Jeg har fået madforgiftning og har det virkelig skidt. Og det er så enormt uretfærdigt, ikke bare skal vi tackle sorg og at vores liv er svære, men så skal en dum bakterie komme og pine mig, helt meningsløst.
I forvejen har jeg en eksistensiel krise. Jeg føler mig blottet og skrøbelig, at ulykker bliver ved med at hagle ned over mig. At selvom jeg allerede er ramt af ulykker, så gør det mig åbenbart ikke immun, det kan sagtnes komme flere. Det synes jeg er svært at skulle leve med.
Tidligere tænkte jeg at "nu må det være vores tur til at der sker noget godt". Men jeg har oplevet at der ikke er noget system, ikke nogen balance. At selvom man allerede er fyldt op med ulykker, kan der sagtens komme flere. Der er ingen fordeling. Det gør mig bange. Så har jeg ingen tro på livet eller tiltro til at noget kan blive godt igen.
Jeg sku ha været i sorggruppe i dag, og jeg trængte til det. Jeg er kørt lidt ud på et sidespor, jeg føler mig distanceret fra mine følelser. Jeg tænkte at sorgruppe i dag måske ville rippe op i noget, på en tiltrængt måde. At jeg kunne komme tilbage på sporet. I stedet er jeg bare hundesyg.
I morgen sku jeg ha været til APA efterfødselsgymnastik for kvinder der har mistet. Det bliver der så heller ikke noget af ...
PIS! :(
Jeg ved ikke hvad jeg selv føler, og nu er jeg fucked up fysisk. Jeg har feber og har ondt alle vegne, især i brystet af at kaste så meget op. Jeg føler mig faret vild.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar