Sorggruppe-krise

Vi blev totalt rystede i dag, vi har gået og forberedt os på at nu var det sorggruppe-dag og havde forberedt os mentalt på hvad vi ville snakke om og at nu skulle vi se de andre. Men da vi så kom var der istedet for den lille trygge intime stolekreds (3-4 udover os) stillet en kæmpe cirkel op og hele lokalet var pludseligt fuldt af fremmede mennesker, der var otte nye! Dvs. fra en gruppe på fem måske seks var vi nu tretten!

Det var nærmest chokerende. Alle os "gamle" fik det skidt, blev lidt svimle og følte et tab - nu mistede vi vores trygge lille gruppe, et sted hvor de kender os, og vi kender dem, vi kender hinandens historier og kan komme og snakke om hvad der er sket siden sidst. I stedet var der en masse fremmede.

Desværre reagerede et par, som vi har identificeret os meget med, ved at trække sig ud. De meldte ud at de ikke ville komme fremover. Og det er noget pis! For dem er vi glade for, de har udtrykt nogle tanker og følelser som ramte rigtigt for os + de er lige det længere, at vi nysgerrigt kan se hvad der foregår for dem, og derved hvad vi kan forvente for os selv. Og vi er trygge ved dem, kender dem lidt og føler med dem.

Jeg hørte så bagefter at da de var ude at ryge havde T aftalt at vi skulle ses privat, og holde vores egen lille gruppe indimellem. Det er jeg glad for, for jeg ville være meget ked af aldrig at se dem igen.
Men de blev så overrumblede og følte sig så fremmedgjorte, at de ikke ville deltage længere.

Dagen var generelt rystende. De nye par fortalte deres historier, det var fem nye historier der smaskede sig ind på livet af os og rippede op i vores egne følelser. Tidsafstanden var vist fra 14 dage siden til 2 1/2 mdr. siden, og det var jo meget mere lig os (halvanden måned). Derudover var størstedelen af børnene 19-22. uge, dvs. ligesom os. Og et par andre mødre havde en baggrund med fertilitetsbehandling. Så deres historier lignede meget vores, en bid her og en bid der, så hver gang nogen fortalte var det en kniv i hjertet.

Jeg har jo vænnet mig til at høre andres historier via et forum for forældre jeg har mistet, og via de bøger jeg læser. Men at sidde og se på forældrene, se hvor skidt de har det (hvor fattede de end ser ud, men vi kender jo den tynde film der dækker følelserne) og høre dem fortælle om det, mens de prøver at holde gråden væk - det var hårdt!
Ved første historie begyndte jeg at græde. Den mindede om vores og det var svært at høre hende sætte ord på.

Det kan godt give mig noget at der er andre på samme sorgstadie som os, som vi kan spejle os i. Men jeg føler også vi mister noget. Med SÅ mange mennesker er der meget lidt taletid til hver. Og meget lidt intimitet. Man bliver bare ikke så åben når der er så mange mennesker. Så det lille trygge forum hvor vi havde lært hinanden at kende, det er væk.
Og pludselig er vi en dråbe i havet. Ligegyldige. Og der er alt alt for mange det her sker for.
Otte nye med så kort tidsrum, i samme by?!?

Jeg oplevede at jeg blev svimmel og følte mig uvirkelig. Og at jeg glemte hvad folk lige havde sagt + jeg glemte hvad jeg selv lige havde sagt. Jeg sad og hørte ordene og tænkte "det har jeg lige noget at sige om", men når personen var færdig med at snakke, kunne jeg ikke huske hvad der var blevet sagt og hvad jeg ville sige.
Det var vildt mærkeligt. En slags chok-reaktion.

Os der har været sorggruppen indtil nu følte os allesammen svigtede af repræsentanten fra landsforeningen - det var simpelthen for meget at smide otte mennesker ind i gruppen uden varsel, og uden at vi anede at det kunne ske. Jeg troede det var en lukket gruppe, og at de ville oprette nye efterhånden. Jeg troede der var et maksimum antal. Jeg har indtryk af at det er svært at få så mange mennesker til at fungere sammen, og jeg troede slet ikke at det var det vi skulle indstille os på.
Jeg kan se vi alle havde stærke reaktioner, alle andre end mig måtte af omgange gå ud af lokalet, hvide i hovedet, fordi det simpelthen var for voldsomt.

Og vi følte os alle bombet tilbage. Især de der var kommet så meget længere - SLAM, så handlede det hele igen om selv fødslen og den første krise. Hvor de ellers tænkte i tilbage-på-job og overvejelser om at være klar til at forsøge ny graviditet. Men de blev banket tilbage til de første følelser. Og brændte inde med det vi skulle ha snakket om, de ting vi går og tænker over.

Jeg har ellers følt mig i limbo det sidste stykke tid. At dagene var grå, uden de store udsving, men at følelserne hobede sig op i mig uden at komme ud. Nu er der da gået hul på bylden, for jeg tror da lige jeg fik følelser frem. Og tårer.
Det giver noget med en sorggruppe, og de nyes historier har også givet noget, bl.a. at jeg blev sparket i kontakt med min sorg igen. Men jeg er helt rystet og småchokeret.