Tabu og livsuskyld

En bekendt skrev en blogkommentar til mig om det med tabuet omkring vores sorg. Det fik mig til at tænke lidt over det, og jeg tænker at det nok mest er det at noget forfærdelig sker som er tabu, ikke specielt et mistet barn. På en måde tror jeg at det er det samme med alle dødsfald, livstruende sygdomme eller at være blevet voldtaget eller grov vold - at vi bare ikke kan tale om at ens liv bryder sammen. At noget er praktisk taget psykisk umuligt at håndtere. Noget som ikke bare kan gå væk igen. Hvordan skal man lige forholde sig til det?! ...

Og jeg forstår det egentligt godt, hvad fanden siger man til en der står der og det hele er ramlet sammen? Jeg ved hvad jeg selv helst vil høre, nemlig: "hold kæft noget pis". For mig er det vist det eneste der er at sige, som ikke er lidt falsk, eller ubrugeligt optimistisk.

En af mine bedste venner er i sorg over sin mors død, og selvom jeg selv kender sorg intimt, så ved jeg heller ikke lige hvad jeg skal sige til ham, eller gøre for ham. Og andre venner kæmper med potentielt livstruende sygdom, straks bliver jeg selv løsningsorienteret - hvilket lige præcis er det jeg selv føler ikke kan bruges og nærmest invaderer ...
Men jeg er jo også et produkt af min kultur.
Lige nu har jeg lært på den hårdest mulige måde hvordan man forholder sig til sorg over et mistet barn. Men kun fordi jeg selv står i det.

Jeg læste en artikel af en kvinde der har mistet, som har skrevet en bog jeg synes er brugbar. Artiklen er så mange år og et par levende børn efter. Men jeg hæftede mig så meget ved det afsluttende afsnit, at jeg gemte det:

Et anderledes liv
Det første år efter Louise mistede Isak , var tabet hele hendes identitet, og hun havde behov for at fortælle om sin søn til alle. Det var nærmest en præsentation - Goddag, jeg hedder Louise, og min søn er død.
Det behov har hun ikke længere, men det er stadig svært for hende at sidde og snakke om fødsler og graviditet i en almindelig mødregruppe,

- Der er den fødsel, man kan fortælle om, og så er der den man ikke kan fortælle om.

 På trods af den sorg, Louise har oplevet ved at miste sin søn, føler hun, at hun i dag har et godt liv, men det tog flere år at komme dertil. Det er da også blevet et andet liv, end det hun havde forestillet sig.

 - Jeg vil stadig sige, at Isaks død smadrede mit liv på en eller anden måde. Det slog så meget i stykker indeni mig, som aldrig rigtigt er blevet helt igen. Men jeg har et godt liv i dag, og sorgen og savnet ligger et sted, hvor det er til at leve med.

Det med at ens tab er ens identitet er lige den jeg har nu, når jeg føler at hvis jeg ikke nævner at det her er sket, så er jeg ikke til stede. Så lyver jeg i min væren, og lader som om jeg er en anden end jeg er.  Jeg kan fuldt sætte sig ind i hvad hun mener.
Og det med at noget går uopretteligt i stykker - det vil jeg give hende ret i.
En anden kvinde har brugt udtrykket "at miste sin livsuskyld", og den rammer også. Når man først har set at livet kan være så uretfærdigt, ER uretfærdigt, og at grimme, onde ting kan ske, uden grund, uden at noget andet opvejer det. At intet er givet. At man ikke har ret til noget. At selvom du allerede er ramt af ulykker, så kan der sagtens komme endnu flere ... Der er en tillid til verden og livet der brister og som jeg ikke tror kommer tilbage.

Jeg er så MISUNDELIG når jeg ser folk der virkelig har det godt, som smiler og griner og er fulde af troen på at livet byder på gode og spændende ting til dem. Tager det for givet og føler sig trygge.

Til gengæld er jeg ved at brække mig over hele den bølge af positiv tankegang-Mindfullness-The Secrect- New Age for 10'erne som prøver at bilde én ind at der er et system, en balance og at du bare skal tænke på den rigtige måde så sker de gode ting (underforstået, hvis noget forfærdeligt sker er det din egen skyld, så har du tænkt forkert og udsendt signaler om at det godt må ske).
Jeg har set og mærket på egen krop og sind at der ikke er noget system. Og den viden kunne jeg godt være foruden. Den kommer til at præge mig på en måde jeg ikke havde behøvet. Som berøver mig noget.