26 december 2010

Til min elskede lille datter

Lille skat, så er juleaften overstået. Jeg havde frygtet den. Du sku jo har været der, enten i min mave eller i mine arme. Du ville være stor nu, tæt på termin.
Du skulle have været en del af børnene i familien, vores gaver ville have været babyting og du ville få dine egne gaver med tøj og legetøj.
Vi havde også frygtet at se min brors døtre, især den lille nye, født kun to uger efter dig.
Men det gik.

Din far var meget ked af det, han havde det særligt svært. At være der uden dig ...
Jeg brugte hele formiddagen på at printe dine fodaftryk ud og klistre dem i en medaljon jeg kunne have om halsen - jeg havde brug for at have dig hos mig. Have noget der handlede om dig hos mig.
Og så vidste jeg at du også var med i en af gaverne, den sølvplade med dit navn og fødselsdato jeg havde fået lavet til din far.
Han blev meget meget glad, og meget meget ked af det. Han hulkede og hulkede og kunne ikke holde op igen. Fordi dit navn mod hans hud er så endegyldigt. Fordi vi længes sådan efter dig og vi sidder der med dit navn indgraveret og en kopi af dine fodaftryk, men vi har ikke dig. vi får aldrig dig tilbage. Vi kommer aldrig til at se dig igen.

Min smukke lille datter, vi elsker dig uendeligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar