Sagas bisættelse på fjorden

SÅ er det overstået! Og det blev meget smukt. :-D

Da Saga blev født var vi for chokerede til at forholde os til hvad der skulle ske med hendes "jordiske rester". Vi fik hende kremeret, men derefter gik vi i stå.
Et af vores store problemer er at vi ikke er kristne, ikke den mindste smule. Vi ville derfor ikke have hende begravet på en kristen kirkegård i indviet jord, for os føltes det meget forkert.
Vi ledte og ledte efter alternativer, et sted hvor vi kunne have en grav at besøge, men uden at det var i kristent regi. Det var ikke til at finde.
Vi overvejede at grave hende ned ved et træ i skoven, det ville være helt rigtigt for mig. Men jeg var for bange for at nogen skulle grave urnen op, og jeg ville også have det skidt med ikke at kunne markere graven, ikke at kunne stille lys og blomster, eller lægge et brev til hende. Så det droppede vi.
Så overvejede vi at begrave hende ved et sommerhus i Sverige, der ville ingen forstyrre. Men det var lidt for langt væk + det var ikke vores sommerhus, men noget familie. Vi ville være meget afhængige af dem, og det føltes heller ikke rigtigt.

Da hun døde fik vi arrangeret at få tilladelse til spredning af asken på havet. Det indgik i vores overvejelser, men det var nu mest for at undgå at SKULLE begrave hende hurtigt. Jeg mener reglen hedder senest otte dage efter udlevering af asken.
Vi havde det bare svært ved tanken om at sprede hende på vandet, fordi vi var bange for at vi ville blive ekstremt kede af det hver gang vi så vandet. Da vi bor i Roskilde med udsigt til fjorden ville det være ret svært at undgå hele tiden at blive påmindet om vores smerte. Så vi udskød det. Ventede, prøvede at mærke hvad der var rigtigt for os. Men der kom ikke noget svar.
Så frøs vandet til, og så gav det lidt sig selv.
Så var der alligevel gået så længe, så hastede det ikke længere.
Og pludselig var der gået tæt på et år. Et år hvor urnen har stået i vores hjem, og bare har været en del af vores liv. Ikke noget vi tænkte sort over, den var der bare.
Dvs. jeg har løbende udskiftet de tørrede blomster der lå foran urnen, og jeg har indimellem tændt lys ved den. Men det var ikke noget jeg følte jeg skulle gøre. Det var ikke et alter der skulle tilbedes eller holdes helligt, bare vores lille pige der stod der.

Men da årsdagen nærmede sig kom idéen om at bisætte hende på havet. Og så blev vi endelig enige og afklarede.
Vi inviterede de venner vi følte os tættest på, eller som havde været gode til at lytte i den første tid. Det blev til 17 personer udover os selv, inkl. min mor og min storebror.
Jeg havde ikke regnet med T's jyske venner kom, det var trods alt en tirsdag. Men det gjorde de!
Jeg fravalgte at invitere min far. Han var ikke rigtig med i fødselsforløbet eller sorgarbejdet, og jeg havde ikke lyst til at have ham der. Det kan sagtens være han ville have været en del af det, men jeg havde ikke lyst. Jeg valgte at gøre som jeg følte for, ikke som jeg måske burde.

Vi lejede to vikingeskibe med instruktører og redningsveste fra Vikingeskibsmuseet. Vi var først lige præcis én person for mange til det skib vi ville have lejet, så vi måtte leje to mindre, til 2500 kr. ekstra. Men det gjorde vi så, og inviterede to personer mere, som der blev plads til.

Vi ville bestille catering for ikke selv at have besværet med at lave mad, og jeg havde en idé om nogle spændende salater og småretter. Vi fik så et tip om et godt sted, som oven i købet var billigt, og vi bestilte en lille salatbuffet fra Smag.

Menuen:
Grillede rodfrugter med gedeost, valnødder og grov pesto
Babyspinat med nektarin, mozzarella og rødløg
Sprøde rødbeder og gulerødder i tern med græskarkerner, frisk mynte og hvidløg
Speltperler med æble, squash, mandler og chilicreme
Oksekødsfrikadeller med pinjekerner, persille og feta
Gulerodshumus
Grønærtepuré
Mørkt filone og softkernerugbrød

Et par af vores venner hentede maden på vejen. Det var supergodt! Der var rigeligt, det var lækkert, og jeg var meget tilfreds. :-)
T bestilte chokoladekager med valnødder fra vores lokale Føtex. Først var jeg lidt "Ej, Føtex?!?", men de smagte nu rigtig godt! Klistrede og mumsede på den rigtige måde.

To mdr. forinden var mig og T til en koncert med folkemetal-bandet Vanir, og der bemærkede vi deres sækkepibespiller, en ung pige. Det var jo en noget andet musikstil, men vi tænkte at hende ville vi gerne hyre til bisættelsen, det virkede helt særligt. Så det gjorde vi, og heldigvis ville hun gerne. :-D
Vi manglede den ceremoni og stemning salmer giver ved en kristen begravelse, men vi ville ikke synge, kendte ingen sange vi syntes kunne formidle vores følelser. Men det kunne en sækkepibe, den kan græde og klage, og samtidig være smuk og intens.
T fandt nogle sækkepibepassager i soundtracket til Braveheart-filmen, som han syntes udtrykte både vores smerte, vores længsel og vores kærlighed - og dem bad han så Sara spille. Hun måtte omsætte det til hendes type sækkepibe og lave det om til selvstændige numre, men det gjorde hun så. Vi var så taknemmelige!
Det var det helt rigtige! Det havde ikke været det samme uden.

Lørdagen før gik mig og T op i byen til en nyåbnet blomsterhandler for at se på blomsterblade. Vi ville putte blomsterblade ned i urnen, så når man rystede det ud på vandet, så ville blomsterbladene flyde ovenpå og markere at her er Saga. Vi endte med at bestille mørkerøde roser, da det er mest vores smag. Hun foreslog nogle spæde lyserøde, men det er bare ikke os.
T hentede blomsterne dagen før, og havde dem stående i køleskab natten over.

Så var det det med talerne ... VI havde jo ingen præst til at sige nogle ord, og noget skulle siges. Så vi besluttede os til hver især at skrive et afskedsbrev til Saga.
Vi har i hele det foregående år talt om de breve vi burde skrive til hende, men det har været for hårdt. Der er så meget at sige ... og så lidt. Og jeg tror vi begge har følt at hvis vi først satte os ned og følte efter, lukkede op, så ville sorgen overvælde os. Så ville vi drukne i smerte. Så vi har undveget, undgået, udskudt.
Aftenen før bisættelsen kommer jeg hjem fra arbejde til T's brev til Saga. Han havde skrevet det, og grædt og grædt. Men det var så smukt. Jeg græd da jeg læste det. Men jeg var så glad for at han skrev det til vores datter, det var lige sådan et brev jeg ønskede hun skulle have med sig.
Så var det mig ... Og det skulle være med det samme, for bisættelsen var næste dag.
Jeg burde nok have været alene, jeg kunne mærke hvor meget det var mig imod at T var i lokalet. Det var privat. Men vores stue er der hvor både computerne og tv'et er, så vi var der begge to.
Jeg prøvede at lukke mig inde i mig selv og skrive.
Og så kom det, jeg fik skrevet brevet i første hug, det flød bare ned i tastaturet. Ikke det jeg troede jeg ville sige, men det blev det der kom. Jeg flyttede lige et par sætninger rundt, men ellers blev det som jeg skrev det.
Så var vi klar.

Næste dag var så bisættelsen. Jeg sov længe, jeg var så træt så træt efter arbejde. Det er jeg hele tiden for tiden. Så hoppede jeg i bad og fandt det tøj jeg ville have på, hvorefter min mor samlede mig op så vi kunne køre i Føtex og hente kager. Jeg havde også fået den her fikse idé med at jeg ville lave en skål hummus ekstra. Der kom jo mad, jeg ville bare gøre [i]noget[/i]. Jeg tror mest det handlede om at jeg havde brug for at bidrage, og også brug for at fylde min tid med noget. Hummus er nemt.
Så efter indkøbsturen lavede jeg en skål hummus, og så gik tiden. MEN så blev jeg ringet op af vikingeskibsmuseet - vinden var taget til og de var lidt bekymrede. FUCK! Men heldigvis mente de godt vi kunne gennemføre, vi ville bare komme til at ro hele vejen, vi måtte ikke sætte sejl. Det var så en streg i regningen, for det skulle jo helst ikke være for hårdt for vores gæster. Men det skulle jo være den dag, på hendes fødselsdag, så bare vi kunne komme ud på vandet ...

Mens jeg lagde make up dukkede første gæst op, og så kom der flere.
T kom med urnen og blomsterne, nu var det tid til at åbne den. Vi havde med vilje ikke åbnet den før, tænk nu hvis vi væltede den! Det var også godt vi ikke havde forsøgt, vi måtte ødelægge låget for at få forseglingen op. Keramikken revnede. Jeg var meget overrasket over hvad der var i, det lignede storbladet urtete. Det var brune nuancer og hvide flager træ. Mere savspåner end aske. Og mere flager end prikker. Helt klart storbladet urtete.
Vi puttede rosenbladene i og T pakkede urnen.

Pludselig skulle vi afsted til havnen, og så fik jeg travlt! Jeg fór rundt uden at kunne samle tankerne, og det gik op for mig at jeg ikke havde printet mit brev ud. Selvfølgelig drillede printeren.
Jeg var lige ved at komme for sent ....
Vi var nede ved havnen fem minutter i, vi havde sat folk i stævne hel. Ups.
De fleste af vores gæster var der, de sidste kom mens vi stod og prøvede at få styr på os selv og de andre.
Jeg havde fået en sms fra min ven Sebastian, der var kommet for sent afsted fra Kbh. Min veninde Mette tilbød så heldigvis at køre op og hente ham på stationen. Det blev yderst tight. Men de nåede det! Pyha.

Så blev vi kaldt til samling og blev vist hvordan man bruger en redningsvest. Og så var det ellers ned i skibene.
Vi blev instrueret i at ro, og skulle så forsøge at ro i takt. Det gik rimeligt. Der var ret meget modvind, så det var en anelse hårdt, men ikke så det var for meget. Min gamle mor og min højgravide veninde Charlotte var fritaget fra at ro, men ellers greb alle fat, inkl. vores sækkepibespiller. Jeg var lidt bekymret for om det ville gå ud over hendes evne til at spille, men det gjorde det ikke.

Det var godt at ro. Det var godt at kunne gøre noget aktivt, at vi rent bogstaveligt fysisk bragte Saga med os, os og de mennesker der var os nærmest. Og det var smukt at se Roskilde fra vandsiden, der var en fantastisk udsigt.

Så kastede vi anker, og bådførerne bragte skibene tæt sammen. Der var lige et åbent V ved de to skibes stævne.
T rejste sig op og fortalte hvad der skulle ske, hvorefter Sara tog sækkepiben frem og gav sig til at spille første nummer. Det var højt! Men da jeg lige havde tunet mig ind på musikken var det også meget smukt. Og sørgeligt, det gik lige i hjertet. Jeg tror de første tårer meldte sig der.
Og selvfølgelig begyndte det at regne ... Jeg var lidt bekymret for sækkepiben, men det gik vist.
Så læste T sit brev op. Han læste det meget hurtigt og uden tonation, men det blev læst op. Det var hårdt og smukt.Så var det mig. Min stemme knækkede, men jeg gennemførte.
Så gik vi ud i stævnen med urnen og T hældte asken med blomsterbladene på vandet. Det flød som en plamage, men det så godt ud med alle de mørke rosenblade, masser af dem.
Derefter rejste en del af vores gæster sig og kastede medbragte blomsterhoveder på vandet. Min mor havde hvide roser, og der var vist nogle gul-orange-røde chrysanthemummer. Det så rigtig godt ud. Langsomt flød aske og blomster ud fra skibene og ud på havet.
Og så var det det afsluttende sækkepibenummer. Der græd jeg. Meget. Det var den endelig afsked. Blomsterne vuggede på havet og musikken gik lige i hjertet. Og så kom regnen igen. Jeg ved ikke hvad der var med den sækkepibe og regnen ... Den holdt op igen da musikken var færdig.

Så sad vi stille et øjeblik.
Og så var det tid til at ro tilbage.
Der var helt stille på tilbageturen, alle tog virkelig fat, vi havde medvind og skibene sejlede hurtigt. Jeg tror alle nød at kunne gøre noget fælles. Der var pludselig en samklang over roningen.

På land takkede vi bådførerne, og så fordelte vi os i bilerne og kørte hjem til os.
Vi lavede kaffe og te, vi havde øl og sodavand, og efter noget tid stillede vi maden frem som buffet i køkkenet.
Jeg havde købt paptallerkener og plastikbestik i Tiger, men noget fedt noget, sølvfarvet. Bestikket lignede metal så meget, at folk ikke kunne lide at smide det ud. Og det var overraskende godt. Der var ikke så meget som en gaffel der knækkede og det var behageligt nok at spise med. Og pænt.
Folk fordelte sig i spisestuen og stuen, vi havde desværre ikke plads til alle i samme rum. Men det virkede okay. T's jyske venner samlede sig ved stuebordet, og mine venner ved spisebordet, men det er vel naturligt nok.
Jeg synes det virkede som om folk hyggede sig.

Efter nogle timer tog jyderne hjem, de skulle langt og skulle op på job. Sjællænderne blev hængende noget længere. De sidste gæster gik vist kl. 23 - der var jeg også træt. Jeg havde dumt nok ikke bedt om fri dagen efter, så jeg skulle op kl. 6. Men det var rigtig hyggeligt. Rart samvær med folk der svingede med hinanden.
Min mor gik noget før de andre, men det var forståeligt nok. Min papfar, der ikke kunne være med pga. et vigtigt møde i Stockholm, kom forbi med en buket blomster på vej hjem fra hans møde. Han blev også kort, han kendte jo kun os og min bror. Men det betød meget for os at han kom.

Da alle var gået var T småfuld, men glad. Han snakkede meget om forløbet, hvor godt det var. Og jeg var ganske enig. Vi var nærmest helt høje over hvor godt det var gået, hvor tilfredse vi var og hvor rigtigt det føltes.


Nu her, efterfølgende, kan jeg mærke hvor vigtigt det var at få taget afsked. Jeg troede jeg havde gjort det, men jeg kan mærke hvor meget mere ro der er i mig, nu hvor urnen er væk.
Vi har stadig hendes billede stående, og tegningen af hende på væggen. Men urnen er væk.

I går da jeg gik hjem fra stationen og så fjorden, som jeg plejer, tænkte jeg på hende. Det var det jeg havde frygtet. Men det bliver vel nemmere med tiden. Det var et godt sted at placere hende. Smukt.

Jeg er meget glad for at vi fik hende bisat, og at vi fik hende bisat på vores måde.

----

T's brev til Saga:

Saga, min elskede datter. Du kom ind i mit liv som en lysende stjerne, et håb om en fremtid som forælder.
Da jeg fik af vide du fandtes i mors mave var jeg lykkelig som aldrig før..

Du var virkeliggørelsen af mine drømme og mit håb om at blive far, og leve med min elskede kone og vores dejlige barn.
Jeg fulgte de lyde du lavede i maven, og de billeder vi så fra scanninger og glædede mig sådan til du skulle komme til verden og ud til mig.

Jeg ville så gerne dele verden med dig, vise dig alle de gode ting og sørge for du havde det trygt og rart.Vi skulle sammen se det hele med dine nye, friske øjne og le og forundres.
Du er revet væk før dit liv begyndte, født uden tanke eller modstandskraft. Jeg fik aldrig set dine øjne eller dit smil, du var for lille- vi kom aldrig til at dele verden sammen.

Min elskede datter, du har skænket mig den største lykke, at blive far til en smuk lille pige. Det øjeblik jeg så dig første gang, bevæge dig i mors mave blev du min øjesten. Den afgrundsdybe sorg jeg føler over din død, er grusom men sorg er tabet af en elsket og derfor er den også smuk på en grum måde.

Du vil altid være i mine tanker, og du har sat dine små fodaftryk dybt i mit hjerte. Du vil blive et smukt minde med tiden, mindet om en drøm- om en fars kærlighed til sin datter-min kærlighed til dig.

I dag skal vi to sige det farvel, vi aldrig fik chancen for da du blev født. Her i naturen hvor jeg finder fred skal du altid bo, og havet skal være din vugge.

Saga Tinubriel, min sølver stjerne. Hvil i fred min elskede.

-----


Mit brev til Saga:

Lille skat. Da jeg opdagede jeg var gravid kunne jeg slet ikke fatte det. Jeg blev så lykkelig, men også bange. Bange for at miste dig. Den angst fulgt hele min tid med dig, sideløbende med min lykke. Du var SÅ ønsket.

At se dit hjerte slå for første gang var fantastisk. At se min mave vokse og vide at du lå der, inde i mig. At mærke dig bevæge dig, da du blev større - selvom jeg ikke vidste med sikkerhed at det var det jeg mærkede. Da du var væk var jeg dog ikke i tvivl. Jeg havde mærket dig et stykke tid.

Jeg har længtes så længe, og så var du der! En overraskelse, vores lille mirakel.
Jeg glædede mig sådan til at møde dig, til at tage mig af dig, være din mor.

Det hele gik så stærkt. Jeg var lige begyndt at tro på det. "Dig og mig", hviskede jeg til mig selv når jeg blev bange, "Dig og mig, vi klarer den sammen".
Men det gjorde vi ikke.

Jeg fik aldrig sagt ordentligt farvel. Da du pludselig kom var jeg så chokeret, at jeg ikke rigtig forstod hvad der skete. At første gang jeg så dig også var den sidste. Jeg var slet ikke parat. Det var først bagefter at det gik op for mig at jeg var blevet mor, men jeg manglede dig, min lille datter. Manglede dig så fortvivlende. Jeg havde aldrig troet man kunne elske så intenst.

Jeg fik ikke brugt den meget korte tid du var i verden. Jeg fik ikke set dig levende, de få minutter forsvandt nede mellem mine ben. Jeg fortryder at jeg fik ikke lagt dig mod mit bryst, jeg troede det ville være absurd, at lege at mit døde barn levede. Men senere kunne jeg mærke at det skulle jeg have gjort. Du var jo mit barn, levende eller ej. Jeg havde behov for at vise dig omsorg, for at være tæt på dig. Tage dig til mig og forstå at du var min. Jeg kunne alligevel ikke værne mig mod hverken smerten eller kærligheden, de to hører sammen i sådan en situation. Og min kærlighed til dig er uendelig høj.

Jeg fik ikke sagt farvel. Det skal jeg nu.

Du er det største, det bedste og det værste der er sket mig. Du var mit lille mirakel, selvom jeg ikke fik lov at beholde dig. Men jeg ville ikke have undværet dig. Du er min datter, du hører til mig.

Farvel min lille skat. Du vil altid bo i mit hjerte.