Tid

Der var en mor der havde mistet for knap  uger siden der ikke forstod hun blev ved med at græde. Det fik mig til at tænke på mit eget forløb.

Jeg var helt ødelagt de første to måneder. Den akutte sorg fortog sig langsomt, så jeg var dybt nede og midt i en eksistensiel krise med verden, men stille og roligt græd jeg mindre.
Tredje måned begyndte jeg så småt at kunne trække vejret, men jeg var på ingen måde okay, og mit forhold til livet og verden var ikke okay.
Femte måned er her hvor jeg synes jeg begynder at føle mig mere okay.

Før der var gået fire måneder var jeg på ingen måde i stand til at arbejde. Jeg var slet slet ikke klar til at komme "tilbage" i et liv, som jeg følte mig distanceret fra. Mine følelsler var for lammende, og ubeskyttede, og alt for meget lige under huden til, at jeg ville kunne interagere med andre mennesker professionelt. De 14 ugers barsel jeg fik var fint, men en måned mere var nødvendigt. Alle burde have mulighed for at have 4 måneders orlov.
Jeg er klar nu. :) Jeg er gladere nu.
Det er stadig ikke godt, men jeg kan håndtere det nu. Og jeg forstår hvad der sker. Men det er også næsten seks måneder siden ...
Det tager tid!

Det bliver bedre, men det tager tid.

Jeg kan stadig græde, men det er mere når jeg tænker grundigt over noget, eller hvis en film eller bog trigger det. Det er ikke så tit som det var. Jeg græder ikke midt i et shoppingcenter eller en bus mere.
Jeg ER gladere, selvom katastrofen stadig er sket, og jeg mangler mit barn, og jeg er bange for at jeg aldrig nogensinde får et levende barn. Selvom alt er galt.
Men jeg er gladere. Og jeg er stolt af mig selv. For jeg kan se at jeg overlever det her. Jeg fatter ikke hvordan, men jeg kan mærke at det gør jeg.
Der er intet der kan gøre det godt, og jeg synes det er en umenneskelig byrde at skulle bære. Men jeg kan se at jeg overlever, jeg er ikke blevet knald i låget. Og selvom jeg er ked af det, og vred på verden, er jeg ikke sunket i en dyb depression. Og indimellem føler jeg længere eller kortere perioder hvor jeg enten er glad, eller bare ikke fyldt af smerte. Og det betyder jeg overlever. :)
Selvom jeg ikke er okay nu, kan jeg mærke at det vil blive bedre hele tiden. At om et år eler to er jeg et andet sted end jeg er nu. Det trøster mig. Det giver håb.
Så er det nemmere at være hvor jeg er, når jeg ved det hele tiden vil blive bedre.

De første to-tre måneder kunne jeg ikke mærke det ville være bedre, så jeg havde ikke håb. Det føltes som om jeg var gået så grundigt i stykker, at jeg aldrig nogensinde ville kunne repareres.
Men nu er jeg mere okay end jeg var, så selvom jeg ikke bliver hel igen, bliver jeg hel nok til at turde deltage i livet igen, stille og forsigtigt.

Jeg tror ikke nogen er bare remotely okay før der er gået ihvertfald tre måneder. Og for mange tager det langt mere end det. Det kan snildt tage mellem et halvt år og to år at finde sin livslyst igen, og få det til at fungere indeni. Man må give sig selv tid, vise sig selv omsorg og ikke føle man bør være et andet sted end man er.

Tid.