Blomster til Saga

Vores tradition er at nøje at udvælge blomster til Saga, sammen klippe stænglerne af, lægge dem i en kurv og bære dem ned til fjorden, hvor vi kaster dem ud på vandet og ser strømmen føre dem bort mens vi lytter til bølgerne. 

Jeg skiver også et brev til hende og kaster i vandet. Det kommer aldrig særligt langt ud, fordi jeg er en skovl til at kaste, men sådan er det. I vandet kommer det.

10 år

 I dag er det 10 år siden vi sagde farvel til vores datter og 9 år siden vi roede ud på Roskilde fjord og spredte hendes aske blandet med rosenblade. Jeg ville give alt for at vi i stedet om nogle måneder fejrede hendes 10-års fødselsdag.

Gennem årene har jeg oplevet andre miste deres børn, men også børn der blev født for tidligt og overlevede. Og et hav af børn der bare blev født helt uproblematisk. Og nogle få der blev født med ekstra udfordinger. Jeg ville give alt for at have været i en af de andre grupper.

Med årene har jeg lært at distancere mig og holde sorgen stangen, så den ikke overvælder mig. Så godt, at jeg har svært ved at give lods og lade den fylde, selv når det er mærkedag. Jeg har ellers en kontrakt med mig selv om at 30/8 er den dag hvor jeg godt må føle, sørge, græde, tænke over hvordan det kunne have været og hvordan jeg har det med det. Men jeg er blevet for god til at holde det hele på plads og mig selv kørende, for lige nu føler jeg bare ... meh.

Eller nærmere, det er mit hovede der styrer showet, ikke mit hjerte. Men jeg ved godt hvordan jeg i virkeligheden har det, hvor ville jeg ønske jeg kunne ændre fortiden og vælge hvordan livet skulle være.

Snart 3 år

Elskede lille pige, så nærmer din fødselsdag sig igen. Jeg mærker den komme, som en prikken i baghovedet, noget jeg godt ved er der, men som jeg ikke rigtig vil fokusere på.
Jeg vil så gerne være på plads, kunne leve og glædes. Men jeg har et hul i mit hjerte, jeg kan ikke finde min vej i verden. Den har ikke værdi for mig.

Jeg forstår ikke hvorfor det skulle gå sådan. Hvorfor kunne du ikke leve? Vi ville dig så uendeligt meget, og vore liv fungerer ikke uden dig. Hvorfor mistede vi dig, efter så mange års kamp, efter så meget længsel, så mange valg. Du var vores mirakel. Jeg troede at nu ville det blive godt, nu ville min kærlighed til dig gøre alt okay, intet andet betød noget.
Og så pludselig var du væk. Flået ud af mit liv, ved din for tidlige fødsel.
Jeg fik så lidt af dig, så dig så kort. Var så chokeret. Prøvede at beskytte mig selv. Og nu lever jeg med længslen og spoler i minderne og prøver at suge hvert sekund jeg så dig til mig. Se lidt mere end jeg gjorde. Gøre noget andet end jeg gjorde. At kunne holde dig til mit bryst. At kunne kysse dig. At studere dit ansigt. Mærke dig.
Men nej, jeg værnede mig. Jeg så dig alt for lidt. Jeg troede mit hjerte ville briste hvis jeg virkelig tog dig til mig.
Men det gjorde det jo alligevel ... Og så var du væk.

Og nu er det snart din fødselsdag igen, og der er gået et år mere, og vi er ikke okay. Det er ikke okay.

Åh lille skattepige. Vi elsker dig så højt og savner dig forfærdeligt.

Sagas billede

Det er nu 9 måneder siden jeg sidst postede et indlæg på denne blog. Der er sket meget det sidste år, men jeg har ikke fundet roen og overblikket til at skrive om det.
Det sidste halvanden år har handlet om hhv. at blive godkendt til at adoptere, og at blive parat til at adoptere. Jeg har bevidst forsøgt at ændre min identitet og min fokus fra sørgende mor der mangler sit barn til kommende mor til et adopteret barn. Jeg har forsøgt at finde og fastholde håb og glæde.
Det er gået blandet med det.

Det gik rigtig godt i et stykke tid, men så ramte Masho-sagen/Adoptionens Pris og så blev det rigtig rigtig svært med håbet. Al den mediebalade har virkelig gået mig på, og helt faktuelt har det betydet at ventetiden er blevet forlænget med mindst et år, så vi nu skal forvente at der går 3-3 1/2 år inden vi får barn. Og jeg frygter at det måske slet ikke bliver.

Hvor er så sorgen nu?
Well, jeg måtte pakke den væk til højre mens vi fokuserede på at blive godkendt. Alt handlede om det. Både at blive accepteret og vurderet som gode, givende, kompetente forældre, og så også mentalt forstå og acceptere hvad det så er vi vælger. At ville det og at tro på at det kan vi.
Det er jo noget helt helt andet end det vi ønskede og troede at vi skulle. At vi skulle blive forældre til en lille nyfødt baby, som vi kunne give en tryg og god opvækst, lære at kende fra livets begyndelse og have et ganske almindelig børnefamilieliv på de samme præmisser som alle andre.
Det vi skal nu er at være superforældre til et traumatiseret barn på mindst ét år, nok ældre. Måske tre år. Vi skal kunne rumme og give og hele og være der 200 %. Vi skal kunne tilsidesætte os selv og sørge for at dét her barn får hvad det skal bruge. Have redskaberne og overskuddet, kærligheden og tålmodigheden.
Det skal vi stole på at vi kan. Og stole på at vi vil.
Og sorgen ... både den konkrete sorg over det barn vi havde og ikke fik lov at beholde, og så sorgen over det vi ikke kommer til at opleve .... den sorg er i vejen. Det kan vores kommende barn ikke være tjent med, så den må vi slippe.
Det kan vi selvfølgelig ikke bare. Men vi kan søge at få det til at falde på plads i os så godt vi nu kan, så det fylder så lidt som muligt.
Fortrængning dur ikke, men vi kan søge mod det der styrker håbet og troen og entusiasmen. Vælge hvor vi vil have vores fokus.

Jeg bliver stadig vred når jeg læser smarte, lallepositive mode-"mindfulness"-agtige udsagn. Jeg synes ikke livet er så skønt og nemt og til at stole på, og jeg tror ikke at den rigtige tankegang og udstråling ændrer hvad der sker. Men jeg tror på at alle søger mod heling, at vi helst vil være glade og have det godt, også mig. At vi har overraskende mange ressourcer at trække på. Kan mere end vi tror.
Og jeg forsøger at reparere mig selv, jeg forsøger at søge glæden.

Det var slet ikke det jeg ville skrive om.
Jeg ville skrive om Sagas billede.

For et år siden pakkede vi Sagas billede væk, fordi vi ville signalere at vi havde styr på vores sorg, at vi havde den rigtige balance, hvor hun ikke fyldte for meget. Vi beholdt tegningen, for hun er jo med os og det må hun godt være, men fotoet kom ned i hendes mindekasse.
Jeg kunne ikke helt finde ud af hvordan jeg egentligt havde det med det, jeg følte det sært i starten, som om vi gemte hende af vejen. Som om vi ikke ville vedkende os hendes værdi eller hendes samhørighed med os.
Efter et stykke tid spekulerede jeg på om det mon i virkeligheden var en lettelse? Havde vi trængt til at få hende lidt på afstand? Blev vi alligevel mere kede af det af hele tiden at se hvad vi har mistet, hvad vi mangler?
Og hvad med T, har han i virkeligheden ikke også bedre af ikke hele tiden at blive mindet om hende?
Jeg lod billedet blive liggende i kassen.

På det sidste har jeg flere gange tænkt at vi kunne finde billedet frem igen. Når jeg kiggede hen på skænken hvor det plejede at stå, var jeg meget bevidst om at det var Sagas billedes plads, der nu var tom. Dets fravær fyldte i virkeligheden nok lige så meget som hvis billedet stod der. At fjerne det snød i virkelighedeningen af os, Saga mangler, billede eller ej.
Her til aften spurgte jeg så T om han egentligt synes vi skulle stille billedet frem igen. Og uden tøven sagde han, at det synes han, han mente ikke at det gør ham mere ked af det, og han savnede det også. Så jeg gik med det samme ind i pulterkammer-værelset og fandt mindeæsken frem og fiskede billedet op.
Nu står det på sin vante plads igen. Jeg satte også fyrfadsstagerne frem igen og de tørrede roser, sådan som det var. Sagas lille mindeplads.
Til min store overraskelse føler jeg lettelse. Jeg ved ikke hvorfor, den følelse havde jeg ikke forventet. Måske havde jeg formet mit eget mentale billede der stod på den tomme plads, og måske krævede det billede mere energi end det fysiske. Jeg føler mig ihvertfald ikke mere ked af det. Ked af det er jeg, men det var jeg i forvejen. Jeg tror faktisk jeg blev i bedre humør da billedet kom frem.
Som om noget er faldet lidt mere på plads.

Man kan vist ikke narre sig selv. Sorgen og savnet er konstant, men vi kan godt leve rundt om det, og vi kan måske også leve godt rundt om det.
 Jeg tror at meget ændrer sig hvis vi får et levende barn, hvis al den hjemløse kærlighed finder sin plads.
Indtil da søger noget af den kærlighed mod den plads hvor Sagas billede står, og finder hende bedre når vi også kan se hende.
For nu bliver Sagas billede stående fremme.

2 år nu

Lille skat, nu er der gået to år. Du er ikke glemt.
Vi har til dels lært at leve med sorgen og savnet, men det gør stadig ondt.
Den kærlighed vi har til dig er stadig ubeskrivelig stor. I manges opfattelse var du blot et barn der "ikke blev til noget", men du var her jo, du blev født. Og vores bånd til dig er stadig lige stærkt, også her to år efter. Du er vores elskede datter, vores barn, vores lille pige.

Og nu er det din dag igen. Vi besøgte dig på fjorden i dag, sejlede ud for at fejre din fødselsdag, for at være så tæt på dig som muligt. Det kan vi jo ikke, men det er det bedste vi kan. Vi kastede blomster på vandet, din far og jeg. Det var smukt. Det mindede os om din bisættelse. Blomsterne spredte sig og drev langt langt ud. Ligesom sidst. Blomsterne mindede os om båndet til dig, vores måde at markere dig. Blomsterne drev væk fra os, men vi fandt dem igen, spredt over et stort område. Roserne der vuggede på vandet var som en hilsen til os. Det var godt at være på vandet igen, på dit vand.


Vi ville ha lavet din bog i dag, her to år efter. Men vi fik det ikke gjort. Vi gennemgik vores historie med dig, din historie. Men det skulle ikke være nu.
Jeg har besluttet mig til ikke at føle skyld over ikke at gøre nok. Din bog er jo for vores skyld, ikke din, så hvad betyder mere tid? Den bliver lavet når den gør. Vi ved hvad vi føler for dig, der er intet at føle skyld over.

Elskede lille skat, du vil altid være i vores hjerter. Vi elsker dig uendeligt.

Tillykke med fødselsdagen min lille pige. Vi savner dig.

At (aner)kende sit barn

Dette var en egentligt skrevet til en anden mor, som respons på noget om at se billeder af sit barn og at få kønnet at vide. Men det kom så meget til at handle om mig at det blev en blog:

Vi ville først ikke se vores barn, og vi kendte ikke kønnet på forhånd. Men så vandt nysgerrigheden, og det er jeg SÅ glad for. Jeg tror vi ville undgå det for ikke at knytte os, fordi vi troede det ville gøre mere ondt at blive konfronteret med hvad vi mistede. Men efterfølgende oplevede jeg at det gjorde ondt lige meget hvad, men at det at vide hvad jeg havde mistet, virkeliggøre mit barn og forholde mig til hende, faktisk hjalp. Dvs. det gjorde ikke mindre ondt, desværre ikke, jeg tror smerten er der lige meget hvad, men det har været en del af min sorgproces at få hende meget nær på mig for at kunne slippe hende igen.

Jeg har nærstuderet billederne og ønsket at der var flere. Og ønsket at jeg havde set bedre efter da jeg så hende, selvom det var ret kort.
Jeg føler en vis skyld over at jeg ikke tog hende op til mig, kun holdt hende kort. Men sådan havde jeg det der, jeg var for chokeret og jeg kunne ikke deale med det. Jeg troede det ville være bedre for mig sådan, så derfor valgt jeg det sådan. Og så er det så sådan. Det kan jeg ikke ændre på.
Men for mig har det været godt efterfølgende at kalde mit barn for "hun" og "hende" og "min datter", selvom det flåede at hul i hjertet på mig i starten. Hun blev så virkelig, uden at jeg kunne få hende hos mig i virkeligheden af den grund.

Det har virkelig været en proces. Det er så meget nemmere nu. Det gør stadig ondt, men jeg har vænnet mig til det, og fundet en måde at leve videre på. At acceptere hvad der er sket. Eller ikke helt, jeg er stadig ret vred og fortvivlet. Men Jeg har accepteret at det er min historie, at det her ER sket for mig.
Jeg tror det ville have været sværere hvis ikke jeg havde vidst så meget om hvad der skete, hvis ikke jeg havde vidst at det var en lille pige, og at hun virkelig var der og at hun døde. Jeg skulle se hende, se billederne, tænke over det, tumle det rundt i mit hoved, og jeg skulle kalde hende min datter og mærke at det var hun rent faktisk, for at forstå det.

Okayhed

Jeg fungerer godt nu, arbejder og lever, gør ting. Indimellem er jeg glad.
Men jeg er sårbar, jeg kan ikke klare konflikt eller problematikker, jeg vil ikke mere hvor jeg skal kæmpe, jeg har ikke noget ekstra at trække på, ikke noget overskud.
Jeg græder for andre, på film. Men ikke nødvendigvis når jeg læser historier på nettet om nye mødre der lige har mistet, de historier er bare som de er. Sådan er det. Det gør mig meget meget ondt, men jeg kender det, det får mig ikke nødvendigvis til at græde.
Der er jeg blevet lidt tilvænnet og hårdfør. Jeg føler dog med dem, meget.

Jeg mangler passion. Der er intet jeg synes er noget. Intet jeg vil. Det hele er lidt ligegyldigt.
Jeg er ikke deprimeret, jeg kan også være okay og være glad. Men jeg er så træt. Som om der ligger en tung dyne over mit liv.

Jeg ryger i et hul ved hver menstruation. Selvom vores situation er at vi skal acceptere at vi ikke bliver gravide igen, så dykker det mig at få det bekræftet, og at få knust det håb der alligevel spirer hver måned.
Men det er naturligt nok, det er jo fuckende hårdt. Hver gang kommer længslen efter det barn jeg mangler, fordi jeg stadig sidder der med tomme arme og i en krop uden et ekstra liv i. Det slår hårdt.

Det er opslidende hele tiden at skulle finde en ekstra reserve, hele tiden at skulle kæmpe for også at være glad, forsøge at være tilfreds der hvor jeg er, fordi det er der jeg er.
Der er bare ikke noget alternativ. Det er sådan min verden ser ud.
Jeg er indimellem provokeret af hele "tænk positivt"-konceptet. Mest af alt fordi jeg oplever at det er selvbedrag, man har ingen kontrol. MEN én ting gør konceptet godt - man har det bedre imens. :-)
Så når man kan, så er det meget rarere at være glad end at være ked af det. Altså uden at undertrykke eller fake, der skal være plads til de følelser der nu er. Men når det lykkes at finde øer af accept, glæde eller bare okay-hed, så føles det klart way bedre end tristhed, tvivl, fortrydelse eller ligegyldighed. Og det lykkes jo løbende ...

Jeg oplever flere og flere øer af accept af min væren, små stunder med en glæde over livet. Nydelsen ved at se på planter der gror, en flot busk i en have på min gåtur. Himlen over vandet. En solnedgang. Eller den lilla himmel tidligt om morgen, og den særlige ro og stilhed. Kold og klar morgenluft. En nuttet rotte der vasker sig.
Den pulserende fornemmelse på hovedbanen kl. 7.45 om morgenen, og det velkendte i at gå samme vej som de andre hverdagsmorgener. At nyde at sidde på en café og føle mig som en del af verden. En god bog.
Der er øer.

Og når jeg indimellem er decideret glad føles det godt nok rart.

Hvornår er man klar til at starte i arbejde?

Min personlige erfaring med at starte arbejde:
Jeg var ikke klar da min barsel udløb efter de 14 uger. Omstændigheder gjorde at jeg fik forlænget barsel, men havde jeg ikke det, havde en sygemelding nok været det bedste. Fire måneder efter begyndte jeg at savne at "skulle noget", fem mdr. efter var jeg klar til at prøve mig selv af, men forsigtigt. Jeg begyndte på frivilligt arbejde en dag om ugen, da jeg ikke havde job, for at komme igang med noget. Det var godt for mig. Jeg fik prøvet af hvad jeg kunne, hvordan jeg fungerede nu, og jeg nød at mærke den kompetente og faglige side af mig selv igen.
Jeg startede så fuldtid og fuld skrue i et nyt job 10 mdr. efter Sagas fødsel, og der var jeg klar. Det var hårdt at køre på igen, men også godt. Jeg føler det var den tid jeg skulle bruge, at jeg fik mig selv med.

Det er forskelligt hvad man har brug for af tid, men jeg synes 14 uger er for lidt. Mindst en måned mere, hvis jeg skulle lave loven. Hvilket btw var praksis tidligere, og fungerede bedre for mange.
De 14 dage man får før 22. uge er latterligt. Alle burde få 4 mdr., hvis de har behov. Og sygemelding efterfølgende, hvis der er behov. Men det er jo individuelt. Nogle vil gerne tidligt på job, og trives bedst med det.
Men har man brug for tid er det ikke fordi man er forkert, deprimeret eller syg. Sorg kan tage lang tid at finde en måde at fungere med, det er ikke unormalt eller forkert, det er bare sådan det kan være.
Jeg kender flere der havde godt af at komme hurtigt tilbage på job - jeg tror det afhænger meget af hvad man arbejder med, hvordan stemningen er og hvilket forhold man har til kollegaerne.
Har man et godt forhold, kan kollegaerne være en stor støtte og arbejdet være godt til at finde sig en plads i verden igen, hvor det ikke er det hele der handler om sorgen.


Jeg blev arbejdsløs da jeg mistede, og jeg har virkelig manglet at kunne vende tilbage til noget velkendt, og at have mulighed for køre på rutinerne og tage den med ro, at kende kollegaer og allerede have en relation. Det var forfærdeligt at skulle søge job mens jeg følte mig dykket og itu. At skulle lære nye at kende, mens jeg knap kendte den nye (og dårligere) mig. At skulle bevise mig selv og præstere, når jeg egentligt trængte til ro og lavt tempo.
Havde jeg haft en job at vende tilbage til, ville jeg allerede have bevist mig selv og jeg ville have haft mulighed for at starte på nedsat tid og så tage den derfra. Du kan ikke starte i nyt job på nedsat tid, man er nødt til at signalere at man er superkompetent og kan det hele på den halve tid ...
Jeg savnede virkelig også at kunne tale på den måde jeg taler med kollegaer, tæt, men distanceret. Vi kan være fortrolige, men vi er ikke decideret venner. Jeg plejer at snakke godt med kollegaer, men samtidig er det en verden der hører arbejdslivet til, vi ses ikke privat, hvor privat vi end kan snakke. Den type relation har jeg savnet.
Men da jeg var klar var jeg klar, og jeg er meget glad for mine nye kollegaer og mit nye job. :-)

Havde min situation være anderledes, ved jeg ikke hvad jeg havde valgt eller haft brug for. Så var jeg nok vendt tilbage efter 4-5 mdr.

Blomster på vandet

Jeg er stadig fyldt af bisættelsen. Det var så rigtigt at få placeret hende, at få sagt farvel.
Det er så mærkeligt at det er overstået nu, der er ikke mere vil skal eller bør. Ihvertfald ikke noget stort. Ingen uklarhed. Ikke noget vi mangler at beslutte. Det er gjort.
Saga har fået sit farvel.

Min lille pige ... 

Blomsterblade og blomsterhoveder på vandet, efter ceremonien.

Sagas bisættelse på fjorden

SÅ er det overstået! Og det blev meget smukt. :-D

Da Saga blev født var vi for chokerede til at forholde os til hvad der skulle ske med hendes "jordiske rester". Vi fik hende kremeret, men derefter gik vi i stå.
Et af vores store problemer er at vi ikke er kristne, ikke den mindste smule. Vi ville derfor ikke have hende begravet på en kristen kirkegård i indviet jord, for os føltes det meget forkert.
Vi ledte og ledte efter alternativer, et sted hvor vi kunne have en grav at besøge, men uden at det var i kristent regi. Det var ikke til at finde.
Vi overvejede at grave hende ned ved et træ i skoven, det ville være helt rigtigt for mig. Men jeg var for bange for at nogen skulle grave urnen op, og jeg ville også have det skidt med ikke at kunne markere graven, ikke at kunne stille lys og blomster, eller lægge et brev til hende. Så det droppede vi.
Så overvejede vi at begrave hende ved et sommerhus i Sverige, der ville ingen forstyrre. Men det var lidt for langt væk + det var ikke vores sommerhus, men noget familie. Vi ville være meget afhængige af dem, og det føltes heller ikke rigtigt.

Da hun døde fik vi arrangeret at få tilladelse til spredning af asken på havet. Det indgik i vores overvejelser, men det var nu mest for at undgå at SKULLE begrave hende hurtigt. Jeg mener reglen hedder senest otte dage efter udlevering af asken.
Vi havde det bare svært ved tanken om at sprede hende på vandet, fordi vi var bange for at vi ville blive ekstremt kede af det hver gang vi så vandet. Da vi bor i Roskilde med udsigt til fjorden ville det være ret svært at undgå hele tiden at blive påmindet om vores smerte. Så vi udskød det. Ventede, prøvede at mærke hvad der var rigtigt for os. Men der kom ikke noget svar.
Så frøs vandet til, og så gav det lidt sig selv.
Så var der alligevel gået så længe, så hastede det ikke længere.
Og pludselig var der gået tæt på et år. Et år hvor urnen har stået i vores hjem, og bare har været en del af vores liv. Ikke noget vi tænkte sort over, den var der bare.
Dvs. jeg har løbende udskiftet de tørrede blomster der lå foran urnen, og jeg har indimellem tændt lys ved den. Men det var ikke noget jeg følte jeg skulle gøre. Det var ikke et alter der skulle tilbedes eller holdes helligt, bare vores lille pige der stod der.

Men da årsdagen nærmede sig kom idéen om at bisætte hende på havet. Og så blev vi endelig enige og afklarede.
Vi inviterede de venner vi følte os tættest på, eller som havde været gode til at lytte i den første tid. Det blev til 17 personer udover os selv, inkl. min mor og min storebror.
Jeg havde ikke regnet med T's jyske venner kom, det var trods alt en tirsdag. Men det gjorde de!
Jeg fravalgte at invitere min far. Han var ikke rigtig med i fødselsforløbet eller sorgarbejdet, og jeg havde ikke lyst til at have ham der. Det kan sagtens være han ville have været en del af det, men jeg havde ikke lyst. Jeg valgte at gøre som jeg følte for, ikke som jeg måske burde.

Vi lejede to vikingeskibe med instruktører og redningsveste fra Vikingeskibsmuseet. Vi var først lige præcis én person for mange til det skib vi ville have lejet, så vi måtte leje to mindre, til 2500 kr. ekstra. Men det gjorde vi så, og inviterede to personer mere, som der blev plads til.

Vi ville bestille catering for ikke selv at have besværet med at lave mad, og jeg havde en idé om nogle spændende salater og småretter. Vi fik så et tip om et godt sted, som oven i købet var billigt, og vi bestilte en lille salatbuffet fra Smag.

Menuen:
Grillede rodfrugter med gedeost, valnødder og grov pesto
Babyspinat med nektarin, mozzarella og rødløg
Sprøde rødbeder og gulerødder i tern med græskarkerner, frisk mynte og hvidløg
Speltperler med æble, squash, mandler og chilicreme
Oksekødsfrikadeller med pinjekerner, persille og feta
Gulerodshumus
Grønærtepuré
Mørkt filone og softkernerugbrød

Et par af vores venner hentede maden på vejen. Det var supergodt! Der var rigeligt, det var lækkert, og jeg var meget tilfreds. :-)
T bestilte chokoladekager med valnødder fra vores lokale Føtex. Først var jeg lidt "Ej, Føtex?!?", men de smagte nu rigtig godt! Klistrede og mumsede på den rigtige måde.

To mdr. forinden var mig og T til en koncert med folkemetal-bandet Vanir, og der bemærkede vi deres sækkepibespiller, en ung pige. Det var jo en noget andet musikstil, men vi tænkte at hende ville vi gerne hyre til bisættelsen, det virkede helt særligt. Så det gjorde vi, og heldigvis ville hun gerne. :-D
Vi manglede den ceremoni og stemning salmer giver ved en kristen begravelse, men vi ville ikke synge, kendte ingen sange vi syntes kunne formidle vores følelser. Men det kunne en sækkepibe, den kan græde og klage, og samtidig være smuk og intens.
T fandt nogle sækkepibepassager i soundtracket til Braveheart-filmen, som han syntes udtrykte både vores smerte, vores længsel og vores kærlighed - og dem bad han så Sara spille. Hun måtte omsætte det til hendes type sækkepibe og lave det om til selvstændige numre, men det gjorde hun så. Vi var så taknemmelige!
Det var det helt rigtige! Det havde ikke været det samme uden.

Lørdagen før gik mig og T op i byen til en nyåbnet blomsterhandler for at se på blomsterblade. Vi ville putte blomsterblade ned i urnen, så når man rystede det ud på vandet, så ville blomsterbladene flyde ovenpå og markere at her er Saga. Vi endte med at bestille mørkerøde roser, da det er mest vores smag. Hun foreslog nogle spæde lyserøde, men det er bare ikke os.
T hentede blomsterne dagen før, og havde dem stående i køleskab natten over.

Så var det det med talerne ... VI havde jo ingen præst til at sige nogle ord, og noget skulle siges. Så vi besluttede os til hver især at skrive et afskedsbrev til Saga.
Vi har i hele det foregående år talt om de breve vi burde skrive til hende, men det har været for hårdt. Der er så meget at sige ... og så lidt. Og jeg tror vi begge har følt at hvis vi først satte os ned og følte efter, lukkede op, så ville sorgen overvælde os. Så ville vi drukne i smerte. Så vi har undveget, undgået, udskudt.
Aftenen før bisættelsen kommer jeg hjem fra arbejde til T's brev til Saga. Han havde skrevet det, og grædt og grædt. Men det var så smukt. Jeg græd da jeg læste det. Men jeg var så glad for at han skrev det til vores datter, det var lige sådan et brev jeg ønskede hun skulle have med sig.
Så var det mig ... Og det skulle være med det samme, for bisættelsen var næste dag.
Jeg burde nok have været alene, jeg kunne mærke hvor meget det var mig imod at T var i lokalet. Det var privat. Men vores stue er der hvor både computerne og tv'et er, så vi var der begge to.
Jeg prøvede at lukke mig inde i mig selv og skrive.
Og så kom det, jeg fik skrevet brevet i første hug, det flød bare ned i tastaturet. Ikke det jeg troede jeg ville sige, men det blev det der kom. Jeg flyttede lige et par sætninger rundt, men ellers blev det som jeg skrev det.
Så var vi klar.

Næste dag var så bisættelsen. Jeg sov længe, jeg var så træt så træt efter arbejde. Det er jeg hele tiden for tiden. Så hoppede jeg i bad og fandt det tøj jeg ville have på, hvorefter min mor samlede mig op så vi kunne køre i Føtex og hente kager. Jeg havde også fået den her fikse idé med at jeg ville lave en skål hummus ekstra. Der kom jo mad, jeg ville bare gøre [i]noget[/i]. Jeg tror mest det handlede om at jeg havde brug for at bidrage, og også brug for at fylde min tid med noget. Hummus er nemt.
Så efter indkøbsturen lavede jeg en skål hummus, og så gik tiden. MEN så blev jeg ringet op af vikingeskibsmuseet - vinden var taget til og de var lidt bekymrede. FUCK! Men heldigvis mente de godt vi kunne gennemføre, vi ville bare komme til at ro hele vejen, vi måtte ikke sætte sejl. Det var så en streg i regningen, for det skulle jo helst ikke være for hårdt for vores gæster. Men det skulle jo være den dag, på hendes fødselsdag, så bare vi kunne komme ud på vandet ...

Mens jeg lagde make up dukkede første gæst op, og så kom der flere.
T kom med urnen og blomsterne, nu var det tid til at åbne den. Vi havde med vilje ikke åbnet den før, tænk nu hvis vi væltede den! Det var også godt vi ikke havde forsøgt, vi måtte ødelægge låget for at få forseglingen op. Keramikken revnede. Jeg var meget overrasket over hvad der var i, det lignede storbladet urtete. Det var brune nuancer og hvide flager træ. Mere savspåner end aske. Og mere flager end prikker. Helt klart storbladet urtete.
Vi puttede rosenbladene i og T pakkede urnen.

Pludselig skulle vi afsted til havnen, og så fik jeg travlt! Jeg fór rundt uden at kunne samle tankerne, og det gik op for mig at jeg ikke havde printet mit brev ud. Selvfølgelig drillede printeren.
Jeg var lige ved at komme for sent ....
Vi var nede ved havnen fem minutter i, vi havde sat folk i stævne hel. Ups.
De fleste af vores gæster var der, de sidste kom mens vi stod og prøvede at få styr på os selv og de andre.
Jeg havde fået en sms fra min ven Sebastian, der var kommet for sent afsted fra Kbh. Min veninde Mette tilbød så heldigvis at køre op og hente ham på stationen. Det blev yderst tight. Men de nåede det! Pyha.

Så blev vi kaldt til samling og blev vist hvordan man bruger en redningsvest. Og så var det ellers ned i skibene.
Vi blev instrueret i at ro, og skulle så forsøge at ro i takt. Det gik rimeligt. Der var ret meget modvind, så det var en anelse hårdt, men ikke så det var for meget. Min gamle mor og min højgravide veninde Charlotte var fritaget fra at ro, men ellers greb alle fat, inkl. vores sækkepibespiller. Jeg var lidt bekymret for om det ville gå ud over hendes evne til at spille, men det gjorde det ikke.

Det var godt at ro. Det var godt at kunne gøre noget aktivt, at vi rent bogstaveligt fysisk bragte Saga med os, os og de mennesker der var os nærmest. Og det var smukt at se Roskilde fra vandsiden, der var en fantastisk udsigt.

Så kastede vi anker, og bådførerne bragte skibene tæt sammen. Der var lige et åbent V ved de to skibes stævne.
T rejste sig op og fortalte hvad der skulle ske, hvorefter Sara tog sækkepiben frem og gav sig til at spille første nummer. Det var højt! Men da jeg lige havde tunet mig ind på musikken var det også meget smukt. Og sørgeligt, det gik lige i hjertet. Jeg tror de første tårer meldte sig der.
Og selvfølgelig begyndte det at regne ... Jeg var lidt bekymret for sækkepiben, men det gik vist.
Så læste T sit brev op. Han læste det meget hurtigt og uden tonation, men det blev læst op. Det var hårdt og smukt.Så var det mig. Min stemme knækkede, men jeg gennemførte.
Så gik vi ud i stævnen med urnen og T hældte asken med blomsterbladene på vandet. Det flød som en plamage, men det så godt ud med alle de mørke rosenblade, masser af dem.
Derefter rejste en del af vores gæster sig og kastede medbragte blomsterhoveder på vandet. Min mor havde hvide roser, og der var vist nogle gul-orange-røde chrysanthemummer. Det så rigtig godt ud. Langsomt flød aske og blomster ud fra skibene og ud på havet.
Og så var det det afsluttende sækkepibenummer. Der græd jeg. Meget. Det var den endelig afsked. Blomsterne vuggede på havet og musikken gik lige i hjertet. Og så kom regnen igen. Jeg ved ikke hvad der var med den sækkepibe og regnen ... Den holdt op igen da musikken var færdig.

Så sad vi stille et øjeblik.
Og så var det tid til at ro tilbage.
Der var helt stille på tilbageturen, alle tog virkelig fat, vi havde medvind og skibene sejlede hurtigt. Jeg tror alle nød at kunne gøre noget fælles. Der var pludselig en samklang over roningen.

På land takkede vi bådførerne, og så fordelte vi os i bilerne og kørte hjem til os.
Vi lavede kaffe og te, vi havde øl og sodavand, og efter noget tid stillede vi maden frem som buffet i køkkenet.
Jeg havde købt paptallerkener og plastikbestik i Tiger, men noget fedt noget, sølvfarvet. Bestikket lignede metal så meget, at folk ikke kunne lide at smide det ud. Og det var overraskende godt. Der var ikke så meget som en gaffel der knækkede og det var behageligt nok at spise med. Og pænt.
Folk fordelte sig i spisestuen og stuen, vi havde desværre ikke plads til alle i samme rum. Men det virkede okay. T's jyske venner samlede sig ved stuebordet, og mine venner ved spisebordet, men det er vel naturligt nok.
Jeg synes det virkede som om folk hyggede sig.

Efter nogle timer tog jyderne hjem, de skulle langt og skulle op på job. Sjællænderne blev hængende noget længere. De sidste gæster gik vist kl. 23 - der var jeg også træt. Jeg havde dumt nok ikke bedt om fri dagen efter, så jeg skulle op kl. 6. Men det var rigtig hyggeligt. Rart samvær med folk der svingede med hinanden.
Min mor gik noget før de andre, men det var forståeligt nok. Min papfar, der ikke kunne være med pga. et vigtigt møde i Stockholm, kom forbi med en buket blomster på vej hjem fra hans møde. Han blev også kort, han kendte jo kun os og min bror. Men det betød meget for os at han kom.

Da alle var gået var T småfuld, men glad. Han snakkede meget om forløbet, hvor godt det var. Og jeg var ganske enig. Vi var nærmest helt høje over hvor godt det var gået, hvor tilfredse vi var og hvor rigtigt det føltes.


Nu her, efterfølgende, kan jeg mærke hvor vigtigt det var at få taget afsked. Jeg troede jeg havde gjort det, men jeg kan mærke hvor meget mere ro der er i mig, nu hvor urnen er væk.
Vi har stadig hendes billede stående, og tegningen af hende på væggen. Men urnen er væk.

I går da jeg gik hjem fra stationen og så fjorden, som jeg plejer, tænkte jeg på hende. Det var det jeg havde frygtet. Men det bliver vel nemmere med tiden. Det var et godt sted at placere hende. Smukt.

Jeg er meget glad for at vi fik hende bisat, og at vi fik hende bisat på vores måde.

----

T's brev til Saga:

Saga, min elskede datter. Du kom ind i mit liv som en lysende stjerne, et håb om en fremtid som forælder.
Da jeg fik af vide du fandtes i mors mave var jeg lykkelig som aldrig før..

Du var virkeliggørelsen af mine drømme og mit håb om at blive far, og leve med min elskede kone og vores dejlige barn.
Jeg fulgte de lyde du lavede i maven, og de billeder vi så fra scanninger og glædede mig sådan til du skulle komme til verden og ud til mig.

Jeg ville så gerne dele verden med dig, vise dig alle de gode ting og sørge for du havde det trygt og rart.Vi skulle sammen se det hele med dine nye, friske øjne og le og forundres.
Du er revet væk før dit liv begyndte, født uden tanke eller modstandskraft. Jeg fik aldrig set dine øjne eller dit smil, du var for lille- vi kom aldrig til at dele verden sammen.

Min elskede datter, du har skænket mig den største lykke, at blive far til en smuk lille pige. Det øjeblik jeg så dig første gang, bevæge dig i mors mave blev du min øjesten. Den afgrundsdybe sorg jeg føler over din død, er grusom men sorg er tabet af en elsket og derfor er den også smuk på en grum måde.

Du vil altid være i mine tanker, og du har sat dine små fodaftryk dybt i mit hjerte. Du vil blive et smukt minde med tiden, mindet om en drøm- om en fars kærlighed til sin datter-min kærlighed til dig.

I dag skal vi to sige det farvel, vi aldrig fik chancen for da du blev født. Her i naturen hvor jeg finder fred skal du altid bo, og havet skal være din vugge.

Saga Tinubriel, min sølver stjerne. Hvil i fred min elskede.

-----


Mit brev til Saga:

Lille skat. Da jeg opdagede jeg var gravid kunne jeg slet ikke fatte det. Jeg blev så lykkelig, men også bange. Bange for at miste dig. Den angst fulgt hele min tid med dig, sideløbende med min lykke. Du var SÅ ønsket.

At se dit hjerte slå for første gang var fantastisk. At se min mave vokse og vide at du lå der, inde i mig. At mærke dig bevæge dig, da du blev større - selvom jeg ikke vidste med sikkerhed at det var det jeg mærkede. Da du var væk var jeg dog ikke i tvivl. Jeg havde mærket dig et stykke tid.

Jeg har længtes så længe, og så var du der! En overraskelse, vores lille mirakel.
Jeg glædede mig sådan til at møde dig, til at tage mig af dig, være din mor.

Det hele gik så stærkt. Jeg var lige begyndt at tro på det. "Dig og mig", hviskede jeg til mig selv når jeg blev bange, "Dig og mig, vi klarer den sammen".
Men det gjorde vi ikke.

Jeg fik aldrig sagt ordentligt farvel. Da du pludselig kom var jeg så chokeret, at jeg ikke rigtig forstod hvad der skete. At første gang jeg så dig også var den sidste. Jeg var slet ikke parat. Det var først bagefter at det gik op for mig at jeg var blevet mor, men jeg manglede dig, min lille datter. Manglede dig så fortvivlende. Jeg havde aldrig troet man kunne elske så intenst.

Jeg fik ikke brugt den meget korte tid du var i verden. Jeg fik ikke set dig levende, de få minutter forsvandt nede mellem mine ben. Jeg fortryder at jeg fik ikke lagt dig mod mit bryst, jeg troede det ville være absurd, at lege at mit døde barn levede. Men senere kunne jeg mærke at det skulle jeg have gjort. Du var jo mit barn, levende eller ej. Jeg havde behov for at vise dig omsorg, for at være tæt på dig. Tage dig til mig og forstå at du var min. Jeg kunne alligevel ikke værne mig mod hverken smerten eller kærligheden, de to hører sammen i sådan en situation. Og min kærlighed til dig er uendelig høj.

Jeg fik ikke sagt farvel. Det skal jeg nu.

Du er det største, det bedste og det værste der er sket mig. Du var mit lille mirakel, selvom jeg ikke fik lov at beholde dig. Men jeg ville ikke have undværet dig. Du er min datter, du hører til mig.

Farvel min lille skat. Du vil altid bo i mit hjerte.

Ved at lukke og slukke

Jeg har ikke skrevet så meget de sidste måneder, fordi jeg er forvirret og sårbar.

Af gode ting er der sket det at jeg har fået job.
Efter at være blevet opsagt fra et job jeg havde levet og åndet for i 13 år, hvilket rystede mig i min grundvold, havde jeg endelig fået nyt job, selvom jeg var gravid. Det nåede jeg kun at have i tre uger, så fødte jeg Saga. Så var der sorg og operation. Så begyndte jeg på frivilligt arbejde hos Landsforeningen Spædbarnsdød for at komme lidt i gang igen, og det var godt. Men jeg synes det var enormt svært ikke at have et regulært job at vende tilbage til, med kollegaer som kendte mig og vidste hvad jeg kunne, med faste rammer, rutiner og kendte omgivelser.
I stedet skulle jeg søge job, sælge mig selv og bevise mig selv. Være på fuld skrue med glimt i øjet og emme af overskud og kompetence.
I juni skete der så det at jeg blev ringet op af et firma, som jeg havde søgt en stilling hos for knap halvandet år siden, før det hele gik galt. De ville tilbyde mig et 3-mdr. vikariat med en måske mulighed for videre ansættelse. Jeg sprang på, og der har jeg så knoklet de sidste to mdr..
Men det havde jeg brug for. Det var hårdt at skulle lære nye mennesker og nye procedurer at kende, men også godt at indgå i en sammenhæng igen, at være den kompetente side af mig selv, være faglig, have arbejdsmæssige relationer til andre. At skulle noget om morgenen, at have en grund til dagen.
Jeg er blevet glad for det. :-) Det er temmelig hårdt, jeg er træt hele tiden. Men jeg føler mig som en del af verden igen.

Nu er jeg lige blevet fastansat! :-D
Det er en kampesten fra min skulder, jeg beholder min rytme, min funktion og mine nye relationer. Jeg betyder noget. Og jeg har lidt tryghed, økonomien hænger sammen.
Det er også godt i forhold til hvis vi er nødt til at flytte og skal købe noget (huset vi lejer en lejlighed i er sat til salg) eller hvis vi er tvunget til at adoptere (og skal have god økonomi + kunne smide 200.000).
Alt i alt er det bare rigtig godt.
Jeg fortsætter mit arbejde for Landsforeningen Spædbarnsdød, men på meget lavet blus.

Tilgengæld er jeg ved at lukke og slukke med drømmen om et biologisk barn. Det sker ikke. Vi har prøvet og prøvet, men uden held. Og nu sker der det frygtelige for mig, at tidlige tegn på overgangsalder sætter ind - jeg fik ikke ægløsning i denne måned!  :´-(
Mit østrogen steg kun meget lidt, og der kom ingen ægløsning. Dvs. nul mulighed for barn. Én ting er at jeg bare ikke er blevet gravid, men nu svigter det helt. Nu kan jeg ikke?!?
Jeg har det forfærdeligt. For først gang er jeg vred på min krop. Og endnu mere vred på verden. Hvorfor kan jeg ikke? Hvorfor er jeg blevet for gammel? Når alle har en historie om en de kender på 40, 42, sågar 46 som har fået barn, hvorfor lukker og slukker min krop så som blot 40-årig?
Og når jeg nu startede med at ville for 10 år siden, og med at forsøge intenst for 5 år siden, hvorfor får jeg så ikke mit højeste ønske opfyldt? Hvordan kan det ske at det bare ikke bliver?

Jeg prøver at sige til mig selv at hvis man får kørt benene af, er man sikkert også vred og fortvivlet og uforstående, men man er nødt til at deale med sådan som verden ser ud. Dvs. lige meget hvor uretfærdigt eller uacceptabelt jeg synes det er, så er det altså sådan det er. Jeg er nødt til at lære at leve med det.
MEN FUCK DA! :-(
Jeg er så ubeskriveligt ked af det. Virkelig virkelig ked af det.
Sorgen over Saga og sorgen over at være permanent barnløs er ét stort rod. Det er lige før det sidste gør mest ondt, for Saga er diffus for mig nu, jeg havde jo aldrig kontakt med hende. Ingen åbne øjne, ingen lyde, ingen bevægelser. Kun boblerne i min mave mens hun levede, følelsen af hende i mig. Jeg havde hende aldrig i mine arme levende. Min sorg over ikke at få lov at leve med et barn er størst. Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne være mor til et levende barn, leve med det barn, elske og sørge for, forme og hjælpe på vej.
Sorgen over Saga er sorgen over hvad hun kunne have været, hvis hun havde levet. Hvis jeg havde båret hende til termin. At miste at være mor til et levende barn.

Jeg tænker på konceptet med kvindens tre faser, jomfruen (eller den unge kvinde), moderen og den gamle kvinde. Jeg mangler en fase. Jeg går fra at leve en ung kvindes liv til at leve en gammel kvindes liv, uden at have mellemstadiet med. Uden moderskabet.
Jeg føler en enorm del af mig mangler.
Jeg føler det vigtigste i livet mangler.

Alle kommer med "Har I tænkt på at adoptere?", og ja, selvfølgelig har vi da det. Og sat os ind i det. I modsætning til de fleste, som ingen idé har om hvad det vil sige, hvor lang tid det tager, hvad det kræver eller hvor svært det er. Og som på romantisk vis tror det er en nyfødt baby man kan få.
HVIS vi overhovedet kan blive godkendt til adoption, hvilket tager op til et år, så er der en ventetid på 2-4 år, for tiden er fire mest realistisk. Vi taler altså om at jeg som 45-årig kan blive mor, det er meget meget lang tid at vente, i denne ende af mit liv. Jeg er klar NU. Jeg har været klar i 10 år.
Derudover er der alle de umulige krav at opfylde, inkl. at skulle kunne rejse til et andet land og opholde os i flere måneder. For de lande med kortest ventetid er det syv mdr.! Samtidig med at vi skal kunne rive syv mdr. ud af kalenderen, og have hele vores barns babyfase i et andet land, uden familien, vores egne liv og rammer, uden den verden og kultur vi ønsker at være forældre i, så skal vi også kunne beholde vores job og bolig at komme tilbage til, selvom vi er væk så længe. Hvem kan dog det?!
Den tid der går fra de finder ud af hvilket barn man får, til man kan få barnet i armene er mellem to og seks mdr. Dvs. det barn man får er minimum to mdr., mere sandsynligt 6-8 mdr. Alle de måneder er tabt for én, det bliver ikke noget vi får lov at opleve. Og vi har ingen indflydelse på den tid. Vi kan ikke give vores barn kontakt, stimulation og omsorg, sikre at der skabes en grundtryghed og tilknytning. At vores barn får øjenkontakt og kropskontakt og bliver trygt og harmonisk. Nej, det er børnehjem blandt en masse andre børn, med fokus på at det får mad og en tør ble. Men alt dét som man i vestlig forskning ved betyder utroligt meget, får vi ikke lov at indflyde på.
Hvis vi overhovedet kan blive godkendt, og vi overhovedet får et barn, så står vi om fire-fem år med et barn på 6-7 mdr., som ingen tilknytning har til os, og med en baggrund vi ikke kender, og skal først til at prøve at skabe en familie.
Jeg synes ikke det lyder specielt fedt. Det lyder rigtig hårdt, utrygt, opslidende. Ikke noget quick fix på at mangle et barn, ikke nogen løsning.
Det er bare det eneste vi evt. kan, hvis vi vil have et liv med børn. Et forsinket liv med børn, meget forsinket.

Jeg vil ikke tale med andre om adoption. I hvert fald ikke med nogen der ikke ved noget om det.
Jeg gider ikke få trukket den ned over hovedet af nogen der ikke aner hvad de taler om eller hvad det indebærer. Jeg gider ikke skulle forsvare mine følelser, forklare og forklare. Se folks blikke når de synes jeg er negativ og utaknemmelig, eller fornemme hvordan de naivt tror, at verden er fuld af stakkels forældreløse babyer der trænger til et hjem, og det som barnløs er min pligt at redde dem. Hvis der var sådan en enorm mængde forældreløse babyer, hvorfor er der så fire års ventetid? Tværtimod er der mangel på babyer at bortadoptere.
Der er til gengæld masser af ældre forældreløse børn, men dem vil ingen have. Alle dem der synes at de stakels børn skal reddes, hvorfor adopterer de ikke selv dem? Hvorfor laver alle andre børn selv, fremfor at tage til Afrika og adoptere en 6-årig?
Fordi drømmen om at få barn og skabe familie ikke inkluderer en 6-årig forældreløs afrikaner, vietnameser, inder eller colombianer. Heller ikke for os.
Jeg har ikke prøvet at være forældre før, jeg har ingen erfaringer eller redskaber til at håndtere et skadet ældre barn. Og jeg har aldrig haft nogen mission om at jeg skulle redde verden.
Som alle andre drømmer jeg om en nyfødt baby i mine arme, at dufte, mærke, høre lydene. At studere de bittesmå fingre, lege med griberefleksen og se den lillebitte hånd kramme om min finger. Kigge mit barn dybt i øjnene og vide at jeg er dets mor. Opleve mit barn udvikle sig, fra en hjælpeløs lille baby til et selvsikkert og nysgerrigt barn. Være der under hele processen, høre sammen.
Når jeg drømmer om at være mor, drømmer jeg om at være mor til en baby. Og at have fire år til at lære hvordan man er mor til en fireårig, lære at sætte grænser, aflæse mit barn osv. via de situationer der opstår.
Hvis jeg havde barn i forvejen ville jeg måske godt kunne adoptere en fireårig, for så ville jeg allerede have udviklet mig som mor, og være opgaven moden og parat.
Men jeg har ingen levende børn. Og ingen yngre søskende. Jeg aner ikke hvordan man gør.
Det er så igen "når barnet er der"-tanker, afskåret fra alt det der går forud. De mange år og svære betingelser der går forud.

Vi har levet snart fem år i venteposition, hvor vi hele tiden har ventet på at vi skulle få barn og vores nye liv gå igang. Hvor vi har gjort os klar, prioriteret, fokuseret, VALGT. Hvor ønsket om et barn og forsøget på at skabe et har fyldt alt. Fem år!
Kan vi holde til fem år mere?
Jeg tvivler.

Jeg synes virkelig det er en svær tid.
Jeg skal acceptere en situation jeg ikke kan acceptere, jeg skal indstille mig på at mit liv ikke kan blive som jeg så brændende ønsker mig. Jeg skal lære at leve med et sådan er det altså.
Jeg skal håndtere sorgen.

Og prikken over i'et - på tirsdag er det årsdagen for Sagas fødsel og død. Jeg synes denne måned er meget svær. Hver dato har sine minder, her blev jeg indlag. På denne dag hørte vi hjertelyd, efter en enorm forskrækkelse. På denne dag var vi til misdannelsesscanning, og hun lå som en lille frø på spring. På denne dag var jeg indlagt igen. På denne dag så vi Sagas hjerte slå for allersidste gang.
I morgen og på tirsdag er så årsdagene for de værste dage i mit liv. Indlæggelsen, fødslen og afskeden.
Der mistede vi vores datter.

Der er bare ikke noget at sætte i stedet.

Virkeligheden

Der er faldet lidt ro på mig efter det mislykkede fryseægsforsøg. Det er så sådan det er. Vi er færdige med fertilitetsbehandling, den del af vore liv er ovre. Ikke flere ture til Herlev, ikke flere hormoner, scanninger, indgreb.
En del af mig er lettet, det har været forbandet hårdt. En del af mig er bundulykkelig, måske betyder det at vi bare ikke får nogen levende børn. At det er slut.

Vi prøver på naturmetoden, men so far ingen succes. Alligevel har jeg et spinkelt håb. Hvad nu hvis ... Men jeg ved det er urealistisk.

En del af mig prøver at gøre mig parat til at acceptere at jeg ikke kommer til at bære et barn igen. At jeg er barnløs. Men det gør så usigeligt ondt, at jeg kun kan se på det lidt fra siden, ud af øjenkrogen. Jeg kan tænke tanken, men distanceret. Hvis jeg føler den, hvis jeg virkelig SER på den, gør det for ondt. Den virkelighed er for svær at være i.
Men når jeg ser på det lidt fra siden, kan jeg måske vænne mig til det. Lige stikke mig på det, og så flytte mig væk igen. Med tiden kan jeg måske opholde mig i tanken længere og længere indtil jeg er klar til at acceptere min virkelighed.

Men fuck. :´-(

For helvede da! Jeg tog afsted til seminar hos Landsforeningen, og da jeg ankom og lige skulle tisse, fik jeg min menstruation.
Jeg blev totalt hylet ud af den. Ind og møde nye mennesker og præsentere mig selv, to sekunder efter at jeg finder ud af at løbet er kørt, og mit fnug er gået til.
Pissedag!

EDIT:
Dog var jeg nok det bedste sted, når nu det sku være. De andre forældre var meget støttende og inspirerende, og det var plads til følelserne. Så jeg fik det på en måde bearbejdet. Ihvertfald formuleret, og det hjælper.

Rutjsebane

Jeg testede her til morgen, en dag for tidligt. Bragende negativ. Jeg tror den ville ha vist noget nu. Jeg tror fnugget er død. Ligesom ved alle mine andre ægoplægninger.
Jeg vil ikke teste i morgen, for jeg tror ikke det ændrer noget.
Blodprøven tirsdag er det endelige resultat, men jeg tror det er afgjort. :-(

Igen frygter jeg det aldrig bliver. Saga var mit mirakelbarn, måske er hun bare alt jeg får.

EDIT kl. 9.27:

Jeg er overrasket over hvor tungt jeg tager testeriet. Jeg troede jeg havde styr på følelserne, at jeg accepterede min situation.

Der er små ting der går godt. Småting. Jeg fandt nogle dyre klippekort, som jeg troede jeg havde tabt. Jeg fik byttet nogle sko, som jeg ikke troede de ville bytte. En nederdel jeg havde kig på var pludselig på tilbud. Jeg starter i nyt job, godt nok kun garanteret i en fastsat periode, men stadig.
Ting lysner.
Jeg tænkte jeg ku leve med hvordan min verden er.

Men jeg var ved at tude i morges, og jeg føler mig ustabil og nedtrykt nu.

MEN faktisk er der et spinkelt håb. Da jeg kiggede på testen en halv time senere er der verdens svageste antydning af en anden streg. Den er så svag at man virkelig skal se godt efter, men der er noget.
Jeg tog fluks en test mere, af et andet mærke. Den er negativ, ingen antydning.
Måske er det ikke noget, de fleste ville nok ikke kunne se noget. Men der er altså en skygge af en streg.
Og jeg har regnet forkert! Det er først søndag jeg kan teste. Jeg er to dage for tidligt.
Testene er de billige strimmelteste, de er ikke så følsomme.

Jeg håber lidt, men jeg er oprevet og ked af det, jeg føler mig totalt bims. Jeg ved ikke hvad der er op og ned. Hvordan jeg skal tackle usikkerheden og måske at få knust mit nye spinkle håb. Total rutsjebane.
Jeg troede virkelig jeg kunne håndtere det, at jeg var cool med whatever svar jeg får.
Jeg er ikke spor cool, jeg er helt ude at gynge.

EDIT kl. 19.19:
Hmmm. Da jeg kom hjem var den skygge godt nok svær at se. Som i måske ikke ... Og nu har jeg en anelse blodigt udflåd, som jeg typisk har dagen inden min menstruation kommer. FUCK! :'-(

At affinde sig

Jeg opdager mest omkring hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker, når jeg skriver til andre. Følgende er også oprindeligt skrevet som respons til en anden mor:

Jeg kan mærke at der er sket rigtig meget i mig gennem de ni måneder der er gået, siden vi mistede Saga. Jeg har accepteret mit tab. Det går stadig ondt, men jeg har affundet mig med at det er sådan, og jeg begynder så småt at være mere positiv. Der er plads til andet også.
Det har taget lang tid, faktisk en hel graviditets tid. Men jeg har det markant meget bedre.

Min terminsdato forbigik jeg i stilhed, og det var ikke et godt valg. Det fortrød jer. Måske sku jeg ha ladet mig selv sørge den dag.
Den var ikke så slem som frygtet, men i mit forsøg på at undgå smerte, fik jeg bare undertrykt det. Så blev det spredt ud i stedet. For selvfølgelig gør det ondt, det ku jeg ha sagt mig selv. Og det måtte det også godt, det er en del af processen. Jeg overlevede.

Jeg fik også tanker omkring "Nu sku jeg ha haft barsel", "Nu sku jeg ha gået med barnevognen" osv. Jeg registrede at jeg tænkte og følte sådan, men jeg forsøgte at undlade at dvæle ved det. Ikke flygte, bare passe på ikke at dykke virkelig i, og lade det overvælde mig. Dyppe tåen, op igen. Dyppe igen, op igen. Ikke hoppe helt i, bare tage temperaturen.
Rokke lidt med tanden der gør ondt, men ikke flå den ud.
Med tiden har jeg fundet at det gør mindre og mindre ondt, og fylder mindre.
Jeg prøver at fokusere på at sådan her er det, fremfor hvordan det kunne have været.
MEN det er først med tiden at det lykkes. Og det er okay, jeg var ikke klar før.

Jeg skal have lagt et fryseæg op på tirsdag, og jeg er klar. Der er åbent for et evt. nyt barn, og et vist overskud til at håndtere hvis det ikke lykkes. Det er helt klart tiden.
Saga fylder ikke alt længere.
Måske er hun det eneste barn jeg får. Men hun er ikke længere både hende, og så også et symbol på hele mit savn og min drøm om hvordan mit liv skulle have været. Det var hun i lang tid.
Sorgen over hende var uadskilligeligt knyttet til sorgen over min barnløshed, sorgen over at skulle håndtere traumet, sorgen over tabet af min livsuskyld og sorgen over at have mistet det liv, jeg troede jeg skulle have. Det er ret meget sorg på én gang.
Nu kan jeg bedre skille det ad. Sorgen over hende konkret er ikke så stor som den var i starten. Jeg kan bedre finde plads til den i mig. Hun er en del af mig, og det der er hændt mig, men hun er ikke et sugende sort hul der æder al min glæde. Min længsel er til at håndtere.

Jeg føler mig klart skadet, der er et sår i min sjæl. Men jeg er ikke uopretteligt defekt fremover, jeg kan stadig meget. Den jeg var, bliver jeg ikke igen, men det kan jeg godt lade være med at lade fylde alt, sådan er det bare.

Jeg frygter ikke hendes fødselsdag, sært nok. Det er jo om tre mdr. Men det skal nok gå. Jeg tror ikke jeg går ned, jeg tror jeg fordyber mig i hvad der er sket, men jeg tror den vil markere at jeg har overlevet den værste smerte i mit liv. Måske kan jeg oven i købet være stolt den dag.

Jeg er lettet over at det har ændret sig. Det føltes ikke som om det kunne. Men alligevel har det ændret sig.

At snakke om det

Det fylder langt mindre for mig om folk spørger til hvordan jeg har det, til hvad der sketet eller til Saga nu, end det gjorde de første måneder. Men jeg har nu stadig brug for at snakke om det indimellem.
Der hvor jeg er nu, har jeg også brug for at kunne snakke naturligt om hvad der er sket, i sammenhænge hvor det hører til. Dvs. taler man hospital, fødsler eller noget omkring tanker om forældreskab, barnløshed, fertilitesbehandling o.l., så har jeg naturligt noget at bidrage med, og vil ha lov at byde ind, uagtet at der ligger en smertefuld oplevelse bag. Jeg har en erfaring og nogle tanker, følelser og oplevelser, som er en del af den jeg er, og det jeg kan og vil tale (med) om.

I sidste uge ringede jeg til lægen for at bestille en tid. Sygeplejersken spurgte så ind til hvordan jeg havde det (hun snakkede en del med mig i starten), selvom det intet havde med min tidsbestilling at gøre.
Det endte med at jeg snakkede med hende et godt stykke tid om alle følelserne og hvor vi er i vores liv. Lidt sært, jeg sku jo bare bestille tid, men på en måde også rart. Hun tog initiativet til at høre om det, og hun kom med spørgsmål der fik mig til at tale. Havde hun ikke spurgt, havde jeg ikke talt om det.
På en måde gav den spontane kontakt med en relativt fremmed person mig alligevel noget. Det prikkede til følelserne, ja, men selvom det godt kan få min sorg op til overfladen, så fremkalder det ikke sorgen. Den er der jo, og på en måde har den meget godt af at få lidt luft indimellem. At jeg lige får mærket hvordan jeg rent faktisk har det.
Og jo mere jeg snakker om det, desto mindre fylder det. Man skulle tro det var omvendt, men når jeg taler om det, får jeg tømt ud. Det er som om det bliver mere sædvanligt, og jeg selv vænner mig til at se og mærke følelserne og tankerne, så jeg bedre kan  accepterer at sådan er det altså og lade det være en del af mig, uden at det fylder alt.

Men hvis ingen spørger ... Så er det meget svært selv at tage det op, det virker så akavet. "Se mig og min krise". Og så får man ikke chancen for at få det yderligere bearbejdet, få nye ord og vinkler på, opdage at man har ændret sin historie, forklarer det på en anden måde - hvilket betyder at noget enten er faldet på plads, eller at det nu er noget andet der fylder end tidligere. Det er godt at finde ud af, det hjælper én videre.
Det er ret vigtigt at snakke om det.

For nogle, bl.a. mig, giver det også noget at tale med perifære og fremmede, når jeg har lyst (det er jo ikke altid). Det er anderledes at tale med nogen der ikke kender én godt, og for mig giver det noget at skulle forklare historien på en anden måde, end til dem, der kender mig godt. Det kan derfor være værdifuldt hvis folk vil og tør spørge.
Men selvfølgelig er det jo ikke alle der har lyst til at høre min historie eller snakke om det. De skal heller ikke forceres.
Og det er bestemt heller ikke altid at jeg har lyst til at tale omd et, eller med alle, men så finder jeg en venlig måde at bøje samtalen i en en anden retning.

Det er bedre at kunne vælge om man vil snakke med andre, end at andre forsøger at beskytte én mod det, uden at spørge hvad man har lyst til/brug for. Hvis andre undlader at spørge, fordi de er bange for at man bliver ked af det, fordi det er tabubelagt, eller at der til sammekomster er en underforstået "Nu skal vi kun tale om gode ting, og holde den gode stemning", så er det er ikke godt. Så er man ikke fuldt til stede, men skuespillere i en kulisse, hvor man opfører nogle underforståede roller, i stedet for at være der som de mennesker man er, med de ting der nu fylder i ens liv.

Folk kan have svært ved at vide hvordan de skal forholde sig til ens krise, og det er ikke sikkert de kan finde ud af at spørge og/eller snakke naturligt om det, der er sket, og det er så fair nok. Så er det sådan. Men nogle få kan måske, og det er værdifuldt at de så også tør.

Det er vigtigt at det eksisterer, at det er sket, på godt og på ondt. At sådan er vores liv altså, og det er en del af dem vi er. Ikke at tale om det gør det ikke usket, eller vores smerte mindre. Tværtimod.

Forældreseminar i Landsforeningen

Jeg har besluttet mig for at tage afsted, men jeg kommer alene, da T ikke vil med. Han synes han er et sted hvor det ripper op i det hele, hvis han beskæftiger sig intenst med det, og han kan ikke rumme flere historier. Sådan har jeg det ikke.

Sært nok har jeg plads til andres historier, det gør mig ondt, men jeg accepterer at sådan er det, uden at gå helt i stykker af det.

Jeg var meget i tvivl om det ville være weird at tage afsted når det er 8 mdr. siden jeg mistede. Men jeg har lyst til det, jeg føler ikke jeg er færdig med at tænke og føle omkring hvad der skete og hvad det betyder, og jeg har lyst til at være sammen med andre der har mistet.
Jeg tænkte en del over om det ville være dårligt for de mere nymistede, at der så sidder en hvor det er længere tid siden, og som er et andet sted. Men jeg er kommet frem til at det måske også kan være positivt. Da jeg i sorggruppen mødte nogen hvor det var længere tid siden gav det mig håb. At se at der er et liv bagefter, men også se hvordan det præger en og er med en. Jeg havde brug for også at møde nogen der var længere fremme.
Som nymistet har man nok meget behov for at spejle sig i andre, og der er jeg jo så ikke helt med, da jeg jo er det længere i processen. Men jeg tror nu stadig jeg har noget at byde på, jeg kan jo godt huske hvordan det var, godt føle mig ind i det, og jeg håber at mine erfaringer også er brugbare.
Jeg vil helst bidrage brugbart og positivt.

Så well, jeg har meldt mig til. :-)

Vores sidste fryseæg

Jeg har nu prøvet at blive gravid to måneder, uden held. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, vi var tre ÅR om det sidst. Men på en eller anden måde havde jeg nok forestillet mig at skæbnen skyldte mig noget, at hvis katastrofer kan ske igen og igen, så kan mirakler vel også?

Saga var et mirakel. Efter to et halvt års fertilitetsbehandling, seks inseminationer og fire IVF'er, så var hun der - økologisk! Jeg blev spontant gravid, på trods af at alle de fine behandlinger ikke havde succes.
Men så mister jeg hende, pga. min dumme livmoders statistisk sjældne tendens til at danne fibromer når jeg har meget østrogen. FUCK!

Mit mirakel blev til en katastrofe. På den ene side gør det, at jeg har svært ved at tro på, at det nogensinde kan gå godt for mig. På den anden side tænker jeg, at det da umulig kan være af helvede til hele tiden?! Det kan jeg jo se at det kunne, for vi havde det i forvejen svært, og at miste vores datter var at nå bunden. Men det kan vel ikke blive ved??? Vi må da også ha noget held igen?
Så på en eller anden måde havde jeg nok alligevel et spinkelt håb om at jeg ville blive gravid i første forsøg. Eller andet forsøg. Og naturligt igen, siden det er det eneste der har virket.
At jeg ville trodse alle odds, at skæbnen ville give mig en undskyldning og et nyt barn.

Men nu står jeg her, er lige fyldt 40 år og med endnu en negativ test. Tid til næste trin.
Planen er så at vi nu skal bruge vores fryseæg, men ustimuleret, dvs. lagt op i naturlig cyklus. Chancerne er lidt dårligere end ved hormonstimulation, men jeg vil ikke har mere østrogen! Bliver jeg gravid, stiger mit østrogen, og derved også risikoen for at jeg danner nye fibromer, der kan slå næste barn ihjel også. Jeg vil ikke ha kunstige tilsat også!
Så ustimuleret it is ...
Det er så nu.

Vi har kun to æg i ét strå. Ikke så godt ... For pga. min operation må jeg ikke risikere en tvillingegraviditet, så der må kun lægges ét æg op. Min livmoder kan briste hvis jeg skulle blive gravid med tvillinger. Men da æggene er i samme strå, vil vi spilde det ene. Når de tøs op skal det så bare smides ud. :(
Det har jeg det lidt svært ved.
Når jeg ikke tåler mere hormonbehandling, kommer vi ikke til at tage flere æg ud. Disse to er min sidste reserve, når de er væk, er det slut med fertilitetsbehandling. Det er ikke rigtig til at krølle mit hovede rundt om, efter alle de år.

Så længe vi har æggene på frys, har jeg kunnet bilde mig selv ind, at de ville gøre tricket. Når vi har brugt dem, vil realiteterne ånde mig tungt mig i nakken. Så er jeg nødt til at forholde mig til hvor dårlige vores chancer er.
Jeg har ikke lyst til at bruge dem op.
Hvad nu hvis jeg ikke bliver gravid?

Men det er så nu.
Jeg bør få min menstruation i morgen, og så skal jeg ringe til Herlev og få tider til scanninger. Ægoplægning bliver nok ca. 11. maj, hvis der overhovedet er et egnet æg, hvis mindst et af dem overlever optøningen og deler sig videre.
Fuck hvor jeg bare ikke synes det er fedt.

Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne. Jeg har lige stirret på endnu en negativ test, jeg kan ikke rumme at tage en til, i slutningen af maj.
Det er vel 38. gang jeg har testet negativ ... 12 mdr x 3 + 2 mdr nu her, 38 tests ... Uden at medregne de måneder jeg har testet flere gange, i håb om at det ændrede sig, at der alligevel kom to streger frem.
Det er umenneskeligt.

Hvor jeg dog håber af hele mit hjerte at vores lille fryseæg vil sætte sig fast og gro. At vi kan få et mirakel mere, og at katastroferne holder sig væk denne gange. At vi kan trodse alle odds.
Kan det ikke blive vores tur?!?
Er jeg virkelig definitivt og permanent barnløs?
Please ...

Min datters urne

Vi har jo ikke nogen grav, da vi stadig ikke endeligt har besluttet os til hvad vi vil. Tanken var at sprede hendes aske på havet, men det var vi ikke parate til lige efter vi havde mistet, og så blev vejret dårligt. Jeg ville have en smuk ceremoni, med glæde og solskin, ikke noget trist og deprimeret. Så vi ventede ...
Mens vi ventede på bedre vejr ændrede vores følelser og ønsker sig.
Fordi vi stadig har urnen, har vi mulighed for at gøre noget andet, end den første indskydelse. Jeg vil egentligt gerne have et fysisk sted at placere hende, havet er meget diffust.
Jeg har ikke behov for at skulle passe grav. Det ville ikke gøre mig noget, men jeg behøver det ikke. Og kirkegårde er ikke lige mig. Jeg er ikke religiøs, så det føles forkert for mig at placere hende efter et kristent ritual i indviet jord. Allerhelst ville jeg begrave hende i skoven. Det må man bare ikke ...

Vi talte om bare at gøre det alligevel. Finde et afsides og smukt sted i Boserup skov, og så grave hende ned ved et træ. Så ville vi kunne sætte os ved træet når vi havde behov for lidt ro til at tænke på hende.
Men det tør jeg ikke ...
Jeg er så lovlydig. ;-) Jeg ville også være bange for at nogen ville forstyrre graven. Jeg vil helst ha privat grund.
Desværre bor vi til leje, så vi kan ikke lige begrave hende i haven.

Men nu hvor vejret er godt og der begynder at blive grønt og rart, er vi så ved at planlægge at begrave Sagas urne i Sverige, ved et familieejet sommerhus i en skov.
Det er godt nok ikke mig der arver grunden, men hvis vi kan få tilladelse af de fremtidige arvinger, og de vil tillade at vi vil besøge stedet min. et par gange årligt, så er det nogle omgivelser vi synes er smukke og rigtige.
Det er trods alt kun halvanden times kørsel fra hvor vi bor.

Men men, vi har jo altså så urnen stående, og jeg havde først en modvilje mod at du skulle være for "alter"-agtigt. På den anden side skulle det heller ikke være betydningsløst, vi føler jo uendeligt meget for hende.

Først stod urnen der bare. Så rykkede jeg også et billede af hende derhen. Så kom der et par lys frem, mørkerøde fyrfadsstager (jeg elsker den farve mørkerødt glas). Og nu her har jeg taget springet, og lagt tørrede blomsterhoveder fra min 40 års fødselsdag hen til hende. Det er måske alligevel ret alter-agtigt nu, men jeg synes det er fint, og det gør mig glad når jeg ser derhen (i stuen). Det er det væsentligste for mig.
Det føles faktisk meget mere rigtigt nu, hvor jeg har gjort noget mere ud af det. :)

Jeg tænker over hvordan jeg vil have det med at give slip på den urne, hvis/når vi begraver den. Men jeg tror nu det vil være okay, jeg tror jeg vil beholde billedet og lysene, og måske beholde det med at have tørrede blomster der, så der stadig er en mindeplads i vores hjem.
Jeg tænder ikke lys hver dag, jeg føler heller ikke jeg skal. Hun er der ligesom bare, mit blik strejfer billedet og indimellem sender jeg hende en tanke (sådan "hej hej lille skat" eller "godnat min pige" når jeg går i seng). Men jeg føler ikke det er unaturligt eller usundt, noget jeg skal, eller noget jeg ikke kunne undvære.
Men det føles nu godt lige at ha et sted at sende tankerne mod. Det behøver ikke være urnen, det er billedet jeg tænker til. Så jeg kan nok sagtnes slippe urnen.
Vi taler om at begrave hende indenfor den næste måned.

Her er min lille pige:

(billedet er sløret fordi det er privat for mig)

Min elskede lille datter -
I går holdt jeg min 40 års fødselsdag med familien. Det var en god fødselsdag, og mest af alt nød jeg din kusine, som giver mig så meget glæde. Men jeg manglede dig ... Du skulle ha været tre mdr., du skulle ha været i mine arme, eller have ligget i en dyne og sovet, eller have raslet med legetøj, ligesom din anden kusine, og smilt til bedsteforældrene, din far og jeg og din onkel og tante. Være med.
Det er helt forkert at du ikke er der. Vi mangler dig .. Der er et hul i familien.

På væggen hænger tegningen af dig, på den måde var du med ved bordet, selvom jeg tror din far og jeg var de eneste der følte noget omkring det. Måske din mormor, ved ikke, jeg spurgte ikke. Jeg pegede på din tegning til din morfars kone, og fortalte lidt om den, men hun virkede undvigende. Jeg tror ikke hun forstår at din tegning giver os glæde, og ikke forstærker vores sorg.
Sorgen kan ikke forstærkes, den er der uanset hvad. Den bliver ikke mindre af at blive gemt væk. Tværtimod, at kunne se dig, og derved acceptere at du var der, men nu er i vores hjerter, føles så rigtigt. Hvordan kan nogen tro det bedste er at glemme og gemme væk?

Det er som det er. Det var trods alt en god dag. Men hvor er det dog svært at være her, hvor jeg er i mit liv, at være 40 år, og at have mistet det allermest betydningsfulde. Min livsmening.

Jeg elsker dig skat. <3