Jeg testede her til morgen, en dag for tidligt. Bragende negativ. Jeg tror den ville ha vist noget nu. Jeg tror fnugget er død. Ligesom ved alle mine andre ægoplægninger.
Jeg vil ikke teste i morgen, for jeg tror ikke det ændrer noget.
Blodprøven tirsdag er det endelige resultat, men jeg tror det er afgjort. :-(
Igen frygter jeg det aldrig bliver. Saga var mit mirakelbarn, måske er hun bare alt jeg får.
EDIT kl. 9.27:
Jeg er overrasket over hvor tungt jeg tager testeriet. Jeg troede jeg havde styr på følelserne, at jeg accepterede min situation.
Der er små ting der går godt. Småting. Jeg fandt nogle dyre klippekort, som jeg troede jeg havde tabt. Jeg fik byttet nogle sko, som jeg ikke troede de ville bytte. En nederdel jeg havde kig på var pludselig på tilbud. Jeg starter i nyt job, godt nok kun garanteret i en fastsat periode, men stadig.
Ting lysner.
Jeg tænkte jeg ku leve med hvordan min verden er.
Men jeg var ved at tude i morges, og jeg føler mig ustabil og nedtrykt nu.
MEN faktisk er der et spinkelt håb. Da jeg kiggede på testen en halv time senere er der verdens svageste antydning af en anden streg. Den er så svag at man virkelig skal se godt efter, men der er noget.
Jeg tog fluks en test mere, af et andet mærke. Den er negativ, ingen antydning.
Måske er det ikke noget, de fleste ville nok ikke kunne se noget. Men der er altså en skygge af en streg.
Og jeg har regnet forkert! Det er først søndag jeg kan teste. Jeg er to dage for tidligt.
Testene er de billige strimmelteste, de er ikke så følsomme.
Jeg håber lidt, men jeg er oprevet og ked af det, jeg føler mig totalt bims. Jeg ved ikke hvad der er op og ned. Hvordan jeg skal tackle usikkerheden og måske at få knust mit nye spinkle håb. Total rutsjebane.
Jeg troede virkelig jeg kunne håndtere det, at jeg var cool med whatever svar jeg får.
Jeg er ikke spor cool, jeg er helt ude at gynge.
EDIT kl. 19.19:
Hmmm. Da jeg kom hjem var den skygge godt nok svær at se. Som i måske ikke ... Og nu har jeg en anelse blodigt udflåd, som jeg typisk har dagen inden min menstruation kommer. FUCK! :'-(
Viser opslag med etiketten bekymring. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bekymring. Vis alle opslag
17 juni 2011
07 maj 2011
Fra dårligt til værre
Igår var vi ude på Herlev Hospitals fertilitetsklinik i går til en scanning, som bare skulle vise hvornår jeg sku ha lagt fryseæg op, med forventning om at nu skulle vi lave barn. Jeg havde preppet mig selv, gået og tænkt "Nu bliver jeg gravid!". Jeg tænkte over at ingen har set på min livmoder siden operationen, og om alt mon var i orden, men jeg håbede at nu var vi ude af al krise, NU var det vores tur til at ting forløb glat.
Inden vi tog afsted havde T det dårligt med det, hans erfaring er at hver gang de scanner mig går det fra dårligt til værre. Jeg slog det hen, det var jo bare en scanning af hvor langt jeg var i min cyklus. Men fandme, han havde desværre ret! :-(
Scanningen viste at jeg har en stor cyste på den ene æggestok, som potentielt kan være noget rigtigt dårligt, måske kræft. Jeg blev akut sendt til en grundigere scanning, som så viste at jeg også har en gevækst i leveren og noget i den ene nyre. What?!?
Det kan være urelateret og det kan være godartet. Men det kan også være rigtig grimt. Så nu skal jeg til yderligere undersøgelser, kontrastscanning og leverbiopsi. Så ingen børn i denne omgang, og hvis det er kræft, så aldrig.
Vi er vildt bekymrede. Er det kræft, og har det bredt sig til lever og nyre, så er løbet kørt, kan vi regne ud. Så kommer jeg til at dø af det. Vi håber selvfølgelig helt vildt at det er noget godartet! Så er der "kun" problemet med en cyste, som forhindrer graviditet. Men så er jeg dog ikke dødeligt syg.
Desværre ved vi ikke noget før 18/5, når jeg er blevet undersøgt grundigere. Der har vi en tid hos en hos gynækologisk ambulatorium på Herlev, og på mandag sku jeg gerne få en tid til kontrastscanning og leverbiopsi, som forhåbentligt bliver inden tiden d. 18. Jeg har det virkelig underligt, det er så uvirkeligt.
Hvis det viser sig ikke at være så slemt, så er det godt nok umenneskeligt at vi skal bekymre os så længe. Og er det noget, så er det så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forstå det. Og der er ikke en skid vi kan gøre, andet end at lade lægerne tage prøver og finde ud af hvad der er med min krop.
Men jeg har det selvfølgelig ikke specielt godt. Jeg prøver at skubbe det til side i mit hovede, så jeg kan eksistere. Men det virker absurd at lægge planer for fremtiden når jeg ikke aner om jeg har nogen. Jeg står ellers midt i at skulle til at ansøge om optagelse på studie, og på et turbokursus der forbedrer mit matematik-niveau.
Og med alle tankerne og følserne omkring min sorg, og alle dem der får børn igen, og om hvorvidt det bliver min tur eller ej. Det hele bliver irelevant hvis jeg skal dø af kræft indenfor en overskuelig fremtid. Så kan det være skideligemeget.
Sært nok er jeg mest bekymret for T. Hvis jeg dør, føler jeg ikke noget længere. Men hvis han skal bære først at miste sin datter, så hans forlovede, så ved jeg ikke om han kan kapere det. Han har det i forvejen skidt, det her hjælper ikke.
Fuck da også!
Jeg fatter ikke at livet kan udsætte os for så mange nedture, jeg må fandme ha været Hitler i et tidligere liv eller noget (hvis jeg ellers troede på den slags). :-(
Inden vi tog afsted havde T det dårligt med det, hans erfaring er at hver gang de scanner mig går det fra dårligt til værre. Jeg slog det hen, det var jo bare en scanning af hvor langt jeg var i min cyklus. Men fandme, han havde desværre ret! :-(
Scanningen viste at jeg har en stor cyste på den ene æggestok, som potentielt kan være noget rigtigt dårligt, måske kræft. Jeg blev akut sendt til en grundigere scanning, som så viste at jeg også har en gevækst i leveren og noget i den ene nyre. What?!?
Det kan være urelateret og det kan være godartet. Men det kan også være rigtig grimt. Så nu skal jeg til yderligere undersøgelser, kontrastscanning og leverbiopsi. Så ingen børn i denne omgang, og hvis det er kræft, så aldrig.
Vi er vildt bekymrede. Er det kræft, og har det bredt sig til lever og nyre, så er løbet kørt, kan vi regne ud. Så kommer jeg til at dø af det. Vi håber selvfølgelig helt vildt at det er noget godartet! Så er der "kun" problemet med en cyste, som forhindrer graviditet. Men så er jeg dog ikke dødeligt syg.
Desværre ved vi ikke noget før 18/5, når jeg er blevet undersøgt grundigere. Der har vi en tid hos en hos gynækologisk ambulatorium på Herlev, og på mandag sku jeg gerne få en tid til kontrastscanning og leverbiopsi, som forhåbentligt bliver inden tiden d. 18. Jeg har det virkelig underligt, det er så uvirkeligt.
Hvis det viser sig ikke at være så slemt, så er det godt nok umenneskeligt at vi skal bekymre os så længe. Og er det noget, så er det så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forstå det. Og der er ikke en skid vi kan gøre, andet end at lade lægerne tage prøver og finde ud af hvad der er med min krop.
Men jeg har det selvfølgelig ikke specielt godt. Jeg prøver at skubbe det til side i mit hovede, så jeg kan eksistere. Men det virker absurd at lægge planer for fremtiden når jeg ikke aner om jeg har nogen. Jeg står ellers midt i at skulle til at ansøge om optagelse på studie, og på et turbokursus der forbedrer mit matematik-niveau.
Og med alle tankerne og følserne omkring min sorg, og alle dem der får børn igen, og om hvorvidt det bliver min tur eller ej. Det hele bliver irelevant hvis jeg skal dø af kræft indenfor en overskuelig fremtid. Så kan det være skideligemeget.
Sært nok er jeg mest bekymret for T. Hvis jeg dør, føler jeg ikke noget længere. Men hvis han skal bære først at miste sin datter, så hans forlovede, så ved jeg ikke om han kan kapere det. Han har det i forvejen skidt, det her hjælper ikke.
Fuck da også!
Jeg fatter ikke at livet kan udsætte os for så mange nedture, jeg må fandme ha været Hitler i et tidligere liv eller noget (hvis jeg ellers troede på den slags). :-(
26 april 2011
Vores sidste fryseæg
Jeg har nu prøvet at blive gravid to måneder, uden held. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, vi var tre ÅR om det sidst. Men på en eller anden måde havde jeg nok forestillet mig at skæbnen skyldte mig noget, at hvis katastrofer kan ske igen og igen, så kan mirakler vel også?
Saga var et mirakel. Efter to et halvt års fertilitetsbehandling, seks inseminationer og fire IVF'er, så var hun der - økologisk! Jeg blev spontant gravid, på trods af at alle de fine behandlinger ikke havde succes.
Men så mister jeg hende, pga. min dumme livmoders statistisk sjældne tendens til at danne fibromer når jeg har meget østrogen. FUCK!
Mit mirakel blev til en katastrofe. På den ene side gør det, at jeg har svært ved at tro på, at det nogensinde kan gå godt for mig. På den anden side tænker jeg, at det da umulig kan være af helvede til hele tiden?! Det kan jeg jo se at det kunne, for vi havde det i forvejen svært, og at miste vores datter var at nå bunden. Men det kan vel ikke blive ved??? Vi må da også ha noget held igen?
Så på en eller anden måde havde jeg nok alligevel et spinkelt håb om at jeg ville blive gravid i første forsøg. Eller andet forsøg. Og naturligt igen, siden det er det eneste der har virket.
At jeg ville trodse alle odds, at skæbnen ville give mig en undskyldning og et nyt barn.
Men nu står jeg her, er lige fyldt 40 år og med endnu en negativ test. Tid til næste trin.
Planen er så at vi nu skal bruge vores fryseæg, men ustimuleret, dvs. lagt op i naturlig cyklus. Chancerne er lidt dårligere end ved hormonstimulation, men jeg vil ikke har mere østrogen! Bliver jeg gravid, stiger mit østrogen, og derved også risikoen for at jeg danner nye fibromer, der kan slå næste barn ihjel også. Jeg vil ikke ha kunstige tilsat også!
Så ustimuleret it is ...
Det er så nu.
Vi har kun to æg i ét strå. Ikke så godt ... For pga. min operation må jeg ikke risikere en tvillingegraviditet, så der må kun lægges ét æg op. Min livmoder kan briste hvis jeg skulle blive gravid med tvillinger. Men da æggene er i samme strå, vil vi spilde det ene. Når de tøs op skal det så bare smides ud. :(
Det har jeg det lidt svært ved.
Når jeg ikke tåler mere hormonbehandling, kommer vi ikke til at tage flere æg ud. Disse to er min sidste reserve, når de er væk, er det slut med fertilitetsbehandling. Det er ikke rigtig til at krølle mit hovede rundt om, efter alle de år.
Så længe vi har æggene på frys, har jeg kunnet bilde mig selv ind, at de ville gøre tricket. Når vi har brugt dem, vil realiteterne ånde mig tungt mig i nakken. Så er jeg nødt til at forholde mig til hvor dårlige vores chancer er.
Jeg har ikke lyst til at bruge dem op.
Hvad nu hvis jeg ikke bliver gravid?
Men det er så nu.
Jeg bør få min menstruation i morgen, og så skal jeg ringe til Herlev og få tider til scanninger. Ægoplægning bliver nok ca. 11. maj, hvis der overhovedet er et egnet æg, hvis mindst et af dem overlever optøningen og deler sig videre.
Fuck hvor jeg bare ikke synes det er fedt.
Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne. Jeg har lige stirret på endnu en negativ test, jeg kan ikke rumme at tage en til, i slutningen af maj.
Det er vel 38. gang jeg har testet negativ ... 12 mdr x 3 + 2 mdr nu her, 38 tests ... Uden at medregne de måneder jeg har testet flere gange, i håb om at det ændrede sig, at der alligevel kom to streger frem.
Det er umenneskeligt.
Hvor jeg dog håber af hele mit hjerte at vores lille fryseæg vil sætte sig fast og gro. At vi kan få et mirakel mere, og at katastroferne holder sig væk denne gange. At vi kan trodse alle odds.
Kan det ikke blive vores tur?!?
Er jeg virkelig definitivt og permanent barnløs?
Please ...
Saga var et mirakel. Efter to et halvt års fertilitetsbehandling, seks inseminationer og fire IVF'er, så var hun der - økologisk! Jeg blev spontant gravid, på trods af at alle de fine behandlinger ikke havde succes.
Men så mister jeg hende, pga. min dumme livmoders statistisk sjældne tendens til at danne fibromer når jeg har meget østrogen. FUCK!
Mit mirakel blev til en katastrofe. På den ene side gør det, at jeg har svært ved at tro på, at det nogensinde kan gå godt for mig. På den anden side tænker jeg, at det da umulig kan være af helvede til hele tiden?! Det kan jeg jo se at det kunne, for vi havde det i forvejen svært, og at miste vores datter var at nå bunden. Men det kan vel ikke blive ved??? Vi må da også ha noget held igen?
Så på en eller anden måde havde jeg nok alligevel et spinkelt håb om at jeg ville blive gravid i første forsøg. Eller andet forsøg. Og naturligt igen, siden det er det eneste der har virket.
At jeg ville trodse alle odds, at skæbnen ville give mig en undskyldning og et nyt barn.
Men nu står jeg her, er lige fyldt 40 år og med endnu en negativ test. Tid til næste trin.
Planen er så at vi nu skal bruge vores fryseæg, men ustimuleret, dvs. lagt op i naturlig cyklus. Chancerne er lidt dårligere end ved hormonstimulation, men jeg vil ikke har mere østrogen! Bliver jeg gravid, stiger mit østrogen, og derved også risikoen for at jeg danner nye fibromer, der kan slå næste barn ihjel også. Jeg vil ikke ha kunstige tilsat også!
Så ustimuleret it is ...
Det er så nu.
Vi har kun to æg i ét strå. Ikke så godt ... For pga. min operation må jeg ikke risikere en tvillingegraviditet, så der må kun lægges ét æg op. Min livmoder kan briste hvis jeg skulle blive gravid med tvillinger. Men da æggene er i samme strå, vil vi spilde det ene. Når de tøs op skal det så bare smides ud. :(
Det har jeg det lidt svært ved.
Når jeg ikke tåler mere hormonbehandling, kommer vi ikke til at tage flere æg ud. Disse to er min sidste reserve, når de er væk, er det slut med fertilitetsbehandling. Det er ikke rigtig til at krølle mit hovede rundt om, efter alle de år.
Så længe vi har æggene på frys, har jeg kunnet bilde mig selv ind, at de ville gøre tricket. Når vi har brugt dem, vil realiteterne ånde mig tungt mig i nakken. Så er jeg nødt til at forholde mig til hvor dårlige vores chancer er.
Jeg har ikke lyst til at bruge dem op.
Hvad nu hvis jeg ikke bliver gravid?
Men det er så nu.
Jeg bør få min menstruation i morgen, og så skal jeg ringe til Herlev og få tider til scanninger. Ægoplægning bliver nok ca. 11. maj, hvis der overhovedet er et egnet æg, hvis mindst et af dem overlever optøningen og deler sig videre.
Fuck hvor jeg bare ikke synes det er fedt.
Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne. Jeg har lige stirret på endnu en negativ test, jeg kan ikke rumme at tage en til, i slutningen af maj.
Det er vel 38. gang jeg har testet negativ ... 12 mdr x 3 + 2 mdr nu her, 38 tests ... Uden at medregne de måneder jeg har testet flere gange, i håb om at det ændrede sig, at der alligevel kom to streger frem.
Det er umenneskeligt.
Hvor jeg dog håber af hele mit hjerte at vores lille fryseæg vil sætte sig fast og gro. At vi kan få et mirakel mere, og at katastroferne holder sig væk denne gange. At vi kan trodse alle odds.
Kan det ikke blive vores tur?!?
Er jeg virkelig definitivt og permanent barnløs?
Please ...
26 marts 2011
Ikke denne gang
Øv.
I aften skal vi til en 50 års fødselsdag, og så slog det mig at jeg jo ikke bør drikke ... For vi prøver jo, og man ved aldrig. I morges tog jeg derfor så en graviditetstest, selvom jeg først skal ha mens tirsdag eller onsdag, og den var negativ. Bragende negativ, teststregen var nærmest mørkelilla, og ikke skyggen af andre streger.
Det er for tidligt at teste, meeeen, de fleste gravide ville alligevel vise svagt positiv nu, så jeg må nok se i øjnene at jeg ikke er gravid.
Og alligevel tør jeg ikke drikke i aften, havde festen dog bare været næste weekend. :(
Jeg har fantaseret om at være gravid, gået og lunet mig ved tanken, bildt mig ind at jeg havde symptomer. Og så også blevet lidt bange for at dagdrømme for meget - hvad nu hvis det ikke sker, fordi jeg har tænkt for meget på det, en slags skæbne-hybris. Dum tanke, men den fikse idé er svær at holde væk.
Jeg havde måske håbet på en eller anden kosmisk retfærdighed, der ville lade mig teste positiv på min 40 års fødselsdag på onsdag, som en slags gave til mig. Hvor ville det være fantastisk!!! Og i første hug!
Jeg ved godt der ikke er nogen kosmisk retfærdighed, det hele er knaldhamrende tilfældigt, og jeg står ikke for tur til en god oplevelse, der godtgør det jeg har været igennem. Men det har jeg svært ved at forstå, så alligevel håber jeg ... Bilder mig ind at et så stort sammntræf ville være en god "undskyldning" fra livets side, at så ville det hele være godt igen. All forgiven.
Nu venter der bare en dum bekræftelse af den negative test - lige på min fødselsdag. :(
Jeg er ikke i kælderen, men jeg er grå ... Trist. Sådan livet går derudaf, men jeg mangler virkelig virkelig en grund til at glædes. Jeg savner så meget at glædes.
Jeg læste at det var sundt at føle sig lykkelig, det fører alt muligt godt med sig, fysisk og psykisk.
Jeg er ulykkelig.
I aften skal vi til en 50 års fødselsdag, og så slog det mig at jeg jo ikke bør drikke ... For vi prøver jo, og man ved aldrig. I morges tog jeg derfor så en graviditetstest, selvom jeg først skal ha mens tirsdag eller onsdag, og den var negativ. Bragende negativ, teststregen var nærmest mørkelilla, og ikke skyggen af andre streger.
Det er for tidligt at teste, meeeen, de fleste gravide ville alligevel vise svagt positiv nu, så jeg må nok se i øjnene at jeg ikke er gravid.
Og alligevel tør jeg ikke drikke i aften, havde festen dog bare været næste weekend. :(
Jeg har fantaseret om at være gravid, gået og lunet mig ved tanken, bildt mig ind at jeg havde symptomer. Og så også blevet lidt bange for at dagdrømme for meget - hvad nu hvis det ikke sker, fordi jeg har tænkt for meget på det, en slags skæbne-hybris. Dum tanke, men den fikse idé er svær at holde væk.
Jeg havde måske håbet på en eller anden kosmisk retfærdighed, der ville lade mig teste positiv på min 40 års fødselsdag på onsdag, som en slags gave til mig. Hvor ville det være fantastisk!!! Og i første hug!
Jeg ved godt der ikke er nogen kosmisk retfærdighed, det hele er knaldhamrende tilfældigt, og jeg står ikke for tur til en god oplevelse, der godtgør det jeg har været igennem. Men det har jeg svært ved at forstå, så alligevel håber jeg ... Bilder mig ind at et så stort sammntræf ville være en god "undskyldning" fra livets side, at så ville det hele være godt igen. All forgiven.
Nu venter der bare en dum bekræftelse af den negative test - lige på min fødselsdag. :(
Jeg er ikke i kælderen, men jeg er grå ... Trist. Sådan livet går derudaf, men jeg mangler virkelig virkelig en grund til at glædes. Jeg savner så meget at glædes.
Jeg læste at det var sundt at føle sig lykkelig, det fører alt muligt godt med sig, fysisk og psykisk.
Jeg er ulykkelig.
21 marts 2011
Hvor jeg dog hader det!
Så er jeg tilbage i den samme mølle, som jeg ellers slap da jeg opdagede jeg var gravid med Saga, i april sidste år.
De sidste små fem år har handlet om jagten på et barn, og det har slidt mig op. Nu er jeg der igen ...
Al usikkerheden. Når nu jeg er overvægtig og i dårlig form, bør jeg så begynde at træne en hel masse nu, for at sikre god blodgennemstrømning i livmoderen og smide fedt, eller kan jeg risikere at jeg overbelaster noget, så det æg, der måske blev befrugtet for nogle dage siden, ikke sætter sig fast?
Drikker jeg for meget kaffe? Nedsætter det chancen for at ægget sætter sig og bliver?
Spiser jeg forkert? Får jeg for lidt frugt, og gør det at ægget ikke sætter sig?
Hov, jeg kom til at drikke en velkomstdrink med galiano i i fredags - kan det gøre ægget ikke sætter sig fast?
Jeg havde lidt ondt i den ene side i går aftes, den jeg tror jeg havde ægløsning fra - kan ægget ha satsig fast uden for livmoderen? (Hyyyyl!) Eller er den mon bare en efter-ømhed på ægløsningen?
Når nu vi havde sex tre gange op til og ved ægløsning, men ikke efter (hvor det reelt løsnes), er det så mon godt nok, eller har vi brændt chancen? Saga kom ud af et enkelt knald på dag 10, hvor min ægløsning er dag 13-14, så dér lykkedes det jo ... Men?
Er min bryster ikke en anelse ømme når jeg vågner om morgene? Ville hcg'et allerede på et par dage bevirke det, eller er det noget jeg bilder mig ind?
Er min slimhinden mon stadig tyk nom til at ægget kan sætte sig?
Hvad nu hvis jeg bliver gravid, men der er kromosomfejl? Jeg er jo gammel ...
Er jeg for inaktiv?
Gør det at jeg ikke bevæger mig nok, at ægget sættersig fast i æggelederen i stedet for livmoderen?
Gør min fedtprocent at ægget ikke sætter sig
Er ægget mon for dårligt? Så det slet ikke befrugtes ...
Og så videre og så videre. Jeg bliver sindsyg!
Midt i al sorgen, var det dog en lettelse at have sluppet den konstant besathed af jagten på en succesfuld graviditet. At bare kunne eksistere, uden konstant at bekymre mig om hvorvidt jeg nu forringer chancen for at det lykkes igen.
Med god grund - det tog mig næsten 1 år at blive gravid første gang, med en missed abortion til følge, og så tog det tre hårde år anden gang, med en for tidlig fødsel og et dødt barn ... Jeg tror fanden jeg har svært ved at læne mig tilbage og tage det afslappet, tro på det kommer til mig, når min erfaring siger at det gør det ikke, og statistikken siger at jeg skal være helt udandsynlig heldig hvis det lykkes nu, hvor jeg fylder 40 i næste uge.
Men for helvede hvor er det hårdt! Jeg er nødt til at få styr på de tanker og bekymringer.
Og hver dag er der valg. Det er ikke at jeg bare kan ignorere det. Jeg skal jo vælge om jeg vil tage en kop kaffe, om jeg vil spise light-produkter med sødemidler i, om jeg vil starte i fitness centeret i dag ...
Jeg SKAL afgøre hvad jeg tror skader, og hvad jeg tror ikke gør. Og leve med mine valg. Hele tiden. Hele tiden nye valg.
H e l e t i d e n.
Pis.
De sidste små fem år har handlet om jagten på et barn, og det har slidt mig op. Nu er jeg der igen ...
Al usikkerheden. Når nu jeg er overvægtig og i dårlig form, bør jeg så begynde at træne en hel masse nu, for at sikre god blodgennemstrømning i livmoderen og smide fedt, eller kan jeg risikere at jeg overbelaster noget, så det æg, der måske blev befrugtet for nogle dage siden, ikke sætter sig fast?
Drikker jeg for meget kaffe? Nedsætter det chancen for at ægget sætter sig og bliver?
Spiser jeg forkert? Får jeg for lidt frugt, og gør det at ægget ikke sætter sig?
Hov, jeg kom til at drikke en velkomstdrink med galiano i i fredags - kan det gøre ægget ikke sætter sig fast?
Jeg havde lidt ondt i den ene side i går aftes, den jeg tror jeg havde ægløsning fra - kan ægget ha satsig fast uden for livmoderen? (Hyyyyl!) Eller er den mon bare en efter-ømhed på ægløsningen?
Når nu vi havde sex tre gange op til og ved ægløsning, men ikke efter (hvor det reelt løsnes), er det så mon godt nok, eller har vi brændt chancen? Saga kom ud af et enkelt knald på dag 10, hvor min ægløsning er dag 13-14, så dér lykkedes det jo ... Men?
Er min bryster ikke en anelse ømme når jeg vågner om morgene? Ville hcg'et allerede på et par dage bevirke det, eller er det noget jeg bilder mig ind?
Er min slimhinden mon stadig tyk nom til at ægget kan sætte sig?
Hvad nu hvis jeg bliver gravid, men der er kromosomfejl? Jeg er jo gammel ...
Er jeg for inaktiv?
Gør det at jeg ikke bevæger mig nok, at ægget sættersig fast i æggelederen i stedet for livmoderen?
Gør min fedtprocent at ægget ikke sætter sig
Er ægget mon for dårligt? Så det slet ikke befrugtes ...
Og så videre og så videre. Jeg bliver sindsyg!
Midt i al sorgen, var det dog en lettelse at have sluppet den konstant besathed af jagten på en succesfuld graviditet. At bare kunne eksistere, uden konstant at bekymre mig om hvorvidt jeg nu forringer chancen for at det lykkes igen.
Med god grund - det tog mig næsten 1 år at blive gravid første gang, med en missed abortion til følge, og så tog det tre hårde år anden gang, med en for tidlig fødsel og et dødt barn ... Jeg tror fanden jeg har svært ved at læne mig tilbage og tage det afslappet, tro på det kommer til mig, når min erfaring siger at det gør det ikke, og statistikken siger at jeg skal være helt udandsynlig heldig hvis det lykkes nu, hvor jeg fylder 40 i næste uge.
Men for helvede hvor er det hårdt! Jeg er nødt til at få styr på de tanker og bekymringer.
Og hver dag er der valg. Det er ikke at jeg bare kan ignorere det. Jeg skal jo vælge om jeg vil tage en kop kaffe, om jeg vil spise light-produkter med sødemidler i, om jeg vil starte i fitness centeret i dag ...
Jeg SKAL afgøre hvad jeg tror skader, og hvad jeg tror ikke gør. Og leve med mine valg. Hele tiden. Hele tiden nye valg.
H e l e t i d e n.
Pis.
19 december 2010
Tiden går
Efter operationen har vi jo nu en lillebitte chance for at kunne blive gravide igen.
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør, så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...
Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.
Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.
Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.
Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.
Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.
Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.
Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.
Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.
Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.
Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør, så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...
Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.
Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.
Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.
Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.
Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.
Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.
Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.
Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.
Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.
Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...
22 november 2010
Svært at være midt i
Jeg fik min mestruation igen i går aftes, den tredje efter fødslen. Og som de to foregående er den overdrevet voldsom og jeg mister alt for meget blod. Da jeg gik i seng i går aftes viste jeg godt jeg skulle ringe til lægen her til morgen og få endnu en recept på de piller der hjælper til at mindske blødningen.
Hele natten drømte jeg dumt. Sådan alt muligt jeg skulle nå og ikke kunne nå, med desperation og frustration. Og i drømmen forklarede jeg igen og igen folk omkring mig at jeg skulle på apoteket efter de dér piller, og at jeg skulle ha fjernet min livmoder.
Væmmeligt realistisk.
Åbenbart tumler min underbevidsthed med at jeg skal til lægen på mandag og få svaret på MR scanningen af min livmoder - kan mine fibromer forsøges bortopereret eller skal livmoderen fjernes helt. Og om der er andet i mig der har taget skade (fandt ud af at den blodprøve jeg fik taget inden scanningen er for at teste min nyrefunktion, nyrene kan være skadet hvis et fibrom klemmer urinblæren).
Jeg har det rigtig svært med det. Jeg ved godt at chancen for at jeg kan bevare livmoderen er meget meget lille, og at hvis de overhovedet vil forsøge at bortopere fibromer, så er der alligevel ingen garanti for at jeg vågner op med livmoderen i behold. Og faktsk også en risiko for at jeg kan dø på operationsbordet. Det sker. Blødningen er ret heftig. Det er almindeligt at miste en liter blod når man fjerner et enkelt fibrom - og jeg har fem store plus nogle små ...
Fuck hvor jeg synes det er svært. At miste Saga og at vide at min krop er i stykker nu, at jeg ikke dur som jeg skal. At det jeg oplevede med at være gravid, med at mærke hende gro i mig, det kommer jeg aldrig til at opleve igen.
Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Især når jeg ligger i sengen om aftenen og lige kommer til at tænke på hvordan det føltes at vende mig med min store mave, og hvordan jeg kunne mærke hende sparke og mosle rundt.
At jeg aldrig skal opleve den forandring af at være gravid igen.
Nu er jeg bare mig. Uden liv i mig. Uden muligheden for at kunne skabe det.
Jeg forstår det ikke.
De her blødninger går mig på nerverne. Det er så synligt at der er noget galt i min krop. Jeg kan ikke ignorere det når jeg bløder og bløder og bløder.
Så unaturligt. Og bekymrende.
Fandens. :-(
Hele natten drømte jeg dumt. Sådan alt muligt jeg skulle nå og ikke kunne nå, med desperation og frustration. Og i drømmen forklarede jeg igen og igen folk omkring mig at jeg skulle på apoteket efter de dér piller, og at jeg skulle ha fjernet min livmoder.
Væmmeligt realistisk.
Åbenbart tumler min underbevidsthed med at jeg skal til lægen på mandag og få svaret på MR scanningen af min livmoder - kan mine fibromer forsøges bortopereret eller skal livmoderen fjernes helt. Og om der er andet i mig der har taget skade (fandt ud af at den blodprøve jeg fik taget inden scanningen er for at teste min nyrefunktion, nyrene kan være skadet hvis et fibrom klemmer urinblæren).
Jeg har det rigtig svært med det. Jeg ved godt at chancen for at jeg kan bevare livmoderen er meget meget lille, og at hvis de overhovedet vil forsøge at bortopere fibromer, så er der alligevel ingen garanti for at jeg vågner op med livmoderen i behold. Og faktsk også en risiko for at jeg kan dø på operationsbordet. Det sker. Blødningen er ret heftig. Det er almindeligt at miste en liter blod når man fjerner et enkelt fibrom - og jeg har fem store plus nogle små ...
Fuck hvor jeg synes det er svært. At miste Saga og at vide at min krop er i stykker nu, at jeg ikke dur som jeg skal. At det jeg oplevede med at være gravid, med at mærke hende gro i mig, det kommer jeg aldrig til at opleve igen.
Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Især når jeg ligger i sengen om aftenen og lige kommer til at tænke på hvordan det føltes at vende mig med min store mave, og hvordan jeg kunne mærke hende sparke og mosle rundt.
At jeg aldrig skal opleve den forandring af at være gravid igen.
Nu er jeg bare mig. Uden liv i mig. Uden muligheden for at kunne skabe det.
Jeg forstår det ikke.
De her blødninger går mig på nerverne. Det er så synligt at der er noget galt i min krop. Jeg kan ikke ignorere det når jeg bløder og bløder og bløder.
Så unaturligt. Og bekymrende.
Fandens. :-(
16 november 2010
Svært
Jeg har ikke skrevet så meget på det sidste, for jeg har det ikke så godt.
Sådan ikke akut krise, jeg synes bare det hele er svært, så svært at jeg ingengang føler jeg kan formulere hvad det er jeg tumler med. Og jeg føler mig ret alene med det, jeg har ikke rigtig fået kontakt til mine venner og kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg gør med dem.
I dag er det mig og T' 5 års dag, hvilket vi normalt ville ha gjort en helvedes masse ud af. Vi er begge superromantikere, og så har vi været igennem så mange svære tider samme, at det at vi har hinanden er ekstra særligt. Vi værdsætter virkelig at vores kærlighed er så holdbar.
Men i dag har ikke være romantisk - T tog udmattet på arbejde efter endnu en dårlig nat (han havde i forvejen søvnforstyrrelser pga noget gammel PTS, så et nyt traume har absolut ikke gjort det bedre). Han kom så hjem og mødte mig på hopitalet, for yippie (not!) jeg sku ha en MR scanning af min livmoder. Lige i dag.
Jeg troede en MR scanning gik hurtigt, at det var sådan ind, scan scan, ud. Det viste sig at tage en time ...
godt jeg har dyrket yoga så jeg har læt at ligge helt stille længe.
T gik med ind, men vi kunne ikke tale sammen pga støjen, så han satte sig til at halvsove. Jeg gled også lidt væk indimellem, af at ligge der i en snæver tunnel musestille.
Der var lige et par gange undervejs hvor jeg blev rigtig ked af det. Når jeg sådan lå helt stille med lukkede øjne i en time, indkapslet i en støjende maskine, drev mine tanker rundt. Igen og igen landede de hos Saga, på hvorfor jeg var i den maskine, på min deforme livmoder og mit spinkle håb om at kunne opereres. Men igen og igen, hvorfor jeg ikke kunne beholde hende i mig længere.
Jeg er også bange for de fibromer. Det er sjældent kræft, men sjældent betyder at det sker. Og slemme ting har det med at ske for mig. Jeg bliver skræmt ved tanken om at min livmoder evt. er ved at blive ædt op af kræft, at det kan sprede sig, at jeg kan dø.
Det behøver det jo på ingen måde at være, højst sandsynligt ikke. Men når der sker så mærkelige ting i min krop, når mit forløb er atypisk, når jeg kan mærke hårde knuder udefra og hele området fra navlen til venusbjerget er knuder, så bekymrer jeg mig. Hvad fanden sker der med min krop?!? Hvorfor er min livmodere pludselig en enorm gevækst. Hvorfor er jeg ikke længere i stand til at bære et barn, eller bare at leve normalt. De ukontrolable blødninger jeg nu får af fibromerne kan jo ikke blive ved. De piller der kan stoppe blodet har jeg en stærk mistanke om også øger faren for blodpropper. De er jo det omvendte af blodfortyndende, de hindrer opløsning af størknet blod - hvad er det lige en blodprop er?! ... Fandens.
Jeg er bange for det hele. For at være defekt. For at dø. For at leve.
Jeg synes ikke rigtig det spiller. Der er ikke rigtig noget at se frem til, kun flere besværligheder, mere at kæmpe med. Det er ikke ovre, der bliver ved med at være noget.
Jeg kan ikke forestille mig hvordan mit liv skal blive godt igen.
Og jeg ved ikke hvordan jeg fejrer den 5-års dag der ville ha været så fantastisk, hvis jeg var godt igang med 7. måned nu.
(Lige nu sku vi købe babyseng og puslebord, planlægge og tale om hvordan vores liv ville blive når vores datter kom ud. Vi sku ikke stå med MR scanninger og operationer og sygemeldinger og kommuner der vil holde samtaler. Vi sku være glade.)
Sådan ikke akut krise, jeg synes bare det hele er svært, så svært at jeg ingengang føler jeg kan formulere hvad det er jeg tumler med. Og jeg føler mig ret alene med det, jeg har ikke rigtig fået kontakt til mine venner og kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg gør med dem.
I dag er det mig og T' 5 års dag, hvilket vi normalt ville ha gjort en helvedes masse ud af. Vi er begge superromantikere, og så har vi været igennem så mange svære tider samme, at det at vi har hinanden er ekstra særligt. Vi værdsætter virkelig at vores kærlighed er så holdbar.
Men i dag har ikke være romantisk - T tog udmattet på arbejde efter endnu en dårlig nat (han havde i forvejen søvnforstyrrelser pga noget gammel PTS, så et nyt traume har absolut ikke gjort det bedre). Han kom så hjem og mødte mig på hopitalet, for yippie (not!) jeg sku ha en MR scanning af min livmoder. Lige i dag.
Jeg troede en MR scanning gik hurtigt, at det var sådan ind, scan scan, ud. Det viste sig at tage en time ...
godt jeg har dyrket yoga så jeg har læt at ligge helt stille længe.
T gik med ind, men vi kunne ikke tale sammen pga støjen, så han satte sig til at halvsove. Jeg gled også lidt væk indimellem, af at ligge der i en snæver tunnel musestille.
Der var lige et par gange undervejs hvor jeg blev rigtig ked af det. Når jeg sådan lå helt stille med lukkede øjne i en time, indkapslet i en støjende maskine, drev mine tanker rundt. Igen og igen landede de hos Saga, på hvorfor jeg var i den maskine, på min deforme livmoder og mit spinkle håb om at kunne opereres. Men igen og igen, hvorfor jeg ikke kunne beholde hende i mig længere.
Jeg er også bange for de fibromer. Det er sjældent kræft, men sjældent betyder at det sker. Og slemme ting har det med at ske for mig. Jeg bliver skræmt ved tanken om at min livmoder evt. er ved at blive ædt op af kræft, at det kan sprede sig, at jeg kan dø.
Det behøver det jo på ingen måde at være, højst sandsynligt ikke. Men når der sker så mærkelige ting i min krop, når mit forløb er atypisk, når jeg kan mærke hårde knuder udefra og hele området fra navlen til venusbjerget er knuder, så bekymrer jeg mig. Hvad fanden sker der med min krop?!? Hvorfor er min livmodere pludselig en enorm gevækst. Hvorfor er jeg ikke længere i stand til at bære et barn, eller bare at leve normalt. De ukontrolable blødninger jeg nu får af fibromerne kan jo ikke blive ved. De piller der kan stoppe blodet har jeg en stærk mistanke om også øger faren for blodpropper. De er jo det omvendte af blodfortyndende, de hindrer opløsning af størknet blod - hvad er det lige en blodprop er?! ... Fandens.
Jeg er bange for det hele. For at være defekt. For at dø. For at leve.
Jeg synes ikke rigtig det spiller. Der er ikke rigtig noget at se frem til, kun flere besværligheder, mere at kæmpe med. Det er ikke ovre, der bliver ved med at være noget.
Jeg kan ikke forestille mig hvordan mit liv skal blive godt igen.
Og jeg ved ikke hvordan jeg fejrer den 5-års dag der ville ha været så fantastisk, hvis jeg var godt igang med 7. måned nu.
(Lige nu sku vi købe babyseng og puslebord, planlægge og tale om hvordan vores liv ville blive når vores datter kom ud. Vi sku ikke stå med MR scanninger og operationer og sygemeldinger og kommuner der vil holde samtaler. Vi sku være glade.)
22 oktober 2010
Samtalen på hospitalet
Det gik overraskende okay. Da vi kom ind på sygehuset fik T det ret skidt, han fik hjertebanken og følte sig angst. Men der var ikke så meget at gøre ved det, vi SKULLE jo være der. Jeg var overraskende ligeglad. I detached mode. Jeg følte ingenting. Overhovedet. Ved ikke om det er godt eller skidt. Jeg har det med at flygte for mine følelser hvis jeg kan.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.
Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.
Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.
Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.
Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!
Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.
Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.
Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.
Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.
Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!
Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.
21 oktober 2010
Samtale på hospitalet i morgen
I morgen skal jeg til samtale på hospitalet om forløbet omkring min fødsel. Jeg ved egentligt ikke nøjagtig hvad det er der skal ske, om jeg skal undersøges (det er otte uger siden nu), om det bare er selve fødslen vi skal gennemtale eller om det er hele deres håndtering af mit forløb (som jeg har en del kritik af), om det er hvad der skal gøres yderligere (min livmoder er jo fuld af fibromer).
Jeg er ... well, ikke nervøs, men ... ubehageligt anspændt omkring at skulle til den. Jeg frygter den. Følelserne. At skulle konfronteres med følelserne og med hvor svigtet jeg i virkeligheden føler mig. Jeg vil på en måde helst undvige, undgå det hele.
Men det er jo nødvendigt.
Jeg satte mig ned for en time siden og skrev hele forløbet ned, fra sidste mens inden, den dag vi lavede hende, den dag jeg testede positivt osv. Så vidt jeg kan se er jeg blevet scannet en 6-7 gange i forløbet, og yderligere 3-4 gange da jeg begyndte at blive indlagt. og jeg har haft smerter næsten fra starten af. Tre indlæggelser.
Hun er lavet 20/4. Jeg testede positivt 10/5.
Jeg så hjerteblink første gang 21/5 da jeg var 5+6. Jeg mærkede liv 3/8 da jeg var sat til 17+0 (reelt 16+3). Jeg hørte hendes hjertelyd for første gang 16/8 da jeg var 18+6 (reelt 18+2) (ved akut lægebesøg med stærke smerter - og senere samme dag på hospitalet).
Det er meget sært at sidde og se det hele liniært og vide hvad vej det gik. Jeg føler mig afmagtet.
Hvis bare ...
Under graviditeten har jeg flere gange være bekymret for om hun nu havde de rigtige mål eller om hun var for lille. Ved nakkefoldsscanningen blev jeg sat frem med fire dage. Hvis jeg trækker dem fra igen, blev hun ikke født 20+6 men 20+2. Og tjekker jeg gennemsnitsmål så passer det fint til hendes størrelse. Hun var 26 cm og 315 gram. I starten af uge 20 er gennemsnittet 24 cm og 330 gram. Så hun var helt fin.
Det har jeg først kunne holde ud at undersøge nu. Dog har jeg bidt mærke i mål og vægt andre har angivet for børn født i samme alder, og umiddelbart synes jeg Sagas mål virkede meget rigtige i forhold til.
Selvom det er omsonst nu, så er der noget i mig der kan få lidt ro. At der ikke var noget galt. Jeg har bekymret mig så længe, hele graviditeten. Så selvom hun jo rent faktisk døde, det værste der kunne ske, så har jeg ihvertfald være bekymret over det forkerte, hun var okay. Så det kan jeg slippe.
Men fuck, jeg glæder mig ikke til i morgen. Aner ikke hvordan jeg vil have det, eller hvordan jeg vil tage det. Jeg frygter at jeg igen ikke ved hvordan jeg kommer videre med det, og igen ikke føler at nogen passer på mig eller hjælper mig.
Jeg frygter at der ikke er nogen fysisk undersøgelse, så jeg bagefter stadig ikke aner hvordan det står til indeni mig. Om fibromerne har standset væksten eller er blevet større. Om der er nekrose i dem. Om jeg har afstødt slimhinden ved min to uger lange menstruationsblødning der blev kunstigt stoppet med piller til sidst, eller om der stadig er noget i mig der ikke burde være.
Om jeg er okay, eller om det er helt galt.
Og hvor jeg skal henvende mig, hvad jeg skal gøre?
Og jeg frygter at græde og have det rigtig skidt.
Jeg føler mig så afmagtet. Og lost. Som jeg har gjort under det meste af graviditeten.
Det bliver en svær dag i morgen (det vil sige i dag, den er over midnat).
Jeg er ... well, ikke nervøs, men ... ubehageligt anspændt omkring at skulle til den. Jeg frygter den. Følelserne. At skulle konfronteres med følelserne og med hvor svigtet jeg i virkeligheden føler mig. Jeg vil på en måde helst undvige, undgå det hele.
Men det er jo nødvendigt.
Jeg satte mig ned for en time siden og skrev hele forløbet ned, fra sidste mens inden, den dag vi lavede hende, den dag jeg testede positivt osv. Så vidt jeg kan se er jeg blevet scannet en 6-7 gange i forløbet, og yderligere 3-4 gange da jeg begyndte at blive indlagt. og jeg har haft smerter næsten fra starten af. Tre indlæggelser.
Hun er lavet 20/4. Jeg testede positivt 10/5.
Jeg så hjerteblink første gang 21/5 da jeg var 5+6. Jeg mærkede liv 3/8 da jeg var sat til 17+0 (reelt 16+3). Jeg hørte hendes hjertelyd for første gang 16/8 da jeg var 18+6 (reelt 18+2) (ved akut lægebesøg med stærke smerter - og senere samme dag på hospitalet).
Det er meget sært at sidde og se det hele liniært og vide hvad vej det gik. Jeg føler mig afmagtet.
Hvis bare ...
Under graviditeten har jeg flere gange være bekymret for om hun nu havde de rigtige mål eller om hun var for lille. Ved nakkefoldsscanningen blev jeg sat frem med fire dage. Hvis jeg trækker dem fra igen, blev hun ikke født 20+6 men 20+2. Og tjekker jeg gennemsnitsmål så passer det fint til hendes størrelse. Hun var 26 cm og 315 gram. I starten af uge 20 er gennemsnittet 24 cm og 330 gram. Så hun var helt fin.
Det har jeg først kunne holde ud at undersøge nu. Dog har jeg bidt mærke i mål og vægt andre har angivet for børn født i samme alder, og umiddelbart synes jeg Sagas mål virkede meget rigtige i forhold til.
Selvom det er omsonst nu, så er der noget i mig der kan få lidt ro. At der ikke var noget galt. Jeg har bekymret mig så længe, hele graviditeten. Så selvom hun jo rent faktisk døde, det værste der kunne ske, så har jeg ihvertfald være bekymret over det forkerte, hun var okay. Så det kan jeg slippe.
Men fuck, jeg glæder mig ikke til i morgen. Aner ikke hvordan jeg vil have det, eller hvordan jeg vil tage det. Jeg frygter at jeg igen ikke ved hvordan jeg kommer videre med det, og igen ikke føler at nogen passer på mig eller hjælper mig.
Jeg frygter at der ikke er nogen fysisk undersøgelse, så jeg bagefter stadig ikke aner hvordan det står til indeni mig. Om fibromerne har standset væksten eller er blevet større. Om der er nekrose i dem. Om jeg har afstødt slimhinden ved min to uger lange menstruationsblødning der blev kunstigt stoppet med piller til sidst, eller om der stadig er noget i mig der ikke burde være.
Om jeg er okay, eller om det er helt galt.
Og hvor jeg skal henvende mig, hvad jeg skal gøre?
Og jeg frygter at græde og have det rigtig skidt.
Jeg føler mig så afmagtet. Og lost. Som jeg har gjort under det meste af graviditeten.
Det bliver en svær dag i morgen (det vil sige i dag, den er over midnat).
18 august 2010
Har lidt mistet gejsten :(
Efter min tur på hospitalet med smerter, og hele balladen med mine mange fibromer, har jeg ligesom mistet lysten til rigtig at deltage på graviditetsfora. :(
Angsten for at det går galt for mig gør, at jeg har svært ved at køre videre som om intet var hændt, og snakke barnevogne, symptomer, scanninger osv ... Jeg føler ikke at jeg er det samme sted som andre gravide, min graviditet er ikke længere "normal" eller givet. :/
Jeg har ellers lovet mig selv at tro på det, og det er heller ikke sådan at jeg ikke tror mit barn overlever. En del af mig tror absolut det gør. Men jeg er bekymret og jeg forudser en svær tid, fysisk og psykisk.
Jeg er heller ikke så interesseret i at læse daglige mails med "nu er du dag x+x", som jeg ellers selv har tilmeldt mig og nød at læse før. For hvad nu hvis min baby ikke er xx cm lang eller udvikler xx nu her osv. ... Det sætter mere gang i mine bekymringer end i min glæde og forventning.
Jeg føler mig "forkert" gravid, jeg er for tung, jeg har for ondt, jeg er for besværet. Jeg kan ikke tale med om motion og indkøbsture, for jeg har svært ved at gå ned til bussen uden at få ondt, det er helt udelukket at foretage mig noget "unødvendigt".
Jeg er ikke gravid på den måde jeg burde være, hvor det bare kører ... Hvor man netop ikke er "syg", men gravid.
Well, det kan være det ændrer sig. Men lige nu og her er jeg noget ked af det, jeg har mistet en stor del af min glæde. Jeg har håb, men ikke glæde. Fandens! :(
Angsten for at det går galt for mig gør, at jeg har svært ved at køre videre som om intet var hændt, og snakke barnevogne, symptomer, scanninger osv ... Jeg føler ikke at jeg er det samme sted som andre gravide, min graviditet er ikke længere "normal" eller givet. :/
Jeg har ellers lovet mig selv at tro på det, og det er heller ikke sådan at jeg ikke tror mit barn overlever. En del af mig tror absolut det gør. Men jeg er bekymret og jeg forudser en svær tid, fysisk og psykisk.
Jeg er heller ikke så interesseret i at læse daglige mails med "nu er du dag x+x", som jeg ellers selv har tilmeldt mig og nød at læse før. For hvad nu hvis min baby ikke er xx cm lang eller udvikler xx nu her osv. ... Det sætter mere gang i mine bekymringer end i min glæde og forventning.
Jeg føler mig "forkert" gravid, jeg er for tung, jeg har for ondt, jeg er for besværet. Jeg kan ikke tale med om motion og indkøbsture, for jeg har svært ved at gå ned til bussen uden at få ondt, det er helt udelukket at foretage mig noget "unødvendigt".
Jeg er ikke gravid på den måde jeg burde være, hvor det bare kører ... Hvor man netop ikke er "syg", men gravid.
Well, det kan være det ændrer sig. Men lige nu og her er jeg noget ked af det, jeg har mistet en stor del af min glæde. Jeg har håb, men ikke glæde. Fandens! :(
17 august 2010
Krise. Det skal åbenbart ikke være nemt ...
Jeg har haft tiltagende smerter i løbet af ugen, men jeg regnede med at det var slemme ligamentsmerter kombineret med træthed over at starte i nyt job. Men det kulminerede søndag nat hvor jeg bare havde ONDT og ikke kunne sove for smerter.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.
Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).
Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/
MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.
Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.
Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.
Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!
Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.
Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...
Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.
Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).
Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/
MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.
Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.
Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.
Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!
Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.
Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...
Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.
15 august 2010
Forkølet. :( Og har mere og mere ondt. *piv*
Øv, efter en hård uge med start på nyt job er jeg blevet møgforkølet. Kan ikke helt vurdere om det er med eller uden feber, men jeg snotter, er træt og så er jeg ved at kaste op når jeg pudser næse, fordi jeg ikke lige kan ha at jeg ikke kan få vejret et øjeblik.
Damn det er ikke rart!
Jeg læste at gravide kan være længere om at blive raske igen, øv.
Derudover har jeg tiltagende ondt. Tror det er en grim omgang ligamentsmerter, måske ekstra smertefulde pga mine fibromer. Men jeg føler mig som en der er meget længere henne, sukker og stønner og vender mig som en elefant. Det gør ondt når jeg rejser mig, sætter mig, vender mig i sengen osv. Øv.
Og så har jeg en tyngdefornemmelse i underlivet, der bliver værre henad aften. Orker ingenting. :(
De her dage synes jeg bare det er rigtig ufedt at være gravid, selvom baby er mega mega ønskebarn!
Damn det er ikke rart!
Jeg læste at gravide kan være længere om at blive raske igen, øv.
Derudover har jeg tiltagende ondt. Tror det er en grim omgang ligamentsmerter, måske ekstra smertefulde pga mine fibromer. Men jeg føler mig som en der er meget længere henne, sukker og stønner og vender mig som en elefant. Det gør ondt når jeg rejser mig, sætter mig, vender mig i sengen osv. Øv.
Og så har jeg en tyngdefornemmelse i underlivet, der bliver værre henad aften. Orker ingenting. :(
De her dage synes jeg bare det er rigtig ufedt at være gravid, selvom baby er mega mega ønskebarn!
10 august 2010
Første arbejdsdag og meget ondt
Jeg startede nyt job i går efter at ha gået hjemme hele graviditeten indtil nu. Så tidligt op og afsted med bus og tog.
Jeg lagde ud med kvalme. Meget. Det med tidligt op provokerer det åbenbart.
Og i løbet af dagen er jeg blevet mere og mere øm i underlivet. Det føles tungt.
Efter fyraften var jeg helt udkørt. Totalt træt. Kvalme igen (træthed) og så fik jeg ONDT. Mit underliv føles tungt som bly, det jager langs siderne af maven og trækker og nager.
Jeg slog op i min graviditetsbog om 19. uge (i dag) og der stod at mange kunne have RET ondt på det her tidspunkt pga. ligamentsmerter, fordi det hele vokser igen. Og smerterne var beskrevet nøjagtig som jeg mærker dem.
Men jeg blev nu alligevel bekymret pga samfaldet med jobsstart.
Nu skal jeg afsted igen, og synes stadig jeg er øm. Har ikke lyst til den lange tur ... Men well, jeg er glad for at arbejde igen (grafiker, sidder ned det meste af tiden).
Hmmm, det er sgu lidt svært når man bekymrer sig så nemt. Men av altså!
Jeg lagde ud med kvalme. Meget. Det med tidligt op provokerer det åbenbart.
Og i løbet af dagen er jeg blevet mere og mere øm i underlivet. Det føles tungt.
Efter fyraften var jeg helt udkørt. Totalt træt. Kvalme igen (træthed) og så fik jeg ONDT. Mit underliv føles tungt som bly, det jager langs siderne af maven og trækker og nager.
Jeg slog op i min graviditetsbog om 19. uge (i dag) og der stod at mange kunne have RET ondt på det her tidspunkt pga. ligamentsmerter, fordi det hele vokser igen. Og smerterne var beskrevet nøjagtig som jeg mærker dem.
Men jeg blev nu alligevel bekymret pga samfaldet med jobsstart.
Nu skal jeg afsted igen, og synes stadig jeg er øm. Har ikke lyst til den lange tur ... Men well, jeg er glad for at arbejde igen (grafiker, sidder ned det meste af tiden).
Hmmm, det er sgu lidt svært når man bekymrer sig så nemt. Men av altså!
08 juli 2010
JM i 17. uge (Roskilde)
Så fik jeg en indkaldelse, men først til 29/7 hvor jeg er 16+2. Det synes jeg er lidt sent ... :( Jeg har en del spørgsmål jeg gerne vil ha svar på tidligere, øv.
06 juli 2010
Nej tak til moderkagebiopsi - svær beslutning
Vi var til nakkefoldscanning i dag, og jeg har været så nervøs for om alt nu var okay. Men bebsen var der, hjertet slog og alt var godt. :)
Og dog. For mine fibromer (muskelknuder på livmoderen) var vokset gevaldigt, der var hele to stks. på 7 cm og 3 mindre. Det er meget ekstra masse at slæbe rundt på, og det gjorde NF-scanningen svær, da fibromerne dækkede for barnet i mange vinkler.
Det betyder også at jeg nok skal føde ved kejsersnit.
Lillebitte nakkefold, men desværre blev min risiko 1:109, dvs. i den dårlige kategori (under 1:250 regnes som en høj risiko, hvor der tilbydes yderligere undersøgelser). Rent udfra blodprøven. Det betyder jo ikke der behøver være Downs, men jeg er ikke frikendt.
Så vi sku tage stilling til om vi ville have en moderkagebiopsi. Og pga mine fibromer ku den godt blive enten svær eller umulig at foretage, så måske ville det bliver fostervandsprøve senere i graviditeten.
Men altså, der er jo en abortrisiko ved moderkagebiopsi eller fostervandsprøve, 1%. Og hvis det oven i købet er vanskeligt at udføre ... Nej.
Vi snakkede om det, men vi vil ikke. Vi satser på der ikke er noget galt.
Af dem der får en moderkagebiopsi er det kun 1 % hvor det viser sig at der er noget galt, så vi vil simpelthen ikke risikere evt. at miste et rask barn. Ikke når jeg er 39. Ikke når det har taget os over fire år at blive gravide.
Så vi må leve med at der ER en risiko og håbe at vi er heldige ...
Til gengegæld er jeg SÅ lettet over at blodprøven viste en enorm lille risiko for de andre typer kromosomfejl. Jeg var kommet til at læse om Trisomi 18 (Edwards), som er ganske forfærdelig. Men vores risiko var 1:5000, dvs. glem den ...
Og min grund til at frygte den var fordi jeg mente vores foster var noget lille i forhold til CRL-målene, da vi blev scannet i 9. uge.
Men baby var fint stor nu - faktisk blev jeg sat frem i termin.
Tidl. termin var 14/1, ny termin 11/1. :)
Baby lignede en lille frø! Den lå på maven med knæene trukket ind under sig, som en frø der sku til at hoppe. Så sådan tænker jeg på den nu, "den lille frø". :)
Og den lignede en baby nu! :D
Baby ligger på maven med knæ og arme under sig, som en frø på vej til at hoppe. Hovedet til venstre med ansigtet nedad, så rygbuen og rumpen til højre, liggende på knæ. På øverste billede kan man se knoglerne i benet (cool).
Og dog. For mine fibromer (muskelknuder på livmoderen) var vokset gevaldigt, der var hele to stks. på 7 cm og 3 mindre. Det er meget ekstra masse at slæbe rundt på, og det gjorde NF-scanningen svær, da fibromerne dækkede for barnet i mange vinkler.
Det betyder også at jeg nok skal føde ved kejsersnit.
Lillebitte nakkefold, men desværre blev min risiko 1:109, dvs. i den dårlige kategori (under 1:250 regnes som en høj risiko, hvor der tilbydes yderligere undersøgelser). Rent udfra blodprøven. Det betyder jo ikke der behøver være Downs, men jeg er ikke frikendt.
Så vi sku tage stilling til om vi ville have en moderkagebiopsi. Og pga mine fibromer ku den godt blive enten svær eller umulig at foretage, så måske ville det bliver fostervandsprøve senere i graviditeten.
Men altså, der er jo en abortrisiko ved moderkagebiopsi eller fostervandsprøve, 1%. Og hvis det oven i købet er vanskeligt at udføre ... Nej.
Vi snakkede om det, men vi vil ikke. Vi satser på der ikke er noget galt.
Af dem der får en moderkagebiopsi er det kun 1 % hvor det viser sig at der er noget galt, så vi vil simpelthen ikke risikere evt. at miste et rask barn. Ikke når jeg er 39. Ikke når det har taget os over fire år at blive gravide.
Så vi må leve med at der ER en risiko og håbe at vi er heldige ...
Til gengegæld er jeg SÅ lettet over at blodprøven viste en enorm lille risiko for de andre typer kromosomfejl. Jeg var kommet til at læse om Trisomi 18 (Edwards), som er ganske forfærdelig. Men vores risiko var 1:5000, dvs. glem den ...
Og min grund til at frygte den var fordi jeg mente vores foster var noget lille i forhold til CRL-målene, da vi blev scannet i 9. uge.
Men baby var fint stor nu - faktisk blev jeg sat frem i termin.
Tidl. termin var 14/1, ny termin 11/1. :)
Baby lignede en lille frø! Den lå på maven med knæene trukket ind under sig, som en frø der sku til at hoppe. Så sådan tænker jeg på den nu, "den lille frø". :)
Og den lignede en baby nu! :D
Baby ligger på maven med knæ og arme under sig, som en frø på vej til at hoppe. Hovedet til venstre med ansigtet nedad, så rygbuen og rumpen til højre, liggende på knæ. På øverste billede kan man se knoglerne i benet (cool).
05 juli 2010
Ondt i maven
Jeg har simpelthen så ondt i maven meget af tiden. Altså maven, ikke underlivet. :)
Min fordøjelse fuckede up da jeg blev gravid, og lige siden har det rumlet og murret og min mave er ofte udspilet. Der er næsten hele tiden en følelse af uro i maven og en "forkert" fornemmelse. Indimellem er det også tarmene der gør ondt, men ofte selve maven.
Jeg plejede at have en kanon stærk mave, jeg ku spise alt. Og min fordøjelse var perfekt.
Selvom der står at progesteron giver træg mave, så bekymrer det mig med den konstante murren og uro. Og så udmatter det mig altid at have lidt ondt.
Min fordøjelse fuckede up da jeg blev gravid, og lige siden har det rumlet og murret og min mave er ofte udspilet. Der er næsten hele tiden en følelse af uro i maven og en "forkert" fornemmelse. Indimellem er det også tarmene der gør ondt, men ofte selve maven.
Jeg plejede at have en kanon stærk mave, jeg ku spise alt. Og min fordøjelse var perfekt.
Selvom der står at progesteron giver træg mave, så bekymrer det mig med den konstante murren og uro. Og så udmatter det mig altid at have lidt ondt.
29 juni 2010
Vigtig symbolsk handling
I dag foretog jeg mig en meget vigtig symbolsk handling.
Hele min graviditet har været præget af min angst for at miste, og for at noget skal være galt.
I går købte jeg to graviditetskjoler, selvom jeg godt stadig kan gå i mit alm. tøj (dog med uklædelig meget mave). Kjolerne fremhæver at jeg rent faktisk er gravid, men det er vel okay, det er jeg jo også ...
Kjolerne er købt på trods af at jeg ikke har været til nakkefoldsscanning endnu, og derfor ikke kan være sikker på at alt er okay.
MEN jeg er nødt til at vende al den frygt ...
I dag gjorde jeg så noget MAJOR. Jeg købte et sæt babytøj. Jeg tvang mig selv til at finde noget, jeg ville ikke gå hjem uden.
Jeg har undladt det fordi det vil gøre ondt på mig at se på, hvis noget går galt.
Men at købe det er et statement. Baby ER okay. Baby BLIVER født!
Det var så svært for mig, og så vigtig for mig, at jeg var ved at tude mens jeg kiggede på tøjet. Og mens jeg betalte. Og da jeg ringede og fortalte min mor at nu havde jeg købt det.
Det overraskede mig hvor meget sorg der også var i mig, i hvor høj grad jeg konfronterede en dyb indre angst og dyb indre modvilje mod at vælge håbet. Min mistro er stor. Men jeg VALGTE at markere at nu tror jeg på det.
Så nu ligger der et par små sorte joggingbukser str. 2 mdr. og en lille grå t-shirt med Barbapjuske på. Så nu har baby ihvetrfald ét sæt tøj. :)
Hele min graviditet har været præget af min angst for at miste, og for at noget skal være galt.
I går købte jeg to graviditetskjoler, selvom jeg godt stadig kan gå i mit alm. tøj (dog med uklædelig meget mave). Kjolerne fremhæver at jeg rent faktisk er gravid, men det er vel okay, det er jeg jo også ...
Kjolerne er købt på trods af at jeg ikke har været til nakkefoldsscanning endnu, og derfor ikke kan være sikker på at alt er okay.
MEN jeg er nødt til at vende al den frygt ...
I dag gjorde jeg så noget MAJOR. Jeg købte et sæt babytøj. Jeg tvang mig selv til at finde noget, jeg ville ikke gå hjem uden.
Jeg har undladt det fordi det vil gøre ondt på mig at se på, hvis noget går galt.
Men at købe det er et statement. Baby ER okay. Baby BLIVER født!
Det var så svært for mig, og så vigtig for mig, at jeg var ved at tude mens jeg kiggede på tøjet. Og mens jeg betalte. Og da jeg ringede og fortalte min mor at nu havde jeg købt det.
Det overraskede mig hvor meget sorg der også var i mig, i hvor høj grad jeg konfronterede en dyb indre angst og dyb indre modvilje mod at vælge håbet. Min mistro er stor. Men jeg VALGTE at markere at nu tror jeg på det.
Så nu ligger der et par små sorte joggingbukser str. 2 mdr. og en lille grå t-shirt med Barbapjuske på. Så nu har baby ihvetrfald ét sæt tøj. :)
14 juni 2010
Min historie lige nu
Mailen til en gynækolog/akupunktør/psykoterapeut opsummerer sådan set hvad det er der sker for mig for tiden ...:
Hej,
Nu er der gået nogle år siden sidst ... Vi har været den helt store tur igennem, 5 IUI'er, 3 IVF'er + 2 IVF'er der blev konverteret til IUI pga for få æg.
Vi er temmelig slidte af processen, fysisk og psykisk.
Jeg er fyldt 39 år, der er gået tre år siden min MA uden at jeg er blevet gravid igen.
Vi var ved at blive lodset ud af det offentlige, som sagde, at de ikke synes vi skulle fortsætte i det private. At chancerne var små og jeg var gammel.
Vi tog alligevel en samtale med en privat klinik, der målte mit hormontal og sagde jeg havde få æg tilbage, og at de ikke var sikre på at de ville tilbyde mig en 3-pak med IVF, da de ikke troede det ville lykkedes. I stedet foreslog de ægdonation. Men oven i det har jeg fået fibromer igen, og det skulle der lige ses lidt mere på. Måske operation igen.
Det hele var mægtig frustrerende, hårdt og kriseramt.
Og så har jeg en fortid med fibromer der heller ikke gør den del så sjov.
Men så skete det!!! Ud af det blå! Vi havde gennemtrumfet et sidste IVF-forsøg i det offentlige, men en uge inde i Suprefact-nedreguleringen tester jeg positiv! Vi er blevet økologisk gravide, lige inden IVF-forsøget.
Jeg er nu gravid i 10. uge!!!
MEN her er det så at filmen knækker for mig.
Udover at jeg var ret chokeret over at blive naturligt gravid, så er jeg tvangstankeagtig bekymret. Jeg tager flere kriseture hvor jeg hidser mig op og er sikker på at noget er galt, og jeg har det frygteligt. Jeg troede alt ville blive godt hvis jeg blev gravid, men jeg har det værre end nogensinde.
Det startede så heller ikke så godt. Jeg blev scannet tidligt og først ku de ikke se et foster i blommesækken. Så troede de at de fandt et foster i min æggeleder. Så kunne de ikke finde den igen. Jeg blev sendt hjem med en mistanke om GUL og en masse skræk for at forbløde hvis den bristede (og mareridt om det + sorg over at miste min mirakelgraviditet).
To dage efter blev jeg ringet op og kaldt til akutscanning. Min HCG var meget høj - nu ville de finde fosteret. Det gjorde de så - i blommesækken i livmoderen!
Men den skræk sidder stadig i mig. Og ugen efter scanningen går jeg helt i selvsving, jeg har meget stærke smerter og jeg har lidt brunligt blodudflod. Ikke meget, men nok til at jeg får overbevist mig selv om at jeg er ved at abortere. At jeg har store fibromer hjælper heller ikke på min tryghed (men måske kan de forklare smerterne).
Så ny scanning i 6+6 - Alt er fint og der er hjerteblink! :D
Ny tid til scanning 8+6 - men i de to uger får jeg igen hidset mig op, jeg er SÅ bange for en MA. Jeg har jo prøvet før at kroppen kører selvom fosteret er dødt. Hvis mine bryster ikke lige er ømme en dag, så er jeg sikker på den er gal.
Nå, men scanningen 8+6 viser at fosteret er vokset betydeligt, bevæger sig og der er masser af hjerteblink. Jeg spørger hvor stor den er og lægen siger 15,3 mm - eller det hører jeg.
Vi er lettede - lige indtil jeg tjekker et CRL-skema. Den bør være 19-22 mm!!!
Så er der KRISE igen, værre end nogensiden. For hvad får jeg lige googlet om for langsom fostervækst i tidligt stadie - Edwards/trisomi 18. Og den er grim!
Nå, men efter to døgn i HELVEDE, så finder jeg scanningsbilledet fra 6+6 og måler på det. Sært nok er det forstørret med faktor 10 og den er 7,1 mm, som de også havde sagt fosteret var. Så måler jeg på 8+6 billedet, som jeg kan se er indstillet ens med det andet - fosteret måler ca. 19 mm! Så enten har jeg hørt forkert, hun har sagt forkert eller målt forkert.
Sammenligner man de to billeder er det nyeste også 3 gange større - som det bør være.
Så jeg hidser mig ned igen. Men den var godt nok slem!
Og så læser jeg at nu kan fosteret mærke mine følelser og adrenalin - så kan jeg lige bekymre mig over om de to døgn med ANGST nu har gjort noget dårligt for fosteret. For jeg havde godt nok hjertebanken, uro og sorg i mig.
Så nu har jeg altså taget SKRÆK-ture tre-fire gange, hvor jeg er vildt angst og ulykkelig. Jeg får slidt mig selv, jeg får slidt T ned og jeg får også slidt på min mor, der er på sidelinjen. Det holder simpelthen ikke.
Selvom jeg prøver at slappe lidt af, så kan jeg ikke. Jeg er hamrende bange for det hele. Jeg synes vi har været meget ramt af ulykker, og lige som der endelig sker noget godt, så er jeg ligesom skrækslagen for at "det skal blive taget fra mig igen". Jeg har ingen tillid til verden og livet, selvom jeg gerne vil have det.
Jeg ved ikke rigtig hvad der skal til for at jeg får styr på det psykiske. Jeg er meget videnskabeligt tænkende på den ene side, jeg søger fakta og kontrol. Jeg kan ikke lige "købe" en zen-agtig tiltro til tingene, jeg vil ha beviser og tal. På den anden side er jeg følelsesstyret og farer vild i mig selv. Og mener egentligt at man bør leve i nuet og stole på verden.
Jeg ved ikke hvad jeg har brug for fra dig, men jeg tænker du måske kan noget. :) Så vidt jeg kan læse har du, udover den stærke faglige baggrund omkring gynækologi (hvilket vil sig du jo ved en masse om det hele!), både psykoterapi og akupunktur med i det.
Jeg tænker derfor du måske kan hjælpe mig med enten samtale eller nåle eller begge dele?
Da jeg gik hos dig for tre år siden var jeg også stadig ulykkelig over mit brud med en eks (det er så væk nu), men der kan jeg huske det faktisk hjalp enormt med akupunktur i forhold til følelserne. Så på en eller anden måde er der måske noget i den energi der hjælper.
Og så har jeg tiltro til din faglige beggrund, den passer rigtig godt til mine egen half 'n' half på videnskab og åndelighed.
Anyway - hvis du har tid, vil jeg meget gerne så hurtigt som muligt bestille en tid hos dig til whatever du tror kan gøre noget for mig.
Jeg håber du har tid!
VH
S :)
Hej,
Nu er der gået nogle år siden sidst ... Vi har været den helt store tur igennem, 5 IUI'er, 3 IVF'er + 2 IVF'er der blev konverteret til IUI pga for få æg.
Vi er temmelig slidte af processen, fysisk og psykisk.
Jeg er fyldt 39 år, der er gået tre år siden min MA uden at jeg er blevet gravid igen.
Vi var ved at blive lodset ud af det offentlige, som sagde, at de ikke synes vi skulle fortsætte i det private. At chancerne var små og jeg var gammel.
Vi tog alligevel en samtale med en privat klinik, der målte mit hormontal og sagde jeg havde få æg tilbage, og at de ikke var sikre på at de ville tilbyde mig en 3-pak med IVF, da de ikke troede det ville lykkedes. I stedet foreslog de ægdonation. Men oven i det har jeg fået fibromer igen, og det skulle der lige ses lidt mere på. Måske operation igen.
Det hele var mægtig frustrerende, hårdt og kriseramt.
Og så har jeg en fortid med fibromer der heller ikke gør den del så sjov.
Men så skete det!!! Ud af det blå! Vi havde gennemtrumfet et sidste IVF-forsøg i det offentlige, men en uge inde i Suprefact-nedreguleringen tester jeg positiv! Vi er blevet økologisk gravide, lige inden IVF-forsøget.
Jeg er nu gravid i 10. uge!!!
MEN her er det så at filmen knækker for mig.
Udover at jeg var ret chokeret over at blive naturligt gravid, så er jeg tvangstankeagtig bekymret. Jeg tager flere kriseture hvor jeg hidser mig op og er sikker på at noget er galt, og jeg har det frygteligt. Jeg troede alt ville blive godt hvis jeg blev gravid, men jeg har det værre end nogensinde.
Det startede så heller ikke så godt. Jeg blev scannet tidligt og først ku de ikke se et foster i blommesækken. Så troede de at de fandt et foster i min æggeleder. Så kunne de ikke finde den igen. Jeg blev sendt hjem med en mistanke om GUL og en masse skræk for at forbløde hvis den bristede (og mareridt om det + sorg over at miste min mirakelgraviditet).
To dage efter blev jeg ringet op og kaldt til akutscanning. Min HCG var meget høj - nu ville de finde fosteret. Det gjorde de så - i blommesækken i livmoderen!
Men den skræk sidder stadig i mig. Og ugen efter scanningen går jeg helt i selvsving, jeg har meget stærke smerter og jeg har lidt brunligt blodudflod. Ikke meget, men nok til at jeg får overbevist mig selv om at jeg er ved at abortere. At jeg har store fibromer hjælper heller ikke på min tryghed (men måske kan de forklare smerterne).
Så ny scanning i 6+6 - Alt er fint og der er hjerteblink! :D
Ny tid til scanning 8+6 - men i de to uger får jeg igen hidset mig op, jeg er SÅ bange for en MA. Jeg har jo prøvet før at kroppen kører selvom fosteret er dødt. Hvis mine bryster ikke lige er ømme en dag, så er jeg sikker på den er gal.
Nå, men scanningen 8+6 viser at fosteret er vokset betydeligt, bevæger sig og der er masser af hjerteblink. Jeg spørger hvor stor den er og lægen siger 15,3 mm - eller det hører jeg.
Vi er lettede - lige indtil jeg tjekker et CRL-skema. Den bør være 19-22 mm!!!
Så er der KRISE igen, værre end nogensiden. For hvad får jeg lige googlet om for langsom fostervækst i tidligt stadie - Edwards/trisomi 18. Og den er grim!
Nå, men efter to døgn i HELVEDE, så finder jeg scanningsbilledet fra 6+6 og måler på det. Sært nok er det forstørret med faktor 10 og den er 7,1 mm, som de også havde sagt fosteret var. Så måler jeg på 8+6 billedet, som jeg kan se er indstillet ens med det andet - fosteret måler ca. 19 mm! Så enten har jeg hørt forkert, hun har sagt forkert eller målt forkert.
Sammenligner man de to billeder er det nyeste også 3 gange større - som det bør være.
Så jeg hidser mig ned igen. Men den var godt nok slem!
Og så læser jeg at nu kan fosteret mærke mine følelser og adrenalin - så kan jeg lige bekymre mig over om de to døgn med ANGST nu har gjort noget dårligt for fosteret. For jeg havde godt nok hjertebanken, uro og sorg i mig.
Så nu har jeg altså taget SKRÆK-ture tre-fire gange, hvor jeg er vildt angst og ulykkelig. Jeg får slidt mig selv, jeg får slidt T ned og jeg får også slidt på min mor, der er på sidelinjen. Det holder simpelthen ikke.
Selvom jeg prøver at slappe lidt af, så kan jeg ikke. Jeg er hamrende bange for det hele. Jeg synes vi har været meget ramt af ulykker, og lige som der endelig sker noget godt, så er jeg ligesom skrækslagen for at "det skal blive taget fra mig igen". Jeg har ingen tillid til verden og livet, selvom jeg gerne vil have det.
Jeg ved ikke rigtig hvad der skal til for at jeg får styr på det psykiske. Jeg er meget videnskabeligt tænkende på den ene side, jeg søger fakta og kontrol. Jeg kan ikke lige "købe" en zen-agtig tiltro til tingene, jeg vil ha beviser og tal. På den anden side er jeg følelsesstyret og farer vild i mig selv. Og mener egentligt at man bør leve i nuet og stole på verden.
Jeg ved ikke hvad jeg har brug for fra dig, men jeg tænker du måske kan noget. :) Så vidt jeg kan læse har du, udover den stærke faglige baggrund omkring gynækologi (hvilket vil sig du jo ved en masse om det hele!), både psykoterapi og akupunktur med i det.
Jeg tænker derfor du måske kan hjælpe mig med enten samtale eller nåle eller begge dele?
Da jeg gik hos dig for tre år siden var jeg også stadig ulykkelig over mit brud med en eks (det er så væk nu), men der kan jeg huske det faktisk hjalp enormt med akupunktur i forhold til følelserne. Så på en eller anden måde er der måske noget i den energi der hjælper.
Og så har jeg tiltro til din faglige beggrund, den passer rigtig godt til mine egen half 'n' half på videnskab og åndelighed.
Anyway - hvis du har tid, vil jeg meget gerne så hurtigt som muligt bestille en tid hos dig til whatever du tror kan gøre noget for mig.
Jeg håber du har tid!
VH
S :)
11 juni 2010
Frygtelig nervøs for scanning
Jeg er 8+6 nu og jeg skal scannes i dag, men jeg kan slet ikke være i mig selv af nervøsitet. Jeg er SÅ bange for at noget skal være galt, at den skal være død.
Jeg havde en MA for 3 år siden og har ikke været gravid sammen. Jeg er besat af angsten for at denne graviditet "bliver taget fra mig igen" .
Damn jeg er nervøs! Jeg vågnede kl. 4 i morges og ku ikke sove mere, og i dag billeder jeg mig ind af mine symptomer er forsvundet osv. Og lige nu trapper det op fordi det nærmer sig.
Øv hvor er psyken dog belastende! :(
Jeg havde en MA for 3 år siden og har ikke været gravid sammen. Jeg er besat af angsten for at denne graviditet "bliver taget fra mig igen" .
Damn jeg er nervøs! Jeg vågnede kl. 4 i morges og ku ikke sove mere, og i dag billeder jeg mig ind af mine symptomer er forsvundet osv. Og lige nu trapper det op fordi det nærmer sig.
Øv hvor er psyken dog belastende! :(
Abonner på:
Opslag (Atom)