Sagas bisættelse på fjorden

SÅ er det overstået! Og det blev meget smukt. :-D

Da Saga blev født var vi for chokerede til at forholde os til hvad der skulle ske med hendes "jordiske rester". Vi fik hende kremeret, men derefter gik vi i stå.
Et af vores store problemer er at vi ikke er kristne, ikke den mindste smule. Vi ville derfor ikke have hende begravet på en kristen kirkegård i indviet jord, for os føltes det meget forkert.
Vi ledte og ledte efter alternativer, et sted hvor vi kunne have en grav at besøge, men uden at det var i kristent regi. Det var ikke til at finde.
Vi overvejede at grave hende ned ved et træ i skoven, det ville være helt rigtigt for mig. Men jeg var for bange for at nogen skulle grave urnen op, og jeg ville også have det skidt med ikke at kunne markere graven, ikke at kunne stille lys og blomster, eller lægge et brev til hende. Så det droppede vi.
Så overvejede vi at begrave hende ved et sommerhus i Sverige, der ville ingen forstyrre. Men det var lidt for langt væk + det var ikke vores sommerhus, men noget familie. Vi ville være meget afhængige af dem, og det føltes heller ikke rigtigt.

Da hun døde fik vi arrangeret at få tilladelse til spredning af asken på havet. Det indgik i vores overvejelser, men det var nu mest for at undgå at SKULLE begrave hende hurtigt. Jeg mener reglen hedder senest otte dage efter udlevering af asken.
Vi havde det bare svært ved tanken om at sprede hende på vandet, fordi vi var bange for at vi ville blive ekstremt kede af det hver gang vi så vandet. Da vi bor i Roskilde med udsigt til fjorden ville det være ret svært at undgå hele tiden at blive påmindet om vores smerte. Så vi udskød det. Ventede, prøvede at mærke hvad der var rigtigt for os. Men der kom ikke noget svar.
Så frøs vandet til, og så gav det lidt sig selv.
Så var der alligevel gået så længe, så hastede det ikke længere.
Og pludselig var der gået tæt på et år. Et år hvor urnen har stået i vores hjem, og bare har været en del af vores liv. Ikke noget vi tænkte sort over, den var der bare.
Dvs. jeg har løbende udskiftet de tørrede blomster der lå foran urnen, og jeg har indimellem tændt lys ved den. Men det var ikke noget jeg følte jeg skulle gøre. Det var ikke et alter der skulle tilbedes eller holdes helligt, bare vores lille pige der stod der.

Men da årsdagen nærmede sig kom idéen om at bisætte hende på havet. Og så blev vi endelig enige og afklarede.
Vi inviterede de venner vi følte os tættest på, eller som havde været gode til at lytte i den første tid. Det blev til 17 personer udover os selv, inkl. min mor og min storebror.
Jeg havde ikke regnet med T's jyske venner kom, det var trods alt en tirsdag. Men det gjorde de!
Jeg fravalgte at invitere min far. Han var ikke rigtig med i fødselsforløbet eller sorgarbejdet, og jeg havde ikke lyst til at have ham der. Det kan sagtens være han ville have været en del af det, men jeg havde ikke lyst. Jeg valgte at gøre som jeg følte for, ikke som jeg måske burde.

Vi lejede to vikingeskibe med instruktører og redningsveste fra Vikingeskibsmuseet. Vi var først lige præcis én person for mange til det skib vi ville have lejet, så vi måtte leje to mindre, til 2500 kr. ekstra. Men det gjorde vi så, og inviterede to personer mere, som der blev plads til.

Vi ville bestille catering for ikke selv at have besværet med at lave mad, og jeg havde en idé om nogle spændende salater og småretter. Vi fik så et tip om et godt sted, som oven i købet var billigt, og vi bestilte en lille salatbuffet fra Smag.

Menuen:
Grillede rodfrugter med gedeost, valnødder og grov pesto
Babyspinat med nektarin, mozzarella og rødløg
Sprøde rødbeder og gulerødder i tern med græskarkerner, frisk mynte og hvidløg
Speltperler med æble, squash, mandler og chilicreme
Oksekødsfrikadeller med pinjekerner, persille og feta
Gulerodshumus
Grønærtepuré
Mørkt filone og softkernerugbrød

Et par af vores venner hentede maden på vejen. Det var supergodt! Der var rigeligt, det var lækkert, og jeg var meget tilfreds. :-)
T bestilte chokoladekager med valnødder fra vores lokale Føtex. Først var jeg lidt "Ej, Føtex?!?", men de smagte nu rigtig godt! Klistrede og mumsede på den rigtige måde.

To mdr. forinden var mig og T til en koncert med folkemetal-bandet Vanir, og der bemærkede vi deres sækkepibespiller, en ung pige. Det var jo en noget andet musikstil, men vi tænkte at hende ville vi gerne hyre til bisættelsen, det virkede helt særligt. Så det gjorde vi, og heldigvis ville hun gerne. :-D
Vi manglede den ceremoni og stemning salmer giver ved en kristen begravelse, men vi ville ikke synge, kendte ingen sange vi syntes kunne formidle vores følelser. Men det kunne en sækkepibe, den kan græde og klage, og samtidig være smuk og intens.
T fandt nogle sækkepibepassager i soundtracket til Braveheart-filmen, som han syntes udtrykte både vores smerte, vores længsel og vores kærlighed - og dem bad han så Sara spille. Hun måtte omsætte det til hendes type sækkepibe og lave det om til selvstændige numre, men det gjorde hun så. Vi var så taknemmelige!
Det var det helt rigtige! Det havde ikke været det samme uden.

Lørdagen før gik mig og T op i byen til en nyåbnet blomsterhandler for at se på blomsterblade. Vi ville putte blomsterblade ned i urnen, så når man rystede det ud på vandet, så ville blomsterbladene flyde ovenpå og markere at her er Saga. Vi endte med at bestille mørkerøde roser, da det er mest vores smag. Hun foreslog nogle spæde lyserøde, men det er bare ikke os.
T hentede blomsterne dagen før, og havde dem stående i køleskab natten over.

Så var det det med talerne ... VI havde jo ingen præst til at sige nogle ord, og noget skulle siges. Så vi besluttede os til hver især at skrive et afskedsbrev til Saga.
Vi har i hele det foregående år talt om de breve vi burde skrive til hende, men det har været for hårdt. Der er så meget at sige ... og så lidt. Og jeg tror vi begge har følt at hvis vi først satte os ned og følte efter, lukkede op, så ville sorgen overvælde os. Så ville vi drukne i smerte. Så vi har undveget, undgået, udskudt.
Aftenen før bisættelsen kommer jeg hjem fra arbejde til T's brev til Saga. Han havde skrevet det, og grædt og grædt. Men det var så smukt. Jeg græd da jeg læste det. Men jeg var så glad for at han skrev det til vores datter, det var lige sådan et brev jeg ønskede hun skulle have med sig.
Så var det mig ... Og det skulle være med det samme, for bisættelsen var næste dag.
Jeg burde nok have været alene, jeg kunne mærke hvor meget det var mig imod at T var i lokalet. Det var privat. Men vores stue er der hvor både computerne og tv'et er, så vi var der begge to.
Jeg prøvede at lukke mig inde i mig selv og skrive.
Og så kom det, jeg fik skrevet brevet i første hug, det flød bare ned i tastaturet. Ikke det jeg troede jeg ville sige, men det blev det der kom. Jeg flyttede lige et par sætninger rundt, men ellers blev det som jeg skrev det.
Så var vi klar.

Næste dag var så bisættelsen. Jeg sov længe, jeg var så træt så træt efter arbejde. Det er jeg hele tiden for tiden. Så hoppede jeg i bad og fandt det tøj jeg ville have på, hvorefter min mor samlede mig op så vi kunne køre i Føtex og hente kager. Jeg havde også fået den her fikse idé med at jeg ville lave en skål hummus ekstra. Der kom jo mad, jeg ville bare gøre [i]noget[/i]. Jeg tror mest det handlede om at jeg havde brug for at bidrage, og også brug for at fylde min tid med noget. Hummus er nemt.
Så efter indkøbsturen lavede jeg en skål hummus, og så gik tiden. MEN så blev jeg ringet op af vikingeskibsmuseet - vinden var taget til og de var lidt bekymrede. FUCK! Men heldigvis mente de godt vi kunne gennemføre, vi ville bare komme til at ro hele vejen, vi måtte ikke sætte sejl. Det var så en streg i regningen, for det skulle jo helst ikke være for hårdt for vores gæster. Men det skulle jo være den dag, på hendes fødselsdag, så bare vi kunne komme ud på vandet ...

Mens jeg lagde make up dukkede første gæst op, og så kom der flere.
T kom med urnen og blomsterne, nu var det tid til at åbne den. Vi havde med vilje ikke åbnet den før, tænk nu hvis vi væltede den! Det var også godt vi ikke havde forsøgt, vi måtte ødelægge låget for at få forseglingen op. Keramikken revnede. Jeg var meget overrasket over hvad der var i, det lignede storbladet urtete. Det var brune nuancer og hvide flager træ. Mere savspåner end aske. Og mere flager end prikker. Helt klart storbladet urtete.
Vi puttede rosenbladene i og T pakkede urnen.

Pludselig skulle vi afsted til havnen, og så fik jeg travlt! Jeg fór rundt uden at kunne samle tankerne, og det gik op for mig at jeg ikke havde printet mit brev ud. Selvfølgelig drillede printeren.
Jeg var lige ved at komme for sent ....
Vi var nede ved havnen fem minutter i, vi havde sat folk i stævne hel. Ups.
De fleste af vores gæster var der, de sidste kom mens vi stod og prøvede at få styr på os selv og de andre.
Jeg havde fået en sms fra min ven Sebastian, der var kommet for sent afsted fra Kbh. Min veninde Mette tilbød så heldigvis at køre op og hente ham på stationen. Det blev yderst tight. Men de nåede det! Pyha.

Så blev vi kaldt til samling og blev vist hvordan man bruger en redningsvest. Og så var det ellers ned i skibene.
Vi blev instrueret i at ro, og skulle så forsøge at ro i takt. Det gik rimeligt. Der var ret meget modvind, så det var en anelse hårdt, men ikke så det var for meget. Min gamle mor og min højgravide veninde Charlotte var fritaget fra at ro, men ellers greb alle fat, inkl. vores sækkepibespiller. Jeg var lidt bekymret for om det ville gå ud over hendes evne til at spille, men det gjorde det ikke.

Det var godt at ro. Det var godt at kunne gøre noget aktivt, at vi rent bogstaveligt fysisk bragte Saga med os, os og de mennesker der var os nærmest. Og det var smukt at se Roskilde fra vandsiden, der var en fantastisk udsigt.

Så kastede vi anker, og bådførerne bragte skibene tæt sammen. Der var lige et åbent V ved de to skibes stævne.
T rejste sig op og fortalte hvad der skulle ske, hvorefter Sara tog sækkepiben frem og gav sig til at spille første nummer. Det var højt! Men da jeg lige havde tunet mig ind på musikken var det også meget smukt. Og sørgeligt, det gik lige i hjertet. Jeg tror de første tårer meldte sig der.
Og selvfølgelig begyndte det at regne ... Jeg var lidt bekymret for sækkepiben, men det gik vist.
Så læste T sit brev op. Han læste det meget hurtigt og uden tonation, men det blev læst op. Det var hårdt og smukt.Så var det mig. Min stemme knækkede, men jeg gennemførte.
Så gik vi ud i stævnen med urnen og T hældte asken med blomsterbladene på vandet. Det flød som en plamage, men det så godt ud med alle de mørke rosenblade, masser af dem.
Derefter rejste en del af vores gæster sig og kastede medbragte blomsterhoveder på vandet. Min mor havde hvide roser, og der var vist nogle gul-orange-røde chrysanthemummer. Det så rigtig godt ud. Langsomt flød aske og blomster ud fra skibene og ud på havet.
Og så var det det afsluttende sækkepibenummer. Der græd jeg. Meget. Det var den endelig afsked. Blomsterne vuggede på havet og musikken gik lige i hjertet. Og så kom regnen igen. Jeg ved ikke hvad der var med den sækkepibe og regnen ... Den holdt op igen da musikken var færdig.

Så sad vi stille et øjeblik.
Og så var det tid til at ro tilbage.
Der var helt stille på tilbageturen, alle tog virkelig fat, vi havde medvind og skibene sejlede hurtigt. Jeg tror alle nød at kunne gøre noget fælles. Der var pludselig en samklang over roningen.

På land takkede vi bådførerne, og så fordelte vi os i bilerne og kørte hjem til os.
Vi lavede kaffe og te, vi havde øl og sodavand, og efter noget tid stillede vi maden frem som buffet i køkkenet.
Jeg havde købt paptallerkener og plastikbestik i Tiger, men noget fedt noget, sølvfarvet. Bestikket lignede metal så meget, at folk ikke kunne lide at smide det ud. Og det var overraskende godt. Der var ikke så meget som en gaffel der knækkede og det var behageligt nok at spise med. Og pænt.
Folk fordelte sig i spisestuen og stuen, vi havde desværre ikke plads til alle i samme rum. Men det virkede okay. T's jyske venner samlede sig ved stuebordet, og mine venner ved spisebordet, men det er vel naturligt nok.
Jeg synes det virkede som om folk hyggede sig.

Efter nogle timer tog jyderne hjem, de skulle langt og skulle op på job. Sjællænderne blev hængende noget længere. De sidste gæster gik vist kl. 23 - der var jeg også træt. Jeg havde dumt nok ikke bedt om fri dagen efter, så jeg skulle op kl. 6. Men det var rigtig hyggeligt. Rart samvær med folk der svingede med hinanden.
Min mor gik noget før de andre, men det var forståeligt nok. Min papfar, der ikke kunne være med pga. et vigtigt møde i Stockholm, kom forbi med en buket blomster på vej hjem fra hans møde. Han blev også kort, han kendte jo kun os og min bror. Men det betød meget for os at han kom.

Da alle var gået var T småfuld, men glad. Han snakkede meget om forløbet, hvor godt det var. Og jeg var ganske enig. Vi var nærmest helt høje over hvor godt det var gået, hvor tilfredse vi var og hvor rigtigt det føltes.


Nu her, efterfølgende, kan jeg mærke hvor vigtigt det var at få taget afsked. Jeg troede jeg havde gjort det, men jeg kan mærke hvor meget mere ro der er i mig, nu hvor urnen er væk.
Vi har stadig hendes billede stående, og tegningen af hende på væggen. Men urnen er væk.

I går da jeg gik hjem fra stationen og så fjorden, som jeg plejer, tænkte jeg på hende. Det var det jeg havde frygtet. Men det bliver vel nemmere med tiden. Det var et godt sted at placere hende. Smukt.

Jeg er meget glad for at vi fik hende bisat, og at vi fik hende bisat på vores måde.

----

T's brev til Saga:

Saga, min elskede datter. Du kom ind i mit liv som en lysende stjerne, et håb om en fremtid som forælder.
Da jeg fik af vide du fandtes i mors mave var jeg lykkelig som aldrig før..

Du var virkeliggørelsen af mine drømme og mit håb om at blive far, og leve med min elskede kone og vores dejlige barn.
Jeg fulgte de lyde du lavede i maven, og de billeder vi så fra scanninger og glædede mig sådan til du skulle komme til verden og ud til mig.

Jeg ville så gerne dele verden med dig, vise dig alle de gode ting og sørge for du havde det trygt og rart.Vi skulle sammen se det hele med dine nye, friske øjne og le og forundres.
Du er revet væk før dit liv begyndte, født uden tanke eller modstandskraft. Jeg fik aldrig set dine øjne eller dit smil, du var for lille- vi kom aldrig til at dele verden sammen.

Min elskede datter, du har skænket mig den største lykke, at blive far til en smuk lille pige. Det øjeblik jeg så dig første gang, bevæge dig i mors mave blev du min øjesten. Den afgrundsdybe sorg jeg føler over din død, er grusom men sorg er tabet af en elsket og derfor er den også smuk på en grum måde.

Du vil altid være i mine tanker, og du har sat dine små fodaftryk dybt i mit hjerte. Du vil blive et smukt minde med tiden, mindet om en drøm- om en fars kærlighed til sin datter-min kærlighed til dig.

I dag skal vi to sige det farvel, vi aldrig fik chancen for da du blev født. Her i naturen hvor jeg finder fred skal du altid bo, og havet skal være din vugge.

Saga Tinubriel, min sølver stjerne. Hvil i fred min elskede.

-----


Mit brev til Saga:

Lille skat. Da jeg opdagede jeg var gravid kunne jeg slet ikke fatte det. Jeg blev så lykkelig, men også bange. Bange for at miste dig. Den angst fulgt hele min tid med dig, sideløbende med min lykke. Du var SÅ ønsket.

At se dit hjerte slå for første gang var fantastisk. At se min mave vokse og vide at du lå der, inde i mig. At mærke dig bevæge dig, da du blev større - selvom jeg ikke vidste med sikkerhed at det var det jeg mærkede. Da du var væk var jeg dog ikke i tvivl. Jeg havde mærket dig et stykke tid.

Jeg har længtes så længe, og så var du der! En overraskelse, vores lille mirakel.
Jeg glædede mig sådan til at møde dig, til at tage mig af dig, være din mor.

Det hele gik så stærkt. Jeg var lige begyndt at tro på det. "Dig og mig", hviskede jeg til mig selv når jeg blev bange, "Dig og mig, vi klarer den sammen".
Men det gjorde vi ikke.

Jeg fik aldrig sagt ordentligt farvel. Da du pludselig kom var jeg så chokeret, at jeg ikke rigtig forstod hvad der skete. At første gang jeg så dig også var den sidste. Jeg var slet ikke parat. Det var først bagefter at det gik op for mig at jeg var blevet mor, men jeg manglede dig, min lille datter. Manglede dig så fortvivlende. Jeg havde aldrig troet man kunne elske så intenst.

Jeg fik ikke brugt den meget korte tid du var i verden. Jeg fik ikke set dig levende, de få minutter forsvandt nede mellem mine ben. Jeg fortryder at jeg fik ikke lagt dig mod mit bryst, jeg troede det ville være absurd, at lege at mit døde barn levede. Men senere kunne jeg mærke at det skulle jeg have gjort. Du var jo mit barn, levende eller ej. Jeg havde behov for at vise dig omsorg, for at være tæt på dig. Tage dig til mig og forstå at du var min. Jeg kunne alligevel ikke værne mig mod hverken smerten eller kærligheden, de to hører sammen i sådan en situation. Og min kærlighed til dig er uendelig høj.

Jeg fik ikke sagt farvel. Det skal jeg nu.

Du er det største, det bedste og det værste der er sket mig. Du var mit lille mirakel, selvom jeg ikke fik lov at beholde dig. Men jeg ville ikke have undværet dig. Du er min datter, du hører til mig.

Farvel min lille skat. Du vil altid bo i mit hjerte.

At snakke om det

Det fylder langt mindre for mig om folk spørger til hvordan jeg har det, til hvad der sketet eller til Saga nu, end det gjorde de første måneder. Men jeg har nu stadig brug for at snakke om det indimellem.
Der hvor jeg er nu, har jeg også brug for at kunne snakke naturligt om hvad der er sket, i sammenhænge hvor det hører til. Dvs. taler man hospital, fødsler eller noget omkring tanker om forældreskab, barnløshed, fertilitesbehandling o.l., så har jeg naturligt noget at bidrage med, og vil ha lov at byde ind, uagtet at der ligger en smertefuld oplevelse bag. Jeg har en erfaring og nogle tanker, følelser og oplevelser, som er en del af den jeg er, og det jeg kan og vil tale (med) om.

I sidste uge ringede jeg til lægen for at bestille en tid. Sygeplejersken spurgte så ind til hvordan jeg havde det (hun snakkede en del med mig i starten), selvom det intet havde med min tidsbestilling at gøre.
Det endte med at jeg snakkede med hende et godt stykke tid om alle følelserne og hvor vi er i vores liv. Lidt sært, jeg sku jo bare bestille tid, men på en måde også rart. Hun tog initiativet til at høre om det, og hun kom med spørgsmål der fik mig til at tale. Havde hun ikke spurgt, havde jeg ikke talt om det.
På en måde gav den spontane kontakt med en relativt fremmed person mig alligevel noget. Det prikkede til følelserne, ja, men selvom det godt kan få min sorg op til overfladen, så fremkalder det ikke sorgen. Den er der jo, og på en måde har den meget godt af at få lidt luft indimellem. At jeg lige får mærket hvordan jeg rent faktisk har det.
Og jo mere jeg snakker om det, desto mindre fylder det. Man skulle tro det var omvendt, men når jeg taler om det, får jeg tømt ud. Det er som om det bliver mere sædvanligt, og jeg selv vænner mig til at se og mærke følelserne og tankerne, så jeg bedre kan  accepterer at sådan er det altså og lade det være en del af mig, uden at det fylder alt.

Men hvis ingen spørger ... Så er det meget svært selv at tage det op, det virker så akavet. "Se mig og min krise". Og så får man ikke chancen for at få det yderligere bearbejdet, få nye ord og vinkler på, opdage at man har ændret sin historie, forklarer det på en anden måde - hvilket betyder at noget enten er faldet på plads, eller at det nu er noget andet der fylder end tidligere. Det er godt at finde ud af, det hjælper én videre.
Det er ret vigtigt at snakke om det.

For nogle, bl.a. mig, giver det også noget at tale med perifære og fremmede, når jeg har lyst (det er jo ikke altid). Det er anderledes at tale med nogen der ikke kender én godt, og for mig giver det noget at skulle forklare historien på en anden måde, end til dem, der kender mig godt. Det kan derfor være værdifuldt hvis folk vil og tør spørge.
Men selvfølgelig er det jo ikke alle der har lyst til at høre min historie eller snakke om det. De skal heller ikke forceres.
Og det er bestemt heller ikke altid at jeg har lyst til at tale omd et, eller med alle, men så finder jeg en venlig måde at bøje samtalen i en en anden retning.

Det er bedre at kunne vælge om man vil snakke med andre, end at andre forsøger at beskytte én mod det, uden at spørge hvad man har lyst til/brug for. Hvis andre undlader at spørge, fordi de er bange for at man bliver ked af det, fordi det er tabubelagt, eller at der til sammekomster er en underforstået "Nu skal vi kun tale om gode ting, og holde den gode stemning", så er det er ikke godt. Så er man ikke fuldt til stede, men skuespillere i en kulisse, hvor man opfører nogle underforståede roller, i stedet for at være der som de mennesker man er, med de ting der nu fylder i ens liv.

Folk kan have svært ved at vide hvordan de skal forholde sig til ens krise, og det er ikke sikkert de kan finde ud af at spørge og/eller snakke naturligt om det, der er sket, og det er så fair nok. Så er det sådan. Men nogle få kan måske, og det er værdifuldt at de så også tør.

Det er vigtigt at det eksisterer, at det er sket, på godt og på ondt. At sådan er vores liv altså, og det er en del af dem vi er. Ikke at tale om det gør det ikke usket, eller vores smerte mindre. Tværtimod.

Om "forkerte" tanker og at være der hvor man er

I forbindelse med noget en anden skrev, kom jeg til at tænke over hvordan jeg har reageret på når andre vil have mig til at være optimistisk og argumenterer for at se på de lyse sider (hvilke?). Jeg har haft brug for at andre lader mig være der hvor jeg er, uden at pushe mig.

Jeg har brug for at udtrykke hvad jeg føler, ikke ar blive skubbet eller overtalt til at føle noget andet end jeg gør.
Jeg har brug for at forstå følelserne, se på dem, tænke over dem, mærke dem, bearbejde dem. Men hvis nogen prøver at flytte mig et andet sted hen end hvor jeg er, så mister jeg orienteringen. Det hindrer mig fremfor at hjælpe mig.
Jeg tænker: Så stol dog på mig! Jeg skal nok finde videre når jeg er klar, på min måde, i mit tempo. Men her og nu må jeg være hvor jeg er. Finde mig selv der hvor jeg er. Det kan andre ikke gøre for mig, intet de siger kan forcere det. Jeg skal bruge at nogen lytter på det jeg forsøger at udtrykke, uden at skulle problemløse, diskutere, se fra en enden vinkel eller lign. Nej, bare lyt og lad mig selv ...

Jeg kan ikke finde lyset hvis jeg ikke bliver færdig med mørket. Jeg kan godt tåle at være hvor jeg er, indtil jeg er parat til at flytte mig. Også selvom det er hårdt. Men det er min sorg, mig der skal lære den at kende, så jeg kan finde et sted at gøre af den. Det er min opgave, som kun jeg kan løse.

Eller sådan tænkte jeg især meget i starten.
Jeg ville nok ikke have haft bedre af at være blevet ladet i fred, men jeg havde så meget brug for plads, til alle tankerne.

Nogle af de forkerte tanker som jeg ikke måtte have er hhv. ønsket om at dø, ligesom min datter (er passeret nu, men jeg havde brug for at sige det højt, og for en accept af at sådan følte jeg det altså) og så at jeg bestemt ikke tænkte pænt om gravide eller familier med små børn. Men sådan havde jeg det, så det satte jeg ord på. Og ville ha lov at sætte ord på, uden at nogen skal skubbe mig et andet sted hen eller fortælle mig at jeg ikke må tænke sådan ...

Nytår

Vi havde en rigtig god nytårsaften. Vi var til fest hos nogen vi ikke kendte, fordi vi havde et vennepar der var inviteret til den, som luskede os med. Til gengæld kendte vi 70% af gæsterne (tror vi var tyve til middag og ved 23-tiden dukkede der så en tyve stykker mere op).
Jeg havde frygtet lidt at skulle være social, men det gik helt fint. Jeg var i godt humør og følte mig fint tilpas.
Jeg havde dresset op til festen, og det er længe siden at jeg har prøvet på at se godt ud. Med besværet gravditet og smerter, fødsel og sorg, og så operation, har det ikke været udseende jeg er gået mest op i.
Det var svært at finde noget spændende tøj jeg kunne passe, for jeg har fået meget mave. Og så er det jo begrænset hvor meget jeg kan klemme ind på operationssåret/arret. Ellers ville jeg have taget et satinkorset udover en kjole, så er der instant wow-effekt. Men i stedet havde jeg en stor bulende mave.
Men det lykkedes mig da at blive tilfreds. Jeg havde et flot strutskørt på der var meget nytårsagtigt. Og så lagde jeg en anderledes make up og satte håret.

Jeg drak, for første gang i lang tid. Ovenpå fødslen, sorg og operation har jeg ikke rørt alkohol. Men det blev til en flaske Asti. T fuldede sig, men ikke overdrevet.

Til gengæld var T i rigtig godt humør. Han smilede og grinede og snakkede med mange af de andre. Han dansede også. Det var SÅ rart at se ham glad, jeg har ikke set ham rigtig glad siden før Sagas fødsel. Jeg blev helt forelsket i ham igen.

Jeg havde på forhånd tænkt på Saga og på mine følelser. Og fundet frem til at nytåret ikke påvirker mig. Jeg kunne have følt noget omkring at vi nu forlader det år hun blev født, men det føler jeg egentligt ikke. Jeg føler ikke at jeg forlader hende, eller at datoen ændrer noget. Jeg har det nøjagtig som alle andre dage. Der er sket det der er sket, og datoen ændrer intet.

Jeg snakkede på et tidspunkt med en anden kvinde om hvad der var sket, og hun kom straks med "hvorfor adopterer I ikke" og så skulle jeg igen nærmest forsvare at det ikke er det vi ønsker, og ikke er der vi er. Det er så opslidende. Jeg fik intet ud af samtalen, og det tror jeg heller ikke hun gjorde. Det lavede en distance imellem os fremfor kontakt. Det ærgede mig bagefter, jeg skulle nok slet ikke ha snakket med hende om det, når nu vi ikke var på bølgelængde.
Til gengæld fik jeg senere en rigtig god snak med en god bekendt jeg ikke har set længe. Hun forstod det. Jeg viste hende et billede af Saga på min iPhone, og så græd hun. Det var lidt underligt, for så begyndte jeg også at græde. Men jeg værdsatte at hun virkelig forstod hvad vi havde mistet. Hun fortalte så en masse om fødslen af hendes søn, det viste sig hun virkelig har været nogle hårdte ting igennem, uden nogen til at hjælpe sig. På en eller anden måde forstod vi hinanden, selvom det var to helt forskellige situationer.
Jeg var virkelig glad for at ha fået den dybe kontakt lidt, det opvejede den mislykkede samtale med den anden. Og selvom jeg egentligt ikke synes aftenen skulle handle om min sorg, så fik jeg ligesom lige berørt det, tilpas nok.
Så kunne jeg forkusere på at hygge mig.

Vi måtte hjem lidt tidligere end vi havde lyst til, for at nå et ikke alt for sent tog til Roskilde. Det nåede vi heldigvis, så hjemturen gik fint, selvom jeg var noget udkørt, T var noget fuld og toget var fyldt med stangstive unge der larmede og var dumme at høre på.
Men vi var rigtig tilfredse med aftenen. :)

Tiden går

Efter operationen har vi jo nu en lillebitte chance for at kunne blive gravide igen.
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør,  så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...

Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.

Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.

Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.

Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.

Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.

Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg  følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.

Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.

Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.

Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.

Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...

Svært

Jeg har ikke skrevet så meget på det sidste, for jeg har det ikke så godt.
Sådan ikke akut krise, jeg synes bare det hele er svært, så svært at jeg ingengang føler jeg kan formulere hvad det er jeg tumler med. Og jeg føler mig ret alene med det, jeg har ikke rigtig fået kontakt til mine venner og kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg gør med dem.

I dag er det mig og T' 5 års dag, hvilket vi normalt ville ha gjort en helvedes masse ud af. Vi er begge superromantikere, og så har vi været igennem så mange svære tider samme, at det at vi har hinanden er ekstra særligt. Vi værdsætter virkelig at vores kærlighed er så holdbar.
Men i dag har ikke være romantisk - T tog udmattet på arbejde efter endnu en dårlig nat (han havde i forvejen søvnforstyrrelser pga noget gammel PTS, så et nyt traume har absolut ikke gjort det bedre). Han kom så hjem og mødte mig på hopitalet, for yippie (not!) jeg sku ha en MR scanning af min livmoder. Lige i dag.

Jeg troede en MR scanning gik hurtigt, at det var sådan ind, scan scan, ud. Det viste sig at tage en time ...
godt jeg har dyrket yoga så jeg har læt at ligge helt stille længe.
T gik med ind, men vi kunne ikke tale sammen pga støjen, så han satte sig til at halvsove. Jeg gled også lidt væk indimellem, af at ligge der i en snæver tunnel musestille.

Der var lige et par gange undervejs hvor jeg blev rigtig ked af det. Når jeg sådan lå helt stille med lukkede øjne i en time, indkapslet i en støjende maskine, drev mine tanker rundt. Igen og igen landede de hos Saga, på hvorfor jeg var i den maskine, på min deforme livmoder og mit spinkle håb om at kunne opereres. Men igen og igen, hvorfor jeg ikke kunne beholde hende i mig længere.

Jeg er også bange for de fibromer. Det er sjældent kræft, men sjældent betyder at det sker. Og slemme ting har det med at ske for mig. Jeg bliver skræmt ved tanken om at min livmoder evt. er ved at blive ædt op af kræft, at det kan sprede sig, at jeg kan dø.
Det behøver det jo på ingen måde at være, højst sandsynligt ikke. Men når der sker så mærkelige ting i min krop, når mit forløb er atypisk, når jeg kan mærke hårde knuder udefra og hele området fra navlen til venusbjerget er knuder, så bekymrer jeg mig. Hvad fanden sker der med min krop?!? Hvorfor er min livmodere pludselig en enorm gevækst. Hvorfor er jeg ikke længere i stand til at bære et barn, eller bare at leve normalt. De ukontrolable blødninger jeg nu får af fibromerne kan jo ikke blive ved. De piller der kan stoppe blodet har jeg en stærk mistanke om også øger faren for blodpropper. De er jo det omvendte af blodfortyndende, de hindrer opløsning af størknet blod - hvad er det lige en blodprop er?! ... Fandens.
Jeg er bange for det hele. For at være defekt. For at dø. For at leve.

Jeg synes ikke rigtig det spiller. Der er ikke rigtig noget at se frem til, kun flere besværligheder, mere at kæmpe med. Det er ikke ovre, der bliver ved med at være noget.
Jeg kan ikke forestille mig hvordan mit liv skal blive godt igen.

Og jeg ved ikke hvordan jeg fejrer den 5-års dag der ville ha været så fantastisk, hvis jeg var godt igang med 7. måned nu.

(Lige nu sku vi købe babyseng og puslebord, planlægge og tale om hvordan vores liv ville blive når vores datter kom ud. Vi sku ikke stå med MR scanninger og operationer og sygemeldinger og kommuner der vil holde samtaler. Vi sku være glade.)

Spredte tanker

Jeg bliver vist indhentet af min alder nu.
Jeg har snydt mig til et yngre look, via min måde at leve på, tror jeg. Men lige nu kommer rynkerne og det hele - SLAM, fordi det er så opslidende, det vi går igennem. Ikke at det gør noget, jeg er skideligeglad.

Jeg bruger en del tid på at finde ud af hvad det er der sker og hvad jeg kan forvente. Læser om sorg, er på fora for forældre der har mistet. Hvor er det dog hæsligt hvor mange vi er! Hvor meget smerte folk går igennem! Og hvor meningsløst. Og tilfældigt. Der er intet system, ingen grund. Det rammer alle mulige, uventet. Nogle igen og igen.
Så nej, man er ikke fredet selvom man allerede har haft andre katastrofer i sit liv. Endnu et bevis på at der ingen gud er, eller ihvertfald ikke de kristnes.

T mener at ham der deler ulykke ud i en brandert kom til at spilde et ordentligt skvulp på os. Sådan "UPS! Der fik de lige en ekstra stor dosis".
Det trøster mig lidt, på en måde er det mere sandsynligt end at vi sku være særligt udvalgte til at skulle gennemgå kriser og dårligdomme.
Det passer så mere på Asetroen, at guderne fucker up jævnligt og er ret ligeglade med mennesker. Eller også er der ingen guder, blot tilfældighed. Det er jo nok det jeg egentligt tror, men den stangstive gud med dårligdomsbægeret passer mig nu godt.

Jeg har tænkt en del over andres reaktioner. Jeg har jo selv været på den anden side af bordet, skulle tackle andres ulykker og se nogen ha det svært.
Jeg kender reaktionerne, og de er forståelige. Men ofte helt ubrugelige.

De fleste vil gerne problemløse, vil gerne hjælpe. Sige noget positivt, skubbe videre. Men der ER ingen hjælp, intet positivt. Og man kan ikke skubbe på en process. Man skal faktisk helst ikke forsøge.
Vi skal bare ha tid. og ha lov til at have det dårligt, blive kede af det osv.
Det vi skal bruge fra andre er bare at I er der og føler for os, ikke andet.

Jeg er lidt bange for om en måned eller to. For jeg ved at det her tager lang tid, men at "nyhedens interesse" gået af for andre. Og at vi så forventes at vende tilbage til normalt.
Det har jeg oplevet i andre kriser, at man ligesom får en måneds tid til at have det skidt, og så bør det ligesom være ovre ...
At det så vil være "ja ja, kom nu videre!".
Jeg ved at det her vil tage år ... Ikke år hvor vi græder hele tiden, men år hvor det ligger i baghovedet og kan bryde op igen.

Jeg har også brug for at få lov til forsigtigt at stikke snablen frem ind imellem, uden heppekor. Altså at tage ting i min egen tid, og prøve af hvad jeg kan klare, uden at det betyder at så skal vi bare op på hesten igen, eller se det gik godt, så nu er alt fint. Og egentlig ville det være bedre hvis det ikke bliver kommenteret når/hvis vi tager nogle tiltag til at gå ud/se folk/gøre noget normalt, men vi bare får lov at prøve af hvad vi kan og ikke kan, uden at det bliver vurderet eller tilskyndet.
Jeg ved jo godt at alle mener det godt og vil os det bedste, jeg kan bare mærke at det bliver svært ...
Vi skal selv finde ud af det ...

Well, i dag ville vi ha taget til et arrangement vi havde glædet os til, men T får kvalme ved tanken om at se mennesker og jeg kan slet ikke forestille mig at dulle op og gøre mig klar, ingengang minimalt. Vi vil nok også bare bryde i gråd ved det mindste ord fra andre. Eller føle os uvirkelige og distancerede.
Sådan, hvordan kan verden gå videre? Det er så meningsløst det hele. Alt det folk tror betyder noget, som ikke betyder en skid.

Jeg har prøvet det før, i break ups. Jeg fatter ikke hvordan jeg kan ha syntes at det var slemt, hvordan jeg kan ha taget det så hårdt. Det er jo skideligegyldigt.

Når jeg tænker på hvor svært jeg havde det efter min kæreste S gik fra mig, hvor jeg græd under bruseren hver dag og slet ikke kunne forstille mig at blive glad igen, eller leve videre. Og nu tænker jeg kors! Ja, det var da svært, men altså! Det var bare en skide kæreste, og han lever jo fint videre, han døde jo ikke, og det gjorde jeg heller ikke.
Eller da min kæreste J gik første gang og jeg gik helt ned, bare lå på sofaen og græd uden at kunne holde verden ud. What?!? Jamen. Igen, det var jo bare en kæreste. Man kan jo godt elske nogen uden at skulle være med dem, og kærlighed ændrer sig med tid. Nu er der jo ikke noget. Nu er det jo helt fint, han er glad med sin nye kæreste og jeg med min. Eller det er en underdrivelse, jeg elsker min T så dybt og intenst at jeg ikke ville ændre en eneste ting der førte os sammen. Ingengang alt det svære.
Så hvorfor var det så hårdt dengang?
Og i relief til nu. Goddamn! Kalde det en krise?!!!!!! No way. Ingenfuckendeting. Fuldstændig ligegyldigt.

Dengang kunne jeg ikke forstå at bilerne kunne køre på gaden og alting fortsætte som om intet var hændt.
Nu kan jeg godt. Det gør det jo.
Nu kan jeg bare ikke finde min plads i den verden, den er uden smag. Ligegyldigt. Men selvfølgelig fortsætter den, det har jeg jo set før ...


Og jeg ved godt at vi også fortsætter, mere og mere. Men det vil tage lang tid at blive rigtig glad igen. At finde mening og betydning.

Btw har vi fået en mindre blomsterbutik, og det er jeg rigtig glad for. Ingen kunstigt trøstende ord, bare en udmelding om at folk tænker på os. Det varmer. Altså jeg ved jo at dem der ikke lige sendte blomster også tænker på os - og vi har heller ikke brug for flere blomster nu! ;) Men stadig, tak!

EDIT: Altså ikke at jeg vil negligere andres kriser, eller lave en konkurrence om hvad der er værst!!! Jeg har jo selv været der og ved HVOR ondt det kan gøre at breake up, miste sit kæledyr, sit job, konflikter med ens familie eller hvad der nu kan ske for en af svære ting. Så selvom noget er endnu værre, ændrer det jo ikke noget på det man selv føler eller hvor svært man kan ha det med whatever. Jeg mener bare i relief til mig selv, altså de kriser jeg selv har været i.