Lettelse!

I dag fik jeg en kontrastscanning af min lever, og det viste sig at det var godartet. Jeg har ikke kræft! De aflyste den planlagte leverbiopsi, så det skulle jeg heldigvis ikke igennem.
YES!
Der er ikke ord der beskriver hvor lettede vi er, vi var SÅ bange for at det var livstruende.

Lægen besluttede sig for at scanne min cyste på æggestokken nu jeg alligevel var der, og han fandt at det var peritoneal lommer, arvæv/bindevævs-sammenvoksninger der danner væskefyldte hulrum. Så altså slet ikke nogen cyste!
Peritoneal lommer er ikke farlige, og burde ikke indflyde på min fertilitet. Det er ikke skidegodt at de er der, men umiddelbart generer de mig ikke, så de vil ikke begynde at operere på det, når de ikke betyder noget for mit helbred.
Jeg skal til tjek om fire uger, bare sådan så de lige følger lidt med inden i mig.

Udmeldingen var at vi godt må prøve at blive gravide igen, så planen er at lægge fryseægget op i næste cyklus.

Min verden gik fra "Det hele er skod" til nyt håb. men det er godt nok en rutjsebanetur!


Pyha. Og der er stadig håb for at jeg kan blive mor igen. Jeg troede det løb var kørt.

Fra dårligt til værre

Igår var vi ude på Herlev Hospitals fertilitetsklinik i går til en scanning, som bare skulle vise hvornår jeg sku ha lagt fryseæg op, med forventning om at nu skulle vi lave barn. Jeg havde preppet mig selv, gået og tænkt "Nu bliver jeg gravid!". Jeg tænkte over at ingen har set på min livmoder siden operationen, og om alt mon var i orden, men jeg håbede at nu var vi ude af al krise, NU var det vores tur til at ting forløb glat.
Inden vi tog afsted havde T det dårligt med det, hans erfaring er at hver gang de scanner mig går det fra dårligt til værre. Jeg slog det hen, det var jo bare en scanning af hvor langt jeg var i min cyklus. Men fandme, han havde desværre ret! :-(

Scanningen viste at jeg har en stor cyste på den ene æggestok, som potentielt kan være noget rigtigt dårligt, måske kræft. Jeg blev akut sendt til en grundigere scanning, som så viste at jeg også har en gevækst i leveren og noget i den ene nyre. What?!?
Det kan være urelateret og det kan være godartet. Men det kan også være rigtig grimt. Så nu skal jeg til yderligere undersøgelser, kontrastscanning og leverbiopsi. Så ingen børn i denne omgang, og hvis det er kræft, så aldrig.

Vi er vildt bekymrede. Er det kræft, og har det bredt sig til lever og nyre, så er løbet kørt, kan vi regne ud. Så kommer jeg til at dø af det. Vi håber selvfølgelig helt vildt at det er noget godartet! Så er der "kun" problemet med en cyste, som forhindrer graviditet. Men så er jeg dog ikke dødeligt syg.
Desværre ved vi ikke noget før 18/5, når jeg er blevet undersøgt grundigere. Der har vi en tid hos en hos gynækologisk ambulatorium på Herlev, og på mandag sku jeg gerne få en tid til kontrastscanning og leverbiopsi, som forhåbentligt bliver inden tiden d. 18. Jeg har det virkelig underligt, det er så uvirkeligt.

Hvis det viser sig ikke at være så slemt, så er det godt nok umenneskeligt at vi skal bekymre os så længe. Og er det noget, så er det så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forstå det. Og der er ikke en skid vi kan gøre, andet end at lade lægerne tage prøver og finde ud af hvad der er med min krop.

Men jeg har det selvfølgelig ikke specielt godt. Jeg prøver at skubbe det til side i mit hovede, så jeg kan eksistere. Men det virker absurd at lægge planer for fremtiden når jeg ikke aner om jeg har nogen. Jeg står ellers midt i at skulle til at ansøge om optagelse på studie, og på et turbokursus der forbedrer mit matematik-niveau.
Og med alle tankerne og følserne omkring min sorg, og alle dem der får børn igen, og om hvorvidt det bliver min tur eller ej. Det hele bliver irelevant hvis jeg skal dø af kræft indenfor en overskuelig fremtid. Så kan det være skideligemeget.
Sært nok er jeg mest bekymret for T. Hvis jeg dør, føler jeg ikke noget længere. Men hvis han skal bære først at miste sin datter, så hans forlovede, så ved jeg ikke om han kan kapere det. Han har det i forvejen skidt, det her hjælper ikke.

Fuck da også!

Jeg fatter ikke at livet kan udsætte os for så mange nedture, jeg må fandme ha været Hitler i et tidligere liv eller noget (hvis jeg ellers troede på den slags). :-(

Endelig lidt held!

Endelig noget at være positiv over. :)
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.

De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer. 

Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.


Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.

Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.

På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.

Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!

Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*

Men Hey - ingen fibromer!!! :D

Håb

Totalt mod forventning sagde lægen at han godt ville forsøge at operere fibromerne bort! :D
Der er en meget stor risiko for at han må fjerne livmoderen, men han mente der var en chance for at det kunne lykkes. Jeg sku skrive under på at jeg accepterede risikoen for at livmoderen røg, men well, det vidste jeg jo godt. Til gengæld var han ikke bange for mit liv mine nyrer havde det fint. :) Så der er ikke noget med mig iøvrigt.

Han sagde så tydeligt at han ikke på nogen måde kunne garantere mig at jeg ville kunne blive gravid efter operationen. Men altså. Bare et sandkorn af håb og jeg er glad. Det er bedre end intet. Som det er nu har jeg intet håb, og uden livmoder heller ikke. Så der er intet at tabe ved at forsøge.

Jeg er meget forvirret. Og udmattet. Og har svært ved at mærke hvad jeg føler. Jeg var SÅ sikker på at han ville sige det ikke kunne lade sig gøre.
Jeg så min MR scanning, og den var grum. Der lå de her enorme bolde over hele livmoderen. Og et af dem da inde i livmodervæggen og havde trukke min livmodermund ud af facon. De var virkelig store.
Da jeg så billederne tænkte jeg det ville være umuligt. Men så sagde han ar han ville forsøge.

Jeg har fået en operationstid i næste uge! 7/12. Det er også så hurtigt at jeg slet ikke kan krølle mit hovede rundt om det ...
Jeg skal lige fordøje informationerne.

Efter lægesamtalen fik jeg taget blodprøver, så talte jeg med narkoselægen og så ventede jeg en time(!) på at tale med en sygeplejerske om operationen. Jeg var der i 3 1/2 time ...
Jeg er helt udkørt.

Svært

Jeg har ikke skrevet så meget på det sidste, for jeg har det ikke så godt.
Sådan ikke akut krise, jeg synes bare det hele er svært, så svært at jeg ingengang føler jeg kan formulere hvad det er jeg tumler med. Og jeg føler mig ret alene med det, jeg har ikke rigtig fået kontakt til mine venner og kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg gør med dem.

I dag er det mig og T' 5 års dag, hvilket vi normalt ville ha gjort en helvedes masse ud af. Vi er begge superromantikere, og så har vi været igennem så mange svære tider samme, at det at vi har hinanden er ekstra særligt. Vi værdsætter virkelig at vores kærlighed er så holdbar.
Men i dag har ikke være romantisk - T tog udmattet på arbejde efter endnu en dårlig nat (han havde i forvejen søvnforstyrrelser pga noget gammel PTS, så et nyt traume har absolut ikke gjort det bedre). Han kom så hjem og mødte mig på hopitalet, for yippie (not!) jeg sku ha en MR scanning af min livmoder. Lige i dag.

Jeg troede en MR scanning gik hurtigt, at det var sådan ind, scan scan, ud. Det viste sig at tage en time ...
godt jeg har dyrket yoga så jeg har læt at ligge helt stille længe.
T gik med ind, men vi kunne ikke tale sammen pga støjen, så han satte sig til at halvsove. Jeg gled også lidt væk indimellem, af at ligge der i en snæver tunnel musestille.

Der var lige et par gange undervejs hvor jeg blev rigtig ked af det. Når jeg sådan lå helt stille med lukkede øjne i en time, indkapslet i en støjende maskine, drev mine tanker rundt. Igen og igen landede de hos Saga, på hvorfor jeg var i den maskine, på min deforme livmoder og mit spinkle håb om at kunne opereres. Men igen og igen, hvorfor jeg ikke kunne beholde hende i mig længere.

Jeg er også bange for de fibromer. Det er sjældent kræft, men sjældent betyder at det sker. Og slemme ting har det med at ske for mig. Jeg bliver skræmt ved tanken om at min livmoder evt. er ved at blive ædt op af kræft, at det kan sprede sig, at jeg kan dø.
Det behøver det jo på ingen måde at være, højst sandsynligt ikke. Men når der sker så mærkelige ting i min krop, når mit forløb er atypisk, når jeg kan mærke hårde knuder udefra og hele området fra navlen til venusbjerget er knuder, så bekymrer jeg mig. Hvad fanden sker der med min krop?!? Hvorfor er min livmodere pludselig en enorm gevækst. Hvorfor er jeg ikke længere i stand til at bære et barn, eller bare at leve normalt. De ukontrolable blødninger jeg nu får af fibromerne kan jo ikke blive ved. De piller der kan stoppe blodet har jeg en stærk mistanke om også øger faren for blodpropper. De er jo det omvendte af blodfortyndende, de hindrer opløsning af størknet blod - hvad er det lige en blodprop er?! ... Fandens.
Jeg er bange for det hele. For at være defekt. For at dø. For at leve.

Jeg synes ikke rigtig det spiller. Der er ikke rigtig noget at se frem til, kun flere besværligheder, mere at kæmpe med. Det er ikke ovre, der bliver ved med at være noget.
Jeg kan ikke forestille mig hvordan mit liv skal blive godt igen.

Og jeg ved ikke hvordan jeg fejrer den 5-års dag der ville ha været så fantastisk, hvis jeg var godt igang med 7. måned nu.

(Lige nu sku vi købe babyseng og puslebord, planlægge og tale om hvordan vores liv ville blive når vores datter kom ud. Vi sku ikke stå med MR scanninger og operationer og sygemeldinger og kommuner der vil holde samtaler. Vi sku være glade.)

Håb eller ikke

Jeg snakkede lidt med T her i dag, han mener at lægen virkelig påpegede at chance for en succesfuld operation ikke var god, men at han ville sende mig til MRI scanning og ham kirurgen for at tjekke det.
Så T tror ikke vi skal regne med det.
Jeg synes det lød mere positivt, men det afhænger måske af ørene der hører, måske ville jeg gerne høre mere håb i det.

Det tog os tre år at blive gravide med Saga, og utallige fertilitetsbehandlinger der ikke gjorde tricket. Så selv med en evt. operation er chancen minimal. Jeg er 39, inden jeg er opereret og helet er jeg måske 40-41, og jeg er i forvejen målt til at have få æg. Chancen er ikke stor for at jeg overhovedet kan blive gravid, selv hvis min livmoder kan repareres.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro og håbe. Det er hamrende dårlige odds. Jeg er bare nødt til at prøve før jeg giver helt op, også selvom det nok kun er 0,5-1% chance.
Det er mere sandsynligt at min livmoder bliver fjernet under operationen, hvis det kommer så langt (det er der en meget stor risiko for, da det kan være nødvendigt hvis man ikke kan styre blødningen).

Well, vi må se. Første skridt er en MRI scanning. Er der ikke væg nok mellem fibromer og livmoderhulrum så giver det sig selv ...

Samtalen på hospitalet

Det gik overraskende okay. Da vi kom ind på sygehuset fik T det ret skidt, han fik hjertebanken og følte sig angst. Men der var ikke så meget at gøre ved det, vi SKULLE jo være der. Jeg var overraskende ligeglad. I detached mode. Jeg følte ingenting. Overhovedet. Ved ikke om det er godt eller skidt. Jeg har det med at flygte for mine følelser hvis jeg kan.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.

Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.

Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.

Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.

Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!

Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.

Samtale på hospitalet i morgen

I morgen skal jeg til samtale på hospitalet om forløbet omkring min fødsel. Jeg ved egentligt ikke nøjagtig hvad det er der skal ske, om jeg skal undersøges (det er otte uger siden nu), om det bare er selve fødslen vi skal gennemtale eller om det er hele deres håndtering af mit forløb (som jeg har en del kritik af), om det er hvad der skal gøres yderligere (min livmoder er jo fuld af fibromer).
Jeg er ... well, ikke nervøs, men ... ubehageligt anspændt omkring at skulle til den. Jeg frygter den. Følelserne. At skulle konfronteres med følelserne og med hvor svigtet jeg i virkeligheden føler mig. Jeg vil på en måde helst undvige, undgå det hele.
Men det er jo nødvendigt.

Jeg satte mig ned for en time siden og skrev hele forløbet ned, fra sidste mens inden, den dag vi lavede hende, den dag jeg testede positivt osv. Så vidt jeg kan se er jeg blevet scannet en 6-7 gange i forløbet, og yderligere 3-4 gange da jeg begyndte at blive indlagt. og jeg har haft smerter næsten fra starten af. Tre indlæggelser.
Hun er lavet 20/4. Jeg testede positivt 10/5.
Jeg så hjerteblink første gang 21/5 da jeg var 5+6. Jeg mærkede liv 3/8 da jeg var sat til 17+0 (reelt 16+3). Jeg hørte hendes hjertelyd for første gang 16/8 da jeg var 18+6 (reelt 18+2) (ved akut lægebesøg med stærke smerter - og senere samme dag på hospitalet).
Det er meget sært at sidde og se det hele liniært og vide hvad vej det gik. Jeg føler mig afmagtet.
Hvis bare ...

Under graviditeten har jeg flere gange være bekymret for om hun nu havde de rigtige mål eller om hun var for lille. Ved nakkefoldsscanningen blev jeg sat frem med fire dage. Hvis jeg trækker dem fra igen, blev hun ikke født 20+6 men 20+2. Og tjekker jeg gennemsnitsmål så passer det fint til hendes størrelse. Hun var 26 cm og 315 gram. I starten af uge 20 er gennemsnittet 24 cm og 330 gram. Så hun var helt fin.
Det har jeg først kunne holde ud at undersøge nu. Dog har jeg bidt mærke i mål og vægt andre har angivet for børn født i samme alder, og umiddelbart synes jeg Sagas mål virkede meget rigtige i forhold til.
Selvom det er omsonst nu, så er der noget i mig der kan få lidt ro. At der ikke var noget galt. Jeg har bekymret mig så længe, hele graviditeten. Så selvom hun jo rent faktisk døde, det værste der kunne ske, så har jeg ihvertfald være bekymret over det forkerte, hun var okay. Så det kan jeg slippe.

Men fuck, jeg glæder mig ikke til i morgen. Aner ikke hvordan jeg vil have det, eller hvordan jeg vil tage det. Jeg frygter at jeg igen ikke ved hvordan jeg kommer videre med det, og igen ikke føler at nogen passer på mig eller hjælper mig.
Jeg frygter at der ikke er nogen fysisk undersøgelse, så jeg bagefter stadig ikke aner hvordan det står til indeni mig. Om fibromerne har standset væksten eller er blevet større. Om der er nekrose i dem. Om jeg har afstødt slimhinden ved min to uger lange menstruationsblødning der blev kunstigt stoppet med piller til sidst, eller om der stadig er noget i mig der ikke burde være.
Om jeg er okay, eller om det er helt galt.
Og hvor jeg skal henvende mig, hvad jeg skal gøre?

Og jeg frygter at græde og have det rigtig skidt.

Jeg føler mig så afmagtet. Og lost. Som jeg har gjort under det meste af graviditeten.
Det bliver en svær dag i morgen (det vil sige i dag, den er over midnat).

Jeg fik ikke gjort det som jeg kunne ønske nu

Jeg fødte meget pludseligt, uden at vi havde tid til at indstille os på at nu mistede vi. Jeg blev indlagt med smerter søndag, der viste sig at være en begyndende fødsel. Mandag fødte jeg.
Vi anede ikke hvad der skete eller hvad det ville sige. Vi tænkte at jeg abortede, dvs. vi troede ikke det ville være en rigtig fødsel.

Da jeg så fødte var vi slet ikke indstillet på at nu kom vores barn. At hun var et barn. Eller at hun kunne være levende. Så vi havde ingen plan for eller idé om hvad der skulle ske.
Jeg ville gerne se hende, det vidste jeg. T ville ikke.
Men jeg havde på ingen måde overvejet eller forestillet mig at jeg f.eks. kunne tage hende op til mig, holde hende, lægge hende på mit bryst eller lign. Jeg tænkte bare jeg ville se hende.
T så hende så alligevel, og det er jeg meget glad for. Det ville ha været helt forkert hvis han ikke havde set sin datter, og hvis vi ikke havde delt det.

Men min tid med hende blev alt for kort, fordi jeg var så chokeret og ikke var klar til det. Og nu er det for sent.

Lige da jeg fødte hende var jeg helt uforberedt. Pludselig var hun ude. Jeg kunne ikke se hende for min egen mave, hun lå mellem mine ben et sted. Jordmoderen tog sig af hende, og hun klippede navlestrengen. Og Saga døde ... Jeg nåede ikke at opleve at hun var levende, vidste ikke hun ville være levende når hun blev født.
Jeg så på hende lidt efter. Jordmoderen viste mig hende. Jeg kiggede bare.
Lidt senere holdt jeg hende kortvarigt mens jeg viste hende til min mor, men jeg holdt hende ikke ind til mig, jeg holdt hende i et klæde, lidt ud fra kroppen.
Jeg tror faktisk slet ikke jeg rørte ved hende.

Derefter blev hun lagt i en vugge et stykke fra min seng. Jeg kunne ikke se hende, jeg vidste bare at der lå hun.
Da jeg senere på aftenen blev flyttet fra fødegangen til barselsgangen spurgte de om vi ville have hende med på værelset - det ville vi ikke. Hun blev flyttet til et rum i nærheden, men ikke ind til os. Det fortryder jeg!
Men det virkede så forkert i situationen, for hun var jo død. Hvad skulle vi med et dødt barn? Hun skulle jo ikke pusles eller ammes. Vi kunne jo ikke interagere med hende. Det var jo et lig ... Vores datter var død.

Nu her bagefter tænker jeg at jeg gerne ville ha set mere på hende, holdt hende, snakket til hende.
Men på det tidspunkt var jeg ikke parat.

Næste dag ville vi gerne se hende igen inden vi tog hjem. De kom med den æske hun lå i, og vi kiggede en del på hende. Nu var hun rød i stedet for lilla, og nettet af blodårer var ikke tydeligt længere. Hun så fredfyldt ud.
Men igen, vi så kun på hende.

Jeg ville ønske at jeg fire dage efter, da jeg begyndte at forstå hvad der var sket, kunne have gået tilbage og holdt hende hos mig, ha krammet hende, rørt ved hende, talt til hende. Undersøgt hende ordentligt, oplevet hende.

Men det er for sent.

Vi lod min mor kontakte bedemanden, min mor valgte kisten og arrangerede kremeringen.
Nu fortryder jeg lidt at jeg ikke har set kisten selv, eller set hende i den. Måske også taget et billede.
Men igen er det for sent, hun er kremeret og hendes urne er klar.
Min mor har fortalt hvilken kiste hun valgte, så jeg forestiller mig det. Men jeg ville nu gerne alligevel ha set den.
Vi har ikke bisat hende endnu, vi er ikke klar. Vi henter hendes urne på mandag, og så må den stå hos os til vi er klar ...

Sådan er det så, vi valgte og handlede som vi kunne, i situationen. Ingen er vel parat til hvad det vil sige ...
Og vi har ikke andre børn, for os var det hele overvældende og nyt. Og forkert!
Måske er det anderledes hvis det ikke er ens første barn, for så har man før prøvet at byde et barn velkommen og håndtere sit barn. For os kom det helt bag på os, og dét at hun var død vidste vi heller ikke hvordan vi skulle tackle.

Men hvor ville jeg ønske vi havde forstået hvad der skete, og hvilke følelser vi ville få, da chokket havde lagt sig lidt. Så jeg kunne ha gjort det bedre for mig selv og for min datter.

Krise. Det skal åbenbart ikke være nemt ...

Jeg har haft tiltagende smerter i løbet af ugen, men jeg regnede med at det var slemme ligamentsmerter kombineret med træthed over at starte i nyt job. Men det kulminerede søndag nat hvor jeg bare havde ONDT og ikke kunne sove for smerter.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.

Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).

Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/


MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.

Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.

Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.

Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!

Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.

Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...

Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.