2 år nu

Lille skat, nu er der gået to år. Du er ikke glemt.
Vi har til dels lært at leve med sorgen og savnet, men det gør stadig ondt.
Den kærlighed vi har til dig er stadig ubeskrivelig stor. I manges opfattelse var du blot et barn der "ikke blev til noget", men du var her jo, du blev født. Og vores bånd til dig er stadig lige stærkt, også her to år efter. Du er vores elskede datter, vores barn, vores lille pige.

Og nu er det din dag igen. Vi besøgte dig på fjorden i dag, sejlede ud for at fejre din fødselsdag, for at være så tæt på dig som muligt. Det kan vi jo ikke, men det er det bedste vi kan. Vi kastede blomster på vandet, din far og jeg. Det var smukt. Det mindede os om din bisættelse. Blomsterne spredte sig og drev langt langt ud. Ligesom sidst. Blomsterne mindede os om båndet til dig, vores måde at markere dig. Blomsterne drev væk fra os, men vi fandt dem igen, spredt over et stort område. Roserne der vuggede på vandet var som en hilsen til os. Det var godt at være på vandet igen, på dit vand.


Vi ville ha lavet din bog i dag, her to år efter. Men vi fik det ikke gjort. Vi gennemgik vores historie med dig, din historie. Men det skulle ikke være nu.
Jeg har besluttet mig til ikke at føle skyld over ikke at gøre nok. Din bog er jo for vores skyld, ikke din, så hvad betyder mere tid? Den bliver lavet når den gør. Vi ved hvad vi føler for dig, der er intet at føle skyld over.

Elskede lille skat, du vil altid være i vores hjerter. Vi elsker dig uendeligt.

Tillykke med fødselsdagen min lille pige. Vi savner dig.

Virkeligheden

Der er faldet lidt ro på mig efter det mislykkede fryseægsforsøg. Det er så sådan det er. Vi er færdige med fertilitetsbehandling, den del af vore liv er ovre. Ikke flere ture til Herlev, ikke flere hormoner, scanninger, indgreb.
En del af mig er lettet, det har været forbandet hårdt. En del af mig er bundulykkelig, måske betyder det at vi bare ikke får nogen levende børn. At det er slut.

Vi prøver på naturmetoden, men so far ingen succes. Alligevel har jeg et spinkelt håb. Hvad nu hvis ... Men jeg ved det er urealistisk.

En del af mig prøver at gøre mig parat til at acceptere at jeg ikke kommer til at bære et barn igen. At jeg er barnløs. Men det gør så usigeligt ondt, at jeg kun kan se på det lidt fra siden, ud af øjenkrogen. Jeg kan tænke tanken, men distanceret. Hvis jeg føler den, hvis jeg virkelig SER på den, gør det for ondt. Den virkelighed er for svær at være i.
Men når jeg ser på det lidt fra siden, kan jeg måske vænne mig til det. Lige stikke mig på det, og så flytte mig væk igen. Med tiden kan jeg måske opholde mig i tanken længere og længere indtil jeg er klar til at acceptere min virkelighed.

Men fuck. :´-(

Opstød

Jeg prøver at gøre smerten mindre ved at tænke, at det jeg mistede, ikke var noget jeg havde, eller også ikke var noget jeg havde ret til.
Det virker ikke.

Jeg var så kortvarigt gravid, i forhold til hele den lange periode hvor vi bare prøvede og prøvede. Det er lige før jeg kan bilde mig selv ind at det var en fejl, at graviditeten er noget jeg husker forkert. Der er mest af det andet, af den tid hvor det ikke lykkedes.
"Måske var jeg slet ikke rigtigt gravid? ...". Men det var jeg jo. Hun var der jo, levende, i mig.

Jeg har på en måde indlært at jeg ikke kan regne med lykke, ikke kan stole på at gode ting sker for mig, eller at jeg kan beholde noget godt i mit liv.
Jeg er så mistroisk ... Så bange for at miste.
Så når jeg så mister det vigtigste i mit liv, så bekræfter det mig i at jeg ikke ka opleve hvad andre kan. At den lykke ikke er undt mig.
Jeg ved godt det ikke bare er lykke. Lykke er et spøjst koncept. Hvem er virkelig lykkelig? Og ingen er det vel hele tiden. Men der ER en lykke i at blive og være forældre. Noget mange tager for givet.
Vi søger en partner og vi søger familie. Der er noget at hente i det, og der er et behov.
Jeg stoler ikke på at jeg også oplever det, at det også er et liv jeg kan få. Og så ligger det lige for at tro, at jeg har mistet mit barn fordi jeg er forfordelt, fordi jeg ikke kan eller må. Måske mest ikke kan. Fordi noget i mig ikke kan finde ud af at deltage i verden, er beskadiget og defekt. At jeg gør det forkert, livet. Ikke deltager i det på den rigtige måde, og derfor kører mit liv af sporet.
Jeg ved godt det ikke er sådan.
Men jeg føler det nogengang.

Det er ikke noget jeg bevidst tænker på. Men den ligger der et sted, følelsen af at det var givet at jeg mistede, at hun ikke var til mig. Det gik lidt for godt lige pludseligt.

Jeg troede ellers ikke at jeg tænkte nær så meget over det hele længere, jeg troede jeg var kommet megete videre. Men det gør jeg nok et sted alligevel, ubevidst. Det poppede da ihvertfald lige frem igen

Da jeg gik hjem i forgårs sen aften, i regnen, græd jeg pludseligt kortvarigt, indtil jeg fik det under kontrol.
Jeg bryder mig ikke om at græde, jeg ved ikke om jeg taber kontrollen. Om der kommer mere end jeg regnede med. Og hvad hvis nogen ser det ...
Jeg græd fordi jeg tænkte på scanningerne da jeg blev indlagt, hendes hjerte der slog, hendes bevægelser. Jeg lå der og så mit barn, og jeg vidste, at det blev sidste gang jeg så hendes hjerte slå, sidste gang jeg så hende i live. Så ulideligt, det sidste kig ind i min mave. Jeg var så sulten efter at se mere, så sulten efter mit barn. Og det var sidste gang.
Jeg har tænkt på det før, og prøver hver gang at distancere mig. Som at se en film, det er nogle andre det handler om. Men det er det jo ikke, det var jo mig.

Det gør stadig ondt

Lille skat, selvom jeg har det bedre, så gør det stadig ondt. Jeg kan godt tale om dig, og det meste af tiden går det okay. Men så er der lige noget der trigger, at der i et lag inde under overfladen er fyldt med smerte. At selvom jeg ikke mærker det hele tiden, så skal der ikke meget til før jeg alligevel mærker hvor ked af det jeg er.
Ked af det er ikke ordet.
Hvordan forklarer jeg den dybe altopslugende sorg, som jeg har pakket langt ind for at kunne eksistere, men som er en del af mig nu?

Jeg ville bare så brændende ønske at jeg kunne have beholdt dig. Jeg kan ikke forstå du ikke er mit liv, at jeg var så tæt på min største drøm, det mest meningsfyldte jeg kan forestille mig, det eneste der virkelig betyder noget for mig - og så mister jeg dig.
Uden dig er det hele ligegyldigt.

Selvom jeg har det meget bedre, så gør det stadig ondt.
Jeg elsker dig min smukke lille datter!

Dum dag

Jeg har det virkelig sært. I dag er min terminsdato hvor Saga var sat til.
Jeg troede ikke det betød så meget. Det er ihvertfald lykkedes mig at sige ja til et bestyrelsesmøde uden at bemærke datoen. Det er jo bare en dato.
Men jeg har drømt meget intens og dårligt i nat. Ikke om hende, men udmattende og frustrerende. Jeg har været i røvdårligt humør siden jeg vågnede, nedtrykt og energiløs.
Jeg har ikke lyst til at tænke over det med terminen. Jeg ved det er sådan, men jeg har ikke lyst til at tænke over hvad det betyder. Hvad jeg kunne have haft i dag og hvad jeg har mistet. Jeg har ikke lyst til at skrive noget til Saga, udføre nogen ritualer eller markere dagen på nogen måde.
Måske fordi jeg er bange for at blive alt for ked af det.

Jeg har overvejet at aflyse at tage til bestyrelsesmøde. Og blive hjemme sammen med T.
Men det kan også være distraktionen er god.
Ved ikke.

Det er ihvertfald en møgdag. :(

Dum dag coming up

Så er det i morgen at jeg havde termin. Det er lidt svært.
Jeg troede det ikke påvirkede mig, fordi jeg har sagt ja til et bestyrelsemøde uden at tænke over datoen. Men det gør det nu alligevel.

Jeg sku ha haft mit barn nu, i stedet har jeg en tegning og et par fotos.

Mere om at have det bedre - og tegningen

Jeg skrev i går lidt om at have det bedre. Det tænkte jeg lidt videre på:

Det er lidt svært, for det er som om at hvis man siger man har det bedre, så bliver det oversat til at nu er alt godt, og sådan har jeg/man det jo ikke ...
Det er så svært at have med det her "godt"-begreb at gøre, når nu man egentligt ikke har det helt godt.

For mig er kontrasten til hvordan jeg havde det for nogle måneder siden enorm, jeg er et helt andet sted. Men jeg føler at min store sårbarhed gør at jeg slet ikke er der hvor jeg var før jeg mistede. Og at den måde jeg har det på er et tyndt lag, der meget nemt kan krakelere af. Men at det stadig er guld værd at kunne være glad, eller bare ikke decideret ked af det, en stor del af tiden.

Jeg har tidligere skrevet om "et tab af livsuskyld" og det føler jeg. At jeg godt kan have det sjovt periodisk igen, men at jeg er forandret, jeg kan ikke 100% give lods og synes det hele er godt, for det kan aldrig blive helt godt når en del af mit hjerte mangler.
Når jeg ved jeg kan miste alt, og har mistet det vigtigste i verden allerede.
Jeg har ikke den tillid til livet jeg havde (selvom det havde jeg nu så heller ikke helt i forvejen, men den sidste bid er ihverfald røget nu), og der påvirker min generelle tilstand og opfattelse af alt omkring mig.

Jeg MISUNDER dem der bare har det sjovt og glider derudaf.
Vi var til en stor fest i går, et maskebal med mange mennesker. Det var rart at dresse op igen og se hinanden lidt kække. Kæmpe kontrast til at sidde på sofaen og sumpe i en bomuld t-shirt med hængebyster og morgenhår ... Det var rart at føle mig som menneske igen. Men også weird, pga den store kontrast.
Jeg kunne godt small talke og socialisere med folk, men jeg føler at jeg bærer rundt på en tung sten som de andre ikke ser og ikke ved hvad er. At jeg ikke helt hører til.
Men jeg formåede da at have en okay aften, og det var en sejr. :) For jeg ønsker ikke at isolere mig og jeg vil gerne "deltage" i verden, selvom jeg ikke synes der er så nemt eller selvfølgeligt. Det er vigtigt for mig at komme ud og gøre de ting jeg plejede, selvom jeg føler mig meget forandret.

Ved ikke om jeg altid vil føler mig lidt off, eller om det er fordi der skal endnu mere tid til.


Derudover så har vi fået den tegning af Saga vi havde bestilt. :D
Jeg er SÅ glad for den!

I går satte jeg den i en ramme jeg købte til den på vej hjem fra posthuset.
Men jeg har det faktisk lidt svært ved at hænge den op, for det berører mig så dybt. Når jeg ser den LÆNGES jeg efter hende, og det synes jeg ellers havde lagt sig.

På en måde gør det der værre at hun ser lidt mere færdig ud på tegningen. For på fotoet er det tydeligt for mig at det er et dødt barn, at hun er lille og ikke helt færdig, at jeg ikke kan få hende.
Men tegningen minder mig om det der kunne have været, at jeg kunne have haft et færdigt og levende barn. Og det gør ondt, det rigger min længsel og mit savn efter hende.

Den må jeg lige få bearbejder, så jeg kan glædes over tegningen og acceptere at det er gået som det er gået.
Men fin er den! :D

Her er vores smukke datter:

Statustjek - har jeg det bedre?

Jeg synes det svinger meget hvordan jeg har det. Jeg kan sidde og tænke at jeg har det meget bedre, og mens jeg tænker det får jeg tårer i øjnene. Jeg græder ikke, det er bare som om vandet er lige ved overfladen. Og så kan jeg jo ikke have det helt så godt som jeg prøver at bilde mig ind? ...

Jeg synes det svinger frem og tilbage for mig. Det var værst den første halvanden måned efter, men så begyndte jeg at kunne få vejret igen. Men så tog jeg alligevel et par dyk nogle dage. Her fire måneder efter har jeg det klart meget bedre, jeg tænker ikke på hende hver dag, jeg ser ikke på billederne så tit og jeg skriver ikke så tit til hende. Hun fylder ikke det samme i mig.
Men hun er der! Er der noget som helst andet der på den mindste måde bliver besværligt, går dårligt, noget der kræver noget ekstra af mig, så er det som om filmen knækker og min sorg springer frem og gør det endnu værre.
Den er der lige under overfladen et sted, men alligevel langt nok væk til at der er plads til andet.

Jeg tænkte over om jeg skulle have dårlig samvittighed over ikke at tænke på hende hele tiden, men det vil jeg ikke. Jeg synes ikke man SKAL sørge hele tiden. Det er jo så meget rarere at kunne fungere og grine og smile også. Det betyder ikke at jeg ikke elsker min datter, jeg elsker hende uendeligt. Men min kærlighed er der uagtet om jeg griner eller græde, om jeg tænker på hende eller om hun bare findes i mit hjerte.

Jeg kan føle det som om jeg mister hende, når hun ikke længere fylder min bevidsthed hele tiden. Hun falmer ... Mit fysiske behov har lagt sig, jeg kan ikke mærke båndet i mit krop, det har tiden fjernet. Jeg kan ikke huske hendes udseende så tydeligt, jeg husker fotoet af hende i stedet. Men det er en naturlig proces.

Selvom den akutte sorg gjorde hende mere til stede, så må hun nødvendigvis trække sig bagud i mig, hun ER jo død - og jeg er nødt til at leve videre.
Men selvom hun ikke er så tilstedeværende, så er min kærlighed der alligevel, det stoler jeg på. Selvom jeg mister hende lidt, så mister jeg hende ikke helt. Hun er i mig, selvom mine tanker kun strejfer hende hveranden dag, eller hver tredje, en gang om ugen, og senere måske kun en gang om måneden eller mindre. Men når de gør, behøver jeg ikke bryde sammen for at elske hende, at kunne tænke på hende med accept og kærlighed er lige så godt, selvom det ikke føles så altoverskyggende intenst.
På en måde glæder jeg mig til det bliver endnu mindre, selvom jeg også frygter det.

Men okay er jeg ikke. Jeg er bare bedre. :) Det kan man bare ikke rigtig sige til folk, de vil så gerne høre "nu er alt godt igen" og det er så meget lettere bare at give det til dem.
At forklare at man er bedre, men at det ikke betyder det er væk, at der kan komme en time eller en dag hvor det er tæt på igen, osv. - det forstår de ikke. "Jeg har det bedre" er ikke usandt, men måske heller ikke dækkende.

Leder ...

Jeg griber mig selv i at gå på nettet hele tiden, sidde lidt og undre mig over hvad jeg skal der,  og så tjekke de sædvanlige fora. Alt for ofte. Oftere end at der kan være noget at respondere på.
Eller google ordet spædbarnsdød eller mistet barn. For umpte gang. Som om jeg ville få et andet resultat.

Ved ikke hvad jeg forventer, at nogen kan har skrevet noget der ændrer det hele? At jeg finder Saga der? At der er noget at finde?

Det er der jo ikke. Så hvad leder jeg efter?

Jeg vil gerne bytte min virkelighed, denne her er defekt.

Den første jul efter Sagas fødsel

Jeg har bekymret mig lidt over hvordan jeg kunne inddrage Saga som en del af min jul. Hun er jo den vigtigste begivenhed i vores liv og i vores tanker. Men jeg tænkte hun ville blive glemt når de levende børn fylder ... Og det gjorde det sådan set også. Uundgåeligt, hun er her jo ikke.

Jeg ville jo så heller ikke bare sidde og græde, jeg ville gerne have en glad jul. Men det føles så distanceret når sorgen ikke kan finde en plads. Vi tænker jo på hende ...
Og når vi ikke tænker på hende, mangler der også noget. Vi ville så gerne have hende med, fordi julen er en familietid, hun er vores vigtigste familiemedlem.

Jeg brugte hele formiddagen på at få printet hendes fodaftryk ud og klistret dem i en medaljon, som jeg så tog på. Jeg havde sådan brug for at have hende med mig, så det var helt rigtigt at jeg fik fundet på det, kunne jeg mærke. Jeg var virkelig glad for at jeg fik lavet den medaljon, for så kunne jeg bedre placere følelserne i den, og vide at de var til stede, men koncentrere mig om familien.

T havde det nok sværere end mig, jeg er tæt knyttet til min 3-årige niece, så jeg har næsten ikke plads til at tænke på andet, når hun hev i mig og ville lege. Hun viste tydeligt at hun er glad for mig og indimellem skulle hun lige krammes lidt eller bare have min opmærksomhed. Jeg får meget ud af at mærke hendes tilknytning og kærlighed til mig. Og få lov at vise min. Der var T meget ensom, han er ikke glad for hende på helt samme niveau.
Jeg tvang med vilje tankerne bort, hvis jeg dvælede ved mit tab eller hvordan vores jul skulle have været, kunne jeg ikke være glad. Jeg kunne godt mærke de var der, men de fik ikke lov at fylde.
Det var et bevidst valg.

Jeg så min brors nye baby for første gang siden lige efter hun blev født. Jeg havde frygtet at se hende igen, at jeg skulle blive vildt ked af det. Men også at jeg ikke skulle lære hende at kende eller blive noget for hende, fordi hun er født så tæt på Saga. Det er jo ikke hendes skyld ...
Men det er sært ikke at have set hende i tre måneder. Det er lang tid jeg har misset allerede.

Jeg sad lidt med hende, og stille og roligt fik jeg kontakt. Hun ligner ikke min Saga. Selvom hendes eksistens får mig til at mærke manglen på min egen lille pige, så er hun jo ikke hende ...
Så jeg tror nu nok at jeg skal lære hende at kende.
Jeg sad med hende flere gange i løbet af dagen og aftenen og jeg synes jeg fik kontakt. Hun er en kær unge. Men jeg ønsker mig brændende mine egne børn, og at være sammen med min brors minder mig om at jeg mistede min egen. Men det er nu nogle skønne piger ...
Det er svært at være så dobbelt omkring dem.

Jeg havde nogle billeder af Saga på min iPhone, der har en stor nok skærm til at man virkelig kan se dem. Jeg viste et til min bror på et tidspunkt fordi vi lige talte lidt om forløbet ved hendes fødsel. Han sagde han var glad for at have set hende, selvom det var meget hårdt. Han var på hospitalet med os, så han så hende en halv time efter hun var født. Selvom vi begge blev kede af det var det rart lige at nævne hende, at det også fylder for ham. At hun lige ku være til stede i samtalen et øjeblik.
Hanbegyndte så at tale om at han synes det er svært at have to børn nu. Det havde jeg ikke lyst til at høre om. Jeg jokede og sagde de bare kunne stikke os den ene ... Jeg tror han fangede at det nok ikke er mig der kan føle med ham omkring det. Jeg forstår godt hvad det er han mener, men jeg kan ikke være den han taler med om det. Jeg er ligeglad med at det er svært, jeg misunder ham dybt.

T havde lidt blanke øjne i løbet af aftenen, jeg tror også han syntes det var svært når jeg sad med babyen. Da han selv holdt hende, tænkte jeg også hvordan han ville have været med hans eget barn, hvor kærlig han er med børn og hvor meget det klæder ham med en baby. Tænker han også det om mig, hvor meget kærlighed vi har at give som forældre, så forstår jeg godt han har svært ved at holde det væk. Det er uforståeligt uretfærdigt og forkert.

Så fik T julegaven. Et sølv-dogtag jeg havde fået indgraveret til ham med Sagas navn og fødsel/dødsdato på, og med hendes initialer på forsiden. Han blev rigtig glad, men så kom følelserne væltende og han græd og græd og græd. Hvilket var lidt akavet midt i gaveoppakningen med hele familien, men sådan er det. Han måtte gå ud i køkkenet hvor han storhulkede. Jeg gik med ham og holdt om ham og kunne mærke mine egne tårer presse på, men jeg ville ikke lade mig rive med, hvis jeg først lukkede op for sorgen, ville det måske ikke stoppe igen. Vi var jo midt i gaveoppakningen og min niece var så glad. Hun ved ikke vi har mistet et barn, så hvis vi stod og græd resten af aftenen ville hun ikke fatte en bjælde og måske blive forskrækket.
Det tog Thomas en del tid at blive okay igen, han måtte ud på terrassen og stå og ryge og så græd han igen. Senere da han var lidt mere okay kom han ind igen, men var dog noget stille resten af aftenen. Sorg gør godt nok en alene.

T sagde han synes det er den bedste og den hårdeste gave han nogensinde har fået. Jeg var lidt bekymret, for det var et sats. Men jeg tænkte jeg selv ønsker at bære hende med mig, så det regnede jeg med han også ville. Han sagde at han reagerede på at det var så endegyldigt at se hendes navn indgraveret, at det virkelig markede at alt vi har tilbage af vores datter er et smykke at gå med.
Mens min bror sad med sine to børn.
Det var svært.

Jeg følte ikke rigtig familien som sådan havde Saga med, men der var heller ikke lukket. Hvis vi havde talt om hende under middagen, ville det ikke have været akavet og de ikke have skiftet emne. Men det gjorde vi ikke, for der var ikke så meget at sige ... Der er jo ikke noget nyt.
Vi kan ikke have hende ordenligt med os, hun er kun et minde. Et dødt barn.
Men efter omstændigheder synes jeg det var en god aften.

Jeg synes vi havde en rigtig god jul, trods alt. :)

Til min elskede lille datter

Lille skat, så er juleaften overstået. Jeg havde frygtet den. Du sku jo har været der, enten i min mave eller i mine arme. Du ville være stor nu, tæt på termin.
Du skulle have været en del af børnene i familien, vores gaver ville have været babyting og du ville få dine egne gaver med tøj og legetøj.
Vi havde også frygtet at se min brors døtre, især den lille nye, født kun to uger efter dig.
Men det gik.

Din far var meget ked af det, han havde det særligt svært. At være der uden dig ...
Jeg brugte hele formiddagen på at printe dine fodaftryk ud og klistre dem i en medaljon jeg kunne have om halsen - jeg havde brug for at have dig hos mig. Have noget der handlede om dig hos mig.
Og så vidste jeg at du også var med i en af gaverne, den sølvplade med dit navn og fødselsdato jeg havde fået lavet til din far.
Han blev meget meget glad, og meget meget ked af det. Han hulkede og hulkede og kunne ikke holde op igen. Fordi dit navn mod hans hud er så endegyldigt. Fordi vi længes sådan efter dig og vi sidder der med dit navn indgraveret og en kopi af dine fodaftryk, men vi har ikke dig. vi får aldrig dig tilbage. Vi kommer aldrig til at se dig igen.

Min smukke lille datter, vi elsker dig uendeligt.

Tiden går

Efter operationen har vi jo nu en lillebitte chance for at kunne blive gravide igen.
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør,  så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...

Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.

Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.

Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.

Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.

Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.

Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg  følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.

Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.

Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.

Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.

Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...

I dag har jeg taget et valg

Ja, jeg har valgt ikke at være helt så anonym. Så jeg har sat et billede på min blog.

Tanken med at være semi-anonym var at andre måske bedre kunne forholde sig til mine tanker og følelser. At det at vide hvordan jeg ser ud ville være i vejen, at folk ville danne sig alle mulige idéer om hvordan jeg mon var, og ikke kunne læse det jeg skriver uden et forudfattet indtryk. Og at andre måske bedre kunne spejle sig i mig, hvis der ikke var noget ansigt på.

Men jeg tror at jeg er ved at være så meget ved hægterne igen, at det ikke er så altoverskyggende vigtigt for mig hvad andre tænker. Eller om de kan bruge mig til noget.
I starten, i den helt rå og nye sorg, var der enormt vigtigt for mig at være en ud af mange, at være en del af fælleskabet, at være ingenting. Kun være Sagas mor. Kun blive opfattet som Sagas mor.
Nu begynder jeg at føle mig som mig igen, og at det er være mig ikke kun er dårligt.
Og at jeg ikke kun er Sagas mor. Hvor ondt det end gør at tænke det.


Før jeg fødte Saga blev jeg altid lidt irriteret på forumsbrugere der havde billeder af deres børn som profilbilleder, fx på Facebook. Jeg tænkte at de da for helvede vel ikke kun var deres børn, at der måtte være mere til deres identitet end det. At deres børn jo er selvstændige individer og mødrene også, så et profilbillede bør være af den person der er bag profilen, ikke deres børn. Det er jo ikke deres børn der skriver ...
Jeg synes det var lidt vagt og identitetsløst ...
Da jeg fødte Saga kunne jeg pludselig godt se hvad der er der får mødre til det. Man viser sit hjerte ... Ens barn fylder ALT, så jo man tror at hele ens identitet er ens barn.
Jeg synes så stadig det er lidt sært ... At selvom trangen er der, så bør man være sig selv og ikke kun mor. Hele én selv.
Et billede hvor man holder sit barn er mere passende, det udtrykker hvor vigtigt ens barn er, men at man stadig er en person selv.
Men men, fred være med det da, alle vælger selv hvad de har lyst til. :) 
Det er bare hvad jeg tænkete når jeg så baby- eller børnebilleder som avatars i stedet for et billede af personen selv.

På smaa-engle.dk er det så kotumen at ens avatar er et billede af ens mistede barn (for nogle er det så deres nye barn de viser). Og der kan jeg bedre forstå det, for der ER det jo hele ens virkelighed. Det rum man går ind i. I det rum er man hele tiden, eller meget af tiden, kun mor. Og det mistede barn fylder ALT ... Og så er det også de færreste der har billeder hvor de holder barnet, så det er ikke muligt at vise.
Jeg kunne dog stadig ikke få mig selv til at bruge Sagas billede til at repræsentere mig, så jeg brugte først et oprørt uvejrshav. Det var sådan jeg følte, som sorg og vrede og storm og AAAARGGGGHHH! Men det gik over, havet lagde sig ... ;) Og så valgte jeg Sagas fodaftryk, fordi de er et symbol på det aftryk hun har sat i mit hjerte. På hvor meget jeg tænker på hende. Men det er ikke et billede af hende, for hun er jo ikke mig. Jeg er mig. :)

Og nu er jeg altså kommet derhen hvor jeg føler, at jeg allevegne er mere til stede som mig end som Sagas aftryk. Hun er stadig i mig, jeg er hendes mor. Jeg elsker hende!
Men der er lidt mere plads nu ... Plads til at både hun og jeg kan være til stede. :)
Og til at jeg ikke behøver kun at være min sorg og mit tab.
Eller behøver at andre ser og anerkender min sorg og mit tab. Kan de ikke det, så kan jeg ikke bruge dem ...

Det er faktisk en big deal. Et stort skridt for mig.

Bøger om spædbarnsdød

Jeg har samlet en litteraturliste over hvilke bøger jeg har haft fat i. Jeg deler lige:

Raaschou, Louise
I kan jo altid få en ny

Østergaard, Susanne
At miste et barn er en livsproces: en bog om at være mor til et dødt spædbarn

Allis Møldrup Jensen
Tør du se min smerte - og hvordan jeg kom igennem den?

Lise Trap
Sorg - den dybeste ære glæden kan få
(Lise Traps bog er faktisk den bedste jeg har læst indtil nu, den handler ikke decideret om spædbarnsdød, men generelt om sorgbearbejdelse, men jeg synes hendes tanker er virkelig brugbare)

Camilla Høholt Smidt
Må englene passe på dig - når vi nu ikke kan
(den var ikke så brugbar mig, men måske er det fordi jeg nu har læst så mange historier allerede)

Hæfter udgivet af Landsforeningen:

Et barn er et barn: om at miste et barn født dødt før 28. uge

Fædre i sorg: om mænds reaktioner når et spædbarn dør

Omgivelsernes reaktioner: til forældre og pårørende når et spædbarn dør


Digte skrevet af en far der har mistet:

Thomése, P. F.
Skyggebarn

Digte skrevet af en mor der har mistet:

Lohmann, Susanne
Med udsigt til livet


Mere psykologisk om sorg:

Anni Schwartz Hansen
Den usynlige sorg: når et barn dør ved fødslen

Anni Schwartz Hansen
Når sorgen bliver synlig: støtte til forældre, der mister et barn ved fødslen

Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick
Den nødvendige smerte 


Personlig udviklingshistorie skrevet poetisk og sanseligt:

Anette Vinther
2 fuldmåner
(bestilles direkte fra forfatteren på www.kvinde.se)

Risikerer at gå glip af noget

Øj, jeg synes det er virkeligt svært.
Jeg blev faster igen to uger efter jeg selv fødte, og jeg har det meget svært med min nye lille niece. Jeg så hende nogle dage efter hun var født og det var hårdt, men okay. :)

MEN så har jeg ikke set hende siden. Hun er lidt over to mdr. nu, og jeg så nogle billeder på FaceBook der gjorde ONDT. Hun ligner lidt mig som baby ... Og hun er smuk, charmerende, dejlig, til stede, super udtryksfulde øjne! - men jeg føler ikke glæde når jeg ser hendes billeder, jeg føler en dyb smerte og en grum misundelse.
Jeg kan næsten ikke holde ud at det er så let for dem. At de nu har to børn, og jeg har ingen.
At det er en pige, når jeg fik en pige der ikke kunne leve.
At hun ligner mig, når jeg ikke har nogen børn der kan ligne mig.

Samtidig er jeg bange for at gå glip af noget. Bange for at gå glip af at elske hende, bange for at misse hendes babystadie - den eneste baby jeg måske kan komme så nær på nogensinde (de skal nok ikke have flere, jeg kan ikke, og jeg har ikke flere søskende).
Bange for at forskelsbehandle min nye niece og hendes storesøster, som jeg er tæt knyttet til.
Bange for ikke at være "med" i familien, ikke at deltage i den familiebegivenhed det er at der kommer et nyt barn til. Og derved også blive lukket ude.
Bange for at være den bitre, vindtørre kone ude i provinsen, som ikke har varme til at komme ud over sit eget savn.
Jeg har så dårlig samvittighed over at føle som jeg gør, at jeg ikke kan elske min nye niece helt og uforbeholdent, som jeg gjorde med min første niece (der btw blev født efter jeg havde haft en missed abortion i 9. uge).

Jeg kan så godt forstå mig selv, det er måske naturligt nok at føle som jeg gør. Men hvor ville jeg dog ønske jeg ikke havde det sådan! At jeg bare kunne glædes på deres vegne og være der for min nye niece også. Være glad. Ikke gøre så ondt.

Jeg er meget i tvivl om hvordan jeg skal håndtere det. Om jeg skal tvinge mig selv til at se dem, eller om jeg skal passe på mig selv og holde afstand. Men så altså gå glip af en masse.

Vi skal holde jul sammen, det bliver meget meget svært. De vil komme med deres to skønne unger, og vi vil sidde der og gøre ondt og savne vores døde barn.
Men jeg vil heller ikke blive væk, så vil jeg savne min familie. At være en del af familien. De ER jo betydningsfulde for mig, allesammen.

Fuck hvor er det svært!

Svært at være midt i

Jeg fik min mestruation igen i går aftes, den tredje efter fødslen. Og som de to foregående er den overdrevet voldsom og jeg mister alt for meget blod. Da jeg gik i seng i går aftes viste jeg godt jeg skulle ringe til lægen her til morgen og få endnu en recept på de piller der hjælper til at mindske blødningen.
Hele natten drømte jeg dumt. Sådan alt muligt jeg skulle nå og ikke kunne nå, med desperation og frustration. Og i drømmen forklarede jeg igen og igen folk omkring mig at jeg skulle på apoteket efter de dér piller, og at jeg skulle ha fjernet min livmoder.
Væmmeligt realistisk.
Åbenbart tumler min underbevidsthed med at jeg skal til lægen på mandag og få svaret på MR scanningen af min livmoder - kan mine fibromer forsøges bortopereret eller skal livmoderen fjernes helt. Og om der er andet i mig der har taget skade (fandt ud af at den blodprøve jeg fik taget inden scanningen er for at teste min nyrefunktion, nyrene kan være skadet hvis et fibrom klemmer urinblæren).
Jeg har det rigtig svært med det. Jeg ved godt at chancen for at jeg kan bevare livmoderen er meget meget lille, og at hvis de overhovedet vil forsøge at bortopere fibromer, så er der alligevel ingen garanti for at jeg vågner op med livmoderen i behold. Og faktsk også en risiko for at jeg kan dø på operationsbordet. Det sker. Blødningen er ret heftig. Det er almindeligt at miste en liter blod når man fjerner et enkelt fibrom - og jeg har fem store plus nogle små ...

Fuck hvor jeg synes det er svært. At miste Saga og at vide at min krop er i stykker nu, at jeg ikke dur som jeg skal. At det jeg oplevede med at være gravid, med at mærke hende gro i mig, det kommer jeg aldrig til at opleve igen.
Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Især når jeg ligger i sengen om aftenen og lige kommer til at tænke på hvordan det føltes at vende mig med min store mave, og hvordan jeg kunne mærke hende sparke og mosle rundt.
At jeg aldrig skal opleve den forandring af at være gravid igen.
Nu er jeg bare mig. Uden liv i mig. Uden muligheden for at kunne skabe det.
Jeg forstår det ikke.

De her blødninger går mig på nerverne. Det er så synligt at der er noget galt i min krop. Jeg kan ikke ignorere det når jeg bløder og bløder og bløder.
Så unaturligt. Og bekymrende.

Fandens. :-(

Til min elskede datter

Lille skat, tiden går og går og der løber endnu en dag på hver dag. Utroligt at det er to måneder, tre uger og en dag siden nu. At dagene bare går.
Jeg har stadig svært ved at acceptere min virkelighed, men jeg er i den og det er sådan her den er. Jeg vænner mig dog til den, på et eller andet plan.

Jeg elsker dig skat. Jeg tænker på hvordan du kunne være blevet, hvis du havde kunnet leve. Om det liv vi kunne have haft. Og de tanker jeg tænkte til dig i min mave. Dig og mig. Dig og mig, tænkte jeg, hver gang jeg var bekymret. Vi to skal klare den, vi to skal være sammen. Jeg VIL dig.
Men det var ikke nok.

Min smukke lille datter, hvor gør dit fravær usigeligt ondt. Jeg savner dig.

Fodspor i min sjæl

Ja, jeg kan blive ved ... For du har sat dit aftryk i mit hjerte og jeg bliver aldrig den samme igen.

Savner og savner og savner

Og dagene går ...

Min lille pige,

det er to måneder, en uge og to dage siden du blev født. Du levede kun udenfor mig i få minutter, så ophørte dit liv - den største katastrofe der kunne ske.
Jeg elsker dig uendeligt højt og jeg er så ked af at jeg ikke fik lov at beholde dig, være der for dig, lære dig livet. At alle de planer jeg havde for os, for dig, din far og jeg, ikke bliver til noget. At vi skal leve videre uden dig.
Saga min skat, min elskede datter, jeg mangler dig.
Jeg savner at mærke dig leve i mig og jeg savner det liv vi skulle have haft. Da du forlod verden efterlod du et dybt hul i mig, hvor du skulle være. Kun min kærlighed til dig er tilbage. Jeg vil altid elske dig, selvom det gør ondt.

To måneder nu

Elskede lille skat,
Nu er der gået to måneder. Jeg føler mig fjernere fra dig, forvirret. Som om det hele er en dårlig drøm. Jeg kan ikke på samme måde huske hvordan det føltes at mærke dig leve i min krop.
Men jeg savner dig meget, den plads jeg havde lavet til dig i mit liv står gabende tom.
Der er et sort hul i min verden og et hul i mit hjerte, som længslen efter dig har lavet.
Min smukke lille pige, jeg mangler dig.