Jeg læste et indlæg på smaa-engle.dk om en missed abortion, og det berørte mig meget. Jeg har selv oplevet det en enkelt gang, og selvom det på ingen måde kan sammenlignes med tabet af et mere udviklet barn, eller med at føde et barn man mister, så synes jeg ikke det var specielt sjovt.
Jeg vil ikke kalde det at miste et barn, mere at miste sin graviditet og håbet om at den blev til et barn. Så lille som min spire var, var den ikke noget der kunne ligne et barn endnu.
Jeg mistede i 10. uge og der var væksten åbenbart standset ca. i 6. uge, dvs. min spire var kun 3-5 mm lang. En lillebitte samling celler. Men den havde jo levet og vokset, og hormonerne kørte på mig. Jeg var gravid ...
Jeg faldt over min egen historie, skrevet før jeg fik taget min livsuskyld, før fertilitetsbehandling og før tabet af min datter. Den kan læses her:
http://www.min-mave.dk/din-historie/at-miste-tidligt/blogpost-2564.htm
Dengang formåede jeg at være positiv og beholde min tro på at vi da nok skulle få et andet barn.
Nogle år efter var jeg ikke nær så optimistisk.
Og nu her ... Well ... Var det virkelig mig der tænkte og følte sådan? ...
Det slår mig at jeg skrev "Det betyder MEGET for mig at kunne blive gravid igen og at min livmoder ikke er lige til lossepladsen." Hmmm ... det kan jeg så ikke, og det er den. Fandens.
Sært at tænke på det igen. Jeg ville dog hellere have haft ti missed abortioner end at føde mit barn for tidligt og miste det. På den anden side ville jeg ikke ha undværet at få Saga, selvom jeg mistede hende.
Følelser er sære.
EDIT:
Det ser ud til at min gamle historie er slettet. Jeg har fisket den frem fra en privat blog:
21/2-2007 kl. 17.23
|
I weekenden gik jeg helt ned. Totalt deprimeret. Jeg sad og så tv i morgenkåbe fra morgen til aften, uden at ku tage mig sammen til noget og havde det bare rigtig skidt. Samtidig var der en fyr på BM der var efter mig som en arrig pittbull der bare ikke ville slippe. En irriterende og overflødig konflikt, helt ude af proportioner, som jeg ikke ku se hvorfor sku køre så langt, eller køre i det hele taget. Det hjalp absolut ikke på mit humør.
I løbet af søndagen begyndte jeg at få ondt ved æggestokkene og blev meget forskrækket. Ikke meget ondt, jeg ku bare ikke forstå at det lige var der jeg ku mærke det og ikke i livmoderen, og jeg blev bange for der sku ske noget der ku skade min ægproduktion/æggeledere.
Og idéen om at fostret evt. gik i forrådnelse i mig ku jeg slet ikke ha. Jeg ku ikke finde information om hvor længe man ka ha et dødt foster i sig, og jeg kunne regne ud det var en tre ugers tid allerede.
Så mandag morgen ringede jeg til job og meldte mig syg og så til Riget og fik en tidlig tid. Så daffede vi derover. De var helt utrolig søde og omsorgsfulde. Sygeplejerskerne talte længe med mig og lyttede på min bekymring og tog det meget seriøst. Og da lægen så kom, blev jeg scannet. Scanningen viste som forventet at der ikke var liv, men det vidste jeg godt. På en måde havde jeg frygtet at der ville være, da det ville betyde at der så var noget rivende galt med det foster. Bedre at den var død end at jeg sku abortere et levende, men defekt foster. Eller værre, føde et multihandicappet barn.
Anyway, denne her læge synes så ikke mine fibromer så problematiske ud og var meget optimistisk. Sært nok, lægen i sidste uge malede fanden på væggen.
Jeg fik så en tid til udkrabning kl. 15, men sku indlægges kl. 13 og forberedes.
Da jeg sku til at gå, hev den unge sygeplerske fat i mig og spurgte mig om jeg var okay. Det ska man ikke spørge mig om. Jeg er okay, så længe man ikke spørger ... Så jeg sku alvorligt bide sammen for ikke at tude, og forklarede med bævende stemme og våde øjne hvordan jeg havde det. Altså at jeg tackler det fordi jeg skal, men det da absolut ikke er rart og vi er skidekede af det.
Nå, vi tog hjem ...
Nå, klokken blev 13 og jeg blev indlagt og fik deres usexede hospitalstøj på og lagt i sengen. Jeg fik så nogle livmoderudvidende piller lagt op. De skulle gøre det nemmere at lave udskrabingen uden at skulle volde livmodermunden op.
MEN da så jeg skulle til kl. 15, kom der nogle akutte tilfælde ind, så tiden gik og gik. Det ku jeg da godt forstå, kejsersnit og akutte blødninger er vigtigere end min udskrabning, der reelt godt ku vente.
Men det smertestillende jeg havde fået holdt op med at virke, og jeg begyndte at få meget meget ondt.
Kl. 18 blev smerterne uudholdeligt stærke og pludselig begyndte jeg at styrtbløde. Jeg blev enormt forskækket. De havde nævnt jeg kunne pletblød, men det fossede ud. Det er fandme en del mere end at pletbløde.
Jeg ringede efter sygeplejersken og fik T til at hjælpe mig ud af sengen, der var godt blødt til, og vaklede så ud på toilettet. Jeg var totalt vakkelvorn og svækket af smerterne og chokket. Ude på toilettet fossede det videre ud med blod og sorte klumper. Og pludselig sad jeg med en stor hvid klump i hånden. Noget der lignede en blanding mellem massivt slim og blæverfedtet fra en kylling. Jeg blev totalt chokeret, fordi det var uventet, og gik helt i panik og stortudede og fik fat på sygeplejersken og viste hende klumpen og spurgte om det var barnet. Men det ku jeg jo regne ud at det var .... Det var ikke et synligt foster, men højst sandsynligt en stor bid af den sæk der indeholdt fosteret. Jeg vil tro fosteret har ligget inde i klumpen. Jeg gav mig ikke ligefrem til at pille det fra hinanden ...
Hvis jeg havde vidst at jeg kunne abortere af mig selv, var jeg nok ikke blevet så forskrækket, men dét at jeg slet ikke var forberedt på at det kunne ske, eller hvordan det kunne foregå, hylede mig ud af den.
Mens jeg så stod der med blod og klumper løbende ud af mig, så kom portøren for at hente mig ned til operationsstuen. Jeg nåede ingengang at forklare Thomas hvad der lige skete før jeg blev lodset op i sengen og kørt afsted, mens jeg tudede og var totalt forvirret. Det var weird, og ydmygende, at ligge der i en seng og tude mens man blev kørt forbi alle mulige fremmede mennesker, patienter og sygeplejersker. Men jeg kunne jo heller ikke trække et lagen over hovedet. Eller måske ku jeg, men det gjorde jeg ikke.
Da jeg så kom ned til operationsstuen havde jeg hidset mig lidt ned og begyndte at tænke over hvad der egenligt var sket og at det jo egentligt ikke var dårligt.
Jeg holdt ude på gange et stykke tid, mens de ventede på lægen, og anæstesilægen og operationssygeplejersken kom og snakkede med mig. Jeg plaprede løs om hvad der var sket og hvad jeg var bange for (at der skulle ske noget med min livmoder så jeg ikke kunne få børn). De var mægtig søde og tog mig seriøst på en god måde.
Der gik så en del tid inden gynækolog-lægen kom, og jeg kom op på briksen og fik langt venflon og gjort klar til narkose. De var lidt imponerede over at jeg tog den så meget med ro og ikke sagde noget til at få stukket en kanyle i hånden, men hva, jeg ved jo det gør mere ondt hvis man kæmper imod det., så no big deal. Så lå jeg der med ilt i næsen og en slange ind i åren og diskuterede piercing med sygerplejersken. *lol*
Altså rolig var jeg ikke, jeg var ret rystet og sølle. Men det var ikke en venflonnål jeg var bange for.
Da lægen så kom, fortalte jeg hende, at jeg mente jeg allerede havde aborteret, og hun bestemte sig for at scanne mig først. De var helt vildt glade for en chance for at bruge deres transportable scanner, det var de ret ivrige omkring. Så den hentede de. Scanningen viste at ungen var væk. Men nu jeg ligesom var der, gav lægen sig til at undersøge fibromerne (jeg kævlede om hvor bange jeg var for det og hvad det betød og bla bla), og hun sagde så, at det største sad oven på livmoderen og ikke ku genere noget, de to andre sad i livmodervæggen, men udenpå, og burde ikke betyde noget for en graviditet!!!
Så ligesom den anden læge den dag, mente hun ikke der var nogen grund til alarm og mente sagtens jeg kunne blive gravid igen og gennemføre. Og hun sagde at det ikke kunne være pga. fibromerne at den døde, men alm. kromosomfejl. Så selvom det var totalt hæsligt, blev jeg superlettet.
Det betyder MEGET for mig at kunne blive gravid igen og at min livmoder ikke er lige til lossepladsen.
Da jeg kom op igen var jeg totalt vendt, og var glad og lettet. Smerterne var holdt op (de gav mig et skud morfin gennem venflonen, det hjalp nok også på humøret ;)) og lægen havde lige sagt min livmoder ikke var fucked up og jeg godt kunne få et andet barn. Virkelig gode nyheder. Men jeg skulle vente to timer inden jeg måtte gå hjem pga morfinen, og sikkert også chokket og blødningen.
Jeg fik så noget suppe og noget dessert, det første jeg spiste den dag. Jeg var sulten og dehydreret efter at ha fastet hele dagen. I løbet af de næste timer stilnede blødningen af og der kom lidt smerter tilbage, men ikke så slemt.
Kl. 21 gik vi så hjem.
Det der egentligt skete var, at de livmoderudvidende piller jeg fik var starten på en kemisk abort. Den ville aldrig være kommet så langt, da jeg skulle ha en udskrabning. Pga. at der gik tre timer længere end planlagt, nåede min krop så at abortere selv. Desværre var det ikke naturligt som sådan. Egentligt switchede jeg fra én type behandling til en anden. Fra udskrabing til kemisk. Jeg var bare ikke informeret omkring hvordan en kemisk abort fungerer, da jeg jo havde valgt udskrabning.
Jeg mener ikke det var en fejl som sådan, det var jo ikke med vilje, men det ville have hjulpet hvis de havde informeret mig om hvad der kunne ske, så jeg ikke blev så chokeret.
Når nu det er ens ønskebarn, og man i forvejen er totalt nede af sorg, er det ikke det fedeste at stå med resterne i hænderne. Selvom den jo skulle ud ... Og jeg vidste jo godt den skulle ud. Jeg havde bare ikke regnet med at få det så tæt på ...
Alt i alt var min oplevelse af selve hospitalsvæsenet god. Jeg var overrasket over hvor meget de tog sig af min psykiske tilstand, hvor omsorgsfulde de var og hvor meget de snakkede med mig og lyttede til mig. De kom også en gang i timen lige og chekede op på at alt var okay.
Da T var på Bispebjerg sku man løbe efter personalet og havde slet ikke den følelse af omsorg.
Jeg følte mig også tryg ved at de var kompetente. Så 5 stjerner til Riget, som ellers får så meget kritik.
Det var forøvrigt samme sted jeg for 6 år siden blev opereret for fibromer, hvor min oplevelse også var god.
Når nu man ska noget pis igennem, er det da altid noget at forholdene er i orden.
Dagen efter, i går, havde jeg det meget bedre. Min krop føles uforklarligt "normal". Som den føltes før jeg var gravid. Noget føles anderledes end før, og mere "rigtigt".
Og dét at der ikke er mere jeg skal gøre nu, og ikke mere at være så bekymret for, er en stor lettelse! Selvom det var skrækkeligt, er det mindre slemt nu end for 4 dage siden. Jeg var låst fast i at vente på den udskrabning og ikke kune komme videre med at bearbejde at barnet døde og hvad der i det hele taget skete.
Og det at vi har fået positive meldinger om min muligheder for at få barn er mega mega godt! :-D
Jeg var godt nok nedtrykt efter de beskeder i tirsdag sidste uge. Totalt relapse til for 6 år siden og den kæmpe depression jeg havde der.
Nu var alting lige så godt, og så smuldrede det igen, som det så ofte sker for mig. Jeg frygtede det værste.
Men nu er der så håb igen. :-)
Jeg fik så besked på at vente en menstruations tid inden vi prøver igen. Så må vi se om vi kan igen og hvor hurtigt. Men nu er det ihvertfald overstået for denne omgang. :-) Jeg har lidt ondt og jeg bløder nok en uge eller to, men jeg burde være i orden og jeg har en intakt livmoder endnu. Pyha. :-)
Jeg ka også virkelig se på alt det her, at T er en rigtig god partner for mig. Virkelig. Han var der hele vejen igennem. :) Ikke at jeg havde troet andet, men det betyder virkelig noget for mig at vide at jeg har ham (og han har mig). <3
Nu ska vi bare videre ....
Og så håber håber håber jeg at vi bliver gravide igen og at vi ikke skal igennem den tur igen! Det kan jo desværre godt ske ... Nogle gange mange gange i træk. Men jeg vil så forfærdelig gerne ha det barn, vi er så klar som man overhovedet kan blive ... *håbe*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar