Samtalen på hospitalet

Det gik overraskende okay. Da vi kom ind på sygehuset fik T det ret skidt, han fik hjertebanken og følte sig angst. Men der var ikke så meget at gøre ved det, vi SKULLE jo være der. Jeg var overraskende ligeglad. I detached mode. Jeg følte ingenting. Overhovedet. Ved ikke om det er godt eller skidt. Jeg har det med at flygte for mine følelser hvis jeg kan.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.

Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.

Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.

Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.

Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!

Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.