Min elskede lille datter -
I går holdt jeg min 40 års fødselsdag med familien. Det var en god fødselsdag, og mest af alt nød jeg din kusine, som giver mig så meget glæde. Men jeg manglede dig ... Du skulle ha været tre mdr., du skulle ha været i mine arme, eller have ligget i en dyne og sovet, eller have raslet med legetøj, ligesom din anden kusine, og smilt til bedsteforældrene, din far og jeg og din onkel og tante. Være med.
Det er helt forkert at du ikke er der. Vi mangler dig .. Der er et hul i familien.

På væggen hænger tegningen af dig, på den måde var du med ved bordet, selvom jeg tror din far og jeg var de eneste der følte noget omkring det. Måske din mormor, ved ikke, jeg spurgte ikke. Jeg pegede på din tegning til din morfars kone, og fortalte lidt om den, men hun virkede undvigende. Jeg tror ikke hun forstår at din tegning giver os glæde, og ikke forstærker vores sorg.
Sorgen kan ikke forstærkes, den er der uanset hvad. Den bliver ikke mindre af at blive gemt væk. Tværtimod, at kunne se dig, og derved acceptere at du var der, men nu er i vores hjerter, føles så rigtigt. Hvordan kan nogen tro det bedste er at glemme og gemme væk?

Det er som det er. Det var trods alt en god dag. Men hvor er det dog svært at være her, hvor jeg er i mit liv, at være 40 år, og at have mistet det allermest betydningsfulde. Min livsmening.

Jeg elsker dig skat. <3