Endelig lidt held!

Endelig noget at være positiv over. :)
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.

De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer. 

Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.


Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.

Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.

På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.

Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!

Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*

Men Hey - ingen fibromer!!! :D

De første "skader" på mavehuden

Øv, så fik jeg de første skader i huden.

Jeg har en meget uelastisk hud, og har i forvejen strækmærker alle vegne, fordi huden brister ved den mindste udvidelse. da jeg var 14 fik jeg lilla strækmærker på lår og bryster, selvom jeg på ingen måde var overvægtig.
Nu får jeg typisk marmoreringer, og har det på indersiden af overarmen, i knæbukket, langs mavens underkant og på brysterne.

Men de sidste par år er jeg også begyndt at få små synlige blodkar på benene, områder hvor man kan se et net af små tynde lilla "træer". Min mor har det rigtig meget på benene, og jeg tror det er arveligt.

Nå men, i går opdagede jeg så et net af de lilla blodårer på min mave! Øv! Jeg tror ikke de går væk igen. Dem jeg har på benene er permanente. Og får jeg allerede nu sådan noget på maven, i 16. uge, bliver det nok rigtig slemt.

Jeg har vænnet mig til tanken om at jeg nok får mange strækmærker, men blodårernettene havde jeg ikke lige regnet med ...

Mht. strækmærker, så tror jeg at jeg får den slags mave hvor det hele er sprækker, så huden bagefter bliver helt rynket. Men det lever jeg med, baby er så meget et ønskebarn, at hvis min mave er helt fucked up bagefter, så må jeg købe et par flotte, sexede bodystockings til når jeg vil føre mig frem. :) I forvejen har jeg alligevel for meget appelsinhud og strækmærker til at jeg synes jeg er præsentabel nøgen, men det kan jeg ikke tage mig af ... Sådan er det bare. Og får jeg en rynke-stærkmærke mave, well, så dealer jeg med det.

Men øv da også alligevel! De lilla træer kunne jeg godt ha undværet ...

Forandringer

Det er vildt at se min krop forandre sig. Jeg kan godt mærke at jeg ikke er ung, jeg er mere ufleksibel og forandringerne virker voldsommere på mig. Måske er det også derfor der er så meget bøvl med det.
Mine bryster er godt nok vilde! De er vokset en skålstørrelse, men det bedste er at de for det første har løftet sig (!), for det andet er der kommet fyld på oversiden igen, der hvor alderen var begyndt at flade ud. Pludselig er det nogle runde kugler at stoppe i en BH, fremfor flad overside, kugle på undersiden. De ser kanongodt ud. :)
Mine brystvorter er også blevet mærkbart større, mørkere og bliver meget nemt stive i det. Sjovt så store de ku blive lige pludselig.
Om aftenen får jeg blå blodårer som et netværk på mine svulstige bryster, det ser næsten alien-agtigt ud. Både skræmmende og fascinerende. Så vidt jeg ved er det pga den øgede mængde af blod i min krop. Jeg sku ha omkring en liter mere blod nu.

De dårlige ting er kvalmen, som heldigvis har været på retur de sidste par dage. Men den har fyldt alt.
Jeg får stadig kvalme hvis jeg går op ad en bakke, men det er nok en kombination med stakåndetheden pga den øgede blodmængde og derved det øgede blodtryk.
Men damn kvalmen har ellers været styg!

Mine ankler hæver. Sært nok. Det er ikke fordi jeg slæber rundt på noget endnu, jeg har kun taget 1,5 kg på. Men det gør de, pga forandringer i hele min krops funktionalitet.

Jeg får små brune pletter på huden. Sådan store fregner. Så vidt jeg har forstået gør sol det værre, og der er en risiko for at de ikke går væk igen. So be it.

Min mave har flyttet sig. Den er ligesom hoppet opad. Overvægten er kravlet op over taljen, og så buler graviditetsmaven frem ved taljen. Jeg går stadig ind i siderne, men foran er der godt nok en bule der vil noget. Jeg ligner ikke 3. måned, jeg ligner 4. eller 5.!

Min fordøjelse er fucked. Progesteron-hormonet har fucked den up. I starten fik jeg forstoppelse, nu har jeg bare ondt i mave og tarme meget af tiden, luft i maven, rumlen i maven, udspillet mave, uro i maven og har det generelt dårligt med min fordøjelse. Der er konstant en irritation eller smerte, som er pisseirriterende og lidt udmattende. Og så bliver jeg SULTEN. Tit.
Men det er ret ingribende at ha en fucked mave, når jeg normalt kan æde alt uden problemer. Jeg plejer at ha en hamrende god fordøjelse. Nu er den sart og ustabil. Øv.

Jeg har ikke de vilde cravings, kun efter ost. Jeg tror det er kalken jeg vil have. Det var dog vildest for et par uger siden, nu her er det stille og roligt.

Jeg føler mig ikke så opfarende eller ustabil, men det er jeg nok lidt alligevel. Man skal ikke diskutere politik med mig. ;) Jeg prøver dog at sige til og advare om emneskift hvis jeg kan mærke et flush af ukontrolabel irritation.
Men T kan nok bedre bedømme om jeg er Hormonella eller ej.

Jeg har sært nok ret meget lyst til sex, selvom jeg ikke rigtig får handlet på det, andet end på enmandshånd (kvinde, that is). Jeg tror det er den øgede blodtilførsel til underlivet, det kilder. Jeg drømmer også om sex.

Og så drømmer jeg om min graviditet og om barnet. Noget er mareridt, andet er bare drømme. Men i alle drømme er jeg gravid eller har mit barn. Jeg drømte også der kom mælk ud af mine bryster, og at jeg ammede. Hvilket er sært, jeg har jo aldrig prøvet det. Aner ikke om drømmefornemmelsen er sådan det er, eller om det viser sig at være helt anderledes.
Mine drømme er selvfølgelig surrealistiske og weird, trods de realistiske elementer.

Indtil nu har jeg haft det meget fysisk skidt, totalt systemnedbrud. Men de sidste par dage har været bedre. :) Jeg går også ind i 2. trimester om lidt, og det ser ud til at lette lidt. Håber jeg. :) Måske tilvænner jeg mig alligevel.

Hvor er det bare fuckende weird!

Frygtelig nervøs for scanning

Jeg er 8+6 nu og jeg skal scannes i dag, men jeg kan slet ikke være i mig selv af nervøsitet. Jeg er SÅ bange for at noget skal være galt, at den skal være død.

Jeg havde en MA for 3 år siden og har ikke været gravid sammen. Jeg er besat af angsten for at denne graviditet "bliver taget fra mig igen" .

Damn jeg er nervøs! Jeg vågnede kl. 4 i morges og ku ikke sove mere, og i dag billeder jeg mig ind af mine symptomer er forsvundet osv. Og lige nu trapper det op fordi det nærmer sig.

Øv hvor er psyken dog belastende! :(