Jeg begyndte at gro mit hår ud lige før jeg opdagede at jeg var gravid med Saga, og da jeg så fandt ud af at jeg var gravid, måtte jeg jo ikke farve hår pga kemikalierne, hvad jeg ellers helt sikkert ville have gjort.
Jeg oplevede så også at mit fokus flyttede sig til min kommende moderrolle, og på en eller anden måde blev dét her "bløde" udseende med mine brune naturkrøller en del af min graviditet.
Da Saga døde og jeg nu kan farve mit hår blåt hvis jeg vil, så er jeg slet ikke klar til det. Ikke klar til at skifte "tilbage" til der hvor jeg var før (og hvor jeg heller aldrig vil kunne være igen, før er ændret og væk). Det er som om at når håret ryger igen, så er det enten som om Saga aldrig var der, eller en markering af at det er forbi med det. Og det er jeg ikke klar til.
Det er noget underligt noget, for mit hår og Saga havde ingenting med hinanden at gøre. Men underbevidstheden er mærkelig ... Jeg har på en eller anden måde koblet det sammen.
Mens jeg sørger så dybt er det med udseende også ret så ligegyldigt. Der skal en vis glæde til at gøre noget ud af sig selv eller tænke over det. Det er så ligemeget.
Lige inden jeg fødte for tidligt havde jeg arrangeret at få dreads i, fordi jeg følte mig kedelig og ikke kunne forlige mig med de mørkebrune krøller. Men da det så skete var jeg for kriseramt til at tænke på hår, og senere kunne jeg bare ikke overskue hhv. turen ind til Kbh, men heller ikke forandringen. At forandre mig, når Saga var væk. Nok det samme som at farve hår eller rage det af, dog i lidt mildere grad.
Jeg havde jo allerede besluttet og aftalt at jeg sku ha dreads i. Men hvor er det dog svært at gøre noget der flytter mig fysisk væk fra sådan som det var da jeg ventede Saga.
Men well, jeg må jo gøre noget ved det, for mit hår lige nu passer ikke til den jeg er. Så det bliver nu her torsdag ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar