Min lille skat, her midt om natten tænker jeg på dig. På din fødsel, på min kærlighed til dig. Det er længe siden jeg har grædt sidst, og selv nu vil jeg ikke rigtig give lods.
Jeg tænkte på at jeg aldrig har kysset dig. Jeg turde ikke. Jeg turde ikke åbne op for følelserne, tabet var for stort. Nu forstår jeg ikke at jeg ikke bare tog dig til mig fuldt og helt da chancen var der. Jeg elsker dig jo alligevel, det var uundgåeligt. Jeg er jo din mor og du er det bedste der er sket mig, også selvom jeg mistede dig.
Det kan man ikke værne sig imod, jeg elskede dig i forvejen, at du døde ændrer det ikke. Men jeg sku ud af chokket for at mærke det igen.
Hvor jeg dog savner dig, min lille smukke pige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar