Drama igen ... (en masse om blod)

Fra i formiddags 11.45:

Jeg har fået min første menstruation efter fødslen, og i går var jeg glad for det og lettet - jeg har ikke haft smerter og mit system går igang igen. Men i dag - KRISE!

Det vælter ud med blod! Jeg vågnede med følelsen af at noget kom ud af mig, styrtede ud på toilettet, og så vælter der store sorte klumper ud af mig, hvorefter det siler ud med blod. Nærmest som at tisse. Jeg tørrer og tørrer, men der er meget. Det holdt dog op med at løbe, men der bliver bare ved med at være noget jeg kan tørre væk. Jeg får skiftet bind og går i seng igen. Men jeg må ud igen en time efter, flere store sorte klumper, bindet er gennemblødt og der løber blod ud af mig. Ind i seng igen, men jeg kan ikke sove for følelsen af at bløde, og står op.
Og har skiftet bind tre gange på en time, der bliver ved med at komme klumper og jeg synes blodmængderne er virkelig store. Jeg har ikke følesen af menstruation, men af abort. Men jeg har ikke har været i nærheden af en sædcelle, så det kan det ikke være. Men jeg føler mig åben, som da jeg var i fødsel. Som om min livmodermund står vidtåben.

Nu er det godt nok kun en aften og en formiddag jeg har blødt, men jeg bliver da helt bange for at forbløde, jeg har aldrig prøvet at det var SÅ stor en mængde. Og jeg har ellers ret kraftige menstruationer.

Jeg ringede så op til den afdeling hvor jeg fødte, fordi jeg er vildt forskrækket og vil vide om det er normalt eller om den er helt gal. Og fordi jeg jo hhv. har mistet og har de her store fibromer der kan gøre at livmoderen ikke trækker sig ordentligt sammen (og lukker blodårer), så det er jo ikke en typisk efter-graviditet. Jeg tvivler kraftigt på at min egen læge ved noget om det, der er sikkert ret få der mister hos dem. Men de må da vide noget på hospitalet!
Min egen læge har desuden telefontid 8-9, så jeg kan jo ikke snakke med ham, kun med en lægesekretær.
Men på hospitalet kunne de ikke snakke med mig, ingengang svare mig på om det var normalt eller ej. Jeg SKULLE kontakte egen læge.

Jeg føler mig SÅ svigtet af systemet! Det er virkelig ufleksibelt. Hvorfor kan jeg ikke få svar hos dem der har viden, altså den speciallæge de har på sygehuset? Hvorfor skal jeg igennem et skrankepave-system hvor man skal ringe i et givet tidsrum, bestille en tid og vente, og så får jeg enten et svar jeg ikke stoler på, eller skal alligevel sendes videre ...
Alternativet er skadestuen, men så ved jeg godt jeg kommer til at vente i mange mange timer og alligevel blive tilset af en der ikke nødvendigvis ved noget om det.

Well, jeg fik så fat på sygeplejersken hos min læge, og tudede i telefonen fordi jeg var så forskrækket og fordi det bare var for meget med den afvisning hos hospitalet (hvilket minder mig om forløbet da det gik galt med graviditeten, alle smider ansvaret, ingen ved noget). Jeg har så fået en akuttid her 15.30, men der er mange timer til. Og jeg er virkelig forskrækket.

Jeg ringede til min mor der hjalp mig med at få lavet en plan: Se tiden an den næste time. Er det tålelige mængder, så vente til 15.30, er det for voldsomt, så køre op til lægen og stå der og sige "NU!".
Det kan jeg leve med. Det kan jo være det stilner af ... Og det løber ikke ned af benene, det tager vist en time om at fylde et bind af "allerkraftigst" typen.
Man kan vist nok tåle at miste ret meget blod.

Men for fanden da, hvorfor skal jeg forskrækkes med det nu? Nu var jeg lige så glad for at det kørte ...
Og hvorfor skal jeg igen føle at systemet svigter, at der ikke er nogen der passer på mig eller tager hånd om mig hvis noget er galt i min krop. Jeg føler mig virkelig lost, jeg kan ikke vurdere om det er alvorligt eller ej, og dem der kan, kan man ikke få fat på ...
FUCK! :(

---------

Update kl.13.40:

Det er så svært at bedømme ... ER der noget galt, eller overreagerer jeg på en meget kraftig menstruation? :-S

Min egen læge har mulighed for at sende mig direkte til en bestemt afdeling på hospitalet hvis det er, og sikre sig at de kender mit forløb, så på den måde er det en fordel at gå gennem lægen. Hvis man ellers kan komme gennem nåleøjet til ham ...
Det har jeg tænkt over efterfølgende. Så jeg holder fast i at starte der, men også at jeg VIL føle mig tryg ved at han så også tager det seriøst. Ellers må jeg gøre noget andet.

Jeg sad lige og tænkte over min egen reaktion. Jeg er bange for at miste min livmoder. Hvis man ikke kan stoppe en blødning vil de fjerne den, sådan var det også lige efter fødslen.
Jeg er bange for at hvis jeg er "pæn" og venter for længe, så kan det blive så slemt at det er konsekvensen. Det ville være så dumt!
På den anden side vil jeg ikke være en hypokonder, og måske laver jeg en storm i et glas vand. Måske er min angst ude af proportioner. Det er så svært at vurdere ...

Siden i formiddags har jeg blødt en hel del, men det render ikke ud. Det fylder bare bindet op.
Så nu satser jeg stadig på lægetiden 15.30 - det er der to timer til nu. :)Og så håber jeg det bare er mig der overreagerer ...

Men nøj, jeg synes det er svært. Og jeg kan godt mærke jeg har nogle følelser omkring mit sygeforløb og tab, der lige bliver rippet op i. For jeg har det bestemt ikke godt med tilliden til læger eller systemet. Jeg er lige tilbage til tiden op til Sagas fødsel.

Men to timer! :)

-------

Update kl.17.41:

Så var jeg til lægen. Og jeg havde desværre ret, jeg bløder alt for meget. Han mener bestemt det er pga fibromerne. Mit blodtryk var okay og min blodprocent var også fin, men han lavede så en gynækologisk undersøgelse, og var vist noget overrasket over blodmængden. Han sagde der silede en lind strøm fra livmoderen, og det skal der ikke.

Han ringede så til hospitalet og snakkede med lægen på gynækologisk afsnit, og de blev enige om at jeg sku ha nogle piller der kan stoppe blødningen, men at jeg lige skal se tiden an til i morgen. Hvis det fortsætter sådan her skal jeg tage pillerne og se om det gør tricket. Men er det stilnet mere af, så lade være. Det optimale er hvis min krop selv får styr på det. Men jeg må ikke bløde så meget her i to hele dage.

Jeg snakkede med ham om min frygt for at de skal fjerne livmoderen, og det tror jeg han tog hensyn til. For det ER en risiko ... Der er jo noget der ikke fungerer og jeg bløder mere end jeg må. Men han vil også helst have det kan ordne sig selv, så jeg kan beholde min livmoder. Men det tyder dårligt ... :(
Et eller ande sted har jeg et lillebitte spinkelt håb om at mine fibromer kan opereres væk. Det er nok komplet urealistisk, men der er et lille bitte glimt et sted. Det her prøver at kvæle det glimt. For det siger jo "væk med den".

Nå, men jeg har hidset mig ned igen. Der har ellers været flere tudeture i dag, af forskrækkelse, af afmagt, af vrede mod lægesystemet. Og så tog jeg også lige en tur i venteværelser fordi jeg sad og stirrede på en dør, og inde bag den har jeg ligget og hørt Sagas hjertelyd for halvanden måned siden ...
Det var alligevel ikke så rart at blive mindet om. Min glæde og lettelse ved at høre hendes hjerte slå. For fanden da! Øv.

Jeg ser tiden an til i morgen, og håber blodet stilner af.

PIS!