At snakke om det

Det fylder langt mindre for mig om folk spørger til hvordan jeg har det, til hvad der sketet eller til Saga nu, end det gjorde de første måneder. Men jeg har nu stadig brug for at snakke om det indimellem.
Der hvor jeg er nu, har jeg også brug for at kunne snakke naturligt om hvad der er sket, i sammenhænge hvor det hører til. Dvs. taler man hospital, fødsler eller noget omkring tanker om forældreskab, barnløshed, fertilitesbehandling o.l., så har jeg naturligt noget at bidrage med, og vil ha lov at byde ind, uagtet at der ligger en smertefuld oplevelse bag. Jeg har en erfaring og nogle tanker, følelser og oplevelser, som er en del af den jeg er, og det jeg kan og vil tale (med) om.

I sidste uge ringede jeg til lægen for at bestille en tid. Sygeplejersken spurgte så ind til hvordan jeg havde det (hun snakkede en del med mig i starten), selvom det intet havde med min tidsbestilling at gøre.
Det endte med at jeg snakkede med hende et godt stykke tid om alle følelserne og hvor vi er i vores liv. Lidt sært, jeg sku jo bare bestille tid, men på en måde også rart. Hun tog initiativet til at høre om det, og hun kom med spørgsmål der fik mig til at tale. Havde hun ikke spurgt, havde jeg ikke talt om det.
På en måde gav den spontane kontakt med en relativt fremmed person mig alligevel noget. Det prikkede til følelserne, ja, men selvom det godt kan få min sorg op til overfladen, så fremkalder det ikke sorgen. Den er der jo, og på en måde har den meget godt af at få lidt luft indimellem. At jeg lige får mærket hvordan jeg rent faktisk har det.
Og jo mere jeg snakker om det, desto mindre fylder det. Man skulle tro det var omvendt, men når jeg taler om det, får jeg tømt ud. Det er som om det bliver mere sædvanligt, og jeg selv vænner mig til at se og mærke følelserne og tankerne, så jeg bedre kan  accepterer at sådan er det altså og lade det være en del af mig, uden at det fylder alt.

Men hvis ingen spørger ... Så er det meget svært selv at tage det op, det virker så akavet. "Se mig og min krise". Og så får man ikke chancen for at få det yderligere bearbejdet, få nye ord og vinkler på, opdage at man har ændret sin historie, forklarer det på en anden måde - hvilket betyder at noget enten er faldet på plads, eller at det nu er noget andet der fylder end tidligere. Det er godt at finde ud af, det hjælper én videre.
Det er ret vigtigt at snakke om det.

For nogle, bl.a. mig, giver det også noget at tale med perifære og fremmede, når jeg har lyst (det er jo ikke altid). Det er anderledes at tale med nogen der ikke kender én godt, og for mig giver det noget at skulle forklare historien på en anden måde, end til dem, der kender mig godt. Det kan derfor være værdifuldt hvis folk vil og tør spørge.
Men selvfølgelig er det jo ikke alle der har lyst til at høre min historie eller snakke om det. De skal heller ikke forceres.
Og det er bestemt heller ikke altid at jeg har lyst til at tale omd et, eller med alle, men så finder jeg en venlig måde at bøje samtalen i en en anden retning.

Det er bedre at kunne vælge om man vil snakke med andre, end at andre forsøger at beskytte én mod det, uden at spørge hvad man har lyst til/brug for. Hvis andre undlader at spørge, fordi de er bange for at man bliver ked af det, fordi det er tabubelagt, eller at der til sammekomster er en underforstået "Nu skal vi kun tale om gode ting, og holde den gode stemning", så er det er ikke godt. Så er man ikke fuldt til stede, men skuespillere i en kulisse, hvor man opfører nogle underforståede roller, i stedet for at være der som de mennesker man er, med de ting der nu fylder i ens liv.

Folk kan have svært ved at vide hvordan de skal forholde sig til ens krise, og det er ikke sikkert de kan finde ud af at spørge og/eller snakke naturligt om det, der er sket, og det er så fair nok. Så er det sådan. Men nogle få kan måske, og det er værdifuldt at de så også tør.

Det er vigtigt at det eksisterer, at det er sket, på godt og på ondt. At sådan er vores liv altså, og det er en del af dem vi er. Ikke at tale om det gør det ikke usket, eller vores smerte mindre. Tværtimod.

Min elskede lille datter -
I går holdt jeg min 40 års fødselsdag med familien. Det var en god fødselsdag, og mest af alt nød jeg din kusine, som giver mig så meget glæde. Men jeg manglede dig ... Du skulle ha været tre mdr., du skulle ha været i mine arme, eller have ligget i en dyne og sovet, eller have raslet med legetøj, ligesom din anden kusine, og smilt til bedsteforældrene, din far og jeg og din onkel og tante. Være med.
Det er helt forkert at du ikke er der. Vi mangler dig .. Der er et hul i familien.

På væggen hænger tegningen af dig, på den måde var du med ved bordet, selvom jeg tror din far og jeg var de eneste der følte noget omkring det. Måske din mormor, ved ikke, jeg spurgte ikke. Jeg pegede på din tegning til din morfars kone, og fortalte lidt om den, men hun virkede undvigende. Jeg tror ikke hun forstår at din tegning giver os glæde, og ikke forstærker vores sorg.
Sorgen kan ikke forstærkes, den er der uanset hvad. Den bliver ikke mindre af at blive gemt væk. Tværtimod, at kunne se dig, og derved acceptere at du var der, men nu er i vores hjerter, føles så rigtigt. Hvordan kan nogen tro det bedste er at glemme og gemme væk?

Det er som det er. Det var trods alt en god dag. Men hvor er det dog svært at være her, hvor jeg er i mit liv, at være 40 år, og at have mistet det allermest betydningsfulde. Min livsmening.

Jeg elsker dig skat. <3

Om "forkerte" tanker og at være der hvor man er

I forbindelse med noget en anden skrev, kom jeg til at tænke over hvordan jeg har reageret på når andre vil have mig til at være optimistisk og argumenterer for at se på de lyse sider (hvilke?). Jeg har haft brug for at andre lader mig være der hvor jeg er, uden at pushe mig.

Jeg har brug for at udtrykke hvad jeg føler, ikke ar blive skubbet eller overtalt til at føle noget andet end jeg gør.
Jeg har brug for at forstå følelserne, se på dem, tænke over dem, mærke dem, bearbejde dem. Men hvis nogen prøver at flytte mig et andet sted hen end hvor jeg er, så mister jeg orienteringen. Det hindrer mig fremfor at hjælpe mig.
Jeg tænker: Så stol dog på mig! Jeg skal nok finde videre når jeg er klar, på min måde, i mit tempo. Men her og nu må jeg være hvor jeg er. Finde mig selv der hvor jeg er. Det kan andre ikke gøre for mig, intet de siger kan forcere det. Jeg skal bruge at nogen lytter på det jeg forsøger at udtrykke, uden at skulle problemløse, diskutere, se fra en enden vinkel eller lign. Nej, bare lyt og lad mig selv ...

Jeg kan ikke finde lyset hvis jeg ikke bliver færdig med mørket. Jeg kan godt tåle at være hvor jeg er, indtil jeg er parat til at flytte mig. Også selvom det er hårdt. Men det er min sorg, mig der skal lære den at kende, så jeg kan finde et sted at gøre af den. Det er min opgave, som kun jeg kan løse.

Eller sådan tænkte jeg især meget i starten.
Jeg ville nok ikke have haft bedre af at være blevet ladet i fred, men jeg havde så meget brug for plads, til alle tankerne.

Nogle af de forkerte tanker som jeg ikke måtte have er hhv. ønsket om at dø, ligesom min datter (er passeret nu, men jeg havde brug for at sige det højt, og for en accept af at sådan følte jeg det altså) og så at jeg bestemt ikke tænkte pænt om gravide eller familier med små børn. Men sådan havde jeg det, så det satte jeg ord på. Og ville ha lov at sætte ord på, uden at nogen skal skubbe mig et andet sted hen eller fortælle mig at jeg ikke må tænke sådan ...

Nytår

Vi havde en rigtig god nytårsaften. Vi var til fest hos nogen vi ikke kendte, fordi vi havde et vennepar der var inviteret til den, som luskede os med. Til gengæld kendte vi 70% af gæsterne (tror vi var tyve til middag og ved 23-tiden dukkede der så en tyve stykker mere op).
Jeg havde frygtet lidt at skulle være social, men det gik helt fint. Jeg var i godt humør og følte mig fint tilpas.
Jeg havde dresset op til festen, og det er længe siden at jeg har prøvet på at se godt ud. Med besværet gravditet og smerter, fødsel og sorg, og så operation, har det ikke været udseende jeg er gået mest op i.
Det var svært at finde noget spændende tøj jeg kunne passe, for jeg har fået meget mave. Og så er det jo begrænset hvor meget jeg kan klemme ind på operationssåret/arret. Ellers ville jeg have taget et satinkorset udover en kjole, så er der instant wow-effekt. Men i stedet havde jeg en stor bulende mave.
Men det lykkedes mig da at blive tilfreds. Jeg havde et flot strutskørt på der var meget nytårsagtigt. Og så lagde jeg en anderledes make up og satte håret.

Jeg drak, for første gang i lang tid. Ovenpå fødslen, sorg og operation har jeg ikke rørt alkohol. Men det blev til en flaske Asti. T fuldede sig, men ikke overdrevet.

Til gengæld var T i rigtig godt humør. Han smilede og grinede og snakkede med mange af de andre. Han dansede også. Det var SÅ rart at se ham glad, jeg har ikke set ham rigtig glad siden før Sagas fødsel. Jeg blev helt forelsket i ham igen.

Jeg havde på forhånd tænkt på Saga og på mine følelser. Og fundet frem til at nytåret ikke påvirker mig. Jeg kunne have følt noget omkring at vi nu forlader det år hun blev født, men det føler jeg egentligt ikke. Jeg føler ikke at jeg forlader hende, eller at datoen ændrer noget. Jeg har det nøjagtig som alle andre dage. Der er sket det der er sket, og datoen ændrer intet.

Jeg snakkede på et tidspunkt med en anden kvinde om hvad der var sket, og hun kom straks med "hvorfor adopterer I ikke" og så skulle jeg igen nærmest forsvare at det ikke er det vi ønsker, og ikke er der vi er. Det er så opslidende. Jeg fik intet ud af samtalen, og det tror jeg heller ikke hun gjorde. Det lavede en distance imellem os fremfor kontakt. Det ærgede mig bagefter, jeg skulle nok slet ikke ha snakket med hende om det, når nu vi ikke var på bølgelængde.
Til gengæld fik jeg senere en rigtig god snak med en god bekendt jeg ikke har set længe. Hun forstod det. Jeg viste hende et billede af Saga på min iPhone, og så græd hun. Det var lidt underligt, for så begyndte jeg også at græde. Men jeg værdsatte at hun virkelig forstod hvad vi havde mistet. Hun fortalte så en masse om fødslen af hendes søn, det viste sig hun virkelig har været nogle hårdte ting igennem, uden nogen til at hjælpe sig. På en eller anden måde forstod vi hinanden, selvom det var to helt forskellige situationer.
Jeg var virkelig glad for at ha fået den dybe kontakt lidt, det opvejede den mislykkede samtale med den anden. Og selvom jeg egentligt ikke synes aftenen skulle handle om min sorg, så fik jeg ligesom lige berørt det, tilpas nok.
Så kunne jeg forkusere på at hygge mig.

Vi måtte hjem lidt tidligere end vi havde lyst til, for at nå et ikke alt for sent tog til Roskilde. Det nåede vi heldigvis, så hjemturen gik fint, selvom jeg var noget udkørt, T var noget fuld og toget var fyldt med stangstive unge der larmede og var dumme at høre på.
Men vi var rigtig tilfredse med aftenen. :)

Spredte tanker

Jeg bliver vist indhentet af min alder nu.
Jeg har snydt mig til et yngre look, via min måde at leve på, tror jeg. Men lige nu kommer rynkerne og det hele - SLAM, fordi det er så opslidende, det vi går igennem. Ikke at det gør noget, jeg er skideligeglad.

Jeg bruger en del tid på at finde ud af hvad det er der sker og hvad jeg kan forvente. Læser om sorg, er på fora for forældre der har mistet. Hvor er det dog hæsligt hvor mange vi er! Hvor meget smerte folk går igennem! Og hvor meningsløst. Og tilfældigt. Der er intet system, ingen grund. Det rammer alle mulige, uventet. Nogle igen og igen.
Så nej, man er ikke fredet selvom man allerede har haft andre katastrofer i sit liv. Endnu et bevis på at der ingen gud er, eller ihvertfald ikke de kristnes.

T mener at ham der deler ulykke ud i en brandert kom til at spilde et ordentligt skvulp på os. Sådan "UPS! Der fik de lige en ekstra stor dosis".
Det trøster mig lidt, på en måde er det mere sandsynligt end at vi sku være særligt udvalgte til at skulle gennemgå kriser og dårligdomme.
Det passer så mere på Asetroen, at guderne fucker up jævnligt og er ret ligeglade med mennesker. Eller også er der ingen guder, blot tilfældighed. Det er jo nok det jeg egentligt tror, men den stangstive gud med dårligdomsbægeret passer mig nu godt.

Jeg har tænkt en del over andres reaktioner. Jeg har jo selv været på den anden side af bordet, skulle tackle andres ulykker og se nogen ha det svært.
Jeg kender reaktionerne, og de er forståelige. Men ofte helt ubrugelige.

De fleste vil gerne problemløse, vil gerne hjælpe. Sige noget positivt, skubbe videre. Men der ER ingen hjælp, intet positivt. Og man kan ikke skubbe på en process. Man skal faktisk helst ikke forsøge.
Vi skal bare ha tid. og ha lov til at have det dårligt, blive kede af det osv.
Det vi skal bruge fra andre er bare at I er der og føler for os, ikke andet.

Jeg er lidt bange for om en måned eller to. For jeg ved at det her tager lang tid, men at "nyhedens interesse" gået af for andre. Og at vi så forventes at vende tilbage til normalt.
Det har jeg oplevet i andre kriser, at man ligesom får en måneds tid til at have det skidt, og så bør det ligesom være ovre ...
At det så vil være "ja ja, kom nu videre!".
Jeg ved at det her vil tage år ... Ikke år hvor vi græder hele tiden, men år hvor det ligger i baghovedet og kan bryde op igen.

Jeg har også brug for at få lov til forsigtigt at stikke snablen frem ind imellem, uden heppekor. Altså at tage ting i min egen tid, og prøve af hvad jeg kan klare, uden at det betyder at så skal vi bare op på hesten igen, eller se det gik godt, så nu er alt fint. Og egentlig ville det være bedre hvis det ikke bliver kommenteret når/hvis vi tager nogle tiltag til at gå ud/se folk/gøre noget normalt, men vi bare får lov at prøve af hvad vi kan og ikke kan, uden at det bliver vurderet eller tilskyndet.
Jeg ved jo godt at alle mener det godt og vil os det bedste, jeg kan bare mærke at det bliver svært ...
Vi skal selv finde ud af det ...

Well, i dag ville vi ha taget til et arrangement vi havde glædet os til, men T får kvalme ved tanken om at se mennesker og jeg kan slet ikke forestille mig at dulle op og gøre mig klar, ingengang minimalt. Vi vil nok også bare bryde i gråd ved det mindste ord fra andre. Eller føle os uvirkelige og distancerede.
Sådan, hvordan kan verden gå videre? Det er så meningsløst det hele. Alt det folk tror betyder noget, som ikke betyder en skid.

Jeg har prøvet det før, i break ups. Jeg fatter ikke hvordan jeg kan ha syntes at det var slemt, hvordan jeg kan ha taget det så hårdt. Det er jo skideligegyldigt.

Når jeg tænker på hvor svært jeg havde det efter min kæreste S gik fra mig, hvor jeg græd under bruseren hver dag og slet ikke kunne forstille mig at blive glad igen, eller leve videre. Og nu tænker jeg kors! Ja, det var da svært, men altså! Det var bare en skide kæreste, og han lever jo fint videre, han døde jo ikke, og det gjorde jeg heller ikke.
Eller da min kæreste J gik første gang og jeg gik helt ned, bare lå på sofaen og græd uden at kunne holde verden ud. What?!? Jamen. Igen, det var jo bare en kæreste. Man kan jo godt elske nogen uden at skulle være med dem, og kærlighed ændrer sig med tid. Nu er der jo ikke noget. Nu er det jo helt fint, han er glad med sin nye kæreste og jeg med min. Eller det er en underdrivelse, jeg elsker min T så dybt og intenst at jeg ikke ville ændre en eneste ting der førte os sammen. Ingengang alt det svære.
Så hvorfor var det så hårdt dengang?
Og i relief til nu. Goddamn! Kalde det en krise?!!!!!! No way. Ingenfuckendeting. Fuldstændig ligegyldigt.

Dengang kunne jeg ikke forstå at bilerne kunne køre på gaden og alting fortsætte som om intet var hændt.
Nu kan jeg godt. Det gør det jo.
Nu kan jeg bare ikke finde min plads i den verden, den er uden smag. Ligegyldigt. Men selvfølgelig fortsætter den, det har jeg jo set før ...


Og jeg ved godt at vi også fortsætter, mere og mere. Men det vil tage lang tid at blive rigtig glad igen. At finde mening og betydning.

Btw har vi fået en mindre blomsterbutik, og det er jeg rigtig glad for. Ingen kunstigt trøstende ord, bare en udmelding om at folk tænker på os. Det varmer. Altså jeg ved jo at dem der ikke lige sendte blomster også tænker på os - og vi har heller ikke brug for flere blomster nu! ;) Men stadig, tak!

EDIT: Altså ikke at jeg vil negligere andres kriser, eller lave en konkurrence om hvad der er værst!!! Jeg har jo selv været der og ved HVOR ondt det kan gøre at breake up, miste sit kæledyr, sit job, konflikter med ens familie eller hvad der nu kan ske for en af svære ting. Så selvom noget er endnu værre, ændrer det jo ikke noget på det man selv føler eller hvor svært man kan ha det med whatever. Jeg mener bare i relief til mig selv, altså de kriser jeg selv har været i.