Det er lidt svært, for det er som om at hvis man siger man har det bedre, så bliver det oversat til at nu er alt godt, og sådan har jeg/man det jo ikke ...
Det er så svært at have med det her "godt"-begreb at gøre, når nu man egentligt ikke har det helt godt.
For mig er kontrasten til hvordan jeg havde det for nogle måneder siden enorm, jeg er et helt andet sted. Men jeg føler at min store sårbarhed gør at jeg slet ikke er der hvor jeg var før jeg mistede. Og at den måde jeg har det på er et tyndt lag, der meget nemt kan krakelere af. Men at det stadig er guld værd at kunne være glad, eller bare ikke decideret ked af det, en stor del af tiden.
Jeg har tidligere skrevet om "et tab af livsuskyld" og det føler jeg. At jeg godt kan have det sjovt periodisk igen, men at jeg er forandret, jeg kan ikke 100% give lods og synes det hele er godt, for det kan aldrig blive helt godt når en del af mit hjerte mangler.
Når jeg ved jeg kan miste alt, og har mistet det vigtigste i verden allerede.
Jeg har ikke den tillid til livet jeg havde (selvom det havde jeg nu så heller ikke helt i forvejen, men den sidste bid er ihverfald røget nu), og der påvirker min generelle tilstand og opfattelse af alt omkring mig.
Jeg MISUNDER dem der bare har det sjovt og glider derudaf.
Vi var til en stor fest i går, et maskebal med mange mennesker. Det var rart at dresse op igen og se hinanden lidt kække. Kæmpe kontrast til at sidde på sofaen og sumpe i en bomuld t-shirt med hængebyster og morgenhår ... Det var rart at føle mig som menneske igen. Men også weird, pga den store kontrast.
Jeg kunne godt small talke og socialisere med folk, men jeg føler at jeg bærer rundt på en tung sten som de andre ikke ser og ikke ved hvad er. At jeg ikke helt hører til.
Men jeg formåede da at have en okay aften, og det var en sejr. :) For jeg ønsker ikke at isolere mig og jeg vil gerne "deltage" i verden, selvom jeg ikke synes der er så nemt eller selvfølgeligt. Det er vigtigt for mig at komme ud og gøre de ting jeg plejede, selvom jeg føler mig meget forandret.
Ved ikke om jeg altid vil føler mig lidt off, eller om det er fordi der skal endnu mere tid til.
Derudover så har vi fået den tegning af Saga vi havde bestilt. :D
Jeg er SÅ glad for den!
I går satte jeg den i en ramme jeg købte til den på vej hjem fra posthuset.
Men jeg har det faktisk lidt svært ved at hænge den op, for det berører mig så dybt. Når jeg ser den LÆNGES jeg efter hende, og det synes jeg ellers havde lagt sig.
På en måde gør det der værre at hun ser lidt mere færdig ud på tegningen. For på fotoet er det tydeligt for mig at det er et dødt barn, at hun er lille og ikke helt færdig, at jeg ikke kan få hende.
Men tegningen minder mig om det der kunne have været, at jeg kunne have haft et færdigt og levende barn. Og det gør ondt, det rigger min længsel og mit savn efter hende.
Den må jeg lige få bearbejder, så jeg kan glædes over tegningen og acceptere at det er gået som det er gået.
Men fin er den! :D
Her er vores smukke datter:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar