav på, vores opmærksomhed og omsorg. Og vil forhåbentlig give os glæde. Forhåbentligt så meget at sorgen og savnet vil blive meget meget mindre. Kan et nyt barn jage sorgen og savnet væk, eller næsten væk, vil jeg være taknemmelig for det. For selvom jeg tydeligst kan mærke min kærlighed til Saga i sorgen, så er det ikke det samme. Kærligheden er der uanset hvad.
Kommer jeg til at elske mit næste barn så højt, at smerten bliver mindre, vil det være godt. Så er der mere plads til bare at elske. Begge mine børn.
Også selvom mit første barn ikke er til stede og derfor ikke kan fylde det samme i min opmærksomhed.
Man kan ikke dele sin opmærksomhed lige mellem to børn, hvis det ene ikke er der. Får jeg et barn mere, kommer det til at få al min opmærksomhed. Der er ingen grund til at forsøge at give dem begge lige opmærksomhed, for Saga har ikke brug for den og kan ikke modtage den.
Jeg mener man er en god mor, hvis man giver sin opmærksomhed og glæde til det barn der har brug for den, og har sin kærlighed til sit mistede barn i sit hjerte, hvor det hører til.
Jeg har jo ikke noget nyt barn, men jeg har gjort mig nogle tanker om vores datter, og hvilken plads hun vil få, hvis hun får en lillesøster eller -bror.
Jeg har taget en beslutning om at jeg ikke vil føle skyld, lige meget hvad. Jeg tror ikke på at det gør noget godt, og jeg føler heller ikke det hører hjemme hos mig. I kærlighed er der ingen skyld, og jeg elsker min datter uendeligt. <3
Jeg tænker ikke på Saga hver dag, og jeg føler ikke jeg bør. De første tre måneder var hun konstant i mine tanker, jeg følte mig meget nær hende. Derefter har jeg kæmpet for at hun skulle finde en plads i mig, hvor jeg kan acceptere at hun er død, men beholde min kærelighed til hende.
Men for at jeg skal kunne leve, er jeg nødt til at lade hende træde i baggrunden. Jeg kan ikke have en hverdag med et tilstedeværende dødt barn, jeg kan ikke lege hun er levende, for det er hun ikke.
Jeg har været nødt til at slippe hende. Ikke min kærlighed til hende, den slipper jeg aldrig. Men slippe drømmen om hende, drømmen om at kunne få hende tilbage, drømmen om aktivt at kunne være mor for hende. Det kan jeg ikke, hun er her ikke.
Jeg føler det rigtige er at elske hende, mindes hende, men på en naturlig måde. Dvs. når tankerne falder på hende. Ikke hele tiden.
Jeg har hendes billede stående i stuen og jeg ser på det. Og jeg er begyndt at sige godnat til hende, når jeg går i seng om aftenen. Men det er ikke et must. Hvis jeg ikke lige husker det eller har lyst til det, så gør det ikke noget. Det er jo bare et billede, ikke Saga. Saga er væk.
Så det jeg siger godnat til er i mig selv, det er mine egne følelser jeg lige lader strejfe hende. For min skyld. Fordi jeg har brug for det. At jeg lige kalder kærligheden op engang.
Men glemmer jeg det, må det være fordi jeg den dag ikke lige har det store behov, og det er jo okay.
Hvis behovet ophører, vil jeg holde op. Det ændrer ikke på at jeg elsker hende.
Der er ikke noget jeg føler jeg skal eller bør i forhold til Saga.
Jeg ved i mig selv at jeg elsker hende, og at der ikke kræves bevis. Jeg behøver ikke gøre noget, sige noget eller tænke noget. Hun er bare i mig. Med mig.
Hvis der går en måned uden at jeg siger hendes navn eller gør noget omkring hende, gør det ikke noget. Hun er stadig en del af mig.
Hvis jeg er så heldig at få et barn mere, så er det klart min plan at Saga ikke skal fylde så meget. Hun er en del af familien, så hun er med os. Vi vil have hendes tegning hængende og hendes billede fremme. Vores næste barn vil få at vide at der er en storesøster, men at hun er død. Jeg formoder vi vil gøre et eller andet på hendes fødselsdage, lige markere at vi tænker på hende.
Men mere skal det ikke være. For hun er her jo ikke, får vi et levende barn, har det barn brug for, og krav på, vores opmærksomhed og omsorg. Og vil forhåbentlig give os glæde. Forhåbentligt så meget at sorgen og savnet vil blive meget meget mindre. Kan et nyt barn jage sorgen og savnet væk, eller næsten væk, vil jeg være taknemmelig for det. For selvom jeg tydeligst kan mærke min kærlighed til Saga i sorgen, så er det ikke det samme. Kærligheden er der uanset hvad.
Kommer jeg til at elske mit næste barn så højt, at smerten bliver mindre, vil det være godt. Så er der mere plads til bare at elske. Begge mine børn.
Også selvom mit første barn ikke er til stede og derfor ikke kan fylde det samme i min opmærksomhed.
Man kan ikke dele sin opmærksomhed lige mellem to børn, hvis det ene ikke er der. Får jeg et barn mere, kommer det til at få al min opmærksomhed. Der er ingen grund til at forsøge at give dem begge lige opmærksomhed, for Saga har ikke brug for den og kan ikke modtage den.
Jeg mener man er en god mor, hvis man giver sin opmærksomhed og glæde til det barn der har brug for den, og har sin kærlighed til sit mistede barn i sit hjerte, hvor det hører til.
05 februar 2011
Update på mig - forsøger snart igen
I dag fik jeg endelig min fertilitetsmonitor. :) Der er lidt mange skæbne-tilfælde omkring det (selvom jeg ikke tror på det) ...
På det sidste har jeg ikke skrevet så meget om hvad der sker for mig. Jeg er lidt fyldt op, og så synes jeg det er svært, fordi jeg hhv. læser så mange nye, hårde historier og så mange med nye graviditeter og nyfødte børn. Begge dele er svære at kapere, så jeg går lidt død i det.
Men men, må vist hellere forklare, for at få det hele med:
Jeg havde fået en tid på Herlev fertilitetsklinik, hvor vi egentligt var afsluttet for et år siden, men Roskilde fertilitetsklinik havde sendt mig et brev om at jeg skulle tale med Herlev, fordi vi har to embryoner i fyseren hos dem.
Herlev ku ikke forstå hvorfor jeg sku tale med dem og ikke Roskilde, og det hele var meget besværligt. Men efter en masse bøvl med at skaffe mine journaler (fra hhv. fødsel og operation) og faxe dem i dyre domme (fax er ikke noget man lige kan finde, så det blev på biblioteket til 10 kr. siden!), fik en af deres overlæger vist medlidenhed med mig. Så han tog min sag og gav mig en tid.
Det var SÅ sært at komme derud. Vi havde ikke været der siden sidste IVF, som vist var i sommeren 2009. Og det er jo ikke ligefrem gode minder vi har derfra, vi har jo ikke haft heldet med os og er igen og igen og igen blevet skuffede.
Da jeg blev gravid med Saga var det spontant og økologisk. Jeg blev scannet på Herlev, men det var dybt traumatisk, da de først ikke kunne se fosteret og mente det var GUL, så jeg sku ha blodprøver og blev advaret mod spængte æggeledere og jeg ved ikke hvad. Jeg var dybt knust og SÅ bange. Da jeg næste gang blev scannet var hun der, og gangen efter med hjerteblink. <3 Men så kunne jeg ikke forstå målet, og brugte et døgn i helvede på at bilde mig ind at hun havde Edwards syndrom og at jeg ville miste hende.
Så Herlev er ikke gode minder! Jeg havde håbet aldrig nogensinde at skulle derud igen.
Jeg sku ha min dejlige hjemmelavde baby, og så slut med det.
Men nu stod vi der igen.
Som sædvanligt var der lang ventetid, 45 min. vil jeg tro. Men til min overraskelse havde lægen booket en dobbelttid, så da vi først kom ind var der tid og ro til at snakke grundigt.
Lægen havde jeg ikke set siden jeg startede op derude fire år tidligere. Men han virkede sympatisk.
VI fik snakket igennem hvad han mente ville være det mest effektive, og planen endte med at være at vi forsøger naturmetoden i to cyklusser. Ingen hormoner og heller ingen inseminationer.
Han fortalte at nye undersøgelser pegede på at succesraten mellem inseminationer og naturmetoden lå utroligt tæt, så der var ingen grund til at inseminere. Chancen blev ikke rigtig større af det.
Er jeg ikke gravid efter to måneder, får jeg lagt en embryon op. Men kun én, og uden hormonstimulation. Vores to embryoner er nedfrosset i ét strå, så når det tøs op, må den ene smides ud. Vi tør ikke risikere tvillinger, når min livmoder er opereret. Den vil kunne risikere at briste. Så kun et æg op.
Og hormonstimulation ville normalt være østrogen i en høj dose. MEN det var jo østrogen der fik mine fibromer til at gro, så det vil jeg ikke! Chancen er lidt dårligere uden hormonstimulation, men der er stadig en chance.
Planen gik ikke videre end det. Tre måneder.
Efter det ved jeg ikke .. Jeg vil ikke tænke længere. Jeg vil blive gravid indenfor de tre måneder, og ellers må vi tage den derfra. Jeg kan kun rumme de tre måneder frem.
Sidste mandag var der åbent hus i Landforeningen Spædbarnsdød. Jeg havde planlagt at komme, fordi jeg hele tiden er sulten efter noget omkring Saga og sorgen, anyting. At tale om det, beskæftige mig med det, konfrontere det. Det gør ondt, men det skal gøres. Jeg vil igennem.
Men temaet var "Når man ikke bliver gravid igen", og så stoppede jeg lige op og tænkte "Har jeg brug for at tænke over det nu?". Almindeligvis tager jeg alting på forskud, prøver at gardere mig, prøver at ha en plan B, at ha rummet en situation inden den opstår. Men denne gang tænkte jeg at nej, det er ikke der jeg er nu, og ikke der jeg skal identificere mig med at være. Jeg skal være lige her, lige nu. Der handler det om at forsøge.
Så må jeg deale med hvordan jeg tackler hvis det ikke lykkedes hvis situationen opstår. Ikke nu. Lige nu må jeg formode det lykkes.
Det er en ny måde at tænke på for mig. At jeg ikke garderer mig med viden og indlevelse.
Vi har nu februar og til marts må vi prøve. Denne cyklus vil være den sidste pause-cyklus inden det går løs igen.
Så pausecyklus nu, så naturmetode marts og april og fryseæg til sommer.
Og min plan var så at bruge fertilitetsmonitor for at sikre at vore hjemmeforsøg rammer optimalt. For at lære monitoren at kende og tjekke at jeg fungerer som jeg skal, ville jeg teste en cyklus før, og det er nu.
Så jeg finder det lidt vildt at jeg fik pakken lige i dag. Man skal starte monitoren på første menstruationsdag. Det burde være i går, men der er kun en svagt spor af brunligt udflod, ikke nok til at kalde menses. Så det kommer nok i løbet af i dag, og så er det fandme heldigt den kom nu!
Og det er også heldigt at jeg hørte posten! Vi har ingen dørklokke og bor på første sal, dvs. at ingen kan komme i kontakt med os medmindre de ringer på mobilen. Men jeg hørte tilfældigt posten banke på døren nedenunder. Alle andre pakker ender som en seddel i postkassen ...
Og for lige at gøre det mere sært, så blev den sendt til mig lidt for sent, fordi hende jeg købte den af lige var indlagt og ikke fik det gjort før for en uge siden. Hun skrev så til mig at hun er gravid i 21. uge med tvillinger, som - hold fast - er resultatet af fryseæg i ikke-hormonstumleret cyklus! Hun ved intet om mig!
Det er fandme et tilfælde! Det er ikke særlig mange der få ustimulerede ægoplægninger, så hvor sært er det lige at den kvinde lige netop får det, og oven i købet med frysæg, og så er der bid ...
En succeshistorie at starte min egen historie med. :)
Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg bilder mig ind, at jeg har fået et pust babystøv i min retning ...
Der er så noget der slog mig. Hold da kæft hvor vil jeg gå langt!
Lægen fortalte mig om risikoen for at min livmoder ka briste under graviditet pga. operationen. Han mente ikke den var så høj at det er uforsvarligt at lade mig forsøge, men han nævnte den var der. Og brister livmoderen kan den rive en blodåre over. Og gør den det, kan jeg forbløde meget meget hurtigt. Så hurtigt at han sagde at hvis jeg ikke var op og ned af et sygehus ville jeg kunne dø.
Og det rørte mig ikke.
Manden siger at der er en reel og forhøjet risiko for at jeg kan dø af at blive gravid, og det rører mig ikke.
Jeg vil hellere dø end ikke at forsøge.
Tal om at være besat ...
Mentalt kiggede jeg mig selv i øjnene og spurgte "Hvad er det du har gang i? Hvor langt vil du gå?". Hele vejen var svaret. Det her fylder alt for mig. Jeg vil bare så hamrende, uendeligt, fuckende, blødende gerne ha et nyt barn. Nej, helst vil jeg ha Saga tilbage. Men det er ikke muligt, så et nyt barn er næstbedst.
Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden. Og så er det med at kunne dø ikke så væsentligt.
Er det bare en formeringsdrift? Er jeg et evolutionsdyr der er drevet mod at opnå mit formål?
Eller hvad er det, det moderinstinkt og den drift?
Jeg har mærket moderkærligheden i mig, og jeg vil være i den. Jeg har ikke mit barn at vise omsorg og passe på, det vil jeg have.
Jeg føler mig ikke knald i låget, men en del af mig siger at det må jeg være. Siden det her kan override alt andet. Alt.
Hm.
Men nu har jeg da fået mig en elektronisk dims at lege med, og så skal jeg bare blive gravid?
(Og så har jeg slet ikke talt om risikoen for at jeg gror nye fibromer og mister næste barn også. Det skræmmer mig heller ikke fra det. Jeg VIL.)
På det sidste har jeg ikke skrevet så meget om hvad der sker for mig. Jeg er lidt fyldt op, og så synes jeg det er svært, fordi jeg hhv. læser så mange nye, hårde historier og så mange med nye graviditeter og nyfødte børn. Begge dele er svære at kapere, så jeg går lidt død i det.
Men men, må vist hellere forklare, for at få det hele med:
Jeg havde fået en tid på Herlev fertilitetsklinik, hvor vi egentligt var afsluttet for et år siden, men Roskilde fertilitetsklinik havde sendt mig et brev om at jeg skulle tale med Herlev, fordi vi har to embryoner i fyseren hos dem.
Herlev ku ikke forstå hvorfor jeg sku tale med dem og ikke Roskilde, og det hele var meget besværligt. Men efter en masse bøvl med at skaffe mine journaler (fra hhv. fødsel og operation) og faxe dem i dyre domme (fax er ikke noget man lige kan finde, så det blev på biblioteket til 10 kr. siden!), fik en af deres overlæger vist medlidenhed med mig. Så han tog min sag og gav mig en tid.
Det var SÅ sært at komme derud. Vi havde ikke været der siden sidste IVF, som vist var i sommeren 2009. Og det er jo ikke ligefrem gode minder vi har derfra, vi har jo ikke haft heldet med os og er igen og igen og igen blevet skuffede.
Da jeg blev gravid med Saga var det spontant og økologisk. Jeg blev scannet på Herlev, men det var dybt traumatisk, da de først ikke kunne se fosteret og mente det var GUL, så jeg sku ha blodprøver og blev advaret mod spængte æggeledere og jeg ved ikke hvad. Jeg var dybt knust og SÅ bange. Da jeg næste gang blev scannet var hun der, og gangen efter med hjerteblink. <3 Men så kunne jeg ikke forstå målet, og brugte et døgn i helvede på at bilde mig ind at hun havde Edwards syndrom og at jeg ville miste hende.
Så Herlev er ikke gode minder! Jeg havde håbet aldrig nogensinde at skulle derud igen.
Jeg sku ha min dejlige hjemmelavde baby, og så slut med det.
Men nu stod vi der igen.
Som sædvanligt var der lang ventetid, 45 min. vil jeg tro. Men til min overraskelse havde lægen booket en dobbelttid, så da vi først kom ind var der tid og ro til at snakke grundigt.
Lægen havde jeg ikke set siden jeg startede op derude fire år tidligere. Men han virkede sympatisk.
VI fik snakket igennem hvad han mente ville være det mest effektive, og planen endte med at være at vi forsøger naturmetoden i to cyklusser. Ingen hormoner og heller ingen inseminationer.
Han fortalte at nye undersøgelser pegede på at succesraten mellem inseminationer og naturmetoden lå utroligt tæt, så der var ingen grund til at inseminere. Chancen blev ikke rigtig større af det.
Er jeg ikke gravid efter to måneder, får jeg lagt en embryon op. Men kun én, og uden hormonstimulation. Vores to embryoner er nedfrosset i ét strå, så når det tøs op, må den ene smides ud. Vi tør ikke risikere tvillinger, når min livmoder er opereret. Den vil kunne risikere at briste. Så kun et æg op.
Og hormonstimulation ville normalt være østrogen i en høj dose. MEN det var jo østrogen der fik mine fibromer til at gro, så det vil jeg ikke! Chancen er lidt dårligere uden hormonstimulation, men der er stadig en chance.
Planen gik ikke videre end det. Tre måneder.
Efter det ved jeg ikke .. Jeg vil ikke tænke længere. Jeg vil blive gravid indenfor de tre måneder, og ellers må vi tage den derfra. Jeg kan kun rumme de tre måneder frem.
Sidste mandag var der åbent hus i Landforeningen Spædbarnsdød. Jeg havde planlagt at komme, fordi jeg hele tiden er sulten efter noget omkring Saga og sorgen, anyting. At tale om det, beskæftige mig med det, konfrontere det. Det gør ondt, men det skal gøres. Jeg vil igennem.
Men temaet var "Når man ikke bliver gravid igen", og så stoppede jeg lige op og tænkte "Har jeg brug for at tænke over det nu?". Almindeligvis tager jeg alting på forskud, prøver at gardere mig, prøver at ha en plan B, at ha rummet en situation inden den opstår. Men denne gang tænkte jeg at nej, det er ikke der jeg er nu, og ikke der jeg skal identificere mig med at være. Jeg skal være lige her, lige nu. Der handler det om at forsøge.
Så må jeg deale med hvordan jeg tackler hvis det ikke lykkedes hvis situationen opstår. Ikke nu. Lige nu må jeg formode det lykkes.
Det er en ny måde at tænke på for mig. At jeg ikke garderer mig med viden og indlevelse.
Vi har nu februar og til marts må vi prøve. Denne cyklus vil være den sidste pause-cyklus inden det går løs igen.
Så pausecyklus nu, så naturmetode marts og april og fryseæg til sommer.
Og min plan var så at bruge fertilitetsmonitor for at sikre at vore hjemmeforsøg rammer optimalt. For at lære monitoren at kende og tjekke at jeg fungerer som jeg skal, ville jeg teste en cyklus før, og det er nu.
Så jeg finder det lidt vildt at jeg fik pakken lige i dag. Man skal starte monitoren på første menstruationsdag. Det burde være i går, men der er kun en svagt spor af brunligt udflod, ikke nok til at kalde menses. Så det kommer nok i løbet af i dag, og så er det fandme heldigt den kom nu!
Og det er også heldigt at jeg hørte posten! Vi har ingen dørklokke og bor på første sal, dvs. at ingen kan komme i kontakt med os medmindre de ringer på mobilen. Men jeg hørte tilfældigt posten banke på døren nedenunder. Alle andre pakker ender som en seddel i postkassen ...
Og for lige at gøre det mere sært, så blev den sendt til mig lidt for sent, fordi hende jeg købte den af lige var indlagt og ikke fik det gjort før for en uge siden. Hun skrev så til mig at hun er gravid i 21. uge med tvillinger, som - hold fast - er resultatet af fryseæg i ikke-hormonstumleret cyklus! Hun ved intet om mig!
Det er fandme et tilfælde! Det er ikke særlig mange der få ustimulerede ægoplægninger, så hvor sært er det lige at den kvinde lige netop får det, og oven i købet med frysæg, og så er der bid ...
En succeshistorie at starte min egen historie med. :)
Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg bilder mig ind, at jeg har fået et pust babystøv i min retning ...
Der er så noget der slog mig. Hold da kæft hvor vil jeg gå langt!
Lægen fortalte mig om risikoen for at min livmoder ka briste under graviditet pga. operationen. Han mente ikke den var så høj at det er uforsvarligt at lade mig forsøge, men han nævnte den var der. Og brister livmoderen kan den rive en blodåre over. Og gør den det, kan jeg forbløde meget meget hurtigt. Så hurtigt at han sagde at hvis jeg ikke var op og ned af et sygehus ville jeg kunne dø.
Og det rørte mig ikke.
Manden siger at der er en reel og forhøjet risiko for at jeg kan dø af at blive gravid, og det rører mig ikke.
Jeg vil hellere dø end ikke at forsøge.
Tal om at være besat ...
Mentalt kiggede jeg mig selv i øjnene og spurgte "Hvad er det du har gang i? Hvor langt vil du gå?". Hele vejen var svaret. Det her fylder alt for mig. Jeg vil bare så hamrende, uendeligt, fuckende, blødende gerne ha et nyt barn. Nej, helst vil jeg ha Saga tilbage. Men det er ikke muligt, så et nyt barn er næstbedst.
Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden. Og så er det med at kunne dø ikke så væsentligt.
Er det bare en formeringsdrift? Er jeg et evolutionsdyr der er drevet mod at opnå mit formål?
Eller hvad er det, det moderinstinkt og den drift?
Jeg har mærket moderkærligheden i mig, og jeg vil være i den. Jeg har ikke mit barn at vise omsorg og passe på, det vil jeg have.
Jeg føler mig ikke knald i låget, men en del af mig siger at det må jeg være. Siden det her kan override alt andet. Alt.
Hm.
Men nu har jeg da fået mig en elektronisk dims at lege med, og så skal jeg bare blive gravid?
(Og så har jeg slet ikke talt om risikoen for at jeg gror nye fibromer og mister næste barn også. Det skræmmer mig heller ikke fra det. Jeg VIL.)
30 december 2010
Kan ikke helt forstå det
Det er simpelthen så mærkeligt. Nu har vi i tre måneder levet med at vi ikke ville kunne få børn, det har fyldt alt og været hele vores identitet. Vi kunne ikke få flere børn. Aldrig.
Og jeg har bittert droppet folintilskud, graviditets- og ægløsningstests, alle tanker om at min krop på nogen måde kunne være fertil eller være en del af hele det liv igen.
Så blev jeg opereret. Og nu skal jeg til at omstille mig igen.
Jeg tror ikke rigtig på det, men jeg håber så brændende.
Og nu kan jeg finde vitamintilskudet frem og overveje om jeg skal købe ægløsningstest - og måske får jeg brug for graviditetstests igen.
Det er så sært, jeg var et helt andet sted. Jeg kan slet ikke tro at jeg igen er her, at jeg igen skal til at forsøge. Igen skal tænke over at passe på mig selv og være så sund som mulig.
Jeg ved ikke rigtig hvad forhold jeg har til mig selv eller til min krop. Jeg føler mig helt skizofren. Den gamle opfattelse af at være i stykker er der stadigvæk, side om side med den nye, hvor jeg burde være i orden.
Og jeg har bittert droppet folintilskud, graviditets- og ægløsningstests, alle tanker om at min krop på nogen måde kunne være fertil eller være en del af hele det liv igen.
Så blev jeg opereret. Og nu skal jeg til at omstille mig igen.
Jeg tror ikke rigtig på det, men jeg håber så brændende.
Og nu kan jeg finde vitamintilskudet frem og overveje om jeg skal købe ægløsningstest - og måske får jeg brug for graviditetstests igen.
Det er så sært, jeg var et helt andet sted. Jeg kan slet ikke tro at jeg igen er her, at jeg igen skal til at forsøge. Igen skal tænke over at passe på mig selv og være så sund som mulig.
Jeg ved ikke rigtig hvad forhold jeg har til mig selv eller til min krop. Jeg føler mig helt skizofren. Den gamle opfattelse af at være i stykker er der stadigvæk, side om side med den nye, hvor jeg burde være i orden.
19 december 2010
Tiden går
Efter operationen har vi jo nu en lillebitte chance for at kunne blive gravide igen.
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør, så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...
Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.
Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.
Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.
Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.
Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.
Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.
Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.
Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.
Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.
Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør, så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...
Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.
Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.
Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.
Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.
Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.
Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.
Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.
Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.
Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.
Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...
09 december 2010
Endelig lidt held!
Endelig noget at være positiv over. :)
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.
De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer.
Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.
Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.
Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.
På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.
Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!
Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*
Men Hey - ingen fibromer!!! :D
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.
De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer.
Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.
Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.
Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.
På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.
Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!
Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*
Men Hey - ingen fibromer!!! :D
29 november 2010
Håb
Totalt mod forventning sagde lægen at han godt ville forsøge at operere fibromerne bort! :D
Der er en meget stor risiko for at han må fjerne livmoderen, men han mente der var en chance for at det kunne lykkes. Jeg sku skrive under på at jeg accepterede risikoen for at livmoderen røg, men well, det vidste jeg jo godt. Til gengæld var han ikke bange for mit liv mine nyrer havde det fint. :) Så der er ikke noget med mig iøvrigt.
Han sagde så tydeligt at han ikke på nogen måde kunne garantere mig at jeg ville kunne blive gravid efter operationen. Men altså. Bare et sandkorn af håb og jeg er glad. Det er bedre end intet. Som det er nu har jeg intet håb, og uden livmoder heller ikke. Så der er intet at tabe ved at forsøge.
Jeg er meget forvirret. Og udmattet. Og har svært ved at mærke hvad jeg føler. Jeg var SÅ sikker på at han ville sige det ikke kunne lade sig gøre.
Jeg så min MR scanning, og den var grum. Der lå de her enorme bolde over hele livmoderen. Og et af dem da inde i livmodervæggen og havde trukke min livmodermund ud af facon. De var virkelig store.
Da jeg så billederne tænkte jeg det ville være umuligt. Men så sagde han ar han ville forsøge.
Jeg har fået en operationstid i næste uge! 7/12. Det er også så hurtigt at jeg slet ikke kan krølle mit hovede rundt om det ...
Jeg skal lige fordøje informationerne.
Efter lægesamtalen fik jeg taget blodprøver, så talte jeg med narkoselægen og så ventede jeg en time(!) på at tale med en sygeplejerske om operationen. Jeg var der i 3 1/2 time ...
Jeg er helt udkørt.
Der er en meget stor risiko for at han må fjerne livmoderen, men han mente der var en chance for at det kunne lykkes. Jeg sku skrive under på at jeg accepterede risikoen for at livmoderen røg, men well, det vidste jeg jo godt. Til gengæld var han ikke bange for mit liv mine nyrer havde det fint. :) Så der er ikke noget med mig iøvrigt.
Han sagde så tydeligt at han ikke på nogen måde kunne garantere mig at jeg ville kunne blive gravid efter operationen. Men altså. Bare et sandkorn af håb og jeg er glad. Det er bedre end intet. Som det er nu har jeg intet håb, og uden livmoder heller ikke. Så der er intet at tabe ved at forsøge.
Jeg er meget forvirret. Og udmattet. Og har svært ved at mærke hvad jeg føler. Jeg var SÅ sikker på at han ville sige det ikke kunne lade sig gøre.
Jeg så min MR scanning, og den var grum. Der lå de her enorme bolde over hele livmoderen. Og et af dem da inde i livmodervæggen og havde trukke min livmodermund ud af facon. De var virkelig store.
Da jeg så billederne tænkte jeg det ville være umuligt. Men så sagde han ar han ville forsøge.
Jeg har fået en operationstid i næste uge! 7/12. Det er også så hurtigt at jeg slet ikke kan krølle mit hovede rundt om det ...
Jeg skal lige fordøje informationerne.
Efter lægesamtalen fik jeg taget blodprøver, så talte jeg med narkoselægen og så ventede jeg en time(!) på at tale med en sygeplejerske om operationen. Jeg var der i 3 1/2 time ...
Jeg er helt udkørt.
23 oktober 2010
Håb eller ikke
Jeg snakkede lidt med T her i dag, han mener at lægen virkelig påpegede at chance for en succesfuld operation ikke var god, men at han ville sende mig til MRI scanning og ham kirurgen for at tjekke det.
Så T tror ikke vi skal regne med det.
Jeg synes det lød mere positivt, men det afhænger måske af ørene der hører, måske ville jeg gerne høre mere håb i det.
Det tog os tre år at blive gravide med Saga, og utallige fertilitetsbehandlinger der ikke gjorde tricket. Så selv med en evt. operation er chancen minimal. Jeg er 39, inden jeg er opereret og helet er jeg måske 40-41, og jeg er i forvejen målt til at have få æg. Chancen er ikke stor for at jeg overhovedet kan blive gravid, selv hvis min livmoder kan repareres.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro og håbe. Det er hamrende dårlige odds. Jeg er bare nødt til at prøve før jeg giver helt op, også selvom det nok kun er 0,5-1% chance.
Det er mere sandsynligt at min livmoder bliver fjernet under operationen, hvis det kommer så langt (det er der en meget stor risiko for, da det kan være nødvendigt hvis man ikke kan styre blødningen).
Well, vi må se. Første skridt er en MRI scanning. Er der ikke væg nok mellem fibromer og livmoderhulrum så giver det sig selv ...
Så T tror ikke vi skal regne med det.
Jeg synes det lød mere positivt, men det afhænger måske af ørene der hører, måske ville jeg gerne høre mere håb i det.
Det tog os tre år at blive gravide med Saga, og utallige fertilitetsbehandlinger der ikke gjorde tricket. Så selv med en evt. operation er chancen minimal. Jeg er 39, inden jeg er opereret og helet er jeg måske 40-41, og jeg er i forvejen målt til at have få æg. Chancen er ikke stor for at jeg overhovedet kan blive gravid, selv hvis min livmoder kan repareres.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro og håbe. Det er hamrende dårlige odds. Jeg er bare nødt til at prøve før jeg giver helt op, også selvom det nok kun er 0,5-1% chance.
Det er mere sandsynligt at min livmoder bliver fjernet under operationen, hvis det kommer så langt (det er der en meget stor risiko for, da det kan være nødvendigt hvis man ikke kan styre blødningen).
Well, vi må se. Første skridt er en MRI scanning. Er der ikke væg nok mellem fibromer og livmoderhulrum så giver det sig selv ...
22 oktober 2010
Samtalen på hospitalet
Det gik overraskende okay. Da vi kom ind på sygehuset fik T det ret skidt, han fik hjertebanken og følte sig angst. Men der var ikke så meget at gøre ved det, vi SKULLE jo være der. Jeg var overraskende ligeglad. I detached mode. Jeg følte ingenting. Overhovedet. Ved ikke om det er godt eller skidt. Jeg har det med at flygte for mine følelser hvis jeg kan.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.
Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.
Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.
Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.
Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!
Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.
Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.
Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.
Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.
Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!
Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.
14 september 2010
At forstå hinandens sorg og kærllighed
Jeg er blevet meget glad for et forum for forældre der har mistet. Meget glad. For der er godt nok noget at hente.
Jeg skrev med en mor der har mistet sit barn nogle mdr. efter fødsel. Jeg skrev om hvor frygteligt det må være at miste når man har nået at have sit barn, hun skrev om hvor frygteligt det må være IKKE at nå at opleve sit barn ...
Derudover skrev hun at de havde tid til at indstille sig på at miste, at de nåede at tænke over hvordan og hvorledes, var mere klar til begravelse osv., på trods af at man aldrig er klar til sådan noget.
(Hun havde læst hvad jeg skrev om at jeg fortryder ikke at ha gjort ting som jeg ville ønske, da Saga blev født)
Men det fik mig til at tænke på dét med ikke at have tid til at indstille sig på hvad der sker.
Jeg kan ikke sige jeg misunder hende tiden med hendes datter, selvom jeg på en måde gør. Jeg er bange for smerten i det, at jo mere knyttet man er, desto hårdere vil det være at være tvunget til at slippe. Jeg kan ikke forestille mig at skulle håndtere det. Mit instinkt siger at jeg ikke skal knytte mig til noget jeg mister, selvom jeg jo kan se at det gør jeg alligevel ... Det har jeg jo gjort.
Samtidig begræder jeg at jeg ikke oplever, og nok ikke kommer til nogensinde at opleve, at holde mit levende barn. At se hende stor og færdig.
Men sådan er det så ... (den sætning bruger jeg meget for tiden)
Jeg har bidt mærke i hvor positive og støttende alle er på det forum jeg er på. Når en ny mor melder sig til, ønsker de tillykke med moderskabet fremfor at kondolere. Og jeg tror det er sundt. Men jeg kan ikke selv (endnu?), for personligt ser jeg mest tabet. Og savnet. Og hvor urimeligt det er.
Det er forskellige historier, en del har mistet på ca. det stadie jeg var på, men en del har mistet omkring terminen, under fødslen eller alt fra en uge til et lille år efter. En del har kun oplevet deres barn i kuvøse med slanger og maskiner, måske flere operationer. Uden at kunne pusle, amme og have den kropskontakt man normalt har, eller kun periodisk. Revet fra dem lige efter fødslen, for så alligevel at dø efter x antal tid.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at have et levende barn, som man ikke kan få lov at håndtere som andre mødre gør. At blive berøvet den oplevelse. Og så miste til sidst. Jeg synes alle historierne er så utroligt barske, det piner mig at så mange er nødt til at leve med de store tab. Med de gabende huller i vores verdener. Det er utroligt at man kan komme igennem det, og lære at leve med det.
Det kan jeg så se at man åbenbart kan ...
Og at de med tiden får overskud til at tage sig af de nye, der desværre i en lind strøm kommer til.
Dét med at ønske folk tillykke med deres barn, jeg tænkte over det da jeg kom på, og tænker det er fordi vi som mødre ellers misser det. At man jo netop ikke oplever at blive lykkeønsket, eller rost for sit barn, får kort og gave, får alt det en mor normalt får af anerkendelse fra andre.
Og blive bekræftet i, og mindet om, at man nu er mor. Også selvom barnet er dødt, man er jo mor alligevel, med alting parat til at tage sig af og give omsorg.
For 13 år siden fødte min bedste veninde 3 mdr. for tidligt, og det var meget usikkert om han ville overleve (det gjorde han!). Dengang gjorde jeg alt det forkerte, hele listen med "sig ikke ...". Og noget af det jeg heller ikke gjorde, var at ønske hende tillykke, komme med et kort, komme med mor-barn buket, en gave osv. Fordi jeg fejlagtigt fokuserede på risikoen for at hun mistede ham, og dum som jeg var, troede det blev lettere hvis man ikke knyttede sig, hvis vi ikke tænkte på ham som et levende barn.
Ej hvor var jeg galt på den! I årene efter modnede jeg mere, og det gik op for mig at det var den helt forkerte måde at ville støtte på. Det gik også op for mig at det kan være bedre at lytte og anerkende følelser, fremfor at skulle problemløse og søge at flytte en persons fokus til det positive (dumt!). Nogle år senere prøvede jeg at undskylde overfor hende, at jeg ikke havde formået at være der bedre for hende, og ikke forstod det.
Fuck hvor kan det ærgre mig at jeg ikke kunne være der bedre.
Når nu andre på forummet siger tillykke til nye mødre, roser billeder af deres børn, siger en masse bekræftende omkring at "nu er du mor!", så er det jo netop det man ellers ikke får, og lige det jeg gjorde forkert dengang ...
Jeg kan også mærke at det betyder noget for mig når folk roser Sagas billeder, selvom det er en lillebitte baby, og hun er død.
Men jeg er åbenbart ikke klar til at gøre det for andre.
Jeg prøvede at sige velkommen til en ny mor der kom på, fordi jeg ikke bare vil tage, men også give. Men det kunne jeg ikke rigtigt, viste det sig ...Jeg er fokuseret på tabet.I min egen sorg tænkte jeg mest på hvad de har mistet, og ikke hvad de fik. Jeg kunne ikke andet end at udtrykke hvor ked af det jeg er.
Jeg håber det kommer.
Det betyder noget for mig at jeg får det fra andre, kan jeg mærke.
Jeg synes det er utroligt smukt når alle de mødre, med deres egen fortvivlende historie, er i stand til at give det til hinanden, som vi står og mangler. Give den forståelse, men også den ømhed for hinandens børn. Og hyldesten til alle de smukke, dejlige børn, fremfor kun at se lig og død.
Jeg ser også de andres børn og ser kærligheden til dem.
En af mødrene har et barn der ser helt forkert ud. Der var tydeligvis noget helt galt med barnet. Alligevel skriver de andre "sikke en smuk datter", selvom barnet reelt ikke er spor smuk. Men i en mors øjne er hun, hvad der end var galt ... Og ser man barnet med moderens øjne, kan man godt se det som hende.
Jeg ser også babyer med sorte læber, dem der er født med iltmangel eller har været død noget tid. Men jeg kan godt se de er søde og smukke, normalitetsbegrebet flytter sig. Jeg har allerede vænnet mig til at se de døde, og se dem for hvad de er. Højt elskede små børn.
Så kan man tale om at dyrke sorgen .... Jeg er allerede pissed på den frase. Hvem siger det er at "dyrke"? Måske er det i stedet at turde se og være i sorgen, den er der jo. At elske sit døde barn er da ikke nødvendigvis at dyrke, det er jo naturligt for en mor at elske sit barn uendeligt højt, og fokusere på det.
Også dem hvor det er 5 år siden - barnet eksisterede jo, og man holder jo ikke op med at elske.
Jeg kan godt forstå at nogle stadig har behov for at tale frit om deres børn, også flere år efter.
I det forum kan man, for alle forstår det.
Jeg har det dog alligevel svært med lykkeønskninger med mit moderskab. Fra de andre mødre, jo. Fra andre ville det være weird ... Jeg ser ikke så meget at glæde mig over. Kun savnet.
Men jeg ser håb i at se hvordan de andre tænker nu. Det må betyde at man ændrer fokus med tiden.
Jeg skrev med en mor der har mistet sit barn nogle mdr. efter fødsel. Jeg skrev om hvor frygteligt det må være at miste når man har nået at have sit barn, hun skrev om hvor frygteligt det må være IKKE at nå at opleve sit barn ...
Derudover skrev hun at de havde tid til at indstille sig på at miste, at de nåede at tænke over hvordan og hvorledes, var mere klar til begravelse osv., på trods af at man aldrig er klar til sådan noget.
(Hun havde læst hvad jeg skrev om at jeg fortryder ikke at ha gjort ting som jeg ville ønske, da Saga blev født)
Men det fik mig til at tænke på dét med ikke at have tid til at indstille sig på hvad der sker.
Jeg kan ikke sige jeg misunder hende tiden med hendes datter, selvom jeg på en måde gør. Jeg er bange for smerten i det, at jo mere knyttet man er, desto hårdere vil det være at være tvunget til at slippe. Jeg kan ikke forestille mig at skulle håndtere det. Mit instinkt siger at jeg ikke skal knytte mig til noget jeg mister, selvom jeg jo kan se at det gør jeg alligevel ... Det har jeg jo gjort.
Samtidig begræder jeg at jeg ikke oplever, og nok ikke kommer til nogensinde at opleve, at holde mit levende barn. At se hende stor og færdig.
Men sådan er det så ... (den sætning bruger jeg meget for tiden)
Jeg har bidt mærke i hvor positive og støttende alle er på det forum jeg er på. Når en ny mor melder sig til, ønsker de tillykke med moderskabet fremfor at kondolere. Og jeg tror det er sundt. Men jeg kan ikke selv (endnu?), for personligt ser jeg mest tabet. Og savnet. Og hvor urimeligt det er.
Det er forskellige historier, en del har mistet på ca. det stadie jeg var på, men en del har mistet omkring terminen, under fødslen eller alt fra en uge til et lille år efter. En del har kun oplevet deres barn i kuvøse med slanger og maskiner, måske flere operationer. Uden at kunne pusle, amme og have den kropskontakt man normalt har, eller kun periodisk. Revet fra dem lige efter fødslen, for så alligevel at dø efter x antal tid.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at have et levende barn, som man ikke kan få lov at håndtere som andre mødre gør. At blive berøvet den oplevelse. Og så miste til sidst. Jeg synes alle historierne er så utroligt barske, det piner mig at så mange er nødt til at leve med de store tab. Med de gabende huller i vores verdener. Det er utroligt at man kan komme igennem det, og lære at leve med det.
Det kan jeg så se at man åbenbart kan ...
Og at de med tiden får overskud til at tage sig af de nye, der desværre i en lind strøm kommer til.
Dét med at ønske folk tillykke med deres barn, jeg tænkte over det da jeg kom på, og tænker det er fordi vi som mødre ellers misser det. At man jo netop ikke oplever at blive lykkeønsket, eller rost for sit barn, får kort og gave, får alt det en mor normalt får af anerkendelse fra andre.
Og blive bekræftet i, og mindet om, at man nu er mor. Også selvom barnet er dødt, man er jo mor alligevel, med alting parat til at tage sig af og give omsorg.
For 13 år siden fødte min bedste veninde 3 mdr. for tidligt, og det var meget usikkert om han ville overleve (det gjorde han!). Dengang gjorde jeg alt det forkerte, hele listen med "sig ikke ...". Og noget af det jeg heller ikke gjorde, var at ønske hende tillykke, komme med et kort, komme med mor-barn buket, en gave osv. Fordi jeg fejlagtigt fokuserede på risikoen for at hun mistede ham, og dum som jeg var, troede det blev lettere hvis man ikke knyttede sig, hvis vi ikke tænkte på ham som et levende barn.
Ej hvor var jeg galt på den! I årene efter modnede jeg mere, og det gik op for mig at det var den helt forkerte måde at ville støtte på. Det gik også op for mig at det kan være bedre at lytte og anerkende følelser, fremfor at skulle problemløse og søge at flytte en persons fokus til det positive (dumt!). Nogle år senere prøvede jeg at undskylde overfor hende, at jeg ikke havde formået at være der bedre for hende, og ikke forstod det.
Fuck hvor kan det ærgre mig at jeg ikke kunne være der bedre.
Når nu andre på forummet siger tillykke til nye mødre, roser billeder af deres børn, siger en masse bekræftende omkring at "nu er du mor!", så er det jo netop det man ellers ikke får, og lige det jeg gjorde forkert dengang ...
Jeg kan også mærke at det betyder noget for mig når folk roser Sagas billeder, selvom det er en lillebitte baby, og hun er død.
Men jeg er åbenbart ikke klar til at gøre det for andre.
Jeg prøvede at sige velkommen til en ny mor der kom på, fordi jeg ikke bare vil tage, men også give. Men det kunne jeg ikke rigtigt, viste det sig ...Jeg er fokuseret på tabet.I min egen sorg tænkte jeg mest på hvad de har mistet, og ikke hvad de fik. Jeg kunne ikke andet end at udtrykke hvor ked af det jeg er.
Jeg håber det kommer.
Det betyder noget for mig at jeg får det fra andre, kan jeg mærke.
Jeg synes det er utroligt smukt når alle de mødre, med deres egen fortvivlende historie, er i stand til at give det til hinanden, som vi står og mangler. Give den forståelse, men også den ømhed for hinandens børn. Og hyldesten til alle de smukke, dejlige børn, fremfor kun at se lig og død.
Jeg ser også de andres børn og ser kærligheden til dem.
En af mødrene har et barn der ser helt forkert ud. Der var tydeligvis noget helt galt med barnet. Alligevel skriver de andre "sikke en smuk datter", selvom barnet reelt ikke er spor smuk. Men i en mors øjne er hun, hvad der end var galt ... Og ser man barnet med moderens øjne, kan man godt se det som hende.
Jeg ser også babyer med sorte læber, dem der er født med iltmangel eller har været død noget tid. Men jeg kan godt se de er søde og smukke, normalitetsbegrebet flytter sig. Jeg har allerede vænnet mig til at se de døde, og se dem for hvad de er. Højt elskede små børn.
Så kan man tale om at dyrke sorgen .... Jeg er allerede pissed på den frase. Hvem siger det er at "dyrke"? Måske er det i stedet at turde se og være i sorgen, den er der jo. At elske sit døde barn er da ikke nødvendigvis at dyrke, det er jo naturligt for en mor at elske sit barn uendeligt højt, og fokusere på det.
Også dem hvor det er 5 år siden - barnet eksisterede jo, og man holder jo ikke op med at elske.
Jeg kan godt forstå at nogle stadig har behov for at tale frit om deres børn, også flere år efter.
I det forum kan man, for alle forstår det.
Jeg har det dog alligevel svært med lykkeønskninger med mit moderskab. Fra de andre mødre, jo. Fra andre ville det være weird ... Jeg ser ikke så meget at glæde mig over. Kun savnet.
Men jeg ser håb i at se hvordan de andre tænker nu. Det må betyde at man ændrer fokus med tiden.
17 august 2010
Krise. Det skal åbenbart ikke være nemt ...
Jeg har haft tiltagende smerter i løbet af ugen, men jeg regnede med at det var slemme ligamentsmerter kombineret med træthed over at starte i nyt job. Men det kulminerede søndag nat hvor jeg bare havde ONDT og ikke kunne sove for smerter.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.
Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).
Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/
MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.
Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.
Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.
Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!
Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.
Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...
Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.
Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).
Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/
MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.
Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.
Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.
Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!
Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.
Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...
Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.
06 august 2010
Babyseng og sammenklappeligt puslebord
Nu har læst en masse om hvor meget andre gravide med samme termin allerede køber af babyudstyr, og jeg undrer mig over at jeg slet ikke selv har haft lyst til at begynde på det. For mig er det ret tidligt.
MEN så snakkede jeg om kæresten om det, og vi begyndte alligevel at snakke igennem hvad vi forestillede os.
Min kæreste mente vi sku ha et sammenklappeligt puslebord, når vi har så lidt plads på badeværelset, og jeg forestiller mig at baby skal lige ved mig i sengen, men gerne på noget der kan sættes fast på siden af sengen.
Lidt Googling fandt så det helt perfekte - en babybay fra Thorn, som både kan kobles på vores seng eller fungere selvstændigt, og kan udvides + indstilles i højden:
Og sørme om ikke de også havde puslebordet:
Og endnu bedre, puslebordet havde scoret næstbedst i en TÆNK test, så det er også sikkert.
Det skal vi have! :D
MEN så snakkede jeg om kæresten om det, og vi begyndte alligevel at snakke igennem hvad vi forestillede os.
Min kæreste mente vi sku ha et sammenklappeligt puslebord, når vi har så lidt plads på badeværelset, og jeg forestiller mig at baby skal lige ved mig i sengen, men gerne på noget der kan sættes fast på siden af sengen.
Lidt Googling fandt så det helt perfekte - en babybay fra Thorn, som både kan kobles på vores seng eller fungere selvstændigt, og kan udvides + indstilles i højden:
Og sørme om ikke de også havde puslebordet:
Og endnu bedre, puslebordet havde scoret næstbedst i en TÆNK test, så det er også sikkert.
Det skal vi have! :D
06 juli 2010
Har måske fået job - og sagt jeg er gravid. :D
Pyha, jeg har været i en lidt svær situation længe. I forbindelse med finanskrisen blev jeg del af en fyringsrunde, så jeg har søgt nyt job et godt stykke tid. Svært når ens branche er en af de udsatte. :(
I dag fik jeg en opringning om et job jeg var til samtale til - de vil gerne ha mig! :D
Men men, jeg måtte jo så fortælle at jeg er gravid. Jeg tilbød dem at de kunne ansætte mig i et tidsbegrænset vikariat, indtil min barsel. Det er et lille firma og en svær branche, så jeg har det andeledes med det end et stort sted med vind i sejlene. Jeg tilbød dem også at de kunne tænke over det. Men de var på!
Så på tirsdag laver vi forhåbentlig kontrakt, og så må vi se hvad der sker når jeg skal på barsel og bagefter. Det tager jeg med is i maven. :)
Men nej hvor er jeg lettet over at kunne melde ærligt ud! Jeg har været til en del jobsamtaler hvor jeg har suget maven ind og har holdt kvalmen tilbage ... Og har haft det SÅ skidt med at "snyde" dem. Så det er vildt fedt at de tog det så pænt at jeg er gravid.
Selvfølgelig er det også en god deal at tilbyde dem, altså at de kun behøver "hænge på mig" i mine arbejdsdygtige måneder. Men stadig. :)
Hvor bliver det rart at kunne råbe det ud vidt og bred, uden at være bange for om der er en potentiel arbejdsgiver i ens netværk ...
I dag fik jeg en opringning om et job jeg var til samtale til - de vil gerne ha mig! :D
Men men, jeg måtte jo så fortælle at jeg er gravid. Jeg tilbød dem at de kunne ansætte mig i et tidsbegrænset vikariat, indtil min barsel. Det er et lille firma og en svær branche, så jeg har det andeledes med det end et stort sted med vind i sejlene. Jeg tilbød dem også at de kunne tænke over det. Men de var på!
Så på tirsdag laver vi forhåbentlig kontrakt, og så må vi se hvad der sker når jeg skal på barsel og bagefter. Det tager jeg med is i maven. :)
Men nej hvor er jeg lettet over at kunne melde ærligt ud! Jeg har været til en del jobsamtaler hvor jeg har suget maven ind og har holdt kvalmen tilbage ... Og har haft det SÅ skidt med at "snyde" dem. Så det er vildt fedt at de tog det så pænt at jeg er gravid.
Selvfølgelig er det også en god deal at tilbyde dem, altså at de kun behøver "hænge på mig" i mine arbejdsdygtige måneder. Men stadig. :)
Hvor bliver det rart at kunne råbe det ud vidt og bred, uden at være bange for om der er en potentiel arbejdsgiver i ens netværk ...
16 maj 2010
Testet positivt - meget bekymret og nervøs
Så står jeg her ...
Jeg er gravid i 6. uge og mirakluløst nok er det sket økologisk, lige inden opstart med Suprefact i 6. IVF-forsøg (dog blev 2 konverteret til IUI, men hormonbehandlingerne var jo til IVF). Jeg har testet positiv 3 gange nu, i mandags, i onsdags og i går, lørdag.
Jeg er psykisk meget præget af lidt over to år i fertilitetsbehandling, med de tanker og følelser, og det fysiske og psykiske slid det medfører. Selvom det sådan set er sket naturligt, er det sket imens jeg mentalt og fysisk var igang med et forsøg.
Jeg har ikke været til scanning endnu og jeg er hamrende nervøs. Jeg er simpelthen så rædselsslagen for at det skal vise sig at der ikke er noget, eller at der er noget galt.
Jeg havde en MA for tre år siden, og det kan jeg mærke at jeg er præget af - jeg forventer underbevidst at det sker igen. Og jeg er konstant bekymret for om jeg nu gør noget skadeligt - samtidig med at jeg rent faktisk har gjort noget dumt allerede, jeg spiste en helvedes masse sushi (med tun = tungmentaller), jeg farvede hår på en veninde (aner ikke om dampene kan skade) og så har jeg spist junk food to dage i træk, fordi jeg ikke orkede at købe ind og lave mad. Bagefter tænkte jeg DOH! og så bekymrer jeg mig endnu mere ... Der er så meget på spil.
Jeg er 39 år, jeg er overvægtig og jeg har lige fået teste mit hormonniveau i forhold til hvor mange æg jeg har tilbage, hvilket var få. Derfor er mit selvbillede at jeg er gammel, og at jeg ikke rigtig dur fysisk. Så lang tid i fertilitetsbehandling har virkelig ændret min opfattelse af min krop. Den skal jeg til at krølle rundt igen, for jeg ER jo blevet gravid ...
Alle siger at jeg skal tænke positivt og ikke må stresse og bekymre mig. Men altså, det er godt nok svært, når min erfaring har været så negativ. Mine tanker strejfer hele tiden graviditeten, er den der, holder det, alt det der kan gå galt. Jeg vender hele tiden tilbage til det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal være i stand til at læne mig tilbage og bare være glad, og tro på at det hele er godt nu. Ikke når det så længe ikke har været spor godt. :-S Jeg er kørt ind på et helt andet tankespor.
Damn, jeg håber der ER noget på scanningen og at det holder. :-S
Jeg er gravid i 6. uge og mirakluløst nok er det sket økologisk, lige inden opstart med Suprefact i 6. IVF-forsøg (dog blev 2 konverteret til IUI, men hormonbehandlingerne var jo til IVF). Jeg har testet positiv 3 gange nu, i mandags, i onsdags og i går, lørdag.
Jeg er psykisk meget præget af lidt over to år i fertilitetsbehandling, med de tanker og følelser, og det fysiske og psykiske slid det medfører. Selvom det sådan set er sket naturligt, er det sket imens jeg mentalt og fysisk var igang med et forsøg.
Jeg har ikke været til scanning endnu og jeg er hamrende nervøs. Jeg er simpelthen så rædselsslagen for at det skal vise sig at der ikke er noget, eller at der er noget galt.
Jeg havde en MA for tre år siden, og det kan jeg mærke at jeg er præget af - jeg forventer underbevidst at det sker igen. Og jeg er konstant bekymret for om jeg nu gør noget skadeligt - samtidig med at jeg rent faktisk har gjort noget dumt allerede, jeg spiste en helvedes masse sushi (med tun = tungmentaller), jeg farvede hår på en veninde (aner ikke om dampene kan skade) og så har jeg spist junk food to dage i træk, fordi jeg ikke orkede at købe ind og lave mad. Bagefter tænkte jeg DOH! og så bekymrer jeg mig endnu mere ... Der er så meget på spil.
Jeg er 39 år, jeg er overvægtig og jeg har lige fået teste mit hormonniveau i forhold til hvor mange æg jeg har tilbage, hvilket var få. Derfor er mit selvbillede at jeg er gammel, og at jeg ikke rigtig dur fysisk. Så lang tid i fertilitetsbehandling har virkelig ændret min opfattelse af min krop. Den skal jeg til at krølle rundt igen, for jeg ER jo blevet gravid ...
Alle siger at jeg skal tænke positivt og ikke må stresse og bekymre mig. Men altså, det er godt nok svært, når min erfaring har været så negativ. Mine tanker strejfer hele tiden graviditeten, er den der, holder det, alt det der kan gå galt. Jeg vender hele tiden tilbage til det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal være i stand til at læne mig tilbage og bare være glad, og tro på at det hele er godt nu. Ikke når det så længe ikke har været spor godt. :-S Jeg er kørt ind på et helt andet tankespor.
Damn, jeg håber der ER noget på scanningen og at det holder. :-S
11 maj 2010
Endnu mere info
5. uge (9. maj 2010 - 15. maj 2010)
Fosteret er nu 1,25 mm i diameter. En primitiv rygmarv er nu blevet dannet og lukket. De første blodkar og blodlegemer dannes, selv om de fortsat er umodne. Et simpelt hjerte, som er formet som et rør, er dannet og er nu begyndt at slå. Alle organer begynder langsomt at blive formet.
:-D
EDIT:
6. uge (16. maj 2010 - 22. maj 2010)
Fosteret er nu 2,5 mm fra isse til numse. Lever, lunger, milt, bugspytkirtel og skjoldbruskkirtel dannes. Tarmsystemet består nu af en fortarm, midtertarm og bagtarm. Disse dele skal senere udvikle sig til spiserør, mavesæk og det endelige tarmsystem. Navlesnoren er nu dannet. Hjertet slår fortsat med kun ét kammer, og kredsløbet udvikler sig fortsat. Hovedet tager form, men det vender fortsat fremover.
Jeg testede igen i morges - stadig positv og en endnu kraftigere streg.
Jeg er nervøs for scanningen på onsdag, hvad nu hvis noget er galt? :-S
Fosteret er nu 1,25 mm i diameter. En primitiv rygmarv er nu blevet dannet og lukket. De første blodkar og blodlegemer dannes, selv om de fortsat er umodne. Et simpelt hjerte, som er formet som et rør, er dannet og er nu begyndt at slå. Alle organer begynder langsomt at blive formet.
:-D
EDIT:
6. uge (16. maj 2010 - 22. maj 2010)
Fosteret er nu 2,5 mm fra isse til numse. Lever, lunger, milt, bugspytkirtel og skjoldbruskkirtel dannes. Tarmsystemet består nu af en fortarm, midtertarm og bagtarm. Disse dele skal senere udvikle sig til spiserør, mavesæk og det endelige tarmsystem. Navlesnoren er nu dannet. Hjertet slår fortsat med kun ét kammer, og kredsløbet udvikler sig fortsat. Hovedet tager form, men det vender fortsat fremover.
Jeg testede igen i morges - stadig positv og en endnu kraftigere streg.
Jeg er nervøs for scanningen på onsdag, hvad nu hvis noget er galt? :-S
Abonner på:
Opslag (Atom)