Svært

Jeg har ikke skrevet så meget på det sidste, for jeg har det ikke så godt.
Sådan ikke akut krise, jeg synes bare det hele er svært, så svært at jeg ingengang føler jeg kan formulere hvad det er jeg tumler med. Og jeg føler mig ret alene med det, jeg har ikke rigtig fået kontakt til mine venner og kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg gør med dem.

I dag er det mig og T' 5 års dag, hvilket vi normalt ville ha gjort en helvedes masse ud af. Vi er begge superromantikere, og så har vi været igennem så mange svære tider samme, at det at vi har hinanden er ekstra særligt. Vi værdsætter virkelig at vores kærlighed er så holdbar.
Men i dag har ikke være romantisk - T tog udmattet på arbejde efter endnu en dårlig nat (han havde i forvejen søvnforstyrrelser pga noget gammel PTS, så et nyt traume har absolut ikke gjort det bedre). Han kom så hjem og mødte mig på hopitalet, for yippie (not!) jeg sku ha en MR scanning af min livmoder. Lige i dag.

Jeg troede en MR scanning gik hurtigt, at det var sådan ind, scan scan, ud. Det viste sig at tage en time ...
godt jeg har dyrket yoga så jeg har læt at ligge helt stille længe.
T gik med ind, men vi kunne ikke tale sammen pga støjen, så han satte sig til at halvsove. Jeg gled også lidt væk indimellem, af at ligge der i en snæver tunnel musestille.

Der var lige et par gange undervejs hvor jeg blev rigtig ked af det. Når jeg sådan lå helt stille med lukkede øjne i en time, indkapslet i en støjende maskine, drev mine tanker rundt. Igen og igen landede de hos Saga, på hvorfor jeg var i den maskine, på min deforme livmoder og mit spinkle håb om at kunne opereres. Men igen og igen, hvorfor jeg ikke kunne beholde hende i mig længere.

Jeg er også bange for de fibromer. Det er sjældent kræft, men sjældent betyder at det sker. Og slemme ting har det med at ske for mig. Jeg bliver skræmt ved tanken om at min livmoder evt. er ved at blive ædt op af kræft, at det kan sprede sig, at jeg kan dø.
Det behøver det jo på ingen måde at være, højst sandsynligt ikke. Men når der sker så mærkelige ting i min krop, når mit forløb er atypisk, når jeg kan mærke hårde knuder udefra og hele området fra navlen til venusbjerget er knuder, så bekymrer jeg mig. Hvad fanden sker der med min krop?!? Hvorfor er min livmodere pludselig en enorm gevækst. Hvorfor er jeg ikke længere i stand til at bære et barn, eller bare at leve normalt. De ukontrolable blødninger jeg nu får af fibromerne kan jo ikke blive ved. De piller der kan stoppe blodet har jeg en stærk mistanke om også øger faren for blodpropper. De er jo det omvendte af blodfortyndende, de hindrer opløsning af størknet blod - hvad er det lige en blodprop er?! ... Fandens.
Jeg er bange for det hele. For at være defekt. For at dø. For at leve.

Jeg synes ikke rigtig det spiller. Der er ikke rigtig noget at se frem til, kun flere besværligheder, mere at kæmpe med. Det er ikke ovre, der bliver ved med at være noget.
Jeg kan ikke forestille mig hvordan mit liv skal blive godt igen.

Og jeg ved ikke hvordan jeg fejrer den 5-års dag der ville ha været så fantastisk, hvis jeg var godt igang med 7. måned nu.

(Lige nu sku vi købe babyseng og puslebord, planlægge og tale om hvordan vores liv ville blive når vores datter kom ud. Vi sku ikke stå med MR scanninger og operationer og sygemeldinger og kommuner der vil holde samtaler. Vi sku være glade.)