Okayhed

Jeg fungerer godt nu, arbejder og lever, gør ting. Indimellem er jeg glad.
Men jeg er sårbar, jeg kan ikke klare konflikt eller problematikker, jeg vil ikke mere hvor jeg skal kæmpe, jeg har ikke noget ekstra at trække på, ikke noget overskud.
Jeg græder for andre, på film. Men ikke nødvendigvis når jeg læser historier på nettet om nye mødre der lige har mistet, de historier er bare som de er. Sådan er det. Det gør mig meget meget ondt, men jeg kender det, det får mig ikke nødvendigvis til at græde.
Der er jeg blevet lidt tilvænnet og hårdfør. Jeg føler dog med dem, meget.

Jeg mangler passion. Der er intet jeg synes er noget. Intet jeg vil. Det hele er lidt ligegyldigt.
Jeg er ikke deprimeret, jeg kan også være okay og være glad. Men jeg er så træt. Som om der ligger en tung dyne over mit liv.

Jeg ryger i et hul ved hver menstruation. Selvom vores situation er at vi skal acceptere at vi ikke bliver gravide igen, så dykker det mig at få det bekræftet, og at få knust det håb der alligevel spirer hver måned.
Men det er naturligt nok, det er jo fuckende hårdt. Hver gang kommer længslen efter det barn jeg mangler, fordi jeg stadig sidder der med tomme arme og i en krop uden et ekstra liv i. Det slår hårdt.

Det er opslidende hele tiden at skulle finde en ekstra reserve, hele tiden at skulle kæmpe for også at være glad, forsøge at være tilfreds der hvor jeg er, fordi det er der jeg er.
Der er bare ikke noget alternativ. Det er sådan min verden ser ud.
Jeg er indimellem provokeret af hele "tænk positivt"-konceptet. Mest af alt fordi jeg oplever at det er selvbedrag, man har ingen kontrol. MEN én ting gør konceptet godt - man har det bedre imens. :-)
Så når man kan, så er det meget rarere at være glad end at være ked af det. Altså uden at undertrykke eller fake, der skal være plads til de følelser der nu er. Men når det lykkes at finde øer af accept, glæde eller bare okay-hed, så føles det klart way bedre end tristhed, tvivl, fortrydelse eller ligegyldighed. Og det lykkes jo løbende ...

Jeg oplever flere og flere øer af accept af min væren, små stunder med en glæde over livet. Nydelsen ved at se på planter der gror, en flot busk i en have på min gåtur. Himlen over vandet. En solnedgang. Eller den lilla himmel tidligt om morgen, og den særlige ro og stilhed. Kold og klar morgenluft. En nuttet rotte der vasker sig.
Den pulserende fornemmelse på hovedbanen kl. 7.45 om morgenen, og det velkendte i at gå samme vej som de andre hverdagsmorgener. At nyde at sidde på en café og føle mig som en del af verden. En god bog.
Der er øer.

Og når jeg indimellem er decideret glad føles det godt nok rart.

Hvornår er man klar til at starte i arbejde?

Min personlige erfaring med at starte arbejde:
Jeg var ikke klar da min barsel udløb efter de 14 uger. Omstændigheder gjorde at jeg fik forlænget barsel, men havde jeg ikke det, havde en sygemelding nok været det bedste. Fire måneder efter begyndte jeg at savne at "skulle noget", fem mdr. efter var jeg klar til at prøve mig selv af, men forsigtigt. Jeg begyndte på frivilligt arbejde en dag om ugen, da jeg ikke havde job, for at komme igang med noget. Det var godt for mig. Jeg fik prøvet af hvad jeg kunne, hvordan jeg fungerede nu, og jeg nød at mærke den kompetente og faglige side af mig selv igen.
Jeg startede så fuldtid og fuld skrue i et nyt job 10 mdr. efter Sagas fødsel, og der var jeg klar. Det var hårdt at køre på igen, men også godt. Jeg føler det var den tid jeg skulle bruge, at jeg fik mig selv med.

Det er forskelligt hvad man har brug for af tid, men jeg synes 14 uger er for lidt. Mindst en måned mere, hvis jeg skulle lave loven. Hvilket btw var praksis tidligere, og fungerede bedre for mange.
De 14 dage man får før 22. uge er latterligt. Alle burde få 4 mdr., hvis de har behov. Og sygemelding efterfølgende, hvis der er behov. Men det er jo individuelt. Nogle vil gerne tidligt på job, og trives bedst med det.
Men har man brug for tid er det ikke fordi man er forkert, deprimeret eller syg. Sorg kan tage lang tid at finde en måde at fungere med, det er ikke unormalt eller forkert, det er bare sådan det kan være.
Jeg kender flere der havde godt af at komme hurtigt tilbage på job - jeg tror det afhænger meget af hvad man arbejder med, hvordan stemningen er og hvilket forhold man har til kollegaerne.
Har man et godt forhold, kan kollegaerne være en stor støtte og arbejdet være godt til at finde sig en plads i verden igen, hvor det ikke er det hele der handler om sorgen.


Jeg blev arbejdsløs da jeg mistede, og jeg har virkelig manglet at kunne vende tilbage til noget velkendt, og at have mulighed for køre på rutinerne og tage den med ro, at kende kollegaer og allerede have en relation. Det var forfærdeligt at skulle søge job mens jeg følte mig dykket og itu. At skulle lære nye at kende, mens jeg knap kendte den nye (og dårligere) mig. At skulle bevise mig selv og præstere, når jeg egentligt trængte til ro og lavt tempo.
Havde jeg haft en job at vende tilbage til, ville jeg allerede have bevist mig selv og jeg ville have haft mulighed for at starte på nedsat tid og så tage den derfra. Du kan ikke starte i nyt job på nedsat tid, man er nødt til at signalere at man er superkompetent og kan det hele på den halve tid ...
Jeg savnede virkelig også at kunne tale på den måde jeg taler med kollegaer, tæt, men distanceret. Vi kan være fortrolige, men vi er ikke decideret venner. Jeg plejer at snakke godt med kollegaer, men samtidig er det en verden der hører arbejdslivet til, vi ses ikke privat, hvor privat vi end kan snakke. Den type relation har jeg savnet.
Men da jeg var klar var jeg klar, og jeg er meget glad for mine nye kollegaer og mit nye job. :-)

Havde min situation være anderledes, ved jeg ikke hvad jeg havde valgt eller haft brug for. Så var jeg nok vendt tilbage efter 4-5 mdr.

Blomster på vandet

Jeg er stadig fyldt af bisættelsen. Det var så rigtigt at få placeret hende, at få sagt farvel.
Det er så mærkeligt at det er overstået nu, der er ikke mere vil skal eller bør. Ihvertfald ikke noget stort. Ingen uklarhed. Ikke noget vi mangler at beslutte. Det er gjort.
Saga har fået sit farvel.

Min lille pige ... 

Blomsterblade og blomsterhoveder på vandet, efter ceremonien.

Sagas bisættelse på fjorden

SÅ er det overstået! Og det blev meget smukt. :-D

Da Saga blev født var vi for chokerede til at forholde os til hvad der skulle ske med hendes "jordiske rester". Vi fik hende kremeret, men derefter gik vi i stå.
Et af vores store problemer er at vi ikke er kristne, ikke den mindste smule. Vi ville derfor ikke have hende begravet på en kristen kirkegård i indviet jord, for os føltes det meget forkert.
Vi ledte og ledte efter alternativer, et sted hvor vi kunne have en grav at besøge, men uden at det var i kristent regi. Det var ikke til at finde.
Vi overvejede at grave hende ned ved et træ i skoven, det ville være helt rigtigt for mig. Men jeg var for bange for at nogen skulle grave urnen op, og jeg ville også have det skidt med ikke at kunne markere graven, ikke at kunne stille lys og blomster, eller lægge et brev til hende. Så det droppede vi.
Så overvejede vi at begrave hende ved et sommerhus i Sverige, der ville ingen forstyrre. Men det var lidt for langt væk + det var ikke vores sommerhus, men noget familie. Vi ville være meget afhængige af dem, og det føltes heller ikke rigtigt.

Da hun døde fik vi arrangeret at få tilladelse til spredning af asken på havet. Det indgik i vores overvejelser, men det var nu mest for at undgå at SKULLE begrave hende hurtigt. Jeg mener reglen hedder senest otte dage efter udlevering af asken.
Vi havde det bare svært ved tanken om at sprede hende på vandet, fordi vi var bange for at vi ville blive ekstremt kede af det hver gang vi så vandet. Da vi bor i Roskilde med udsigt til fjorden ville det være ret svært at undgå hele tiden at blive påmindet om vores smerte. Så vi udskød det. Ventede, prøvede at mærke hvad der var rigtigt for os. Men der kom ikke noget svar.
Så frøs vandet til, og så gav det lidt sig selv.
Så var der alligevel gået så længe, så hastede det ikke længere.
Og pludselig var der gået tæt på et år. Et år hvor urnen har stået i vores hjem, og bare har været en del af vores liv. Ikke noget vi tænkte sort over, den var der bare.
Dvs. jeg har løbende udskiftet de tørrede blomster der lå foran urnen, og jeg har indimellem tændt lys ved den. Men det var ikke noget jeg følte jeg skulle gøre. Det var ikke et alter der skulle tilbedes eller holdes helligt, bare vores lille pige der stod der.

Men da årsdagen nærmede sig kom idéen om at bisætte hende på havet. Og så blev vi endelig enige og afklarede.
Vi inviterede de venner vi følte os tættest på, eller som havde været gode til at lytte i den første tid. Det blev til 17 personer udover os selv, inkl. min mor og min storebror.
Jeg havde ikke regnet med T's jyske venner kom, det var trods alt en tirsdag. Men det gjorde de!
Jeg fravalgte at invitere min far. Han var ikke rigtig med i fødselsforløbet eller sorgarbejdet, og jeg havde ikke lyst til at have ham der. Det kan sagtens være han ville have været en del af det, men jeg havde ikke lyst. Jeg valgte at gøre som jeg følte for, ikke som jeg måske burde.

Vi lejede to vikingeskibe med instruktører og redningsveste fra Vikingeskibsmuseet. Vi var først lige præcis én person for mange til det skib vi ville have lejet, så vi måtte leje to mindre, til 2500 kr. ekstra. Men det gjorde vi så, og inviterede to personer mere, som der blev plads til.

Vi ville bestille catering for ikke selv at have besværet med at lave mad, og jeg havde en idé om nogle spændende salater og småretter. Vi fik så et tip om et godt sted, som oven i købet var billigt, og vi bestilte en lille salatbuffet fra Smag.

Menuen:
Grillede rodfrugter med gedeost, valnødder og grov pesto
Babyspinat med nektarin, mozzarella og rødløg
Sprøde rødbeder og gulerødder i tern med græskarkerner, frisk mynte og hvidløg
Speltperler med æble, squash, mandler og chilicreme
Oksekødsfrikadeller med pinjekerner, persille og feta
Gulerodshumus
Grønærtepuré
Mørkt filone og softkernerugbrød

Et par af vores venner hentede maden på vejen. Det var supergodt! Der var rigeligt, det var lækkert, og jeg var meget tilfreds. :-)
T bestilte chokoladekager med valnødder fra vores lokale Føtex. Først var jeg lidt "Ej, Føtex?!?", men de smagte nu rigtig godt! Klistrede og mumsede på den rigtige måde.

To mdr. forinden var mig og T til en koncert med folkemetal-bandet Vanir, og der bemærkede vi deres sækkepibespiller, en ung pige. Det var jo en noget andet musikstil, men vi tænkte at hende ville vi gerne hyre til bisættelsen, det virkede helt særligt. Så det gjorde vi, og heldigvis ville hun gerne. :-D
Vi manglede den ceremoni og stemning salmer giver ved en kristen begravelse, men vi ville ikke synge, kendte ingen sange vi syntes kunne formidle vores følelser. Men det kunne en sækkepibe, den kan græde og klage, og samtidig være smuk og intens.
T fandt nogle sækkepibepassager i soundtracket til Braveheart-filmen, som han syntes udtrykte både vores smerte, vores længsel og vores kærlighed - og dem bad han så Sara spille. Hun måtte omsætte det til hendes type sækkepibe og lave det om til selvstændige numre, men det gjorde hun så. Vi var så taknemmelige!
Det var det helt rigtige! Det havde ikke været det samme uden.

Lørdagen før gik mig og T op i byen til en nyåbnet blomsterhandler for at se på blomsterblade. Vi ville putte blomsterblade ned i urnen, så når man rystede det ud på vandet, så ville blomsterbladene flyde ovenpå og markere at her er Saga. Vi endte med at bestille mørkerøde roser, da det er mest vores smag. Hun foreslog nogle spæde lyserøde, men det er bare ikke os.
T hentede blomsterne dagen før, og havde dem stående i køleskab natten over.

Så var det det med talerne ... VI havde jo ingen præst til at sige nogle ord, og noget skulle siges. Så vi besluttede os til hver især at skrive et afskedsbrev til Saga.
Vi har i hele det foregående år talt om de breve vi burde skrive til hende, men det har været for hårdt. Der er så meget at sige ... og så lidt. Og jeg tror vi begge har følt at hvis vi først satte os ned og følte efter, lukkede op, så ville sorgen overvælde os. Så ville vi drukne i smerte. Så vi har undveget, undgået, udskudt.
Aftenen før bisættelsen kommer jeg hjem fra arbejde til T's brev til Saga. Han havde skrevet det, og grædt og grædt. Men det var så smukt. Jeg græd da jeg læste det. Men jeg var så glad for at han skrev det til vores datter, det var lige sådan et brev jeg ønskede hun skulle have med sig.
Så var det mig ... Og det skulle være med det samme, for bisættelsen var næste dag.
Jeg burde nok have været alene, jeg kunne mærke hvor meget det var mig imod at T var i lokalet. Det var privat. Men vores stue er der hvor både computerne og tv'et er, så vi var der begge to.
Jeg prøvede at lukke mig inde i mig selv og skrive.
Og så kom det, jeg fik skrevet brevet i første hug, det flød bare ned i tastaturet. Ikke det jeg troede jeg ville sige, men det blev det der kom. Jeg flyttede lige et par sætninger rundt, men ellers blev det som jeg skrev det.
Så var vi klar.

Næste dag var så bisættelsen. Jeg sov længe, jeg var så træt så træt efter arbejde. Det er jeg hele tiden for tiden. Så hoppede jeg i bad og fandt det tøj jeg ville have på, hvorefter min mor samlede mig op så vi kunne køre i Føtex og hente kager. Jeg havde også fået den her fikse idé med at jeg ville lave en skål hummus ekstra. Der kom jo mad, jeg ville bare gøre [i]noget[/i]. Jeg tror mest det handlede om at jeg havde brug for at bidrage, og også brug for at fylde min tid med noget. Hummus er nemt.
Så efter indkøbsturen lavede jeg en skål hummus, og så gik tiden. MEN så blev jeg ringet op af vikingeskibsmuseet - vinden var taget til og de var lidt bekymrede. FUCK! Men heldigvis mente de godt vi kunne gennemføre, vi ville bare komme til at ro hele vejen, vi måtte ikke sætte sejl. Det var så en streg i regningen, for det skulle jo helst ikke være for hårdt for vores gæster. Men det skulle jo være den dag, på hendes fødselsdag, så bare vi kunne komme ud på vandet ...

Mens jeg lagde make up dukkede første gæst op, og så kom der flere.
T kom med urnen og blomsterne, nu var det tid til at åbne den. Vi havde med vilje ikke åbnet den før, tænk nu hvis vi væltede den! Det var også godt vi ikke havde forsøgt, vi måtte ødelægge låget for at få forseglingen op. Keramikken revnede. Jeg var meget overrasket over hvad der var i, det lignede storbladet urtete. Det var brune nuancer og hvide flager træ. Mere savspåner end aske. Og mere flager end prikker. Helt klart storbladet urtete.
Vi puttede rosenbladene i og T pakkede urnen.

Pludselig skulle vi afsted til havnen, og så fik jeg travlt! Jeg fór rundt uden at kunne samle tankerne, og det gik op for mig at jeg ikke havde printet mit brev ud. Selvfølgelig drillede printeren.
Jeg var lige ved at komme for sent ....
Vi var nede ved havnen fem minutter i, vi havde sat folk i stævne hel. Ups.
De fleste af vores gæster var der, de sidste kom mens vi stod og prøvede at få styr på os selv og de andre.
Jeg havde fået en sms fra min ven Sebastian, der var kommet for sent afsted fra Kbh. Min veninde Mette tilbød så heldigvis at køre op og hente ham på stationen. Det blev yderst tight. Men de nåede det! Pyha.

Så blev vi kaldt til samling og blev vist hvordan man bruger en redningsvest. Og så var det ellers ned i skibene.
Vi blev instrueret i at ro, og skulle så forsøge at ro i takt. Det gik rimeligt. Der var ret meget modvind, så det var en anelse hårdt, men ikke så det var for meget. Min gamle mor og min højgravide veninde Charlotte var fritaget fra at ro, men ellers greb alle fat, inkl. vores sækkepibespiller. Jeg var lidt bekymret for om det ville gå ud over hendes evne til at spille, men det gjorde det ikke.

Det var godt at ro. Det var godt at kunne gøre noget aktivt, at vi rent bogstaveligt fysisk bragte Saga med os, os og de mennesker der var os nærmest. Og det var smukt at se Roskilde fra vandsiden, der var en fantastisk udsigt.

Så kastede vi anker, og bådførerne bragte skibene tæt sammen. Der var lige et åbent V ved de to skibes stævne.
T rejste sig op og fortalte hvad der skulle ske, hvorefter Sara tog sækkepiben frem og gav sig til at spille første nummer. Det var højt! Men da jeg lige havde tunet mig ind på musikken var det også meget smukt. Og sørgeligt, det gik lige i hjertet. Jeg tror de første tårer meldte sig der.
Og selvfølgelig begyndte det at regne ... Jeg var lidt bekymret for sækkepiben, men det gik vist.
Så læste T sit brev op. Han læste det meget hurtigt og uden tonation, men det blev læst op. Det var hårdt og smukt.Så var det mig. Min stemme knækkede, men jeg gennemførte.
Så gik vi ud i stævnen med urnen og T hældte asken med blomsterbladene på vandet. Det flød som en plamage, men det så godt ud med alle de mørke rosenblade, masser af dem.
Derefter rejste en del af vores gæster sig og kastede medbragte blomsterhoveder på vandet. Min mor havde hvide roser, og der var vist nogle gul-orange-røde chrysanthemummer. Det så rigtig godt ud. Langsomt flød aske og blomster ud fra skibene og ud på havet.
Og så var det det afsluttende sækkepibenummer. Der græd jeg. Meget. Det var den endelig afsked. Blomsterne vuggede på havet og musikken gik lige i hjertet. Og så kom regnen igen. Jeg ved ikke hvad der var med den sækkepibe og regnen ... Den holdt op igen da musikken var færdig.

Så sad vi stille et øjeblik.
Og så var det tid til at ro tilbage.
Der var helt stille på tilbageturen, alle tog virkelig fat, vi havde medvind og skibene sejlede hurtigt. Jeg tror alle nød at kunne gøre noget fælles. Der var pludselig en samklang over roningen.

På land takkede vi bådførerne, og så fordelte vi os i bilerne og kørte hjem til os.
Vi lavede kaffe og te, vi havde øl og sodavand, og efter noget tid stillede vi maden frem som buffet i køkkenet.
Jeg havde købt paptallerkener og plastikbestik i Tiger, men noget fedt noget, sølvfarvet. Bestikket lignede metal så meget, at folk ikke kunne lide at smide det ud. Og det var overraskende godt. Der var ikke så meget som en gaffel der knækkede og det var behageligt nok at spise med. Og pænt.
Folk fordelte sig i spisestuen og stuen, vi havde desværre ikke plads til alle i samme rum. Men det virkede okay. T's jyske venner samlede sig ved stuebordet, og mine venner ved spisebordet, men det er vel naturligt nok.
Jeg synes det virkede som om folk hyggede sig.

Efter nogle timer tog jyderne hjem, de skulle langt og skulle op på job. Sjællænderne blev hængende noget længere. De sidste gæster gik vist kl. 23 - der var jeg også træt. Jeg havde dumt nok ikke bedt om fri dagen efter, så jeg skulle op kl. 6. Men det var rigtig hyggeligt. Rart samvær med folk der svingede med hinanden.
Min mor gik noget før de andre, men det var forståeligt nok. Min papfar, der ikke kunne være med pga. et vigtigt møde i Stockholm, kom forbi med en buket blomster på vej hjem fra hans møde. Han blev også kort, han kendte jo kun os og min bror. Men det betød meget for os at han kom.

Da alle var gået var T småfuld, men glad. Han snakkede meget om forløbet, hvor godt det var. Og jeg var ganske enig. Vi var nærmest helt høje over hvor godt det var gået, hvor tilfredse vi var og hvor rigtigt det føltes.


Nu her, efterfølgende, kan jeg mærke hvor vigtigt det var at få taget afsked. Jeg troede jeg havde gjort det, men jeg kan mærke hvor meget mere ro der er i mig, nu hvor urnen er væk.
Vi har stadig hendes billede stående, og tegningen af hende på væggen. Men urnen er væk.

I går da jeg gik hjem fra stationen og så fjorden, som jeg plejer, tænkte jeg på hende. Det var det jeg havde frygtet. Men det bliver vel nemmere med tiden. Det var et godt sted at placere hende. Smukt.

Jeg er meget glad for at vi fik hende bisat, og at vi fik hende bisat på vores måde.

----

T's brev til Saga:

Saga, min elskede datter. Du kom ind i mit liv som en lysende stjerne, et håb om en fremtid som forælder.
Da jeg fik af vide du fandtes i mors mave var jeg lykkelig som aldrig før..

Du var virkeliggørelsen af mine drømme og mit håb om at blive far, og leve med min elskede kone og vores dejlige barn.
Jeg fulgte de lyde du lavede i maven, og de billeder vi så fra scanninger og glædede mig sådan til du skulle komme til verden og ud til mig.

Jeg ville så gerne dele verden med dig, vise dig alle de gode ting og sørge for du havde det trygt og rart.Vi skulle sammen se det hele med dine nye, friske øjne og le og forundres.
Du er revet væk før dit liv begyndte, født uden tanke eller modstandskraft. Jeg fik aldrig set dine øjne eller dit smil, du var for lille- vi kom aldrig til at dele verden sammen.

Min elskede datter, du har skænket mig den største lykke, at blive far til en smuk lille pige. Det øjeblik jeg så dig første gang, bevæge dig i mors mave blev du min øjesten. Den afgrundsdybe sorg jeg føler over din død, er grusom men sorg er tabet af en elsket og derfor er den også smuk på en grum måde.

Du vil altid være i mine tanker, og du har sat dine små fodaftryk dybt i mit hjerte. Du vil blive et smukt minde med tiden, mindet om en drøm- om en fars kærlighed til sin datter-min kærlighed til dig.

I dag skal vi to sige det farvel, vi aldrig fik chancen for da du blev født. Her i naturen hvor jeg finder fred skal du altid bo, og havet skal være din vugge.

Saga Tinubriel, min sølver stjerne. Hvil i fred min elskede.

-----


Mit brev til Saga:

Lille skat. Da jeg opdagede jeg var gravid kunne jeg slet ikke fatte det. Jeg blev så lykkelig, men også bange. Bange for at miste dig. Den angst fulgt hele min tid med dig, sideløbende med min lykke. Du var SÅ ønsket.

At se dit hjerte slå for første gang var fantastisk. At se min mave vokse og vide at du lå der, inde i mig. At mærke dig bevæge dig, da du blev større - selvom jeg ikke vidste med sikkerhed at det var det jeg mærkede. Da du var væk var jeg dog ikke i tvivl. Jeg havde mærket dig et stykke tid.

Jeg har længtes så længe, og så var du der! En overraskelse, vores lille mirakel.
Jeg glædede mig sådan til at møde dig, til at tage mig af dig, være din mor.

Det hele gik så stærkt. Jeg var lige begyndt at tro på det. "Dig og mig", hviskede jeg til mig selv når jeg blev bange, "Dig og mig, vi klarer den sammen".
Men det gjorde vi ikke.

Jeg fik aldrig sagt ordentligt farvel. Da du pludselig kom var jeg så chokeret, at jeg ikke rigtig forstod hvad der skete. At første gang jeg så dig også var den sidste. Jeg var slet ikke parat. Det var først bagefter at det gik op for mig at jeg var blevet mor, men jeg manglede dig, min lille datter. Manglede dig så fortvivlende. Jeg havde aldrig troet man kunne elske så intenst.

Jeg fik ikke brugt den meget korte tid du var i verden. Jeg fik ikke set dig levende, de få minutter forsvandt nede mellem mine ben. Jeg fortryder at jeg fik ikke lagt dig mod mit bryst, jeg troede det ville være absurd, at lege at mit døde barn levede. Men senere kunne jeg mærke at det skulle jeg have gjort. Du var jo mit barn, levende eller ej. Jeg havde behov for at vise dig omsorg, for at være tæt på dig. Tage dig til mig og forstå at du var min. Jeg kunne alligevel ikke værne mig mod hverken smerten eller kærligheden, de to hører sammen i sådan en situation. Og min kærlighed til dig er uendelig høj.

Jeg fik ikke sagt farvel. Det skal jeg nu.

Du er det største, det bedste og det værste der er sket mig. Du var mit lille mirakel, selvom jeg ikke fik lov at beholde dig. Men jeg ville ikke have undværet dig. Du er min datter, du hører til mig.

Farvel min lille skat. Du vil altid bo i mit hjerte.

Ved at lukke og slukke

Jeg har ikke skrevet så meget de sidste måneder, fordi jeg er forvirret og sårbar.

Af gode ting er der sket det at jeg har fået job.
Efter at være blevet opsagt fra et job jeg havde levet og åndet for i 13 år, hvilket rystede mig i min grundvold, havde jeg endelig fået nyt job, selvom jeg var gravid. Det nåede jeg kun at have i tre uger, så fødte jeg Saga. Så var der sorg og operation. Så begyndte jeg på frivilligt arbejde hos Landsforeningen Spædbarnsdød for at komme lidt i gang igen, og det var godt. Men jeg synes det var enormt svært ikke at have et regulært job at vende tilbage til, med kollegaer som kendte mig og vidste hvad jeg kunne, med faste rammer, rutiner og kendte omgivelser.
I stedet skulle jeg søge job, sælge mig selv og bevise mig selv. Være på fuld skrue med glimt i øjet og emme af overskud og kompetence.
I juni skete der så det at jeg blev ringet op af et firma, som jeg havde søgt en stilling hos for knap halvandet år siden, før det hele gik galt. De ville tilbyde mig et 3-mdr. vikariat med en måske mulighed for videre ansættelse. Jeg sprang på, og der har jeg så knoklet de sidste to mdr..
Men det havde jeg brug for. Det var hårdt at skulle lære nye mennesker og nye procedurer at kende, men også godt at indgå i en sammenhæng igen, at være den kompetente side af mig selv, være faglig, have arbejdsmæssige relationer til andre. At skulle noget om morgenen, at have en grund til dagen.
Jeg er blevet glad for det. :-) Det er temmelig hårdt, jeg er træt hele tiden. Men jeg føler mig som en del af verden igen.

Nu er jeg lige blevet fastansat! :-D
Det er en kampesten fra min skulder, jeg beholder min rytme, min funktion og mine nye relationer. Jeg betyder noget. Og jeg har lidt tryghed, økonomien hænger sammen.
Det er også godt i forhold til hvis vi er nødt til at flytte og skal købe noget (huset vi lejer en lejlighed i er sat til salg) eller hvis vi er tvunget til at adoptere (og skal have god økonomi + kunne smide 200.000).
Alt i alt er det bare rigtig godt.
Jeg fortsætter mit arbejde for Landsforeningen Spædbarnsdød, men på meget lavet blus.

Tilgengæld er jeg ved at lukke og slukke med drømmen om et biologisk barn. Det sker ikke. Vi har prøvet og prøvet, men uden held. Og nu sker der det frygtelige for mig, at tidlige tegn på overgangsalder sætter ind - jeg fik ikke ægløsning i denne måned!  :´-(
Mit østrogen steg kun meget lidt, og der kom ingen ægløsning. Dvs. nul mulighed for barn. Én ting er at jeg bare ikke er blevet gravid, men nu svigter det helt. Nu kan jeg ikke?!?
Jeg har det forfærdeligt. For først gang er jeg vred på min krop. Og endnu mere vred på verden. Hvorfor kan jeg ikke? Hvorfor er jeg blevet for gammel? Når alle har en historie om en de kender på 40, 42, sågar 46 som har fået barn, hvorfor lukker og slukker min krop så som blot 40-årig?
Og når jeg nu startede med at ville for 10 år siden, og med at forsøge intenst for 5 år siden, hvorfor får jeg så ikke mit højeste ønske opfyldt? Hvordan kan det ske at det bare ikke bliver?

Jeg prøver at sige til mig selv at hvis man får kørt benene af, er man sikkert også vred og fortvivlet og uforstående, men man er nødt til at deale med sådan som verden ser ud. Dvs. lige meget hvor uretfærdigt eller uacceptabelt jeg synes det er, så er det altså sådan det er. Jeg er nødt til at lære at leve med det.
MEN FUCK DA! :-(
Jeg er så ubeskriveligt ked af det. Virkelig virkelig ked af det.
Sorgen over Saga og sorgen over at være permanent barnløs er ét stort rod. Det er lige før det sidste gør mest ondt, for Saga er diffus for mig nu, jeg havde jo aldrig kontakt med hende. Ingen åbne øjne, ingen lyde, ingen bevægelser. Kun boblerne i min mave mens hun levede, følelsen af hende i mig. Jeg havde hende aldrig i mine arme levende. Min sorg over ikke at få lov at leve med et barn er størst. Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne være mor til et levende barn, leve med det barn, elske og sørge for, forme og hjælpe på vej.
Sorgen over Saga er sorgen over hvad hun kunne have været, hvis hun havde levet. Hvis jeg havde båret hende til termin. At miste at være mor til et levende barn.

Jeg tænker på konceptet med kvindens tre faser, jomfruen (eller den unge kvinde), moderen og den gamle kvinde. Jeg mangler en fase. Jeg går fra at leve en ung kvindes liv til at leve en gammel kvindes liv, uden at have mellemstadiet med. Uden moderskabet.
Jeg føler en enorm del af mig mangler.
Jeg føler det vigtigste i livet mangler.

Alle kommer med "Har I tænkt på at adoptere?", og ja, selvfølgelig har vi da det. Og sat os ind i det. I modsætning til de fleste, som ingen idé har om hvad det vil sige, hvor lang tid det tager, hvad det kræver eller hvor svært det er. Og som på romantisk vis tror det er en nyfødt baby man kan få.
HVIS vi overhovedet kan blive godkendt til adoption, hvilket tager op til et år, så er der en ventetid på 2-4 år, for tiden er fire mest realistisk. Vi taler altså om at jeg som 45-årig kan blive mor, det er meget meget lang tid at vente, i denne ende af mit liv. Jeg er klar NU. Jeg har været klar i 10 år.
Derudover er der alle de umulige krav at opfylde, inkl. at skulle kunne rejse til et andet land og opholde os i flere måneder. For de lande med kortest ventetid er det syv mdr.! Samtidig med at vi skal kunne rive syv mdr. ud af kalenderen, og have hele vores barns babyfase i et andet land, uden familien, vores egne liv og rammer, uden den verden og kultur vi ønsker at være forældre i, så skal vi også kunne beholde vores job og bolig at komme tilbage til, selvom vi er væk så længe. Hvem kan dog det?!
Den tid der går fra de finder ud af hvilket barn man får, til man kan få barnet i armene er mellem to og seks mdr. Dvs. det barn man får er minimum to mdr., mere sandsynligt 6-8 mdr. Alle de måneder er tabt for én, det bliver ikke noget vi får lov at opleve. Og vi har ingen indflydelse på den tid. Vi kan ikke give vores barn kontakt, stimulation og omsorg, sikre at der skabes en grundtryghed og tilknytning. At vores barn får øjenkontakt og kropskontakt og bliver trygt og harmonisk. Nej, det er børnehjem blandt en masse andre børn, med fokus på at det får mad og en tør ble. Men alt dét som man i vestlig forskning ved betyder utroligt meget, får vi ikke lov at indflyde på.
Hvis vi overhovedet kan blive godkendt, og vi overhovedet får et barn, så står vi om fire-fem år med et barn på 6-7 mdr., som ingen tilknytning har til os, og med en baggrund vi ikke kender, og skal først til at prøve at skabe en familie.
Jeg synes ikke det lyder specielt fedt. Det lyder rigtig hårdt, utrygt, opslidende. Ikke noget quick fix på at mangle et barn, ikke nogen løsning.
Det er bare det eneste vi evt. kan, hvis vi vil have et liv med børn. Et forsinket liv med børn, meget forsinket.

Jeg vil ikke tale med andre om adoption. I hvert fald ikke med nogen der ikke ved noget om det.
Jeg gider ikke få trukket den ned over hovedet af nogen der ikke aner hvad de taler om eller hvad det indebærer. Jeg gider ikke skulle forsvare mine følelser, forklare og forklare. Se folks blikke når de synes jeg er negativ og utaknemmelig, eller fornemme hvordan de naivt tror, at verden er fuld af stakkels forældreløse babyer der trænger til et hjem, og det som barnløs er min pligt at redde dem. Hvis der var sådan en enorm mængde forældreløse babyer, hvorfor er der så fire års ventetid? Tværtimod er der mangel på babyer at bortadoptere.
Der er til gengæld masser af ældre forældreløse børn, men dem vil ingen have. Alle dem der synes at de stakels børn skal reddes, hvorfor adopterer de ikke selv dem? Hvorfor laver alle andre børn selv, fremfor at tage til Afrika og adoptere en 6-årig?
Fordi drømmen om at få barn og skabe familie ikke inkluderer en 6-årig forældreløs afrikaner, vietnameser, inder eller colombianer. Heller ikke for os.
Jeg har ikke prøvet at være forældre før, jeg har ingen erfaringer eller redskaber til at håndtere et skadet ældre barn. Og jeg har aldrig haft nogen mission om at jeg skulle redde verden.
Som alle andre drømmer jeg om en nyfødt baby i mine arme, at dufte, mærke, høre lydene. At studere de bittesmå fingre, lege med griberefleksen og se den lillebitte hånd kramme om min finger. Kigge mit barn dybt i øjnene og vide at jeg er dets mor. Opleve mit barn udvikle sig, fra en hjælpeløs lille baby til et selvsikkert og nysgerrigt barn. Være der under hele processen, høre sammen.
Når jeg drømmer om at være mor, drømmer jeg om at være mor til en baby. Og at have fire år til at lære hvordan man er mor til en fireårig, lære at sætte grænser, aflæse mit barn osv. via de situationer der opstår.
Hvis jeg havde barn i forvejen ville jeg måske godt kunne adoptere en fireårig, for så ville jeg allerede have udviklet mig som mor, og være opgaven moden og parat.
Men jeg har ingen levende børn. Og ingen yngre søskende. Jeg aner ikke hvordan man gør.
Det er så igen "når barnet er der"-tanker, afskåret fra alt det der går forud. De mange år og svære betingelser der går forud.

Vi har levet snart fem år i venteposition, hvor vi hele tiden har ventet på at vi skulle få barn og vores nye liv gå igang. Hvor vi har gjort os klar, prioriteret, fokuseret, VALGT. Hvor ønsket om et barn og forsøget på at skabe et har fyldt alt. Fem år!
Kan vi holde til fem år mere?
Jeg tvivler.

Jeg synes virkelig det er en svær tid.
Jeg skal acceptere en situation jeg ikke kan acceptere, jeg skal indstille mig på at mit liv ikke kan blive som jeg så brændende ønsker mig. Jeg skal lære at leve med et sådan er det altså.
Jeg skal håndtere sorgen.

Og prikken over i'et - på tirsdag er det årsdagen for Sagas fødsel og død. Jeg synes denne måned er meget svær. Hver dato har sine minder, her blev jeg indlag. På denne dag hørte vi hjertelyd, efter en enorm forskrækkelse. På denne dag var vi til misdannelsesscanning, og hun lå som en lille frø på spring. På denne dag var jeg indlagt igen. På denne dag så vi Sagas hjerte slå for allersidste gang.
I morgen og på tirsdag er så årsdagene for de værste dage i mit liv. Indlæggelsen, fødslen og afskeden.
Der mistede vi vores datter.

Der er bare ikke noget at sætte i stedet.

Virkeligheden

Der er faldet lidt ro på mig efter det mislykkede fryseægsforsøg. Det er så sådan det er. Vi er færdige med fertilitetsbehandling, den del af vore liv er ovre. Ikke flere ture til Herlev, ikke flere hormoner, scanninger, indgreb.
En del af mig er lettet, det har været forbandet hårdt. En del af mig er bundulykkelig, måske betyder det at vi bare ikke får nogen levende børn. At det er slut.

Vi prøver på naturmetoden, men so far ingen succes. Alligevel har jeg et spinkelt håb. Hvad nu hvis ... Men jeg ved det er urealistisk.

En del af mig prøver at gøre mig parat til at acceptere at jeg ikke kommer til at bære et barn igen. At jeg er barnløs. Men det gør så usigeligt ondt, at jeg kun kan se på det lidt fra siden, ud af øjenkrogen. Jeg kan tænke tanken, men distanceret. Hvis jeg føler den, hvis jeg virkelig SER på den, gør det for ondt. Den virkelighed er for svær at være i.
Men når jeg ser på det lidt fra siden, kan jeg måske vænne mig til det. Lige stikke mig på det, og så flytte mig væk igen. Med tiden kan jeg måske opholde mig i tanken længere og længere indtil jeg er klar til at acceptere min virkelighed.

Men fuck. :´-(

For helvede da! Jeg tog afsted til seminar hos Landsforeningen, og da jeg ankom og lige skulle tisse, fik jeg min menstruation.
Jeg blev totalt hylet ud af den. Ind og møde nye mennesker og præsentere mig selv, to sekunder efter at jeg finder ud af at løbet er kørt, og mit fnug er gået til.
Pissedag!

EDIT:
Dog var jeg nok det bedste sted, når nu det sku være. De andre forældre var meget støttende og inspirerende, og det var plads til følelserne. Så jeg fik det på en måde bearbejdet. Ihvertfald formuleret, og det hjælper.

Rutjsebane

Jeg testede her til morgen, en dag for tidligt. Bragende negativ. Jeg tror den ville ha vist noget nu. Jeg tror fnugget er død. Ligesom ved alle mine andre ægoplægninger.
Jeg vil ikke teste i morgen, for jeg tror ikke det ændrer noget.
Blodprøven tirsdag er det endelige resultat, men jeg tror det er afgjort. :-(

Igen frygter jeg det aldrig bliver. Saga var mit mirakelbarn, måske er hun bare alt jeg får.

EDIT kl. 9.27:

Jeg er overrasket over hvor tungt jeg tager testeriet. Jeg troede jeg havde styr på følelserne, at jeg accepterede min situation.

Der er små ting der går godt. Småting. Jeg fandt nogle dyre klippekort, som jeg troede jeg havde tabt. Jeg fik byttet nogle sko, som jeg ikke troede de ville bytte. En nederdel jeg havde kig på var pludselig på tilbud. Jeg starter i nyt job, godt nok kun garanteret i en fastsat periode, men stadig.
Ting lysner.
Jeg tænkte jeg ku leve med hvordan min verden er.

Men jeg var ved at tude i morges, og jeg føler mig ustabil og nedtrykt nu.

MEN faktisk er der et spinkelt håb. Da jeg kiggede på testen en halv time senere er der verdens svageste antydning af en anden streg. Den er så svag at man virkelig skal se godt efter, men der er noget.
Jeg tog fluks en test mere, af et andet mærke. Den er negativ, ingen antydning.
Måske er det ikke noget, de fleste ville nok ikke kunne se noget. Men der er altså en skygge af en streg.
Og jeg har regnet forkert! Det er først søndag jeg kan teste. Jeg er to dage for tidligt.
Testene er de billige strimmelteste, de er ikke så følsomme.

Jeg håber lidt, men jeg er oprevet og ked af det, jeg føler mig totalt bims. Jeg ved ikke hvad der er op og ned. Hvordan jeg skal tackle usikkerheden og måske at få knust mit nye spinkle håb. Total rutsjebane.
Jeg troede virkelig jeg kunne håndtere det, at jeg var cool med whatever svar jeg får.
Jeg er ikke spor cool, jeg er helt ude at gynge.

EDIT kl. 19.19:
Hmmm. Da jeg kom hjem var den skygge godt nok svær at se. Som i måske ikke ... Og nu har jeg en anelse blodigt udflåd, som jeg typisk har dagen inden min menstruation kommer. FUCK! :'-(

Mit lille fnug - er den der stadig?

Ihh, jeg er ved at blive gak! Jeg kan ikke mærke det store, men svinger hele tiden mellem at tro jeg kan, eller være nede over at jeg ikke er gravid.

Jeg tog en test i søndags, alt alt for tidligt. Mine to andre graviditeter har jeg testet positivt på den dag jeg skulle ha menstruation, og kun svagt. Så selvfølgelig kan jeg ikke regne med en test en hel uge før.
Alligevel slog det mig fuldstændigt ud.

Jeg har været ret aktiv den sidste uge, jeg har gået meget. Og så bekymrer jeg mig over det - gør det nu er forskel at jeg udmatter mig selv ... På den anden side er jeg ofte meget fysisk inaktiv, og der er jeg jo ikke blevet gravid, så måske er blodomløb i livmoderen bare godt. Aner det ikke. Argh!

Jeg kan teste på lørdag, og der bør jeg kunne regne med resultatet. Jeg aner ikke hvordan jeg skal klare den til på lørdag ...

Jeg har ellers været ved godt mod, men jeg kan næsten ikke bære hvis Sagas søskende bare er gået til. Den var jo levende da jeg fik den lagt op. Men min fornemmelse er at der ikke er bingo, at den er død nu.
Fuck.

Mit lille fnug

Alt gik godt i dag med ægoplægning, begge vores fryseæg havde overlevet og delt sig videre. :-)
Jeg havde det meget svært ved at det ene skulle smides ud, men vi turde ikke risikere noget. Så de udvalgte det pæneste, og jeg fik vores lille fnug lagt op.

Alt forløb perfekt, stemningen var god og jeg var glad og afslappet. :-)
Jeg fik et scanningsbillede med af embryonet, trygt placeret i min livmoder.

Nu er jeg i teorien gravid! :-D Jeg ved ikke om jeg bliver ved med at være det, men lige nu er der et levende embryon i mig. Så må jeg se tiden an, og bare håber. Please sæt dig fast, lille fnug!
Det bliver nogle lange 14 dage ...

Her er vores fnug (eller rettere, det man kan se er den luftlomme der er rundt om den):

Hvor jeg dog håber håber håber at dette ikke bliver det sidste og eneste billede.

At affinde sig

Jeg opdager mest omkring hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker, når jeg skriver til andre. Følgende er også oprindeligt skrevet som respons til en anden mor:

Jeg kan mærke at der er sket rigtig meget i mig gennem de ni måneder der er gået, siden vi mistede Saga. Jeg har accepteret mit tab. Det går stadig ondt, men jeg har affundet mig med at det er sådan, og jeg begynder så småt at være mere positiv. Der er plads til andet også.
Det har taget lang tid, faktisk en hel graviditets tid. Men jeg har det markant meget bedre.

Min terminsdato forbigik jeg i stilhed, og det var ikke et godt valg. Det fortrød jer. Måske sku jeg ha ladet mig selv sørge den dag.
Den var ikke så slem som frygtet, men i mit forsøg på at undgå smerte, fik jeg bare undertrykt det. Så blev det spredt ud i stedet. For selvfølgelig gør det ondt, det ku jeg ha sagt mig selv. Og det måtte det også godt, det er en del af processen. Jeg overlevede.

Jeg fik også tanker omkring "Nu sku jeg ha haft barsel", "Nu sku jeg ha gået med barnevognen" osv. Jeg registrede at jeg tænkte og følte sådan, men jeg forsøgte at undlade at dvæle ved det. Ikke flygte, bare passe på ikke at dykke virkelig i, og lade det overvælde mig. Dyppe tåen, op igen. Dyppe igen, op igen. Ikke hoppe helt i, bare tage temperaturen.
Rokke lidt med tanden der gør ondt, men ikke flå den ud.
Med tiden har jeg fundet at det gør mindre og mindre ondt, og fylder mindre.
Jeg prøver at fokusere på at sådan her er det, fremfor hvordan det kunne have været.
MEN det er først med tiden at det lykkes. Og det er okay, jeg var ikke klar før.

Jeg skal have lagt et fryseæg op på tirsdag, og jeg er klar. Der er åbent for et evt. nyt barn, og et vist overskud til at håndtere hvis det ikke lykkes. Det er helt klart tiden.
Saga fylder ikke alt længere.
Måske er hun det eneste barn jeg får. Men hun er ikke længere både hende, og så også et symbol på hele mit savn og min drøm om hvordan mit liv skulle have været. Det var hun i lang tid.
Sorgen over hende var uadskilligeligt knyttet til sorgen over min barnløshed, sorgen over at skulle håndtere traumet, sorgen over tabet af min livsuskyld og sorgen over at have mistet det liv, jeg troede jeg skulle have. Det er ret meget sorg på én gang.
Nu kan jeg bedre skille det ad. Sorgen over hende konkret er ikke så stor som den var i starten. Jeg kan bedre finde plads til den i mig. Hun er en del af mig, og det der er hændt mig, men hun er ikke et sugende sort hul der æder al min glæde. Min længsel er til at håndtere.

Jeg føler mig klart skadet, der er et sår i min sjæl. Men jeg er ikke uopretteligt defekt fremover, jeg kan stadig meget. Den jeg var, bliver jeg ikke igen, men det kan jeg godt lade være med at lade fylde alt, sådan er det bare.

Jeg frygter ikke hendes fødselsdag, sært nok. Det er jo om tre mdr. Men det skal nok gå. Jeg tror ikke jeg går ned, jeg tror jeg fordyber mig i hvad der er sket, men jeg tror den vil markere at jeg har overlevet den værste smerte i mit liv. Måske kan jeg oven i købet være stolt den dag.

Jeg er lettet over at det har ændret sig. Det føltes ikke som om det kunne. Men alligevel har det ændret sig.

Lettelse!

I dag fik jeg en kontrastscanning af min lever, og det viste sig at det var godartet. Jeg har ikke kræft! De aflyste den planlagte leverbiopsi, så det skulle jeg heldigvis ikke igennem.
YES!
Der er ikke ord der beskriver hvor lettede vi er, vi var SÅ bange for at det var livstruende.

Lægen besluttede sig for at scanne min cyste på æggestokken nu jeg alligevel var der, og han fandt at det var peritoneal lommer, arvæv/bindevævs-sammenvoksninger der danner væskefyldte hulrum. Så altså slet ikke nogen cyste!
Peritoneal lommer er ikke farlige, og burde ikke indflyde på min fertilitet. Det er ikke skidegodt at de er der, men umiddelbart generer de mig ikke, så de vil ikke begynde at operere på det, når de ikke betyder noget for mit helbred.
Jeg skal til tjek om fire uger, bare sådan så de lige følger lidt med inden i mig.

Udmeldingen var at vi godt må prøve at blive gravide igen, så planen er at lægge fryseægget op i næste cyklus.

Min verden gik fra "Det hele er skod" til nyt håb. men det er godt nok en rutjsebanetur!


Pyha. Og der er stadig håb for at jeg kan blive mor igen. Jeg troede det løb var kørt.

At snakke om det

Det fylder langt mindre for mig om folk spørger til hvordan jeg har det, til hvad der sketet eller til Saga nu, end det gjorde de første måneder. Men jeg har nu stadig brug for at snakke om det indimellem.
Der hvor jeg er nu, har jeg også brug for at kunne snakke naturligt om hvad der er sket, i sammenhænge hvor det hører til. Dvs. taler man hospital, fødsler eller noget omkring tanker om forældreskab, barnløshed, fertilitesbehandling o.l., så har jeg naturligt noget at bidrage med, og vil ha lov at byde ind, uagtet at der ligger en smertefuld oplevelse bag. Jeg har en erfaring og nogle tanker, følelser og oplevelser, som er en del af den jeg er, og det jeg kan og vil tale (med) om.

I sidste uge ringede jeg til lægen for at bestille en tid. Sygeplejersken spurgte så ind til hvordan jeg havde det (hun snakkede en del med mig i starten), selvom det intet havde med min tidsbestilling at gøre.
Det endte med at jeg snakkede med hende et godt stykke tid om alle følelserne og hvor vi er i vores liv. Lidt sært, jeg sku jo bare bestille tid, men på en måde også rart. Hun tog initiativet til at høre om det, og hun kom med spørgsmål der fik mig til at tale. Havde hun ikke spurgt, havde jeg ikke talt om det.
På en måde gav den spontane kontakt med en relativt fremmed person mig alligevel noget. Det prikkede til følelserne, ja, men selvom det godt kan få min sorg op til overfladen, så fremkalder det ikke sorgen. Den er der jo, og på en måde har den meget godt af at få lidt luft indimellem. At jeg lige får mærket hvordan jeg rent faktisk har det.
Og jo mere jeg snakker om det, desto mindre fylder det. Man skulle tro det var omvendt, men når jeg taler om det, får jeg tømt ud. Det er som om det bliver mere sædvanligt, og jeg selv vænner mig til at se og mærke følelserne og tankerne, så jeg bedre kan  accepterer at sådan er det altså og lade det være en del af mig, uden at det fylder alt.

Men hvis ingen spørger ... Så er det meget svært selv at tage det op, det virker så akavet. "Se mig og min krise". Og så får man ikke chancen for at få det yderligere bearbejdet, få nye ord og vinkler på, opdage at man har ændret sin historie, forklarer det på en anden måde - hvilket betyder at noget enten er faldet på plads, eller at det nu er noget andet der fylder end tidligere. Det er godt at finde ud af, det hjælper én videre.
Det er ret vigtigt at snakke om det.

For nogle, bl.a. mig, giver det også noget at tale med perifære og fremmede, når jeg har lyst (det er jo ikke altid). Det er anderledes at tale med nogen der ikke kender én godt, og for mig giver det noget at skulle forklare historien på en anden måde, end til dem, der kender mig godt. Det kan derfor være værdifuldt hvis folk vil og tør spørge.
Men selvfølgelig er det jo ikke alle der har lyst til at høre min historie eller snakke om det. De skal heller ikke forceres.
Og det er bestemt heller ikke altid at jeg har lyst til at tale omd et, eller med alle, men så finder jeg en venlig måde at bøje samtalen i en en anden retning.

Det er bedre at kunne vælge om man vil snakke med andre, end at andre forsøger at beskytte én mod det, uden at spørge hvad man har lyst til/brug for. Hvis andre undlader at spørge, fordi de er bange for at man bliver ked af det, fordi det er tabubelagt, eller at der til sammekomster er en underforstået "Nu skal vi kun tale om gode ting, og holde den gode stemning", så er det er ikke godt. Så er man ikke fuldt til stede, men skuespillere i en kulisse, hvor man opfører nogle underforståede roller, i stedet for at være der som de mennesker man er, med de ting der nu fylder i ens liv.

Folk kan have svært ved at vide hvordan de skal forholde sig til ens krise, og det er ikke sikkert de kan finde ud af at spørge og/eller snakke naturligt om det, der er sket, og det er så fair nok. Så er det sådan. Men nogle få kan måske, og det er værdifuldt at de så også tør.

Det er vigtigt at det eksisterer, at det er sket, på godt og på ondt. At sådan er vores liv altså, og det er en del af dem vi er. Ikke at tale om det gør det ikke usket, eller vores smerte mindre. Tværtimod.

Fra dårligt til værre

Igår var vi ude på Herlev Hospitals fertilitetsklinik i går til en scanning, som bare skulle vise hvornår jeg sku ha lagt fryseæg op, med forventning om at nu skulle vi lave barn. Jeg havde preppet mig selv, gået og tænkt "Nu bliver jeg gravid!". Jeg tænkte over at ingen har set på min livmoder siden operationen, og om alt mon var i orden, men jeg håbede at nu var vi ude af al krise, NU var det vores tur til at ting forløb glat.
Inden vi tog afsted havde T det dårligt med det, hans erfaring er at hver gang de scanner mig går det fra dårligt til værre. Jeg slog det hen, det var jo bare en scanning af hvor langt jeg var i min cyklus. Men fandme, han havde desværre ret! :-(

Scanningen viste at jeg har en stor cyste på den ene æggestok, som potentielt kan være noget rigtigt dårligt, måske kræft. Jeg blev akut sendt til en grundigere scanning, som så viste at jeg også har en gevækst i leveren og noget i den ene nyre. What?!?
Det kan være urelateret og det kan være godartet. Men det kan også være rigtig grimt. Så nu skal jeg til yderligere undersøgelser, kontrastscanning og leverbiopsi. Så ingen børn i denne omgang, og hvis det er kræft, så aldrig.

Vi er vildt bekymrede. Er det kræft, og har det bredt sig til lever og nyre, så er løbet kørt, kan vi regne ud. Så kommer jeg til at dø af det. Vi håber selvfølgelig helt vildt at det er noget godartet! Så er der "kun" problemet med en cyste, som forhindrer graviditet. Men så er jeg dog ikke dødeligt syg.
Desværre ved vi ikke noget før 18/5, når jeg er blevet undersøgt grundigere. Der har vi en tid hos en hos gynækologisk ambulatorium på Herlev, og på mandag sku jeg gerne få en tid til kontrastscanning og leverbiopsi, som forhåbentligt bliver inden tiden d. 18. Jeg har det virkelig underligt, det er så uvirkeligt.

Hvis det viser sig ikke at være så slemt, så er det godt nok umenneskeligt at vi skal bekymre os så længe. Og er det noget, så er det så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forstå det. Og der er ikke en skid vi kan gøre, andet end at lade lægerne tage prøver og finde ud af hvad der er med min krop.

Men jeg har det selvfølgelig ikke specielt godt. Jeg prøver at skubbe det til side i mit hovede, så jeg kan eksistere. Men det virker absurd at lægge planer for fremtiden når jeg ikke aner om jeg har nogen. Jeg står ellers midt i at skulle til at ansøge om optagelse på studie, og på et turbokursus der forbedrer mit matematik-niveau.
Og med alle tankerne og følserne omkring min sorg, og alle dem der får børn igen, og om hvorvidt det bliver min tur eller ej. Det hele bliver irelevant hvis jeg skal dø af kræft indenfor en overskuelig fremtid. Så kan det være skideligemeget.
Sært nok er jeg mest bekymret for T. Hvis jeg dør, føler jeg ikke noget længere. Men hvis han skal bære først at miste sin datter, så hans forlovede, så ved jeg ikke om han kan kapere det. Han har det i forvejen skidt, det her hjælper ikke.

Fuck da også!

Jeg fatter ikke at livet kan udsætte os for så mange nedture, jeg må fandme ha været Hitler i et tidligere liv eller noget (hvis jeg ellers troede på den slags). :-(

Forældreseminar i Landsforeningen

Jeg har besluttet mig for at tage afsted, men jeg kommer alene, da T ikke vil med. Han synes han er et sted hvor det ripper op i det hele, hvis han beskæftiger sig intenst med det, og han kan ikke rumme flere historier. Sådan har jeg det ikke.

Sært nok har jeg plads til andres historier, det gør mig ondt, men jeg accepterer at sådan er det, uden at gå helt i stykker af det.

Jeg var meget i tvivl om det ville være weird at tage afsted når det er 8 mdr. siden jeg mistede. Men jeg har lyst til det, jeg føler ikke jeg er færdig med at tænke og føle omkring hvad der skete og hvad det betyder, og jeg har lyst til at være sammen med andre der har mistet.
Jeg tænkte en del over om det ville være dårligt for de mere nymistede, at der så sidder en hvor det er længere tid siden, og som er et andet sted. Men jeg er kommet frem til at det måske også kan være positivt. Da jeg i sorggruppen mødte nogen hvor det var længere tid siden gav det mig håb. At se at der er et liv bagefter, men også se hvordan det præger en og er med en. Jeg havde brug for også at møde nogen der var længere fremme.
Som nymistet har man nok meget behov for at spejle sig i andre, og der er jeg jo så ikke helt med, da jeg jo er det længere i processen. Men jeg tror nu stadig jeg har noget at byde på, jeg kan jo godt huske hvordan det var, godt føle mig ind i det, og jeg håber at mine erfaringer også er brugbare.
Jeg vil helst bidrage brugbart og positivt.

Så well, jeg har meldt mig til. :-)

Vores sidste fryseæg

Jeg har nu prøvet at blive gravid to måneder, uden held. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, vi var tre ÅR om det sidst. Men på en eller anden måde havde jeg nok forestillet mig at skæbnen skyldte mig noget, at hvis katastrofer kan ske igen og igen, så kan mirakler vel også?

Saga var et mirakel. Efter to et halvt års fertilitetsbehandling, seks inseminationer og fire IVF'er, så var hun der - økologisk! Jeg blev spontant gravid, på trods af at alle de fine behandlinger ikke havde succes.
Men så mister jeg hende, pga. min dumme livmoders statistisk sjældne tendens til at danne fibromer når jeg har meget østrogen. FUCK!

Mit mirakel blev til en katastrofe. På den ene side gør det, at jeg har svært ved at tro på, at det nogensinde kan gå godt for mig. På den anden side tænker jeg, at det da umulig kan være af helvede til hele tiden?! Det kan jeg jo se at det kunne, for vi havde det i forvejen svært, og at miste vores datter var at nå bunden. Men det kan vel ikke blive ved??? Vi må da også ha noget held igen?
Så på en eller anden måde havde jeg nok alligevel et spinkelt håb om at jeg ville blive gravid i første forsøg. Eller andet forsøg. Og naturligt igen, siden det er det eneste der har virket.
At jeg ville trodse alle odds, at skæbnen ville give mig en undskyldning og et nyt barn.

Men nu står jeg her, er lige fyldt 40 år og med endnu en negativ test. Tid til næste trin.
Planen er så at vi nu skal bruge vores fryseæg, men ustimuleret, dvs. lagt op i naturlig cyklus. Chancerne er lidt dårligere end ved hormonstimulation, men jeg vil ikke har mere østrogen! Bliver jeg gravid, stiger mit østrogen, og derved også risikoen for at jeg danner nye fibromer, der kan slå næste barn ihjel også. Jeg vil ikke ha kunstige tilsat også!
Så ustimuleret it is ...
Det er så nu.

Vi har kun to æg i ét strå. Ikke så godt ... For pga. min operation må jeg ikke risikere en tvillingegraviditet, så der må kun lægges ét æg op. Min livmoder kan briste hvis jeg skulle blive gravid med tvillinger. Men da æggene er i samme strå, vil vi spilde det ene. Når de tøs op skal det så bare smides ud. :(
Det har jeg det lidt svært ved.
Når jeg ikke tåler mere hormonbehandling, kommer vi ikke til at tage flere æg ud. Disse to er min sidste reserve, når de er væk, er det slut med fertilitetsbehandling. Det er ikke rigtig til at krølle mit hovede rundt om, efter alle de år.

Så længe vi har æggene på frys, har jeg kunnet bilde mig selv ind, at de ville gøre tricket. Når vi har brugt dem, vil realiteterne ånde mig tungt mig i nakken. Så er jeg nødt til at forholde mig til hvor dårlige vores chancer er.
Jeg har ikke lyst til at bruge dem op.
Hvad nu hvis jeg ikke bliver gravid?

Men det er så nu.
Jeg bør få min menstruation i morgen, og så skal jeg ringe til Herlev og få tider til scanninger. Ægoplægning bliver nok ca. 11. maj, hvis der overhovedet er et egnet æg, hvis mindst et af dem overlever optøningen og deler sig videre.
Fuck hvor jeg bare ikke synes det er fedt.

Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne. Jeg har lige stirret på endnu en negativ test, jeg kan ikke rumme at tage en til, i slutningen af maj.
Det er vel 38. gang jeg har testet negativ ... 12 mdr x 3 + 2 mdr nu her, 38 tests ... Uden at medregne de måneder jeg har testet flere gange, i håb om at det ændrede sig, at der alligevel kom to streger frem.
Det er umenneskeligt.

Hvor jeg dog håber af hele mit hjerte at vores lille fryseæg vil sætte sig fast og gro. At vi kan få et mirakel mere, og at katastroferne holder sig væk denne gange. At vi kan trodse alle odds.
Kan det ikke blive vores tur?!?
Er jeg virkelig definitivt og permanent barnløs?
Please ...

Min datters urne

Vi har jo ikke nogen grav, da vi stadig ikke endeligt har besluttet os til hvad vi vil. Tanken var at sprede hendes aske på havet, men det var vi ikke parate til lige efter vi havde mistet, og så blev vejret dårligt. Jeg ville have en smuk ceremoni, med glæde og solskin, ikke noget trist og deprimeret. Så vi ventede ...
Mens vi ventede på bedre vejr ændrede vores følelser og ønsker sig.
Fordi vi stadig har urnen, har vi mulighed for at gøre noget andet, end den første indskydelse. Jeg vil egentligt gerne have et fysisk sted at placere hende, havet er meget diffust.
Jeg har ikke behov for at skulle passe grav. Det ville ikke gøre mig noget, men jeg behøver det ikke. Og kirkegårde er ikke lige mig. Jeg er ikke religiøs, så det føles forkert for mig at placere hende efter et kristent ritual i indviet jord. Allerhelst ville jeg begrave hende i skoven. Det må man bare ikke ...

Vi talte om bare at gøre det alligevel. Finde et afsides og smukt sted i Boserup skov, og så grave hende ned ved et træ. Så ville vi kunne sætte os ved træet når vi havde behov for lidt ro til at tænke på hende.
Men det tør jeg ikke ...
Jeg er så lovlydig. ;-) Jeg ville også være bange for at nogen ville forstyrre graven. Jeg vil helst ha privat grund.
Desværre bor vi til leje, så vi kan ikke lige begrave hende i haven.

Men nu hvor vejret er godt og der begynder at blive grønt og rart, er vi så ved at planlægge at begrave Sagas urne i Sverige, ved et familieejet sommerhus i en skov.
Det er godt nok ikke mig der arver grunden, men hvis vi kan få tilladelse af de fremtidige arvinger, og de vil tillade at vi vil besøge stedet min. et par gange årligt, så er det nogle omgivelser vi synes er smukke og rigtige.
Det er trods alt kun halvanden times kørsel fra hvor vi bor.

Men men, vi har jo altså så urnen stående, og jeg havde først en modvilje mod at du skulle være for "alter"-agtigt. På den anden side skulle det heller ikke være betydningsløst, vi føler jo uendeligt meget for hende.

Først stod urnen der bare. Så rykkede jeg også et billede af hende derhen. Så kom der et par lys frem, mørkerøde fyrfadsstager (jeg elsker den farve mørkerødt glas). Og nu her har jeg taget springet, og lagt tørrede blomsterhoveder fra min 40 års fødselsdag hen til hende. Det er måske alligevel ret alter-agtigt nu, men jeg synes det er fint, og det gør mig glad når jeg ser derhen (i stuen). Det er det væsentligste for mig.
Det føles faktisk meget mere rigtigt nu, hvor jeg har gjort noget mere ud af det. :)

Jeg tænker over hvordan jeg vil have det med at give slip på den urne, hvis/når vi begraver den. Men jeg tror nu det vil være okay, jeg tror jeg vil beholde billedet og lysene, og måske beholde det med at have tørrede blomster der, så der stadig er en mindeplads i vores hjem.
Jeg tænder ikke lys hver dag, jeg føler heller ikke jeg skal. Hun er der ligesom bare, mit blik strejfer billedet og indimellem sender jeg hende en tanke (sådan "hej hej lille skat" eller "godnat min pige" når jeg går i seng). Men jeg føler ikke det er unaturligt eller usundt, noget jeg skal, eller noget jeg ikke kunne undvære.
Men det føles nu godt lige at ha et sted at sende tankerne mod. Det behøver ikke være urnen, det er billedet jeg tænker til. Så jeg kan nok sagtnes slippe urnen.
Vi taler om at begrave hende indenfor den næste måned.

Her er min lille pige:

(billedet er sløret fordi det er privat for mig)

Min elskede lille datter -
I går holdt jeg min 40 års fødselsdag med familien. Det var en god fødselsdag, og mest af alt nød jeg din kusine, som giver mig så meget glæde. Men jeg manglede dig ... Du skulle ha været tre mdr., du skulle ha været i mine arme, eller have ligget i en dyne og sovet, eller have raslet med legetøj, ligesom din anden kusine, og smilt til bedsteforældrene, din far og jeg og din onkel og tante. Være med.
Det er helt forkert at du ikke er der. Vi mangler dig .. Der er et hul i familien.

På væggen hænger tegningen af dig, på den måde var du med ved bordet, selvom jeg tror din far og jeg var de eneste der følte noget omkring det. Måske din mormor, ved ikke, jeg spurgte ikke. Jeg pegede på din tegning til din morfars kone, og fortalte lidt om den, men hun virkede undvigende. Jeg tror ikke hun forstår at din tegning giver os glæde, og ikke forstærker vores sorg.
Sorgen kan ikke forstærkes, den er der uanset hvad. Den bliver ikke mindre af at blive gemt væk. Tværtimod, at kunne se dig, og derved acceptere at du var der, men nu er i vores hjerter, føles så rigtigt. Hvordan kan nogen tro det bedste er at glemme og gemme væk?

Det er som det er. Det var trods alt en god dag. Men hvor er det dog svært at være her, hvor jeg er i mit liv, at være 40 år, og at have mistet det allermest betydningsfulde. Min livsmening.

Jeg elsker dig skat. <3

Lille skat, du er stadig i mit hjerte

Min smukke lille datter, selvom tiden går og syv måneder på en måde er lang tid, så er du stadig i mit hjerte. Det er længe siden jeg har skrevet til dig - jeg prøver at finde en måde at leve videre på, så jeg kan ikke lade dig være nærværende hele tiden, det gør for ondt.
Men jeg elsker dig nu stadig af hele mit hjerte, og jeg vil altid elske dig.

Du er det bedste og det værste der har hændt mig. Men jeg ville ikke have undværet et sekund, du skulle være i mit liv, hvor kortvarigt dit besøg end var.
Du er mit barn, min datter, mit lysglimt. Mit lille mirakel.

Ikke denne gang

Øv.
I aften skal vi til en 50 års fødselsdag, og så slog det mig at jeg jo ikke bør drikke ... For vi prøver jo, og man ved aldrig. I morges tog jeg derfor så en graviditetstest, selvom jeg først skal ha mens tirsdag eller onsdag, og den var negativ. Bragende negativ, teststregen var nærmest mørkelilla, og ikke skyggen af andre streger.
Det er for tidligt at teste, meeeen, de fleste gravide ville alligevel vise svagt positiv nu, så jeg må nok se i øjnene at jeg ikke er gravid.
Og alligevel tør jeg ikke drikke i aften, havde festen dog bare været næste weekend. :(

Jeg har fantaseret om at være gravid, gået og lunet mig ved tanken, bildt mig ind at jeg havde symptomer. Og så også blevet lidt bange for at dagdrømme for meget - hvad nu hvis det ikke sker, fordi jeg har tænkt for meget på det, en slags skæbne-hybris. Dum tanke, men den fikse idé er svær at holde væk.
Jeg havde måske håbet på en eller anden kosmisk retfærdighed, der ville lade mig teste positiv på min 40 års fødselsdag på onsdag, som en slags gave til mig. Hvor ville det være fantastisk!!! Og i første hug!
Jeg ved godt der ikke er nogen kosmisk retfærdighed, det hele er knaldhamrende tilfældigt, og jeg står ikke for tur til en god oplevelse, der godtgør det jeg har været igennem. Men det har jeg svært ved at forstå, så alligevel håber jeg ... Bilder mig ind at et så stort sammntræf ville være en god "undskyldning" fra livets side, at så ville det hele være godt igen. All forgiven.
Nu venter der bare en dum bekræftelse af den negative test - lige på min fødselsdag. :(

Jeg er ikke i kælderen, men jeg er grå ... Trist. Sådan livet går derudaf, men jeg mangler virkelig virkelig en grund til at glædes. Jeg savner så meget at glædes.
Jeg læste at det var sundt at føle sig lykkelig, det fører alt muligt godt med sig, fysisk og psykisk.
Jeg er ulykkelig.

Om "forkerte" tanker og at være der hvor man er

I forbindelse med noget en anden skrev, kom jeg til at tænke over hvordan jeg har reageret på når andre vil have mig til at være optimistisk og argumenterer for at se på de lyse sider (hvilke?). Jeg har haft brug for at andre lader mig være der hvor jeg er, uden at pushe mig.

Jeg har brug for at udtrykke hvad jeg føler, ikke ar blive skubbet eller overtalt til at føle noget andet end jeg gør.
Jeg har brug for at forstå følelserne, se på dem, tænke over dem, mærke dem, bearbejde dem. Men hvis nogen prøver at flytte mig et andet sted hen end hvor jeg er, så mister jeg orienteringen. Det hindrer mig fremfor at hjælpe mig.
Jeg tænker: Så stol dog på mig! Jeg skal nok finde videre når jeg er klar, på min måde, i mit tempo. Men her og nu må jeg være hvor jeg er. Finde mig selv der hvor jeg er. Det kan andre ikke gøre for mig, intet de siger kan forcere det. Jeg skal bruge at nogen lytter på det jeg forsøger at udtrykke, uden at skulle problemløse, diskutere, se fra en enden vinkel eller lign. Nej, bare lyt og lad mig selv ...

Jeg kan ikke finde lyset hvis jeg ikke bliver færdig med mørket. Jeg kan godt tåle at være hvor jeg er, indtil jeg er parat til at flytte mig. Også selvom det er hårdt. Men det er min sorg, mig der skal lære den at kende, så jeg kan finde et sted at gøre af den. Det er min opgave, som kun jeg kan løse.

Eller sådan tænkte jeg især meget i starten.
Jeg ville nok ikke have haft bedre af at være blevet ladet i fred, men jeg havde så meget brug for plads, til alle tankerne.

Nogle af de forkerte tanker som jeg ikke måtte have er hhv. ønsket om at dø, ligesom min datter (er passeret nu, men jeg havde brug for at sige det højt, og for en accept af at sådan følte jeg det altså) og så at jeg bestemt ikke tænkte pænt om gravide eller familier med små børn. Men sådan havde jeg det, så det satte jeg ord på. Og ville ha lov at sætte ord på, uden at nogen skal skubbe mig et andet sted hen eller fortælle mig at jeg ikke må tænke sådan ...

Hvor jeg dog hader det!

Så er jeg tilbage i den samme mølle, som jeg ellers slap da jeg opdagede jeg var gravid med Saga, i april sidste år.
De sidste små fem år har handlet om jagten på et barn, og det har slidt mig op. Nu er jeg der igen ...

Al usikkerheden. Når nu jeg er overvægtig og i dårlig form, bør jeg så begynde at træne en hel masse nu, for at sikre god blodgennemstrømning i livmoderen og smide fedt, eller kan jeg risikere at jeg overbelaster noget, så det æg, der måske blev befrugtet for nogle dage siden, ikke sætter sig fast?
Drikker jeg for meget kaffe? Nedsætter det chancen for at ægget sætter sig og bliver?
Spiser jeg forkert? Får jeg for lidt frugt, og gør det at ægget ikke sætter sig?
Hov, jeg kom til at drikke en velkomstdrink med galiano i i fredags - kan det gøre ægget ikke sætter sig fast?
Jeg havde lidt ondt i den ene side i går aftes, den jeg tror jeg havde ægløsning fra - kan ægget ha satsig fast uden for livmoderen? (Hyyyyl!) Eller er den mon bare en efter-ømhed på ægløsningen?
Når nu vi havde sex tre gange op til og ved ægløsning, men ikke efter (hvor det reelt løsnes), er det så mon godt nok, eller har vi brændt chancen? Saga kom ud af et enkelt knald på dag 10, hvor min ægløsning er dag 13-14, så dér lykkedes det jo ... Men?
Er min bryster ikke en anelse ømme når jeg vågner om morgene? Ville hcg'et allerede på et par dage bevirke det, eller er det noget jeg bilder mig ind?
Er min slimhinden mon stadig tyk nom til at ægget kan sætte sig?
Hvad nu hvis jeg bliver gravid, men der er kromosomfejl? Jeg er jo gammel ...
Er jeg for inaktiv?
Gør det at jeg ikke bevæger mig nok, at ægget sættersig fast i æggelederen i stedet for livmoderen?
Gør min fedtprocent at ægget ikke sætter sig
Er ægget mon for dårligt? Så det slet ikke befrugtes ...

Og så videre og så videre. Jeg bliver sindsyg!

Midt i al sorgen, var det dog en lettelse at have sluppet den konstant besathed af jagten på en succesfuld graviditet. At bare kunne eksistere, uden konstant at bekymre mig om hvorvidt jeg nu forringer chancen for at det lykkes igen.
Med god grund - det tog mig næsten 1 år at blive gravid første gang, med en missed abortion til følge, og så tog det tre hårde år anden gang, med en for tidlig fødsel og et dødt barn ... Jeg tror fanden jeg har svært ved at læne mig tilbage og tage det afslappet, tro på det kommer til mig, når min erfaring siger at det gør det ikke, og statistikken siger at jeg skal være helt udandsynlig heldig hvis det lykkes nu, hvor jeg fylder 40 i næste uge.

Men for helvede hvor er det hårdt! Jeg er nødt til at få styr på de tanker og bekymringer.
Og hver dag er der valg. Det er ikke at jeg bare kan ignorere det. Jeg skal jo vælge om jeg vil tage en kop kaffe, om jeg vil spise light-produkter med sødemidler i, om jeg vil starte i fitness centeret i dag ...
Jeg SKAL afgøre hvad jeg tror skader, og hvad jeg tror ikke gør. Og leve med mine valg. Hele tiden. Hele tiden nye valg.
H e l e    t i d e n.

Pis.

Om kønnenes sorg og om at miste tidligt

Der bliver talt meget om at mænd og kvinder sørger forskelligt. Typisk at mænd hurtigere kommer over sorgen. Min kæreste har nu taget det meget meget hårdt. Absolut lige så hårdt som mig, og faktisk tror jeg han har sværere ved at acceptere hvad der er sket, og finde en plads til det, end jeg har.
Jeg mener ikke man kan generalisere om mænd.

Min kæreste var meget parat til at blive far, og havde gjort sig mange tanker og forestillinger om det, så da vi mistede, gik han også fuldstændig ned. Noget af det der fylder for ham, er alt det han ikke kommer til at dele med hans datter, alt det han ville lære hende om livet.

Vi har skiftes lidt til at tage vores ture, og vi følges ikke ad. Nogle gange var jeg helt nede, hvor han virkede som om han fungerede bedre, andre gange var det omvendt. Han røg meget i computeren med spil, men det gjorde jeg også, med nettet.
Vores psykolog gav et godt billede, hun sagde "vi var med samme tog, men ikke i samme vogn".

Nu er vi så der hvor jeg er over den værste krise, jeg har sådan set fået bearbejdet min sorg nok til at Saga har fundet en plads i mig. Jeg har det stadig dårligt, men jeg har vænnet mig til sorgen, jeg kan fungere igen. Min kæreste er derimod gået meget ned  og har det meget skidt for tiden. Han har så også andre kriser med i bagagen, der bliver reaktiveret af denne krise. Han har lige lidt ekstra at kæmpe med.

Da jeg fødte, havde han først sagt han ikke ville se hende. Men det gjorde han heldigvis alligevel. Det med navn var først ikke vigtigt for os, men da jeg ville give hende et navn, var det okay med ham. Han sagde okay til Saga, selvom det ikke var hans yndlings, men så viste det sig at han selv havde et navn til hende (hendes mellemnavn, Tinubriel). Og her med tiden er han blevet rigtig glad for vores navne.
Et vigtigt input for ham var nok en par psykologi-bøger vi lånte om sorgteori, hvor der stod at det var sundt at vide hvad man havde mistet. Dvs. at det at tage barnet til sig, navngive, tænke, føle, se billeder osv. gjorde at man så bedre kunne slippe barnet igen, end hvis det var noget diffust og uafsluttet. Altså at det kan være vigtigt at forstå at man har mistet et konkret barn, i stedet for at forsøge at skubbe det væk som "der skete noget, men det var ikke helt virkeligt".
Han er meget til punktopstillinger og handleplaner, og det blev en handleplan at gøre Saga virkelig. Navn - tjek, billeder - tjek, tegning - tjek, tænke over hvordan det ville ha været hvis hun havde levet, og så græde over det - tjek.
I lang tid gik det rigtig godt med hans sorgprocess, men så skete der nogle ting på job der slog bunden væk under ham. Og dét at jeg blev opereret, og han var bange for at jeg sku dø fra ham, det var også lige dråben.

Jeg synes de bøger, vi har lånt, har givet os begge meget brugbart input, selvom det også har været hårdt at læse om andre historier.
Og så har min kæreste også fået noget ud af at snakke med andre fædre der har mistet, i sorggruppe og nu i vores forældregruppe.

Jeg tror sorgprocesser er forskellige for alle mennesker, uanset køn, og så tror jeg at vores kultur har nogle forskellige mande- og kvinderoller, men jeg tror ikke nødvendigvis at mænd og kvinder er SÅ forskellige. Jeg tror det kommer an på personerne.
Klart sørger min kæreste og jeg forskelligt, man han er ikke arketypisk mand, og jeg er ikke arketypisk kvinde. Vi er mere bare forskellige mennesker, der har lært at udtrykke følelser og håndtere kriser på forskellige måder.
Jeg tror så også det meget menneskeligt at søge at beskytte sig mod sorgen, ved at distancere sig fra den. Jeg har oplevet kvinder der også helst hurtigt pakker barnet væk som fortid og overstået, for ikke at mærke smerten så intenst, hvilket man jo ellers ofte anklager mænd for at gøre. Vi har hver vores måde, men det er vigtigt at man ikke flygter fra følelserne, for så kan man få en krise senere. Det er dog svært at bedømme hvad der er bedst og rigtigt for andre, det kan man i sidste ende kun selv.

Nogle påstår det er lettere at miste tidligt - det tror jeg ikke på.
At miste er frygteligt, lige meget hvornår. Man kan jo vende den om og tænke over alt det man også mister, når man mister tidligt. At mærke barnet vokse, at føle/se spark, evt. at se barnets øjne, høre dets lyde, dufte det, mærke det, tid med det.
Jeg hørte om en der, når andre sagde det var godt hun ikke havde haft sit barn længere, provokeret spurgte tilbage igen, om det var nemmere at miste et barn på to år end et på fem år, fordi man havde haft sin to-årige i kortere tid. Det er ikke helt det samme, men lidt derhen af. Kærligheden til ens barn handler ikke om hvor godt man kender det, men er en ubetinget kærlighed, der opstår i det øjeblik man knytter sig til sit barn, hvilket sagtens skal ske meget tidligt.
Har ens barn en dårlig personlighed, elsker man det stadig. Kærligheden er ikke afhængigt af barnets opførsel eller væsen.
Vi har måske ikke savnet efter barnets konkrete personlighed, men vi har savnet efter at opleve barnet, leve med barnet. Efter at lære det at kende, hvilket absolut er virkelig hårdt at mangle.
Og så er der tabet af den familie, man troede man skulle være, det liv man havde indstillet sig på, haft forestillinger om. Det er yderligere en gren på sorgen.

Der er mange der tror at hvis man beskæftiger sig for meget med sit mistede barn, så "svælger" man i det, eller så kan man ikke komme videre fra det. Så de vil redde én fra at forholde sig til ens tab. Det er misforstået.
Selvom man virkeliggør sit barn (der jo var virkeligt!), så betyder det ikke, at man for evigt sidder fast i sorgen. Der må andre folk lige stole på ens egen evne til at mærke hvad der er bedst for en selv, og ens egen drift mod heling. Sorgen tager tid, sorgen skal have plads, sorg er meget voldsomt, men der er ingen vej uden om. Den må mærkes, indtil den bliver mindre presserende.
At have brug for at beskæftige sig med tabet af ens barn er ikke usundt. Hvis man har brug for at navngive sit døde barn, tale meget om sit barn, ordne gravsted, få tegnet billeder osv., så er det en sund proces
Hvis du om tre år ikke taler om andet, så kan man overveje om du har fået et problem, men det er ikke usædvanligt at skulle bruge meget lang tid på at bearbejde tabet.

Ifølge sorgteorier er det ikke usædvanligt at der tager 3-6 måneder før man fungerer nogenlunde igen, og 1-2 år for at være ordentligt glad og hvor sorgen ikke fylder så meget længere. Gå væk gør det aldrig, det er en del af ens liv fremover. Men det finder en plads.

Jeg var MEGET fokuseret på Saga fra en uge efter jeg fødte og så en tre-fire måneder. Nu her, seks måneder efter, er hun mere i baggrunden. Hun er med mig, men mere fjern og jeg bruger ikke så meget tid eller tanker på hende som før. Og det føles meget rigtigt. Jeg havde brug for virkelig at forholde mig til hende og acceptere hende som min datter, nu har jeg brug for at lægge hende lidt fra mig, for hun har ikke brug for noget fra mig, hun er jo død, og jeg har brug for at leve videre.

Jeg synes man må mærke hvad der føles rigtigt for en selv. Når andre mener man dyrker sin sorg ved f.eks. at give navn til et dødt barn - Jeg havde brug for at sætte navn på min sorg og virkelig "undersøge" hvad det betød at have født et barn. Forstå at det VAR et barn.
Det har hverken gjort mere eller mindre ondt at vi har givet hende et navn, smerten er der uanset hvad. Hvis andre tror man får det værre af at navngive sit barn, tager de fejl. At tabet evt. er mindre synligt/konkret ændrer ikke det fakta at man har mistet sit barn.
Tendensen til at søge at feje oplevelsen væk, ved at gøre den mindre konkret, det virker ikke. Det gør bare ondt at miste sit barn, og den smerte må man håndtere og finde en måde at leve med.

Der var en der udtalte at man ikke er/bør være så knyttet til sit barn når man mister tidligt, men det handler ikke om hvor mange cm ens barn er, men om og hvordan man har knyttet sig.
Min datter var 26 cm, jeg gør lige så ondt som dem, hvis barn var 36 cm. Og jeg har mødt en med et barn på 8 cm der havde ligeså ondt som mig (hun havde båret sit barn til 17. uge, og derved haft tid til at knytte sig). Sorg er absolut, det er ikke størrelsen eller alderen på barnet, man har mistet, der afgør det, men dét at miste et barn. Sorger fylder op, den kan ikke blive værre. Der er bare fyldt op.


En vigtig ting jeg har lært/oplevet er at mennesker er forskellige, kærlighed til ens børn er uendelig stor og ubetinget, sorg er desværre også uendelig stor og ubetinget, men mindskes dog med tiden, hvilket jeg tvivler på kærlighed gør. Eller også træder begge dele bare mere i baggrunden, når der ikke længere er nye oplevelser der udløser følelserne. Man vænner sig ihvertfald til sorgen, og når man gør det, overvælder den ikke alt.
Man kan godt leve med smerte, det holder op med at råbe og hvisker i stedet.

Opstød

Jeg prøver at gøre smerten mindre ved at tænke, at det jeg mistede, ikke var noget jeg havde, eller også ikke var noget jeg havde ret til.
Det virker ikke.

Jeg var så kortvarigt gravid, i forhold til hele den lange periode hvor vi bare prøvede og prøvede. Det er lige før jeg kan bilde mig selv ind at det var en fejl, at graviditeten er noget jeg husker forkert. Der er mest af det andet, af den tid hvor det ikke lykkedes.
"Måske var jeg slet ikke rigtigt gravid? ...". Men det var jeg jo. Hun var der jo, levende, i mig.

Jeg har på en måde indlært at jeg ikke kan regne med lykke, ikke kan stole på at gode ting sker for mig, eller at jeg kan beholde noget godt i mit liv.
Jeg er så mistroisk ... Så bange for at miste.
Så når jeg så mister det vigtigste i mit liv, så bekræfter det mig i at jeg ikke ka opleve hvad andre kan. At den lykke ikke er undt mig.
Jeg ved godt det ikke bare er lykke. Lykke er et spøjst koncept. Hvem er virkelig lykkelig? Og ingen er det vel hele tiden. Men der ER en lykke i at blive og være forældre. Noget mange tager for givet.
Vi søger en partner og vi søger familie. Der er noget at hente i det, og der er et behov.
Jeg stoler ikke på at jeg også oplever det, at det også er et liv jeg kan få. Og så ligger det lige for at tro, at jeg har mistet mit barn fordi jeg er forfordelt, fordi jeg ikke kan eller må. Måske mest ikke kan. Fordi noget i mig ikke kan finde ud af at deltage i verden, er beskadiget og defekt. At jeg gør det forkert, livet. Ikke deltager i det på den rigtige måde, og derfor kører mit liv af sporet.
Jeg ved godt det ikke er sådan.
Men jeg føler det nogengang.

Det er ikke noget jeg bevidst tænker på. Men den ligger der et sted, følelsen af at det var givet at jeg mistede, at hun ikke var til mig. Det gik lidt for godt lige pludseligt.

Jeg troede ellers ikke at jeg tænkte nær så meget over det hele længere, jeg troede jeg var kommet megete videre. Men det gør jeg nok et sted alligevel, ubevidst. Det poppede da ihvertfald lige frem igen

Da jeg gik hjem i forgårs sen aften, i regnen, græd jeg pludseligt kortvarigt, indtil jeg fik det under kontrol.
Jeg bryder mig ikke om at græde, jeg ved ikke om jeg taber kontrollen. Om der kommer mere end jeg regnede med. Og hvad hvis nogen ser det ...
Jeg græd fordi jeg tænkte på scanningerne da jeg blev indlagt, hendes hjerte der slog, hendes bevægelser. Jeg lå der og så mit barn, og jeg vidste, at det blev sidste gang jeg så hendes hjerte slå, sidste gang jeg så hende i live. Så ulideligt, det sidste kig ind i min mave. Jeg var så sulten efter at se mere, så sulten efter mit barn. Og det var sidste gang.
Jeg har tænkt på det før, og prøver hver gang at distancere mig. Som at se en film, det er nogle andre det handler om. Men det er det jo ikke, det var jo mig.

Tanker om terminsdatoen

Den måde jeg gjorde det på fungerede ikke for mig (termin 11/1).
Jeg ignorede den ... Jeg lod som om det var en dag som alle andre, og prøvede for hver en pris ikke at blive ked af det. Men resultatet var at jeg havde det trist og halvskidt hele dagen. Ikke rigtig dårligt, bare sådan off.
Jeg vågnede og var trist. Havde ikke lyst til at vågne. Og så gjorde jeg ellers hvad jeg plejede, og tog til et bestyrelsesmøde og aftenen. Jeg prøvede at bevise overfor mig selv, at jeg godt kunne klare dagen.
MEN da jeg gik i seng om aftenen følte jeg det hele forkert. Der manglede noget.
Og næste dag havde jeg en følelse af tab og tristhed.

Jeg har siden tænkt at det nok var forkert at prøve at undvige dagen. Istedet kunne jeg ha taget den til mig, men forsøgt at bruge den til at udtrykke min kærelighed til min datter, i stedet for at være bange for smerten.
Kunne jeg gøre det om, ville jeg have dedikeret dagen til hende. Så ville jeg ha fundet på et ritual jeg kunne udføre, tænde lys ved hendes billede, besøgt hendes grav (hvis hun havde haft en, hvilket hun ikke har), cyklet en tur til en skov, park eller sø og ha sat mig ned og tænkt på hende. Grædt hvis det var det jeg havde brug for, smilet, hvis det var det der fyldte.
Men fremfor alt ikke have flygtet fra følelelserne.

Som jeg har det nu, tænker jeg at det væsentligste i min historie med min datter er min stolthed over at have skabt hende, min kærlighed til hende og min glæde over at være blevet gravid med hende, og at have født hende. Side om side med det er sorgen, savnet og traumet i hændelserne. Men det er ikke én og samme ting, det er to sideløbende sæt følelser.
Når jeg får fat i kærligheden til hende, følger sorgen oftest med, men derfor er kærligheden der alligevel.

Kunne jeg gøre terminsdagen om, ville jeg huske kærligheden mere, og lade mig tænke på hende, tænke på hendes fødsel, tænke på det jeg havde troet skulle komme, det liv med hende jeg skulle have haft. Og så vendt tilbage og tænkt på at hun altså er væk, sende hende min kærlighed, sende mig selv noget omsorg, søge at lave en afslutning i mig selv. Sige farvel til hende, men beholde hende i mit hjerte.

Man bliver jo ked af det alligevel, lige meget om det er oppe i overfladen eller skubbet langt langt ned. Så kan man lige så godt bruge det, være i det og så prøve at gøre noget der føles rigtigt.

Til hendes fødselsdag vil jeg vælge anderledes, nu da jeg ved at dét med at lade som ingenting ikke var godt. Den vil jeg lade være hendes dag, hvor jeg tænker på hende fremfor at flygte fra det.

Jeg troede på dagen, at hvis jeg ikke tænkte på det, så var det jo fint, så var det fordi jeg ikke behøvede det. Men jeg ku efterfølgende mærke at jo, jeg behøvede det, jeg turde det bare ikke.

Det kan jo være forskelligt hvordan man har det, men jeg vil give det input, at det for mig var forkert at prøve at lade dagen gå ubemærket hen. Jeg ville ha haft bedre at at markere den og gøre et eller andet (lys, blomster, gå en lang tur, skrive et digt, anything) så jeg fik balance i det.

Ned i et hul

Jeg duede slet ikke de første to-tre måneder. Og den fjerde måned var jeg hjemme det meste af måneden fordi jeg lige var blevet opereret, så der så jeg ingen mennesker.
Både min kæreste og jeg havde den her aversion overfor at være sammen med fremmede, eller mod at være i det offentlige rum overhovedet. Det tog lang tid før vi kunne gå hen på en café. Eller kunne tage et tog. Tanken om at sidde i et tog med en masse mennesker gav os fysisk kvalme.
Men stille og roligt blev det bedre.

Jeg husker dog at jeg følte det bestemt ikke gik fremad, tværtimod. Jeg synes jeg blev mere og mere ked af det.
Men jeg tror det handler om at jeg kom tættere på mine følelser, at jeg mærkede hvordan jeg egentligt havde det. Og så føltes det overvældende. Jeg tror reelt ikke jeg "gik tilbage", jeg tror at fremgangen bestod i at connecte med følelserne og være tro mod dem, og derved blev kom alt sorgen op til overfladen. Det virkede bare værre, fordi jeg ikke følte det så stærkt, når jeg kunne holde det på afstand.

Det er små 6 mdr. nu, og jeg føler, jeg har en slags tilbagefald. Jeg er simpelthen så nedtrykt og trist, måske er det en slags depression. Jeg håber det går over igen, at det er en naturlig reaktion. Jeg har ellers lige haft en god periode, hvor jeg tænkte at nu kører det, nu kommer jeg ovenpå igen. Men slam, så er jeg røget i et hul.
Jeg tror det er almindeligt at det sådan svinger frem og tilbage. Det synes jeg at jeg har hørt. Men det føles ikke godt, man har så meget brug for at føle håb, for at kunne sige "nu er den svære tid ovre". Det er den så åbenbart bare ikke så nemt ...
Da al det her skete tænkte jeg at det ville tage tid, og at jeg ville give mig den tid.
At jeg nok skulle bruge ihvertfald et år.
Men når jeg så er i det, så føles den tid uendelig lang, og samtidig meget kort. Det er ikke til at holde ud at være så såret på sjælen, og at føle at alle andre er glade og lever gode liv, mens man selv er koblet af.
Jeg ser tv, og folk snakker om alt muligt de synes er væsentligt, karriere, kunst, deres hverdag. Og jeg misunder dem den tiltro de har til det hele, den måde det bare kører derudaf for dem, og de virker til at kunne kapere det hele og ha smil og glimt i øjet. Jeg forstår ikke rigtig hvordan jeg havnede herude til højre, hvor jeg føler jeg er i stykker. Hvor jeg ikke kan finde hverken tiltro eller glæde. Bare lala. Den ene dag der tager den anden, og en underlæggende tung tristhed.
Hvis jeg bare kunne rase som i starten, virkelig græde og virkelig sørge.
Men den akutte krise er ovre, nu er det bare gråt.

Mit savn efter min datter er stilnet af. Hun er mere en drøm nu end noget konkret. Hun var så kort tid i mit liv, jeg kan ikke blive ved med at tage de samme kortvarige minder frem og kigge på, der er ikke så meget at komme efter. Jeg kan ikke længere huske det klart.
I starten føles det klart som stål, en kniv i mit hjerte. Nu er det bare uldent. Ikke den skarpe sorg, men en trist følelse af meningsløshed.

Det er ikke så opløftende, jeg ville ønske jeg kunne sige at alt bliver rigtig godt om lidt.
Det bliver det sikkert også, for halvanden uge siden var jeg meget meget gladere, og jeg følte mig parat til at tackle verden og livet igen. Så det er sikkert bare en bølgedal jeg er røget i, og om lidt kommer jeg op til overfladen igen.
Det tror jeg.
Det tager tid, meget tid, længere end jeg har tålmodighed til. Men den tid er man så åbenbart nødt til at give sig selv.

Men jeg synes dog slet slet ikke det er så slemt som det var. Og min menneskeangst har lagt sig. Jeg har det ikke skidt med at være blandt andre nu. Min lunte er kortere, men jeg kan godt tåle andre. Jeg kan smile til ekspedienter og gøre det der forventes. Og jeg kan godt sidde på en café og hygge mig. Så den del er blevet meget meget  bedre.
Og for halvanden uge siden smilte og pjattede jeg.
Men lige nu har jeg det fandme ikke sjovt. Det føles som om jeg aldrig vil blive glad igen.
Som om løbet er kørt og jeg lige så godt kan give op.
Men jeg ved jo godt jeg bare er nødt til at hænge på og vente på at det vender igen.

Tid

Der var en mor der havde mistet for knap  uger siden der ikke forstod hun blev ved med at græde. Det fik mig til at tænke på mit eget forløb.

Jeg var helt ødelagt de første to måneder. Den akutte sorg fortog sig langsomt, så jeg var dybt nede og midt i en eksistensiel krise med verden, men stille og roligt græd jeg mindre.
Tredje måned begyndte jeg så småt at kunne trække vejret, men jeg var på ingen måde okay, og mit forhold til livet og verden var ikke okay.
Femte måned er her hvor jeg synes jeg begynder at føle mig mere okay.

Før der var gået fire måneder var jeg på ingen måde i stand til at arbejde. Jeg var slet slet ikke klar til at komme "tilbage" i et liv, som jeg følte mig distanceret fra. Mine følelsler var for lammende, og ubeskyttede, og alt for meget lige under huden til, at jeg ville kunne interagere med andre mennesker professionelt. De 14 ugers barsel jeg fik var fint, men en måned mere var nødvendigt. Alle burde have mulighed for at have 4 måneders orlov.
Jeg er klar nu. :) Jeg er gladere nu.
Det er stadig ikke godt, men jeg kan håndtere det nu. Og jeg forstår hvad der sker. Men det er også næsten seks måneder siden ...
Det tager tid!

Det bliver bedre, men det tager tid.

Jeg kan stadig græde, men det er mere når jeg tænker grundigt over noget, eller hvis en film eller bog trigger det. Det er ikke så tit som det var. Jeg græder ikke midt i et shoppingcenter eller en bus mere.
Jeg ER gladere, selvom katastrofen stadig er sket, og jeg mangler mit barn, og jeg er bange for at jeg aldrig nogensinde får et levende barn. Selvom alt er galt.
Men jeg er gladere. Og jeg er stolt af mig selv. For jeg kan se at jeg overlever det her. Jeg fatter ikke hvordan, men jeg kan mærke at det gør jeg.
Der er intet der kan gøre det godt, og jeg synes det er en umenneskelig byrde at skulle bære. Men jeg kan se at jeg overlever, jeg er ikke blevet knald i låget. Og selvom jeg er ked af det, og vred på verden, er jeg ikke sunket i en dyb depression. Og indimellem føler jeg længere eller kortere perioder hvor jeg enten er glad, eller bare ikke fyldt af smerte. Og det betyder jeg overlever. :)
Selvom jeg ikke er okay nu, kan jeg mærke at det vil blive bedre hele tiden. At om et år eler to er jeg et andet sted end jeg er nu. Det trøster mig. Det giver håb.
Så er det nemmere at være hvor jeg er, når jeg ved det hele tiden vil blive bedre.

De første to-tre måneder kunne jeg ikke mærke det ville være bedre, så jeg havde ikke håb. Det føltes som om jeg var gået så grundigt i stykker, at jeg aldrig nogensinde ville kunne repareres.
Men nu er jeg mere okay end jeg var, så selvom jeg ikke bliver hel igen, bliver jeg hel nok til at turde deltage i livet igen, stille og forsigtigt.

Jeg tror ikke nogen er bare remotely okay før der er gået ihvertfald tre måneder. Og for mange tager det langt mere end det. Det kan snildt tage mellem et halvt år og to år at finde sin livslyst igen, og få det til at fungere indeni. Man må give sig selv tid, vise sig selv omsorg og ikke føle man bør være et andet sted end man er.

Tid.

Tanker om Saga hvis jeg får barn igen

Jeg læste om en mor, der havde det svært med, at hun ikke tænkte på sit mistede barn nær så meget, nu hvor hun havde fået et nyt. Det fik mig til at skrive om mine egne tanker omkring den problematik.

Jeg har jo ikke noget nyt barn, men jeg har gjort mig nogle tanker om vores datter, og hvilken plads hun vil få, hvis hun får en lillesøster eller -bror.
Jeg har taget en beslutning om at jeg ikke vil føle skyld, lige meget hvad. Jeg tror ikke på at det gør noget godt, og jeg føler heller ikke det hører hjemme hos mig. I kærlighed er der ingen skyld, og jeg elsker min datter uendeligt. <3

Jeg tænker ikke på Saga hver dag, og jeg føler ikke jeg bør. De første tre måneder var hun konstant i mine tanker, jeg følte mig meget nær hende. Derefter har jeg kæmpet for at hun skulle finde en plads i mig, hvor jeg kan acceptere at hun er død, men beholde min kærelighed til hende.
Men for at jeg skal kunne leve, er jeg nødt til at lade hende træde i baggrunden. Jeg kan ikke have en hverdag med et tilstedeværende dødt barn, jeg kan ikke lege hun er levende, for det er hun ikke.
Jeg har været nødt til at slippe hende. Ikke min kærlighed til hende, den slipper jeg aldrig. Men slippe drømmen om hende, drømmen om at kunne få hende tilbage, drømmen om aktivt at kunne være mor for hende. Det kan jeg ikke, hun er her ikke.
Jeg føler det rigtige er at elske hende, mindes hende, men på en naturlig måde. Dvs. når tankerne falder på hende. Ikke hele tiden.
Jeg har hendes billede stående i stuen og jeg ser på det. Og jeg er begyndt at sige godnat til hende, når jeg går i seng om aftenen. Men det er ikke et must. Hvis jeg ikke lige husker det eller har lyst til det, så gør det ikke noget. Det er jo bare et billede, ikke Saga. Saga er væk.
Så det jeg siger godnat til er i mig selv, det er mine egne følelser jeg lige lader strejfe hende. For min skyld. Fordi jeg har brug for det. At jeg lige kalder kærligheden op engang.
Men glemmer jeg det, må det være fordi jeg den dag ikke lige har det store behov, og det er jo okay.
Hvis behovet ophører, vil jeg holde op. Det ændrer ikke på at jeg elsker hende.

Der er ikke noget jeg føler jeg skal eller bør i forhold til Saga.
Jeg ved i mig selv at jeg elsker hende, og at der ikke kræves bevis. Jeg behøver ikke gøre noget, sige noget eller tænke noget. Hun er bare i mig. Med mig.
Hvis der går en måned uden at jeg siger hendes navn eller gør noget omkring hende, gør det ikke noget. Hun er stadig en del af mig.

Hvis jeg er så heldig at få et barn mere, så er det klart min plan at Saga ikke skal fylde så meget. Hun er en del af familien, så hun er med os. Vi vil have hendes tegning hængende og hendes billede fremme. Vores næste barn vil få at vide at der er en storesøster, men at hun er død. Jeg formoder vi vil gøre et eller andet på hendes fødselsdage, lige markere at vi tænker på hende.
Men mere skal det ikke være. For hun er her jo ikke, får vi et levende barn, har det barn brug for, og krav på, vores opmærksomhed og omsorg. Og vil forhåbentlig give os glæde. Forhåbentligt så meget at sorgen og savnet vil blive meget meget mindre. Kan et nyt barn jage sorgen og savnet væk, eller næsten væk, vil jeg være taknemmelig for det. For selvom jeg tydeligst kan mærke min kærlighed til Saga i sorgen, så er det ikke det samme. Kærligheden er der uanset hvad.
Kommer jeg til at elske mit næste barn så højt, at smerten bliver mindre, vil det være godt. Så er der mere plads til bare at elske. Begge mine børn.
Også selvom mit første barn ikke er til stede og derfor ikke kan fylde det samme i min  opmærksomhed.
Man kan ikke dele sin opmærksomhed lige mellem to børn, hvis det ene ikke er der. Får jeg et barn mere, kommer det til at få al min opmærksomhed. Der er ingen grund til at forsøge at give dem begge lige opmærksomhed, for Saga har ikke brug for den og kan ikke modtage den.

Jeg mener man er en god mor, hvis man giver sin opmærksomhed og glæde til det barn der har brug for den, og har sin kærlighed til sit mistede barn i sit hjerte, hvor det hører til.