Hun var levende ved fødslen, men døde efter tre minutter. Så vidt jeg har forstået da navlestrengen blev klippet over. Vi nåede dog ikke at opleve hende levende, da vi var for chokerede, og da vi heller ikke var forberedt på at hun kunne være levendefødt.
Jeg havde inden fødslen mærket hende i nogle uger, men jeg var usikker på om det var hendes spark jeg mærkede. Det var jeg så ikke i tvivl om efter jeg havde født og jeg ikke mærkede hende længere.
Hendes far havde lyttet til min mave og hørt lyden af hendes spark en enkelt gang.
Hun var helt perfekt, en fint skabt lille pige. Men lille, meget lille, fordi hun blev så tidligt født.
Hun lignede tydeligt sin far, hvilket overraskede os begge to. Arrogant nok havde jeg taget for givet at vores barn ville ligne mig. Jeg er dybt facineret over at se min elskedes træk i min datters ansigt.
Selvom vi aldrig nåede at lære hende at kende, er vi stærkt knyttede til vores datter. Vi elsker hende højt, uagtet at hun ikke er hos os, og vi føler os som forældre til hende.
Vi havde så mange drømme om alt det vi ville give hende og være for hende, vi havde lavet en plads til hende i vores liv og vi har levet med hende voksende inde i mig. Hun var der.
Selvom hun er væk, er hun en del af hvem vi er fremover.
 |
| Tegning af Heather Spears efter foto. Der er lavet et par små kunsteriske justeringer, men tegningen ligner hende ret godt. |
