Kan ikke helt forstå det

Det er simpelthen så mærkeligt. Nu har vi i tre måneder levet med at vi ikke ville kunne få børn, det har fyldt alt og været hele vores identitet. Vi kunne ikke få flere børn. Aldrig.
Og jeg har bittert droppet folintilskud, graviditets- og ægløsningstests, alle tanker om at min krop på nogen måde kunne være fertil eller være en del af hele det liv igen.

Så blev jeg opereret. Og nu skal jeg til at omstille mig igen.
Jeg tror ikke rigtig på det, men jeg håber så brændende.
Og nu kan jeg finde vitamintilskudet frem og overveje om jeg skal købe ægløsningstest - og måske får jeg brug for graviditetstests igen.
Det er så sært, jeg var et helt andet sted. Jeg kan slet ikke tro at jeg igen er her, at jeg igen skal til at forsøge. Igen skal tænke over at passe på mig selv og være så sund som mulig.

Jeg ved ikke rigtig hvad forhold jeg har til mig selv eller til min krop. Jeg føler mig helt skizofren. Den gamle opfattelse af at være i stykker er der stadigvæk, side om side med den nye, hvor jeg burde være i orden.

Tiden går

Efter operationen har vi jo nu en lillebitte chance for at kunne blive gravide igen.
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør,  så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...

Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.

Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.

Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.

Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.

Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.

Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg  følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.

Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.

Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.

Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.

Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...

De første "skader" på mavehuden

Øv, så fik jeg de første skader i huden.

Jeg har en meget uelastisk hud, og har i forvejen strækmærker alle vegne, fordi huden brister ved den mindste udvidelse. da jeg var 14 fik jeg lilla strækmærker på lår og bryster, selvom jeg på ingen måde var overvægtig.
Nu får jeg typisk marmoreringer, og har det på indersiden af overarmen, i knæbukket, langs mavens underkant og på brysterne.

Men de sidste par år er jeg også begyndt at få små synlige blodkar på benene, områder hvor man kan se et net af små tynde lilla "træer". Min mor har det rigtig meget på benene, og jeg tror det er arveligt.

Nå men, i går opdagede jeg så et net af de lilla blodårer på min mave! Øv! Jeg tror ikke de går væk igen. Dem jeg har på benene er permanente. Og får jeg allerede nu sådan noget på maven, i 16. uge, bliver det nok rigtig slemt.

Jeg har vænnet mig til tanken om at jeg nok får mange strækmærker, men blodårernettene havde jeg ikke lige regnet med ...

Mht. strækmærker, så tror jeg at jeg får den slags mave hvor det hele er sprækker, så huden bagefter bliver helt rynket. Men det lever jeg med, baby er så meget et ønskebarn, at hvis min mave er helt fucked up bagefter, så må jeg købe et par flotte, sexede bodystockings til når jeg vil føre mig frem. :) I forvejen har jeg alligevel for meget appelsinhud og strækmærker til at jeg synes jeg er præsentabel nøgen, men det kan jeg ikke tage mig af ... Sådan er det bare. Og får jeg en rynke-stærkmærke mave, well, så dealer jeg med det.

Men øv da også alligevel! De lilla træer kunne jeg godt ha undværet ...

Forandringer

Det er vildt at se min krop forandre sig. Jeg kan godt mærke at jeg ikke er ung, jeg er mere ufleksibel og forandringerne virker voldsommere på mig. Måske er det også derfor der er så meget bøvl med det.
Mine bryster er godt nok vilde! De er vokset en skålstørrelse, men det bedste er at de for det første har løftet sig (!), for det andet er der kommet fyld på oversiden igen, der hvor alderen var begyndt at flade ud. Pludselig er det nogle runde kugler at stoppe i en BH, fremfor flad overside, kugle på undersiden. De ser kanongodt ud. :)
Mine brystvorter er også blevet mærkbart større, mørkere og bliver meget nemt stive i det. Sjovt så store de ku blive lige pludselig.
Om aftenen får jeg blå blodårer som et netværk på mine svulstige bryster, det ser næsten alien-agtigt ud. Både skræmmende og fascinerende. Så vidt jeg ved er det pga den øgede mængde af blod i min krop. Jeg sku ha omkring en liter mere blod nu.

De dårlige ting er kvalmen, som heldigvis har været på retur de sidste par dage. Men den har fyldt alt.
Jeg får stadig kvalme hvis jeg går op ad en bakke, men det er nok en kombination med stakåndetheden pga den øgede blodmængde og derved det øgede blodtryk.
Men damn kvalmen har ellers været styg!

Mine ankler hæver. Sært nok. Det er ikke fordi jeg slæber rundt på noget endnu, jeg har kun taget 1,5 kg på. Men det gør de, pga forandringer i hele min krops funktionalitet.

Jeg får små brune pletter på huden. Sådan store fregner. Så vidt jeg har forstået gør sol det værre, og der er en risiko for at de ikke går væk igen. So be it.

Min mave har flyttet sig. Den er ligesom hoppet opad. Overvægten er kravlet op over taljen, og så buler graviditetsmaven frem ved taljen. Jeg går stadig ind i siderne, men foran er der godt nok en bule der vil noget. Jeg ligner ikke 3. måned, jeg ligner 4. eller 5.!

Min fordøjelse er fucked. Progesteron-hormonet har fucked den up. I starten fik jeg forstoppelse, nu har jeg bare ondt i mave og tarme meget af tiden, luft i maven, rumlen i maven, udspillet mave, uro i maven og har det generelt dårligt med min fordøjelse. Der er konstant en irritation eller smerte, som er pisseirriterende og lidt udmattende. Og så bliver jeg SULTEN. Tit.
Men det er ret ingribende at ha en fucked mave, når jeg normalt kan æde alt uden problemer. Jeg plejer at ha en hamrende god fordøjelse. Nu er den sart og ustabil. Øv.

Jeg har ikke de vilde cravings, kun efter ost. Jeg tror det er kalken jeg vil have. Det var dog vildest for et par uger siden, nu her er det stille og roligt.

Jeg føler mig ikke så opfarende eller ustabil, men det er jeg nok lidt alligevel. Man skal ikke diskutere politik med mig. ;) Jeg prøver dog at sige til og advare om emneskift hvis jeg kan mærke et flush af ukontrolabel irritation.
Men T kan nok bedre bedømme om jeg er Hormonella eller ej.

Jeg har sært nok ret meget lyst til sex, selvom jeg ikke rigtig får handlet på det, andet end på enmandshånd (kvinde, that is). Jeg tror det er den øgede blodtilførsel til underlivet, det kilder. Jeg drømmer også om sex.

Og så drømmer jeg om min graviditet og om barnet. Noget er mareridt, andet er bare drømme. Men i alle drømme er jeg gravid eller har mit barn. Jeg drømte også der kom mælk ud af mine bryster, og at jeg ammede. Hvilket er sært, jeg har jo aldrig prøvet det. Aner ikke om drømmefornemmelsen er sådan det er, eller om det viser sig at være helt anderledes.
Mine drømme er selvfølgelig surrealistiske og weird, trods de realistiske elementer.

Indtil nu har jeg haft det meget fysisk skidt, totalt systemnedbrud. Men de sidste par dage har været bedre. :) Jeg går også ind i 2. trimester om lidt, og det ser ud til at lette lidt. Håber jeg. :) Måske tilvænner jeg mig alligevel.

Hvor er det bare fuckende weird!