Den første jul efter Sagas fødsel

Jeg har bekymret mig lidt over hvordan jeg kunne inddrage Saga som en del af min jul. Hun er jo den vigtigste begivenhed i vores liv og i vores tanker. Men jeg tænkte hun ville blive glemt når de levende børn fylder ... Og det gjorde det sådan set også. Uundgåeligt, hun er her jo ikke.

Jeg ville jo så heller ikke bare sidde og græde, jeg ville gerne have en glad jul. Men det føles så distanceret når sorgen ikke kan finde en plads. Vi tænker jo på hende ...
Og når vi ikke tænker på hende, mangler der også noget. Vi ville så gerne have hende med, fordi julen er en familietid, hun er vores vigtigste familiemedlem.

Jeg brugte hele formiddagen på at få printet hendes fodaftryk ud og klistret dem i en medaljon, som jeg så tog på. Jeg havde sådan brug for at have hende med mig, så det var helt rigtigt at jeg fik fundet på det, kunne jeg mærke. Jeg var virkelig glad for at jeg fik lavet den medaljon, for så kunne jeg bedre placere følelserne i den, og vide at de var til stede, men koncentrere mig om familien.

T havde det nok sværere end mig, jeg er tæt knyttet til min 3-årige niece, så jeg har næsten ikke plads til at tænke på andet, når hun hev i mig og ville lege. Hun viste tydeligt at hun er glad for mig og indimellem skulle hun lige krammes lidt eller bare have min opmærksomhed. Jeg får meget ud af at mærke hendes tilknytning og kærlighed til mig. Og få lov at vise min. Der var T meget ensom, han er ikke glad for hende på helt samme niveau.
Jeg tvang med vilje tankerne bort, hvis jeg dvælede ved mit tab eller hvordan vores jul skulle have været, kunne jeg ikke være glad. Jeg kunne godt mærke de var der, men de fik ikke lov at fylde.
Det var et bevidst valg.

Jeg så min brors nye baby for første gang siden lige efter hun blev født. Jeg havde frygtet at se hende igen, at jeg skulle blive vildt ked af det. Men også at jeg ikke skulle lære hende at kende eller blive noget for hende, fordi hun er født så tæt på Saga. Det er jo ikke hendes skyld ...
Men det er sært ikke at have set hende i tre måneder. Det er lang tid jeg har misset allerede.

Jeg sad lidt med hende, og stille og roligt fik jeg kontakt. Hun ligner ikke min Saga. Selvom hendes eksistens får mig til at mærke manglen på min egen lille pige, så er hun jo ikke hende ...
Så jeg tror nu nok at jeg skal lære hende at kende.
Jeg sad med hende flere gange i løbet af dagen og aftenen og jeg synes jeg fik kontakt. Hun er en kær unge. Men jeg ønsker mig brændende mine egne børn, og at være sammen med min brors minder mig om at jeg mistede min egen. Men det er nu nogle skønne piger ...
Det er svært at være så dobbelt omkring dem.

Jeg havde nogle billeder af Saga på min iPhone, der har en stor nok skærm til at man virkelig kan se dem. Jeg viste et til min bror på et tidspunkt fordi vi lige talte lidt om forløbet ved hendes fødsel. Han sagde han var glad for at have set hende, selvom det var meget hårdt. Han var på hospitalet med os, så han så hende en halv time efter hun var født. Selvom vi begge blev kede af det var det rart lige at nævne hende, at det også fylder for ham. At hun lige ku være til stede i samtalen et øjeblik.
Hanbegyndte så at tale om at han synes det er svært at have to børn nu. Det havde jeg ikke lyst til at høre om. Jeg jokede og sagde de bare kunne stikke os den ene ... Jeg tror han fangede at det nok ikke er mig der kan føle med ham omkring det. Jeg forstår godt hvad det er han mener, men jeg kan ikke være den han taler med om det. Jeg er ligeglad med at det er svært, jeg misunder ham dybt.

T havde lidt blanke øjne i løbet af aftenen, jeg tror også han syntes det var svært når jeg sad med babyen. Da han selv holdt hende, tænkte jeg også hvordan han ville have været med hans eget barn, hvor kærlig han er med børn og hvor meget det klæder ham med en baby. Tænker han også det om mig, hvor meget kærlighed vi har at give som forældre, så forstår jeg godt han har svært ved at holde det væk. Det er uforståeligt uretfærdigt og forkert.

Så fik T julegaven. Et sølv-dogtag jeg havde fået indgraveret til ham med Sagas navn og fødsel/dødsdato på, og med hendes initialer på forsiden. Han blev rigtig glad, men så kom følelserne væltende og han græd og græd og græd. Hvilket var lidt akavet midt i gaveoppakningen med hele familien, men sådan er det. Han måtte gå ud i køkkenet hvor han storhulkede. Jeg gik med ham og holdt om ham og kunne mærke mine egne tårer presse på, men jeg ville ikke lade mig rive med, hvis jeg først lukkede op for sorgen, ville det måske ikke stoppe igen. Vi var jo midt i gaveoppakningen og min niece var så glad. Hun ved ikke vi har mistet et barn, så hvis vi stod og græd resten af aftenen ville hun ikke fatte en bjælde og måske blive forskrækket.
Det tog Thomas en del tid at blive okay igen, han måtte ud på terrassen og stå og ryge og så græd han igen. Senere da han var lidt mere okay kom han ind igen, men var dog noget stille resten af aftenen. Sorg gør godt nok en alene.

T sagde han synes det er den bedste og den hårdeste gave han nogensinde har fået. Jeg var lidt bekymret, for det var et sats. Men jeg tænkte jeg selv ønsker at bære hende med mig, så det regnede jeg med han også ville. Han sagde at han reagerede på at det var så endegyldigt at se hendes navn indgraveret, at det virkelig markede at alt vi har tilbage af vores datter er et smykke at gå med.
Mens min bror sad med sine to børn.
Det var svært.

Jeg følte ikke rigtig familien som sådan havde Saga med, men der var heller ikke lukket. Hvis vi havde talt om hende under middagen, ville det ikke have været akavet og de ikke have skiftet emne. Men det gjorde vi ikke, for der var ikke så meget at sige ... Der er jo ikke noget nyt.
Vi kan ikke have hende ordenligt med os, hun er kun et minde. Et dødt barn.
Men efter omstændigheder synes jeg det var en god aften.

Jeg synes vi havde en rigtig god jul, trods alt. :)

Til min elskede lille datter

Lille skat, så er juleaften overstået. Jeg havde frygtet den. Du sku jo har været der, enten i min mave eller i mine arme. Du ville være stor nu, tæt på termin.
Du skulle have været en del af børnene i familien, vores gaver ville have været babyting og du ville få dine egne gaver med tøj og legetøj.
Vi havde også frygtet at se min brors døtre, især den lille nye, født kun to uger efter dig.
Men det gik.

Din far var meget ked af det, han havde det særligt svært. At være der uden dig ...
Jeg brugte hele formiddagen på at printe dine fodaftryk ud og klistre dem i en medaljon jeg kunne have om halsen - jeg havde brug for at have dig hos mig. Have noget der handlede om dig hos mig.
Og så vidste jeg at du også var med i en af gaverne, den sølvplade med dit navn og fødselsdato jeg havde fået lavet til din far.
Han blev meget meget glad, og meget meget ked af det. Han hulkede og hulkede og kunne ikke holde op igen. Fordi dit navn mod hans hud er så endegyldigt. Fordi vi længes sådan efter dig og vi sidder der med dit navn indgraveret og en kopi af dine fodaftryk, men vi har ikke dig. vi får aldrig dig tilbage. Vi kommer aldrig til at se dig igen.

Min smukke lille datter, vi elsker dig uendeligt.

Risikerer at gå glip af noget

Øj, jeg synes det er virkeligt svært.
Jeg blev faster igen to uger efter jeg selv fødte, og jeg har det meget svært med min nye lille niece. Jeg så hende nogle dage efter hun var født og det var hårdt, men okay. :)

MEN så har jeg ikke set hende siden. Hun er lidt over to mdr. nu, og jeg så nogle billeder på FaceBook der gjorde ONDT. Hun ligner lidt mig som baby ... Og hun er smuk, charmerende, dejlig, til stede, super udtryksfulde øjne! - men jeg føler ikke glæde når jeg ser hendes billeder, jeg føler en dyb smerte og en grum misundelse.
Jeg kan næsten ikke holde ud at det er så let for dem. At de nu har to børn, og jeg har ingen.
At det er en pige, når jeg fik en pige der ikke kunne leve.
At hun ligner mig, når jeg ikke har nogen børn der kan ligne mig.

Samtidig er jeg bange for at gå glip af noget. Bange for at gå glip af at elske hende, bange for at misse hendes babystadie - den eneste baby jeg måske kan komme så nær på nogensinde (de skal nok ikke have flere, jeg kan ikke, og jeg har ikke flere søskende).
Bange for at forskelsbehandle min nye niece og hendes storesøster, som jeg er tæt knyttet til.
Bange for ikke at være "med" i familien, ikke at deltage i den familiebegivenhed det er at der kommer et nyt barn til. Og derved også blive lukket ude.
Bange for at være den bitre, vindtørre kone ude i provinsen, som ikke har varme til at komme ud over sit eget savn.
Jeg har så dårlig samvittighed over at føle som jeg gør, at jeg ikke kan elske min nye niece helt og uforbeholdent, som jeg gjorde med min første niece (der btw blev født efter jeg havde haft en missed abortion i 9. uge).

Jeg kan så godt forstå mig selv, det er måske naturligt nok at føle som jeg gør. Men hvor ville jeg dog ønske jeg ikke havde det sådan! At jeg bare kunne glædes på deres vegne og være der for min nye niece også. Være glad. Ikke gøre så ondt.

Jeg er meget i tvivl om hvordan jeg skal håndtere det. Om jeg skal tvinge mig selv til at se dem, eller om jeg skal passe på mig selv og holde afstand. Men så altså gå glip af en masse.

Vi skal holde jul sammen, det bliver meget meget svært. De vil komme med deres to skønne unger, og vi vil sidde der og gøre ondt og savne vores døde barn.
Men jeg vil heller ikke blive væk, så vil jeg savne min familie. At være en del af familien. De ER jo betydningsfulde for mig, allesammen.

Fuck hvor er det svært!