Svært at være midt i

Jeg fik min mestruation igen i går aftes, den tredje efter fødslen. Og som de to foregående er den overdrevet voldsom og jeg mister alt for meget blod. Da jeg gik i seng i går aftes viste jeg godt jeg skulle ringe til lægen her til morgen og få endnu en recept på de piller der hjælper til at mindske blødningen.
Hele natten drømte jeg dumt. Sådan alt muligt jeg skulle nå og ikke kunne nå, med desperation og frustration. Og i drømmen forklarede jeg igen og igen folk omkring mig at jeg skulle på apoteket efter de dér piller, og at jeg skulle ha fjernet min livmoder.
Væmmeligt realistisk.
Åbenbart tumler min underbevidsthed med at jeg skal til lægen på mandag og få svaret på MR scanningen af min livmoder - kan mine fibromer forsøges bortopereret eller skal livmoderen fjernes helt. Og om der er andet i mig der har taget skade (fandt ud af at den blodprøve jeg fik taget inden scanningen er for at teste min nyrefunktion, nyrene kan være skadet hvis et fibrom klemmer urinblæren).
Jeg har det rigtig svært med det. Jeg ved godt at chancen for at jeg kan bevare livmoderen er meget meget lille, og at hvis de overhovedet vil forsøge at bortopere fibromer, så er der alligevel ingen garanti for at jeg vågner op med livmoderen i behold. Og faktsk også en risiko for at jeg kan dø på operationsbordet. Det sker. Blødningen er ret heftig. Det er almindeligt at miste en liter blod når man fjerner et enkelt fibrom - og jeg har fem store plus nogle små ...

Fuck hvor jeg synes det er svært. At miste Saga og at vide at min krop er i stykker nu, at jeg ikke dur som jeg skal. At det jeg oplevede med at være gravid, med at mærke hende gro i mig, det kommer jeg aldrig til at opleve igen.
Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Især når jeg ligger i sengen om aftenen og lige kommer til at tænke på hvordan det føltes at vende mig med min store mave, og hvordan jeg kunne mærke hende sparke og mosle rundt.
At jeg aldrig skal opleve den forandring af at være gravid igen.
Nu er jeg bare mig. Uden liv i mig. Uden muligheden for at kunne skabe det.
Jeg forstår det ikke.

De her blødninger går mig på nerverne. Det er så synligt at der er noget galt i min krop. Jeg kan ikke ignorere det når jeg bløder og bløder og bløder.
Så unaturligt. Og bekymrende.

Fandens. :-(