Igår var vi ude på Herlev Hospitals fertilitetsklinik i går til en scanning, som bare skulle vise hvornår jeg sku ha lagt fryseæg op, med forventning om at nu skulle vi lave barn. Jeg havde preppet mig selv, gået og tænkt "Nu bliver jeg gravid!". Jeg tænkte over at ingen har set på min livmoder siden operationen, og om alt mon var i orden, men jeg håbede at nu var vi ude af al krise, NU var det vores tur til at ting forløb glat.
Inden vi tog afsted havde T det dårligt med det, hans erfaring er at hver gang de scanner mig går det fra dårligt til værre. Jeg slog det hen, det var jo bare en scanning af hvor langt jeg var i min cyklus. Men fandme, han havde desværre ret! :-(
Scanningen viste at jeg har en stor cyste på den ene æggestok, som potentielt kan være noget rigtigt dårligt, måske kræft. Jeg blev akut sendt til en grundigere scanning, som så viste at jeg også har en gevækst i leveren og noget i den ene nyre. What?!?
Det kan være urelateret og det kan være godartet. Men det kan også være rigtig grimt. Så nu skal jeg til yderligere undersøgelser, kontrastscanning og leverbiopsi. Så ingen børn i denne omgang, og hvis det er kræft, så aldrig.
Vi er vildt bekymrede. Er det kræft, og har det bredt sig til lever og nyre, så er løbet kørt, kan vi regne ud. Så kommer jeg til at dø af det. Vi håber selvfølgelig helt vildt at det er noget godartet! Så er der "kun" problemet med en cyste, som forhindrer graviditet. Men så er jeg dog ikke dødeligt syg.
Desværre ved vi ikke noget før 18/5, når jeg er blevet undersøgt grundigere. Der har vi en tid hos en hos gynækologisk ambulatorium på Herlev, og på mandag sku jeg gerne få en tid til kontrastscanning og leverbiopsi, som forhåbentligt bliver inden tiden d. 18. Jeg har det virkelig underligt, det er så uvirkeligt.
Hvis det viser sig ikke at være så slemt, så er det godt nok umenneskeligt at vi skal bekymre os så længe. Og er det noget, så er det så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forstå det. Og der er ikke en skid vi kan gøre, andet end at lade lægerne tage prøver og finde ud af hvad der er med min krop.
Men jeg har det selvfølgelig ikke specielt godt. Jeg prøver at skubbe det til side i mit hovede, så jeg kan eksistere. Men det virker absurd at lægge planer for fremtiden når jeg ikke aner om jeg har nogen. Jeg står ellers midt i at skulle til at ansøge om optagelse på studie, og på et turbokursus der forbedrer mit matematik-niveau.
Og med alle tankerne og følserne omkring min sorg, og alle dem der får børn igen, og om hvorvidt det bliver min tur eller ej. Det hele bliver irelevant hvis jeg skal dø af kræft indenfor en overskuelig fremtid. Så kan det være skideligemeget.
Sært nok er jeg mest bekymret for T. Hvis jeg dør, føler jeg ikke noget længere. Men hvis han skal bære først at miste sin datter, så hans forlovede, så ved jeg ikke om han kan kapere det. Han har det i forvejen skidt, det her hjælper ikke.
Fuck da også!
Jeg fatter ikke at livet kan udsætte os for så mange nedture, jeg må fandme ha været Hitler i et tidligere liv eller noget (hvis jeg ellers troede på den slags). :-(
Viser opslag med etiketten fibromer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fibromer. Vis alle opslag
07 maj 2011
05 februar 2011
Update på mig - forsøger snart igen
I dag fik jeg endelig min fertilitetsmonitor. :) Der er lidt mange skæbne-tilfælde omkring det (selvom jeg ikke tror på det) ...
På det sidste har jeg ikke skrevet så meget om hvad der sker for mig. Jeg er lidt fyldt op, og så synes jeg det er svært, fordi jeg hhv. læser så mange nye, hårde historier og så mange med nye graviditeter og nyfødte børn. Begge dele er svære at kapere, så jeg går lidt død i det.
Men men, må vist hellere forklare, for at få det hele med:
Jeg havde fået en tid på Herlev fertilitetsklinik, hvor vi egentligt var afsluttet for et år siden, men Roskilde fertilitetsklinik havde sendt mig et brev om at jeg skulle tale med Herlev, fordi vi har to embryoner i fyseren hos dem.
Herlev ku ikke forstå hvorfor jeg sku tale med dem og ikke Roskilde, og det hele var meget besværligt. Men efter en masse bøvl med at skaffe mine journaler (fra hhv. fødsel og operation) og faxe dem i dyre domme (fax er ikke noget man lige kan finde, så det blev på biblioteket til 10 kr. siden!), fik en af deres overlæger vist medlidenhed med mig. Så han tog min sag og gav mig en tid.
Det var SÅ sært at komme derud. Vi havde ikke været der siden sidste IVF, som vist var i sommeren 2009. Og det er jo ikke ligefrem gode minder vi har derfra, vi har jo ikke haft heldet med os og er igen og igen og igen blevet skuffede.
Da jeg blev gravid med Saga var det spontant og økologisk. Jeg blev scannet på Herlev, men det var dybt traumatisk, da de først ikke kunne se fosteret og mente det var GUL, så jeg sku ha blodprøver og blev advaret mod spængte æggeledere og jeg ved ikke hvad. Jeg var dybt knust og SÅ bange. Da jeg næste gang blev scannet var hun der, og gangen efter med hjerteblink. <3 Men så kunne jeg ikke forstå målet, og brugte et døgn i helvede på at bilde mig ind at hun havde Edwards syndrom og at jeg ville miste hende.
Så Herlev er ikke gode minder! Jeg havde håbet aldrig nogensinde at skulle derud igen.
Jeg sku ha min dejlige hjemmelavde baby, og så slut med det.
Men nu stod vi der igen.
Som sædvanligt var der lang ventetid, 45 min. vil jeg tro. Men til min overraskelse havde lægen booket en dobbelttid, så da vi først kom ind var der tid og ro til at snakke grundigt.
Lægen havde jeg ikke set siden jeg startede op derude fire år tidligere. Men han virkede sympatisk.
VI fik snakket igennem hvad han mente ville være det mest effektive, og planen endte med at være at vi forsøger naturmetoden i to cyklusser. Ingen hormoner og heller ingen inseminationer.
Han fortalte at nye undersøgelser pegede på at succesraten mellem inseminationer og naturmetoden lå utroligt tæt, så der var ingen grund til at inseminere. Chancen blev ikke rigtig større af det.
Er jeg ikke gravid efter to måneder, får jeg lagt en embryon op. Men kun én, og uden hormonstimulation. Vores to embryoner er nedfrosset i ét strå, så når det tøs op, må den ene smides ud. Vi tør ikke risikere tvillinger, når min livmoder er opereret. Den vil kunne risikere at briste. Så kun et æg op.
Og hormonstimulation ville normalt være østrogen i en høj dose. MEN det var jo østrogen der fik mine fibromer til at gro, så det vil jeg ikke! Chancen er lidt dårligere uden hormonstimulation, men der er stadig en chance.
Planen gik ikke videre end det. Tre måneder.
Efter det ved jeg ikke .. Jeg vil ikke tænke længere. Jeg vil blive gravid indenfor de tre måneder, og ellers må vi tage den derfra. Jeg kan kun rumme de tre måneder frem.
Sidste mandag var der åbent hus i Landforeningen Spædbarnsdød. Jeg havde planlagt at komme, fordi jeg hele tiden er sulten efter noget omkring Saga og sorgen, anyting. At tale om det, beskæftige mig med det, konfrontere det. Det gør ondt, men det skal gøres. Jeg vil igennem.
Men temaet var "Når man ikke bliver gravid igen", og så stoppede jeg lige op og tænkte "Har jeg brug for at tænke over det nu?". Almindeligvis tager jeg alting på forskud, prøver at gardere mig, prøver at ha en plan B, at ha rummet en situation inden den opstår. Men denne gang tænkte jeg at nej, det er ikke der jeg er nu, og ikke der jeg skal identificere mig med at være. Jeg skal være lige her, lige nu. Der handler det om at forsøge.
Så må jeg deale med hvordan jeg tackler hvis det ikke lykkedes hvis situationen opstår. Ikke nu. Lige nu må jeg formode det lykkes.
Det er en ny måde at tænke på for mig. At jeg ikke garderer mig med viden og indlevelse.
Vi har nu februar og til marts må vi prøve. Denne cyklus vil være den sidste pause-cyklus inden det går løs igen.
Så pausecyklus nu, så naturmetode marts og april og fryseæg til sommer.
Og min plan var så at bruge fertilitetsmonitor for at sikre at vore hjemmeforsøg rammer optimalt. For at lære monitoren at kende og tjekke at jeg fungerer som jeg skal, ville jeg teste en cyklus før, og det er nu.
Så jeg finder det lidt vildt at jeg fik pakken lige i dag. Man skal starte monitoren på første menstruationsdag. Det burde være i går, men der er kun en svagt spor af brunligt udflod, ikke nok til at kalde menses. Så det kommer nok i løbet af i dag, og så er det fandme heldigt den kom nu!
Og det er også heldigt at jeg hørte posten! Vi har ingen dørklokke og bor på første sal, dvs. at ingen kan komme i kontakt med os medmindre de ringer på mobilen. Men jeg hørte tilfældigt posten banke på døren nedenunder. Alle andre pakker ender som en seddel i postkassen ...
Og for lige at gøre det mere sært, så blev den sendt til mig lidt for sent, fordi hende jeg købte den af lige var indlagt og ikke fik det gjort før for en uge siden. Hun skrev så til mig at hun er gravid i 21. uge med tvillinger, som - hold fast - er resultatet af fryseæg i ikke-hormonstumleret cyklus! Hun ved intet om mig!
Det er fandme et tilfælde! Det er ikke særlig mange der få ustimulerede ægoplægninger, så hvor sært er det lige at den kvinde lige netop får det, og oven i købet med frysæg, og så er der bid ...
En succeshistorie at starte min egen historie med. :)
Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg bilder mig ind, at jeg har fået et pust babystøv i min retning ...
Der er så noget der slog mig. Hold da kæft hvor vil jeg gå langt!
Lægen fortalte mig om risikoen for at min livmoder ka briste under graviditet pga. operationen. Han mente ikke den var så høj at det er uforsvarligt at lade mig forsøge, men han nævnte den var der. Og brister livmoderen kan den rive en blodåre over. Og gør den det, kan jeg forbløde meget meget hurtigt. Så hurtigt at han sagde at hvis jeg ikke var op og ned af et sygehus ville jeg kunne dø.
Og det rørte mig ikke.
Manden siger at der er en reel og forhøjet risiko for at jeg kan dø af at blive gravid, og det rører mig ikke.
Jeg vil hellere dø end ikke at forsøge.
Tal om at være besat ...
Mentalt kiggede jeg mig selv i øjnene og spurgte "Hvad er det du har gang i? Hvor langt vil du gå?". Hele vejen var svaret. Det her fylder alt for mig. Jeg vil bare så hamrende, uendeligt, fuckende, blødende gerne ha et nyt barn. Nej, helst vil jeg ha Saga tilbage. Men det er ikke muligt, så et nyt barn er næstbedst.
Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden. Og så er det med at kunne dø ikke så væsentligt.
Er det bare en formeringsdrift? Er jeg et evolutionsdyr der er drevet mod at opnå mit formål?
Eller hvad er det, det moderinstinkt og den drift?
Jeg har mærket moderkærligheden i mig, og jeg vil være i den. Jeg har ikke mit barn at vise omsorg og passe på, det vil jeg have.
Jeg føler mig ikke knald i låget, men en del af mig siger at det må jeg være. Siden det her kan override alt andet. Alt.
Hm.
Men nu har jeg da fået mig en elektronisk dims at lege med, og så skal jeg bare blive gravid?
(Og så har jeg slet ikke talt om risikoen for at jeg gror nye fibromer og mister næste barn også. Det skræmmer mig heller ikke fra det. Jeg VIL.)
På det sidste har jeg ikke skrevet så meget om hvad der sker for mig. Jeg er lidt fyldt op, og så synes jeg det er svært, fordi jeg hhv. læser så mange nye, hårde historier og så mange med nye graviditeter og nyfødte børn. Begge dele er svære at kapere, så jeg går lidt død i det.
Men men, må vist hellere forklare, for at få det hele med:
Jeg havde fået en tid på Herlev fertilitetsklinik, hvor vi egentligt var afsluttet for et år siden, men Roskilde fertilitetsklinik havde sendt mig et brev om at jeg skulle tale med Herlev, fordi vi har to embryoner i fyseren hos dem.
Herlev ku ikke forstå hvorfor jeg sku tale med dem og ikke Roskilde, og det hele var meget besværligt. Men efter en masse bøvl med at skaffe mine journaler (fra hhv. fødsel og operation) og faxe dem i dyre domme (fax er ikke noget man lige kan finde, så det blev på biblioteket til 10 kr. siden!), fik en af deres overlæger vist medlidenhed med mig. Så han tog min sag og gav mig en tid.
Det var SÅ sært at komme derud. Vi havde ikke været der siden sidste IVF, som vist var i sommeren 2009. Og det er jo ikke ligefrem gode minder vi har derfra, vi har jo ikke haft heldet med os og er igen og igen og igen blevet skuffede.
Da jeg blev gravid med Saga var det spontant og økologisk. Jeg blev scannet på Herlev, men det var dybt traumatisk, da de først ikke kunne se fosteret og mente det var GUL, så jeg sku ha blodprøver og blev advaret mod spængte æggeledere og jeg ved ikke hvad. Jeg var dybt knust og SÅ bange. Da jeg næste gang blev scannet var hun der, og gangen efter med hjerteblink. <3 Men så kunne jeg ikke forstå målet, og brugte et døgn i helvede på at bilde mig ind at hun havde Edwards syndrom og at jeg ville miste hende.
Så Herlev er ikke gode minder! Jeg havde håbet aldrig nogensinde at skulle derud igen.
Jeg sku ha min dejlige hjemmelavde baby, og så slut med det.
Men nu stod vi der igen.
Som sædvanligt var der lang ventetid, 45 min. vil jeg tro. Men til min overraskelse havde lægen booket en dobbelttid, så da vi først kom ind var der tid og ro til at snakke grundigt.
Lægen havde jeg ikke set siden jeg startede op derude fire år tidligere. Men han virkede sympatisk.
VI fik snakket igennem hvad han mente ville være det mest effektive, og planen endte med at være at vi forsøger naturmetoden i to cyklusser. Ingen hormoner og heller ingen inseminationer.
Han fortalte at nye undersøgelser pegede på at succesraten mellem inseminationer og naturmetoden lå utroligt tæt, så der var ingen grund til at inseminere. Chancen blev ikke rigtig større af det.
Er jeg ikke gravid efter to måneder, får jeg lagt en embryon op. Men kun én, og uden hormonstimulation. Vores to embryoner er nedfrosset i ét strå, så når det tøs op, må den ene smides ud. Vi tør ikke risikere tvillinger, når min livmoder er opereret. Den vil kunne risikere at briste. Så kun et æg op.
Og hormonstimulation ville normalt være østrogen i en høj dose. MEN det var jo østrogen der fik mine fibromer til at gro, så det vil jeg ikke! Chancen er lidt dårligere uden hormonstimulation, men der er stadig en chance.
Planen gik ikke videre end det. Tre måneder.
Efter det ved jeg ikke .. Jeg vil ikke tænke længere. Jeg vil blive gravid indenfor de tre måneder, og ellers må vi tage den derfra. Jeg kan kun rumme de tre måneder frem.
Sidste mandag var der åbent hus i Landforeningen Spædbarnsdød. Jeg havde planlagt at komme, fordi jeg hele tiden er sulten efter noget omkring Saga og sorgen, anyting. At tale om det, beskæftige mig med det, konfrontere det. Det gør ondt, men det skal gøres. Jeg vil igennem.
Men temaet var "Når man ikke bliver gravid igen", og så stoppede jeg lige op og tænkte "Har jeg brug for at tænke over det nu?". Almindeligvis tager jeg alting på forskud, prøver at gardere mig, prøver at ha en plan B, at ha rummet en situation inden den opstår. Men denne gang tænkte jeg at nej, det er ikke der jeg er nu, og ikke der jeg skal identificere mig med at være. Jeg skal være lige her, lige nu. Der handler det om at forsøge.
Så må jeg deale med hvordan jeg tackler hvis det ikke lykkedes hvis situationen opstår. Ikke nu. Lige nu må jeg formode det lykkes.
Det er en ny måde at tænke på for mig. At jeg ikke garderer mig med viden og indlevelse.
Vi har nu februar og til marts må vi prøve. Denne cyklus vil være den sidste pause-cyklus inden det går løs igen.
Så pausecyklus nu, så naturmetode marts og april og fryseæg til sommer.
Og min plan var så at bruge fertilitetsmonitor for at sikre at vore hjemmeforsøg rammer optimalt. For at lære monitoren at kende og tjekke at jeg fungerer som jeg skal, ville jeg teste en cyklus før, og det er nu.
Så jeg finder det lidt vildt at jeg fik pakken lige i dag. Man skal starte monitoren på første menstruationsdag. Det burde være i går, men der er kun en svagt spor af brunligt udflod, ikke nok til at kalde menses. Så det kommer nok i løbet af i dag, og så er det fandme heldigt den kom nu!
Og det er også heldigt at jeg hørte posten! Vi har ingen dørklokke og bor på første sal, dvs. at ingen kan komme i kontakt med os medmindre de ringer på mobilen. Men jeg hørte tilfældigt posten banke på døren nedenunder. Alle andre pakker ender som en seddel i postkassen ...
Og for lige at gøre det mere sært, så blev den sendt til mig lidt for sent, fordi hende jeg købte den af lige var indlagt og ikke fik det gjort før for en uge siden. Hun skrev så til mig at hun er gravid i 21. uge med tvillinger, som - hold fast - er resultatet af fryseæg i ikke-hormonstumleret cyklus! Hun ved intet om mig!
Det er fandme et tilfælde! Det er ikke særlig mange der få ustimulerede ægoplægninger, så hvor sært er det lige at den kvinde lige netop får det, og oven i købet med frysæg, og så er der bid ...
En succeshistorie at starte min egen historie med. :)
Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg bilder mig ind, at jeg har fået et pust babystøv i min retning ...
Der er så noget der slog mig. Hold da kæft hvor vil jeg gå langt!
Lægen fortalte mig om risikoen for at min livmoder ka briste under graviditet pga. operationen. Han mente ikke den var så høj at det er uforsvarligt at lade mig forsøge, men han nævnte den var der. Og brister livmoderen kan den rive en blodåre over. Og gør den det, kan jeg forbløde meget meget hurtigt. Så hurtigt at han sagde at hvis jeg ikke var op og ned af et sygehus ville jeg kunne dø.
Og det rørte mig ikke.
Manden siger at der er en reel og forhøjet risiko for at jeg kan dø af at blive gravid, og det rører mig ikke.
Jeg vil hellere dø end ikke at forsøge.
Tal om at være besat ...
Mentalt kiggede jeg mig selv i øjnene og spurgte "Hvad er det du har gang i? Hvor langt vil du gå?". Hele vejen var svaret. Det her fylder alt for mig. Jeg vil bare så hamrende, uendeligt, fuckende, blødende gerne ha et nyt barn. Nej, helst vil jeg ha Saga tilbage. Men det er ikke muligt, så et nyt barn er næstbedst.
Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden. Og så er det med at kunne dø ikke så væsentligt.
Er det bare en formeringsdrift? Er jeg et evolutionsdyr der er drevet mod at opnå mit formål?
Eller hvad er det, det moderinstinkt og den drift?
Jeg har mærket moderkærligheden i mig, og jeg vil være i den. Jeg har ikke mit barn at vise omsorg og passe på, det vil jeg have.
Jeg føler mig ikke knald i låget, men en del af mig siger at det må jeg være. Siden det her kan override alt andet. Alt.
Hm.
Men nu har jeg da fået mig en elektronisk dims at lege med, og så skal jeg bare blive gravid?
(Og så har jeg slet ikke talt om risikoen for at jeg gror nye fibromer og mister næste barn også. Det skræmmer mig heller ikke fra det. Jeg VIL.)
19 december 2010
Tiden går
Efter operationen har vi jo nu en lillebitte chance for at kunne blive gravide igen.
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør, så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...
Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.
Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.
Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.
Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.
Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.
Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.
Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.
Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.
Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.
Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør, så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...
Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.
Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.
Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.
Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.
Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.
Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.
Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.
Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.
Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.
Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...
09 december 2010
Endelig lidt held!
Endelig noget at være positiv over. :)
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.
De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer.
Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.
Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.
Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.
På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.
Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!
Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*
Men Hey - ingen fibromer!!! :D
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.
De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer.
Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.
Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.
Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.
På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.
Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!
Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*
Men Hey - ingen fibromer!!! :D
29 november 2010
Håb
Totalt mod forventning sagde lægen at han godt ville forsøge at operere fibromerne bort! :D
Der er en meget stor risiko for at han må fjerne livmoderen, men han mente der var en chance for at det kunne lykkes. Jeg sku skrive under på at jeg accepterede risikoen for at livmoderen røg, men well, det vidste jeg jo godt. Til gengæld var han ikke bange for mit liv mine nyrer havde det fint. :) Så der er ikke noget med mig iøvrigt.
Han sagde så tydeligt at han ikke på nogen måde kunne garantere mig at jeg ville kunne blive gravid efter operationen. Men altså. Bare et sandkorn af håb og jeg er glad. Det er bedre end intet. Som det er nu har jeg intet håb, og uden livmoder heller ikke. Så der er intet at tabe ved at forsøge.
Jeg er meget forvirret. Og udmattet. Og har svært ved at mærke hvad jeg føler. Jeg var SÅ sikker på at han ville sige det ikke kunne lade sig gøre.
Jeg så min MR scanning, og den var grum. Der lå de her enorme bolde over hele livmoderen. Og et af dem da inde i livmodervæggen og havde trukke min livmodermund ud af facon. De var virkelig store.
Da jeg så billederne tænkte jeg det ville være umuligt. Men så sagde han ar han ville forsøge.
Jeg har fået en operationstid i næste uge! 7/12. Det er også så hurtigt at jeg slet ikke kan krølle mit hovede rundt om det ...
Jeg skal lige fordøje informationerne.
Efter lægesamtalen fik jeg taget blodprøver, så talte jeg med narkoselægen og så ventede jeg en time(!) på at tale med en sygeplejerske om operationen. Jeg var der i 3 1/2 time ...
Jeg er helt udkørt.
Der er en meget stor risiko for at han må fjerne livmoderen, men han mente der var en chance for at det kunne lykkes. Jeg sku skrive under på at jeg accepterede risikoen for at livmoderen røg, men well, det vidste jeg jo godt. Til gengæld var han ikke bange for mit liv mine nyrer havde det fint. :) Så der er ikke noget med mig iøvrigt.
Han sagde så tydeligt at han ikke på nogen måde kunne garantere mig at jeg ville kunne blive gravid efter operationen. Men altså. Bare et sandkorn af håb og jeg er glad. Det er bedre end intet. Som det er nu har jeg intet håb, og uden livmoder heller ikke. Så der er intet at tabe ved at forsøge.
Jeg er meget forvirret. Og udmattet. Og har svært ved at mærke hvad jeg føler. Jeg var SÅ sikker på at han ville sige det ikke kunne lade sig gøre.
Jeg så min MR scanning, og den var grum. Der lå de her enorme bolde over hele livmoderen. Og et af dem da inde i livmodervæggen og havde trukke min livmodermund ud af facon. De var virkelig store.
Da jeg så billederne tænkte jeg det ville være umuligt. Men så sagde han ar han ville forsøge.
Jeg har fået en operationstid i næste uge! 7/12. Det er også så hurtigt at jeg slet ikke kan krølle mit hovede rundt om det ...
Jeg skal lige fordøje informationerne.
Efter lægesamtalen fik jeg taget blodprøver, så talte jeg med narkoselægen og så ventede jeg en time(!) på at tale med en sygeplejerske om operationen. Jeg var der i 3 1/2 time ...
Jeg er helt udkørt.
22 november 2010
Svært at være midt i
Jeg fik min mestruation igen i går aftes, den tredje efter fødslen. Og som de to foregående er den overdrevet voldsom og jeg mister alt for meget blod. Da jeg gik i seng i går aftes viste jeg godt jeg skulle ringe til lægen her til morgen og få endnu en recept på de piller der hjælper til at mindske blødningen.
Hele natten drømte jeg dumt. Sådan alt muligt jeg skulle nå og ikke kunne nå, med desperation og frustration. Og i drømmen forklarede jeg igen og igen folk omkring mig at jeg skulle på apoteket efter de dér piller, og at jeg skulle ha fjernet min livmoder.
Væmmeligt realistisk.
Åbenbart tumler min underbevidsthed med at jeg skal til lægen på mandag og få svaret på MR scanningen af min livmoder - kan mine fibromer forsøges bortopereret eller skal livmoderen fjernes helt. Og om der er andet i mig der har taget skade (fandt ud af at den blodprøve jeg fik taget inden scanningen er for at teste min nyrefunktion, nyrene kan være skadet hvis et fibrom klemmer urinblæren).
Jeg har det rigtig svært med det. Jeg ved godt at chancen for at jeg kan bevare livmoderen er meget meget lille, og at hvis de overhovedet vil forsøge at bortopere fibromer, så er der alligevel ingen garanti for at jeg vågner op med livmoderen i behold. Og faktsk også en risiko for at jeg kan dø på operationsbordet. Det sker. Blødningen er ret heftig. Det er almindeligt at miste en liter blod når man fjerner et enkelt fibrom - og jeg har fem store plus nogle små ...
Fuck hvor jeg synes det er svært. At miste Saga og at vide at min krop er i stykker nu, at jeg ikke dur som jeg skal. At det jeg oplevede med at være gravid, med at mærke hende gro i mig, det kommer jeg aldrig til at opleve igen.
Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Især når jeg ligger i sengen om aftenen og lige kommer til at tænke på hvordan det føltes at vende mig med min store mave, og hvordan jeg kunne mærke hende sparke og mosle rundt.
At jeg aldrig skal opleve den forandring af at være gravid igen.
Nu er jeg bare mig. Uden liv i mig. Uden muligheden for at kunne skabe det.
Jeg forstår det ikke.
De her blødninger går mig på nerverne. Det er så synligt at der er noget galt i min krop. Jeg kan ikke ignorere det når jeg bløder og bløder og bløder.
Så unaturligt. Og bekymrende.
Fandens. :-(
Hele natten drømte jeg dumt. Sådan alt muligt jeg skulle nå og ikke kunne nå, med desperation og frustration. Og i drømmen forklarede jeg igen og igen folk omkring mig at jeg skulle på apoteket efter de dér piller, og at jeg skulle ha fjernet min livmoder.
Væmmeligt realistisk.
Åbenbart tumler min underbevidsthed med at jeg skal til lægen på mandag og få svaret på MR scanningen af min livmoder - kan mine fibromer forsøges bortopereret eller skal livmoderen fjernes helt. Og om der er andet i mig der har taget skade (fandt ud af at den blodprøve jeg fik taget inden scanningen er for at teste min nyrefunktion, nyrene kan være skadet hvis et fibrom klemmer urinblæren).
Jeg har det rigtig svært med det. Jeg ved godt at chancen for at jeg kan bevare livmoderen er meget meget lille, og at hvis de overhovedet vil forsøge at bortopere fibromer, så er der alligevel ingen garanti for at jeg vågner op med livmoderen i behold. Og faktsk også en risiko for at jeg kan dø på operationsbordet. Det sker. Blødningen er ret heftig. Det er almindeligt at miste en liter blod når man fjerner et enkelt fibrom - og jeg har fem store plus nogle små ...
Fuck hvor jeg synes det er svært. At miste Saga og at vide at min krop er i stykker nu, at jeg ikke dur som jeg skal. At det jeg oplevede med at være gravid, med at mærke hende gro i mig, det kommer jeg aldrig til at opleve igen.
Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Især når jeg ligger i sengen om aftenen og lige kommer til at tænke på hvordan det føltes at vende mig med min store mave, og hvordan jeg kunne mærke hende sparke og mosle rundt.
At jeg aldrig skal opleve den forandring af at være gravid igen.
Nu er jeg bare mig. Uden liv i mig. Uden muligheden for at kunne skabe det.
Jeg forstår det ikke.
De her blødninger går mig på nerverne. Det er så synligt at der er noget galt i min krop. Jeg kan ikke ignorere det når jeg bløder og bløder og bløder.
Så unaturligt. Og bekymrende.
Fandens. :-(
16 november 2010
Svært
Jeg har ikke skrevet så meget på det sidste, for jeg har det ikke så godt.
Sådan ikke akut krise, jeg synes bare det hele er svært, så svært at jeg ingengang føler jeg kan formulere hvad det er jeg tumler med. Og jeg føler mig ret alene med det, jeg har ikke rigtig fået kontakt til mine venner og kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg gør med dem.
I dag er det mig og T' 5 års dag, hvilket vi normalt ville ha gjort en helvedes masse ud af. Vi er begge superromantikere, og så har vi været igennem så mange svære tider samme, at det at vi har hinanden er ekstra særligt. Vi værdsætter virkelig at vores kærlighed er så holdbar.
Men i dag har ikke være romantisk - T tog udmattet på arbejde efter endnu en dårlig nat (han havde i forvejen søvnforstyrrelser pga noget gammel PTS, så et nyt traume har absolut ikke gjort det bedre). Han kom så hjem og mødte mig på hopitalet, for yippie (not!) jeg sku ha en MR scanning af min livmoder. Lige i dag.
Jeg troede en MR scanning gik hurtigt, at det var sådan ind, scan scan, ud. Det viste sig at tage en time ...
godt jeg har dyrket yoga så jeg har læt at ligge helt stille længe.
T gik med ind, men vi kunne ikke tale sammen pga støjen, så han satte sig til at halvsove. Jeg gled også lidt væk indimellem, af at ligge der i en snæver tunnel musestille.
Der var lige et par gange undervejs hvor jeg blev rigtig ked af det. Når jeg sådan lå helt stille med lukkede øjne i en time, indkapslet i en støjende maskine, drev mine tanker rundt. Igen og igen landede de hos Saga, på hvorfor jeg var i den maskine, på min deforme livmoder og mit spinkle håb om at kunne opereres. Men igen og igen, hvorfor jeg ikke kunne beholde hende i mig længere.
Jeg er også bange for de fibromer. Det er sjældent kræft, men sjældent betyder at det sker. Og slemme ting har det med at ske for mig. Jeg bliver skræmt ved tanken om at min livmoder evt. er ved at blive ædt op af kræft, at det kan sprede sig, at jeg kan dø.
Det behøver det jo på ingen måde at være, højst sandsynligt ikke. Men når der sker så mærkelige ting i min krop, når mit forløb er atypisk, når jeg kan mærke hårde knuder udefra og hele området fra navlen til venusbjerget er knuder, så bekymrer jeg mig. Hvad fanden sker der med min krop?!? Hvorfor er min livmodere pludselig en enorm gevækst. Hvorfor er jeg ikke længere i stand til at bære et barn, eller bare at leve normalt. De ukontrolable blødninger jeg nu får af fibromerne kan jo ikke blive ved. De piller der kan stoppe blodet har jeg en stærk mistanke om også øger faren for blodpropper. De er jo det omvendte af blodfortyndende, de hindrer opløsning af størknet blod - hvad er det lige en blodprop er?! ... Fandens.
Jeg er bange for det hele. For at være defekt. For at dø. For at leve.
Jeg synes ikke rigtig det spiller. Der er ikke rigtig noget at se frem til, kun flere besværligheder, mere at kæmpe med. Det er ikke ovre, der bliver ved med at være noget.
Jeg kan ikke forestille mig hvordan mit liv skal blive godt igen.
Og jeg ved ikke hvordan jeg fejrer den 5-års dag der ville ha været så fantastisk, hvis jeg var godt igang med 7. måned nu.
(Lige nu sku vi købe babyseng og puslebord, planlægge og tale om hvordan vores liv ville blive når vores datter kom ud. Vi sku ikke stå med MR scanninger og operationer og sygemeldinger og kommuner der vil holde samtaler. Vi sku være glade.)
Sådan ikke akut krise, jeg synes bare det hele er svært, så svært at jeg ingengang føler jeg kan formulere hvad det er jeg tumler med. Og jeg føler mig ret alene med det, jeg har ikke rigtig fået kontakt til mine venner og kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg gør med dem.
I dag er det mig og T' 5 års dag, hvilket vi normalt ville ha gjort en helvedes masse ud af. Vi er begge superromantikere, og så har vi været igennem så mange svære tider samme, at det at vi har hinanden er ekstra særligt. Vi værdsætter virkelig at vores kærlighed er så holdbar.
Men i dag har ikke være romantisk - T tog udmattet på arbejde efter endnu en dårlig nat (han havde i forvejen søvnforstyrrelser pga noget gammel PTS, så et nyt traume har absolut ikke gjort det bedre). Han kom så hjem og mødte mig på hopitalet, for yippie (not!) jeg sku ha en MR scanning af min livmoder. Lige i dag.
Jeg troede en MR scanning gik hurtigt, at det var sådan ind, scan scan, ud. Det viste sig at tage en time ...
godt jeg har dyrket yoga så jeg har læt at ligge helt stille længe.
T gik med ind, men vi kunne ikke tale sammen pga støjen, så han satte sig til at halvsove. Jeg gled også lidt væk indimellem, af at ligge der i en snæver tunnel musestille.
Der var lige et par gange undervejs hvor jeg blev rigtig ked af det. Når jeg sådan lå helt stille med lukkede øjne i en time, indkapslet i en støjende maskine, drev mine tanker rundt. Igen og igen landede de hos Saga, på hvorfor jeg var i den maskine, på min deforme livmoder og mit spinkle håb om at kunne opereres. Men igen og igen, hvorfor jeg ikke kunne beholde hende i mig længere.
Jeg er også bange for de fibromer. Det er sjældent kræft, men sjældent betyder at det sker. Og slemme ting har det med at ske for mig. Jeg bliver skræmt ved tanken om at min livmoder evt. er ved at blive ædt op af kræft, at det kan sprede sig, at jeg kan dø.
Det behøver det jo på ingen måde at være, højst sandsynligt ikke. Men når der sker så mærkelige ting i min krop, når mit forløb er atypisk, når jeg kan mærke hårde knuder udefra og hele området fra navlen til venusbjerget er knuder, så bekymrer jeg mig. Hvad fanden sker der med min krop?!? Hvorfor er min livmodere pludselig en enorm gevækst. Hvorfor er jeg ikke længere i stand til at bære et barn, eller bare at leve normalt. De ukontrolable blødninger jeg nu får af fibromerne kan jo ikke blive ved. De piller der kan stoppe blodet har jeg en stærk mistanke om også øger faren for blodpropper. De er jo det omvendte af blodfortyndende, de hindrer opløsning af størknet blod - hvad er det lige en blodprop er?! ... Fandens.
Jeg er bange for det hele. For at være defekt. For at dø. For at leve.
Jeg synes ikke rigtig det spiller. Der er ikke rigtig noget at se frem til, kun flere besværligheder, mere at kæmpe med. Det er ikke ovre, der bliver ved med at være noget.
Jeg kan ikke forestille mig hvordan mit liv skal blive godt igen.
Og jeg ved ikke hvordan jeg fejrer den 5-års dag der ville ha været så fantastisk, hvis jeg var godt igang med 7. måned nu.
(Lige nu sku vi købe babyseng og puslebord, planlægge og tale om hvordan vores liv ville blive når vores datter kom ud. Vi sku ikke stå med MR scanninger og operationer og sygemeldinger og kommuner der vil holde samtaler. Vi sku være glade.)
23 oktober 2010
Håb eller ikke
Jeg snakkede lidt med T her i dag, han mener at lægen virkelig påpegede at chance for en succesfuld operation ikke var god, men at han ville sende mig til MRI scanning og ham kirurgen for at tjekke det.
Så T tror ikke vi skal regne med det.
Jeg synes det lød mere positivt, men det afhænger måske af ørene der hører, måske ville jeg gerne høre mere håb i det.
Det tog os tre år at blive gravide med Saga, og utallige fertilitetsbehandlinger der ikke gjorde tricket. Så selv med en evt. operation er chancen minimal. Jeg er 39, inden jeg er opereret og helet er jeg måske 40-41, og jeg er i forvejen målt til at have få æg. Chancen er ikke stor for at jeg overhovedet kan blive gravid, selv hvis min livmoder kan repareres.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro og håbe. Det er hamrende dårlige odds. Jeg er bare nødt til at prøve før jeg giver helt op, også selvom det nok kun er 0,5-1% chance.
Det er mere sandsynligt at min livmoder bliver fjernet under operationen, hvis det kommer så langt (det er der en meget stor risiko for, da det kan være nødvendigt hvis man ikke kan styre blødningen).
Well, vi må se. Første skridt er en MRI scanning. Er der ikke væg nok mellem fibromer og livmoderhulrum så giver det sig selv ...
Så T tror ikke vi skal regne med det.
Jeg synes det lød mere positivt, men det afhænger måske af ørene der hører, måske ville jeg gerne høre mere håb i det.
Det tog os tre år at blive gravide med Saga, og utallige fertilitetsbehandlinger der ikke gjorde tricket. Så selv med en evt. operation er chancen minimal. Jeg er 39, inden jeg er opereret og helet er jeg måske 40-41, og jeg er i forvejen målt til at have få æg. Chancen er ikke stor for at jeg overhovedet kan blive gravid, selv hvis min livmoder kan repareres.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro og håbe. Det er hamrende dårlige odds. Jeg er bare nødt til at prøve før jeg giver helt op, også selvom det nok kun er 0,5-1% chance.
Det er mere sandsynligt at min livmoder bliver fjernet under operationen, hvis det kommer så langt (det er der en meget stor risiko for, da det kan være nødvendigt hvis man ikke kan styre blødningen).
Well, vi må se. Første skridt er en MRI scanning. Er der ikke væg nok mellem fibromer og livmoderhulrum så giver det sig selv ...
22 oktober 2010
Samtalen på hospitalet
Det gik overraskende okay. Da vi kom ind på sygehuset fik T det ret skidt, han fik hjertebanken og følte sig angst. Men der var ikke så meget at gøre ved det, vi SKULLE jo være der. Jeg var overraskende ligeglad. I detached mode. Jeg følte ingenting. Overhovedet. Ved ikke om det er godt eller skidt. Jeg har det med at flygte for mine følelser hvis jeg kan.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.
Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.
Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.
Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.
Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!
Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.
Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.
Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.
Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.
Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!
Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.
21 oktober 2010
Samtale på hospitalet i morgen
I morgen skal jeg til samtale på hospitalet om forløbet omkring min fødsel. Jeg ved egentligt ikke nøjagtig hvad det er der skal ske, om jeg skal undersøges (det er otte uger siden nu), om det bare er selve fødslen vi skal gennemtale eller om det er hele deres håndtering af mit forløb (som jeg har en del kritik af), om det er hvad der skal gøres yderligere (min livmoder er jo fuld af fibromer).
Jeg er ... well, ikke nervøs, men ... ubehageligt anspændt omkring at skulle til den. Jeg frygter den. Følelserne. At skulle konfronteres med følelserne og med hvor svigtet jeg i virkeligheden føler mig. Jeg vil på en måde helst undvige, undgå det hele.
Men det er jo nødvendigt.
Jeg satte mig ned for en time siden og skrev hele forløbet ned, fra sidste mens inden, den dag vi lavede hende, den dag jeg testede positivt osv. Så vidt jeg kan se er jeg blevet scannet en 6-7 gange i forløbet, og yderligere 3-4 gange da jeg begyndte at blive indlagt. og jeg har haft smerter næsten fra starten af. Tre indlæggelser.
Hun er lavet 20/4. Jeg testede positivt 10/5.
Jeg så hjerteblink første gang 21/5 da jeg var 5+6. Jeg mærkede liv 3/8 da jeg var sat til 17+0 (reelt 16+3). Jeg hørte hendes hjertelyd for første gang 16/8 da jeg var 18+6 (reelt 18+2) (ved akut lægebesøg med stærke smerter - og senere samme dag på hospitalet).
Det er meget sært at sidde og se det hele liniært og vide hvad vej det gik. Jeg føler mig afmagtet.
Hvis bare ...
Under graviditeten har jeg flere gange være bekymret for om hun nu havde de rigtige mål eller om hun var for lille. Ved nakkefoldsscanningen blev jeg sat frem med fire dage. Hvis jeg trækker dem fra igen, blev hun ikke født 20+6 men 20+2. Og tjekker jeg gennemsnitsmål så passer det fint til hendes størrelse. Hun var 26 cm og 315 gram. I starten af uge 20 er gennemsnittet 24 cm og 330 gram. Så hun var helt fin.
Det har jeg først kunne holde ud at undersøge nu. Dog har jeg bidt mærke i mål og vægt andre har angivet for børn født i samme alder, og umiddelbart synes jeg Sagas mål virkede meget rigtige i forhold til.
Selvom det er omsonst nu, så er der noget i mig der kan få lidt ro. At der ikke var noget galt. Jeg har bekymret mig så længe, hele graviditeten. Så selvom hun jo rent faktisk døde, det værste der kunne ske, så har jeg ihvertfald være bekymret over det forkerte, hun var okay. Så det kan jeg slippe.
Men fuck, jeg glæder mig ikke til i morgen. Aner ikke hvordan jeg vil have det, eller hvordan jeg vil tage det. Jeg frygter at jeg igen ikke ved hvordan jeg kommer videre med det, og igen ikke føler at nogen passer på mig eller hjælper mig.
Jeg frygter at der ikke er nogen fysisk undersøgelse, så jeg bagefter stadig ikke aner hvordan det står til indeni mig. Om fibromerne har standset væksten eller er blevet større. Om der er nekrose i dem. Om jeg har afstødt slimhinden ved min to uger lange menstruationsblødning der blev kunstigt stoppet med piller til sidst, eller om der stadig er noget i mig der ikke burde være.
Om jeg er okay, eller om det er helt galt.
Og hvor jeg skal henvende mig, hvad jeg skal gøre?
Og jeg frygter at græde og have det rigtig skidt.
Jeg føler mig så afmagtet. Og lost. Som jeg har gjort under det meste af graviditeten.
Det bliver en svær dag i morgen (det vil sige i dag, den er over midnat).
Jeg er ... well, ikke nervøs, men ... ubehageligt anspændt omkring at skulle til den. Jeg frygter den. Følelserne. At skulle konfronteres med følelserne og med hvor svigtet jeg i virkeligheden føler mig. Jeg vil på en måde helst undvige, undgå det hele.
Men det er jo nødvendigt.
Jeg satte mig ned for en time siden og skrev hele forløbet ned, fra sidste mens inden, den dag vi lavede hende, den dag jeg testede positivt osv. Så vidt jeg kan se er jeg blevet scannet en 6-7 gange i forløbet, og yderligere 3-4 gange da jeg begyndte at blive indlagt. og jeg har haft smerter næsten fra starten af. Tre indlæggelser.
Hun er lavet 20/4. Jeg testede positivt 10/5.
Jeg så hjerteblink første gang 21/5 da jeg var 5+6. Jeg mærkede liv 3/8 da jeg var sat til 17+0 (reelt 16+3). Jeg hørte hendes hjertelyd for første gang 16/8 da jeg var 18+6 (reelt 18+2) (ved akut lægebesøg med stærke smerter - og senere samme dag på hospitalet).
Det er meget sært at sidde og se det hele liniært og vide hvad vej det gik. Jeg føler mig afmagtet.
Hvis bare ...
Under graviditeten har jeg flere gange være bekymret for om hun nu havde de rigtige mål eller om hun var for lille. Ved nakkefoldsscanningen blev jeg sat frem med fire dage. Hvis jeg trækker dem fra igen, blev hun ikke født 20+6 men 20+2. Og tjekker jeg gennemsnitsmål så passer det fint til hendes størrelse. Hun var 26 cm og 315 gram. I starten af uge 20 er gennemsnittet 24 cm og 330 gram. Så hun var helt fin.
Det har jeg først kunne holde ud at undersøge nu. Dog har jeg bidt mærke i mål og vægt andre har angivet for børn født i samme alder, og umiddelbart synes jeg Sagas mål virkede meget rigtige i forhold til.
Selvom det er omsonst nu, så er der noget i mig der kan få lidt ro. At der ikke var noget galt. Jeg har bekymret mig så længe, hele graviditeten. Så selvom hun jo rent faktisk døde, det værste der kunne ske, så har jeg ihvertfald være bekymret over det forkerte, hun var okay. Så det kan jeg slippe.
Men fuck, jeg glæder mig ikke til i morgen. Aner ikke hvordan jeg vil have det, eller hvordan jeg vil tage det. Jeg frygter at jeg igen ikke ved hvordan jeg kommer videre med det, og igen ikke føler at nogen passer på mig eller hjælper mig.
Jeg frygter at der ikke er nogen fysisk undersøgelse, så jeg bagefter stadig ikke aner hvordan det står til indeni mig. Om fibromerne har standset væksten eller er blevet større. Om der er nekrose i dem. Om jeg har afstødt slimhinden ved min to uger lange menstruationsblødning der blev kunstigt stoppet med piller til sidst, eller om der stadig er noget i mig der ikke burde være.
Om jeg er okay, eller om det er helt galt.
Og hvor jeg skal henvende mig, hvad jeg skal gøre?
Og jeg frygter at græde og have det rigtig skidt.
Jeg føler mig så afmagtet. Og lost. Som jeg har gjort under det meste af graviditeten.
Det bliver en svær dag i morgen (det vil sige i dag, den er over midnat).
03 oktober 2010
Frustreret over manglende hjælp til permanent barnløse
Jeg er simpelthen så furstreret over at der ikke rigtig findes nogen hjælpe eller støttet til "ægte" barnløse. Dvs. os der definitivt ikke kan få børn.
Jeg ville tror at Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse var der for en, men så vidt jeg kan se burde den hedde "Foreningen for folk i fertilitetsbehandling". Alt fra dem handler om fertilitetsbehandling eller adoption, inkl. at være forældre til barn fremkommet i fetilitetsbehandling (sorry, men det er altså ikke at være barnløs!).
Jeg har en historisk med fertilitetsbehandling, og blev gravid, men fødte for tidligt i 5. måned hvilket min datter døde af. Eksplosiv vækst af fibromer på min livmoder under graviditeten gør at den ikke længere dur, dvs. jeg definitivt ikke kommer til at kunne bære et barn til termin. Jeg skal højst sandsynligt have fjernet min livmoder når jeg er kommet mig efter fødslen. Så det er slut.
Så ingen børn til os.
Men når jeg så søger svar på hvordan man forliger sig på et liv uden børn, hvordan man finder en mening i tilværelsen, når hele vores liv i så mange år har handlet om at forsøge, og vi virkelig har været indstillet på det og VALGT et liv med børn - well, så er der bare ingenting at hente nogen steder.
Nada.
Vi kan gå hjem og være deprimerede for os selv.
Eller vi kan lade os storbombardere med historier og problmatikker om alle de, der stadig har muligheden via fetilitetsbehandling. Men hvad kan vi bruge det til?
Det giver os ingen redskaber til at acceptere vores situation.
Lige nu er vi så dobbelt ramt, fordi vi står midt i en enorm sorg over tabet af vores lille datter, samtidig med at vi skal bearbejde sorgen over tabet af det liv vi troede vi skulle have. Dvs. to kriser på samme tid.
Heldigvis er Landsforeningen Spædbarnsdød virkelig god. De giver en enorm støtte.
Gid jeg kunne sige det samme om Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse, men der er godt nok ikke meget at komme efter hvis man rent faktisk ER barnløs, og ikke bare midlertidigt barnløs.
Jeg ville tror at Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse var der for en, men så vidt jeg kan se burde den hedde "Foreningen for folk i fertilitetsbehandling". Alt fra dem handler om fertilitetsbehandling eller adoption, inkl. at være forældre til barn fremkommet i fetilitetsbehandling (sorry, men det er altså ikke at være barnløs!).
Jeg har en historisk med fertilitetsbehandling, og blev gravid, men fødte for tidligt i 5. måned hvilket min datter døde af. Eksplosiv vækst af fibromer på min livmoder under graviditeten gør at den ikke længere dur, dvs. jeg definitivt ikke kommer til at kunne bære et barn til termin. Jeg skal højst sandsynligt have fjernet min livmoder når jeg er kommet mig efter fødslen. Så det er slut.
Så ingen børn til os.
Men når jeg så søger svar på hvordan man forliger sig på et liv uden børn, hvordan man finder en mening i tilværelsen, når hele vores liv i så mange år har handlet om at forsøge, og vi virkelig har været indstillet på det og VALGT et liv med børn - well, så er der bare ingenting at hente nogen steder.
Nada.
Vi kan gå hjem og være deprimerede for os selv.
Eller vi kan lade os storbombardere med historier og problmatikker om alle de, der stadig har muligheden via fetilitetsbehandling. Men hvad kan vi bruge det til?
Det giver os ingen redskaber til at acceptere vores situation.
Lige nu er vi så dobbelt ramt, fordi vi står midt i en enorm sorg over tabet af vores lille datter, samtidig med at vi skal bearbejde sorgen over tabet af det liv vi troede vi skulle have. Dvs. to kriser på samme tid.
Heldigvis er Landsforeningen Spædbarnsdød virkelig god. De giver en enorm støtte.
Gid jeg kunne sige det samme om Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse, men der er godt nok ikke meget at komme efter hvis man rent faktisk ER barnløs, og ikke bare midlertidigt barnløs.
01 september 2010
Hvad der skete da vi mistede vores datter
Som jeg skrev i går mistede vi vore datter i 5. måned. Lige 4 uger for tidligt til at have bare en lille chance for at kunne reddes.
For evt. interesserede var forløbet sådan her:
Onsdags blev jeg akut indlagt med blødning og siden stærke smerter. Reelt var det en begyndende fødsel, udløst af de fibromer jeg har på livmoderen. De fik veerne stoppet og efter en nat på hospitalet blev jeg sendt hjem.
Men søndag blev jeg så overfaldet af stærke smerter igen, og da jeg ankom til akutgangen var min livmodermund åben og fødslen igang. Scanninger viste at det ikke var muligt at lukke til igen, lidt af fostersækken var allerede synlig.
Vi blev informeret om at babyen ikke kunne overleve på dette stadie.
Mandag besluttede de sig til at skynde på processen og give mig noget ve-stimulerende, og mandag eftermiddag fødte jeg så. Jeg fik en epidural-blokade, selvom jeg var bange for den. Desværre virkede den ikke komplet, av! Det var faktisk en rigtig fødsel, trods at det var lige et par dage til grænsen mellem om man kalder det fødsel eller abort, rent juridisk.Der gik en del timer fra de første veer til selve fødslen, men da de først kom tæt, gik det stærkt. Og heldigvis lykkedes det også at få moderkagen med ud - der var ellers stor risiko for at de måtte fjerne min livmoder under en efterfølgende udskrabning, pga af de mange fibromer (fem meget store og en mængde små). Men indtil videre er alt gået godt, og jeg har min livmoder i behold.
Fordi hun var levende lige da hun blev født, betragtes hun som levendefødt, selvom hun kun levede få minutter. Hun blev derfor ikke aborteret men født for tidligt, selvom hun var en dag under grænsen.
Vi så vores lille datter, hun var helt perfekt, men lille. 26 cm lang. Et komplet lille menneske, men slank og voksen-menneskeagtig, fordi babyfedtet ikke var dannet endnu. Hun havde tydelig træk fra både mig og min kæreste. Hun levede et kort øjeblik, men døde meget hurtigt, da hun ikke kunne overleve. Hun åbnede aldrig øjnene.Vi regner med at få hende kremeret og sprede hendes aske i havet.
Selvom det kan forekomme makabert var det faktisk rart at se hende, og tage afsked med hende.
Umiddelbart er dommen at vi IKKE kan få børn, ikke med min alder og min problematiske livmoder. Det er selvfølgelig helt utroligt hårdt. Vi har kæmpet i så mange år, og det var så tæt på at lykkes.
Vi er selvfølgelig i dyb dyb sorg, og det kommer nok til at tage tid for os at deale med at vores liv bliver meget anderledes end hvad vi ønsker, og med at have mistet vores datter, når nu det var så tæt på at lykkes. "Hvad nu hvis" er svær at holde for døren ... Men det er sket som det er sket, og kan ikke gøres om.
Det var vores højeste ønske i hele verden, og det er svært at acceptere at sådan bliver det ikke.
Jeg svinger mellem at være helt cool og mig selv, og så tage tudeture hvor alt er skod. Og sådan vil det nok være i lang tid. Sorg bliver deværre ved med at være der, man lærer bare at leve med den og finde en plads hvor den ikke fylder alt i ens liv. Det er den process vi er igang med. Heldigvis har vi hinanden, og vi har dealet med så mange kriser sammen allerede, at vi ved at det bringer os tættere, ikke fjernere.
Men der er en lang lang lang tung vej endnu.
Anyway - det er en fandens hård omgang, men vi overlever det på sigt... Men det vil tage meget lang tid og det vil præge os det næste lange stykke tid og være en del af hvem vi er fremover. Desværre.
Well - sådan endte det eventyr for os.
Det var et mirakel at hun blev skabt, en katastrofe at vi mistede hende.
For evt. interesserede var forløbet sådan her:
Onsdags blev jeg akut indlagt med blødning og siden stærke smerter. Reelt var det en begyndende fødsel, udløst af de fibromer jeg har på livmoderen. De fik veerne stoppet og efter en nat på hospitalet blev jeg sendt hjem.
Men søndag blev jeg så overfaldet af stærke smerter igen, og da jeg ankom til akutgangen var min livmodermund åben og fødslen igang. Scanninger viste at det ikke var muligt at lukke til igen, lidt af fostersækken var allerede synlig.
Vi blev informeret om at babyen ikke kunne overleve på dette stadie.
Mandag besluttede de sig til at skynde på processen og give mig noget ve-stimulerende, og mandag eftermiddag fødte jeg så. Jeg fik en epidural-blokade, selvom jeg var bange for den. Desværre virkede den ikke komplet, av! Det var faktisk en rigtig fødsel, trods at det var lige et par dage til grænsen mellem om man kalder det fødsel eller abort, rent juridisk.Der gik en del timer fra de første veer til selve fødslen, men da de først kom tæt, gik det stærkt. Og heldigvis lykkedes det også at få moderkagen med ud - der var ellers stor risiko for at de måtte fjerne min livmoder under en efterfølgende udskrabning, pga af de mange fibromer (fem meget store og en mængde små). Men indtil videre er alt gået godt, og jeg har min livmoder i behold.
Fordi hun var levende lige da hun blev født, betragtes hun som levendefødt, selvom hun kun levede få minutter. Hun blev derfor ikke aborteret men født for tidligt, selvom hun var en dag under grænsen.
Vi så vores lille datter, hun var helt perfekt, men lille. 26 cm lang. Et komplet lille menneske, men slank og voksen-menneskeagtig, fordi babyfedtet ikke var dannet endnu. Hun havde tydelig træk fra både mig og min kæreste. Hun levede et kort øjeblik, men døde meget hurtigt, da hun ikke kunne overleve. Hun åbnede aldrig øjnene.Vi regner med at få hende kremeret og sprede hendes aske i havet.
Selvom det kan forekomme makabert var det faktisk rart at se hende, og tage afsked med hende.
Umiddelbart er dommen at vi IKKE kan få børn, ikke med min alder og min problematiske livmoder. Det er selvfølgelig helt utroligt hårdt. Vi har kæmpet i så mange år, og det var så tæt på at lykkes.
Vi er selvfølgelig i dyb dyb sorg, og det kommer nok til at tage tid for os at deale med at vores liv bliver meget anderledes end hvad vi ønsker, og med at have mistet vores datter, når nu det var så tæt på at lykkes. "Hvad nu hvis" er svær at holde for døren ... Men det er sket som det er sket, og kan ikke gøres om.
Det var vores højeste ønske i hele verden, og det er svært at acceptere at sådan bliver det ikke.
Jeg svinger mellem at være helt cool og mig selv, og så tage tudeture hvor alt er skod. Og sådan vil det nok være i lang tid. Sorg bliver deværre ved med at være der, man lærer bare at leve med den og finde en plads hvor den ikke fylder alt i ens liv. Det er den process vi er igang med. Heldigvis har vi hinanden, og vi har dealet med så mange kriser sammen allerede, at vi ved at det bringer os tættere, ikke fjernere.
Men der er en lang lang lang tung vej endnu.
Anyway - det er en fandens hård omgang, men vi overlever det på sigt... Men det vil tage meget lang tid og det vil præge os det næste lange stykke tid og være en del af hvem vi er fremover. Desværre.
Well - sådan endte det eventyr for os.
Det var et mirakel at hun blev skabt, en katastrofe at vi mistede hende.
31 august 2010
Vores datter født og død
Jeg fødte i går, alt for tidligt, en lille pige, der døde kort efter fødslen. Hun var helt perfekt, men kom så tidligt at hun ikke kunne reddes.
Det skete pga. alle de fibromer jeg havde dannet på livmoderen, og er kulminationen af flere ugers smertehelvede og bekymring.
Fysisk forløb det okay, psykisk har vi det meget svært.
Fordi hun var levendefødt opfattes det ikke som en abort, men som en fødsel (det var det så også). Hun var lige knap 21 uger og 26 cm lang, og var komplet skabt, bare for lille til at leve.
Mig og T er i dyb sorg, og vil nok være noget ustabile et godt stykke tid. Vi har ikke overskud til se nogen de næste dage, mens vi dealer med chokket ...
Det skete pga. alle de fibromer jeg havde dannet på livmoderen, og er kulminationen af flere ugers smertehelvede og bekymring.
Fysisk forløb det okay, psykisk har vi det meget svært.
Fordi hun var levendefødt opfattes det ikke som en abort, men som en fødsel (det var det så også). Hun var lige knap 21 uger og 26 cm lang, og var komplet skabt, bare for lille til at leve.
Mig og T er i dyb sorg, og vil nok være noget ustabile et godt stykke tid. Vi har ikke overskud til se nogen de næste dage, mens vi dealer med chokket ...
24 august 2010
Update på baby og fibromer
Well, så var vi til MD scan i dag. Den viste at fosteret umiddelbart ser okay ud, men er i den lille ende af normalen. Svarende til ca. en uge mindre end jeg er. Det er okay, selvom jeg da hellere så at den var større. Især da vi er bekymrede for om fibromerne hæmmer dens vækst.
Tilgengæld er mine fibromer igen vokset - og der er kommet flere. Dvs. jeg nu, udover de fem store fibromer, også har en mængde små. Så mange at de ikke ville tælle dem. Livmoderen er simpelthen fyldt med fibromer, det er ret atypisk. Sikkert medicinsk interessant. Men ikke så fedt at se sin livmoder være fuldstændig deform. Og det størte fibrom er fandme stort. Jeg kan mærke det udefra.
Fibromerne giver mig smerter, så jeg har konstant så ondt at jeg næsten ikke kan eksistere ... :(
Det positive var dog at lægen gik meget op i at undersøge min mulighed for at føde selv - det må betyde at han regner med at baby klarer den trods fibromerne. Han sagde også at østrogenen får fibromerne til at vokse, men at senere i graviditeten vil progesteron dominere, og den hæmmer fibromernes vækst. Så der er håb for at de ikke bare bliver ved og ved.
Og han sagde noget med at de flød mere ud senere i graviditeten.
De har dog ikke set så mange før.
Smerterne er der dog ikke meget at gøre ved. Han ville give mig stærk Ibruprofen mod smerterne, men det kan irritere babys hjerte + give mindre fostervand, så det er jeg ikke særlig vild med ... Han var en ældre mand af den gamle skole, så han gik tydeligvis ikke ind for alternativ behandling, og han var svær at snakke med.
Jeg følte ikke rigtig jeg kunne bruge ham eller få svar på mine spørgsmål. :/
Status her og nu er at baby lever og har det fint. Umiddelbart så okay ud, men de havde svært ved at scanne grundigt pga fibromerne. Og at min smerter er ret uundgåelige. Men at vi har en chance for at baby klarer sig. Så det er både godt og dårligt, men vi er forsigtigt forhåbningsfulde ...
Tilgengæld er mine fibromer igen vokset - og der er kommet flere. Dvs. jeg nu, udover de fem store fibromer, også har en mængde små. Så mange at de ikke ville tælle dem. Livmoderen er simpelthen fyldt med fibromer, det er ret atypisk. Sikkert medicinsk interessant. Men ikke så fedt at se sin livmoder være fuldstændig deform. Og det størte fibrom er fandme stort. Jeg kan mærke det udefra.
Fibromerne giver mig smerter, så jeg har konstant så ondt at jeg næsten ikke kan eksistere ... :(
Det positive var dog at lægen gik meget op i at undersøge min mulighed for at føde selv - det må betyde at han regner med at baby klarer den trods fibromerne. Han sagde også at østrogenen får fibromerne til at vokse, men at senere i graviditeten vil progesteron dominere, og den hæmmer fibromernes vækst. Så der er håb for at de ikke bare bliver ved og ved.
Og han sagde noget med at de flød mere ud senere i graviditeten.
De har dog ikke set så mange før.
Smerterne er der dog ikke meget at gøre ved. Han ville give mig stærk Ibruprofen mod smerterne, men det kan irritere babys hjerte + give mindre fostervand, så det er jeg ikke særlig vild med ... Han var en ældre mand af den gamle skole, så han gik tydeligvis ikke ind for alternativ behandling, og han var svær at snakke med.
Jeg følte ikke rigtig jeg kunne bruge ham eller få svar på mine spørgsmål. :/
Status her og nu er at baby lever og har det fint. Umiddelbart så okay ud, men de havde svært ved at scanne grundigt pga fibromerne. Og at min smerter er ret uundgåelige. Men at vi har en chance for at baby klarer sig. Så det er både godt og dårligt, men vi er forsigtigt forhåbningsfulde ...
18 august 2010
Har lidt mistet gejsten :(
Efter min tur på hospitalet med smerter, og hele balladen med mine mange fibromer, har jeg ligesom mistet lysten til rigtig at deltage på graviditetsfora. :(
Angsten for at det går galt for mig gør, at jeg har svært ved at køre videre som om intet var hændt, og snakke barnevogne, symptomer, scanninger osv ... Jeg føler ikke at jeg er det samme sted som andre gravide, min graviditet er ikke længere "normal" eller givet. :/
Jeg har ellers lovet mig selv at tro på det, og det er heller ikke sådan at jeg ikke tror mit barn overlever. En del af mig tror absolut det gør. Men jeg er bekymret og jeg forudser en svær tid, fysisk og psykisk.
Jeg er heller ikke så interesseret i at læse daglige mails med "nu er du dag x+x", som jeg ellers selv har tilmeldt mig og nød at læse før. For hvad nu hvis min baby ikke er xx cm lang eller udvikler xx nu her osv. ... Det sætter mere gang i mine bekymringer end i min glæde og forventning.
Jeg føler mig "forkert" gravid, jeg er for tung, jeg har for ondt, jeg er for besværet. Jeg kan ikke tale med om motion og indkøbsture, for jeg har svært ved at gå ned til bussen uden at få ondt, det er helt udelukket at foretage mig noget "unødvendigt".
Jeg er ikke gravid på den måde jeg burde være, hvor det bare kører ... Hvor man netop ikke er "syg", men gravid.
Well, det kan være det ændrer sig. Men lige nu og her er jeg noget ked af det, jeg har mistet en stor del af min glæde. Jeg har håb, men ikke glæde. Fandens! :(
Angsten for at det går galt for mig gør, at jeg har svært ved at køre videre som om intet var hændt, og snakke barnevogne, symptomer, scanninger osv ... Jeg føler ikke at jeg er det samme sted som andre gravide, min graviditet er ikke længere "normal" eller givet. :/
Jeg har ellers lovet mig selv at tro på det, og det er heller ikke sådan at jeg ikke tror mit barn overlever. En del af mig tror absolut det gør. Men jeg er bekymret og jeg forudser en svær tid, fysisk og psykisk.
Jeg er heller ikke så interesseret i at læse daglige mails med "nu er du dag x+x", som jeg ellers selv har tilmeldt mig og nød at læse før. For hvad nu hvis min baby ikke er xx cm lang eller udvikler xx nu her osv. ... Det sætter mere gang i mine bekymringer end i min glæde og forventning.
Jeg føler mig "forkert" gravid, jeg er for tung, jeg har for ondt, jeg er for besværet. Jeg kan ikke tale med om motion og indkøbsture, for jeg har svært ved at gå ned til bussen uden at få ondt, det er helt udelukket at foretage mig noget "unødvendigt".
Jeg er ikke gravid på den måde jeg burde være, hvor det bare kører ... Hvor man netop ikke er "syg", men gravid.
Well, det kan være det ændrer sig. Men lige nu og her er jeg noget ked af det, jeg har mistet en stor del af min glæde. Jeg har håb, men ikke glæde. Fandens! :(
17 august 2010
Krise. Det skal åbenbart ikke være nemt ...
Jeg har haft tiltagende smerter i løbet af ugen, men jeg regnede med at det var slemme ligamentsmerter kombineret med træthed over at starte i nyt job. Men det kulminerede søndag nat hvor jeg bare havde ONDT og ikke kunne sove for smerter.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.
Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).
Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/
MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.
Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.
Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.
Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!
Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.
Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...
Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.
Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).
Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/
MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.
Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.
Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.
Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!
Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.
Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...
Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.
15 august 2010
Forkølet. :( Og har mere og mere ondt. *piv*
Øv, efter en hård uge med start på nyt job er jeg blevet møgforkølet. Kan ikke helt vurdere om det er med eller uden feber, men jeg snotter, er træt og så er jeg ved at kaste op når jeg pudser næse, fordi jeg ikke lige kan ha at jeg ikke kan få vejret et øjeblik.
Damn det er ikke rart!
Jeg læste at gravide kan være længere om at blive raske igen, øv.
Derudover har jeg tiltagende ondt. Tror det er en grim omgang ligamentsmerter, måske ekstra smertefulde pga mine fibromer. Men jeg føler mig som en der er meget længere henne, sukker og stønner og vender mig som en elefant. Det gør ondt når jeg rejser mig, sætter mig, vender mig i sengen osv. Øv.
Og så har jeg en tyngdefornemmelse i underlivet, der bliver værre henad aften. Orker ingenting. :(
De her dage synes jeg bare det er rigtig ufedt at være gravid, selvom baby er mega mega ønskebarn!
Damn det er ikke rart!
Jeg læste at gravide kan være længere om at blive raske igen, øv.
Derudover har jeg tiltagende ondt. Tror det er en grim omgang ligamentsmerter, måske ekstra smertefulde pga mine fibromer. Men jeg føler mig som en der er meget længere henne, sukker og stønner og vender mig som en elefant. Det gør ondt når jeg rejser mig, sætter mig, vender mig i sengen osv. Øv.
Og så har jeg en tyngdefornemmelse i underlivet, der bliver værre henad aften. Orker ingenting. :(
De her dage synes jeg bare det er rigtig ufedt at være gravid, selvom baby er mega mega ønskebarn!
06 juli 2010
Nej tak til moderkagebiopsi - svær beslutning
Vi var til nakkefoldscanning i dag, og jeg har været så nervøs for om alt nu var okay. Men bebsen var der, hjertet slog og alt var godt. :)
Og dog. For mine fibromer (muskelknuder på livmoderen) var vokset gevaldigt, der var hele to stks. på 7 cm og 3 mindre. Det er meget ekstra masse at slæbe rundt på, og det gjorde NF-scanningen svær, da fibromerne dækkede for barnet i mange vinkler.
Det betyder også at jeg nok skal føde ved kejsersnit.
Lillebitte nakkefold, men desværre blev min risiko 1:109, dvs. i den dårlige kategori (under 1:250 regnes som en høj risiko, hvor der tilbydes yderligere undersøgelser). Rent udfra blodprøven. Det betyder jo ikke der behøver være Downs, men jeg er ikke frikendt.
Så vi sku tage stilling til om vi ville have en moderkagebiopsi. Og pga mine fibromer ku den godt blive enten svær eller umulig at foretage, så måske ville det bliver fostervandsprøve senere i graviditeten.
Men altså, der er jo en abortrisiko ved moderkagebiopsi eller fostervandsprøve, 1%. Og hvis det oven i købet er vanskeligt at udføre ... Nej.
Vi snakkede om det, men vi vil ikke. Vi satser på der ikke er noget galt.
Af dem der får en moderkagebiopsi er det kun 1 % hvor det viser sig at der er noget galt, så vi vil simpelthen ikke risikere evt. at miste et rask barn. Ikke når jeg er 39. Ikke når det har taget os over fire år at blive gravide.
Så vi må leve med at der ER en risiko og håbe at vi er heldige ...
Til gengegæld er jeg SÅ lettet over at blodprøven viste en enorm lille risiko for de andre typer kromosomfejl. Jeg var kommet til at læse om Trisomi 18 (Edwards), som er ganske forfærdelig. Men vores risiko var 1:5000, dvs. glem den ...
Og min grund til at frygte den var fordi jeg mente vores foster var noget lille i forhold til CRL-målene, da vi blev scannet i 9. uge.
Men baby var fint stor nu - faktisk blev jeg sat frem i termin.
Tidl. termin var 14/1, ny termin 11/1. :)
Baby lignede en lille frø! Den lå på maven med knæene trukket ind under sig, som en frø der sku til at hoppe. Så sådan tænker jeg på den nu, "den lille frø". :)
Og den lignede en baby nu! :D
Baby ligger på maven med knæ og arme under sig, som en frø på vej til at hoppe. Hovedet til venstre med ansigtet nedad, så rygbuen og rumpen til højre, liggende på knæ. På øverste billede kan man se knoglerne i benet (cool).
Og dog. For mine fibromer (muskelknuder på livmoderen) var vokset gevaldigt, der var hele to stks. på 7 cm og 3 mindre. Det er meget ekstra masse at slæbe rundt på, og det gjorde NF-scanningen svær, da fibromerne dækkede for barnet i mange vinkler.
Det betyder også at jeg nok skal føde ved kejsersnit.
Lillebitte nakkefold, men desværre blev min risiko 1:109, dvs. i den dårlige kategori (under 1:250 regnes som en høj risiko, hvor der tilbydes yderligere undersøgelser). Rent udfra blodprøven. Det betyder jo ikke der behøver være Downs, men jeg er ikke frikendt.
Så vi sku tage stilling til om vi ville have en moderkagebiopsi. Og pga mine fibromer ku den godt blive enten svær eller umulig at foretage, så måske ville det bliver fostervandsprøve senere i graviditeten.
Men altså, der er jo en abortrisiko ved moderkagebiopsi eller fostervandsprøve, 1%. Og hvis det oven i købet er vanskeligt at udføre ... Nej.
Vi snakkede om det, men vi vil ikke. Vi satser på der ikke er noget galt.
Af dem der får en moderkagebiopsi er det kun 1 % hvor det viser sig at der er noget galt, så vi vil simpelthen ikke risikere evt. at miste et rask barn. Ikke når jeg er 39. Ikke når det har taget os over fire år at blive gravide.
Så vi må leve med at der ER en risiko og håbe at vi er heldige ...
Til gengegæld er jeg SÅ lettet over at blodprøven viste en enorm lille risiko for de andre typer kromosomfejl. Jeg var kommet til at læse om Trisomi 18 (Edwards), som er ganske forfærdelig. Men vores risiko var 1:5000, dvs. glem den ...
Og min grund til at frygte den var fordi jeg mente vores foster var noget lille i forhold til CRL-målene, da vi blev scannet i 9. uge.
Men baby var fint stor nu - faktisk blev jeg sat frem i termin.
Tidl. termin var 14/1, ny termin 11/1. :)
Baby lignede en lille frø! Den lå på maven med knæene trukket ind under sig, som en frø der sku til at hoppe. Så sådan tænker jeg på den nu, "den lille frø". :)
Og den lignede en baby nu! :D
Baby ligger på maven med knæ og arme under sig, som en frø på vej til at hoppe. Hovedet til venstre med ansigtet nedad, så rygbuen og rumpen til højre, liggende på knæ. På øverste billede kan man se knoglerne i benet (cool).
14 juni 2010
Min historie lige nu
Mailen til en gynækolog/akupunktør/psykoterapeut opsummerer sådan set hvad det er der sker for mig for tiden ...:
Hej,
Nu er der gået nogle år siden sidst ... Vi har været den helt store tur igennem, 5 IUI'er, 3 IVF'er + 2 IVF'er der blev konverteret til IUI pga for få æg.
Vi er temmelig slidte af processen, fysisk og psykisk.
Jeg er fyldt 39 år, der er gået tre år siden min MA uden at jeg er blevet gravid igen.
Vi var ved at blive lodset ud af det offentlige, som sagde, at de ikke synes vi skulle fortsætte i det private. At chancerne var små og jeg var gammel.
Vi tog alligevel en samtale med en privat klinik, der målte mit hormontal og sagde jeg havde få æg tilbage, og at de ikke var sikre på at de ville tilbyde mig en 3-pak med IVF, da de ikke troede det ville lykkedes. I stedet foreslog de ægdonation. Men oven i det har jeg fået fibromer igen, og det skulle der lige ses lidt mere på. Måske operation igen.
Det hele var mægtig frustrerende, hårdt og kriseramt.
Og så har jeg en fortid med fibromer der heller ikke gør den del så sjov.
Men så skete det!!! Ud af det blå! Vi havde gennemtrumfet et sidste IVF-forsøg i det offentlige, men en uge inde i Suprefact-nedreguleringen tester jeg positiv! Vi er blevet økologisk gravide, lige inden IVF-forsøget.
Jeg er nu gravid i 10. uge!!!
MEN her er det så at filmen knækker for mig.
Udover at jeg var ret chokeret over at blive naturligt gravid, så er jeg tvangstankeagtig bekymret. Jeg tager flere kriseture hvor jeg hidser mig op og er sikker på at noget er galt, og jeg har det frygteligt. Jeg troede alt ville blive godt hvis jeg blev gravid, men jeg har det værre end nogensinde.
Det startede så heller ikke så godt. Jeg blev scannet tidligt og først ku de ikke se et foster i blommesækken. Så troede de at de fandt et foster i min æggeleder. Så kunne de ikke finde den igen. Jeg blev sendt hjem med en mistanke om GUL og en masse skræk for at forbløde hvis den bristede (og mareridt om det + sorg over at miste min mirakelgraviditet).
To dage efter blev jeg ringet op og kaldt til akutscanning. Min HCG var meget høj - nu ville de finde fosteret. Det gjorde de så - i blommesækken i livmoderen!
Men den skræk sidder stadig i mig. Og ugen efter scanningen går jeg helt i selvsving, jeg har meget stærke smerter og jeg har lidt brunligt blodudflod. Ikke meget, men nok til at jeg får overbevist mig selv om at jeg er ved at abortere. At jeg har store fibromer hjælper heller ikke på min tryghed (men måske kan de forklare smerterne).
Så ny scanning i 6+6 - Alt er fint og der er hjerteblink! :D
Ny tid til scanning 8+6 - men i de to uger får jeg igen hidset mig op, jeg er SÅ bange for en MA. Jeg har jo prøvet før at kroppen kører selvom fosteret er dødt. Hvis mine bryster ikke lige er ømme en dag, så er jeg sikker på den er gal.
Nå, men scanningen 8+6 viser at fosteret er vokset betydeligt, bevæger sig og der er masser af hjerteblink. Jeg spørger hvor stor den er og lægen siger 15,3 mm - eller det hører jeg.
Vi er lettede - lige indtil jeg tjekker et CRL-skema. Den bør være 19-22 mm!!!
Så er der KRISE igen, værre end nogensiden. For hvad får jeg lige googlet om for langsom fostervækst i tidligt stadie - Edwards/trisomi 18. Og den er grim!
Nå, men efter to døgn i HELVEDE, så finder jeg scanningsbilledet fra 6+6 og måler på det. Sært nok er det forstørret med faktor 10 og den er 7,1 mm, som de også havde sagt fosteret var. Så måler jeg på 8+6 billedet, som jeg kan se er indstillet ens med det andet - fosteret måler ca. 19 mm! Så enten har jeg hørt forkert, hun har sagt forkert eller målt forkert.
Sammenligner man de to billeder er det nyeste også 3 gange større - som det bør være.
Så jeg hidser mig ned igen. Men den var godt nok slem!
Og så læser jeg at nu kan fosteret mærke mine følelser og adrenalin - så kan jeg lige bekymre mig over om de to døgn med ANGST nu har gjort noget dårligt for fosteret. For jeg havde godt nok hjertebanken, uro og sorg i mig.
Så nu har jeg altså taget SKRÆK-ture tre-fire gange, hvor jeg er vildt angst og ulykkelig. Jeg får slidt mig selv, jeg får slidt T ned og jeg får også slidt på min mor, der er på sidelinjen. Det holder simpelthen ikke.
Selvom jeg prøver at slappe lidt af, så kan jeg ikke. Jeg er hamrende bange for det hele. Jeg synes vi har været meget ramt af ulykker, og lige som der endelig sker noget godt, så er jeg ligesom skrækslagen for at "det skal blive taget fra mig igen". Jeg har ingen tillid til verden og livet, selvom jeg gerne vil have det.
Jeg ved ikke rigtig hvad der skal til for at jeg får styr på det psykiske. Jeg er meget videnskabeligt tænkende på den ene side, jeg søger fakta og kontrol. Jeg kan ikke lige "købe" en zen-agtig tiltro til tingene, jeg vil ha beviser og tal. På den anden side er jeg følelsesstyret og farer vild i mig selv. Og mener egentligt at man bør leve i nuet og stole på verden.
Jeg ved ikke hvad jeg har brug for fra dig, men jeg tænker du måske kan noget. :) Så vidt jeg kan læse har du, udover den stærke faglige baggrund omkring gynækologi (hvilket vil sig du jo ved en masse om det hele!), både psykoterapi og akupunktur med i det.
Jeg tænker derfor du måske kan hjælpe mig med enten samtale eller nåle eller begge dele?
Da jeg gik hos dig for tre år siden var jeg også stadig ulykkelig over mit brud med en eks (det er så væk nu), men der kan jeg huske det faktisk hjalp enormt med akupunktur i forhold til følelserne. Så på en eller anden måde er der måske noget i den energi der hjælper.
Og så har jeg tiltro til din faglige beggrund, den passer rigtig godt til mine egen half 'n' half på videnskab og åndelighed.
Anyway - hvis du har tid, vil jeg meget gerne så hurtigt som muligt bestille en tid hos dig til whatever du tror kan gøre noget for mig.
Jeg håber du har tid!
VH
S :)
Hej,
Nu er der gået nogle år siden sidst ... Vi har været den helt store tur igennem, 5 IUI'er, 3 IVF'er + 2 IVF'er der blev konverteret til IUI pga for få æg.
Vi er temmelig slidte af processen, fysisk og psykisk.
Jeg er fyldt 39 år, der er gået tre år siden min MA uden at jeg er blevet gravid igen.
Vi var ved at blive lodset ud af det offentlige, som sagde, at de ikke synes vi skulle fortsætte i det private. At chancerne var små og jeg var gammel.
Vi tog alligevel en samtale med en privat klinik, der målte mit hormontal og sagde jeg havde få æg tilbage, og at de ikke var sikre på at de ville tilbyde mig en 3-pak med IVF, da de ikke troede det ville lykkedes. I stedet foreslog de ægdonation. Men oven i det har jeg fået fibromer igen, og det skulle der lige ses lidt mere på. Måske operation igen.
Det hele var mægtig frustrerende, hårdt og kriseramt.
Og så har jeg en fortid med fibromer der heller ikke gør den del så sjov.
Men så skete det!!! Ud af det blå! Vi havde gennemtrumfet et sidste IVF-forsøg i det offentlige, men en uge inde i Suprefact-nedreguleringen tester jeg positiv! Vi er blevet økologisk gravide, lige inden IVF-forsøget.
Jeg er nu gravid i 10. uge!!!
MEN her er det så at filmen knækker for mig.
Udover at jeg var ret chokeret over at blive naturligt gravid, så er jeg tvangstankeagtig bekymret. Jeg tager flere kriseture hvor jeg hidser mig op og er sikker på at noget er galt, og jeg har det frygteligt. Jeg troede alt ville blive godt hvis jeg blev gravid, men jeg har det værre end nogensinde.
Det startede så heller ikke så godt. Jeg blev scannet tidligt og først ku de ikke se et foster i blommesækken. Så troede de at de fandt et foster i min æggeleder. Så kunne de ikke finde den igen. Jeg blev sendt hjem med en mistanke om GUL og en masse skræk for at forbløde hvis den bristede (og mareridt om det + sorg over at miste min mirakelgraviditet).
To dage efter blev jeg ringet op og kaldt til akutscanning. Min HCG var meget høj - nu ville de finde fosteret. Det gjorde de så - i blommesækken i livmoderen!
Men den skræk sidder stadig i mig. Og ugen efter scanningen går jeg helt i selvsving, jeg har meget stærke smerter og jeg har lidt brunligt blodudflod. Ikke meget, men nok til at jeg får overbevist mig selv om at jeg er ved at abortere. At jeg har store fibromer hjælper heller ikke på min tryghed (men måske kan de forklare smerterne).
Så ny scanning i 6+6 - Alt er fint og der er hjerteblink! :D
Ny tid til scanning 8+6 - men i de to uger får jeg igen hidset mig op, jeg er SÅ bange for en MA. Jeg har jo prøvet før at kroppen kører selvom fosteret er dødt. Hvis mine bryster ikke lige er ømme en dag, så er jeg sikker på den er gal.
Nå, men scanningen 8+6 viser at fosteret er vokset betydeligt, bevæger sig og der er masser af hjerteblink. Jeg spørger hvor stor den er og lægen siger 15,3 mm - eller det hører jeg.
Vi er lettede - lige indtil jeg tjekker et CRL-skema. Den bør være 19-22 mm!!!
Så er der KRISE igen, værre end nogensiden. For hvad får jeg lige googlet om for langsom fostervækst i tidligt stadie - Edwards/trisomi 18. Og den er grim!
Nå, men efter to døgn i HELVEDE, så finder jeg scanningsbilledet fra 6+6 og måler på det. Sært nok er det forstørret med faktor 10 og den er 7,1 mm, som de også havde sagt fosteret var. Så måler jeg på 8+6 billedet, som jeg kan se er indstillet ens med det andet - fosteret måler ca. 19 mm! Så enten har jeg hørt forkert, hun har sagt forkert eller målt forkert.
Sammenligner man de to billeder er det nyeste også 3 gange større - som det bør være.
Så jeg hidser mig ned igen. Men den var godt nok slem!
Og så læser jeg at nu kan fosteret mærke mine følelser og adrenalin - så kan jeg lige bekymre mig over om de to døgn med ANGST nu har gjort noget dårligt for fosteret. For jeg havde godt nok hjertebanken, uro og sorg i mig.
Så nu har jeg altså taget SKRÆK-ture tre-fire gange, hvor jeg er vildt angst og ulykkelig. Jeg får slidt mig selv, jeg får slidt T ned og jeg får også slidt på min mor, der er på sidelinjen. Det holder simpelthen ikke.
Selvom jeg prøver at slappe lidt af, så kan jeg ikke. Jeg er hamrende bange for det hele. Jeg synes vi har været meget ramt af ulykker, og lige som der endelig sker noget godt, så er jeg ligesom skrækslagen for at "det skal blive taget fra mig igen". Jeg har ingen tillid til verden og livet, selvom jeg gerne vil have det.
Jeg ved ikke rigtig hvad der skal til for at jeg får styr på det psykiske. Jeg er meget videnskabeligt tænkende på den ene side, jeg søger fakta og kontrol. Jeg kan ikke lige "købe" en zen-agtig tiltro til tingene, jeg vil ha beviser og tal. På den anden side er jeg følelsesstyret og farer vild i mig selv. Og mener egentligt at man bør leve i nuet og stole på verden.
Jeg ved ikke hvad jeg har brug for fra dig, men jeg tænker du måske kan noget. :) Så vidt jeg kan læse har du, udover den stærke faglige baggrund omkring gynækologi (hvilket vil sig du jo ved en masse om det hele!), både psykoterapi og akupunktur med i det.
Jeg tænker derfor du måske kan hjælpe mig med enten samtale eller nåle eller begge dele?
Da jeg gik hos dig for tre år siden var jeg også stadig ulykkelig over mit brud med en eks (det er så væk nu), men der kan jeg huske det faktisk hjalp enormt med akupunktur i forhold til følelserne. Så på en eller anden måde er der måske noget i den energi der hjælper.
Og så har jeg tiltro til din faglige beggrund, den passer rigtig godt til mine egen half 'n' half på videnskab og åndelighed.
Anyway - hvis du har tid, vil jeg meget gerne så hurtigt som muligt bestille en tid hos dig til whatever du tror kan gøre noget for mig.
Jeg håber du har tid!
VH
S :)
21 maj 2010
YES!
Scanningen her til morgen gik godt, der var to læger og en sygeplejerske der grundigt scannede min livmoder, og nu ku de IKKE finde nogen graviditet uden for livmoderen, det har nok været et fibrom der snød.
I stedet så de nu et lille foster i sækken inde i livmoderen - og hjerteblink! :D Dvs. nu slår hjertet på den lille haletudse! :D
Så jeg er alligvel normalt gravid. :D
Jeg skal til løbende kontrol, men alarmen er afblæst.
Næste scanning er på fredag.
HURRA! :D
I stedet så de nu et lille foster i sækken inde i livmoderen - og hjerteblink! :D Dvs. nu slår hjertet på den lille haletudse! :D
Så jeg er alligvel normalt gravid. :D
Jeg skal til løbende kontrol, men alarmen er afblæst.
Næste scanning er på fredag.
HURRA! :D
Abonner på:
Opslag (Atom)