Svært at være midt i

Jeg fik min mestruation igen i går aftes, den tredje efter fødslen. Og som de to foregående er den overdrevet voldsom og jeg mister alt for meget blod. Da jeg gik i seng i går aftes viste jeg godt jeg skulle ringe til lægen her til morgen og få endnu en recept på de piller der hjælper til at mindske blødningen.
Hele natten drømte jeg dumt. Sådan alt muligt jeg skulle nå og ikke kunne nå, med desperation og frustration. Og i drømmen forklarede jeg igen og igen folk omkring mig at jeg skulle på apoteket efter de dér piller, og at jeg skulle ha fjernet min livmoder.
Væmmeligt realistisk.
Åbenbart tumler min underbevidsthed med at jeg skal til lægen på mandag og få svaret på MR scanningen af min livmoder - kan mine fibromer forsøges bortopereret eller skal livmoderen fjernes helt. Og om der er andet i mig der har taget skade (fandt ud af at den blodprøve jeg fik taget inden scanningen er for at teste min nyrefunktion, nyrene kan være skadet hvis et fibrom klemmer urinblæren).
Jeg har det rigtig svært med det. Jeg ved godt at chancen for at jeg kan bevare livmoderen er meget meget lille, og at hvis de overhovedet vil forsøge at bortopere fibromer, så er der alligevel ingen garanti for at jeg vågner op med livmoderen i behold. Og faktsk også en risiko for at jeg kan dø på operationsbordet. Det sker. Blødningen er ret heftig. Det er almindeligt at miste en liter blod når man fjerner et enkelt fibrom - og jeg har fem store plus nogle små ...

Fuck hvor jeg synes det er svært. At miste Saga og at vide at min krop er i stykker nu, at jeg ikke dur som jeg skal. At det jeg oplevede med at være gravid, med at mærke hende gro i mig, det kommer jeg aldrig til at opleve igen.
Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Især når jeg ligger i sengen om aftenen og lige kommer til at tænke på hvordan det føltes at vende mig med min store mave, og hvordan jeg kunne mærke hende sparke og mosle rundt.
At jeg aldrig skal opleve den forandring af at være gravid igen.
Nu er jeg bare mig. Uden liv i mig. Uden muligheden for at kunne skabe det.
Jeg forstår det ikke.

De her blødninger går mig på nerverne. Det er så synligt at der er noget galt i min krop. Jeg kan ikke ignorere det når jeg bløder og bløder og bløder.
Så unaturligt. Og bekymrende.

Fandens. :-(

Ved ikke hvor jeg er

Jeg er heldigvis ved at være fysisk okay igen, hvilket er hurtigt efter en madforgiftning.
Her til morgen har jeg så fået mensturation, og den holder jeg et uroligt øje med. Sidste gang var jo den første efter fødslen, og der blødte jeg ekstremt voldsomt og måtte tage piller for at stoppe blødningen. det tog 13 dage før den stoppede helt.
Forløbigt ser det okay ud med blodmængden, men jeg er noget anspændt omkring det.
Det kører ikke rigtig for mig med det fysiske ...

Og så missede jeg sorggruppe i går, hvilket virkelig ærger mig meget. Jeg føler ikke at jeg har styr på min sorg, jeg kan ikke rigtig finde ud af hvor jeg er henne i det hele.
Da T kom hjem efter at have været der, og fortalte om det, blev jeg ret "misundelig". Jeg føler at jeg er gået glip af noget, at jeg ikke rigtig er med. Når han fortæller at han også græd lidt, ville jeg ønske at jeg kunne. Fordi jeg føler mig så fjern fra alt lige nu. Jeg vil gerne vide hvad jeg føler, og at blive konfronteret med følelserne kan måske slå lidt hul igennem til det.
Så det er bare rigtig uheldigt at jeg lige skulle blive syg.
I dag sku jeg så ha været til APA-holdet. Det var planlagt at sidst fortalte halvdelen deres historier, denne gang skulle de sidste så fortælle - inkl. mig. Dvs. at jeg misser at høre halvdelen af historierne, så jeg ikke aner hvad det er der er sket for de, det fortalte i dag. Jeg ved så heller ikke lige om jeg så skal fortælle min historie næste gang, eller slet ikke. Det er også brandærgeligt at jeg ikke kunne komme i dag.
Så lige nu føler jeg mig hægtet af det hele.

Jeg har det også ret mærkelig på mit forum for forældre der har mistet for tiden. Der er kommet en del nye, og jeg kan ikke rigtig rumme de nye historier. Jeg har ikke skrevet i nogen af de nye tråde endnu. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive.
Jeg har ellers forsøgt at skrive svar på næsten alt hvad jeg har set, fordi jeg selv har haft brug for respons og følelsen af at være i rum med andre, og derfor regner med at andre også har det behov, og jeg vil gerne give noget. Jeg har derfor prøvet at skrive noget, anything, for lige at vise "ja, her er nogen!" og følelsen af at vi gensidigt forstår hinanden. Men nu er jeg gået helt død.
Ved ikke hvad det lige handler om. Om jeg har fået en slags følelsesmæssig forstoppelse.
Jeg kan slet ikke mærke hvor jeg er i det hele. Jeg har ligesom ikke kontakt til det.
Vi skal til psykolog  i morgen, jeg håber det skubber til et eller andet.

Samtale på hospitalet i morgen

I morgen skal jeg til samtale på hospitalet om forløbet omkring min fødsel. Jeg ved egentligt ikke nøjagtig hvad det er der skal ske, om jeg skal undersøges (det er otte uger siden nu), om det bare er selve fødslen vi skal gennemtale eller om det er hele deres håndtering af mit forløb (som jeg har en del kritik af), om det er hvad der skal gøres yderligere (min livmoder er jo fuld af fibromer).
Jeg er ... well, ikke nervøs, men ... ubehageligt anspændt omkring at skulle til den. Jeg frygter den. Følelserne. At skulle konfronteres med følelserne og med hvor svigtet jeg i virkeligheden føler mig. Jeg vil på en måde helst undvige, undgå det hele.
Men det er jo nødvendigt.

Jeg satte mig ned for en time siden og skrev hele forløbet ned, fra sidste mens inden, den dag vi lavede hende, den dag jeg testede positivt osv. Så vidt jeg kan se er jeg blevet scannet en 6-7 gange i forløbet, og yderligere 3-4 gange da jeg begyndte at blive indlagt. og jeg har haft smerter næsten fra starten af. Tre indlæggelser.
Hun er lavet 20/4. Jeg testede positivt 10/5.
Jeg så hjerteblink første gang 21/5 da jeg var 5+6. Jeg mærkede liv 3/8 da jeg var sat til 17+0 (reelt 16+3). Jeg hørte hendes hjertelyd for første gang 16/8 da jeg var 18+6 (reelt 18+2) (ved akut lægebesøg med stærke smerter - og senere samme dag på hospitalet).
Det er meget sært at sidde og se det hele liniært og vide hvad vej det gik. Jeg føler mig afmagtet.
Hvis bare ...

Under graviditeten har jeg flere gange være bekymret for om hun nu havde de rigtige mål eller om hun var for lille. Ved nakkefoldsscanningen blev jeg sat frem med fire dage. Hvis jeg trækker dem fra igen, blev hun ikke født 20+6 men 20+2. Og tjekker jeg gennemsnitsmål så passer det fint til hendes størrelse. Hun var 26 cm og 315 gram. I starten af uge 20 er gennemsnittet 24 cm og 330 gram. Så hun var helt fin.
Det har jeg først kunne holde ud at undersøge nu. Dog har jeg bidt mærke i mål og vægt andre har angivet for børn født i samme alder, og umiddelbart synes jeg Sagas mål virkede meget rigtige i forhold til.
Selvom det er omsonst nu, så er der noget i mig der kan få lidt ro. At der ikke var noget galt. Jeg har bekymret mig så længe, hele graviditeten. Så selvom hun jo rent faktisk døde, det værste der kunne ske, så har jeg ihvertfald være bekymret over det forkerte, hun var okay. Så det kan jeg slippe.

Men fuck, jeg glæder mig ikke til i morgen. Aner ikke hvordan jeg vil have det, eller hvordan jeg vil tage det. Jeg frygter at jeg igen ikke ved hvordan jeg kommer videre med det, og igen ikke føler at nogen passer på mig eller hjælper mig.
Jeg frygter at der ikke er nogen fysisk undersøgelse, så jeg bagefter stadig ikke aner hvordan det står til indeni mig. Om fibromerne har standset væksten eller er blevet større. Om der er nekrose i dem. Om jeg har afstødt slimhinden ved min to uger lange menstruationsblødning der blev kunstigt stoppet med piller til sidst, eller om der stadig er noget i mig der ikke burde være.
Om jeg er okay, eller om det er helt galt.
Og hvor jeg skal henvende mig, hvad jeg skal gøre?

Og jeg frygter at græde og have det rigtig skidt.

Jeg føler mig så afmagtet. Og lost. Som jeg har gjort under det meste af graviditeten.
Det bliver en svær dag i morgen (det vil sige i dag, den er over midnat).

Bekymringer ...

Well, jeg har og har haft forfærdeligt ondt. Mere ondt end hvad jeg har indtryk af er normalt. Jeg tænkte først det bare var ligamentsmerter, men jeg synes godt nok det er meget jeg har ondt ...
I går havde jeg så også lidt brunligt blodudflod, men meget meget lidt. Jeg var dog overbevist om at om lidt ville der komme frisk blod og jeg ville abortere.
Der har så ikke været mere blod, så nok ikke.

Jeg overvejer om det kan være fibromerne der gør at der gør ondt, men jeg frygter abort eller MA.

Jeg synes heller ikke mine bryster er så ømme som de bør være, de er ømme, men slet slet ikke som da jeg var gravid for tre år siden (MA i 9. uge).

Fuck jeg er bekymret! Jeg er så bange for at det ikke holder. Min kropsfornemmelse siger at det ikke gør. Jeg føler mig mindre gravid i dag end de andre dage.

Jeg bliver sindsyg! Det er ubærligt at skulle bekymre sig så meget. :(

EDIT:
Så blev det fredag. Efter at ha siddet i sofaen i en uge, ude af stand til at kunne noget som helst, totalt nedtrykt. Og selvfølgelig ... det hele er i mit hovede. Der er intet galt!
Jeg er stadig gravid, den vokser og hjertet slår. I dag er den 6+6, jeg går ind i 8. uge i morgen.

Her er vores haletudse:

<3 <3 <3 <3 <3