Viser opslag med etiketten identitet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten identitet. Vis alle opslag

22 maj 2013

Sagas billede

Det er nu 9 måneder siden jeg sidst postede et indlæg på denne blog. Der er sket meget det sidste år, men jeg har ikke fundet roen og overblikket til at skrive om det.
Det sidste halvanden år har handlet om hhv. at blive godkendt til at adoptere, og at blive parat til at adoptere. Jeg har bevidst forsøgt at ændre min identitet og min fokus fra sørgende mor der mangler sit barn til kommende mor til et adopteret barn. Jeg har forsøgt at finde og fastholde håb og glæde.
Det er gået blandet med det.

Det gik rigtig godt i et stykke tid, men så ramte Masho-sagen/Adoptionens Pris og så blev det rigtig rigtig svært med håbet. Al den mediebalade har virkelig gået mig på, og helt faktuelt har det betydet at ventetiden er blevet forlænget med mindst et år, så vi nu skal forvente at der går 3-3 1/2 år inden vi får barn. Og jeg frygter at det måske slet ikke bliver.

Hvor er så sorgen nu?
Well, jeg måtte pakke den væk til højre mens vi fokuserede på at blive godkendt. Alt handlede om det. Både at blive accepteret og vurderet som gode, givende, kompetente forældre, og så også mentalt forstå og acceptere hvad det så er vi vælger. At ville det og at tro på at det kan vi.
Det er jo noget helt helt andet end det vi ønskede og troede at vi skulle. At vi skulle blive forældre til en lille nyfødt baby, som vi kunne give en tryg og god opvækst, lære at kende fra livets begyndelse og have et ganske almindelig børnefamilieliv på de samme præmisser som alle andre.
Det vi skal nu er at være superforældre til et traumatiseret barn på mindst ét år, nok ældre. Måske tre år. Vi skal kunne rumme og give og hele og være der 200 %. Vi skal kunne tilsidesætte os selv og sørge for at dét her barn får hvad det skal bruge. Have redskaberne og overskuddet, kærligheden og tålmodigheden.
Det skal vi stole på at vi kan. Og stole på at vi vil.
Og sorgen ... både den konkrete sorg over det barn vi havde og ikke fik lov at beholde, og så sorgen over det vi ikke kommer til at opleve .... den sorg er i vejen. Det kan vores kommende barn ikke være tjent med, så den må vi slippe.
Det kan vi selvfølgelig ikke bare. Men vi kan søge at få det til at falde på plads i os så godt vi nu kan, så det fylder så lidt som muligt.
Fortrængning dur ikke, men vi kan søge mod det der styrker håbet og troen og entusiasmen. Vælge hvor vi vil have vores fokus.

Jeg bliver stadig vred når jeg læser smarte, lallepositive mode-"mindfulness"-agtige udsagn. Jeg synes ikke livet er så skønt og nemt og til at stole på, og jeg tror ikke at den rigtige tankegang og udstråling ændrer hvad der sker. Men jeg tror på at alle søger mod heling, at vi helst vil være glade og have det godt, også mig. At vi har overraskende mange ressourcer at trække på. Kan mere end vi tror.
Og jeg forsøger at reparere mig selv, jeg forsøger at søge glæden.

Det var slet ikke det jeg ville skrive om.
Jeg ville skrive om Sagas billede.

For et år siden pakkede vi Sagas billede væk, fordi vi ville signalere at vi havde styr på vores sorg, at vi havde den rigtige balance, hvor hun ikke fyldte for meget. Vi beholdt tegningen, for hun er jo med os og det må hun godt være, men fotoet kom ned i hendes mindekasse.
Jeg kunne ikke helt finde ud af hvordan jeg egentligt havde det med det, jeg følte det sært i starten, som om vi gemte hende af vejen. Som om vi ikke ville vedkende os hendes værdi eller hendes samhørighed med os.
Efter et stykke tid spekulerede jeg på om det mon i virkeligheden var en lettelse? Havde vi trængt til at få hende lidt på afstand? Blev vi alligevel mere kede af det af hele tiden at se hvad vi har mistet, hvad vi mangler?
Og hvad med T, har han i virkeligheden ikke også bedre af ikke hele tiden at blive mindet om hende?
Jeg lod billedet blive liggende i kassen.

På det sidste har jeg flere gange tænkt at vi kunne finde billedet frem igen. Når jeg kiggede hen på skænken hvor det plejede at stå, var jeg meget bevidst om at det var Sagas billedes plads, der nu var tom. Dets fravær fyldte i virkeligheden nok lige så meget som hvis billedet stod der. At fjerne det snød i virkelighedeningen af os, Saga mangler, billede eller ej.
Her til aften spurgte jeg så T om han egentligt synes vi skulle stille billedet frem igen. Og uden tøven sagde han, at det synes han, han mente ikke at det gør ham mere ked af det, og han savnede det også. Så jeg gik med det samme ind i pulterkammer-værelset og fandt mindeæsken frem og fiskede billedet op.
Nu står det på sin vante plads igen. Jeg satte også fyrfadsstagerne frem igen og de tørrede roser, sådan som det var. Sagas lille mindeplads.
Til min store overraskelse føler jeg lettelse. Jeg ved ikke hvorfor, den følelse havde jeg ikke forventet. Måske havde jeg formet mit eget mentale billede der stod på den tomme plads, og måske krævede det billede mere energi end det fysiske. Jeg føler mig ihvertfald ikke mere ked af det. Ked af det er jeg, men det var jeg i forvejen. Jeg tror faktisk jeg blev i bedre humør da billedet kom frem.
Som om noget er faldet lidt mere på plads.

Man kan vist ikke narre sig selv. Sorgen og savnet er konstant, men vi kan godt leve rundt om det, og vi kan måske også leve godt rundt om det.
 Jeg tror at meget ændrer sig hvis vi får et levende barn, hvis al den hjemløse kærlighed finder sin plads.
Indtil da søger noget af den kærlighed mod den plads hvor Sagas billede står, og finder hende bedre når vi også kan se hende.
For nu bliver Sagas billede stående fremme.

22 oktober 2011

Okayhed

Jeg fungerer godt nu, arbejder og lever, gør ting. Indimellem er jeg glad.
Men jeg er sårbar, jeg kan ikke klare konflikt eller problematikker, jeg vil ikke mere hvor jeg skal kæmpe, jeg har ikke noget ekstra at trække på, ikke noget overskud.
Jeg græder for andre, på film. Men ikke nødvendigvis når jeg læser historier på nettet om nye mødre der lige har mistet, de historier er bare som de er. Sådan er det. Det gør mig meget meget ondt, men jeg kender det, det får mig ikke nødvendigvis til at græde.
Der er jeg blevet lidt tilvænnet og hårdfør. Jeg føler dog med dem, meget.

Jeg mangler passion. Der er intet jeg synes er noget. Intet jeg vil. Det hele er lidt ligegyldigt.
Jeg er ikke deprimeret, jeg kan også være okay og være glad. Men jeg er så træt. Som om der ligger en tung dyne over mit liv.

Jeg ryger i et hul ved hver menstruation. Selvom vores situation er at vi skal acceptere at vi ikke bliver gravide igen, så dykker det mig at få det bekræftet, og at få knust det håb der alligevel spirer hver måned.
Men det er naturligt nok, det er jo fuckende hårdt. Hver gang kommer længslen efter det barn jeg mangler, fordi jeg stadig sidder der med tomme arme og i en krop uden et ekstra liv i. Det slår hårdt.

Det er opslidende hele tiden at skulle finde en ekstra reserve, hele tiden at skulle kæmpe for også at være glad, forsøge at være tilfreds der hvor jeg er, fordi det er der jeg er.
Der er bare ikke noget alternativ. Det er sådan min verden ser ud.
Jeg er indimellem provokeret af hele "tænk positivt"-konceptet. Mest af alt fordi jeg oplever at det er selvbedrag, man har ingen kontrol. MEN én ting gør konceptet godt - man har det bedre imens. :-)
Så når man kan, så er det meget rarere at være glad end at være ked af det. Altså uden at undertrykke eller fake, der skal være plads til de følelser der nu er. Men når det lykkes at finde øer af accept, glæde eller bare okay-hed, så føles det klart way bedre end tristhed, tvivl, fortrydelse eller ligegyldighed. Og det lykkes jo løbende ...

Jeg oplever flere og flere øer af accept af min væren, små stunder med en glæde over livet. Nydelsen ved at se på planter der gror, en flot busk i en have på min gåtur. Himlen over vandet. En solnedgang. Eller den lilla himmel tidligt om morgen, og den særlige ro og stilhed. Kold og klar morgenluft. En nuttet rotte der vasker sig.
Den pulserende fornemmelse på hovedbanen kl. 7.45 om morgenen, og det velkendte i at gå samme vej som de andre hverdagsmorgener. At nyde at sidde på en café og føle mig som en del af verden. En god bog.
Der er øer.

Og når jeg indimellem er decideret glad føles det godt nok rart.

28 august 2011

Ved at lukke og slukke

Jeg har ikke skrevet så meget de sidste måneder, fordi jeg er forvirret og sårbar.

Af gode ting er der sket det at jeg har fået job.
Efter at være blevet opsagt fra et job jeg havde levet og åndet for i 13 år, hvilket rystede mig i min grundvold, havde jeg endelig fået nyt job, selvom jeg var gravid. Det nåede jeg kun at have i tre uger, så fødte jeg Saga. Så var der sorg og operation. Så begyndte jeg på frivilligt arbejde hos Landsforeningen Spædbarnsdød for at komme lidt i gang igen, og det var godt. Men jeg synes det var enormt svært ikke at have et regulært job at vende tilbage til, med kollegaer som kendte mig og vidste hvad jeg kunne, med faste rammer, rutiner og kendte omgivelser.
I stedet skulle jeg søge job, sælge mig selv og bevise mig selv. Være på fuld skrue med glimt i øjet og emme af overskud og kompetence.
I juni skete der så det at jeg blev ringet op af et firma, som jeg havde søgt en stilling hos for knap halvandet år siden, før det hele gik galt. De ville tilbyde mig et 3-mdr. vikariat med en måske mulighed for videre ansættelse. Jeg sprang på, og der har jeg så knoklet de sidste to mdr..
Men det havde jeg brug for. Det var hårdt at skulle lære nye mennesker og nye procedurer at kende, men også godt at indgå i en sammenhæng igen, at være den kompetente side af mig selv, være faglig, have arbejdsmæssige relationer til andre. At skulle noget om morgenen, at have en grund til dagen.
Jeg er blevet glad for det. :-) Det er temmelig hårdt, jeg er træt hele tiden. Men jeg føler mig som en del af verden igen.

Nu er jeg lige blevet fastansat! :-D
Det er en kampesten fra min skulder, jeg beholder min rytme, min funktion og mine nye relationer. Jeg betyder noget. Og jeg har lidt tryghed, økonomien hænger sammen.
Det er også godt i forhold til hvis vi er nødt til at flytte og skal købe noget (huset vi lejer en lejlighed i er sat til salg) eller hvis vi er tvunget til at adoptere (og skal have god økonomi + kunne smide 200.000).
Alt i alt er det bare rigtig godt.
Jeg fortsætter mit arbejde for Landsforeningen Spædbarnsdød, men på meget lavet blus.

Tilgengæld er jeg ved at lukke og slukke med drømmen om et biologisk barn. Det sker ikke. Vi har prøvet og prøvet, men uden held. Og nu sker der det frygtelige for mig, at tidlige tegn på overgangsalder sætter ind - jeg fik ikke ægløsning i denne måned!  :´-(
Mit østrogen steg kun meget lidt, og der kom ingen ægløsning. Dvs. nul mulighed for barn. Én ting er at jeg bare ikke er blevet gravid, men nu svigter det helt. Nu kan jeg ikke?!?
Jeg har det forfærdeligt. For først gang er jeg vred på min krop. Og endnu mere vred på verden. Hvorfor kan jeg ikke? Hvorfor er jeg blevet for gammel? Når alle har en historie om en de kender på 40, 42, sågar 46 som har fået barn, hvorfor lukker og slukker min krop så som blot 40-årig?
Og når jeg nu startede med at ville for 10 år siden, og med at forsøge intenst for 5 år siden, hvorfor får jeg så ikke mit højeste ønske opfyldt? Hvordan kan det ske at det bare ikke bliver?

Jeg prøver at sige til mig selv at hvis man får kørt benene af, er man sikkert også vred og fortvivlet og uforstående, men man er nødt til at deale med sådan som verden ser ud. Dvs. lige meget hvor uretfærdigt eller uacceptabelt jeg synes det er, så er det altså sådan det er. Jeg er nødt til at lære at leve med det.
MEN FUCK DA! :-(
Jeg er så ubeskriveligt ked af det. Virkelig virkelig ked af det.
Sorgen over Saga og sorgen over at være permanent barnløs er ét stort rod. Det er lige før det sidste gør mest ondt, for Saga er diffus for mig nu, jeg havde jo aldrig kontakt med hende. Ingen åbne øjne, ingen lyde, ingen bevægelser. Kun boblerne i min mave mens hun levede, følelsen af hende i mig. Jeg havde hende aldrig i mine arme levende. Min sorg over ikke at få lov at leve med et barn er størst. Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne være mor til et levende barn, leve med det barn, elske og sørge for, forme og hjælpe på vej.
Sorgen over Saga er sorgen over hvad hun kunne have været, hvis hun havde levet. Hvis jeg havde båret hende til termin. At miste at være mor til et levende barn.

Jeg tænker på konceptet med kvindens tre faser, jomfruen (eller den unge kvinde), moderen og den gamle kvinde. Jeg mangler en fase. Jeg går fra at leve en ung kvindes liv til at leve en gammel kvindes liv, uden at have mellemstadiet med. Uden moderskabet.
Jeg føler en enorm del af mig mangler.
Jeg føler det vigtigste i livet mangler.

Alle kommer med "Har I tænkt på at adoptere?", og ja, selvfølgelig har vi da det. Og sat os ind i det. I modsætning til de fleste, som ingen idé har om hvad det vil sige, hvor lang tid det tager, hvad det kræver eller hvor svært det er. Og som på romantisk vis tror det er en nyfødt baby man kan få.
HVIS vi overhovedet kan blive godkendt til adoption, hvilket tager op til et år, så er der en ventetid på 2-4 år, for tiden er fire mest realistisk. Vi taler altså om at jeg som 45-årig kan blive mor, det er meget meget lang tid at vente, i denne ende af mit liv. Jeg er klar NU. Jeg har været klar i 10 år.
Derudover er der alle de umulige krav at opfylde, inkl. at skulle kunne rejse til et andet land og opholde os i flere måneder. For de lande med kortest ventetid er det syv mdr.! Samtidig med at vi skal kunne rive syv mdr. ud af kalenderen, og have hele vores barns babyfase i et andet land, uden familien, vores egne liv og rammer, uden den verden og kultur vi ønsker at være forældre i, så skal vi også kunne beholde vores job og bolig at komme tilbage til, selvom vi er væk så længe. Hvem kan dog det?!
Den tid der går fra de finder ud af hvilket barn man får, til man kan få barnet i armene er mellem to og seks mdr. Dvs. det barn man får er minimum to mdr., mere sandsynligt 6-8 mdr. Alle de måneder er tabt for én, det bliver ikke noget vi får lov at opleve. Og vi har ingen indflydelse på den tid. Vi kan ikke give vores barn kontakt, stimulation og omsorg, sikre at der skabes en grundtryghed og tilknytning. At vores barn får øjenkontakt og kropskontakt og bliver trygt og harmonisk. Nej, det er børnehjem blandt en masse andre børn, med fokus på at det får mad og en tør ble. Men alt dét som man i vestlig forskning ved betyder utroligt meget, får vi ikke lov at indflyde på.
Hvis vi overhovedet kan blive godkendt, og vi overhovedet får et barn, så står vi om fire-fem år med et barn på 6-7 mdr., som ingen tilknytning har til os, og med en baggrund vi ikke kender, og skal først til at prøve at skabe en familie.
Jeg synes ikke det lyder specielt fedt. Det lyder rigtig hårdt, utrygt, opslidende. Ikke noget quick fix på at mangle et barn, ikke nogen løsning.
Det er bare det eneste vi evt. kan, hvis vi vil have et liv med børn. Et forsinket liv med børn, meget forsinket.

Jeg vil ikke tale med andre om adoption. I hvert fald ikke med nogen der ikke ved noget om det.
Jeg gider ikke få trukket den ned over hovedet af nogen der ikke aner hvad de taler om eller hvad det indebærer. Jeg gider ikke skulle forsvare mine følelser, forklare og forklare. Se folks blikke når de synes jeg er negativ og utaknemmelig, eller fornemme hvordan de naivt tror, at verden er fuld af stakkels forældreløse babyer der trænger til et hjem, og det som barnløs er min pligt at redde dem. Hvis der var sådan en enorm mængde forældreløse babyer, hvorfor er der så fire års ventetid? Tværtimod er der mangel på babyer at bortadoptere.
Der er til gengæld masser af ældre forældreløse børn, men dem vil ingen have. Alle dem der synes at de stakels børn skal reddes, hvorfor adopterer de ikke selv dem? Hvorfor laver alle andre børn selv, fremfor at tage til Afrika og adoptere en 6-årig?
Fordi drømmen om at få barn og skabe familie ikke inkluderer en 6-årig forældreløs afrikaner, vietnameser, inder eller colombianer. Heller ikke for os.
Jeg har ikke prøvet at være forældre før, jeg har ingen erfaringer eller redskaber til at håndtere et skadet ældre barn. Og jeg har aldrig haft nogen mission om at jeg skulle redde verden.
Som alle andre drømmer jeg om en nyfødt baby i mine arme, at dufte, mærke, høre lydene. At studere de bittesmå fingre, lege med griberefleksen og se den lillebitte hånd kramme om min finger. Kigge mit barn dybt i øjnene og vide at jeg er dets mor. Opleve mit barn udvikle sig, fra en hjælpeløs lille baby til et selvsikkert og nysgerrigt barn. Være der under hele processen, høre sammen.
Når jeg drømmer om at være mor, drømmer jeg om at være mor til en baby. Og at have fire år til at lære hvordan man er mor til en fireårig, lære at sætte grænser, aflæse mit barn osv. via de situationer der opstår.
Hvis jeg havde barn i forvejen ville jeg måske godt kunne adoptere en fireårig, for så ville jeg allerede have udviklet mig som mor, og være opgaven moden og parat.
Men jeg har ingen levende børn. Og ingen yngre søskende. Jeg aner ikke hvordan man gør.
Det er så igen "når barnet er der"-tanker, afskåret fra alt det der går forud. De mange år og svære betingelser der går forud.

Vi har levet snart fem år i venteposition, hvor vi hele tiden har ventet på at vi skulle få barn og vores nye liv gå igang. Hvor vi har gjort os klar, prioriteret, fokuseret, VALGT. Hvor ønsket om et barn og forsøget på at skabe et har fyldt alt. Fem år!
Kan vi holde til fem år mere?
Jeg tvivler.

Jeg synes virkelig det er en svær tid.
Jeg skal acceptere en situation jeg ikke kan acceptere, jeg skal indstille mig på at mit liv ikke kan blive som jeg så brændende ønsker mig. Jeg skal lære at leve med et sådan er det altså.
Jeg skal håndtere sorgen.

Og prikken over i'et - på tirsdag er det årsdagen for Sagas fødsel og død. Jeg synes denne måned er meget svær. Hver dato har sine minder, her blev jeg indlag. På denne dag hørte vi hjertelyd, efter en enorm forskrækkelse. På denne dag var vi til misdannelsesscanning, og hun lå som en lille frø på spring. På denne dag var jeg indlagt igen. På denne dag så vi Sagas hjerte slå for allersidste gang.
I morgen og på tirsdag er så årsdagene for de værste dage i mit liv. Indlæggelsen, fødslen og afskeden.
Der mistede vi vores datter.

Der er bare ikke noget at sætte i stedet.

30 december 2010

Kan ikke helt forstå det

Det er simpelthen så mærkeligt. Nu har vi i tre måneder levet med at vi ikke ville kunne få børn, det har fyldt alt og været hele vores identitet. Vi kunne ikke få flere børn. Aldrig.
Og jeg har bittert droppet folintilskud, graviditets- og ægløsningstests, alle tanker om at min krop på nogen måde kunne være fertil eller være en del af hele det liv igen.

Så blev jeg opereret. Og nu skal jeg til at omstille mig igen.
Jeg tror ikke rigtig på det, men jeg håber så brændende.
Og nu kan jeg finde vitamintilskudet frem og overveje om jeg skal købe ægløsningstest - og måske får jeg brug for graviditetstests igen.
Det er så sært, jeg var et helt andet sted. Jeg kan slet ikke tro at jeg igen er her, at jeg igen skal til at forsøge. Igen skal tænke over at passe på mig selv og være så sund som mulig.

Jeg ved ikke rigtig hvad forhold jeg har til mig selv eller til min krop. Jeg føler mig helt skizofren. Den gamle opfattelse af at være i stykker er der stadigvæk, side om side med den nye, hvor jeg burde være i orden.

19 december 2010

Tiden går

Efter operationen har vi jo nu en lillebitte chance for at kunne blive gravide igen.
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør,  så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...

Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.

Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.

Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.

Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.

Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.

Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg  følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.

Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.

Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.

Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.

Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...

13 december 2010

I dag har jeg taget et valg

Ja, jeg har valgt ikke at være helt så anonym. Så jeg har sat et billede på min blog.

Tanken med at være semi-anonym var at andre måske bedre kunne forholde sig til mine tanker og følelser. At det at vide hvordan jeg ser ud ville være i vejen, at folk ville danne sig alle mulige idéer om hvordan jeg mon var, og ikke kunne læse det jeg skriver uden et forudfattet indtryk. Og at andre måske bedre kunne spejle sig i mig, hvis der ikke var noget ansigt på.

Men jeg tror at jeg er ved at være så meget ved hægterne igen, at det ikke er så altoverskyggende vigtigt for mig hvad andre tænker. Eller om de kan bruge mig til noget.
I starten, i den helt rå og nye sorg, var der enormt vigtigt for mig at være en ud af mange, at være en del af fælleskabet, at være ingenting. Kun være Sagas mor. Kun blive opfattet som Sagas mor.
Nu begynder jeg at føle mig som mig igen, og at det er være mig ikke kun er dårligt.
Og at jeg ikke kun er Sagas mor. Hvor ondt det end gør at tænke det.


Før jeg fødte Saga blev jeg altid lidt irriteret på forumsbrugere der havde billeder af deres børn som profilbilleder, fx på Facebook. Jeg tænkte at de da for helvede vel ikke kun var deres børn, at der måtte være mere til deres identitet end det. At deres børn jo er selvstændige individer og mødrene også, så et profilbillede bør være af den person der er bag profilen, ikke deres børn. Det er jo ikke deres børn der skriver ...
Jeg synes det var lidt vagt og identitetsløst ...
Da jeg fødte Saga kunne jeg pludselig godt se hvad der er der får mødre til det. Man viser sit hjerte ... Ens barn fylder ALT, så jo man tror at hele ens identitet er ens barn.
Jeg synes så stadig det er lidt sært ... At selvom trangen er der, så bør man være sig selv og ikke kun mor. Hele én selv.
Et billede hvor man holder sit barn er mere passende, det udtrykker hvor vigtigt ens barn er, men at man stadig er en person selv.
Men men, fred være med det da, alle vælger selv hvad de har lyst til. :) 
Det er bare hvad jeg tænkete når jeg så baby- eller børnebilleder som avatars i stedet for et billede af personen selv.

På smaa-engle.dk er det så kotumen at ens avatar er et billede af ens mistede barn (for nogle er det så deres nye barn de viser). Og der kan jeg bedre forstå det, for der ER det jo hele ens virkelighed. Det rum man går ind i. I det rum er man hele tiden, eller meget af tiden, kun mor. Og det mistede barn fylder ALT ... Og så er det også de færreste der har billeder hvor de holder barnet, så det er ikke muligt at vise.
Jeg kunne dog stadig ikke få mig selv til at bruge Sagas billede til at repræsentere mig, så jeg brugte først et oprørt uvejrshav. Det var sådan jeg følte, som sorg og vrede og storm og AAAARGGGGHHH! Men det gik over, havet lagde sig ... ;) Og så valgte jeg Sagas fodaftryk, fordi de er et symbol på det aftryk hun har sat i mit hjerte. På hvor meget jeg tænker på hende. Men det er ikke et billede af hende, for hun er jo ikke mig. Jeg er mig. :)

Og nu er jeg altså kommet derhen hvor jeg føler, at jeg allevegne er mere til stede som mig end som Sagas aftryk. Hun er stadig i mig, jeg er hendes mor. Jeg elsker hende!
Men der er lidt mere plads nu ... Plads til at både hun og jeg kan være til stede. :)
Og til at jeg ikke behøver kun at være min sorg og mit tab.
Eller behøver at andre ser og anerkender min sorg og mit tab. Kan de ikke det, så kan jeg ikke bruge dem ...

Det er faktisk en big deal. Et stort skridt for mig.