For helvede da! Jeg tog afsted til seminar hos Landsforeningen, og da jeg ankom og lige skulle tisse, fik jeg min menstruation.
Jeg blev totalt hylet ud af den. Ind og møde nye mennesker og præsentere mig selv, to sekunder efter at jeg finder ud af at løbet er kørt, og mit fnug er gået til.
Pissedag!
EDIT:
Dog var jeg nok det bedste sted, når nu det sku være. De andre forældre var meget støttende og inspirerende, og det var plads til følelserne. Så jeg fik det på en måde bearbejdet. Ihvertfald formuleret, og det hjælper.
Viser opslag med etiketten fertilitetsbehandling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fertilitetsbehandling. Vis alle opslag
18 juni 2011
17 juni 2011
Rutjsebane
Jeg testede her til morgen, en dag for tidligt. Bragende negativ. Jeg tror den ville ha vist noget nu. Jeg tror fnugget er død. Ligesom ved alle mine andre ægoplægninger.
Jeg vil ikke teste i morgen, for jeg tror ikke det ændrer noget.
Blodprøven tirsdag er det endelige resultat, men jeg tror det er afgjort. :-(
Igen frygter jeg det aldrig bliver. Saga var mit mirakelbarn, måske er hun bare alt jeg får.
EDIT kl. 9.27:
Jeg er overrasket over hvor tungt jeg tager testeriet. Jeg troede jeg havde styr på følelserne, at jeg accepterede min situation.
Der er små ting der går godt. Småting. Jeg fandt nogle dyre klippekort, som jeg troede jeg havde tabt. Jeg fik byttet nogle sko, som jeg ikke troede de ville bytte. En nederdel jeg havde kig på var pludselig på tilbud. Jeg starter i nyt job, godt nok kun garanteret i en fastsat periode, men stadig.
Ting lysner.
Jeg tænkte jeg ku leve med hvordan min verden er.
Men jeg var ved at tude i morges, og jeg føler mig ustabil og nedtrykt nu.
MEN faktisk er der et spinkelt håb. Da jeg kiggede på testen en halv time senere er der verdens svageste antydning af en anden streg. Den er så svag at man virkelig skal se godt efter, men der er noget.
Jeg tog fluks en test mere, af et andet mærke. Den er negativ, ingen antydning.
Måske er det ikke noget, de fleste ville nok ikke kunne se noget. Men der er altså en skygge af en streg.
Og jeg har regnet forkert! Det er først søndag jeg kan teste. Jeg er to dage for tidligt.
Testene er de billige strimmelteste, de er ikke så følsomme.
Jeg håber lidt, men jeg er oprevet og ked af det, jeg føler mig totalt bims. Jeg ved ikke hvad der er op og ned. Hvordan jeg skal tackle usikkerheden og måske at få knust mit nye spinkle håb. Total rutsjebane.
Jeg troede virkelig jeg kunne håndtere det, at jeg var cool med whatever svar jeg får.
Jeg er ikke spor cool, jeg er helt ude at gynge.
EDIT kl. 19.19:
Hmmm. Da jeg kom hjem var den skygge godt nok svær at se. Som i måske ikke ... Og nu har jeg en anelse blodigt udflåd, som jeg typisk har dagen inden min menstruation kommer. FUCK! :'-(
Jeg vil ikke teste i morgen, for jeg tror ikke det ændrer noget.
Blodprøven tirsdag er det endelige resultat, men jeg tror det er afgjort. :-(
Igen frygter jeg det aldrig bliver. Saga var mit mirakelbarn, måske er hun bare alt jeg får.
EDIT kl. 9.27:
Jeg er overrasket over hvor tungt jeg tager testeriet. Jeg troede jeg havde styr på følelserne, at jeg accepterede min situation.
Der er små ting der går godt. Småting. Jeg fandt nogle dyre klippekort, som jeg troede jeg havde tabt. Jeg fik byttet nogle sko, som jeg ikke troede de ville bytte. En nederdel jeg havde kig på var pludselig på tilbud. Jeg starter i nyt job, godt nok kun garanteret i en fastsat periode, men stadig.
Ting lysner.
Jeg tænkte jeg ku leve med hvordan min verden er.
Men jeg var ved at tude i morges, og jeg føler mig ustabil og nedtrykt nu.
MEN faktisk er der et spinkelt håb. Da jeg kiggede på testen en halv time senere er der verdens svageste antydning af en anden streg. Den er så svag at man virkelig skal se godt efter, men der er noget.
Jeg tog fluks en test mere, af et andet mærke. Den er negativ, ingen antydning.
Måske er det ikke noget, de fleste ville nok ikke kunne se noget. Men der er altså en skygge af en streg.
Og jeg har regnet forkert! Det er først søndag jeg kan teste. Jeg er to dage for tidligt.
Testene er de billige strimmelteste, de er ikke så følsomme.
Jeg håber lidt, men jeg er oprevet og ked af det, jeg føler mig totalt bims. Jeg ved ikke hvad der er op og ned. Hvordan jeg skal tackle usikkerheden og måske at få knust mit nye spinkle håb. Total rutsjebane.
Jeg troede virkelig jeg kunne håndtere det, at jeg var cool med whatever svar jeg får.
Jeg er ikke spor cool, jeg er helt ude at gynge.
EDIT kl. 19.19:
Hmmm. Da jeg kom hjem var den skygge godt nok svær at se. Som i måske ikke ... Og nu har jeg en anelse blodigt udflåd, som jeg typisk har dagen inden min menstruation kommer. FUCK! :'-(
16 juni 2011
Mit lille fnug - er den der stadig?
Ihh, jeg er ved at blive gak! Jeg kan ikke mærke det store, men svinger hele tiden mellem at tro jeg kan, eller være nede over at jeg ikke er gravid.
Jeg tog en test i søndags, alt alt for tidligt. Mine to andre graviditeter har jeg testet positivt på den dag jeg skulle ha menstruation, og kun svagt. Så selvfølgelig kan jeg ikke regne med en test en hel uge før.
Alligevel slog det mig fuldstændigt ud.
Jeg har været ret aktiv den sidste uge, jeg har gået meget. Og så bekymrer jeg mig over det - gør det nu er forskel at jeg udmatter mig selv ... På den anden side er jeg ofte meget fysisk inaktiv, og der er jeg jo ikke blevet gravid, så måske er blodomløb i livmoderen bare godt. Aner det ikke. Argh!
Jeg kan teste på lørdag, og der bør jeg kunne regne med resultatet. Jeg aner ikke hvordan jeg skal klare den til på lørdag ...
Jeg har ellers været ved godt mod, men jeg kan næsten ikke bære hvis Sagas søskende bare er gået til. Den var jo levende da jeg fik den lagt op. Men min fornemmelse er at der ikke er bingo, at den er død nu.
Fuck.
Jeg tog en test i søndags, alt alt for tidligt. Mine to andre graviditeter har jeg testet positivt på den dag jeg skulle ha menstruation, og kun svagt. Så selvfølgelig kan jeg ikke regne med en test en hel uge før.
Alligevel slog det mig fuldstændigt ud.
Jeg har været ret aktiv den sidste uge, jeg har gået meget. Og så bekymrer jeg mig over det - gør det nu er forskel at jeg udmatter mig selv ... På den anden side er jeg ofte meget fysisk inaktiv, og der er jeg jo ikke blevet gravid, så måske er blodomløb i livmoderen bare godt. Aner det ikke. Argh!
Jeg kan teste på lørdag, og der bør jeg kunne regne med resultatet. Jeg aner ikke hvordan jeg skal klare den til på lørdag ...
Jeg har ellers været ved godt mod, men jeg kan næsten ikke bære hvis Sagas søskende bare er gået til. Den var jo levende da jeg fik den lagt op. Men min fornemmelse er at der ikke er bingo, at den er død nu.
Fuck.
07 juni 2011
Mit lille fnug
Alt gik godt i dag med ægoplægning, begge vores fryseæg havde overlevet og delt sig videre. :-)
Jeg havde det meget svært ved at det ene skulle smides ud, men vi turde ikke risikere noget. Så de udvalgte det pæneste, og jeg fik vores lille fnug lagt op.
Alt forløb perfekt, stemningen var god og jeg var glad og afslappet. :-)
Jeg fik et scanningsbillede med af embryonet, trygt placeret i min livmoder.
Nu er jeg i teorien gravid! :-D Jeg ved ikke om jeg bliver ved med at være det, men lige nu er der et levende embryon i mig. Så må jeg se tiden an, og bare håber. Please sæt dig fast, lille fnug!
Det bliver nogle lange 14 dage ...
Her er vores fnug (eller rettere, det man kan se er den luftlomme der er rundt om den):
Hvor jeg dog håber håber håber at dette ikke bliver det sidste og eneste billede.
Jeg havde det meget svært ved at det ene skulle smides ud, men vi turde ikke risikere noget. Så de udvalgte det pæneste, og jeg fik vores lille fnug lagt op.
Alt forløb perfekt, stemningen var god og jeg var glad og afslappet. :-)
Jeg fik et scanningsbillede med af embryonet, trygt placeret i min livmoder.
Nu er jeg i teorien gravid! :-D Jeg ved ikke om jeg bliver ved med at være det, men lige nu er der et levende embryon i mig. Så må jeg se tiden an, og bare håber. Please sæt dig fast, lille fnug!
Det bliver nogle lange 14 dage ...
Her er vores fnug (eller rettere, det man kan se er den luftlomme der er rundt om den):
Hvor jeg dog håber håber håber at dette ikke bliver det sidste og eneste billede.
07 maj 2011
Fra dårligt til værre
Igår var vi ude på Herlev Hospitals fertilitetsklinik i går til en scanning, som bare skulle vise hvornår jeg sku ha lagt fryseæg op, med forventning om at nu skulle vi lave barn. Jeg havde preppet mig selv, gået og tænkt "Nu bliver jeg gravid!". Jeg tænkte over at ingen har set på min livmoder siden operationen, og om alt mon var i orden, men jeg håbede at nu var vi ude af al krise, NU var det vores tur til at ting forløb glat.
Inden vi tog afsted havde T det dårligt med det, hans erfaring er at hver gang de scanner mig går det fra dårligt til værre. Jeg slog det hen, det var jo bare en scanning af hvor langt jeg var i min cyklus. Men fandme, han havde desværre ret! :-(
Scanningen viste at jeg har en stor cyste på den ene æggestok, som potentielt kan være noget rigtigt dårligt, måske kræft. Jeg blev akut sendt til en grundigere scanning, som så viste at jeg også har en gevækst i leveren og noget i den ene nyre. What?!?
Det kan være urelateret og det kan være godartet. Men det kan også være rigtig grimt. Så nu skal jeg til yderligere undersøgelser, kontrastscanning og leverbiopsi. Så ingen børn i denne omgang, og hvis det er kræft, så aldrig.
Vi er vildt bekymrede. Er det kræft, og har det bredt sig til lever og nyre, så er løbet kørt, kan vi regne ud. Så kommer jeg til at dø af det. Vi håber selvfølgelig helt vildt at det er noget godartet! Så er der "kun" problemet med en cyste, som forhindrer graviditet. Men så er jeg dog ikke dødeligt syg.
Desværre ved vi ikke noget før 18/5, når jeg er blevet undersøgt grundigere. Der har vi en tid hos en hos gynækologisk ambulatorium på Herlev, og på mandag sku jeg gerne få en tid til kontrastscanning og leverbiopsi, som forhåbentligt bliver inden tiden d. 18. Jeg har det virkelig underligt, det er så uvirkeligt.
Hvis det viser sig ikke at være så slemt, så er det godt nok umenneskeligt at vi skal bekymre os så længe. Og er det noget, så er det så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forstå det. Og der er ikke en skid vi kan gøre, andet end at lade lægerne tage prøver og finde ud af hvad der er med min krop.
Men jeg har det selvfølgelig ikke specielt godt. Jeg prøver at skubbe det til side i mit hovede, så jeg kan eksistere. Men det virker absurd at lægge planer for fremtiden når jeg ikke aner om jeg har nogen. Jeg står ellers midt i at skulle til at ansøge om optagelse på studie, og på et turbokursus der forbedrer mit matematik-niveau.
Og med alle tankerne og følserne omkring min sorg, og alle dem der får børn igen, og om hvorvidt det bliver min tur eller ej. Det hele bliver irelevant hvis jeg skal dø af kræft indenfor en overskuelig fremtid. Så kan det være skideligemeget.
Sært nok er jeg mest bekymret for T. Hvis jeg dør, føler jeg ikke noget længere. Men hvis han skal bære først at miste sin datter, så hans forlovede, så ved jeg ikke om han kan kapere det. Han har det i forvejen skidt, det her hjælper ikke.
Fuck da også!
Jeg fatter ikke at livet kan udsætte os for så mange nedture, jeg må fandme ha været Hitler i et tidligere liv eller noget (hvis jeg ellers troede på den slags). :-(
Inden vi tog afsted havde T det dårligt med det, hans erfaring er at hver gang de scanner mig går det fra dårligt til værre. Jeg slog det hen, det var jo bare en scanning af hvor langt jeg var i min cyklus. Men fandme, han havde desværre ret! :-(
Scanningen viste at jeg har en stor cyste på den ene æggestok, som potentielt kan være noget rigtigt dårligt, måske kræft. Jeg blev akut sendt til en grundigere scanning, som så viste at jeg også har en gevækst i leveren og noget i den ene nyre. What?!?
Det kan være urelateret og det kan være godartet. Men det kan også være rigtig grimt. Så nu skal jeg til yderligere undersøgelser, kontrastscanning og leverbiopsi. Så ingen børn i denne omgang, og hvis det er kræft, så aldrig.
Vi er vildt bekymrede. Er det kræft, og har det bredt sig til lever og nyre, så er løbet kørt, kan vi regne ud. Så kommer jeg til at dø af det. Vi håber selvfølgelig helt vildt at det er noget godartet! Så er der "kun" problemet med en cyste, som forhindrer graviditet. Men så er jeg dog ikke dødeligt syg.
Desværre ved vi ikke noget før 18/5, når jeg er blevet undersøgt grundigere. Der har vi en tid hos en hos gynækologisk ambulatorium på Herlev, og på mandag sku jeg gerne få en tid til kontrastscanning og leverbiopsi, som forhåbentligt bliver inden tiden d. 18. Jeg har det virkelig underligt, det er så uvirkeligt.
Hvis det viser sig ikke at være så slemt, så er det godt nok umenneskeligt at vi skal bekymre os så længe. Og er det noget, så er det så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forstå det. Og der er ikke en skid vi kan gøre, andet end at lade lægerne tage prøver og finde ud af hvad der er med min krop.
Men jeg har det selvfølgelig ikke specielt godt. Jeg prøver at skubbe det til side i mit hovede, så jeg kan eksistere. Men det virker absurd at lægge planer for fremtiden når jeg ikke aner om jeg har nogen. Jeg står ellers midt i at skulle til at ansøge om optagelse på studie, og på et turbokursus der forbedrer mit matematik-niveau.
Og med alle tankerne og følserne omkring min sorg, og alle dem der får børn igen, og om hvorvidt det bliver min tur eller ej. Det hele bliver irelevant hvis jeg skal dø af kræft indenfor en overskuelig fremtid. Så kan det være skideligemeget.
Sært nok er jeg mest bekymret for T. Hvis jeg dør, føler jeg ikke noget længere. Men hvis han skal bære først at miste sin datter, så hans forlovede, så ved jeg ikke om han kan kapere det. Han har det i forvejen skidt, det her hjælper ikke.
Fuck da også!
Jeg fatter ikke at livet kan udsætte os for så mange nedture, jeg må fandme ha været Hitler i et tidligere liv eller noget (hvis jeg ellers troede på den slags). :-(
26 april 2011
Vores sidste fryseæg
Jeg har nu prøvet at blive gravid to måneder, uden held. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, vi var tre ÅR om det sidst. Men på en eller anden måde havde jeg nok forestillet mig at skæbnen skyldte mig noget, at hvis katastrofer kan ske igen og igen, så kan mirakler vel også?
Saga var et mirakel. Efter to et halvt års fertilitetsbehandling, seks inseminationer og fire IVF'er, så var hun der - økologisk! Jeg blev spontant gravid, på trods af at alle de fine behandlinger ikke havde succes.
Men så mister jeg hende, pga. min dumme livmoders statistisk sjældne tendens til at danne fibromer når jeg har meget østrogen. FUCK!
Mit mirakel blev til en katastrofe. På den ene side gør det, at jeg har svært ved at tro på, at det nogensinde kan gå godt for mig. På den anden side tænker jeg, at det da umulig kan være af helvede til hele tiden?! Det kan jeg jo se at det kunne, for vi havde det i forvejen svært, og at miste vores datter var at nå bunden. Men det kan vel ikke blive ved??? Vi må da også ha noget held igen?
Så på en eller anden måde havde jeg nok alligevel et spinkelt håb om at jeg ville blive gravid i første forsøg. Eller andet forsøg. Og naturligt igen, siden det er det eneste der har virket.
At jeg ville trodse alle odds, at skæbnen ville give mig en undskyldning og et nyt barn.
Men nu står jeg her, er lige fyldt 40 år og med endnu en negativ test. Tid til næste trin.
Planen er så at vi nu skal bruge vores fryseæg, men ustimuleret, dvs. lagt op i naturlig cyklus. Chancerne er lidt dårligere end ved hormonstimulation, men jeg vil ikke har mere østrogen! Bliver jeg gravid, stiger mit østrogen, og derved også risikoen for at jeg danner nye fibromer, der kan slå næste barn ihjel også. Jeg vil ikke ha kunstige tilsat også!
Så ustimuleret it is ...
Det er så nu.
Vi har kun to æg i ét strå. Ikke så godt ... For pga. min operation må jeg ikke risikere en tvillingegraviditet, så der må kun lægges ét æg op. Min livmoder kan briste hvis jeg skulle blive gravid med tvillinger. Men da æggene er i samme strå, vil vi spilde det ene. Når de tøs op skal det så bare smides ud. :(
Det har jeg det lidt svært ved.
Når jeg ikke tåler mere hormonbehandling, kommer vi ikke til at tage flere æg ud. Disse to er min sidste reserve, når de er væk, er det slut med fertilitetsbehandling. Det er ikke rigtig til at krølle mit hovede rundt om, efter alle de år.
Så længe vi har æggene på frys, har jeg kunnet bilde mig selv ind, at de ville gøre tricket. Når vi har brugt dem, vil realiteterne ånde mig tungt mig i nakken. Så er jeg nødt til at forholde mig til hvor dårlige vores chancer er.
Jeg har ikke lyst til at bruge dem op.
Hvad nu hvis jeg ikke bliver gravid?
Men det er så nu.
Jeg bør få min menstruation i morgen, og så skal jeg ringe til Herlev og få tider til scanninger. Ægoplægning bliver nok ca. 11. maj, hvis der overhovedet er et egnet æg, hvis mindst et af dem overlever optøningen og deler sig videre.
Fuck hvor jeg bare ikke synes det er fedt.
Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne. Jeg har lige stirret på endnu en negativ test, jeg kan ikke rumme at tage en til, i slutningen af maj.
Det er vel 38. gang jeg har testet negativ ... 12 mdr x 3 + 2 mdr nu her, 38 tests ... Uden at medregne de måneder jeg har testet flere gange, i håb om at det ændrede sig, at der alligevel kom to streger frem.
Det er umenneskeligt.
Hvor jeg dog håber af hele mit hjerte at vores lille fryseæg vil sætte sig fast og gro. At vi kan få et mirakel mere, og at katastroferne holder sig væk denne gange. At vi kan trodse alle odds.
Kan det ikke blive vores tur?!?
Er jeg virkelig definitivt og permanent barnløs?
Please ...
Saga var et mirakel. Efter to et halvt års fertilitetsbehandling, seks inseminationer og fire IVF'er, så var hun der - økologisk! Jeg blev spontant gravid, på trods af at alle de fine behandlinger ikke havde succes.
Men så mister jeg hende, pga. min dumme livmoders statistisk sjældne tendens til at danne fibromer når jeg har meget østrogen. FUCK!
Mit mirakel blev til en katastrofe. På den ene side gør det, at jeg har svært ved at tro på, at det nogensinde kan gå godt for mig. På den anden side tænker jeg, at det da umulig kan være af helvede til hele tiden?! Det kan jeg jo se at det kunne, for vi havde det i forvejen svært, og at miste vores datter var at nå bunden. Men det kan vel ikke blive ved??? Vi må da også ha noget held igen?
Så på en eller anden måde havde jeg nok alligevel et spinkelt håb om at jeg ville blive gravid i første forsøg. Eller andet forsøg. Og naturligt igen, siden det er det eneste der har virket.
At jeg ville trodse alle odds, at skæbnen ville give mig en undskyldning og et nyt barn.
Men nu står jeg her, er lige fyldt 40 år og med endnu en negativ test. Tid til næste trin.
Planen er så at vi nu skal bruge vores fryseæg, men ustimuleret, dvs. lagt op i naturlig cyklus. Chancerne er lidt dårligere end ved hormonstimulation, men jeg vil ikke har mere østrogen! Bliver jeg gravid, stiger mit østrogen, og derved også risikoen for at jeg danner nye fibromer, der kan slå næste barn ihjel også. Jeg vil ikke ha kunstige tilsat også!
Så ustimuleret it is ...
Det er så nu.
Vi har kun to æg i ét strå. Ikke så godt ... For pga. min operation må jeg ikke risikere en tvillingegraviditet, så der må kun lægges ét æg op. Min livmoder kan briste hvis jeg skulle blive gravid med tvillinger. Men da æggene er i samme strå, vil vi spilde det ene. Når de tøs op skal det så bare smides ud. :(
Det har jeg det lidt svært ved.
Når jeg ikke tåler mere hormonbehandling, kommer vi ikke til at tage flere æg ud. Disse to er min sidste reserve, når de er væk, er det slut med fertilitetsbehandling. Det er ikke rigtig til at krølle mit hovede rundt om, efter alle de år.
Så længe vi har æggene på frys, har jeg kunnet bilde mig selv ind, at de ville gøre tricket. Når vi har brugt dem, vil realiteterne ånde mig tungt mig i nakken. Så er jeg nødt til at forholde mig til hvor dårlige vores chancer er.
Jeg har ikke lyst til at bruge dem op.
Hvad nu hvis jeg ikke bliver gravid?
Men det er så nu.
Jeg bør få min menstruation i morgen, og så skal jeg ringe til Herlev og få tider til scanninger. Ægoplægning bliver nok ca. 11. maj, hvis der overhovedet er et egnet æg, hvis mindst et af dem overlever optøningen og deler sig videre.
Fuck hvor jeg bare ikke synes det er fedt.
Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne. Jeg har lige stirret på endnu en negativ test, jeg kan ikke rumme at tage en til, i slutningen af maj.
Det er vel 38. gang jeg har testet negativ ... 12 mdr x 3 + 2 mdr nu her, 38 tests ... Uden at medregne de måneder jeg har testet flere gange, i håb om at det ændrede sig, at der alligevel kom to streger frem.
Det er umenneskeligt.
Hvor jeg dog håber af hele mit hjerte at vores lille fryseæg vil sætte sig fast og gro. At vi kan få et mirakel mere, og at katastroferne holder sig væk denne gange. At vi kan trodse alle odds.
Kan det ikke blive vores tur?!?
Er jeg virkelig definitivt og permanent barnløs?
Please ...
05 februar 2011
Update på mig - forsøger snart igen
I dag fik jeg endelig min fertilitetsmonitor. :) Der er lidt mange skæbne-tilfælde omkring det (selvom jeg ikke tror på det) ...
På det sidste har jeg ikke skrevet så meget om hvad der sker for mig. Jeg er lidt fyldt op, og så synes jeg det er svært, fordi jeg hhv. læser så mange nye, hårde historier og så mange med nye graviditeter og nyfødte børn. Begge dele er svære at kapere, så jeg går lidt død i det.
Men men, må vist hellere forklare, for at få det hele med:
Jeg havde fået en tid på Herlev fertilitetsklinik, hvor vi egentligt var afsluttet for et år siden, men Roskilde fertilitetsklinik havde sendt mig et brev om at jeg skulle tale med Herlev, fordi vi har to embryoner i fyseren hos dem.
Herlev ku ikke forstå hvorfor jeg sku tale med dem og ikke Roskilde, og det hele var meget besværligt. Men efter en masse bøvl med at skaffe mine journaler (fra hhv. fødsel og operation) og faxe dem i dyre domme (fax er ikke noget man lige kan finde, så det blev på biblioteket til 10 kr. siden!), fik en af deres overlæger vist medlidenhed med mig. Så han tog min sag og gav mig en tid.
Det var SÅ sært at komme derud. Vi havde ikke været der siden sidste IVF, som vist var i sommeren 2009. Og det er jo ikke ligefrem gode minder vi har derfra, vi har jo ikke haft heldet med os og er igen og igen og igen blevet skuffede.
Da jeg blev gravid med Saga var det spontant og økologisk. Jeg blev scannet på Herlev, men det var dybt traumatisk, da de først ikke kunne se fosteret og mente det var GUL, så jeg sku ha blodprøver og blev advaret mod spængte æggeledere og jeg ved ikke hvad. Jeg var dybt knust og SÅ bange. Da jeg næste gang blev scannet var hun der, og gangen efter med hjerteblink. <3 Men så kunne jeg ikke forstå målet, og brugte et døgn i helvede på at bilde mig ind at hun havde Edwards syndrom og at jeg ville miste hende.
Så Herlev er ikke gode minder! Jeg havde håbet aldrig nogensinde at skulle derud igen.
Jeg sku ha min dejlige hjemmelavde baby, og så slut med det.
Men nu stod vi der igen.
Som sædvanligt var der lang ventetid, 45 min. vil jeg tro. Men til min overraskelse havde lægen booket en dobbelttid, så da vi først kom ind var der tid og ro til at snakke grundigt.
Lægen havde jeg ikke set siden jeg startede op derude fire år tidligere. Men han virkede sympatisk.
VI fik snakket igennem hvad han mente ville være det mest effektive, og planen endte med at være at vi forsøger naturmetoden i to cyklusser. Ingen hormoner og heller ingen inseminationer.
Han fortalte at nye undersøgelser pegede på at succesraten mellem inseminationer og naturmetoden lå utroligt tæt, så der var ingen grund til at inseminere. Chancen blev ikke rigtig større af det.
Er jeg ikke gravid efter to måneder, får jeg lagt en embryon op. Men kun én, og uden hormonstimulation. Vores to embryoner er nedfrosset i ét strå, så når det tøs op, må den ene smides ud. Vi tør ikke risikere tvillinger, når min livmoder er opereret. Den vil kunne risikere at briste. Så kun et æg op.
Og hormonstimulation ville normalt være østrogen i en høj dose. MEN det var jo østrogen der fik mine fibromer til at gro, så det vil jeg ikke! Chancen er lidt dårligere uden hormonstimulation, men der er stadig en chance.
Planen gik ikke videre end det. Tre måneder.
Efter det ved jeg ikke .. Jeg vil ikke tænke længere. Jeg vil blive gravid indenfor de tre måneder, og ellers må vi tage den derfra. Jeg kan kun rumme de tre måneder frem.
Sidste mandag var der åbent hus i Landforeningen Spædbarnsdød. Jeg havde planlagt at komme, fordi jeg hele tiden er sulten efter noget omkring Saga og sorgen, anyting. At tale om det, beskæftige mig med det, konfrontere det. Det gør ondt, men det skal gøres. Jeg vil igennem.
Men temaet var "Når man ikke bliver gravid igen", og så stoppede jeg lige op og tænkte "Har jeg brug for at tænke over det nu?". Almindeligvis tager jeg alting på forskud, prøver at gardere mig, prøver at ha en plan B, at ha rummet en situation inden den opstår. Men denne gang tænkte jeg at nej, det er ikke der jeg er nu, og ikke der jeg skal identificere mig med at være. Jeg skal være lige her, lige nu. Der handler det om at forsøge.
Så må jeg deale med hvordan jeg tackler hvis det ikke lykkedes hvis situationen opstår. Ikke nu. Lige nu må jeg formode det lykkes.
Det er en ny måde at tænke på for mig. At jeg ikke garderer mig med viden og indlevelse.
Vi har nu februar og til marts må vi prøve. Denne cyklus vil være den sidste pause-cyklus inden det går løs igen.
Så pausecyklus nu, så naturmetode marts og april og fryseæg til sommer.
Og min plan var så at bruge fertilitetsmonitor for at sikre at vore hjemmeforsøg rammer optimalt. For at lære monitoren at kende og tjekke at jeg fungerer som jeg skal, ville jeg teste en cyklus før, og det er nu.
Så jeg finder det lidt vildt at jeg fik pakken lige i dag. Man skal starte monitoren på første menstruationsdag. Det burde være i går, men der er kun en svagt spor af brunligt udflod, ikke nok til at kalde menses. Så det kommer nok i løbet af i dag, og så er det fandme heldigt den kom nu!
Og det er også heldigt at jeg hørte posten! Vi har ingen dørklokke og bor på første sal, dvs. at ingen kan komme i kontakt med os medmindre de ringer på mobilen. Men jeg hørte tilfældigt posten banke på døren nedenunder. Alle andre pakker ender som en seddel i postkassen ...
Og for lige at gøre det mere sært, så blev den sendt til mig lidt for sent, fordi hende jeg købte den af lige var indlagt og ikke fik det gjort før for en uge siden. Hun skrev så til mig at hun er gravid i 21. uge med tvillinger, som - hold fast - er resultatet af fryseæg i ikke-hormonstumleret cyklus! Hun ved intet om mig!
Det er fandme et tilfælde! Det er ikke særlig mange der få ustimulerede ægoplægninger, så hvor sært er det lige at den kvinde lige netop får det, og oven i købet med frysæg, og så er der bid ...
En succeshistorie at starte min egen historie med. :)
Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg bilder mig ind, at jeg har fået et pust babystøv i min retning ...
Der er så noget der slog mig. Hold da kæft hvor vil jeg gå langt!
Lægen fortalte mig om risikoen for at min livmoder ka briste under graviditet pga. operationen. Han mente ikke den var så høj at det er uforsvarligt at lade mig forsøge, men han nævnte den var der. Og brister livmoderen kan den rive en blodåre over. Og gør den det, kan jeg forbløde meget meget hurtigt. Så hurtigt at han sagde at hvis jeg ikke var op og ned af et sygehus ville jeg kunne dø.
Og det rørte mig ikke.
Manden siger at der er en reel og forhøjet risiko for at jeg kan dø af at blive gravid, og det rører mig ikke.
Jeg vil hellere dø end ikke at forsøge.
Tal om at være besat ...
Mentalt kiggede jeg mig selv i øjnene og spurgte "Hvad er det du har gang i? Hvor langt vil du gå?". Hele vejen var svaret. Det her fylder alt for mig. Jeg vil bare så hamrende, uendeligt, fuckende, blødende gerne ha et nyt barn. Nej, helst vil jeg ha Saga tilbage. Men det er ikke muligt, så et nyt barn er næstbedst.
Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden. Og så er det med at kunne dø ikke så væsentligt.
Er det bare en formeringsdrift? Er jeg et evolutionsdyr der er drevet mod at opnå mit formål?
Eller hvad er det, det moderinstinkt og den drift?
Jeg har mærket moderkærligheden i mig, og jeg vil være i den. Jeg har ikke mit barn at vise omsorg og passe på, det vil jeg have.
Jeg føler mig ikke knald i låget, men en del af mig siger at det må jeg være. Siden det her kan override alt andet. Alt.
Hm.
Men nu har jeg da fået mig en elektronisk dims at lege med, og så skal jeg bare blive gravid?
(Og så har jeg slet ikke talt om risikoen for at jeg gror nye fibromer og mister næste barn også. Det skræmmer mig heller ikke fra det. Jeg VIL.)
På det sidste har jeg ikke skrevet så meget om hvad der sker for mig. Jeg er lidt fyldt op, og så synes jeg det er svært, fordi jeg hhv. læser så mange nye, hårde historier og så mange med nye graviditeter og nyfødte børn. Begge dele er svære at kapere, så jeg går lidt død i det.
Men men, må vist hellere forklare, for at få det hele med:
Jeg havde fået en tid på Herlev fertilitetsklinik, hvor vi egentligt var afsluttet for et år siden, men Roskilde fertilitetsklinik havde sendt mig et brev om at jeg skulle tale med Herlev, fordi vi har to embryoner i fyseren hos dem.
Herlev ku ikke forstå hvorfor jeg sku tale med dem og ikke Roskilde, og det hele var meget besværligt. Men efter en masse bøvl med at skaffe mine journaler (fra hhv. fødsel og operation) og faxe dem i dyre domme (fax er ikke noget man lige kan finde, så det blev på biblioteket til 10 kr. siden!), fik en af deres overlæger vist medlidenhed med mig. Så han tog min sag og gav mig en tid.
Det var SÅ sært at komme derud. Vi havde ikke været der siden sidste IVF, som vist var i sommeren 2009. Og det er jo ikke ligefrem gode minder vi har derfra, vi har jo ikke haft heldet med os og er igen og igen og igen blevet skuffede.
Da jeg blev gravid med Saga var det spontant og økologisk. Jeg blev scannet på Herlev, men det var dybt traumatisk, da de først ikke kunne se fosteret og mente det var GUL, så jeg sku ha blodprøver og blev advaret mod spængte æggeledere og jeg ved ikke hvad. Jeg var dybt knust og SÅ bange. Da jeg næste gang blev scannet var hun der, og gangen efter med hjerteblink. <3 Men så kunne jeg ikke forstå målet, og brugte et døgn i helvede på at bilde mig ind at hun havde Edwards syndrom og at jeg ville miste hende.
Så Herlev er ikke gode minder! Jeg havde håbet aldrig nogensinde at skulle derud igen.
Jeg sku ha min dejlige hjemmelavde baby, og så slut med det.
Men nu stod vi der igen.
Som sædvanligt var der lang ventetid, 45 min. vil jeg tro. Men til min overraskelse havde lægen booket en dobbelttid, så da vi først kom ind var der tid og ro til at snakke grundigt.
Lægen havde jeg ikke set siden jeg startede op derude fire år tidligere. Men han virkede sympatisk.
VI fik snakket igennem hvad han mente ville være det mest effektive, og planen endte med at være at vi forsøger naturmetoden i to cyklusser. Ingen hormoner og heller ingen inseminationer.
Han fortalte at nye undersøgelser pegede på at succesraten mellem inseminationer og naturmetoden lå utroligt tæt, så der var ingen grund til at inseminere. Chancen blev ikke rigtig større af det.
Er jeg ikke gravid efter to måneder, får jeg lagt en embryon op. Men kun én, og uden hormonstimulation. Vores to embryoner er nedfrosset i ét strå, så når det tøs op, må den ene smides ud. Vi tør ikke risikere tvillinger, når min livmoder er opereret. Den vil kunne risikere at briste. Så kun et æg op.
Og hormonstimulation ville normalt være østrogen i en høj dose. MEN det var jo østrogen der fik mine fibromer til at gro, så det vil jeg ikke! Chancen er lidt dårligere uden hormonstimulation, men der er stadig en chance.
Planen gik ikke videre end det. Tre måneder.
Efter det ved jeg ikke .. Jeg vil ikke tænke længere. Jeg vil blive gravid indenfor de tre måneder, og ellers må vi tage den derfra. Jeg kan kun rumme de tre måneder frem.
Sidste mandag var der åbent hus i Landforeningen Spædbarnsdød. Jeg havde planlagt at komme, fordi jeg hele tiden er sulten efter noget omkring Saga og sorgen, anyting. At tale om det, beskæftige mig med det, konfrontere det. Det gør ondt, men det skal gøres. Jeg vil igennem.
Men temaet var "Når man ikke bliver gravid igen", og så stoppede jeg lige op og tænkte "Har jeg brug for at tænke over det nu?". Almindeligvis tager jeg alting på forskud, prøver at gardere mig, prøver at ha en plan B, at ha rummet en situation inden den opstår. Men denne gang tænkte jeg at nej, det er ikke der jeg er nu, og ikke der jeg skal identificere mig med at være. Jeg skal være lige her, lige nu. Der handler det om at forsøge.
Så må jeg deale med hvordan jeg tackler hvis det ikke lykkedes hvis situationen opstår. Ikke nu. Lige nu må jeg formode det lykkes.
Det er en ny måde at tænke på for mig. At jeg ikke garderer mig med viden og indlevelse.
Vi har nu februar og til marts må vi prøve. Denne cyklus vil være den sidste pause-cyklus inden det går løs igen.
Så pausecyklus nu, så naturmetode marts og april og fryseæg til sommer.
Og min plan var så at bruge fertilitetsmonitor for at sikre at vore hjemmeforsøg rammer optimalt. For at lære monitoren at kende og tjekke at jeg fungerer som jeg skal, ville jeg teste en cyklus før, og det er nu.
Så jeg finder det lidt vildt at jeg fik pakken lige i dag. Man skal starte monitoren på første menstruationsdag. Det burde være i går, men der er kun en svagt spor af brunligt udflod, ikke nok til at kalde menses. Så det kommer nok i løbet af i dag, og så er det fandme heldigt den kom nu!
Og det er også heldigt at jeg hørte posten! Vi har ingen dørklokke og bor på første sal, dvs. at ingen kan komme i kontakt med os medmindre de ringer på mobilen. Men jeg hørte tilfældigt posten banke på døren nedenunder. Alle andre pakker ender som en seddel i postkassen ...
Og for lige at gøre det mere sært, så blev den sendt til mig lidt for sent, fordi hende jeg købte den af lige var indlagt og ikke fik det gjort før for en uge siden. Hun skrev så til mig at hun er gravid i 21. uge med tvillinger, som - hold fast - er resultatet af fryseæg i ikke-hormonstumleret cyklus! Hun ved intet om mig!
Det er fandme et tilfælde! Det er ikke særlig mange der få ustimulerede ægoplægninger, så hvor sært er det lige at den kvinde lige netop får det, og oven i købet med frysæg, og så er der bid ...
En succeshistorie at starte min egen historie med. :)
Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg bilder mig ind, at jeg har fået et pust babystøv i min retning ...
Der er så noget der slog mig. Hold da kæft hvor vil jeg gå langt!
Lægen fortalte mig om risikoen for at min livmoder ka briste under graviditet pga. operationen. Han mente ikke den var så høj at det er uforsvarligt at lade mig forsøge, men han nævnte den var der. Og brister livmoderen kan den rive en blodåre over. Og gør den det, kan jeg forbløde meget meget hurtigt. Så hurtigt at han sagde at hvis jeg ikke var op og ned af et sygehus ville jeg kunne dø.
Og det rørte mig ikke.
Manden siger at der er en reel og forhøjet risiko for at jeg kan dø af at blive gravid, og det rører mig ikke.
Jeg vil hellere dø end ikke at forsøge.
Tal om at være besat ...
Mentalt kiggede jeg mig selv i øjnene og spurgte "Hvad er det du har gang i? Hvor langt vil du gå?". Hele vejen var svaret. Det her fylder alt for mig. Jeg vil bare så hamrende, uendeligt, fuckende, blødende gerne ha et nyt barn. Nej, helst vil jeg ha Saga tilbage. Men det er ikke muligt, så et nyt barn er næstbedst.
Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden. Og så er det med at kunne dø ikke så væsentligt.
Er det bare en formeringsdrift? Er jeg et evolutionsdyr der er drevet mod at opnå mit formål?
Eller hvad er det, det moderinstinkt og den drift?
Jeg har mærket moderkærligheden i mig, og jeg vil være i den. Jeg har ikke mit barn at vise omsorg og passe på, det vil jeg have.
Jeg føler mig ikke knald i låget, men en del af mig siger at det må jeg være. Siden det her kan override alt andet. Alt.
Hm.
Men nu har jeg da fået mig en elektronisk dims at lege med, og så skal jeg bare blive gravid?
(Og så har jeg slet ikke talt om risikoen for at jeg gror nye fibromer og mister næste barn også. Det skræmmer mig heller ikke fra det. Jeg VIL.)
23 oktober 2010
Håb eller ikke
Jeg snakkede lidt med T her i dag, han mener at lægen virkelig påpegede at chance for en succesfuld operation ikke var god, men at han ville sende mig til MRI scanning og ham kirurgen for at tjekke det.
Så T tror ikke vi skal regne med det.
Jeg synes det lød mere positivt, men det afhænger måske af ørene der hører, måske ville jeg gerne høre mere håb i det.
Det tog os tre år at blive gravide med Saga, og utallige fertilitetsbehandlinger der ikke gjorde tricket. Så selv med en evt. operation er chancen minimal. Jeg er 39, inden jeg er opereret og helet er jeg måske 40-41, og jeg er i forvejen målt til at have få æg. Chancen er ikke stor for at jeg overhovedet kan blive gravid, selv hvis min livmoder kan repareres.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro og håbe. Det er hamrende dårlige odds. Jeg er bare nødt til at prøve før jeg giver helt op, også selvom det nok kun er 0,5-1% chance.
Det er mere sandsynligt at min livmoder bliver fjernet under operationen, hvis det kommer så langt (det er der en meget stor risiko for, da det kan være nødvendigt hvis man ikke kan styre blødningen).
Well, vi må se. Første skridt er en MRI scanning. Er der ikke væg nok mellem fibromer og livmoderhulrum så giver det sig selv ...
Så T tror ikke vi skal regne med det.
Jeg synes det lød mere positivt, men det afhænger måske af ørene der hører, måske ville jeg gerne høre mere håb i det.
Det tog os tre år at blive gravide med Saga, og utallige fertilitetsbehandlinger der ikke gjorde tricket. Så selv med en evt. operation er chancen minimal. Jeg er 39, inden jeg er opereret og helet er jeg måske 40-41, og jeg er i forvejen målt til at have få æg. Chancen er ikke stor for at jeg overhovedet kan blive gravid, selv hvis min livmoder kan repareres.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro og håbe. Det er hamrende dårlige odds. Jeg er bare nødt til at prøve før jeg giver helt op, også selvom det nok kun er 0,5-1% chance.
Det er mere sandsynligt at min livmoder bliver fjernet under operationen, hvis det kommer så langt (det er der en meget stor risiko for, da det kan være nødvendigt hvis man ikke kan styre blødningen).
Well, vi må se. Første skridt er en MRI scanning. Er der ikke væg nok mellem fibromer og livmoderhulrum så giver det sig selv ...
03 oktober 2010
Frustreret over manglende hjælp til permanent barnløse
Jeg er simpelthen så furstreret over at der ikke rigtig findes nogen hjælpe eller støttet til "ægte" barnløse. Dvs. os der definitivt ikke kan få børn.
Jeg ville tror at Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse var der for en, men så vidt jeg kan se burde den hedde "Foreningen for folk i fertilitetsbehandling". Alt fra dem handler om fertilitetsbehandling eller adoption, inkl. at være forældre til barn fremkommet i fetilitetsbehandling (sorry, men det er altså ikke at være barnløs!).
Jeg har en historisk med fertilitetsbehandling, og blev gravid, men fødte for tidligt i 5. måned hvilket min datter døde af. Eksplosiv vækst af fibromer på min livmoder under graviditeten gør at den ikke længere dur, dvs. jeg definitivt ikke kommer til at kunne bære et barn til termin. Jeg skal højst sandsynligt have fjernet min livmoder når jeg er kommet mig efter fødslen. Så det er slut.
Så ingen børn til os.
Men når jeg så søger svar på hvordan man forliger sig på et liv uden børn, hvordan man finder en mening i tilværelsen, når hele vores liv i så mange år har handlet om at forsøge, og vi virkelig har været indstillet på det og VALGT et liv med børn - well, så er der bare ingenting at hente nogen steder.
Nada.
Vi kan gå hjem og være deprimerede for os selv.
Eller vi kan lade os storbombardere med historier og problmatikker om alle de, der stadig har muligheden via fetilitetsbehandling. Men hvad kan vi bruge det til?
Det giver os ingen redskaber til at acceptere vores situation.
Lige nu er vi så dobbelt ramt, fordi vi står midt i en enorm sorg over tabet af vores lille datter, samtidig med at vi skal bearbejde sorgen over tabet af det liv vi troede vi skulle have. Dvs. to kriser på samme tid.
Heldigvis er Landsforeningen Spædbarnsdød virkelig god. De giver en enorm støtte.
Gid jeg kunne sige det samme om Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse, men der er godt nok ikke meget at komme efter hvis man rent faktisk ER barnløs, og ikke bare midlertidigt barnløs.
Jeg ville tror at Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse var der for en, men så vidt jeg kan se burde den hedde "Foreningen for folk i fertilitetsbehandling". Alt fra dem handler om fertilitetsbehandling eller adoption, inkl. at være forældre til barn fremkommet i fetilitetsbehandling (sorry, men det er altså ikke at være barnløs!).
Jeg har en historisk med fertilitetsbehandling, og blev gravid, men fødte for tidligt i 5. måned hvilket min datter døde af. Eksplosiv vækst af fibromer på min livmoder under graviditeten gør at den ikke længere dur, dvs. jeg definitivt ikke kommer til at kunne bære et barn til termin. Jeg skal højst sandsynligt have fjernet min livmoder når jeg er kommet mig efter fødslen. Så det er slut.
Så ingen børn til os.
Men når jeg så søger svar på hvordan man forliger sig på et liv uden børn, hvordan man finder en mening i tilværelsen, når hele vores liv i så mange år har handlet om at forsøge, og vi virkelig har været indstillet på det og VALGT et liv med børn - well, så er der bare ingenting at hente nogen steder.
Nada.
Vi kan gå hjem og være deprimerede for os selv.
Eller vi kan lade os storbombardere med historier og problmatikker om alle de, der stadig har muligheden via fetilitetsbehandling. Men hvad kan vi bruge det til?
Det giver os ingen redskaber til at acceptere vores situation.
Lige nu er vi så dobbelt ramt, fordi vi står midt i en enorm sorg over tabet af vores lille datter, samtidig med at vi skal bearbejde sorgen over tabet af det liv vi troede vi skulle have. Dvs. to kriser på samme tid.
Heldigvis er Landsforeningen Spædbarnsdød virkelig god. De giver en enorm støtte.
Gid jeg kunne sige det samme om Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse, men der er godt nok ikke meget at komme efter hvis man rent faktisk ER barnløs, og ikke bare midlertidigt barnløs.
14 juni 2010
Min historie lige nu
Mailen til en gynækolog/akupunktør/psykoterapeut opsummerer sådan set hvad det er der sker for mig for tiden ...:
Hej,
Nu er der gået nogle år siden sidst ... Vi har været den helt store tur igennem, 5 IUI'er, 3 IVF'er + 2 IVF'er der blev konverteret til IUI pga for få æg.
Vi er temmelig slidte af processen, fysisk og psykisk.
Jeg er fyldt 39 år, der er gået tre år siden min MA uden at jeg er blevet gravid igen.
Vi var ved at blive lodset ud af det offentlige, som sagde, at de ikke synes vi skulle fortsætte i det private. At chancerne var små og jeg var gammel.
Vi tog alligevel en samtale med en privat klinik, der målte mit hormontal og sagde jeg havde få æg tilbage, og at de ikke var sikre på at de ville tilbyde mig en 3-pak med IVF, da de ikke troede det ville lykkedes. I stedet foreslog de ægdonation. Men oven i det har jeg fået fibromer igen, og det skulle der lige ses lidt mere på. Måske operation igen.
Det hele var mægtig frustrerende, hårdt og kriseramt.
Og så har jeg en fortid med fibromer der heller ikke gør den del så sjov.
Men så skete det!!! Ud af det blå! Vi havde gennemtrumfet et sidste IVF-forsøg i det offentlige, men en uge inde i Suprefact-nedreguleringen tester jeg positiv! Vi er blevet økologisk gravide, lige inden IVF-forsøget.
Jeg er nu gravid i 10. uge!!!
MEN her er det så at filmen knækker for mig.
Udover at jeg var ret chokeret over at blive naturligt gravid, så er jeg tvangstankeagtig bekymret. Jeg tager flere kriseture hvor jeg hidser mig op og er sikker på at noget er galt, og jeg har det frygteligt. Jeg troede alt ville blive godt hvis jeg blev gravid, men jeg har det værre end nogensinde.
Det startede så heller ikke så godt. Jeg blev scannet tidligt og først ku de ikke se et foster i blommesækken. Så troede de at de fandt et foster i min æggeleder. Så kunne de ikke finde den igen. Jeg blev sendt hjem med en mistanke om GUL og en masse skræk for at forbløde hvis den bristede (og mareridt om det + sorg over at miste min mirakelgraviditet).
To dage efter blev jeg ringet op og kaldt til akutscanning. Min HCG var meget høj - nu ville de finde fosteret. Det gjorde de så - i blommesækken i livmoderen!
Men den skræk sidder stadig i mig. Og ugen efter scanningen går jeg helt i selvsving, jeg har meget stærke smerter og jeg har lidt brunligt blodudflod. Ikke meget, men nok til at jeg får overbevist mig selv om at jeg er ved at abortere. At jeg har store fibromer hjælper heller ikke på min tryghed (men måske kan de forklare smerterne).
Så ny scanning i 6+6 - Alt er fint og der er hjerteblink! :D
Ny tid til scanning 8+6 - men i de to uger får jeg igen hidset mig op, jeg er SÅ bange for en MA. Jeg har jo prøvet før at kroppen kører selvom fosteret er dødt. Hvis mine bryster ikke lige er ømme en dag, så er jeg sikker på den er gal.
Nå, men scanningen 8+6 viser at fosteret er vokset betydeligt, bevæger sig og der er masser af hjerteblink. Jeg spørger hvor stor den er og lægen siger 15,3 mm - eller det hører jeg.
Vi er lettede - lige indtil jeg tjekker et CRL-skema. Den bør være 19-22 mm!!!
Så er der KRISE igen, værre end nogensiden. For hvad får jeg lige googlet om for langsom fostervækst i tidligt stadie - Edwards/trisomi 18. Og den er grim!
Nå, men efter to døgn i HELVEDE, så finder jeg scanningsbilledet fra 6+6 og måler på det. Sært nok er det forstørret med faktor 10 og den er 7,1 mm, som de også havde sagt fosteret var. Så måler jeg på 8+6 billedet, som jeg kan se er indstillet ens med det andet - fosteret måler ca. 19 mm! Så enten har jeg hørt forkert, hun har sagt forkert eller målt forkert.
Sammenligner man de to billeder er det nyeste også 3 gange større - som det bør være.
Så jeg hidser mig ned igen. Men den var godt nok slem!
Og så læser jeg at nu kan fosteret mærke mine følelser og adrenalin - så kan jeg lige bekymre mig over om de to døgn med ANGST nu har gjort noget dårligt for fosteret. For jeg havde godt nok hjertebanken, uro og sorg i mig.
Så nu har jeg altså taget SKRÆK-ture tre-fire gange, hvor jeg er vildt angst og ulykkelig. Jeg får slidt mig selv, jeg får slidt T ned og jeg får også slidt på min mor, der er på sidelinjen. Det holder simpelthen ikke.
Selvom jeg prøver at slappe lidt af, så kan jeg ikke. Jeg er hamrende bange for det hele. Jeg synes vi har været meget ramt af ulykker, og lige som der endelig sker noget godt, så er jeg ligesom skrækslagen for at "det skal blive taget fra mig igen". Jeg har ingen tillid til verden og livet, selvom jeg gerne vil have det.
Jeg ved ikke rigtig hvad der skal til for at jeg får styr på det psykiske. Jeg er meget videnskabeligt tænkende på den ene side, jeg søger fakta og kontrol. Jeg kan ikke lige "købe" en zen-agtig tiltro til tingene, jeg vil ha beviser og tal. På den anden side er jeg følelsesstyret og farer vild i mig selv. Og mener egentligt at man bør leve i nuet og stole på verden.
Jeg ved ikke hvad jeg har brug for fra dig, men jeg tænker du måske kan noget. :) Så vidt jeg kan læse har du, udover den stærke faglige baggrund omkring gynækologi (hvilket vil sig du jo ved en masse om det hele!), både psykoterapi og akupunktur med i det.
Jeg tænker derfor du måske kan hjælpe mig med enten samtale eller nåle eller begge dele?
Da jeg gik hos dig for tre år siden var jeg også stadig ulykkelig over mit brud med en eks (det er så væk nu), men der kan jeg huske det faktisk hjalp enormt med akupunktur i forhold til følelserne. Så på en eller anden måde er der måske noget i den energi der hjælper.
Og så har jeg tiltro til din faglige beggrund, den passer rigtig godt til mine egen half 'n' half på videnskab og åndelighed.
Anyway - hvis du har tid, vil jeg meget gerne så hurtigt som muligt bestille en tid hos dig til whatever du tror kan gøre noget for mig.
Jeg håber du har tid!
VH
S :)
Hej,
Nu er der gået nogle år siden sidst ... Vi har været den helt store tur igennem, 5 IUI'er, 3 IVF'er + 2 IVF'er der blev konverteret til IUI pga for få æg.
Vi er temmelig slidte af processen, fysisk og psykisk.
Jeg er fyldt 39 år, der er gået tre år siden min MA uden at jeg er blevet gravid igen.
Vi var ved at blive lodset ud af det offentlige, som sagde, at de ikke synes vi skulle fortsætte i det private. At chancerne var små og jeg var gammel.
Vi tog alligevel en samtale med en privat klinik, der målte mit hormontal og sagde jeg havde få æg tilbage, og at de ikke var sikre på at de ville tilbyde mig en 3-pak med IVF, da de ikke troede det ville lykkedes. I stedet foreslog de ægdonation. Men oven i det har jeg fået fibromer igen, og det skulle der lige ses lidt mere på. Måske operation igen.
Det hele var mægtig frustrerende, hårdt og kriseramt.
Og så har jeg en fortid med fibromer der heller ikke gør den del så sjov.
Men så skete det!!! Ud af det blå! Vi havde gennemtrumfet et sidste IVF-forsøg i det offentlige, men en uge inde i Suprefact-nedreguleringen tester jeg positiv! Vi er blevet økologisk gravide, lige inden IVF-forsøget.
Jeg er nu gravid i 10. uge!!!
MEN her er det så at filmen knækker for mig.
Udover at jeg var ret chokeret over at blive naturligt gravid, så er jeg tvangstankeagtig bekymret. Jeg tager flere kriseture hvor jeg hidser mig op og er sikker på at noget er galt, og jeg har det frygteligt. Jeg troede alt ville blive godt hvis jeg blev gravid, men jeg har det værre end nogensinde.
Det startede så heller ikke så godt. Jeg blev scannet tidligt og først ku de ikke se et foster i blommesækken. Så troede de at de fandt et foster i min æggeleder. Så kunne de ikke finde den igen. Jeg blev sendt hjem med en mistanke om GUL og en masse skræk for at forbløde hvis den bristede (og mareridt om det + sorg over at miste min mirakelgraviditet).
To dage efter blev jeg ringet op og kaldt til akutscanning. Min HCG var meget høj - nu ville de finde fosteret. Det gjorde de så - i blommesækken i livmoderen!
Men den skræk sidder stadig i mig. Og ugen efter scanningen går jeg helt i selvsving, jeg har meget stærke smerter og jeg har lidt brunligt blodudflod. Ikke meget, men nok til at jeg får overbevist mig selv om at jeg er ved at abortere. At jeg har store fibromer hjælper heller ikke på min tryghed (men måske kan de forklare smerterne).
Så ny scanning i 6+6 - Alt er fint og der er hjerteblink! :D
Ny tid til scanning 8+6 - men i de to uger får jeg igen hidset mig op, jeg er SÅ bange for en MA. Jeg har jo prøvet før at kroppen kører selvom fosteret er dødt. Hvis mine bryster ikke lige er ømme en dag, så er jeg sikker på den er gal.
Nå, men scanningen 8+6 viser at fosteret er vokset betydeligt, bevæger sig og der er masser af hjerteblink. Jeg spørger hvor stor den er og lægen siger 15,3 mm - eller det hører jeg.
Vi er lettede - lige indtil jeg tjekker et CRL-skema. Den bør være 19-22 mm!!!
Så er der KRISE igen, værre end nogensiden. For hvad får jeg lige googlet om for langsom fostervækst i tidligt stadie - Edwards/trisomi 18. Og den er grim!
Nå, men efter to døgn i HELVEDE, så finder jeg scanningsbilledet fra 6+6 og måler på det. Sært nok er det forstørret med faktor 10 og den er 7,1 mm, som de også havde sagt fosteret var. Så måler jeg på 8+6 billedet, som jeg kan se er indstillet ens med det andet - fosteret måler ca. 19 mm! Så enten har jeg hørt forkert, hun har sagt forkert eller målt forkert.
Sammenligner man de to billeder er det nyeste også 3 gange større - som det bør være.
Så jeg hidser mig ned igen. Men den var godt nok slem!
Og så læser jeg at nu kan fosteret mærke mine følelser og adrenalin - så kan jeg lige bekymre mig over om de to døgn med ANGST nu har gjort noget dårligt for fosteret. For jeg havde godt nok hjertebanken, uro og sorg i mig.
Så nu har jeg altså taget SKRÆK-ture tre-fire gange, hvor jeg er vildt angst og ulykkelig. Jeg får slidt mig selv, jeg får slidt T ned og jeg får også slidt på min mor, der er på sidelinjen. Det holder simpelthen ikke.
Selvom jeg prøver at slappe lidt af, så kan jeg ikke. Jeg er hamrende bange for det hele. Jeg synes vi har været meget ramt af ulykker, og lige som der endelig sker noget godt, så er jeg ligesom skrækslagen for at "det skal blive taget fra mig igen". Jeg har ingen tillid til verden og livet, selvom jeg gerne vil have det.
Jeg ved ikke rigtig hvad der skal til for at jeg får styr på det psykiske. Jeg er meget videnskabeligt tænkende på den ene side, jeg søger fakta og kontrol. Jeg kan ikke lige "købe" en zen-agtig tiltro til tingene, jeg vil ha beviser og tal. På den anden side er jeg følelsesstyret og farer vild i mig selv. Og mener egentligt at man bør leve i nuet og stole på verden.
Jeg ved ikke hvad jeg har brug for fra dig, men jeg tænker du måske kan noget. :) Så vidt jeg kan læse har du, udover den stærke faglige baggrund omkring gynækologi (hvilket vil sig du jo ved en masse om det hele!), både psykoterapi og akupunktur med i det.
Jeg tænker derfor du måske kan hjælpe mig med enten samtale eller nåle eller begge dele?
Da jeg gik hos dig for tre år siden var jeg også stadig ulykkelig over mit brud med en eks (det er så væk nu), men der kan jeg huske det faktisk hjalp enormt med akupunktur i forhold til følelserne. Så på en eller anden måde er der måske noget i den energi der hjælper.
Og så har jeg tiltro til din faglige beggrund, den passer rigtig godt til mine egen half 'n' half på videnskab og åndelighed.
Anyway - hvis du har tid, vil jeg meget gerne så hurtigt som muligt bestille en tid hos dig til whatever du tror kan gøre noget for mig.
Jeg håber du har tid!
VH
S :)
20 maj 2010
Pis også - og yderligere pis
Vi var til scanninng i går, i 6. uge. Jeg har set scanningsbilleder på nettet hvor man godt se noget, og jeg trængte til at se at den VAR der og alt var okay. Men men, fremfor at berolige os gjorde det det modsatte.
Først mente hun graviditetssækken måske var tom, og så gik hun på jagt efter en evt. graviditet uden for livmoderen. Hun fandt så noget, der lignede at der måske sad et foster med hjerteblink i en æggeleder. HYL!
Men så var hun alligevel i tvivl.
Det er nemlig pissesvært at se, det hele er gråfnadder. Hun kunne også ha set på et stykke af min tarm eller et aller andet andet.
Så skiftede vi ind i et andet rum med en anden scanner - og nu ku hun ikke finde nogen graviditet uden for livmoderen, men i stedet var der en svag skygge i sækken i livmoderen, der faktisk godt ku være en helt alm. graviditet på det stadie.
Så nu aner vi ikke hvad der er! Måske har jeg en graviditet uden for livmoderen, måske er alt normalt eller måske har jeg både en graviditet uden for livmoderen og en normal graviditet.
Jeg blev sendt hjem med en forklaring om hvordan jeg ku forbløde i bughulen hvis en evt. graviditet uden for livmoderen bristede en blodåre og en formanning om at "tage på skadestuen med det samme hvis du får meget ondt i maven!". Så vi kom ud af døren totalt forvirrede og forskrækkede, og uden at vide om vi skal glæde os, sørge eller hvad.
Og så skal jeg komme igen om en uge når man forhåbentligt bedre kan se hvad der er hvad.
Det bliver en fuldstændig ulidelig uge!!
Så vi er totalt skræmte, forvirrede og slidte. Og det er fandme unfair! Vi har bare ikke fortjent mere pis! Der er grænser til hvad man kan holde til ...
Fuck jeg håber de bare så forkert, og alt er okay!
UPDATE:
Jeg blev ringet op af fetilitetsklinikken, min blodprøve viser at mit Hcg er meget højt, så jeg skal komme i morgen tidlig til en blodprøve og en ny scanning. Jeg skal forberede mig på at jeg evt. bliver indlagt til operation med det samme, hvis det viser sig der er en graviditet uden for livmoderen. FUCK.
Først mente hun graviditetssækken måske var tom, og så gik hun på jagt efter en evt. graviditet uden for livmoderen. Hun fandt så noget, der lignede at der måske sad et foster med hjerteblink i en æggeleder. HYL!
Men så var hun alligevel i tvivl.
Det er nemlig pissesvært at se, det hele er gråfnadder. Hun kunne også ha set på et stykke af min tarm eller et aller andet andet.
Så skiftede vi ind i et andet rum med en anden scanner - og nu ku hun ikke finde nogen graviditet uden for livmoderen, men i stedet var der en svag skygge i sækken i livmoderen, der faktisk godt ku være en helt alm. graviditet på det stadie.
Så nu aner vi ikke hvad der er! Måske har jeg en graviditet uden for livmoderen, måske er alt normalt eller måske har jeg både en graviditet uden for livmoderen og en normal graviditet.
Jeg blev sendt hjem med en forklaring om hvordan jeg ku forbløde i bughulen hvis en evt. graviditet uden for livmoderen bristede en blodåre og en formanning om at "tage på skadestuen med det samme hvis du får meget ondt i maven!". Så vi kom ud af døren totalt forvirrede og forskrækkede, og uden at vide om vi skal glæde os, sørge eller hvad.
Og så skal jeg komme igen om en uge når man forhåbentligt bedre kan se hvad der er hvad.
Det bliver en fuldstændig ulidelig uge!!
Så vi er totalt skræmte, forvirrede og slidte. Og det er fandme unfair! Vi har bare ikke fortjent mere pis! Der er grænser til hvad man kan holde til ...
Fuck jeg håber de bare så forkert, og alt er okay!
UPDATE:
Jeg blev ringet op af fetilitetsklinikken, min blodprøve viser at mit Hcg er meget højt, så jeg skal komme i morgen tidlig til en blodprøve og en ny scanning. Jeg skal forberede mig på at jeg evt. bliver indlagt til operation med det samme, hvis det viser sig der er en graviditet uden for livmoderen. FUCK.
16 maj 2010
Testet positivt - meget bekymret og nervøs
Så står jeg her ...
Jeg er gravid i 6. uge og mirakluløst nok er det sket økologisk, lige inden opstart med Suprefact i 6. IVF-forsøg (dog blev 2 konverteret til IUI, men hormonbehandlingerne var jo til IVF). Jeg har testet positiv 3 gange nu, i mandags, i onsdags og i går, lørdag.
Jeg er psykisk meget præget af lidt over to år i fertilitetsbehandling, med de tanker og følelser, og det fysiske og psykiske slid det medfører. Selvom det sådan set er sket naturligt, er det sket imens jeg mentalt og fysisk var igang med et forsøg.
Jeg har ikke været til scanning endnu og jeg er hamrende nervøs. Jeg er simpelthen så rædselsslagen for at det skal vise sig at der ikke er noget, eller at der er noget galt.
Jeg havde en MA for tre år siden, og det kan jeg mærke at jeg er præget af - jeg forventer underbevidst at det sker igen. Og jeg er konstant bekymret for om jeg nu gør noget skadeligt - samtidig med at jeg rent faktisk har gjort noget dumt allerede, jeg spiste en helvedes masse sushi (med tun = tungmentaller), jeg farvede hår på en veninde (aner ikke om dampene kan skade) og så har jeg spist junk food to dage i træk, fordi jeg ikke orkede at købe ind og lave mad. Bagefter tænkte jeg DOH! og så bekymrer jeg mig endnu mere ... Der er så meget på spil.
Jeg er 39 år, jeg er overvægtig og jeg har lige fået teste mit hormonniveau i forhold til hvor mange æg jeg har tilbage, hvilket var få. Derfor er mit selvbillede at jeg er gammel, og at jeg ikke rigtig dur fysisk. Så lang tid i fertilitetsbehandling har virkelig ændret min opfattelse af min krop. Den skal jeg til at krølle rundt igen, for jeg ER jo blevet gravid ...
Alle siger at jeg skal tænke positivt og ikke må stresse og bekymre mig. Men altså, det er godt nok svært, når min erfaring har været så negativ. Mine tanker strejfer hele tiden graviditeten, er den der, holder det, alt det der kan gå galt. Jeg vender hele tiden tilbage til det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal være i stand til at læne mig tilbage og bare være glad, og tro på at det hele er godt nu. Ikke når det så længe ikke har været spor godt. :-S Jeg er kørt ind på et helt andet tankespor.
Damn, jeg håber der ER noget på scanningen og at det holder. :-S
Jeg er gravid i 6. uge og mirakluløst nok er det sket økologisk, lige inden opstart med Suprefact i 6. IVF-forsøg (dog blev 2 konverteret til IUI, men hormonbehandlingerne var jo til IVF). Jeg har testet positiv 3 gange nu, i mandags, i onsdags og i går, lørdag.
Jeg er psykisk meget præget af lidt over to år i fertilitetsbehandling, med de tanker og følelser, og det fysiske og psykiske slid det medfører. Selvom det sådan set er sket naturligt, er det sket imens jeg mentalt og fysisk var igang med et forsøg.
Jeg har ikke været til scanning endnu og jeg er hamrende nervøs. Jeg er simpelthen så rædselsslagen for at det skal vise sig at der ikke er noget, eller at der er noget galt.
Jeg havde en MA for tre år siden, og det kan jeg mærke at jeg er præget af - jeg forventer underbevidst at det sker igen. Og jeg er konstant bekymret for om jeg nu gør noget skadeligt - samtidig med at jeg rent faktisk har gjort noget dumt allerede, jeg spiste en helvedes masse sushi (med tun = tungmentaller), jeg farvede hår på en veninde (aner ikke om dampene kan skade) og så har jeg spist junk food to dage i træk, fordi jeg ikke orkede at købe ind og lave mad. Bagefter tænkte jeg DOH! og så bekymrer jeg mig endnu mere ... Der er så meget på spil.
Jeg er 39 år, jeg er overvægtig og jeg har lige fået teste mit hormonniveau i forhold til hvor mange æg jeg har tilbage, hvilket var få. Derfor er mit selvbillede at jeg er gammel, og at jeg ikke rigtig dur fysisk. Så lang tid i fertilitetsbehandling har virkelig ændret min opfattelse af min krop. Den skal jeg til at krølle rundt igen, for jeg ER jo blevet gravid ...
Alle siger at jeg skal tænke positivt og ikke må stresse og bekymre mig. Men altså, det er godt nok svært, når min erfaring har været så negativ. Mine tanker strejfer hele tiden graviditeten, er den der, holder det, alt det der kan gå galt. Jeg vender hele tiden tilbage til det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal være i stand til at læne mig tilbage og bare være glad, og tro på at det hele er godt nu. Ikke når det så længe ikke har været spor godt. :-S Jeg er kørt ind på et helt andet tankespor.
Damn, jeg håber der ER noget på scanningen og at det holder. :-S
11 maj 2010
Endnu mere info
5. uge (9. maj 2010 - 15. maj 2010)
Fosteret er nu 1,25 mm i diameter. En primitiv rygmarv er nu blevet dannet og lukket. De første blodkar og blodlegemer dannes, selv om de fortsat er umodne. Et simpelt hjerte, som er formet som et rør, er dannet og er nu begyndt at slå. Alle organer begynder langsomt at blive formet.
:-D
EDIT:
6. uge (16. maj 2010 - 22. maj 2010)
Fosteret er nu 2,5 mm fra isse til numse. Lever, lunger, milt, bugspytkirtel og skjoldbruskkirtel dannes. Tarmsystemet består nu af en fortarm, midtertarm og bagtarm. Disse dele skal senere udvikle sig til spiserør, mavesæk og det endelige tarmsystem. Navlesnoren er nu dannet. Hjertet slår fortsat med kun ét kammer, og kredsløbet udvikler sig fortsat. Hovedet tager form, men det vender fortsat fremover.
Jeg testede igen i morges - stadig positv og en endnu kraftigere streg.
Jeg er nervøs for scanningen på onsdag, hvad nu hvis noget er galt? :-S
Fosteret er nu 1,25 mm i diameter. En primitiv rygmarv er nu blevet dannet og lukket. De første blodkar og blodlegemer dannes, selv om de fortsat er umodne. Et simpelt hjerte, som er formet som et rør, er dannet og er nu begyndt at slå. Alle organer begynder langsomt at blive formet.
:-D
EDIT:
6. uge (16. maj 2010 - 22. maj 2010)
Fosteret er nu 2,5 mm fra isse til numse. Lever, lunger, milt, bugspytkirtel og skjoldbruskkirtel dannes. Tarmsystemet består nu af en fortarm, midtertarm og bagtarm. Disse dele skal senere udvikle sig til spiserør, mavesæk og det endelige tarmsystem. Navlesnoren er nu dannet. Hjertet slår fortsat med kun ét kammer, og kredsløbet udvikler sig fortsat. Hovedet tager form, men det vender fortsat fremover.
Jeg testede igen i morges - stadig positv og en endnu kraftigere streg.
Jeg er nervøs for scanningen på onsdag, hvad nu hvis noget er galt? :-S
Kulret - to streger!!!
Vi er/var i gang med nedregulering til det allersidst IVF-forsøg på Herlev, som de på alle mulige måder havde prøvet at komme undeom, da de har sagt lige ud at de ikke tror det vil lykkes os. Det er sådan set også vores 6., da to blev konverteret til IUI pga for få æg og 1 ikke talte pga et fuck-up under tranferering (burde nok ha talt, men de var large, det var mit første forsøg og men alt så lyst og godt ud)
Anyway, de vil gerne have os til at opgive og har tydelig sagt at de mener jeg nu er for gammel.
Nå, men jeg har taget Suprefact injektioner siden 30/4. Men jeg har hele tiden haft lidt ondt i underlivet, en trykken.
Min mestruation er så ikke kommet. Den burde være kommet for en 4-6 dage siden. Jeg har testet 2 gange undervej, for lige at sikre mig.
Fandme så, i går morges - to streger! Jeg er fuldstændig kulret! Jeg ringede til min læge der bare henviste mig til fertilitetsklinikken, og den ku man først ringe til flere timer senere.
Da jeg endelig kom igennem til fertilitetsklinikken, så sagde de jeg sku stoppe Suprefact og komme på onsdag til en scanning.
Jeg er SÅ nervøs. Jeg er så bange for at det bare er noget tilfældigt, at det ikke er en graviditet. Jeg vil så gerne ha det bekræftet, taget en blodprøve, anything. Hvad nu hvis det ikke er noget?
Men i de to et halvt år vi har været i behandling har der aldrig været to streger før ... Aldrig. Please lad det her være noget!
Det kværner rundt i hovedet på mig om noget andet kan give falsk udslag, men jeg kender ikke til noget. Damn jeg håber den er god nok!
Anyway, de vil gerne have os til at opgive og har tydelig sagt at de mener jeg nu er for gammel.
Nå, men jeg har taget Suprefact injektioner siden 30/4. Men jeg har hele tiden haft lidt ondt i underlivet, en trykken.
Min mestruation er så ikke kommet. Den burde være kommet for en 4-6 dage siden. Jeg har testet 2 gange undervej, for lige at sikre mig.
Fandme så, i går morges - to streger! Jeg er fuldstændig kulret! Jeg ringede til min læge der bare henviste mig til fertilitetsklinikken, og den ku man først ringe til flere timer senere.
Da jeg endelig kom igennem til fertilitetsklinikken, så sagde de jeg sku stoppe Suprefact og komme på onsdag til en scanning.
Jeg er SÅ nervøs. Jeg er så bange for at det bare er noget tilfældigt, at det ikke er en graviditet. Jeg vil så gerne ha det bekræftet, taget en blodprøve, anything. Hvad nu hvis det ikke er noget?
Men i de to et halvt år vi har været i behandling har der aldrig været to streger før ... Aldrig. Please lad det her være noget!
Det kværner rundt i hovedet på mig om noget andet kan give falsk udslag, men jeg kender ikke til noget. Damn jeg håber den er god nok!
10 maj 2010
JOY :D
Jeg er blevet lidt mere hemmelig med mit liv, mest pga jobsøgning - man ved aldrig hvad der kommer videre til hvem, og hvilken konsekvens det evt. kan have.
Men men, der er jo nogle stykker der har fuldt med i mit liv i mange år, og som godt ved hvad jeg ønsker mig allermest i hele verden, men har svært ved at få.
Men fandme, miraklet er sket! Ihvertfald lige nu. :)
Jeg ved ikke om det holder, om det bliver til noget. Men lige nu er det som jeg ønsker!!!! :D
Yes, dét du tænker, hvis du kender mig, er sket! Oven i købet helt af sig selv!
Men men, der er jo nogle stykker der har fuldt med i mit liv i mange år, og som godt ved hvad jeg ønsker mig allermest i hele verden, men har svært ved at få.
Men fandme, miraklet er sket! Ihvertfald lige nu. :)
Jeg ved ikke om det holder, om det bliver til noget. Men lige nu er det som jeg ønsker!!!! :D
Yes, dét du tænker, hvis du kender mig, er sket! Oven i købet helt af sig selv!
24 februar 2010
Galoperende hjerte - hormonrelateret?
Jeg har nogle mærkelige fornemmelser, jeg synes mit hjerte indimellem galloperer, andre grange har jeg en sær boblende fornemmelse i brystet.
Jeg har jo været i fertilitetsbehandling i to år nu, med 6 IUI og 5 IVF. Jeg overvejer om det er en bivirkning af alle de hormoner jeg har taget, eller endnu være, syptom på en kommende blodprop.
Jeg ringer til lægen i morgen, men vil alligevel lige forhøre mig hos andre der har taget mange hormoner.
EDIT: Jeg var en tur omkring hospitalet og få taget et EKG, mit hjerte er fint og ingen blodpropper.
Det har enten være indbildt eller ekstrasystoler - ufarlige ekstra hjerteslag, der føles om om hjertet slår en kolbøtte eller at det galloperer afsted (det kan bl.a. udløses af stress/psykisk).
Jeg blev undersøgt grundigt, og efter jeg fik en "all clear", gik alle symptomer væk! Så det har helt klart været fremkaldt af psykisk stress.
Men damn jeg blev forskrækket!
Jeg har jo været i fertilitetsbehandling i to år nu, med 6 IUI og 5 IVF. Jeg overvejer om det er en bivirkning af alle de hormoner jeg har taget, eller endnu være, syptom på en kommende blodprop.
Jeg ringer til lægen i morgen, men vil alligevel lige forhøre mig hos andre der har taget mange hormoner.
EDIT: Jeg var en tur omkring hospitalet og få taget et EKG, mit hjerte er fint og ingen blodpropper.
Det har enten være indbildt eller ekstrasystoler - ufarlige ekstra hjerteslag, der føles om om hjertet slår en kolbøtte eller at det galloperer afsted (det kan bl.a. udløses af stress/psykisk).
Jeg blev undersøgt grundigt, og efter jeg fik en "all clear", gik alle symptomer væk! Så det har helt klart været fremkaldt af psykisk stress.
Men damn jeg blev forskrækket!
22 februar 2010
I orden
Pyha, heldigvis har jeg nu "aborteret". Så mit system er iorden igen, og jeg er ikke længere biokemisk gravid. Heldigvis var det ikke en graviditet uden for livmoderen! Det ku jeg ikke lige overskue at rode med.
Jeg har snart fødselsdag (dvs. om halvanden måned). :)
Jeg har snart fødselsdag (dvs. om halvanden måned). :)
19 februar 2010
Svært
Det har ikke gået så godt de sidste 3 mdr, mit humør er skod og der er svære ting at tackle.
Nyeste to problemer er angst for blodpropper (jeg har nogle symptomer) i forbindelse med alle de hormoner jeg har fået, og så har jeg netop fået at vide at jeg er biokemisk gravid. Hvilket der ikke kan komme et barn ud af, kun bøvl.
Biokemisk gravid betyder enten at jeg har været gravid, men ikke har aborteret. Dvs. der stadig kan sidde noget væv i min livmoder og skabe hormoner. Eller jeg kan være gravid uden for livmoderen. Den er værre. Det skal vel i så fald opereres, og kan i værste fald ødelægge noget. Det er typisk en æggeleder det så sidder i.
Hvis jeg selv skal gætte, tror jeg at jeg var gravid, men da jeg blev syg med feber i sidste uge, døde fosteret. Da jeg tager progesteron, der forhindrer slimhinden i at blive udstødt, kan det godt modvirke en abort.
Jeg stoppede med progesteron i går, så det kan være det kommer af sig selv nu.
Pis også.
Jeg venter på svar på om jeg stadig er i betragtning til det job, jeg var til samtale hos. Det håber jeg helt vildt! Jeg vil virkelig gerne ha det!
Nyeste to problemer er angst for blodpropper (jeg har nogle symptomer) i forbindelse med alle de hormoner jeg har fået, og så har jeg netop fået at vide at jeg er biokemisk gravid. Hvilket der ikke kan komme et barn ud af, kun bøvl.
Biokemisk gravid betyder enten at jeg har været gravid, men ikke har aborteret. Dvs. der stadig kan sidde noget væv i min livmoder og skabe hormoner. Eller jeg kan være gravid uden for livmoderen. Den er værre. Det skal vel i så fald opereres, og kan i værste fald ødelægge noget. Det er typisk en æggeleder det så sidder i.
Hvis jeg selv skal gætte, tror jeg at jeg var gravid, men da jeg blev syg med feber i sidste uge, døde fosteret. Da jeg tager progesteron, der forhindrer slimhinden i at blive udstødt, kan det godt modvirke en abort.
Jeg stoppede med progesteron i går, så det kan være det kommer af sig selv nu.
Pis også.
Jeg venter på svar på om jeg stadig er i betragtning til det job, jeg var til samtale hos. Det håber jeg helt vildt! Jeg vil virkelig gerne ha det!
29 januar 2010
Håber håber håber
Jeg var til ægscanning i dag, og pyha, der var æg nok til IVF. Lige knap, men nok. 3 store og 2 små.
Jeg var meget bekymret op til, det er femte gang jeg kører hormonkur, men de to sidste gange havde jeg kun lavet 2 æg, så der blev konverteret til IUI. Det har været HÅRDT at skulle acceptere at jeg laver for få æg. Jeg har følt min kvindelighed sat i tvivl, en bekymring omkring hvorvidt jeg har få/dårlige æg tilbage, om løbet er kørt. Og så er der den enorme skuffelse over et fejlslagent forsøg.
Så denne gang har jeg hele tiden gået og mærket efter, trykket mig i lysken og håbet på at noget ville være ømt, hvilket måske ku betyde at der var æg. Men næ, jeg har ikke rigtig mærket noget. Så jeg havdeindstillet mig på endnu et nederlag.
Samtidig siger alle at man skal være positiv og åben, at ens attitude betyder noget for hvad der sker. At man skal tro på det. Hvilket er et stort ansvar, når jeg er trist og bekymret, når jeg har svært ved at tro på det. Og når jeg er bange for at turde tro på det, og derved gøre mig endnu mere sårbar, hvis jeg igen skal tackle at virkeligheden gør noget andet, uden at bryde sammen.
Jeg føler mig skyldig over ikke at være positiv nok, om min manglende tro påvirker resultatet. Det er en tung "skyld" at bære.
Nå, men det VAR jo så okay! :) Så på tirsdag skal de ud ...
Jeg så gerne der var flere æg. Det er ikke rigtig nogen at give af, hvis nogle ikke er gode nok, ikke bliver befrugtet eller ikke deler sig. Jeg skal helst ende med to gode embryoner.
Men der ER en chance.
Jeg ville også helst have haft nok til at fryse ned. Bare for en sikkerheds skyld. Og fordi tiden går, og jeg bliver ældre.
Men well, bare der kommer noget ud af det, der kan lægges op!
Så nu venter jeg ... Og på tirsdag ved jeg hvad det blev til. Og 2-3 dage senere ved jeg om der så også er noget at lægge op.
Og så kommer den ulidelige ventetid, hvor jeg bliver knald i låget af hele tiden at tænke på det, og hele tiden at forsøge at mærke om jeg nu føler mig gravid ... Uden at kunne vide noget. Ulideligt.
Men okay, hellere dét end at der slet ikke bliver en ægoplægning ...
Jeg håber håber håber sådan at dénne gang ....
Jeg var meget bekymret op til, det er femte gang jeg kører hormonkur, men de to sidste gange havde jeg kun lavet 2 æg, så der blev konverteret til IUI. Det har været HÅRDT at skulle acceptere at jeg laver for få æg. Jeg har følt min kvindelighed sat i tvivl, en bekymring omkring hvorvidt jeg har få/dårlige æg tilbage, om løbet er kørt. Og så er der den enorme skuffelse over et fejlslagent forsøg.
Så denne gang har jeg hele tiden gået og mærket efter, trykket mig i lysken og håbet på at noget ville være ømt, hvilket måske ku betyde at der var æg. Men næ, jeg har ikke rigtig mærket noget. Så jeg havdeindstillet mig på endnu et nederlag.
Samtidig siger alle at man skal være positiv og åben, at ens attitude betyder noget for hvad der sker. At man skal tro på det. Hvilket er et stort ansvar, når jeg er trist og bekymret, når jeg har svært ved at tro på det. Og når jeg er bange for at turde tro på det, og derved gøre mig endnu mere sårbar, hvis jeg igen skal tackle at virkeligheden gør noget andet, uden at bryde sammen.
Jeg føler mig skyldig over ikke at være positiv nok, om min manglende tro påvirker resultatet. Det er en tung "skyld" at bære.
Nå, men det VAR jo så okay! :) Så på tirsdag skal de ud ...
Jeg så gerne der var flere æg. Det er ikke rigtig nogen at give af, hvis nogle ikke er gode nok, ikke bliver befrugtet eller ikke deler sig. Jeg skal helst ende med to gode embryoner.
Men der ER en chance.
Jeg ville også helst have haft nok til at fryse ned. Bare for en sikkerheds skyld. Og fordi tiden går, og jeg bliver ældre.
Men well, bare der kommer noget ud af det, der kan lægges op!
Så nu venter jeg ... Og på tirsdag ved jeg hvad det blev til. Og 2-3 dage senere ved jeg om der så også er noget at lægge op.
Og så kommer den ulidelige ventetid, hvor jeg bliver knald i låget af hele tiden at tænke på det, og hele tiden at forsøge at mærke om jeg nu føler mig gravid ... Uden at kunne vide noget. Ulideligt.
Men okay, hellere dét end at der slet ikke bliver en ægoplægning ...
Jeg håber håber håber sådan at dénne gang ....
16 november 2009
Fra op til ned, pis
Nå, lige som jeg var superglad og positiv (se blog fra i morges) tog dagen et sving nedad.
Dag 3 i cyklus. Ringe til fertilitetsklinikken og tilmelde mig. Jeg var sikker på at NU var det lykkens gang, i dag er den heldig dag. MEN krash bom.
Et eller anden er blevet misforstået, og lægen synes jeg partout skal på langt skema fremfor kort, hvorfor jeg kommer i kambolage med deres juleferie, hvorfor jeg må vente endnu en cyklus. NEJ!
Jeg har lige sat mig op til at nu er det sådan her, nu skal jeg igang, nu har vi en chance til, NU bliver jeg gravid.
Jeg endte med at være noget kort for hovedet overfor sygeplejersken, fordi jeg bare ku mærke at nu begyndte jeg at tude. Hun blev sikkert sur over min abrupte afslutning på samtalen.
I frustration skrev jeg et brev til fertilitetsklinikken for at give udtryk for at jeg føler mig svigtet.
Ved nærmere gennemlæsning har jeg besluttet ikke at sende det. What's the use.
Det er for sent at ændre deres beslutning. Jeg skulle starte i dag hvis det sku være, og jeg tror ikke på de kan presse en scannetid ind i dag.
Jeg har hidset mig lidt ned nu. Men jeg er dybt dybt skuffet.
Brev til fertilitetsklinikken, som forbliver usendt:
Hvis alt går vel kan jeg tilmelde mig i starten af december og så bliver ægudtagning i starten af januar.
Men der er længe til, og der kan sgu ske så meget.
Jeg føler vi spilder tiden.
Dagene går.
Øv. Det var lige sådan en god dag.
I morgen skal vores kæledyr aflives og jeg skal til akupunktør (som skulle ha været forberedende til Ivf).
Øv.
Dag 3 i cyklus. Ringe til fertilitetsklinikken og tilmelde mig. Jeg var sikker på at NU var det lykkens gang, i dag er den heldig dag. MEN krash bom.
Et eller anden er blevet misforstået, og lægen synes jeg partout skal på langt skema fremfor kort, hvorfor jeg kommer i kambolage med deres juleferie, hvorfor jeg må vente endnu en cyklus. NEJ!
Jeg har lige sat mig op til at nu er det sådan her, nu skal jeg igang, nu har vi en chance til, NU bliver jeg gravid.
Ja ja. Det lyder klogt, men FUCK hvor er jeg træt af det.Couples who have experienced fertility problems have faced many frustrations, disappointments, tests and possibly operations before treatment is considered. The treatment itself can be physically and emotionally taxing. The stress is aggravated by waiting to start and then wondering whether each stage of a treatment cycle will go well. Everyone has difficulty coping with this stress from time to time. The longer your feelings of isolation and helplessness remain unshared, the greater the likelihood that frustration, anxiety and depression will increase. There may be times when you feel no one understands what you are going through but please be reassured, this is not an uncommon feeling.
Jeg endte med at være noget kort for hovedet overfor sygeplejersken, fordi jeg bare ku mærke at nu begyndte jeg at tude. Hun blev sikkert sur over min abrupte afslutning på samtalen.
I frustration skrev jeg et brev til fertilitetsklinikken for at give udtryk for at jeg føler mig svigtet.
Ved nærmere gennemlæsning har jeg besluttet ikke at sende det. What's the use.
Det er for sent at ændre deres beslutning. Jeg skulle starte i dag hvis det sku være, og jeg tror ikke på de kan presse en scannetid ind i dag.
Jeg har hidset mig lidt ned nu. Men jeg er dybt dybt skuffet.
Brev til fertilitetsklinikken, som forbliver usendt:
Nå, men det får jeg ikke en skid ud af. Så jeg sender det ikke og der er ikke så meget at gøre ved det.
Hej,
Jeg har gennem lang tid været i behandling hos jer, og jeg har været ovenud tilfreds med jer. Jeg synes at alle på Fertilitetsklinikken er utroligt søde, omsorgsfulde og kompetente.
Jeg har haft en enkelt uheldig episode med en enkelt ny læge, hvor jeg ikke havde tillid, men alle andre har været helt i top - og lidt til! Og jeg synes virkelig I behandler én godt og tager jer tid til én og i det hele taget gør et skidegodt stykke arbejde.
Det værdsætter jeg virkelig!
Jeg har dog en rigtig dårlig oplevelse lige nu, hvor jeg føler mig temmelig svigtet.
Jeg har i to forløb nu lavet få æg. Den ene gang var på det lange skema, den anden gang var på det korte.
Den læge jeg var hos sidst fortalte mig at det ikke nødvendigvis sagde noget om metoden, men at det kunne være, at jeg i lige de cyklusser ikke havde så mange æg. At ægmængde og -kvalitet lå og svingede fra cyklus til cyklus, ligesom med sæd. At man ku være heldig at ramme en god cyklus, eller uheldig at ramme en mindre god.
Hun overvejede meget hvordan vi skulle køre det næste gang, og overvejde tiden og min stigende alder op mod metode.
Det sidste hun sagde til mig var at vi kunne presse en tur mere ind inden jul, for at der ikke skulle gå for lang tid. Hun endte med at mene, at min stigende alder var det største problem. Det sidste hun sagde til mig var kort cyklus igen, lad os se om det ikke alligevel dur, og at jeg oven i købet godt kunne springe en ventecyklus over - der var jo ikke var den store fare for overstimulation, med så lav en respons. Og igen, tiden var essentiel.
Der sker så det at jeg bliver syg lige som jeg fik min næste menstruation. Jeg venter derfor en cyklus.
Da jeg i dag så ringer og vil tilmelde mig, får jeg at vide at jeg SKAL i lang behandling næste gang, og at jeg derfor ikke kan sarte i dag som planlgt, men skal springe endnu en cyklus over fordi det falder sammen med at I holder julelukket. Dvs. at der går lang tid. Igen. For inden dette røg jeg uheldigt ind i sommerferie, og sprang tre cyklusser over.
Sommerventetiden var rigtig lang tid.
Jeg har det rigtig rigtig skidt med at blive tvunget til at vente endnu en cyklus. Især da jeg ikke stoler jeg ikke på afgørelsen, at den virkelig er det bedste.
Jeg har fået at vide at min stigende alder er et problem.
Jeg har fået at vide at ægmængden og -kvaliteten varierer fra cyklus til cyklus.
Jeg har fået at vide at ét forløb på kort skema ikke er nok til at afgøre hvordan det virker, da resultatet var det samme som det var sidst på et langt skema.
Dvs. de fakta jeg har fået passer ikke med den afgørelse der bliver taget.
Til marts fylder jeg 39 år. Da jeg startede hos jer var jeg 36 år. Jeg er gået fra at være "du er jo ikke så gammel" til "Din alder er et problem".
For mig betyder det allerhelvedes meget at blive tvunget til at springe endnu flere cyklusser over, og nærme mig den frygtede fødselsdag.
Jeg har ikke en følelse af at det er en fornuftig og god beslutning, der sikrer at jeg får flere og bedre æg næste gang.
Jeg har følelsen af at det er en ret tilfældig beslutning. At det 100% er en fingerspidsfornemmelse, hvad tror lægen, det ku være det ene, det ku være det andet, noget skal besluttes.
Men MIN fingerspidsfornemmelse siger mig at NU er det de gode æg der kommer, efter to gange dårlige æg.
Desuden er det NU jeg er hjemmegående (fritstillet fra job), med tid og ro, dvs. det kunne være NU at æget satte sig.
Den ene gang jeg blev gravid spontant var i juleferien! Med afslapning og hygge.
Hvorimod januar bliver pissepresset, mine penge slipper op der, og enten starter jeg i helt nyt job (STRESS) eller jeg ryger på A-kasse (BEKYMRING) og søger og søger job (NERVØSITET).
For første gang i de to år jeg har været i fertilitetsbehandling har jeg tudet og tudet og følt det var håbløst.
Fra at jeg i morges tilmeldte mig og tænkte "YES denne gang er det de gode æg og den gode tid til at de kan sætte sig!" til FUCK og at føle mig pissesvigtet af jer.
Jeg ved godt at I vil mig (og alle de andre) det bedste. Jeg ved også godt at I har rigtig mange par i behandling, som alle sammen har følelserne uden på tøjet, og at I forsøger så godt I nu kan, ud for den viden man nu har - hvor tilfældigheder også spilder ind.
Men jeg har brug for at skrive, at jeg føler mig svigtet af jer i det her tilfælde, at jeg føler der er modstrid mellem det jeg får at vide.
For jer, der hver dag går på arbejde og behandler og behandler, er det nemt lige at sige "vent en måned længere" . For mig der går og tænker og tænker er endnu en måned LANG TID, når jeg har indstillet mig på noget andet, og især når jeg ikke tror det på nogen måde gør noget godt for mig, tværtimod.
Jeg har allerede gået og ventet og ventet på næste menstruation, nu skal jeg vente endnu en måned, med ærgelsen over at spilde en potentiel god cyklus.
Det lyder måske lidt sært at gøre et stort nummer ud af så lidt. For mig er det bare en stor ting, det er to år i behandling, det er to år med at skulle holde modet oppe og et smil på læben lige meget hvad. Hvilket jeg har kunnet gøre fordi jeg hele tiden har følt at der blev gjort det bedste og jeg havde endnu en chance.
Men lige præcis nu tror jeg bare der bliver begået en fejl. Eller nærmere, en grundløs udsættelse.
Jeg synes ikke det passer på dét med at ægcyklusser varierer uforklarligt og at tiden er essentiel. Og det passer ikke med det vil talte om sidst jeg var der.
Hvis alt går vel kan jeg tilmelde mig i starten af december og så bliver ægudtagning i starten af januar.
Men der er længe til, og der kan sgu ske så meget.
Jeg føler vi spilder tiden.
Dagene går.
Øv. Det var lige sådan en god dag.
I morgen skal vores kæledyr aflives og jeg skal til akupunktør (som skulle ha været forberedende til Ivf).
Øv.
Abonner på:
Opslag (Atom)