I dag er det fem år siden jeg fødte for tidligt og vi mistede vores lille datter, Saga. Hun døde kort efter fødslen.
Livet siden er gået op og ned. Desværre mere ned de sidste par år, da vi ikke har været i stand til at få andre børn og adoption er gået fuldstændig i stå. Sorgen over Saga ville vi have uanset, men sorgen over vores barnløshed gør den endnu sværere at leve med. Vi har brugt mange år på virkelig at vælge, ville og gøre os klar til forældreskabet, og så står vi der, med de mentale kufferter pakket, klar til et helt andet liv, men flyet kommer bare ikke. Vi forlod livet uden børn for 10 år siden, da vi gjorde op hvad der betød noget for os, og valgte børn til. Men livet med børn lod vente på sig, hvilket var opslidende og svært. Så kom Saga, maven voksede, vi planlagde og forberedte os, vi knyttede os til det nye liv i min mave. Indtil kulminationen de to traumatiske dage hvor fødslen gik i gang alt alt for tidligt og Saga døde. Efterfølgende kæmpede vi med sorgen, og siden med at forstå vores situation, forstå at jeg sansynligvis ikke ville kunne gennemføre en graviditet nogensinde. Men vi forsøgte. Og forsøgte. Og var villige til at løbe den risiko at miste endnu et barn. Der kom bare ikke noget barn igen. Imens har alle vores jævnaldrende og vores yngre venner fået børn eller er igang, vi ser dem passere os og leve de liv, vi valgte for 10 år siden. Det er rigtigt svært. Vi føler os naturligvis meget ensomme i vores situation. Og i vores sorg.
Nu er der så gået fem svære år siden vores mirakel og vores tab.
Hvert år er lige denne dag, 30. august, ekstra svær, jeg ved ikke hvad jeg føler. Mest nok bare tomhed. Et hul. Sagas fødsel er både det største og det værste der er overgået mig. At skabe hende er det vildeste og mest betydningsfulde jeg har gjort. Så fantastisk. At miste hende er det mest smertefulde. Så traumatisk og forfærdeligt. Denne dag rummer begge dele.
Denne dag kan jeg ikke holde ud at være i nærheden af andre end Thomas, Sagas far.
Viser opslag med etiketten barnløshed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten barnløshed. Vis alle opslag
30 august 2015
03 august 2013
Snart 3 år
Elskede lille pige, så nærmer din fødselsdag sig igen. Jeg mærker den komme, som en prikken i baghovedet, noget jeg godt ved er der, men som jeg ikke rigtig vil fokusere på.
Jeg vil så gerne være på plads, kunne leve og glædes. Men jeg har et hul i mit hjerte, jeg kan ikke finde min vej i verden. Den har ikke værdi for mig.
Jeg forstår ikke hvorfor det skulle gå sådan. Hvorfor kunne du ikke leve? Vi ville dig så uendeligt meget, og vore liv fungerer ikke uden dig. Hvorfor mistede vi dig, efter så mange års kamp, efter så meget længsel, så mange valg. Du var vores mirakel. Jeg troede at nu ville det blive godt, nu ville min kærlighed til dig gøre alt okay, intet andet betød noget.
Og så pludselig var du væk. Flået ud af mit liv, ved din for tidlige fødsel.
Jeg fik så lidt af dig, så dig så kort. Var så chokeret. Prøvede at beskytte mig selv. Og nu lever jeg med længslen og spoler i minderne og prøver at suge hvert sekund jeg så dig til mig. Se lidt mere end jeg gjorde. Gøre noget andet end jeg gjorde. At kunne holde dig til mit bryst. At kunne kysse dig. At studere dit ansigt. Mærke dig.
Men nej, jeg værnede mig. Jeg så dig alt for lidt. Jeg troede mit hjerte ville briste hvis jeg virkelig tog dig til mig.
Men det gjorde det jo alligevel ... Og så var du væk.
Og nu er det snart din fødselsdag igen, og der er gået et år mere, og vi er ikke okay. Det er ikke okay.
Åh lille skattepige. Vi elsker dig så højt og savner dig forfærdeligt.
Jeg vil så gerne være på plads, kunne leve og glædes. Men jeg har et hul i mit hjerte, jeg kan ikke finde min vej i verden. Den har ikke værdi for mig.
Jeg forstår ikke hvorfor det skulle gå sådan. Hvorfor kunne du ikke leve? Vi ville dig så uendeligt meget, og vore liv fungerer ikke uden dig. Hvorfor mistede vi dig, efter så mange års kamp, efter så meget længsel, så mange valg. Du var vores mirakel. Jeg troede at nu ville det blive godt, nu ville min kærlighed til dig gøre alt okay, intet andet betød noget.
Og så pludselig var du væk. Flået ud af mit liv, ved din for tidlige fødsel.
Jeg fik så lidt af dig, så dig så kort. Var så chokeret. Prøvede at beskytte mig selv. Og nu lever jeg med længslen og spoler i minderne og prøver at suge hvert sekund jeg så dig til mig. Se lidt mere end jeg gjorde. Gøre noget andet end jeg gjorde. At kunne holde dig til mit bryst. At kunne kysse dig. At studere dit ansigt. Mærke dig.
Men nej, jeg værnede mig. Jeg så dig alt for lidt. Jeg troede mit hjerte ville briste hvis jeg virkelig tog dig til mig.
Men det gjorde det jo alligevel ... Og så var du væk.
Og nu er det snart din fødselsdag igen, og der er gået et år mere, og vi er ikke okay. Det er ikke okay.
Åh lille skattepige. Vi elsker dig så højt og savner dig forfærdeligt.
22 maj 2013
Sagas billede
Det er nu 9 måneder siden jeg sidst postede et indlæg på denne blog. Der er sket meget det sidste år, men jeg har ikke fundet roen og overblikket til at skrive om det.
Det sidste halvanden år har handlet om hhv. at blive godkendt til at adoptere, og at blive parat til at adoptere. Jeg har bevidst forsøgt at ændre min identitet og min fokus fra sørgende mor der mangler sit barn til kommende mor til et adopteret barn. Jeg har forsøgt at finde og fastholde håb og glæde.
Det er gået blandet med det.
Det gik rigtig godt i et stykke tid, men så ramte Masho-sagen/Adoptionens Pris og så blev det rigtig rigtig svært med håbet. Al den mediebalade har virkelig gået mig på, og helt faktuelt har det betydet at ventetiden er blevet forlænget med mindst et år, så vi nu skal forvente at der går 3-3 1/2 år inden vi får barn. Og jeg frygter at det måske slet ikke bliver.
Hvor er så sorgen nu?
Well, jeg måtte pakke den væk til højre mens vi fokuserede på at blive godkendt. Alt handlede om det. Både at blive accepteret og vurderet som gode, givende, kompetente forældre, og så også mentalt forstå og acceptere hvad det så er vi vælger. At ville det og at tro på at det kan vi.
Det er jo noget helt helt andet end det vi ønskede og troede at vi skulle. At vi skulle blive forældre til en lille nyfødt baby, som vi kunne give en tryg og god opvækst, lære at kende fra livets begyndelse og have et ganske almindelig børnefamilieliv på de samme præmisser som alle andre.
Det vi skal nu er at være superforældre til et traumatiseret barn på mindst ét år, nok ældre. Måske tre år. Vi skal kunne rumme og give og hele og være der 200 %. Vi skal kunne tilsidesætte os selv og sørge for at dét her barn får hvad det skal bruge. Have redskaberne og overskuddet, kærligheden og tålmodigheden.
Det skal vi stole på at vi kan. Og stole på at vi vil.
Og sorgen ... både den konkrete sorg over det barn vi havde og ikke fik lov at beholde, og så sorgen over det vi ikke kommer til at opleve .... den sorg er i vejen. Det kan vores kommende barn ikke være tjent med, så den må vi slippe.
Det kan vi selvfølgelig ikke bare. Men vi kan søge at få det til at falde på plads i os så godt vi nu kan, så det fylder så lidt som muligt.
Fortrængning dur ikke, men vi kan søge mod det der styrker håbet og troen og entusiasmen. Vælge hvor vi vil have vores fokus.
Jeg bliver stadig vred når jeg læser smarte, lallepositive mode-"mindfulness"-agtige udsagn. Jeg synes ikke livet er så skønt og nemt og til at stole på, og jeg tror ikke at den rigtige tankegang og udstråling ændrer hvad der sker. Men jeg tror på at alle søger mod heling, at vi helst vil være glade og have det godt, også mig. At vi har overraskende mange ressourcer at trække på. Kan mere end vi tror.
Og jeg forsøger at reparere mig selv, jeg forsøger at søge glæden.
Det var slet ikke det jeg ville skrive om.
Jeg ville skrive om Sagas billede.
For et år siden pakkede vi Sagas billede væk, fordi vi ville signalere at vi havde styr på vores sorg, at vi havde den rigtige balance, hvor hun ikke fyldte for meget. Vi beholdt tegningen, for hun er jo med os og det må hun godt være, men fotoet kom ned i hendes mindekasse.
Jeg kunne ikke helt finde ud af hvordan jeg egentligt havde det med det, jeg følte det sært i starten, som om vi gemte hende af vejen. Som om vi ikke ville vedkende os hendes værdi eller hendes samhørighed med os.
Efter et stykke tid spekulerede jeg på om det mon i virkeligheden var en lettelse? Havde vi trængt til at få hende lidt på afstand? Blev vi alligevel mere kede af det af hele tiden at se hvad vi har mistet, hvad vi mangler?
Og hvad med T, har han i virkeligheden ikke også bedre af ikke hele tiden at blive mindet om hende?
Jeg lod billedet blive liggende i kassen.
På det sidste har jeg flere gange tænkt at vi kunne finde billedet frem igen. Når jeg kiggede hen på skænken hvor det plejede at stå, var jeg meget bevidst om at det var Sagas billedes plads, der nu var tom. Dets fravær fyldte i virkeligheden nok lige så meget som hvis billedet stod der. At fjerne det snød i virkelighedeningen af os, Saga mangler, billede eller ej.
Her til aften spurgte jeg så T om han egentligt synes vi skulle stille billedet frem igen. Og uden tøven sagde han, at det synes han, han mente ikke at det gør ham mere ked af det, og han savnede det også. Så jeg gik med det samme ind i pulterkammer-værelset og fandt mindeæsken frem og fiskede billedet op.
Nu står det på sin vante plads igen. Jeg satte også fyrfadsstagerne frem igen og de tørrede roser, sådan som det var. Sagas lille mindeplads.
Til min store overraskelse føler jeg lettelse. Jeg ved ikke hvorfor, den følelse havde jeg ikke forventet. Måske havde jeg formet mit eget mentale billede der stod på den tomme plads, og måske krævede det billede mere energi end det fysiske. Jeg føler mig ihvertfald ikke mere ked af det. Ked af det er jeg, men det var jeg i forvejen. Jeg tror faktisk jeg blev i bedre humør da billedet kom frem.
Som om noget er faldet lidt mere på plads.
Man kan vist ikke narre sig selv. Sorgen og savnet er konstant, men vi kan godt leve rundt om det, og vi kan måske også leve godt rundt om det.
Jeg tror at meget ændrer sig hvis vi får et levende barn, hvis al den hjemløse kærlighed finder sin plads.
Indtil da søger noget af den kærlighed mod den plads hvor Sagas billede står, og finder hende bedre når vi også kan se hende.
For nu bliver Sagas billede stående fremme.
Det sidste halvanden år har handlet om hhv. at blive godkendt til at adoptere, og at blive parat til at adoptere. Jeg har bevidst forsøgt at ændre min identitet og min fokus fra sørgende mor der mangler sit barn til kommende mor til et adopteret barn. Jeg har forsøgt at finde og fastholde håb og glæde.
Det er gået blandet med det.
Det gik rigtig godt i et stykke tid, men så ramte Masho-sagen/Adoptionens Pris og så blev det rigtig rigtig svært med håbet. Al den mediebalade har virkelig gået mig på, og helt faktuelt har det betydet at ventetiden er blevet forlænget med mindst et år, så vi nu skal forvente at der går 3-3 1/2 år inden vi får barn. Og jeg frygter at det måske slet ikke bliver.
Hvor er så sorgen nu?
Well, jeg måtte pakke den væk til højre mens vi fokuserede på at blive godkendt. Alt handlede om det. Både at blive accepteret og vurderet som gode, givende, kompetente forældre, og så også mentalt forstå og acceptere hvad det så er vi vælger. At ville det og at tro på at det kan vi.
Det er jo noget helt helt andet end det vi ønskede og troede at vi skulle. At vi skulle blive forældre til en lille nyfødt baby, som vi kunne give en tryg og god opvækst, lære at kende fra livets begyndelse og have et ganske almindelig børnefamilieliv på de samme præmisser som alle andre.
Det vi skal nu er at være superforældre til et traumatiseret barn på mindst ét år, nok ældre. Måske tre år. Vi skal kunne rumme og give og hele og være der 200 %. Vi skal kunne tilsidesætte os selv og sørge for at dét her barn får hvad det skal bruge. Have redskaberne og overskuddet, kærligheden og tålmodigheden.
Det skal vi stole på at vi kan. Og stole på at vi vil.
Og sorgen ... både den konkrete sorg over det barn vi havde og ikke fik lov at beholde, og så sorgen over det vi ikke kommer til at opleve .... den sorg er i vejen. Det kan vores kommende barn ikke være tjent med, så den må vi slippe.
Det kan vi selvfølgelig ikke bare. Men vi kan søge at få det til at falde på plads i os så godt vi nu kan, så det fylder så lidt som muligt.
Fortrængning dur ikke, men vi kan søge mod det der styrker håbet og troen og entusiasmen. Vælge hvor vi vil have vores fokus.
Jeg bliver stadig vred når jeg læser smarte, lallepositive mode-"mindfulness"-agtige udsagn. Jeg synes ikke livet er så skønt og nemt og til at stole på, og jeg tror ikke at den rigtige tankegang og udstråling ændrer hvad der sker. Men jeg tror på at alle søger mod heling, at vi helst vil være glade og have det godt, også mig. At vi har overraskende mange ressourcer at trække på. Kan mere end vi tror.
Og jeg forsøger at reparere mig selv, jeg forsøger at søge glæden.
Det var slet ikke det jeg ville skrive om.
Jeg ville skrive om Sagas billede.
For et år siden pakkede vi Sagas billede væk, fordi vi ville signalere at vi havde styr på vores sorg, at vi havde den rigtige balance, hvor hun ikke fyldte for meget. Vi beholdt tegningen, for hun er jo med os og det må hun godt være, men fotoet kom ned i hendes mindekasse.
Jeg kunne ikke helt finde ud af hvordan jeg egentligt havde det med det, jeg følte det sært i starten, som om vi gemte hende af vejen. Som om vi ikke ville vedkende os hendes værdi eller hendes samhørighed med os.
Efter et stykke tid spekulerede jeg på om det mon i virkeligheden var en lettelse? Havde vi trængt til at få hende lidt på afstand? Blev vi alligevel mere kede af det af hele tiden at se hvad vi har mistet, hvad vi mangler?
Og hvad med T, har han i virkeligheden ikke også bedre af ikke hele tiden at blive mindet om hende?
Jeg lod billedet blive liggende i kassen.
På det sidste har jeg flere gange tænkt at vi kunne finde billedet frem igen. Når jeg kiggede hen på skænken hvor det plejede at stå, var jeg meget bevidst om at det var Sagas billedes plads, der nu var tom. Dets fravær fyldte i virkeligheden nok lige så meget som hvis billedet stod der. At fjerne det snød i virkelighedeningen af os, Saga mangler, billede eller ej.
Her til aften spurgte jeg så T om han egentligt synes vi skulle stille billedet frem igen. Og uden tøven sagde han, at det synes han, han mente ikke at det gør ham mere ked af det, og han savnede det også. Så jeg gik med det samme ind i pulterkammer-værelset og fandt mindeæsken frem og fiskede billedet op.
Nu står det på sin vante plads igen. Jeg satte også fyrfadsstagerne frem igen og de tørrede roser, sådan som det var. Sagas lille mindeplads.
Til min store overraskelse føler jeg lettelse. Jeg ved ikke hvorfor, den følelse havde jeg ikke forventet. Måske havde jeg formet mit eget mentale billede der stod på den tomme plads, og måske krævede det billede mere energi end det fysiske. Jeg føler mig ihvertfald ikke mere ked af det. Ked af det er jeg, men det var jeg i forvejen. Jeg tror faktisk jeg blev i bedre humør da billedet kom frem.
Som om noget er faldet lidt mere på plads.
Man kan vist ikke narre sig selv. Sorgen og savnet er konstant, men vi kan godt leve rundt om det, og vi kan måske også leve godt rundt om det.
Jeg tror at meget ændrer sig hvis vi får et levende barn, hvis al den hjemløse kærlighed finder sin plads.
Indtil da søger noget af den kærlighed mod den plads hvor Sagas billede står, og finder hende bedre når vi også kan se hende.
For nu bliver Sagas billede stående fremme.
22 oktober 2011
Okayhed
Jeg fungerer godt nu, arbejder og lever, gør ting.
Indimellem er jeg glad.
Men jeg er sårbar, jeg kan ikke klare konflikt eller problematikker, jeg vil ikke mere hvor jeg skal kæmpe, jeg har ikke noget ekstra at trække på, ikke noget overskud.
Jeg græder for andre, på film. Men ikke nødvendigvis når jeg læser historier på nettet om nye mødre der lige har mistet, de historier er bare som de er. Sådan er det. Det gør mig meget meget ondt, men jeg kender det, det får mig ikke nødvendigvis til at græde.
Der er jeg blevet lidt tilvænnet og hårdfør. Jeg føler dog med dem, meget.
Jeg mangler passion. Der er intet jeg synes er noget. Intet jeg vil. Det hele er lidt ligegyldigt.
Jeg er ikke deprimeret, jeg kan også være okay og være glad. Men jeg er så træt. Som om der ligger en tung dyne over mit liv.
Jeg ryger i et hul ved hver menstruation. Selvom vores situation er at vi skal acceptere at vi ikke bliver gravide igen, så dykker det mig at få det bekræftet, og at få knust det håb der alligevel spirer hver måned.
Men det er naturligt nok, det er jo fuckende hårdt. Hver gang kommer længslen efter det barn jeg mangler, fordi jeg stadig sidder der med tomme arme og i en krop uden et ekstra liv i. Det slår hårdt.
Det er opslidende hele tiden at skulle finde en ekstra reserve, hele tiden at skulle kæmpe for også at være glad, forsøge at være tilfreds der hvor jeg er, fordi det er der jeg er.
Der er bare ikke noget alternativ. Det er sådan min verden ser ud.
Jeg er indimellem provokeret af hele "tænk positivt"-konceptet. Mest af alt fordi jeg oplever at det er selvbedrag, man har ingen kontrol. MEN én ting gør konceptet godt - man har det bedre imens. :-)
Så når man kan, så er det meget rarere at være glad end at være ked af det. Altså uden at undertrykke eller fake, der skal være plads til de følelser der nu er. Men når det lykkes at finde øer af accept, glæde eller bare okay-hed, så føles det klart way bedre end tristhed, tvivl, fortrydelse eller ligegyldighed. Og det lykkes jo løbende ...
Jeg oplever flere og flere øer af accept af min væren, små stunder med en glæde over livet. Nydelsen ved at se på planter der gror, en flot busk i en have på min gåtur. Himlen over vandet. En solnedgang. Eller den lilla himmel tidligt om morgen, og den særlige ro og stilhed. Kold og klar morgenluft. En nuttet rotte der vasker sig.
Den pulserende fornemmelse på hovedbanen kl. 7.45 om morgenen, og det velkendte i at gå samme vej som de andre hverdagsmorgener. At nyde at sidde på en café og føle mig som en del af verden. En god bog.
Der er øer.
Og når jeg indimellem er decideret glad føles det godt nok rart.
Men jeg er sårbar, jeg kan ikke klare konflikt eller problematikker, jeg vil ikke mere hvor jeg skal kæmpe, jeg har ikke noget ekstra at trække på, ikke noget overskud.
Jeg græder for andre, på film. Men ikke nødvendigvis når jeg læser historier på nettet om nye mødre der lige har mistet, de historier er bare som de er. Sådan er det. Det gør mig meget meget ondt, men jeg kender det, det får mig ikke nødvendigvis til at græde.
Der er jeg blevet lidt tilvænnet og hårdfør. Jeg føler dog med dem, meget.
Jeg mangler passion. Der er intet jeg synes er noget. Intet jeg vil. Det hele er lidt ligegyldigt.
Jeg er ikke deprimeret, jeg kan også være okay og være glad. Men jeg er så træt. Som om der ligger en tung dyne over mit liv.
Jeg ryger i et hul ved hver menstruation. Selvom vores situation er at vi skal acceptere at vi ikke bliver gravide igen, så dykker det mig at få det bekræftet, og at få knust det håb der alligevel spirer hver måned.
Men det er naturligt nok, det er jo fuckende hårdt. Hver gang kommer længslen efter det barn jeg mangler, fordi jeg stadig sidder der med tomme arme og i en krop uden et ekstra liv i. Det slår hårdt.
Det er opslidende hele tiden at skulle finde en ekstra reserve, hele tiden at skulle kæmpe for også at være glad, forsøge at være tilfreds der hvor jeg er, fordi det er der jeg er.
Der er bare ikke noget alternativ. Det er sådan min verden ser ud.
Jeg er indimellem provokeret af hele "tænk positivt"-konceptet. Mest af alt fordi jeg oplever at det er selvbedrag, man har ingen kontrol. MEN én ting gør konceptet godt - man har det bedre imens. :-)
Så når man kan, så er det meget rarere at være glad end at være ked af det. Altså uden at undertrykke eller fake, der skal være plads til de følelser der nu er. Men når det lykkes at finde øer af accept, glæde eller bare okay-hed, så føles det klart way bedre end tristhed, tvivl, fortrydelse eller ligegyldighed. Og det lykkes jo løbende ...
Jeg oplever flere og flere øer af accept af min væren, små stunder med en glæde over livet. Nydelsen ved at se på planter der gror, en flot busk i en have på min gåtur. Himlen over vandet. En solnedgang. Eller den lilla himmel tidligt om morgen, og den særlige ro og stilhed. Kold og klar morgenluft. En nuttet rotte der vasker sig.
Den pulserende fornemmelse på hovedbanen kl. 7.45 om morgenen, og det velkendte i at gå samme vej som de andre hverdagsmorgener. At nyde at sidde på en café og føle mig som en del af verden. En god bog.
Der er øer.
Og når jeg indimellem er decideret glad føles det godt nok rart.
28 august 2011
Ved at lukke og slukke
Jeg har ikke skrevet så meget de sidste måneder, fordi jeg er forvirret og sårbar.
Af gode ting er der sket det at jeg har fået job.
Efter at være blevet opsagt fra et job jeg havde levet og åndet for i 13 år, hvilket rystede mig i min grundvold, havde jeg endelig fået nyt job, selvom jeg var gravid. Det nåede jeg kun at have i tre uger, så fødte jeg Saga. Så var der sorg og operation. Så begyndte jeg på frivilligt arbejde hos Landsforeningen Spædbarnsdød for at komme lidt i gang igen, og det var godt. Men jeg synes det var enormt svært ikke at have et regulært job at vende tilbage til, med kollegaer som kendte mig og vidste hvad jeg kunne, med faste rammer, rutiner og kendte omgivelser.
I stedet skulle jeg søge job, sælge mig selv og bevise mig selv. Være på fuld skrue med glimt i øjet og emme af overskud og kompetence.
I juni skete der så det at jeg blev ringet op af et firma, som jeg havde søgt en stilling hos for knap halvandet år siden, før det hele gik galt. De ville tilbyde mig et 3-mdr. vikariat med en måske mulighed for videre ansættelse. Jeg sprang på, og der har jeg så knoklet de sidste to mdr..
Men det havde jeg brug for. Det var hårdt at skulle lære nye mennesker og nye procedurer at kende, men også godt at indgå i en sammenhæng igen, at være den kompetente side af mig selv, være faglig, have arbejdsmæssige relationer til andre. At skulle noget om morgenen, at have en grund til dagen.
Jeg er blevet glad for det. :-) Det er temmelig hårdt, jeg er træt hele tiden. Men jeg føler mig som en del af verden igen.
Nu er jeg lige blevet fastansat! :-D
Det er en kampesten fra min skulder, jeg beholder min rytme, min funktion og mine nye relationer. Jeg betyder noget. Og jeg har lidt tryghed, økonomien hænger sammen.
Det er også godt i forhold til hvis vi er nødt til at flytte og skal købe noget (huset vi lejer en lejlighed i er sat til salg) eller hvis vi er tvunget til at adoptere (og skal have god økonomi + kunne smide 200.000).
Alt i alt er det bare rigtig godt.
Jeg fortsætter mit arbejde for Landsforeningen Spædbarnsdød, men på meget lavet blus.
Tilgengæld er jeg ved at lukke og slukke med drømmen om et biologisk barn. Det sker ikke. Vi har prøvet og prøvet, men uden held. Og nu sker der det frygtelige for mig, at tidlige tegn på overgangsalder sætter ind - jeg fik ikke ægløsning i denne måned! :´-(
Mit østrogen steg kun meget lidt, og der kom ingen ægløsning. Dvs. nul mulighed for barn. Én ting er at jeg bare ikke er blevet gravid, men nu svigter det helt. Nu kan jeg ikke?!?
Jeg har det forfærdeligt. For først gang er jeg vred på min krop. Og endnu mere vred på verden. Hvorfor kan jeg ikke? Hvorfor er jeg blevet for gammel? Når alle har en historie om en de kender på 40, 42, sågar 46 som har fået barn, hvorfor lukker og slukker min krop så som blot 40-årig?
Og når jeg nu startede med at ville for 10 år siden, og med at forsøge intenst for 5 år siden, hvorfor får jeg så ikke mit højeste ønske opfyldt? Hvordan kan det ske at det bare ikke bliver?
Jeg prøver at sige til mig selv at hvis man får kørt benene af, er man sikkert også vred og fortvivlet og uforstående, men man er nødt til at deale med sådan som verden ser ud. Dvs. lige meget hvor uretfærdigt eller uacceptabelt jeg synes det er, så er det altså sådan det er. Jeg er nødt til at lære at leve med det.
MEN FUCK DA! :-(
Jeg er så ubeskriveligt ked af det. Virkelig virkelig ked af det.
Sorgen over Saga og sorgen over at være permanent barnløs er ét stort rod. Det er lige før det sidste gør mest ondt, for Saga er diffus for mig nu, jeg havde jo aldrig kontakt med hende. Ingen åbne øjne, ingen lyde, ingen bevægelser. Kun boblerne i min mave mens hun levede, følelsen af hende i mig. Jeg havde hende aldrig i mine arme levende. Min sorg over ikke at få lov at leve med et barn er størst. Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne være mor til et levende barn, leve med det barn, elske og sørge for, forme og hjælpe på vej.
Sorgen over Saga er sorgen over hvad hun kunne have været, hvis hun havde levet. Hvis jeg havde båret hende til termin. At miste at være mor til et levende barn.
Jeg tænker på konceptet med kvindens tre faser, jomfruen (eller den unge kvinde), moderen og den gamle kvinde. Jeg mangler en fase. Jeg går fra at leve en ung kvindes liv til at leve en gammel kvindes liv, uden at have mellemstadiet med. Uden moderskabet.
Jeg føler en enorm del af mig mangler.
Jeg føler det vigtigste i livet mangler.
Alle kommer med "Har I tænkt på at adoptere?", og ja, selvfølgelig har vi da det. Og sat os ind i det. I modsætning til de fleste, som ingen idé har om hvad det vil sige, hvor lang tid det tager, hvad det kræver eller hvor svært det er. Og som på romantisk vis tror det er en nyfødt baby man kan få.
HVIS vi overhovedet kan blive godkendt til adoption, hvilket tager op til et år, så er der en ventetid på 2-4 år, for tiden er fire mest realistisk. Vi taler altså om at jeg som 45-årig kan blive mor, det er meget meget lang tid at vente, i denne ende af mit liv. Jeg er klar NU. Jeg har været klar i 10 år.
Derudover er der alle de umulige krav at opfylde, inkl. at skulle kunne rejse til et andet land og opholde os i flere måneder. For de lande med kortest ventetid er det syv mdr.! Samtidig med at vi skal kunne rive syv mdr. ud af kalenderen, og have hele vores barns babyfase i et andet land, uden familien, vores egne liv og rammer, uden den verden og kultur vi ønsker at være forældre i, så skal vi også kunne beholde vores job og bolig at komme tilbage til, selvom vi er væk så længe. Hvem kan dog det?!
Den tid der går fra de finder ud af hvilket barn man får, til man kan få barnet i armene er mellem to og seks mdr. Dvs. det barn man får er minimum to mdr., mere sandsynligt 6-8 mdr. Alle de måneder er tabt for én, det bliver ikke noget vi får lov at opleve. Og vi har ingen indflydelse på den tid. Vi kan ikke give vores barn kontakt, stimulation og omsorg, sikre at der skabes en grundtryghed og tilknytning. At vores barn får øjenkontakt og kropskontakt og bliver trygt og harmonisk. Nej, det er børnehjem blandt en masse andre børn, med fokus på at det får mad og en tør ble. Men alt dét som man i vestlig forskning ved betyder utroligt meget, får vi ikke lov at indflyde på.
Hvis vi overhovedet kan blive godkendt, og vi overhovedet får et barn, så står vi om fire-fem år med et barn på 6-7 mdr., som ingen tilknytning har til os, og med en baggrund vi ikke kender, og skal først til at prøve at skabe en familie.
Jeg synes ikke det lyder specielt fedt. Det lyder rigtig hårdt, utrygt, opslidende. Ikke noget quick fix på at mangle et barn, ikke nogen løsning.
Det er bare det eneste vi evt. kan, hvis vi vil have et liv med børn. Et forsinket liv med børn, meget forsinket.
Jeg vil ikke tale med andre om adoption. I hvert fald ikke med nogen der ikke ved noget om det.
Jeg gider ikke få trukket den ned over hovedet af nogen der ikke aner hvad de taler om eller hvad det indebærer. Jeg gider ikke skulle forsvare mine følelser, forklare og forklare. Se folks blikke når de synes jeg er negativ og utaknemmelig, eller fornemme hvordan de naivt tror, at verden er fuld af stakkels forældreløse babyer der trænger til et hjem, og det som barnløs er min pligt at redde dem. Hvis der var sådan en enorm mængde forældreløse babyer, hvorfor er der så fire års ventetid? Tværtimod er der mangel på babyer at bortadoptere.
Der er til gengæld masser af ældre forældreløse børn, men dem vil ingen have. Alle dem der synes at de stakels børn skal reddes, hvorfor adopterer de ikke selv dem? Hvorfor laver alle andre børn selv, fremfor at tage til Afrika og adoptere en 6-årig?
Fordi drømmen om at få barn og skabe familie ikke inkluderer en 6-årig forældreløs afrikaner, vietnameser, inder eller colombianer. Heller ikke for os.
Jeg har ikke prøvet at være forældre før, jeg har ingen erfaringer eller redskaber til at håndtere et skadet ældre barn. Og jeg har aldrig haft nogen mission om at jeg skulle redde verden.
Som alle andre drømmer jeg om en nyfødt baby i mine arme, at dufte, mærke, høre lydene. At studere de bittesmå fingre, lege med griberefleksen og se den lillebitte hånd kramme om min finger. Kigge mit barn dybt i øjnene og vide at jeg er dets mor. Opleve mit barn udvikle sig, fra en hjælpeløs lille baby til et selvsikkert og nysgerrigt barn. Være der under hele processen, høre sammen.
Når jeg drømmer om at være mor, drømmer jeg om at være mor til en baby. Og at have fire år til at lære hvordan man er mor til en fireårig, lære at sætte grænser, aflæse mit barn osv. via de situationer der opstår.
Hvis jeg havde barn i forvejen ville jeg måske godt kunne adoptere en fireårig, for så ville jeg allerede have udviklet mig som mor, og være opgaven moden og parat.
Men jeg har ingen levende børn. Og ingen yngre søskende. Jeg aner ikke hvordan man gør.
Det er så igen "når barnet er der"-tanker, afskåret fra alt det der går forud. De mange år og svære betingelser der går forud.
Vi har levet snart fem år i venteposition, hvor vi hele tiden har ventet på at vi skulle få barn og vores nye liv gå igang. Hvor vi har gjort os klar, prioriteret, fokuseret, VALGT. Hvor ønsket om et barn og forsøget på at skabe et har fyldt alt. Fem år!
Kan vi holde til fem år mere?
Jeg tvivler.
Jeg synes virkelig det er en svær tid.
Jeg skal acceptere en situation jeg ikke kan acceptere, jeg skal indstille mig på at mit liv ikke kan blive som jeg så brændende ønsker mig. Jeg skal lære at leve med et sådan er det altså.
Jeg skal håndtere sorgen.
Og prikken over i'et - på tirsdag er det årsdagen for Sagas fødsel og død. Jeg synes denne måned er meget svær. Hver dato har sine minder, her blev jeg indlag. På denne dag hørte vi hjertelyd, efter en enorm forskrækkelse. På denne dag var vi til misdannelsesscanning, og hun lå som en lille frø på spring. På denne dag var jeg indlagt igen. På denne dag så vi Sagas hjerte slå for allersidste gang.
I morgen og på tirsdag er så årsdagene for de værste dage i mit liv. Indlæggelsen, fødslen og afskeden.
Der mistede vi vores datter.
Der er bare ikke noget at sætte i stedet.
Af gode ting er der sket det at jeg har fået job.
Efter at være blevet opsagt fra et job jeg havde levet og åndet for i 13 år, hvilket rystede mig i min grundvold, havde jeg endelig fået nyt job, selvom jeg var gravid. Det nåede jeg kun at have i tre uger, så fødte jeg Saga. Så var der sorg og operation. Så begyndte jeg på frivilligt arbejde hos Landsforeningen Spædbarnsdød for at komme lidt i gang igen, og det var godt. Men jeg synes det var enormt svært ikke at have et regulært job at vende tilbage til, med kollegaer som kendte mig og vidste hvad jeg kunne, med faste rammer, rutiner og kendte omgivelser.
I stedet skulle jeg søge job, sælge mig selv og bevise mig selv. Være på fuld skrue med glimt i øjet og emme af overskud og kompetence.
I juni skete der så det at jeg blev ringet op af et firma, som jeg havde søgt en stilling hos for knap halvandet år siden, før det hele gik galt. De ville tilbyde mig et 3-mdr. vikariat med en måske mulighed for videre ansættelse. Jeg sprang på, og der har jeg så knoklet de sidste to mdr..
Men det havde jeg brug for. Det var hårdt at skulle lære nye mennesker og nye procedurer at kende, men også godt at indgå i en sammenhæng igen, at være den kompetente side af mig selv, være faglig, have arbejdsmæssige relationer til andre. At skulle noget om morgenen, at have en grund til dagen.
Jeg er blevet glad for det. :-) Det er temmelig hårdt, jeg er træt hele tiden. Men jeg føler mig som en del af verden igen.
Nu er jeg lige blevet fastansat! :-D
Det er en kampesten fra min skulder, jeg beholder min rytme, min funktion og mine nye relationer. Jeg betyder noget. Og jeg har lidt tryghed, økonomien hænger sammen.
Det er også godt i forhold til hvis vi er nødt til at flytte og skal købe noget (huset vi lejer en lejlighed i er sat til salg) eller hvis vi er tvunget til at adoptere (og skal have god økonomi + kunne smide 200.000).
Alt i alt er det bare rigtig godt.
Jeg fortsætter mit arbejde for Landsforeningen Spædbarnsdød, men på meget lavet blus.
Tilgengæld er jeg ved at lukke og slukke med drømmen om et biologisk barn. Det sker ikke. Vi har prøvet og prøvet, men uden held. Og nu sker der det frygtelige for mig, at tidlige tegn på overgangsalder sætter ind - jeg fik ikke ægløsning i denne måned! :´-(
Mit østrogen steg kun meget lidt, og der kom ingen ægløsning. Dvs. nul mulighed for barn. Én ting er at jeg bare ikke er blevet gravid, men nu svigter det helt. Nu kan jeg ikke?!?
Jeg har det forfærdeligt. For først gang er jeg vred på min krop. Og endnu mere vred på verden. Hvorfor kan jeg ikke? Hvorfor er jeg blevet for gammel? Når alle har en historie om en de kender på 40, 42, sågar 46 som har fået barn, hvorfor lukker og slukker min krop så som blot 40-årig?
Og når jeg nu startede med at ville for 10 år siden, og med at forsøge intenst for 5 år siden, hvorfor får jeg så ikke mit højeste ønske opfyldt? Hvordan kan det ske at det bare ikke bliver?
Jeg prøver at sige til mig selv at hvis man får kørt benene af, er man sikkert også vred og fortvivlet og uforstående, men man er nødt til at deale med sådan som verden ser ud. Dvs. lige meget hvor uretfærdigt eller uacceptabelt jeg synes det er, så er det altså sådan det er. Jeg er nødt til at lære at leve med det.
MEN FUCK DA! :-(
Jeg er så ubeskriveligt ked af det. Virkelig virkelig ked af det.
Sorgen over Saga og sorgen over at være permanent barnløs er ét stort rod. Det er lige før det sidste gør mest ondt, for Saga er diffus for mig nu, jeg havde jo aldrig kontakt med hende. Ingen åbne øjne, ingen lyde, ingen bevægelser. Kun boblerne i min mave mens hun levede, følelsen af hende i mig. Jeg havde hende aldrig i mine arme levende. Min sorg over ikke at få lov at leve med et barn er størst. Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne være mor til et levende barn, leve med det barn, elske og sørge for, forme og hjælpe på vej.
Sorgen over Saga er sorgen over hvad hun kunne have været, hvis hun havde levet. Hvis jeg havde båret hende til termin. At miste at være mor til et levende barn.
Jeg tænker på konceptet med kvindens tre faser, jomfruen (eller den unge kvinde), moderen og den gamle kvinde. Jeg mangler en fase. Jeg går fra at leve en ung kvindes liv til at leve en gammel kvindes liv, uden at have mellemstadiet med. Uden moderskabet.
Jeg føler en enorm del af mig mangler.
Jeg føler det vigtigste i livet mangler.
Alle kommer med "Har I tænkt på at adoptere?", og ja, selvfølgelig har vi da det. Og sat os ind i det. I modsætning til de fleste, som ingen idé har om hvad det vil sige, hvor lang tid det tager, hvad det kræver eller hvor svært det er. Og som på romantisk vis tror det er en nyfødt baby man kan få.
HVIS vi overhovedet kan blive godkendt til adoption, hvilket tager op til et år, så er der en ventetid på 2-4 år, for tiden er fire mest realistisk. Vi taler altså om at jeg som 45-årig kan blive mor, det er meget meget lang tid at vente, i denne ende af mit liv. Jeg er klar NU. Jeg har været klar i 10 år.
Derudover er der alle de umulige krav at opfylde, inkl. at skulle kunne rejse til et andet land og opholde os i flere måneder. For de lande med kortest ventetid er det syv mdr.! Samtidig med at vi skal kunne rive syv mdr. ud af kalenderen, og have hele vores barns babyfase i et andet land, uden familien, vores egne liv og rammer, uden den verden og kultur vi ønsker at være forældre i, så skal vi også kunne beholde vores job og bolig at komme tilbage til, selvom vi er væk så længe. Hvem kan dog det?!
Den tid der går fra de finder ud af hvilket barn man får, til man kan få barnet i armene er mellem to og seks mdr. Dvs. det barn man får er minimum to mdr., mere sandsynligt 6-8 mdr. Alle de måneder er tabt for én, det bliver ikke noget vi får lov at opleve. Og vi har ingen indflydelse på den tid. Vi kan ikke give vores barn kontakt, stimulation og omsorg, sikre at der skabes en grundtryghed og tilknytning. At vores barn får øjenkontakt og kropskontakt og bliver trygt og harmonisk. Nej, det er børnehjem blandt en masse andre børn, med fokus på at det får mad og en tør ble. Men alt dét som man i vestlig forskning ved betyder utroligt meget, får vi ikke lov at indflyde på.
Hvis vi overhovedet kan blive godkendt, og vi overhovedet får et barn, så står vi om fire-fem år med et barn på 6-7 mdr., som ingen tilknytning har til os, og med en baggrund vi ikke kender, og skal først til at prøve at skabe en familie.
Jeg synes ikke det lyder specielt fedt. Det lyder rigtig hårdt, utrygt, opslidende. Ikke noget quick fix på at mangle et barn, ikke nogen løsning.
Det er bare det eneste vi evt. kan, hvis vi vil have et liv med børn. Et forsinket liv med børn, meget forsinket.
Jeg vil ikke tale med andre om adoption. I hvert fald ikke med nogen der ikke ved noget om det.
Jeg gider ikke få trukket den ned over hovedet af nogen der ikke aner hvad de taler om eller hvad det indebærer. Jeg gider ikke skulle forsvare mine følelser, forklare og forklare. Se folks blikke når de synes jeg er negativ og utaknemmelig, eller fornemme hvordan de naivt tror, at verden er fuld af stakkels forældreløse babyer der trænger til et hjem, og det som barnløs er min pligt at redde dem. Hvis der var sådan en enorm mængde forældreløse babyer, hvorfor er der så fire års ventetid? Tværtimod er der mangel på babyer at bortadoptere.
Der er til gengæld masser af ældre forældreløse børn, men dem vil ingen have. Alle dem der synes at de stakels børn skal reddes, hvorfor adopterer de ikke selv dem? Hvorfor laver alle andre børn selv, fremfor at tage til Afrika og adoptere en 6-årig?
Fordi drømmen om at få barn og skabe familie ikke inkluderer en 6-årig forældreløs afrikaner, vietnameser, inder eller colombianer. Heller ikke for os.
Jeg har ikke prøvet at være forældre før, jeg har ingen erfaringer eller redskaber til at håndtere et skadet ældre barn. Og jeg har aldrig haft nogen mission om at jeg skulle redde verden.
Som alle andre drømmer jeg om en nyfødt baby i mine arme, at dufte, mærke, høre lydene. At studere de bittesmå fingre, lege med griberefleksen og se den lillebitte hånd kramme om min finger. Kigge mit barn dybt i øjnene og vide at jeg er dets mor. Opleve mit barn udvikle sig, fra en hjælpeløs lille baby til et selvsikkert og nysgerrigt barn. Være der under hele processen, høre sammen.
Når jeg drømmer om at være mor, drømmer jeg om at være mor til en baby. Og at have fire år til at lære hvordan man er mor til en fireårig, lære at sætte grænser, aflæse mit barn osv. via de situationer der opstår.
Hvis jeg havde barn i forvejen ville jeg måske godt kunne adoptere en fireårig, for så ville jeg allerede have udviklet mig som mor, og være opgaven moden og parat.
Men jeg har ingen levende børn. Og ingen yngre søskende. Jeg aner ikke hvordan man gør.
Det er så igen "når barnet er der"-tanker, afskåret fra alt det der går forud. De mange år og svære betingelser der går forud.
Vi har levet snart fem år i venteposition, hvor vi hele tiden har ventet på at vi skulle få barn og vores nye liv gå igang. Hvor vi har gjort os klar, prioriteret, fokuseret, VALGT. Hvor ønsket om et barn og forsøget på at skabe et har fyldt alt. Fem år!
Kan vi holde til fem år mere?
Jeg tvivler.
Jeg synes virkelig det er en svær tid.
Jeg skal acceptere en situation jeg ikke kan acceptere, jeg skal indstille mig på at mit liv ikke kan blive som jeg så brændende ønsker mig. Jeg skal lære at leve med et sådan er det altså.
Jeg skal håndtere sorgen.
Og prikken over i'et - på tirsdag er det årsdagen for Sagas fødsel og død. Jeg synes denne måned er meget svær. Hver dato har sine minder, her blev jeg indlag. På denne dag hørte vi hjertelyd, efter en enorm forskrækkelse. På denne dag var vi til misdannelsesscanning, og hun lå som en lille frø på spring. På denne dag var jeg indlagt igen. På denne dag så vi Sagas hjerte slå for allersidste gang.
I morgen og på tirsdag er så årsdagene for de værste dage i mit liv. Indlæggelsen, fødslen og afskeden.
Der mistede vi vores datter.
Der er bare ikke noget at sætte i stedet.
10 juli 2011
Virkeligheden
Der er faldet lidt ro på mig efter det mislykkede fryseægsforsøg. Det er så sådan det er. Vi er færdige med fertilitetsbehandling, den del af vore liv er ovre. Ikke flere ture til Herlev, ikke flere hormoner, scanninger, indgreb.
En del af mig er lettet, det har været forbandet hårdt. En del af mig er bundulykkelig, måske betyder det at vi bare ikke får nogen levende børn. At det er slut.
Vi prøver på naturmetoden, men so far ingen succes. Alligevel har jeg et spinkelt håb. Hvad nu hvis ... Men jeg ved det er urealistisk.
En del af mig prøver at gøre mig parat til at acceptere at jeg ikke kommer til at bære et barn igen. At jeg er barnløs. Men det gør så usigeligt ondt, at jeg kun kan se på det lidt fra siden, ud af øjenkrogen. Jeg kan tænke tanken, men distanceret. Hvis jeg føler den, hvis jeg virkelig SER på den, gør det for ondt. Den virkelighed er for svær at være i.
Men når jeg ser på det lidt fra siden, kan jeg måske vænne mig til det. Lige stikke mig på det, og så flytte mig væk igen. Med tiden kan jeg måske opholde mig i tanken længere og længere indtil jeg er klar til at acceptere min virkelighed.
Men fuck. :´-(
En del af mig er lettet, det har været forbandet hårdt. En del af mig er bundulykkelig, måske betyder det at vi bare ikke får nogen levende børn. At det er slut.
Vi prøver på naturmetoden, men so far ingen succes. Alligevel har jeg et spinkelt håb. Hvad nu hvis ... Men jeg ved det er urealistisk.
En del af mig prøver at gøre mig parat til at acceptere at jeg ikke kommer til at bære et barn igen. At jeg er barnløs. Men det gør så usigeligt ondt, at jeg kun kan se på det lidt fra siden, ud af øjenkrogen. Jeg kan tænke tanken, men distanceret. Hvis jeg føler den, hvis jeg virkelig SER på den, gør det for ondt. Den virkelighed er for svær at være i.
Men når jeg ser på det lidt fra siden, kan jeg måske vænne mig til det. Lige stikke mig på det, og så flytte mig væk igen. Med tiden kan jeg måske opholde mig i tanken længere og længere indtil jeg er klar til at acceptere min virkelighed.
Men fuck. :´-(
18 juni 2011
For helvede da! Jeg tog afsted til seminar hos Landsforeningen, og da jeg ankom og lige skulle tisse, fik jeg min menstruation.
Jeg blev totalt hylet ud af den. Ind og møde nye mennesker og præsentere mig selv, to sekunder efter at jeg finder ud af at løbet er kørt, og mit fnug er gået til.
Pissedag!
EDIT:
Dog var jeg nok det bedste sted, når nu det sku være. De andre forældre var meget støttende og inspirerende, og det var plads til følelserne. Så jeg fik det på en måde bearbejdet. Ihvertfald formuleret, og det hjælper.
Jeg blev totalt hylet ud af den. Ind og møde nye mennesker og præsentere mig selv, to sekunder efter at jeg finder ud af at løbet er kørt, og mit fnug er gået til.
Pissedag!
EDIT:
Dog var jeg nok det bedste sted, når nu det sku være. De andre forældre var meget støttende og inspirerende, og det var plads til følelserne. Så jeg fik det på en måde bearbejdet. Ihvertfald formuleret, og det hjælper.
17 juni 2011
Rutjsebane
Jeg testede her til morgen, en dag for tidligt. Bragende negativ. Jeg tror den ville ha vist noget nu. Jeg tror fnugget er død. Ligesom ved alle mine andre ægoplægninger.
Jeg vil ikke teste i morgen, for jeg tror ikke det ændrer noget.
Blodprøven tirsdag er det endelige resultat, men jeg tror det er afgjort. :-(
Igen frygter jeg det aldrig bliver. Saga var mit mirakelbarn, måske er hun bare alt jeg får.
EDIT kl. 9.27:
Jeg er overrasket over hvor tungt jeg tager testeriet. Jeg troede jeg havde styr på følelserne, at jeg accepterede min situation.
Der er små ting der går godt. Småting. Jeg fandt nogle dyre klippekort, som jeg troede jeg havde tabt. Jeg fik byttet nogle sko, som jeg ikke troede de ville bytte. En nederdel jeg havde kig på var pludselig på tilbud. Jeg starter i nyt job, godt nok kun garanteret i en fastsat periode, men stadig.
Ting lysner.
Jeg tænkte jeg ku leve med hvordan min verden er.
Men jeg var ved at tude i morges, og jeg føler mig ustabil og nedtrykt nu.
MEN faktisk er der et spinkelt håb. Da jeg kiggede på testen en halv time senere er der verdens svageste antydning af en anden streg. Den er så svag at man virkelig skal se godt efter, men der er noget.
Jeg tog fluks en test mere, af et andet mærke. Den er negativ, ingen antydning.
Måske er det ikke noget, de fleste ville nok ikke kunne se noget. Men der er altså en skygge af en streg.
Og jeg har regnet forkert! Det er først søndag jeg kan teste. Jeg er to dage for tidligt.
Testene er de billige strimmelteste, de er ikke så følsomme.
Jeg håber lidt, men jeg er oprevet og ked af det, jeg føler mig totalt bims. Jeg ved ikke hvad der er op og ned. Hvordan jeg skal tackle usikkerheden og måske at få knust mit nye spinkle håb. Total rutsjebane.
Jeg troede virkelig jeg kunne håndtere det, at jeg var cool med whatever svar jeg får.
Jeg er ikke spor cool, jeg er helt ude at gynge.
EDIT kl. 19.19:
Hmmm. Da jeg kom hjem var den skygge godt nok svær at se. Som i måske ikke ... Og nu har jeg en anelse blodigt udflåd, som jeg typisk har dagen inden min menstruation kommer. FUCK! :'-(
Jeg vil ikke teste i morgen, for jeg tror ikke det ændrer noget.
Blodprøven tirsdag er det endelige resultat, men jeg tror det er afgjort. :-(
Igen frygter jeg det aldrig bliver. Saga var mit mirakelbarn, måske er hun bare alt jeg får.
EDIT kl. 9.27:
Jeg er overrasket over hvor tungt jeg tager testeriet. Jeg troede jeg havde styr på følelserne, at jeg accepterede min situation.
Der er små ting der går godt. Småting. Jeg fandt nogle dyre klippekort, som jeg troede jeg havde tabt. Jeg fik byttet nogle sko, som jeg ikke troede de ville bytte. En nederdel jeg havde kig på var pludselig på tilbud. Jeg starter i nyt job, godt nok kun garanteret i en fastsat periode, men stadig.
Ting lysner.
Jeg tænkte jeg ku leve med hvordan min verden er.
Men jeg var ved at tude i morges, og jeg føler mig ustabil og nedtrykt nu.
MEN faktisk er der et spinkelt håb. Da jeg kiggede på testen en halv time senere er der verdens svageste antydning af en anden streg. Den er så svag at man virkelig skal se godt efter, men der er noget.
Jeg tog fluks en test mere, af et andet mærke. Den er negativ, ingen antydning.
Måske er det ikke noget, de fleste ville nok ikke kunne se noget. Men der er altså en skygge af en streg.
Og jeg har regnet forkert! Det er først søndag jeg kan teste. Jeg er to dage for tidligt.
Testene er de billige strimmelteste, de er ikke så følsomme.
Jeg håber lidt, men jeg er oprevet og ked af det, jeg føler mig totalt bims. Jeg ved ikke hvad der er op og ned. Hvordan jeg skal tackle usikkerheden og måske at få knust mit nye spinkle håb. Total rutsjebane.
Jeg troede virkelig jeg kunne håndtere det, at jeg var cool med whatever svar jeg får.
Jeg er ikke spor cool, jeg er helt ude at gynge.
EDIT kl. 19.19:
Hmmm. Da jeg kom hjem var den skygge godt nok svær at se. Som i måske ikke ... Og nu har jeg en anelse blodigt udflåd, som jeg typisk har dagen inden min menstruation kommer. FUCK! :'-(
02 juni 2011
At affinde sig
Jeg opdager mest omkring hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker, når jeg skriver til andre. Følgende er også oprindeligt skrevet som respons til en anden mor:
Jeg kan mærke at der er sket rigtig meget i mig gennem de ni måneder der er gået, siden vi mistede Saga. Jeg har accepteret mit tab. Det går stadig ondt, men jeg har affundet mig med at det er sådan, og jeg begynder så småt at være mere positiv. Der er plads til andet også.
Det har taget lang tid, faktisk en hel graviditets tid. Men jeg har det markant meget bedre.
Min terminsdato forbigik jeg i stilhed, og det var ikke et godt valg. Det fortrød jer. Måske sku jeg ha ladet mig selv sørge den dag.
Den var ikke så slem som frygtet, men i mit forsøg på at undgå smerte, fik jeg bare undertrykt det. Så blev det spredt ud i stedet. For selvfølgelig gør det ondt, det ku jeg ha sagt mig selv. Og det måtte det også godt, det er en del af processen. Jeg overlevede.
Jeg fik også tanker omkring "Nu sku jeg ha haft barsel", "Nu sku jeg ha gået med barnevognen" osv. Jeg registrede at jeg tænkte og følte sådan, men jeg forsøgte at undlade at dvæle ved det. Ikke flygte, bare passe på ikke at dykke virkelig i, og lade det overvælde mig. Dyppe tåen, op igen. Dyppe igen, op igen. Ikke hoppe helt i, bare tage temperaturen.
Rokke lidt med tanden der gør ondt, men ikke flå den ud.
Med tiden har jeg fundet at det gør mindre og mindre ondt, og fylder mindre.
Jeg prøver at fokusere på at sådan her er det, fremfor hvordan det kunne have været.
MEN det er først med tiden at det lykkes. Og det er okay, jeg var ikke klar før.
Jeg skal have lagt et fryseæg op på tirsdag, og jeg er klar. Der er åbent for et evt. nyt barn, og et vist overskud til at håndtere hvis det ikke lykkes. Det er helt klart tiden.
Saga fylder ikke alt længere.
Måske er hun det eneste barn jeg får. Men hun er ikke længere både hende, og så også et symbol på hele mit savn og min drøm om hvordan mit liv skulle have været. Det var hun i lang tid.
Sorgen over hende var uadskilligeligt knyttet til sorgen over min barnløshed, sorgen over at skulle håndtere traumet, sorgen over tabet af min livsuskyld og sorgen over at have mistet det liv, jeg troede jeg skulle have. Det er ret meget sorg på én gang.
Nu kan jeg bedre skille det ad. Sorgen over hende konkret er ikke så stor som den var i starten. Jeg kan bedre finde plads til den i mig. Hun er en del af mig, og det der er hændt mig, men hun er ikke et sugende sort hul der æder al min glæde. Min længsel er til at håndtere.
Jeg føler mig klart skadet, der er et sår i min sjæl. Men jeg er ikke uopretteligt defekt fremover, jeg kan stadig meget. Den jeg var, bliver jeg ikke igen, men det kan jeg godt lade være med at lade fylde alt, sådan er det bare.
Jeg frygter ikke hendes fødselsdag, sært nok. Det er jo om tre mdr. Men det skal nok gå. Jeg tror ikke jeg går ned, jeg tror jeg fordyber mig i hvad der er sket, men jeg tror den vil markere at jeg har overlevet den værste smerte i mit liv. Måske kan jeg oven i købet være stolt den dag.
Jeg er lettet over at det har ændret sig. Det føltes ikke som om det kunne. Men alligevel har det ændret sig.
Jeg kan mærke at der er sket rigtig meget i mig gennem de ni måneder der er gået, siden vi mistede Saga. Jeg har accepteret mit tab. Det går stadig ondt, men jeg har affundet mig med at det er sådan, og jeg begynder så småt at være mere positiv. Der er plads til andet også.
Det har taget lang tid, faktisk en hel graviditets tid. Men jeg har det markant meget bedre.
Min terminsdato forbigik jeg i stilhed, og det var ikke et godt valg. Det fortrød jer. Måske sku jeg ha ladet mig selv sørge den dag.
Den var ikke så slem som frygtet, men i mit forsøg på at undgå smerte, fik jeg bare undertrykt det. Så blev det spredt ud i stedet. For selvfølgelig gør det ondt, det ku jeg ha sagt mig selv. Og det måtte det også godt, det er en del af processen. Jeg overlevede.
Jeg fik også tanker omkring "Nu sku jeg ha haft barsel", "Nu sku jeg ha gået med barnevognen" osv. Jeg registrede at jeg tænkte og følte sådan, men jeg forsøgte at undlade at dvæle ved det. Ikke flygte, bare passe på ikke at dykke virkelig i, og lade det overvælde mig. Dyppe tåen, op igen. Dyppe igen, op igen. Ikke hoppe helt i, bare tage temperaturen.
Rokke lidt med tanden der gør ondt, men ikke flå den ud.
Med tiden har jeg fundet at det gør mindre og mindre ondt, og fylder mindre.
Jeg prøver at fokusere på at sådan her er det, fremfor hvordan det kunne have været.
MEN det er først med tiden at det lykkes. Og det er okay, jeg var ikke klar før.
Jeg skal have lagt et fryseæg op på tirsdag, og jeg er klar. Der er åbent for et evt. nyt barn, og et vist overskud til at håndtere hvis det ikke lykkes. Det er helt klart tiden.
Saga fylder ikke alt længere.
Måske er hun det eneste barn jeg får. Men hun er ikke længere både hende, og så også et symbol på hele mit savn og min drøm om hvordan mit liv skulle have været. Det var hun i lang tid.
Sorgen over hende var uadskilligeligt knyttet til sorgen over min barnløshed, sorgen over at skulle håndtere traumet, sorgen over tabet af min livsuskyld og sorgen over at have mistet det liv, jeg troede jeg skulle have. Det er ret meget sorg på én gang.
Nu kan jeg bedre skille det ad. Sorgen over hende konkret er ikke så stor som den var i starten. Jeg kan bedre finde plads til den i mig. Hun er en del af mig, og det der er hændt mig, men hun er ikke et sugende sort hul der æder al min glæde. Min længsel er til at håndtere.
Jeg føler mig klart skadet, der er et sår i min sjæl. Men jeg er ikke uopretteligt defekt fremover, jeg kan stadig meget. Den jeg var, bliver jeg ikke igen, men det kan jeg godt lade være med at lade fylde alt, sådan er det bare.
Jeg frygter ikke hendes fødselsdag, sært nok. Det er jo om tre mdr. Men det skal nok gå. Jeg tror ikke jeg går ned, jeg tror jeg fordyber mig i hvad der er sket, men jeg tror den vil markere at jeg har overlevet den værste smerte i mit liv. Måske kan jeg oven i købet være stolt den dag.
Jeg er lettet over at det har ændret sig. Det føltes ikke som om det kunne. Men alligevel har det ændret sig.
26 april 2011
Vores sidste fryseæg
Jeg har nu prøvet at blive gravid to måneder, uden held. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, vi var tre ÅR om det sidst. Men på en eller anden måde havde jeg nok forestillet mig at skæbnen skyldte mig noget, at hvis katastrofer kan ske igen og igen, så kan mirakler vel også?
Saga var et mirakel. Efter to et halvt års fertilitetsbehandling, seks inseminationer og fire IVF'er, så var hun der - økologisk! Jeg blev spontant gravid, på trods af at alle de fine behandlinger ikke havde succes.
Men så mister jeg hende, pga. min dumme livmoders statistisk sjældne tendens til at danne fibromer når jeg har meget østrogen. FUCK!
Mit mirakel blev til en katastrofe. På den ene side gør det, at jeg har svært ved at tro på, at det nogensinde kan gå godt for mig. På den anden side tænker jeg, at det da umulig kan være af helvede til hele tiden?! Det kan jeg jo se at det kunne, for vi havde det i forvejen svært, og at miste vores datter var at nå bunden. Men det kan vel ikke blive ved??? Vi må da også ha noget held igen?
Så på en eller anden måde havde jeg nok alligevel et spinkelt håb om at jeg ville blive gravid i første forsøg. Eller andet forsøg. Og naturligt igen, siden det er det eneste der har virket.
At jeg ville trodse alle odds, at skæbnen ville give mig en undskyldning og et nyt barn.
Men nu står jeg her, er lige fyldt 40 år og med endnu en negativ test. Tid til næste trin.
Planen er så at vi nu skal bruge vores fryseæg, men ustimuleret, dvs. lagt op i naturlig cyklus. Chancerne er lidt dårligere end ved hormonstimulation, men jeg vil ikke har mere østrogen! Bliver jeg gravid, stiger mit østrogen, og derved også risikoen for at jeg danner nye fibromer, der kan slå næste barn ihjel også. Jeg vil ikke ha kunstige tilsat også!
Så ustimuleret it is ...
Det er så nu.
Vi har kun to æg i ét strå. Ikke så godt ... For pga. min operation må jeg ikke risikere en tvillingegraviditet, så der må kun lægges ét æg op. Min livmoder kan briste hvis jeg skulle blive gravid med tvillinger. Men da æggene er i samme strå, vil vi spilde det ene. Når de tøs op skal det så bare smides ud. :(
Det har jeg det lidt svært ved.
Når jeg ikke tåler mere hormonbehandling, kommer vi ikke til at tage flere æg ud. Disse to er min sidste reserve, når de er væk, er det slut med fertilitetsbehandling. Det er ikke rigtig til at krølle mit hovede rundt om, efter alle de år.
Så længe vi har æggene på frys, har jeg kunnet bilde mig selv ind, at de ville gøre tricket. Når vi har brugt dem, vil realiteterne ånde mig tungt mig i nakken. Så er jeg nødt til at forholde mig til hvor dårlige vores chancer er.
Jeg har ikke lyst til at bruge dem op.
Hvad nu hvis jeg ikke bliver gravid?
Men det er så nu.
Jeg bør få min menstruation i morgen, og så skal jeg ringe til Herlev og få tider til scanninger. Ægoplægning bliver nok ca. 11. maj, hvis der overhovedet er et egnet æg, hvis mindst et af dem overlever optøningen og deler sig videre.
Fuck hvor jeg bare ikke synes det er fedt.
Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne. Jeg har lige stirret på endnu en negativ test, jeg kan ikke rumme at tage en til, i slutningen af maj.
Det er vel 38. gang jeg har testet negativ ... 12 mdr x 3 + 2 mdr nu her, 38 tests ... Uden at medregne de måneder jeg har testet flere gange, i håb om at det ændrede sig, at der alligevel kom to streger frem.
Det er umenneskeligt.
Hvor jeg dog håber af hele mit hjerte at vores lille fryseæg vil sætte sig fast og gro. At vi kan få et mirakel mere, og at katastroferne holder sig væk denne gange. At vi kan trodse alle odds.
Kan det ikke blive vores tur?!?
Er jeg virkelig definitivt og permanent barnløs?
Please ...
Saga var et mirakel. Efter to et halvt års fertilitetsbehandling, seks inseminationer og fire IVF'er, så var hun der - økologisk! Jeg blev spontant gravid, på trods af at alle de fine behandlinger ikke havde succes.
Men så mister jeg hende, pga. min dumme livmoders statistisk sjældne tendens til at danne fibromer når jeg har meget østrogen. FUCK!
Mit mirakel blev til en katastrofe. På den ene side gør det, at jeg har svært ved at tro på, at det nogensinde kan gå godt for mig. På den anden side tænker jeg, at det da umulig kan være af helvede til hele tiden?! Det kan jeg jo se at det kunne, for vi havde det i forvejen svært, og at miste vores datter var at nå bunden. Men det kan vel ikke blive ved??? Vi må da også ha noget held igen?
Så på en eller anden måde havde jeg nok alligevel et spinkelt håb om at jeg ville blive gravid i første forsøg. Eller andet forsøg. Og naturligt igen, siden det er det eneste der har virket.
At jeg ville trodse alle odds, at skæbnen ville give mig en undskyldning og et nyt barn.
Men nu står jeg her, er lige fyldt 40 år og med endnu en negativ test. Tid til næste trin.
Planen er så at vi nu skal bruge vores fryseæg, men ustimuleret, dvs. lagt op i naturlig cyklus. Chancerne er lidt dårligere end ved hormonstimulation, men jeg vil ikke har mere østrogen! Bliver jeg gravid, stiger mit østrogen, og derved også risikoen for at jeg danner nye fibromer, der kan slå næste barn ihjel også. Jeg vil ikke ha kunstige tilsat også!
Så ustimuleret it is ...
Det er så nu.
Vi har kun to æg i ét strå. Ikke så godt ... For pga. min operation må jeg ikke risikere en tvillingegraviditet, så der må kun lægges ét æg op. Min livmoder kan briste hvis jeg skulle blive gravid med tvillinger. Men da æggene er i samme strå, vil vi spilde det ene. Når de tøs op skal det så bare smides ud. :(
Det har jeg det lidt svært ved.
Når jeg ikke tåler mere hormonbehandling, kommer vi ikke til at tage flere æg ud. Disse to er min sidste reserve, når de er væk, er det slut med fertilitetsbehandling. Det er ikke rigtig til at krølle mit hovede rundt om, efter alle de år.
Så længe vi har æggene på frys, har jeg kunnet bilde mig selv ind, at de ville gøre tricket. Når vi har brugt dem, vil realiteterne ånde mig tungt mig i nakken. Så er jeg nødt til at forholde mig til hvor dårlige vores chancer er.
Jeg har ikke lyst til at bruge dem op.
Hvad nu hvis jeg ikke bliver gravid?
Men det er så nu.
Jeg bør få min menstruation i morgen, og så skal jeg ringe til Herlev og få tider til scanninger. Ægoplægning bliver nok ca. 11. maj, hvis der overhovedet er et egnet æg, hvis mindst et af dem overlever optøningen og deler sig videre.
Fuck hvor jeg bare ikke synes det er fedt.
Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne. Jeg har lige stirret på endnu en negativ test, jeg kan ikke rumme at tage en til, i slutningen af maj.
Det er vel 38. gang jeg har testet negativ ... 12 mdr x 3 + 2 mdr nu her, 38 tests ... Uden at medregne de måneder jeg har testet flere gange, i håb om at det ændrede sig, at der alligevel kom to streger frem.
Det er umenneskeligt.
Hvor jeg dog håber af hele mit hjerte at vores lille fryseæg vil sætte sig fast og gro. At vi kan få et mirakel mere, og at katastroferne holder sig væk denne gange. At vi kan trodse alle odds.
Kan det ikke blive vores tur?!?
Er jeg virkelig definitivt og permanent barnløs?
Please ...
26 marts 2011
Ikke denne gang
Øv.
I aften skal vi til en 50 års fødselsdag, og så slog det mig at jeg jo ikke bør drikke ... For vi prøver jo, og man ved aldrig. I morges tog jeg derfor så en graviditetstest, selvom jeg først skal ha mens tirsdag eller onsdag, og den var negativ. Bragende negativ, teststregen var nærmest mørkelilla, og ikke skyggen af andre streger.
Det er for tidligt at teste, meeeen, de fleste gravide ville alligevel vise svagt positiv nu, så jeg må nok se i øjnene at jeg ikke er gravid.
Og alligevel tør jeg ikke drikke i aften, havde festen dog bare været næste weekend. :(
Jeg har fantaseret om at være gravid, gået og lunet mig ved tanken, bildt mig ind at jeg havde symptomer. Og så også blevet lidt bange for at dagdrømme for meget - hvad nu hvis det ikke sker, fordi jeg har tænkt for meget på det, en slags skæbne-hybris. Dum tanke, men den fikse idé er svær at holde væk.
Jeg havde måske håbet på en eller anden kosmisk retfærdighed, der ville lade mig teste positiv på min 40 års fødselsdag på onsdag, som en slags gave til mig. Hvor ville det være fantastisk!!! Og i første hug!
Jeg ved godt der ikke er nogen kosmisk retfærdighed, det hele er knaldhamrende tilfældigt, og jeg står ikke for tur til en god oplevelse, der godtgør det jeg har været igennem. Men det har jeg svært ved at forstå, så alligevel håber jeg ... Bilder mig ind at et så stort sammntræf ville være en god "undskyldning" fra livets side, at så ville det hele være godt igen. All forgiven.
Nu venter der bare en dum bekræftelse af den negative test - lige på min fødselsdag. :(
Jeg er ikke i kælderen, men jeg er grå ... Trist. Sådan livet går derudaf, men jeg mangler virkelig virkelig en grund til at glædes. Jeg savner så meget at glædes.
Jeg læste at det var sundt at føle sig lykkelig, det fører alt muligt godt med sig, fysisk og psykisk.
Jeg er ulykkelig.
I aften skal vi til en 50 års fødselsdag, og så slog det mig at jeg jo ikke bør drikke ... For vi prøver jo, og man ved aldrig. I morges tog jeg derfor så en graviditetstest, selvom jeg først skal ha mens tirsdag eller onsdag, og den var negativ. Bragende negativ, teststregen var nærmest mørkelilla, og ikke skyggen af andre streger.
Det er for tidligt at teste, meeeen, de fleste gravide ville alligevel vise svagt positiv nu, så jeg må nok se i øjnene at jeg ikke er gravid.
Og alligevel tør jeg ikke drikke i aften, havde festen dog bare været næste weekend. :(
Jeg har fantaseret om at være gravid, gået og lunet mig ved tanken, bildt mig ind at jeg havde symptomer. Og så også blevet lidt bange for at dagdrømme for meget - hvad nu hvis det ikke sker, fordi jeg har tænkt for meget på det, en slags skæbne-hybris. Dum tanke, men den fikse idé er svær at holde væk.
Jeg havde måske håbet på en eller anden kosmisk retfærdighed, der ville lade mig teste positiv på min 40 års fødselsdag på onsdag, som en slags gave til mig. Hvor ville det være fantastisk!!! Og i første hug!
Jeg ved godt der ikke er nogen kosmisk retfærdighed, det hele er knaldhamrende tilfældigt, og jeg står ikke for tur til en god oplevelse, der godtgør det jeg har været igennem. Men det har jeg svært ved at forstå, så alligevel håber jeg ... Bilder mig ind at et så stort sammntræf ville være en god "undskyldning" fra livets side, at så ville det hele være godt igen. All forgiven.
Nu venter der bare en dum bekræftelse af den negative test - lige på min fødselsdag. :(
Jeg er ikke i kælderen, men jeg er grå ... Trist. Sådan livet går derudaf, men jeg mangler virkelig virkelig en grund til at glædes. Jeg savner så meget at glædes.
Jeg læste at det var sundt at føle sig lykkelig, det fører alt muligt godt med sig, fysisk og psykisk.
Jeg er ulykkelig.
21 marts 2011
Hvor jeg dog hader det!
Så er jeg tilbage i den samme mølle, som jeg ellers slap da jeg opdagede jeg var gravid med Saga, i april sidste år.
De sidste små fem år har handlet om jagten på et barn, og det har slidt mig op. Nu er jeg der igen ...
Al usikkerheden. Når nu jeg er overvægtig og i dårlig form, bør jeg så begynde at træne en hel masse nu, for at sikre god blodgennemstrømning i livmoderen og smide fedt, eller kan jeg risikere at jeg overbelaster noget, så det æg, der måske blev befrugtet for nogle dage siden, ikke sætter sig fast?
Drikker jeg for meget kaffe? Nedsætter det chancen for at ægget sætter sig og bliver?
Spiser jeg forkert? Får jeg for lidt frugt, og gør det at ægget ikke sætter sig?
Hov, jeg kom til at drikke en velkomstdrink med galiano i i fredags - kan det gøre ægget ikke sætter sig fast?
Jeg havde lidt ondt i den ene side i går aftes, den jeg tror jeg havde ægløsning fra - kan ægget ha satsig fast uden for livmoderen? (Hyyyyl!) Eller er den mon bare en efter-ømhed på ægløsningen?
Når nu vi havde sex tre gange op til og ved ægløsning, men ikke efter (hvor det reelt løsnes), er det så mon godt nok, eller har vi brændt chancen? Saga kom ud af et enkelt knald på dag 10, hvor min ægløsning er dag 13-14, så dér lykkedes det jo ... Men?
Er min bryster ikke en anelse ømme når jeg vågner om morgene? Ville hcg'et allerede på et par dage bevirke det, eller er det noget jeg bilder mig ind?
Er min slimhinden mon stadig tyk nom til at ægget kan sætte sig?
Hvad nu hvis jeg bliver gravid, men der er kromosomfejl? Jeg er jo gammel ...
Er jeg for inaktiv?
Gør det at jeg ikke bevæger mig nok, at ægget sættersig fast i æggelederen i stedet for livmoderen?
Gør min fedtprocent at ægget ikke sætter sig
Er ægget mon for dårligt? Så det slet ikke befrugtes ...
Og så videre og så videre. Jeg bliver sindsyg!
Midt i al sorgen, var det dog en lettelse at have sluppet den konstant besathed af jagten på en succesfuld graviditet. At bare kunne eksistere, uden konstant at bekymre mig om hvorvidt jeg nu forringer chancen for at det lykkes igen.
Med god grund - det tog mig næsten 1 år at blive gravid første gang, med en missed abortion til følge, og så tog det tre hårde år anden gang, med en for tidlig fødsel og et dødt barn ... Jeg tror fanden jeg har svært ved at læne mig tilbage og tage det afslappet, tro på det kommer til mig, når min erfaring siger at det gør det ikke, og statistikken siger at jeg skal være helt udandsynlig heldig hvis det lykkes nu, hvor jeg fylder 40 i næste uge.
Men for helvede hvor er det hårdt! Jeg er nødt til at få styr på de tanker og bekymringer.
Og hver dag er der valg. Det er ikke at jeg bare kan ignorere det. Jeg skal jo vælge om jeg vil tage en kop kaffe, om jeg vil spise light-produkter med sødemidler i, om jeg vil starte i fitness centeret i dag ...
Jeg SKAL afgøre hvad jeg tror skader, og hvad jeg tror ikke gør. Og leve med mine valg. Hele tiden. Hele tiden nye valg.
H e l e t i d e n.
Pis.
De sidste små fem år har handlet om jagten på et barn, og det har slidt mig op. Nu er jeg der igen ...
Al usikkerheden. Når nu jeg er overvægtig og i dårlig form, bør jeg så begynde at træne en hel masse nu, for at sikre god blodgennemstrømning i livmoderen og smide fedt, eller kan jeg risikere at jeg overbelaster noget, så det æg, der måske blev befrugtet for nogle dage siden, ikke sætter sig fast?
Drikker jeg for meget kaffe? Nedsætter det chancen for at ægget sætter sig og bliver?
Spiser jeg forkert? Får jeg for lidt frugt, og gør det at ægget ikke sætter sig?
Hov, jeg kom til at drikke en velkomstdrink med galiano i i fredags - kan det gøre ægget ikke sætter sig fast?
Jeg havde lidt ondt i den ene side i går aftes, den jeg tror jeg havde ægløsning fra - kan ægget ha satsig fast uden for livmoderen? (Hyyyyl!) Eller er den mon bare en efter-ømhed på ægløsningen?
Når nu vi havde sex tre gange op til og ved ægløsning, men ikke efter (hvor det reelt løsnes), er det så mon godt nok, eller har vi brændt chancen? Saga kom ud af et enkelt knald på dag 10, hvor min ægløsning er dag 13-14, så dér lykkedes det jo ... Men?
Er min bryster ikke en anelse ømme når jeg vågner om morgene? Ville hcg'et allerede på et par dage bevirke det, eller er det noget jeg bilder mig ind?
Er min slimhinden mon stadig tyk nom til at ægget kan sætte sig?
Hvad nu hvis jeg bliver gravid, men der er kromosomfejl? Jeg er jo gammel ...
Er jeg for inaktiv?
Gør det at jeg ikke bevæger mig nok, at ægget sættersig fast i æggelederen i stedet for livmoderen?
Gør min fedtprocent at ægget ikke sætter sig
Er ægget mon for dårligt? Så det slet ikke befrugtes ...
Og så videre og så videre. Jeg bliver sindsyg!
Midt i al sorgen, var det dog en lettelse at have sluppet den konstant besathed af jagten på en succesfuld graviditet. At bare kunne eksistere, uden konstant at bekymre mig om hvorvidt jeg nu forringer chancen for at det lykkes igen.
Med god grund - det tog mig næsten 1 år at blive gravid første gang, med en missed abortion til følge, og så tog det tre hårde år anden gang, med en for tidlig fødsel og et dødt barn ... Jeg tror fanden jeg har svært ved at læne mig tilbage og tage det afslappet, tro på det kommer til mig, når min erfaring siger at det gør det ikke, og statistikken siger at jeg skal være helt udandsynlig heldig hvis det lykkes nu, hvor jeg fylder 40 i næste uge.
Men for helvede hvor er det hårdt! Jeg er nødt til at få styr på de tanker og bekymringer.
Og hver dag er der valg. Det er ikke at jeg bare kan ignorere det. Jeg skal jo vælge om jeg vil tage en kop kaffe, om jeg vil spise light-produkter med sødemidler i, om jeg vil starte i fitness centeret i dag ...
Jeg SKAL afgøre hvad jeg tror skader, og hvad jeg tror ikke gør. Og leve med mine valg. Hele tiden. Hele tiden nye valg.
H e l e t i d e n.
Pis.
16 marts 2011
Opstød
Jeg prøver at gøre smerten mindre ved at tænke, at det jeg mistede, ikke var noget jeg havde, eller også ikke var noget jeg havde ret til.
Det virker ikke.
Jeg var så kortvarigt gravid, i forhold til hele den lange periode hvor vi bare prøvede og prøvede. Det er lige før jeg kan bilde mig selv ind at det var en fejl, at graviditeten er noget jeg husker forkert. Der er mest af det andet, af den tid hvor det ikke lykkedes.
"Måske var jeg slet ikke rigtigt gravid? ...". Men det var jeg jo. Hun var der jo, levende, i mig.
Jeg har på en måde indlært at jeg ikke kan regne med lykke, ikke kan stole på at gode ting sker for mig, eller at jeg kan beholde noget godt i mit liv.
Jeg er så mistroisk ... Så bange for at miste.
Så når jeg så mister det vigtigste i mit liv, så bekræfter det mig i at jeg ikke ka opleve hvad andre kan. At den lykke ikke er undt mig.
Jeg ved godt det ikke bare er lykke. Lykke er et spøjst koncept. Hvem er virkelig lykkelig? Og ingen er det vel hele tiden. Men der ER en lykke i at blive og være forældre. Noget mange tager for givet.
Vi søger en partner og vi søger familie. Der er noget at hente i det, og der er et behov.
Jeg stoler ikke på at jeg også oplever det, at det også er et liv jeg kan få. Og så ligger det lige for at tro, at jeg har mistet mit barn fordi jeg er forfordelt, fordi jeg ikke kan eller må. Måske mest ikke kan. Fordi noget i mig ikke kan finde ud af at deltage i verden, er beskadiget og defekt. At jeg gør det forkert, livet. Ikke deltager i det på den rigtige måde, og derfor kører mit liv af sporet.
Jeg ved godt det ikke er sådan.
Men jeg føler det nogengang.
Det er ikke noget jeg bevidst tænker på. Men den ligger der et sted, følelsen af at det var givet at jeg mistede, at hun ikke var til mig. Det gik lidt for godt lige pludseligt.
Jeg troede ellers ikke at jeg tænkte nær så meget over det hele længere, jeg troede jeg var kommet megete videre. Men det gør jeg nok et sted alligevel, ubevidst. Det poppede da ihvertfald lige frem igen
Da jeg gik hjem i forgårs sen aften, i regnen, græd jeg pludseligt kortvarigt, indtil jeg fik det under kontrol.
Jeg bryder mig ikke om at græde, jeg ved ikke om jeg taber kontrollen. Om der kommer mere end jeg regnede med. Og hvad hvis nogen ser det ...
Jeg græd fordi jeg tænkte på scanningerne da jeg blev indlagt, hendes hjerte der slog, hendes bevægelser. Jeg lå der og så mit barn, og jeg vidste, at det blev sidste gang jeg så hendes hjerte slå, sidste gang jeg så hende i live. Så ulideligt, det sidste kig ind i min mave. Jeg var så sulten efter at se mere, så sulten efter mit barn. Og det var sidste gang.
Jeg har tænkt på det før, og prøver hver gang at distancere mig. Som at se en film, det er nogle andre det handler om. Men det er det jo ikke, det var jo mig.
Det virker ikke.
Jeg var så kortvarigt gravid, i forhold til hele den lange periode hvor vi bare prøvede og prøvede. Det er lige før jeg kan bilde mig selv ind at det var en fejl, at graviditeten er noget jeg husker forkert. Der er mest af det andet, af den tid hvor det ikke lykkedes.
"Måske var jeg slet ikke rigtigt gravid? ...". Men det var jeg jo. Hun var der jo, levende, i mig.
Jeg har på en måde indlært at jeg ikke kan regne med lykke, ikke kan stole på at gode ting sker for mig, eller at jeg kan beholde noget godt i mit liv.
Jeg er så mistroisk ... Så bange for at miste.
Så når jeg så mister det vigtigste i mit liv, så bekræfter det mig i at jeg ikke ka opleve hvad andre kan. At den lykke ikke er undt mig.
Jeg ved godt det ikke bare er lykke. Lykke er et spøjst koncept. Hvem er virkelig lykkelig? Og ingen er det vel hele tiden. Men der ER en lykke i at blive og være forældre. Noget mange tager for givet.
Vi søger en partner og vi søger familie. Der er noget at hente i det, og der er et behov.
Jeg stoler ikke på at jeg også oplever det, at det også er et liv jeg kan få. Og så ligger det lige for at tro, at jeg har mistet mit barn fordi jeg er forfordelt, fordi jeg ikke kan eller må. Måske mest ikke kan. Fordi noget i mig ikke kan finde ud af at deltage i verden, er beskadiget og defekt. At jeg gør det forkert, livet. Ikke deltager i det på den rigtige måde, og derfor kører mit liv af sporet.
Jeg ved godt det ikke er sådan.
Men jeg føler det nogengang.
Det er ikke noget jeg bevidst tænker på. Men den ligger der et sted, følelsen af at det var givet at jeg mistede, at hun ikke var til mig. Det gik lidt for godt lige pludseligt.
Jeg troede ellers ikke at jeg tænkte nær så meget over det hele længere, jeg troede jeg var kommet megete videre. Men det gør jeg nok et sted alligevel, ubevidst. Det poppede da ihvertfald lige frem igen
Da jeg gik hjem i forgårs sen aften, i regnen, græd jeg pludseligt kortvarigt, indtil jeg fik det under kontrol.
Jeg bryder mig ikke om at græde, jeg ved ikke om jeg taber kontrollen. Om der kommer mere end jeg regnede med. Og hvad hvis nogen ser det ...
Jeg græd fordi jeg tænkte på scanningerne da jeg blev indlagt, hendes hjerte der slog, hendes bevægelser. Jeg lå der og så mit barn, og jeg vidste, at det blev sidste gang jeg så hendes hjerte slå, sidste gang jeg så hende i live. Så ulideligt, det sidste kig ind i min mave. Jeg var så sulten efter at se mere, så sulten efter mit barn. Og det var sidste gang.
Jeg har tænkt på det før, og prøver hver gang at distancere mig. Som at se en film, det er nogle andre det handler om. Men det er det jo ikke, det var jo mig.
05 februar 2011
Update på mig - forsøger snart igen
I dag fik jeg endelig min fertilitetsmonitor. :) Der er lidt mange skæbne-tilfælde omkring det (selvom jeg ikke tror på det) ...
På det sidste har jeg ikke skrevet så meget om hvad der sker for mig. Jeg er lidt fyldt op, og så synes jeg det er svært, fordi jeg hhv. læser så mange nye, hårde historier og så mange med nye graviditeter og nyfødte børn. Begge dele er svære at kapere, så jeg går lidt død i det.
Men men, må vist hellere forklare, for at få det hele med:
Jeg havde fået en tid på Herlev fertilitetsklinik, hvor vi egentligt var afsluttet for et år siden, men Roskilde fertilitetsklinik havde sendt mig et brev om at jeg skulle tale med Herlev, fordi vi har to embryoner i fyseren hos dem.
Herlev ku ikke forstå hvorfor jeg sku tale med dem og ikke Roskilde, og det hele var meget besværligt. Men efter en masse bøvl med at skaffe mine journaler (fra hhv. fødsel og operation) og faxe dem i dyre domme (fax er ikke noget man lige kan finde, så det blev på biblioteket til 10 kr. siden!), fik en af deres overlæger vist medlidenhed med mig. Så han tog min sag og gav mig en tid.
Det var SÅ sært at komme derud. Vi havde ikke været der siden sidste IVF, som vist var i sommeren 2009. Og det er jo ikke ligefrem gode minder vi har derfra, vi har jo ikke haft heldet med os og er igen og igen og igen blevet skuffede.
Da jeg blev gravid med Saga var det spontant og økologisk. Jeg blev scannet på Herlev, men det var dybt traumatisk, da de først ikke kunne se fosteret og mente det var GUL, så jeg sku ha blodprøver og blev advaret mod spængte æggeledere og jeg ved ikke hvad. Jeg var dybt knust og SÅ bange. Da jeg næste gang blev scannet var hun der, og gangen efter med hjerteblink. <3 Men så kunne jeg ikke forstå målet, og brugte et døgn i helvede på at bilde mig ind at hun havde Edwards syndrom og at jeg ville miste hende.
Så Herlev er ikke gode minder! Jeg havde håbet aldrig nogensinde at skulle derud igen.
Jeg sku ha min dejlige hjemmelavde baby, og så slut med det.
Men nu stod vi der igen.
Som sædvanligt var der lang ventetid, 45 min. vil jeg tro. Men til min overraskelse havde lægen booket en dobbelttid, så da vi først kom ind var der tid og ro til at snakke grundigt.
Lægen havde jeg ikke set siden jeg startede op derude fire år tidligere. Men han virkede sympatisk.
VI fik snakket igennem hvad han mente ville være det mest effektive, og planen endte med at være at vi forsøger naturmetoden i to cyklusser. Ingen hormoner og heller ingen inseminationer.
Han fortalte at nye undersøgelser pegede på at succesraten mellem inseminationer og naturmetoden lå utroligt tæt, så der var ingen grund til at inseminere. Chancen blev ikke rigtig større af det.
Er jeg ikke gravid efter to måneder, får jeg lagt en embryon op. Men kun én, og uden hormonstimulation. Vores to embryoner er nedfrosset i ét strå, så når det tøs op, må den ene smides ud. Vi tør ikke risikere tvillinger, når min livmoder er opereret. Den vil kunne risikere at briste. Så kun et æg op.
Og hormonstimulation ville normalt være østrogen i en høj dose. MEN det var jo østrogen der fik mine fibromer til at gro, så det vil jeg ikke! Chancen er lidt dårligere uden hormonstimulation, men der er stadig en chance.
Planen gik ikke videre end det. Tre måneder.
Efter det ved jeg ikke .. Jeg vil ikke tænke længere. Jeg vil blive gravid indenfor de tre måneder, og ellers må vi tage den derfra. Jeg kan kun rumme de tre måneder frem.
Sidste mandag var der åbent hus i Landforeningen Spædbarnsdød. Jeg havde planlagt at komme, fordi jeg hele tiden er sulten efter noget omkring Saga og sorgen, anyting. At tale om det, beskæftige mig med det, konfrontere det. Det gør ondt, men det skal gøres. Jeg vil igennem.
Men temaet var "Når man ikke bliver gravid igen", og så stoppede jeg lige op og tænkte "Har jeg brug for at tænke over det nu?". Almindeligvis tager jeg alting på forskud, prøver at gardere mig, prøver at ha en plan B, at ha rummet en situation inden den opstår. Men denne gang tænkte jeg at nej, det er ikke der jeg er nu, og ikke der jeg skal identificere mig med at være. Jeg skal være lige her, lige nu. Der handler det om at forsøge.
Så må jeg deale med hvordan jeg tackler hvis det ikke lykkedes hvis situationen opstår. Ikke nu. Lige nu må jeg formode det lykkes.
Det er en ny måde at tænke på for mig. At jeg ikke garderer mig med viden og indlevelse.
Vi har nu februar og til marts må vi prøve. Denne cyklus vil være den sidste pause-cyklus inden det går løs igen.
Så pausecyklus nu, så naturmetode marts og april og fryseæg til sommer.
Og min plan var så at bruge fertilitetsmonitor for at sikre at vore hjemmeforsøg rammer optimalt. For at lære monitoren at kende og tjekke at jeg fungerer som jeg skal, ville jeg teste en cyklus før, og det er nu.
Så jeg finder det lidt vildt at jeg fik pakken lige i dag. Man skal starte monitoren på første menstruationsdag. Det burde være i går, men der er kun en svagt spor af brunligt udflod, ikke nok til at kalde menses. Så det kommer nok i løbet af i dag, og så er det fandme heldigt den kom nu!
Og det er også heldigt at jeg hørte posten! Vi har ingen dørklokke og bor på første sal, dvs. at ingen kan komme i kontakt med os medmindre de ringer på mobilen. Men jeg hørte tilfældigt posten banke på døren nedenunder. Alle andre pakker ender som en seddel i postkassen ...
Og for lige at gøre det mere sært, så blev den sendt til mig lidt for sent, fordi hende jeg købte den af lige var indlagt og ikke fik det gjort før for en uge siden. Hun skrev så til mig at hun er gravid i 21. uge med tvillinger, som - hold fast - er resultatet af fryseæg i ikke-hormonstumleret cyklus! Hun ved intet om mig!
Det er fandme et tilfælde! Det er ikke særlig mange der få ustimulerede ægoplægninger, så hvor sært er det lige at den kvinde lige netop får det, og oven i købet med frysæg, og så er der bid ...
En succeshistorie at starte min egen historie med. :)
Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg bilder mig ind, at jeg har fået et pust babystøv i min retning ...
Der er så noget der slog mig. Hold da kæft hvor vil jeg gå langt!
Lægen fortalte mig om risikoen for at min livmoder ka briste under graviditet pga. operationen. Han mente ikke den var så høj at det er uforsvarligt at lade mig forsøge, men han nævnte den var der. Og brister livmoderen kan den rive en blodåre over. Og gør den det, kan jeg forbløde meget meget hurtigt. Så hurtigt at han sagde at hvis jeg ikke var op og ned af et sygehus ville jeg kunne dø.
Og det rørte mig ikke.
Manden siger at der er en reel og forhøjet risiko for at jeg kan dø af at blive gravid, og det rører mig ikke.
Jeg vil hellere dø end ikke at forsøge.
Tal om at være besat ...
Mentalt kiggede jeg mig selv i øjnene og spurgte "Hvad er det du har gang i? Hvor langt vil du gå?". Hele vejen var svaret. Det her fylder alt for mig. Jeg vil bare så hamrende, uendeligt, fuckende, blødende gerne ha et nyt barn. Nej, helst vil jeg ha Saga tilbage. Men det er ikke muligt, så et nyt barn er næstbedst.
Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden. Og så er det med at kunne dø ikke så væsentligt.
Er det bare en formeringsdrift? Er jeg et evolutionsdyr der er drevet mod at opnå mit formål?
Eller hvad er det, det moderinstinkt og den drift?
Jeg har mærket moderkærligheden i mig, og jeg vil være i den. Jeg har ikke mit barn at vise omsorg og passe på, det vil jeg have.
Jeg føler mig ikke knald i låget, men en del af mig siger at det må jeg være. Siden det her kan override alt andet. Alt.
Hm.
Men nu har jeg da fået mig en elektronisk dims at lege med, og så skal jeg bare blive gravid?
(Og så har jeg slet ikke talt om risikoen for at jeg gror nye fibromer og mister næste barn også. Det skræmmer mig heller ikke fra det. Jeg VIL.)
På det sidste har jeg ikke skrevet så meget om hvad der sker for mig. Jeg er lidt fyldt op, og så synes jeg det er svært, fordi jeg hhv. læser så mange nye, hårde historier og så mange med nye graviditeter og nyfødte børn. Begge dele er svære at kapere, så jeg går lidt død i det.
Men men, må vist hellere forklare, for at få det hele med:
Jeg havde fået en tid på Herlev fertilitetsklinik, hvor vi egentligt var afsluttet for et år siden, men Roskilde fertilitetsklinik havde sendt mig et brev om at jeg skulle tale med Herlev, fordi vi har to embryoner i fyseren hos dem.
Herlev ku ikke forstå hvorfor jeg sku tale med dem og ikke Roskilde, og det hele var meget besværligt. Men efter en masse bøvl med at skaffe mine journaler (fra hhv. fødsel og operation) og faxe dem i dyre domme (fax er ikke noget man lige kan finde, så det blev på biblioteket til 10 kr. siden!), fik en af deres overlæger vist medlidenhed med mig. Så han tog min sag og gav mig en tid.
Det var SÅ sært at komme derud. Vi havde ikke været der siden sidste IVF, som vist var i sommeren 2009. Og det er jo ikke ligefrem gode minder vi har derfra, vi har jo ikke haft heldet med os og er igen og igen og igen blevet skuffede.
Da jeg blev gravid med Saga var det spontant og økologisk. Jeg blev scannet på Herlev, men det var dybt traumatisk, da de først ikke kunne se fosteret og mente det var GUL, så jeg sku ha blodprøver og blev advaret mod spængte æggeledere og jeg ved ikke hvad. Jeg var dybt knust og SÅ bange. Da jeg næste gang blev scannet var hun der, og gangen efter med hjerteblink. <3 Men så kunne jeg ikke forstå målet, og brugte et døgn i helvede på at bilde mig ind at hun havde Edwards syndrom og at jeg ville miste hende.
Så Herlev er ikke gode minder! Jeg havde håbet aldrig nogensinde at skulle derud igen.
Jeg sku ha min dejlige hjemmelavde baby, og så slut med det.
Men nu stod vi der igen.
Som sædvanligt var der lang ventetid, 45 min. vil jeg tro. Men til min overraskelse havde lægen booket en dobbelttid, så da vi først kom ind var der tid og ro til at snakke grundigt.
Lægen havde jeg ikke set siden jeg startede op derude fire år tidligere. Men han virkede sympatisk.
VI fik snakket igennem hvad han mente ville være det mest effektive, og planen endte med at være at vi forsøger naturmetoden i to cyklusser. Ingen hormoner og heller ingen inseminationer.
Han fortalte at nye undersøgelser pegede på at succesraten mellem inseminationer og naturmetoden lå utroligt tæt, så der var ingen grund til at inseminere. Chancen blev ikke rigtig større af det.
Er jeg ikke gravid efter to måneder, får jeg lagt en embryon op. Men kun én, og uden hormonstimulation. Vores to embryoner er nedfrosset i ét strå, så når det tøs op, må den ene smides ud. Vi tør ikke risikere tvillinger, når min livmoder er opereret. Den vil kunne risikere at briste. Så kun et æg op.
Og hormonstimulation ville normalt være østrogen i en høj dose. MEN det var jo østrogen der fik mine fibromer til at gro, så det vil jeg ikke! Chancen er lidt dårligere uden hormonstimulation, men der er stadig en chance.
Planen gik ikke videre end det. Tre måneder.
Efter det ved jeg ikke .. Jeg vil ikke tænke længere. Jeg vil blive gravid indenfor de tre måneder, og ellers må vi tage den derfra. Jeg kan kun rumme de tre måneder frem.
Sidste mandag var der åbent hus i Landforeningen Spædbarnsdød. Jeg havde planlagt at komme, fordi jeg hele tiden er sulten efter noget omkring Saga og sorgen, anyting. At tale om det, beskæftige mig med det, konfrontere det. Det gør ondt, men det skal gøres. Jeg vil igennem.
Men temaet var "Når man ikke bliver gravid igen", og så stoppede jeg lige op og tænkte "Har jeg brug for at tænke over det nu?". Almindeligvis tager jeg alting på forskud, prøver at gardere mig, prøver at ha en plan B, at ha rummet en situation inden den opstår. Men denne gang tænkte jeg at nej, det er ikke der jeg er nu, og ikke der jeg skal identificere mig med at være. Jeg skal være lige her, lige nu. Der handler det om at forsøge.
Så må jeg deale med hvordan jeg tackler hvis det ikke lykkedes hvis situationen opstår. Ikke nu. Lige nu må jeg formode det lykkes.
Det er en ny måde at tænke på for mig. At jeg ikke garderer mig med viden og indlevelse.
Vi har nu februar og til marts må vi prøve. Denne cyklus vil være den sidste pause-cyklus inden det går løs igen.
Så pausecyklus nu, så naturmetode marts og april og fryseæg til sommer.
Og min plan var så at bruge fertilitetsmonitor for at sikre at vore hjemmeforsøg rammer optimalt. For at lære monitoren at kende og tjekke at jeg fungerer som jeg skal, ville jeg teste en cyklus før, og det er nu.
Så jeg finder det lidt vildt at jeg fik pakken lige i dag. Man skal starte monitoren på første menstruationsdag. Det burde være i går, men der er kun en svagt spor af brunligt udflod, ikke nok til at kalde menses. Så det kommer nok i løbet af i dag, og så er det fandme heldigt den kom nu!
Og det er også heldigt at jeg hørte posten! Vi har ingen dørklokke og bor på første sal, dvs. at ingen kan komme i kontakt med os medmindre de ringer på mobilen. Men jeg hørte tilfældigt posten banke på døren nedenunder. Alle andre pakker ender som en seddel i postkassen ...
Og for lige at gøre det mere sært, så blev den sendt til mig lidt for sent, fordi hende jeg købte den af lige var indlagt og ikke fik det gjort før for en uge siden. Hun skrev så til mig at hun er gravid i 21. uge med tvillinger, som - hold fast - er resultatet af fryseæg i ikke-hormonstumleret cyklus! Hun ved intet om mig!
Det er fandme et tilfælde! Det er ikke særlig mange der få ustimulerede ægoplægninger, så hvor sært er det lige at den kvinde lige netop får det, og oven i købet med frysæg, og så er der bid ...
En succeshistorie at starte min egen historie med. :)
Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg bilder mig ind, at jeg har fået et pust babystøv i min retning ...
Der er så noget der slog mig. Hold da kæft hvor vil jeg gå langt!
Lægen fortalte mig om risikoen for at min livmoder ka briste under graviditet pga. operationen. Han mente ikke den var så høj at det er uforsvarligt at lade mig forsøge, men han nævnte den var der. Og brister livmoderen kan den rive en blodåre over. Og gør den det, kan jeg forbløde meget meget hurtigt. Så hurtigt at han sagde at hvis jeg ikke var op og ned af et sygehus ville jeg kunne dø.
Og det rørte mig ikke.
Manden siger at der er en reel og forhøjet risiko for at jeg kan dø af at blive gravid, og det rører mig ikke.
Jeg vil hellere dø end ikke at forsøge.
Tal om at være besat ...
Mentalt kiggede jeg mig selv i øjnene og spurgte "Hvad er det du har gang i? Hvor langt vil du gå?". Hele vejen var svaret. Det her fylder alt for mig. Jeg vil bare så hamrende, uendeligt, fuckende, blødende gerne ha et nyt barn. Nej, helst vil jeg ha Saga tilbage. Men det er ikke muligt, så et nyt barn er næstbedst.
Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden. Og så er det med at kunne dø ikke så væsentligt.
Er det bare en formeringsdrift? Er jeg et evolutionsdyr der er drevet mod at opnå mit formål?
Eller hvad er det, det moderinstinkt og den drift?
Jeg har mærket moderkærligheden i mig, og jeg vil være i den. Jeg har ikke mit barn at vise omsorg og passe på, det vil jeg have.
Jeg føler mig ikke knald i låget, men en del af mig siger at det må jeg være. Siden det her kan override alt andet. Alt.
Hm.
Men nu har jeg da fået mig en elektronisk dims at lege med, og så skal jeg bare blive gravid?
(Og så har jeg slet ikke talt om risikoen for at jeg gror nye fibromer og mister næste barn også. Det skræmmer mig heller ikke fra det. Jeg VIL.)
19 december 2010
Tiden går
Efter operationen har vi jo nu en lillebitte chance for at kunne blive gravide igen.
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør, så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...
Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.
Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.
Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.
Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.
Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.
Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.
Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.
Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.
Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.
Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør, så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...
Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.
Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.
Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.
Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.
Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.
Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.
Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.
Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.
Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.
Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...
09 december 2010
Endelig lidt held!
Endelig noget at være positiv over. :)
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.
De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer.
Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.
Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.
Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.
På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.
Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!
Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*
Men Hey - ingen fibromer!!! :D
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.
De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer.
Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.
Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.
Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.
På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.
Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!
Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*
Men Hey - ingen fibromer!!! :D
25 november 2010
Risikerer at gå glip af noget
Øj, jeg synes det er virkeligt svært.
Jeg blev faster igen to uger efter jeg selv fødte, og jeg har det meget svært med min nye lille niece. Jeg så hende nogle dage efter hun var født og det var hårdt, men okay. :)
MEN så har jeg ikke set hende siden. Hun er lidt over to mdr. nu, og jeg så nogle billeder på FaceBook der gjorde ONDT. Hun ligner lidt mig som baby ... Og hun er smuk, charmerende, dejlig, til stede, super udtryksfulde øjne! - men jeg føler ikke glæde når jeg ser hendes billeder, jeg føler en dyb smerte og en grum misundelse.
Jeg kan næsten ikke holde ud at det er så let for dem. At de nu har to børn, og jeg har ingen.
At det er en pige, når jeg fik en pige der ikke kunne leve.
At hun ligner mig, når jeg ikke har nogen børn der kan ligne mig.
Samtidig er jeg bange for at gå glip af noget. Bange for at gå glip af at elske hende, bange for at misse hendes babystadie - den eneste baby jeg måske kan komme så nær på nogensinde (de skal nok ikke have flere, jeg kan ikke, og jeg har ikke flere søskende).
Bange for at forskelsbehandle min nye niece og hendes storesøster, som jeg er tæt knyttet til.
Bange for ikke at være "med" i familien, ikke at deltage i den familiebegivenhed det er at der kommer et nyt barn til. Og derved også blive lukket ude.
Bange for at være den bitre, vindtørre kone ude i provinsen, som ikke har varme til at komme ud over sit eget savn.
Jeg har så dårlig samvittighed over at føle som jeg gør, at jeg ikke kan elske min nye niece helt og uforbeholdent, som jeg gjorde med min første niece (der btw blev født efter jeg havde haft en missed abortion i 9. uge).
Jeg kan så godt forstå mig selv, det er måske naturligt nok at føle som jeg gør. Men hvor ville jeg dog ønske jeg ikke havde det sådan! At jeg bare kunne glædes på deres vegne og være der for min nye niece også. Være glad. Ikke gøre så ondt.
Jeg er meget i tvivl om hvordan jeg skal håndtere det. Om jeg skal tvinge mig selv til at se dem, eller om jeg skal passe på mig selv og holde afstand. Men så altså gå glip af en masse.
Vi skal holde jul sammen, det bliver meget meget svært. De vil komme med deres to skønne unger, og vi vil sidde der og gøre ondt og savne vores døde barn.
Men jeg vil heller ikke blive væk, så vil jeg savne min familie. At være en del af familien. De ER jo betydningsfulde for mig, allesammen.
Fuck hvor er det svært!
Jeg blev faster igen to uger efter jeg selv fødte, og jeg har det meget svært med min nye lille niece. Jeg så hende nogle dage efter hun var født og det var hårdt, men okay. :)
MEN så har jeg ikke set hende siden. Hun er lidt over to mdr. nu, og jeg så nogle billeder på FaceBook der gjorde ONDT. Hun ligner lidt mig som baby ... Og hun er smuk, charmerende, dejlig, til stede, super udtryksfulde øjne! - men jeg føler ikke glæde når jeg ser hendes billeder, jeg føler en dyb smerte og en grum misundelse.
Jeg kan næsten ikke holde ud at det er så let for dem. At de nu har to børn, og jeg har ingen.
At det er en pige, når jeg fik en pige der ikke kunne leve.
At hun ligner mig, når jeg ikke har nogen børn der kan ligne mig.
Samtidig er jeg bange for at gå glip af noget. Bange for at gå glip af at elske hende, bange for at misse hendes babystadie - den eneste baby jeg måske kan komme så nær på nogensinde (de skal nok ikke have flere, jeg kan ikke, og jeg har ikke flere søskende).
Bange for at forskelsbehandle min nye niece og hendes storesøster, som jeg er tæt knyttet til.
Bange for ikke at være "med" i familien, ikke at deltage i den familiebegivenhed det er at der kommer et nyt barn til. Og derved også blive lukket ude.
Bange for at være den bitre, vindtørre kone ude i provinsen, som ikke har varme til at komme ud over sit eget savn.
Jeg har så dårlig samvittighed over at føle som jeg gør, at jeg ikke kan elske min nye niece helt og uforbeholdent, som jeg gjorde med min første niece (der btw blev født efter jeg havde haft en missed abortion i 9. uge).
Jeg kan så godt forstå mig selv, det er måske naturligt nok at føle som jeg gør. Men hvor ville jeg dog ønske jeg ikke havde det sådan! At jeg bare kunne glædes på deres vegne og være der for min nye niece også. Være glad. Ikke gøre så ondt.
Jeg er meget i tvivl om hvordan jeg skal håndtere det. Om jeg skal tvinge mig selv til at se dem, eller om jeg skal passe på mig selv og holde afstand. Men så altså gå glip af en masse.
Vi skal holde jul sammen, det bliver meget meget svært. De vil komme med deres to skønne unger, og vi vil sidde der og gøre ondt og savne vores døde barn.
Men jeg vil heller ikke blive væk, så vil jeg savne min familie. At være en del af familien. De ER jo betydningsfulde for mig, allesammen.
Fuck hvor er det svært!
22 november 2010
Svært at være midt i
Jeg fik min mestruation igen i går aftes, den tredje efter fødslen. Og som de to foregående er den overdrevet voldsom og jeg mister alt for meget blod. Da jeg gik i seng i går aftes viste jeg godt jeg skulle ringe til lægen her til morgen og få endnu en recept på de piller der hjælper til at mindske blødningen.
Hele natten drømte jeg dumt. Sådan alt muligt jeg skulle nå og ikke kunne nå, med desperation og frustration. Og i drømmen forklarede jeg igen og igen folk omkring mig at jeg skulle på apoteket efter de dér piller, og at jeg skulle ha fjernet min livmoder.
Væmmeligt realistisk.
Åbenbart tumler min underbevidsthed med at jeg skal til lægen på mandag og få svaret på MR scanningen af min livmoder - kan mine fibromer forsøges bortopereret eller skal livmoderen fjernes helt. Og om der er andet i mig der har taget skade (fandt ud af at den blodprøve jeg fik taget inden scanningen er for at teste min nyrefunktion, nyrene kan være skadet hvis et fibrom klemmer urinblæren).
Jeg har det rigtig svært med det. Jeg ved godt at chancen for at jeg kan bevare livmoderen er meget meget lille, og at hvis de overhovedet vil forsøge at bortopere fibromer, så er der alligevel ingen garanti for at jeg vågner op med livmoderen i behold. Og faktsk også en risiko for at jeg kan dø på operationsbordet. Det sker. Blødningen er ret heftig. Det er almindeligt at miste en liter blod når man fjerner et enkelt fibrom - og jeg har fem store plus nogle små ...
Fuck hvor jeg synes det er svært. At miste Saga og at vide at min krop er i stykker nu, at jeg ikke dur som jeg skal. At det jeg oplevede med at være gravid, med at mærke hende gro i mig, det kommer jeg aldrig til at opleve igen.
Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Især når jeg ligger i sengen om aftenen og lige kommer til at tænke på hvordan det føltes at vende mig med min store mave, og hvordan jeg kunne mærke hende sparke og mosle rundt.
At jeg aldrig skal opleve den forandring af at være gravid igen.
Nu er jeg bare mig. Uden liv i mig. Uden muligheden for at kunne skabe det.
Jeg forstår det ikke.
De her blødninger går mig på nerverne. Det er så synligt at der er noget galt i min krop. Jeg kan ikke ignorere det når jeg bløder og bløder og bløder.
Så unaturligt. Og bekymrende.
Fandens. :-(
Hele natten drømte jeg dumt. Sådan alt muligt jeg skulle nå og ikke kunne nå, med desperation og frustration. Og i drømmen forklarede jeg igen og igen folk omkring mig at jeg skulle på apoteket efter de dér piller, og at jeg skulle ha fjernet min livmoder.
Væmmeligt realistisk.
Åbenbart tumler min underbevidsthed med at jeg skal til lægen på mandag og få svaret på MR scanningen af min livmoder - kan mine fibromer forsøges bortopereret eller skal livmoderen fjernes helt. Og om der er andet i mig der har taget skade (fandt ud af at den blodprøve jeg fik taget inden scanningen er for at teste min nyrefunktion, nyrene kan være skadet hvis et fibrom klemmer urinblæren).
Jeg har det rigtig svært med det. Jeg ved godt at chancen for at jeg kan bevare livmoderen er meget meget lille, og at hvis de overhovedet vil forsøge at bortopere fibromer, så er der alligevel ingen garanti for at jeg vågner op med livmoderen i behold. Og faktsk også en risiko for at jeg kan dø på operationsbordet. Det sker. Blødningen er ret heftig. Det er almindeligt at miste en liter blod når man fjerner et enkelt fibrom - og jeg har fem store plus nogle små ...
Fuck hvor jeg synes det er svært. At miste Saga og at vide at min krop er i stykker nu, at jeg ikke dur som jeg skal. At det jeg oplevede med at være gravid, med at mærke hende gro i mig, det kommer jeg aldrig til at opleve igen.
Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Især når jeg ligger i sengen om aftenen og lige kommer til at tænke på hvordan det føltes at vende mig med min store mave, og hvordan jeg kunne mærke hende sparke og mosle rundt.
At jeg aldrig skal opleve den forandring af at være gravid igen.
Nu er jeg bare mig. Uden liv i mig. Uden muligheden for at kunne skabe det.
Jeg forstår det ikke.
De her blødninger går mig på nerverne. Det er så synligt at der er noget galt i min krop. Jeg kan ikke ignorere det når jeg bløder og bløder og bløder.
Så unaturligt. Og bekymrende.
Fandens. :-(
23 oktober 2010
Håb eller ikke
Jeg snakkede lidt med T her i dag, han mener at lægen virkelig påpegede at chance for en succesfuld operation ikke var god, men at han ville sende mig til MRI scanning og ham kirurgen for at tjekke det.
Så T tror ikke vi skal regne med det.
Jeg synes det lød mere positivt, men det afhænger måske af ørene der hører, måske ville jeg gerne høre mere håb i det.
Det tog os tre år at blive gravide med Saga, og utallige fertilitetsbehandlinger der ikke gjorde tricket. Så selv med en evt. operation er chancen minimal. Jeg er 39, inden jeg er opereret og helet er jeg måske 40-41, og jeg er i forvejen målt til at have få æg. Chancen er ikke stor for at jeg overhovedet kan blive gravid, selv hvis min livmoder kan repareres.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro og håbe. Det er hamrende dårlige odds. Jeg er bare nødt til at prøve før jeg giver helt op, også selvom det nok kun er 0,5-1% chance.
Det er mere sandsynligt at min livmoder bliver fjernet under operationen, hvis det kommer så langt (det er der en meget stor risiko for, da det kan være nødvendigt hvis man ikke kan styre blødningen).
Well, vi må se. Første skridt er en MRI scanning. Er der ikke væg nok mellem fibromer og livmoderhulrum så giver det sig selv ...
Så T tror ikke vi skal regne med det.
Jeg synes det lød mere positivt, men det afhænger måske af ørene der hører, måske ville jeg gerne høre mere håb i det.
Det tog os tre år at blive gravide med Saga, og utallige fertilitetsbehandlinger der ikke gjorde tricket. Så selv med en evt. operation er chancen minimal. Jeg er 39, inden jeg er opereret og helet er jeg måske 40-41, og jeg er i forvejen målt til at have få æg. Chancen er ikke stor for at jeg overhovedet kan blive gravid, selv hvis min livmoder kan repareres.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro og håbe. Det er hamrende dårlige odds. Jeg er bare nødt til at prøve før jeg giver helt op, også selvom det nok kun er 0,5-1% chance.
Det er mere sandsynligt at min livmoder bliver fjernet under operationen, hvis det kommer så langt (det er der en meget stor risiko for, da det kan være nødvendigt hvis man ikke kan styre blødningen).
Well, vi må se. Første skridt er en MRI scanning. Er der ikke væg nok mellem fibromer og livmoderhulrum så giver det sig selv ...
22 oktober 2010
Samtalen på hospitalet
Det gik overraskende okay. Da vi kom ind på sygehuset fik T det ret skidt, han fik hjertebanken og følte sig angst. Men der var ikke så meget at gøre ved det, vi SKULLE jo være der. Jeg var overraskende ligeglad. I detached mode. Jeg følte ingenting. Overhovedet. Ved ikke om det er godt eller skidt. Jeg har det med at flygte for mine følelser hvis jeg kan.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.
Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.
Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.
Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.
Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!
Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.
Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.
Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.
Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.
Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!
Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.
Abonner på:
Opslag (Atom)