Jeg kan ikke tage mig sammen til at skrive. Det er lidt som om jeg ikke kan samle mine tanker og følelser. Det er som at stå i zoo og stirre på noget vand der er sæler i. Man kan fornemme de er der, og engang imellem glider der noget mørkt forbi nær overfladen, eller stikker lige hovedet op, men mest ser man bare vand i bevægelse og fornemmer der foregår noget under overfladen.
Sådan har jeg det med følelserne. Der foregår alt muligt, men jeg kan ikke rigtig få fat i det.
Jeg skrev en besked til en anden mor der har mistet, lige nu er den det tætteste der kommer på bare noget af det der fylder:
Min blødning er heldigvis ved at stilne af, men jeg har også blødt i 10 dage nu, og i forgårs blev det mere igen, så nu æder jeg blodstoppende piller igen. Jeg håber det stopper helt, for jeg er bekymret for blodtabet. Hvis ikke det stopper i løbet af de næste tre dage går jeg til lægen igen ...
Jeg har lige fået sat extensions i mit hår, og det ser rigtig godt ud. :) Det er vildt underligt at gøre noget der "duller mig op", fordi det virker så positivt. Sådan "livet går videre"-agtigt. Som om jeg havde overskud, hvilket jeg ikke har. Jeg tror at mine omgivelser tror at det betyder at nu har jeg det bedre, men det har jeg egentligt ikke. Jeg har det dog heller ikke værre.
Så på den ene side gør det mig glad at føle at jeg ser godt ud, og jeg ER glad for mit nye spændende hår, på den anden side har jeg det mærkeligt med at sende et signal som jeg ikke føler er det rigtige. Jeg synes ikke livet går videre, jeg synes at livet står stille. Jeg er lige så ked af det nu, som for en uge siden.
Men jeg ser så bare bedre ud i denne uge ... ;)
Vi skal se nogle venner i morgen, det er det første initiativ vi tager til det. Så det glæder jeg mig lidt til.
---
Jeg føler mest jeg træder vande. Jeg har vænnet mig til det der er sket, men der er ikke decideret nogen fremdrift. Jeg græder mindre, men jeg tror ikke det er godt. Jeg føler tårene bare hober sig op et sted. For ikke at være så ked af det flygter jeg til ligegyldighed. til lala. Til tv og internet. Til ingenting. Limbo.
Der er dog to ting der betyder noget - T og at vi får nye rotlinger. Når jeg ser på T vælder kærligheden op i mig, jeg elsker ham dybt og inderligt. Rotterne er nuttede. Det er bare dyr, men jeg glæder mig til at nulre på de små nye.
Jeg var til en workshop i går. Det er så surrealistisk at nævne hvad der er sket til nogen der aldrig vil forstå det. Tale om det logisk og afklaret (not!), nærmest undskylde at jeg har oplevet noget sådant. For at fortælle noget så forfærdeligt overskrider et socialt tabu. Men siger jeg det ikke, lyver jeg i min væren. Og jeg har altid svaret ærligt på "Går det godt?".
Det er også godt at være ude, men hårdt.
Jeg ville skrive noget mere om hvad jeg tænker, men når jeg begynder en sætning sletter jeg den igen. Der er ikke samling, det hele glider rundt under overfladen, ikke klar til at blive fanget og fastholdt. Set på.
Når jeg sætter ord på mine tanker bliver de virkelige og jeg skal forholde mig til dem.
Jeg har skrevet 155 indlæg på mit sorg-fora kan jeg se. Jeg er nok mere til stede der end noget andet sted, inkl. irl. Der føler jeg mig mere tryg, alle andre har det som mig, det er givet.
Ved ikke. er bare.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar