Min elskede lille datter -
I går holdt jeg min 40 års fødselsdag med familien. Det var en god fødselsdag, og mest af alt nød jeg din kusine, som giver mig så meget glæde. Men jeg manglede dig ... Du skulle ha været tre mdr., du skulle ha været i mine arme, eller have ligget i en dyne og sovet, eller have raslet med legetøj, ligesom din anden kusine, og smilt til bedsteforældrene, din far og jeg og din onkel og tante. Være med.
Det er helt forkert at du ikke er der. Vi mangler dig .. Der er et hul i familien.

På væggen hænger tegningen af dig, på den måde var du med ved bordet, selvom jeg tror din far og jeg var de eneste der følte noget omkring det. Måske din mormor, ved ikke, jeg spurgte ikke. Jeg pegede på din tegning til din morfars kone, og fortalte lidt om den, men hun virkede undvigende. Jeg tror ikke hun forstår at din tegning giver os glæde, og ikke forstærker vores sorg.
Sorgen kan ikke forstærkes, den er der uanset hvad. Den bliver ikke mindre af at blive gemt væk. Tværtimod, at kunne se dig, og derved acceptere at du var der, men nu er i vores hjerter, føles så rigtigt. Hvordan kan nogen tro det bedste er at glemme og gemme væk?

Det er som det er. Det var trods alt en god dag. Men hvor er det dog svært at være her, hvor jeg er i mit liv, at være 40 år, og at have mistet det allermest betydningsfulde. Min livsmening.

Jeg elsker dig skat. <3

Mere om at have det bedre - og tegningen

Jeg skrev i går lidt om at have det bedre. Det tænkte jeg lidt videre på:

Det er lidt svært, for det er som om at hvis man siger man har det bedre, så bliver det oversat til at nu er alt godt, og sådan har jeg/man det jo ikke ...
Det er så svært at have med det her "godt"-begreb at gøre, når nu man egentligt ikke har det helt godt.

For mig er kontrasten til hvordan jeg havde det for nogle måneder siden enorm, jeg er et helt andet sted. Men jeg føler at min store sårbarhed gør at jeg slet ikke er der hvor jeg var før jeg mistede. Og at den måde jeg har det på er et tyndt lag, der meget nemt kan krakelere af. Men at det stadig er guld værd at kunne være glad, eller bare ikke decideret ked af det, en stor del af tiden.

Jeg har tidligere skrevet om "et tab af livsuskyld" og det føler jeg. At jeg godt kan have det sjovt periodisk igen, men at jeg er forandret, jeg kan ikke 100% give lods og synes det hele er godt, for det kan aldrig blive helt godt når en del af mit hjerte mangler.
Når jeg ved jeg kan miste alt, og har mistet det vigtigste i verden allerede.
Jeg har ikke den tillid til livet jeg havde (selvom det havde jeg nu så heller ikke helt i forvejen, men den sidste bid er ihverfald røget nu), og der påvirker min generelle tilstand og opfattelse af alt omkring mig.

Jeg MISUNDER dem der bare har det sjovt og glider derudaf.
Vi var til en stor fest i går, et maskebal med mange mennesker. Det var rart at dresse op igen og se hinanden lidt kække. Kæmpe kontrast til at sidde på sofaen og sumpe i en bomuld t-shirt med hængebyster og morgenhår ... Det var rart at føle mig som menneske igen. Men også weird, pga den store kontrast.
Jeg kunne godt small talke og socialisere med folk, men jeg føler at jeg bærer rundt på en tung sten som de andre ikke ser og ikke ved hvad er. At jeg ikke helt hører til.
Men jeg formåede da at have en okay aften, og det var en sejr. :) For jeg ønsker ikke at isolere mig og jeg vil gerne "deltage" i verden, selvom jeg ikke synes der er så nemt eller selvfølgeligt. Det er vigtigt for mig at komme ud og gøre de ting jeg plejede, selvom jeg føler mig meget forandret.

Ved ikke om jeg altid vil føler mig lidt off, eller om det er fordi der skal endnu mere tid til.


Derudover så har vi fået den tegning af Saga vi havde bestilt. :D
Jeg er SÅ glad for den!

I går satte jeg den i en ramme jeg købte til den på vej hjem fra posthuset.
Men jeg har det faktisk lidt svært ved at hænge den op, for det berører mig så dybt. Når jeg ser den LÆNGES jeg efter hende, og det synes jeg ellers havde lagt sig.

På en måde gør det der værre at hun ser lidt mere færdig ud på tegningen. For på fotoet er det tydeligt for mig at det er et dødt barn, at hun er lille og ikke helt færdig, at jeg ikke kan få hende.
Men tegningen minder mig om det der kunne have været, at jeg kunne have haft et færdigt og levende barn. Og det gør ondt, det rigger min længsel og mit savn efter hende.

Den må jeg lige få bearbejder, så jeg kan glædes over tegningen og acceptere at det er gået som det er gået.
Men fin er den! :D

Her er vores smukke datter:

Tanker omkring at gengive sit barn

Vi har bestilt en tegning af Saga, som er ved at være færdig.
Første udkast synes jeg ikke lignede, ansigtet var alt for rundt. Men med nogle rettelser og justeringer kom den til at gengive hende godt. Men den er jo ikke en tro kopi, og jeg havde nogle overvejelser omkring hvor meget man må "snyde" og ændre. Om det stadig er er Saga hvis der laves lidt om ...

Jeg har løbende redigeret på fotos så de blev lidt tydeligere, jeg har fjernet evt. blodpletter fra tøj og sengetøj, udskiftet baggrund fra slanger og maskiner til noget neutralt osv. I den forbindelse var jeg meget i tvivl hvor meget jeg skulle pille, for jeg kan jo fjerne pletter fra huden, gøre blå læber mere hudfarvede, fikse skader pga dødsfødsel osv. - men hvor går grænsen for hvad der ikke længere er ens barn?
Samme overvejelse stod jeg så i nu med mit eget barn, for Saga har fået en navle i stedet for navlestrengen med klemme på, hendes kønsdele er blevet ændret så de er mindre markante (og ikke ligner en dreng) og hun har ligesom antydningen af et lille smil på osv. Men jeg er kommet frem til at "det må man godt"! :)

Fotoet er jo et fastfrosset øjebliksbillede, og jeg mener godt man må fremredigere essensen af ens barn, sådan som barnet ville/kunne have set ud hvis situationen havde været anderledes og det havde fået lov at leve.
Ens barn er jo mere end bare et øjeblik, andres børn ændrer sig hele tiden, heler, skifter tøj, skifter omgivelser.
Jeg synes ikke det er forkert at redigere et foto så det fortæller historien om hvordan ens barn kunne have set ud som levende, eller i andre omgivelser. Og jeg synes ikke det er forkert at tegne ens barn som navlen kunne have set ud som helet, hvis man havde lagt barnet anderledes, havde holdt det, eller hvad man nu vælger.
Det er stadig barnets essens. :)

Jeg skulle virkelig mærke efter hvad der er rigtig for mig i forbindelse med tegningen, fordi jeg sideløbende med mine følelser også er en ret konkret og faktuel en person. Men det jeg er kommet frem til er at jeg synes tegningen stadig gengiver min Saga, selvom hun er fortolket og gjort lidt mere "færdig".
En tegning er jo også netop en fortolkning, ellers kunne vi bare have hængt fotoet op, hvis det skulle være en nøjagtig kopi.

Jeg synes så også det giver et nøk mere på hendes historie at få en sådan kunstnerisk fortolkning, en bid mere jeg gerne vil have med også. :) Nu sker der lidt der handler om Saga igen, nu har vi en anden side af hende også, noget mere end de få billeder vi har.
Jeg glæder mig meget til at få den - at få en nyhed fra Sagas historie. <3

Tegnere der tegner mistede børn

Vi går og overvejer at vi måske også skulle få lavet en tegning af Saga som vi kan hænge op.
Der er to tegnere der oftest nævnes når det handler om spædbarnsdød, den ene er Majbritt Pavlak og den anden er Heather Spears. Jeg er gået igang med at opspore andre forældres tegninger for at se hvad stil jeg bedst kan lide - og iæsr hvem der er godt til de små tidlige børn.

Jeg vil lige lave en liste her over de tegnere jeg hører om:

Tilbyder tegning af englebørn:
Heather Spears - den absolut mest kendte, med en enorm erfaring
Majbritt Pavlak
Maria Vadsager
Anita Falbe Cleyton
Anne Gyrite Schütt

Tegnere der måske også vil:
Zindy (en jeg kender som tegner virkelig godt, men som ikke har erfaring med spædbørn)
Stinna (har tegnet som personlig tjeneste, men det vides ikke om hun har mod på flere)

UPDATE: 
Vi valgte Heather Spears og vi er meget glade for tegningen af Saga.
Jeg har skrevet om hvordan det var at få tegningen nederst i dette blogindlæg og her kan det færdige resultat ses.
I dette blogindlæg har jeg skrevet om mine overvejelser omkring hvor meget man må ændre i forhold til fotoet, og om fotos overhovedet er virkeligheden.