Jeg prøver at gøre smerten mindre ved at tænke, at det jeg mistede, ikke var noget jeg havde, eller også ikke var noget jeg havde ret til.
Det virker ikke.
Jeg var så kortvarigt gravid, i forhold til hele den lange periode hvor vi bare prøvede og prøvede. Det er lige før jeg kan bilde mig selv ind at det var en fejl, at graviditeten er noget jeg husker forkert. Der er mest af det andet, af den tid hvor det ikke lykkedes.
"Måske var jeg slet ikke rigtigt gravid? ...". Men det var jeg jo. Hun var der jo, levende, i mig.
Jeg har på en måde indlært at jeg ikke kan regne med lykke, ikke kan stole på at gode ting sker for mig, eller at jeg kan beholde noget godt i mit liv.
Jeg er så mistroisk ... Så bange for at miste.
Så når jeg så mister det vigtigste i mit liv, så bekræfter det mig i at jeg ikke ka opleve hvad andre kan. At den lykke ikke er undt mig.
Jeg ved godt det ikke bare er lykke. Lykke er et spøjst koncept. Hvem er virkelig lykkelig? Og ingen er det vel hele tiden. Men der ER en lykke i at blive og være forældre. Noget mange tager for givet.
Vi søger en partner og vi søger familie. Der er noget at hente i det, og der er et behov.
Jeg stoler ikke på at jeg også oplever det, at det også er et liv jeg kan få. Og så ligger det lige for at tro, at jeg har mistet mit barn fordi jeg er forfordelt, fordi jeg ikke kan eller må. Måske mest ikke kan. Fordi noget i mig ikke kan finde ud af at deltage i verden, er beskadiget og defekt. At jeg gør det forkert, livet. Ikke deltager i det på den rigtige måde, og derfor kører mit liv af sporet.
Jeg ved godt det ikke er sådan.
Men jeg føler det nogengang.
Det er ikke noget jeg bevidst tænker på. Men den ligger der et sted, følelsen af at det var givet at jeg mistede, at hun ikke var til mig. Det gik lidt for godt lige pludseligt.
Jeg troede ellers ikke at jeg tænkte nær så meget over det hele længere, jeg troede jeg var kommet megete videre. Men det gør jeg nok et sted alligevel, ubevidst. Det poppede da ihvertfald lige frem igen
Da jeg gik hjem i forgårs sen aften, i regnen, græd jeg pludseligt kortvarigt, indtil jeg fik det under kontrol.
Jeg bryder mig ikke om at græde, jeg ved ikke om jeg taber kontrollen. Om der kommer mere end jeg regnede med. Og hvad hvis nogen ser det ...
Jeg græd fordi jeg tænkte på scanningerne da jeg blev indlagt, hendes hjerte der slog, hendes bevægelser. Jeg lå der og så mit barn, og jeg vidste, at det blev sidste gang jeg så hendes hjerte slå, sidste gang jeg så hende i live. Så ulideligt, det sidste kig ind i min mave. Jeg var så sulten efter at se mere, så sulten efter mit barn. Og det var sidste gang.
Jeg har tænkt på det før, og prøver hver gang at distancere mig. Som at se en film, det er nogle andre det handler om. Men det er det jo ikke, det var jo mig.
Viser opslag med etiketten graviditet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten graviditet. Vis alle opslag
16 marts 2011
24 august 2010
Update på baby og fibromer
Well, så var vi til MD scan i dag. Den viste at fosteret umiddelbart ser okay ud, men er i den lille ende af normalen. Svarende til ca. en uge mindre end jeg er. Det er okay, selvom jeg da hellere så at den var større. Især da vi er bekymrede for om fibromerne hæmmer dens vækst.
Tilgengæld er mine fibromer igen vokset - og der er kommet flere. Dvs. jeg nu, udover de fem store fibromer, også har en mængde små. Så mange at de ikke ville tælle dem. Livmoderen er simpelthen fyldt med fibromer, det er ret atypisk. Sikkert medicinsk interessant. Men ikke så fedt at se sin livmoder være fuldstændig deform. Og det størte fibrom er fandme stort. Jeg kan mærke det udefra.
Fibromerne giver mig smerter, så jeg har konstant så ondt at jeg næsten ikke kan eksistere ... :(
Det positive var dog at lægen gik meget op i at undersøge min mulighed for at føde selv - det må betyde at han regner med at baby klarer den trods fibromerne. Han sagde også at østrogenen får fibromerne til at vokse, men at senere i graviditeten vil progesteron dominere, og den hæmmer fibromernes vækst. Så der er håb for at de ikke bare bliver ved og ved.
Og han sagde noget med at de flød mere ud senere i graviditeten.
De har dog ikke set så mange før.
Smerterne er der dog ikke meget at gøre ved. Han ville give mig stærk Ibruprofen mod smerterne, men det kan irritere babys hjerte + give mindre fostervand, så det er jeg ikke særlig vild med ... Han var en ældre mand af den gamle skole, så han gik tydeligvis ikke ind for alternativ behandling, og han var svær at snakke med.
Jeg følte ikke rigtig jeg kunne bruge ham eller få svar på mine spørgsmål. :/
Status her og nu er at baby lever og har det fint. Umiddelbart så okay ud, men de havde svært ved at scanne grundigt pga fibromerne. Og at min smerter er ret uundgåelige. Men at vi har en chance for at baby klarer sig. Så det er både godt og dårligt, men vi er forsigtigt forhåbningsfulde ...
Tilgengæld er mine fibromer igen vokset - og der er kommet flere. Dvs. jeg nu, udover de fem store fibromer, også har en mængde små. Så mange at de ikke ville tælle dem. Livmoderen er simpelthen fyldt med fibromer, det er ret atypisk. Sikkert medicinsk interessant. Men ikke så fedt at se sin livmoder være fuldstændig deform. Og det størte fibrom er fandme stort. Jeg kan mærke det udefra.
Fibromerne giver mig smerter, så jeg har konstant så ondt at jeg næsten ikke kan eksistere ... :(
Det positive var dog at lægen gik meget op i at undersøge min mulighed for at føde selv - det må betyde at han regner med at baby klarer den trods fibromerne. Han sagde også at østrogenen får fibromerne til at vokse, men at senere i graviditeten vil progesteron dominere, og den hæmmer fibromernes vækst. Så der er håb for at de ikke bare bliver ved og ved.
Og han sagde noget med at de flød mere ud senere i graviditeten.
De har dog ikke set så mange før.
Smerterne er der dog ikke meget at gøre ved. Han ville give mig stærk Ibruprofen mod smerterne, men det kan irritere babys hjerte + give mindre fostervand, så det er jeg ikke særlig vild med ... Han var en ældre mand af den gamle skole, så han gik tydeligvis ikke ind for alternativ behandling, og han var svær at snakke med.
Jeg følte ikke rigtig jeg kunne bruge ham eller få svar på mine spørgsmål. :/
Status her og nu er at baby lever og har det fint. Umiddelbart så okay ud, men de havde svært ved at scanne grundigt pga fibromerne. Og at min smerter er ret uundgåelige. Men at vi har en chance for at baby klarer sig. Så det er både godt og dårligt, men vi er forsigtigt forhåbningsfulde ...
18 august 2010
Har lidt mistet gejsten :(
Efter min tur på hospitalet med smerter, og hele balladen med mine mange fibromer, har jeg ligesom mistet lysten til rigtig at deltage på graviditetsfora. :(
Angsten for at det går galt for mig gør, at jeg har svært ved at køre videre som om intet var hændt, og snakke barnevogne, symptomer, scanninger osv ... Jeg føler ikke at jeg er det samme sted som andre gravide, min graviditet er ikke længere "normal" eller givet. :/
Jeg har ellers lovet mig selv at tro på det, og det er heller ikke sådan at jeg ikke tror mit barn overlever. En del af mig tror absolut det gør. Men jeg er bekymret og jeg forudser en svær tid, fysisk og psykisk.
Jeg er heller ikke så interesseret i at læse daglige mails med "nu er du dag x+x", som jeg ellers selv har tilmeldt mig og nød at læse før. For hvad nu hvis min baby ikke er xx cm lang eller udvikler xx nu her osv. ... Det sætter mere gang i mine bekymringer end i min glæde og forventning.
Jeg føler mig "forkert" gravid, jeg er for tung, jeg har for ondt, jeg er for besværet. Jeg kan ikke tale med om motion og indkøbsture, for jeg har svært ved at gå ned til bussen uden at få ondt, det er helt udelukket at foretage mig noget "unødvendigt".
Jeg er ikke gravid på den måde jeg burde være, hvor det bare kører ... Hvor man netop ikke er "syg", men gravid.
Well, det kan være det ændrer sig. Men lige nu og her er jeg noget ked af det, jeg har mistet en stor del af min glæde. Jeg har håb, men ikke glæde. Fandens! :(
Angsten for at det går galt for mig gør, at jeg har svært ved at køre videre som om intet var hændt, og snakke barnevogne, symptomer, scanninger osv ... Jeg føler ikke at jeg er det samme sted som andre gravide, min graviditet er ikke længere "normal" eller givet. :/
Jeg har ellers lovet mig selv at tro på det, og det er heller ikke sådan at jeg ikke tror mit barn overlever. En del af mig tror absolut det gør. Men jeg er bekymret og jeg forudser en svær tid, fysisk og psykisk.
Jeg er heller ikke så interesseret i at læse daglige mails med "nu er du dag x+x", som jeg ellers selv har tilmeldt mig og nød at læse før. For hvad nu hvis min baby ikke er xx cm lang eller udvikler xx nu her osv. ... Det sætter mere gang i mine bekymringer end i min glæde og forventning.
Jeg føler mig "forkert" gravid, jeg er for tung, jeg har for ondt, jeg er for besværet. Jeg kan ikke tale med om motion og indkøbsture, for jeg har svært ved at gå ned til bussen uden at få ondt, det er helt udelukket at foretage mig noget "unødvendigt".
Jeg er ikke gravid på den måde jeg burde være, hvor det bare kører ... Hvor man netop ikke er "syg", men gravid.
Well, det kan være det ændrer sig. Men lige nu og her er jeg noget ked af det, jeg har mistet en stor del af min glæde. Jeg har håb, men ikke glæde. Fandens! :(
17 august 2010
Krise. Det skal åbenbart ikke være nemt ...
Jeg har haft tiltagende smerter i løbet af ugen, men jeg regnede med at det var slemme ligamentsmerter kombineret med træthed over at starte i nyt job. Men det kulminerede søndag nat hvor jeg bare havde ONDT og ikke kunne sove for smerter.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.
Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).
Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/
MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.
Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.
Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.
Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!
Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.
Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...
Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.
Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).
Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/
MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.
Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.
Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.
Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!
Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.
Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...
Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.
15 august 2010
Forkølet. :( Og har mere og mere ondt. *piv*
Øv, efter en hård uge med start på nyt job er jeg blevet møgforkølet. Kan ikke helt vurdere om det er med eller uden feber, men jeg snotter, er træt og så er jeg ved at kaste op når jeg pudser næse, fordi jeg ikke lige kan ha at jeg ikke kan få vejret et øjeblik.
Damn det er ikke rart!
Jeg læste at gravide kan være længere om at blive raske igen, øv.
Derudover har jeg tiltagende ondt. Tror det er en grim omgang ligamentsmerter, måske ekstra smertefulde pga mine fibromer. Men jeg føler mig som en der er meget længere henne, sukker og stønner og vender mig som en elefant. Det gør ondt når jeg rejser mig, sætter mig, vender mig i sengen osv. Øv.
Og så har jeg en tyngdefornemmelse i underlivet, der bliver værre henad aften. Orker ingenting. :(
De her dage synes jeg bare det er rigtig ufedt at være gravid, selvom baby er mega mega ønskebarn!
Damn det er ikke rart!
Jeg læste at gravide kan være længere om at blive raske igen, øv.
Derudover har jeg tiltagende ondt. Tror det er en grim omgang ligamentsmerter, måske ekstra smertefulde pga mine fibromer. Men jeg føler mig som en der er meget længere henne, sukker og stønner og vender mig som en elefant. Det gør ondt når jeg rejser mig, sætter mig, vender mig i sengen osv. Øv.
Og så har jeg en tyngdefornemmelse i underlivet, der bliver værre henad aften. Orker ingenting. :(
De her dage synes jeg bare det er rigtig ufedt at være gravid, selvom baby er mega mega ønskebarn!
10 august 2010
Første arbejdsdag og meget ondt
Jeg startede nyt job i går efter at ha gået hjemme hele graviditeten indtil nu. Så tidligt op og afsted med bus og tog.
Jeg lagde ud med kvalme. Meget. Det med tidligt op provokerer det åbenbart.
Og i løbet af dagen er jeg blevet mere og mere øm i underlivet. Det føles tungt.
Efter fyraften var jeg helt udkørt. Totalt træt. Kvalme igen (træthed) og så fik jeg ONDT. Mit underliv føles tungt som bly, det jager langs siderne af maven og trækker og nager.
Jeg slog op i min graviditetsbog om 19. uge (i dag) og der stod at mange kunne have RET ondt på det her tidspunkt pga. ligamentsmerter, fordi det hele vokser igen. Og smerterne var beskrevet nøjagtig som jeg mærker dem.
Men jeg blev nu alligevel bekymret pga samfaldet med jobsstart.
Nu skal jeg afsted igen, og synes stadig jeg er øm. Har ikke lyst til den lange tur ... Men well, jeg er glad for at arbejde igen (grafiker, sidder ned det meste af tiden).
Hmmm, det er sgu lidt svært når man bekymrer sig så nemt. Men av altså!
Jeg lagde ud med kvalme. Meget. Det med tidligt op provokerer det åbenbart.
Og i løbet af dagen er jeg blevet mere og mere øm i underlivet. Det føles tungt.
Efter fyraften var jeg helt udkørt. Totalt træt. Kvalme igen (træthed) og så fik jeg ONDT. Mit underliv føles tungt som bly, det jager langs siderne af maven og trækker og nager.
Jeg slog op i min graviditetsbog om 19. uge (i dag) og der stod at mange kunne have RET ondt på det her tidspunkt pga. ligamentsmerter, fordi det hele vokser igen. Og smerterne var beskrevet nøjagtig som jeg mærker dem.
Men jeg blev nu alligevel bekymret pga samfaldet med jobsstart.
Nu skal jeg afsted igen, og synes stadig jeg er øm. Har ikke lyst til den lange tur ... Men well, jeg er glad for at arbejde igen (grafiker, sidder ned det meste af tiden).
Hmmm, det er sgu lidt svært når man bekymrer sig så nemt. Men av altså!
08 august 2010
Så hoppede Frøen vist igen
Jeg tror jeg mærkede Frøen hoppe igen i nat. Flere gange. :)
Jeg har allerede godt med mave, så når jeg ligger på siden føles det bedst hvis jeg propper noget dyne indunder som støtte. Når jeg vender mig gynger hele madrassen, jeg føler mig som en flodhest!
Men her i nat vågnede jeg et par gange fordi det ligesom var aktivitet i min mave, jeg ku mærke noget der bevægede sig! Det føltes som om noget lige rullede/trillede et stykke. Sjovt!
Jeg har mærket det før, men har meget svært ved at sige med sikkerhed at det er babyen. Det passer dog med folks beskrivelser, og med min egen fornemmelse.
Jeg kan læse at mange i min terminsgruppe har mærket liv i flere uger, så det er ikke unormalt at mærke noget nu.
Jeg mærker det dog i siden af maven (altså ikke helt ude i min side, men siden af den hårde bule jeg har midt på, under navlen). Det passer med at jeg tror min moderkage er hæftet ud mod maveskinnet, så jeg ikke vil mærke så meget foran.
Hmm, hvor er det sært! Og godt!
Tænk at der er noget levende i mig, der ligger og mosler rundt!
Jeg har allerede godt med mave, så når jeg ligger på siden føles det bedst hvis jeg propper noget dyne indunder som støtte. Når jeg vender mig gynger hele madrassen, jeg føler mig som en flodhest!
Men her i nat vågnede jeg et par gange fordi det ligesom var aktivitet i min mave, jeg ku mærke noget der bevægede sig! Det føltes som om noget lige rullede/trillede et stykke. Sjovt!
Jeg har mærket det før, men har meget svært ved at sige med sikkerhed at det er babyen. Det passer dog med folks beskrivelser, og med min egen fornemmelse.
Jeg kan læse at mange i min terminsgruppe har mærket liv i flere uger, så det er ikke unormalt at mærke noget nu.
Jeg mærker det dog i siden af maven (altså ikke helt ude i min side, men siden af den hårde bule jeg har midt på, under navlen). Det passer med at jeg tror min moderkage er hæftet ud mod maveskinnet, så jeg ikke vil mærke så meget foran.
Hmm, hvor er det sært! Og godt!
Tænk at der er noget levende i mig, der ligger og mosler rundt!
07 august 2010
Drømte om terminsdato
Jeg har ellers ikke drømt om fødslen eller tiden efter, kun om at være gravid. Dvs. at jeg i mine drømme har været bevidst om at jeg var gravid, mens whatever drømmen nu handlede om foregik.
Men så her i forgårs, der drømte jeg at mit barn blev født 14. december. Aner ikke hvorfor, jeg er sat til 11/1. Og det var på ingen måde centralt for drømmen, det var ligesom bare en sidebemærkning i den ...
Jeg har intet forhold til den dato.
Sært.
Men så her i forgårs, der drømte jeg at mit barn blev født 14. december. Aner ikke hvorfor, jeg er sat til 11/1. Og det var på ingen måde centralt for drømmen, det var ligesom bare en sidebemærkning i den ...
Jeg har intet forhold til den dato.
Sært.
06 august 2010
Babyseng og sammenklappeligt puslebord
Nu har læst en masse om hvor meget andre gravide med samme termin allerede køber af babyudstyr, og jeg undrer mig over at jeg slet ikke selv har haft lyst til at begynde på det. For mig er det ret tidligt.
MEN så snakkede jeg om kæresten om det, og vi begyndte alligevel at snakke igennem hvad vi forestillede os.
Min kæreste mente vi sku ha et sammenklappeligt puslebord, når vi har så lidt plads på badeværelset, og jeg forestiller mig at baby skal lige ved mig i sengen, men gerne på noget der kan sættes fast på siden af sengen.
Lidt Googling fandt så det helt perfekte - en babybay fra Thorn, som både kan kobles på vores seng eller fungere selvstændigt, og kan udvides + indstilles i højden:
Og sørme om ikke de også havde puslebordet:
Og endnu bedre, puslebordet havde scoret næstbedst i en TÆNK test, så det er også sikkert.
Det skal vi have! :D
MEN så snakkede jeg om kæresten om det, og vi begyndte alligevel at snakke igennem hvad vi forestillede os.
Min kæreste mente vi sku ha et sammenklappeligt puslebord, når vi har så lidt plads på badeværelset, og jeg forestiller mig at baby skal lige ved mig i sengen, men gerne på noget der kan sættes fast på siden af sengen.
Lidt Googling fandt så det helt perfekte - en babybay fra Thorn, som både kan kobles på vores seng eller fungere selvstændigt, og kan udvides + indstilles i højden:
Og sørme om ikke de også havde puslebordet:
Og endnu bedre, puslebordet havde scoret næstbedst i en TÆNK test, så det er også sikkert.
Det skal vi have! :D
Det med hormoner
Jeg synes egentligt ikke jeg er så hormonel. Jeg kan læse at mange andre gravide har kort lunte, ryger i klammeri med kæresten og generelt er ret så bitchy. Men jeg et vist okay mild og overbærende. T synes heller ikke han kan mærke noget. Jeg undrer mig lidt, for jeg er ellers meget plaget af graviditetsgener, så jeg vil tro at hormonerne kører på højtryk.
Der dog tre episoder hvor jeg nok var noget hormonel ...:
En lille mørklødet pige løb rundt mellem tøjstativernei H&M og småhulkede i stigende panik. Hun var tydeligvis blevet væk fra sin mor. Jeg tog kontakt til hende og prøvede at berolige hende med at vi nok skulle finde hendes mor. Men jeg er usikker på om hun helt forstod mig, jeg tror hun var arabisk, så enten var hendes danske ikke flydende, eller også var hun for fortvivlet til at kunne kommunikere. Anyway - jeg kaldte ud til hele etagen hvem der manglede en lille pige, moderen dukkede op og pigen stormede hende i møde.
MEN så snart jeg så pigen være ked af det var jeg selv ved at græde! Jeg ku simpelthen ikke bære at hun var så panisk. Da jeg snakkede med hende, måtte jeg tage mig sammen for ikke selv at storhulke ... Det var næsten pinligt. Jeg var dybt berørt. SÅ empatisk plejer jeg ikke at være. Men hendes fortvivlethed stak mig hårdt i hjertekulen, jeg kunne slet ikke ha at hun var så ked af det.
Næste episode var da T snakkede om at han gerne vil ha motorcykelkørekort. Jeg synes det er en ret dårlig idé, da jeg er bange for at han skal komme ud for en ulykke - de ser så udsatte ud, motorcyklisterne. Og så væltede tårene frem, midt i en bus, fordi jeg forestillede mig at han skulle komme til skade. Det var vildt pinligt. Han nævnte bare han gerne ville ... Total overreaktion!
Sidste var i dag. Jeg læste nekrologerne i Roskilde Avis, det gør jeg nogengang fordi jeg er nysgerrig på havd folk har heddet og hvordan familien formulerer det. Men fandme, så var jeg ved at tude! Jeg synes det var så sørgeligt at der var familer der mistede deres far/mor/bedsteforælder. Især en hvor manden kun var i start-fyrrene og tydeligvis efterlod sig børn. Det ku jeg slet ikke ha ...
Ja, selvfølgelig er det sørgeligt, men jeg plejer da ikke at tude over det! *lol*
Så lidt hormonel er jeg alligevel ...
- På tirsdag går jeg ind i femte måned. :D
Der dog tre episoder hvor jeg nok var noget hormonel ...:
En lille mørklødet pige løb rundt mellem tøjstativernei H&M og småhulkede i stigende panik. Hun var tydeligvis blevet væk fra sin mor. Jeg tog kontakt til hende og prøvede at berolige hende med at vi nok skulle finde hendes mor. Men jeg er usikker på om hun helt forstod mig, jeg tror hun var arabisk, så enten var hendes danske ikke flydende, eller også var hun for fortvivlet til at kunne kommunikere. Anyway - jeg kaldte ud til hele etagen hvem der manglede en lille pige, moderen dukkede op og pigen stormede hende i møde.
MEN så snart jeg så pigen være ked af det var jeg selv ved at græde! Jeg ku simpelthen ikke bære at hun var så panisk. Da jeg snakkede med hende, måtte jeg tage mig sammen for ikke selv at storhulke ... Det var næsten pinligt. Jeg var dybt berørt. SÅ empatisk plejer jeg ikke at være. Men hendes fortvivlethed stak mig hårdt i hjertekulen, jeg kunne slet ikke ha at hun var så ked af det.
Næste episode var da T snakkede om at han gerne vil ha motorcykelkørekort. Jeg synes det er en ret dårlig idé, da jeg er bange for at han skal komme ud for en ulykke - de ser så udsatte ud, motorcyklisterne. Og så væltede tårene frem, midt i en bus, fordi jeg forestillede mig at han skulle komme til skade. Det var vildt pinligt. Han nævnte bare han gerne ville ... Total overreaktion!
Sidste var i dag. Jeg læste nekrologerne i Roskilde Avis, det gør jeg nogengang fordi jeg er nysgerrig på havd folk har heddet og hvordan familien formulerer det. Men fandme, så var jeg ved at tude! Jeg synes det var så sørgeligt at der var familer der mistede deres far/mor/bedsteforælder. Især en hvor manden kun var i start-fyrrene og tydeligvis efterlod sig børn. Det ku jeg slet ikke ha ...
Ja, selvfølgelig er det sørgeligt, men jeg plejer da ikke at tude over det! *lol*
Så lidt hormonel er jeg alligevel ...
- På tirsdag går jeg ind i femte måned. :D
04 august 2010
Pinligt! Tisser i bukserne ...
Jeg havde en rimlig kikset dag, kærsten og jer tog en ekspedition til Knuthenborg Safaripark, og efter en halv times kørsel fik jeg voldsom kvalme. Vi holdt ind på en tank og jeg susede på toilettet for at kaste op. På toilettet kaster jeg op, men krampetrækningerne er så voldsomme at jeg tisser lidt i bukserne! DAMN!
Det har jeg aldrig gjort før!
Og jeg havde ikke noget skiftetøj med. :-S Heldigvis var det kun ganske lidt, der blev ligesom lige klemt et svæt ud. Men mine trusser var lidt våde og det var gået igennem mine leggins. PINLIGT! heldigvis havde jeg en nederdel udover, så man ikke kunne se en våd plet. Og jeg tørrede så meget med papir som jeg nu kunne, stoffet var dog stadig ikke tørt. Så afsted på udflugt med småvåde bukser. Øv.
Jeg har i dag tilmeldt mig et FOF kurse med Bevægelse for gravide, der inkluderer bækkenbundsøvelser! ... ;) Jeg troede jeg var okay på dét punkt, men åbenbart ikke ...
Men nej, at tisse i bukserne har jeg altså ikke gjort siden jeg var lille! Dét synes jeg ikke var rart!
Det har jeg aldrig gjort før!
Og jeg havde ikke noget skiftetøj med. :-S Heldigvis var det kun ganske lidt, der blev ligesom lige klemt et svæt ud. Men mine trusser var lidt våde og det var gået igennem mine leggins. PINLIGT! heldigvis havde jeg en nederdel udover, så man ikke kunne se en våd plet. Og jeg tørrede så meget med papir som jeg nu kunne, stoffet var dog stadig ikke tørt. Så afsted på udflugt med småvåde bukser. Øv.
Jeg har i dag tilmeldt mig et FOF kurse med Bevægelse for gravide, der inkluderer bækkenbundsøvelser! ... ;) Jeg troede jeg var okay på dét punkt, men åbenbart ikke ...
Men nej, at tisse i bukserne har jeg altså ikke gjort siden jeg var lille! Dét synes jeg ikke var rart!
29 juli 2010
Skuffet over jordmoder i Roskilde
Så var vi til første jordmoderbesøg, og jeg er dybt skuffet.
Nu har jeg læst en masse om andres første jordmoderbesøg hvor de har hørt hjertelyd. Men jeg blev ingengang undersøgt. Det var kun snak, og der var alt for lidt tid.
Ingen urintjek (på trods af at jeg mistænker jeg kan ha blærebetændelse), ingen undersøgelse af livmoderens størrelse. Hun så ikke på min mave, eller spurgte til den. Jeg sad bare på en stol mens hun fortalte mig ting jeg allerede havde læst mig til ... Når jeg forsøgte at stille spørgsmål tyssede hun på mig og sagde der ikke var så meget tid.
Og så blev hun ved med at sige at jeg ikke måtte læse på nettet og at jeg skulle stole på systemet. At nu var jeg inde i systemet, og så sker alt automatisk.
Hun var flink nok, og virkede varm og empatisk. Men jeg føler mig ikke taget hånd om og jeg er dybt skuffet over ikke at høre hjertelyd. :(
Nu har jeg læst en masse om andres første jordmoderbesøg hvor de har hørt hjertelyd. Men jeg blev ingengang undersøgt. Det var kun snak, og der var alt for lidt tid.
Ingen urintjek (på trods af at jeg mistænker jeg kan ha blærebetændelse), ingen undersøgelse af livmoderens størrelse. Hun så ikke på min mave, eller spurgte til den. Jeg sad bare på en stol mens hun fortalte mig ting jeg allerede havde læst mig til ... Når jeg forsøgte at stille spørgsmål tyssede hun på mig og sagde der ikke var så meget tid.
Og så blev hun ved med at sige at jeg ikke måtte læse på nettet og at jeg skulle stole på systemet. At nu var jeg inde i systemet, og så sker alt automatisk.
Hun var flink nok, og virkede varm og empatisk. Men jeg føler mig ikke taget hånd om og jeg er dybt skuffet over ikke at høre hjertelyd. :(
22 juli 2010
De første "skader" på mavehuden
Øv, så fik jeg de første skader i huden.
Jeg har en meget uelastisk hud, og har i forvejen strækmærker alle vegne, fordi huden brister ved den mindste udvidelse. da jeg var 14 fik jeg lilla strækmærker på lår og bryster, selvom jeg på ingen måde var overvægtig.
Nu får jeg typisk marmoreringer, og har det på indersiden af overarmen, i knæbukket, langs mavens underkant og på brysterne.
Men de sidste par år er jeg også begyndt at få små synlige blodkar på benene, områder hvor man kan se et net af små tynde lilla "træer". Min mor har det rigtig meget på benene, og jeg tror det er arveligt.
Nå men, i går opdagede jeg så et net af de lilla blodårer på min mave! Øv! Jeg tror ikke de går væk igen. Dem jeg har på benene er permanente. Og får jeg allerede nu sådan noget på maven, i 16. uge, bliver det nok rigtig slemt.
Jeg har vænnet mig til tanken om at jeg nok får mange strækmærker, men blodårernettene havde jeg ikke lige regnet med ...
Mht. strækmærker, så tror jeg at jeg får den slags mave hvor det hele er sprækker, så huden bagefter bliver helt rynket. Men det lever jeg med, baby er så meget et ønskebarn, at hvis min mave er helt fucked up bagefter, så må jeg købe et par flotte, sexede bodystockings til når jeg vil føre mig frem. :) I forvejen har jeg alligevel for meget appelsinhud og strækmærker til at jeg synes jeg er præsentabel nøgen, men det kan jeg ikke tage mig af ... Sådan er det bare. Og får jeg en rynke-stærkmærke mave, well, så dealer jeg med det.
Men øv da også alligevel! De lilla træer kunne jeg godt ha undværet ...
Jeg har en meget uelastisk hud, og har i forvejen strækmærker alle vegne, fordi huden brister ved den mindste udvidelse. da jeg var 14 fik jeg lilla strækmærker på lår og bryster, selvom jeg på ingen måde var overvægtig.
Nu får jeg typisk marmoreringer, og har det på indersiden af overarmen, i knæbukket, langs mavens underkant og på brysterne.
Men de sidste par år er jeg også begyndt at få små synlige blodkar på benene, områder hvor man kan se et net af små tynde lilla "træer". Min mor har det rigtig meget på benene, og jeg tror det er arveligt.
Nå men, i går opdagede jeg så et net af de lilla blodårer på min mave! Øv! Jeg tror ikke de går væk igen. Dem jeg har på benene er permanente. Og får jeg allerede nu sådan noget på maven, i 16. uge, bliver det nok rigtig slemt.
Jeg har vænnet mig til tanken om at jeg nok får mange strækmærker, men blodårernettene havde jeg ikke lige regnet med ...
Mht. strækmærker, så tror jeg at jeg får den slags mave hvor det hele er sprækker, så huden bagefter bliver helt rynket. Men det lever jeg med, baby er så meget et ønskebarn, at hvis min mave er helt fucked up bagefter, så må jeg købe et par flotte, sexede bodystockings til når jeg vil føre mig frem. :) I forvejen har jeg alligevel for meget appelsinhud og strækmærker til at jeg synes jeg er præsentabel nøgen, men det kan jeg ikke tage mig af ... Sådan er det bare. Og får jeg en rynke-stærkmærke mave, well, så dealer jeg med det.
Men øv da også alligevel! De lilla træer kunne jeg godt ha undværet ...
19 juli 2010
Pinligt ...
Vi var til havefest hos en veninde lørdag aften, og det blev lidt sent. Jeg var selvfølgelig pinligt ændru, men jeg blev meget træt. T nød dog helt vildt at kunne drikke lidt og hænge ud med venner, så han var svær at lokke med hjem.
Da jeg ved midnat fik vredet armen om på ham, gik det op for mig hvor træt jeg var, og min krop begyndte at bøvle. Jeg fik kvalme, meget ... Og sad i bussen og koncentrerede mig om ikke at kaste op. Vi sku så gå lidt hurtigt for at nå et tog fra Valby til Roskilde, det næste gik først 40 min. senere, og den lille anstrengelse det var at gå lidt tjep, well, det var så dråben.
Så i fodgængerovergangen ved Valby station kaster jeg op. PINLIGT!
Fuldt oplyst gade, biler der holder og venter på grønt, folk der går på den anden side af gaden, og der står jeg og kaster op. Jeg nåede ingengang at trække ind til en mur eller noget.
Føj!
Jeg følte mig så pinligt berørt, jeg vil tro de fleste har tænkt jeg var pissestiv, lørdag nat und alles. Jeg havde lyst til at holde et stort skilt op hvor der stod "Jeg er ikke fuld, jeg er gravid", men sådan et havde jeg så ikke lige med ... ;) Og jeg havde heller ikke nogen mulighed for at tørre op. Jeg havde det meget skidt med at svine sådan, og så bare gå videre.
Men vi nåede da vores tog. :)
En anden gang skal vi nok gå hjem før jeg bliver helt så udmattet ...
Da jeg ved midnat fik vredet armen om på ham, gik det op for mig hvor træt jeg var, og min krop begyndte at bøvle. Jeg fik kvalme, meget ... Og sad i bussen og koncentrerede mig om ikke at kaste op. Vi sku så gå lidt hurtigt for at nå et tog fra Valby til Roskilde, det næste gik først 40 min. senere, og den lille anstrengelse det var at gå lidt tjep, well, det var så dråben.
Så i fodgængerovergangen ved Valby station kaster jeg op. PINLIGT!
Fuldt oplyst gade, biler der holder og venter på grønt, folk der går på den anden side af gaden, og der står jeg og kaster op. Jeg nåede ingengang at trække ind til en mur eller noget.
Føj!
Jeg følte mig så pinligt berørt, jeg vil tro de fleste har tænkt jeg var pissestiv, lørdag nat und alles. Jeg havde lyst til at holde et stort skilt op hvor der stod "Jeg er ikke fuld, jeg er gravid", men sådan et havde jeg så ikke lige med ... ;) Og jeg havde heller ikke nogen mulighed for at tørre op. Jeg havde det meget skidt med at svine sådan, og så bare gå videre.
Men vi nåede da vores tog. :)
En anden gang skal vi nok gå hjem før jeg bliver helt så udmattet ...
08 juli 2010
JM i 17. uge (Roskilde)
Så fik jeg en indkaldelse, men først til 29/7 hvor jeg er 16+2. Det synes jeg er lidt sent ... :( Jeg har en del spørgsmål jeg gerne vil ha svar på tidligere, øv.
06 juli 2010
Har måske fået job - og sagt jeg er gravid. :D
Pyha, jeg har været i en lidt svær situation længe. I forbindelse med finanskrisen blev jeg del af en fyringsrunde, så jeg har søgt nyt job et godt stykke tid. Svært når ens branche er en af de udsatte. :(
I dag fik jeg en opringning om et job jeg var til samtale til - de vil gerne ha mig! :D
Men men, jeg måtte jo så fortælle at jeg er gravid. Jeg tilbød dem at de kunne ansætte mig i et tidsbegrænset vikariat, indtil min barsel. Det er et lille firma og en svær branche, så jeg har det andeledes med det end et stort sted med vind i sejlene. Jeg tilbød dem også at de kunne tænke over det. Men de var på!
Så på tirsdag laver vi forhåbentlig kontrakt, og så må vi se hvad der sker når jeg skal på barsel og bagefter. Det tager jeg med is i maven. :)
Men nej hvor er jeg lettet over at kunne melde ærligt ud! Jeg har været til en del jobsamtaler hvor jeg har suget maven ind og har holdt kvalmen tilbage ... Og har haft det SÅ skidt med at "snyde" dem. Så det er vildt fedt at de tog det så pænt at jeg er gravid.
Selvfølgelig er det også en god deal at tilbyde dem, altså at de kun behøver "hænge på mig" i mine arbejdsdygtige måneder. Men stadig. :)
Hvor bliver det rart at kunne råbe det ud vidt og bred, uden at være bange for om der er en potentiel arbejdsgiver i ens netværk ...
I dag fik jeg en opringning om et job jeg var til samtale til - de vil gerne ha mig! :D
Men men, jeg måtte jo så fortælle at jeg er gravid. Jeg tilbød dem at de kunne ansætte mig i et tidsbegrænset vikariat, indtil min barsel. Det er et lille firma og en svær branche, så jeg har det andeledes med det end et stort sted med vind i sejlene. Jeg tilbød dem også at de kunne tænke over det. Men de var på!
Så på tirsdag laver vi forhåbentlig kontrakt, og så må vi se hvad der sker når jeg skal på barsel og bagefter. Det tager jeg med is i maven. :)
Men nej hvor er jeg lettet over at kunne melde ærligt ud! Jeg har været til en del jobsamtaler hvor jeg har suget maven ind og har holdt kvalmen tilbage ... Og har haft det SÅ skidt med at "snyde" dem. Så det er vildt fedt at de tog det så pænt at jeg er gravid.
Selvfølgelig er det også en god deal at tilbyde dem, altså at de kun behøver "hænge på mig" i mine arbejdsdygtige måneder. Men stadig. :)
Hvor bliver det rart at kunne råbe det ud vidt og bred, uden at være bange for om der er en potentiel arbejdsgiver i ens netværk ...
Nej tak til moderkagebiopsi - svær beslutning
Vi var til nakkefoldscanning i dag, og jeg har været så nervøs for om alt nu var okay. Men bebsen var der, hjertet slog og alt var godt. :)
Og dog. For mine fibromer (muskelknuder på livmoderen) var vokset gevaldigt, der var hele to stks. på 7 cm og 3 mindre. Det er meget ekstra masse at slæbe rundt på, og det gjorde NF-scanningen svær, da fibromerne dækkede for barnet i mange vinkler.
Det betyder også at jeg nok skal føde ved kejsersnit.
Lillebitte nakkefold, men desværre blev min risiko 1:109, dvs. i den dårlige kategori (under 1:250 regnes som en høj risiko, hvor der tilbydes yderligere undersøgelser). Rent udfra blodprøven. Det betyder jo ikke der behøver være Downs, men jeg er ikke frikendt.
Så vi sku tage stilling til om vi ville have en moderkagebiopsi. Og pga mine fibromer ku den godt blive enten svær eller umulig at foretage, så måske ville det bliver fostervandsprøve senere i graviditeten.
Men altså, der er jo en abortrisiko ved moderkagebiopsi eller fostervandsprøve, 1%. Og hvis det oven i købet er vanskeligt at udføre ... Nej.
Vi snakkede om det, men vi vil ikke. Vi satser på der ikke er noget galt.
Af dem der får en moderkagebiopsi er det kun 1 % hvor det viser sig at der er noget galt, så vi vil simpelthen ikke risikere evt. at miste et rask barn. Ikke når jeg er 39. Ikke når det har taget os over fire år at blive gravide.
Så vi må leve med at der ER en risiko og håbe at vi er heldige ...
Til gengegæld er jeg SÅ lettet over at blodprøven viste en enorm lille risiko for de andre typer kromosomfejl. Jeg var kommet til at læse om Trisomi 18 (Edwards), som er ganske forfærdelig. Men vores risiko var 1:5000, dvs. glem den ...
Og min grund til at frygte den var fordi jeg mente vores foster var noget lille i forhold til CRL-målene, da vi blev scannet i 9. uge.
Men baby var fint stor nu - faktisk blev jeg sat frem i termin.
Tidl. termin var 14/1, ny termin 11/1. :)
Baby lignede en lille frø! Den lå på maven med knæene trukket ind under sig, som en frø der sku til at hoppe. Så sådan tænker jeg på den nu, "den lille frø". :)
Og den lignede en baby nu! :D
Baby ligger på maven med knæ og arme under sig, som en frø på vej til at hoppe. Hovedet til venstre med ansigtet nedad, så rygbuen og rumpen til højre, liggende på knæ. På øverste billede kan man se knoglerne i benet (cool).
Og dog. For mine fibromer (muskelknuder på livmoderen) var vokset gevaldigt, der var hele to stks. på 7 cm og 3 mindre. Det er meget ekstra masse at slæbe rundt på, og det gjorde NF-scanningen svær, da fibromerne dækkede for barnet i mange vinkler.
Det betyder også at jeg nok skal føde ved kejsersnit.
Lillebitte nakkefold, men desværre blev min risiko 1:109, dvs. i den dårlige kategori (under 1:250 regnes som en høj risiko, hvor der tilbydes yderligere undersøgelser). Rent udfra blodprøven. Det betyder jo ikke der behøver være Downs, men jeg er ikke frikendt.
Så vi sku tage stilling til om vi ville have en moderkagebiopsi. Og pga mine fibromer ku den godt blive enten svær eller umulig at foretage, så måske ville det bliver fostervandsprøve senere i graviditeten.
Men altså, der er jo en abortrisiko ved moderkagebiopsi eller fostervandsprøve, 1%. Og hvis det oven i købet er vanskeligt at udføre ... Nej.
Vi snakkede om det, men vi vil ikke. Vi satser på der ikke er noget galt.
Af dem der får en moderkagebiopsi er det kun 1 % hvor det viser sig at der er noget galt, så vi vil simpelthen ikke risikere evt. at miste et rask barn. Ikke når jeg er 39. Ikke når det har taget os over fire år at blive gravide.
Så vi må leve med at der ER en risiko og håbe at vi er heldige ...
Til gengegæld er jeg SÅ lettet over at blodprøven viste en enorm lille risiko for de andre typer kromosomfejl. Jeg var kommet til at læse om Trisomi 18 (Edwards), som er ganske forfærdelig. Men vores risiko var 1:5000, dvs. glem den ...
Og min grund til at frygte den var fordi jeg mente vores foster var noget lille i forhold til CRL-målene, da vi blev scannet i 9. uge.
Men baby var fint stor nu - faktisk blev jeg sat frem i termin.
Tidl. termin var 14/1, ny termin 11/1. :)
Baby lignede en lille frø! Den lå på maven med knæene trukket ind under sig, som en frø der sku til at hoppe. Så sådan tænker jeg på den nu, "den lille frø". :)
Og den lignede en baby nu! :D
Baby ligger på maven med knæ og arme under sig, som en frø på vej til at hoppe. Hovedet til venstre med ansigtet nedad, så rygbuen og rumpen til højre, liggende på knæ. På øverste billede kan man se knoglerne i benet (cool).
05 juli 2010
Ondt i maven
Jeg har simpelthen så ondt i maven meget af tiden. Altså maven, ikke underlivet. :)
Min fordøjelse fuckede up da jeg blev gravid, og lige siden har det rumlet og murret og min mave er ofte udspilet. Der er næsten hele tiden en følelse af uro i maven og en "forkert" fornemmelse. Indimellem er det også tarmene der gør ondt, men ofte selve maven.
Jeg plejede at have en kanon stærk mave, jeg ku spise alt. Og min fordøjelse var perfekt.
Selvom der står at progesteron giver træg mave, så bekymrer det mig med den konstante murren og uro. Og så udmatter det mig altid at have lidt ondt.
Min fordøjelse fuckede up da jeg blev gravid, og lige siden har det rumlet og murret og min mave er ofte udspilet. Der er næsten hele tiden en følelse af uro i maven og en "forkert" fornemmelse. Indimellem er det også tarmene der gør ondt, men ofte selve maven.
Jeg plejede at have en kanon stærk mave, jeg ku spise alt. Og min fordøjelse var perfekt.
Selvom der står at progesteron giver træg mave, så bekymrer det mig med den konstante murren og uro. Og så udmatter det mig altid at have lidt ondt.
03 juli 2010
Forandringer
Det er vildt at se min krop forandre sig. Jeg kan godt mærke at jeg ikke er ung, jeg er mere ufleksibel og forandringerne virker voldsommere på mig. Måske er det også derfor der er så meget bøvl med det.
Mine bryster er godt nok vilde! De er vokset en skålstørrelse, men det bedste er at de for det første har løftet sig (!), for det andet er der kommet fyld på oversiden igen, der hvor alderen var begyndt at flade ud. Pludselig er det nogle runde kugler at stoppe i en BH, fremfor flad overside, kugle på undersiden. De ser kanongodt ud. :)
Mine brystvorter er også blevet mærkbart større, mørkere og bliver meget nemt stive i det. Sjovt så store de ku blive lige pludselig.
Om aftenen får jeg blå blodårer som et netværk på mine svulstige bryster, det ser næsten alien-agtigt ud. Både skræmmende og fascinerende. Så vidt jeg ved er det pga den øgede mængde af blod i min krop. Jeg sku ha omkring en liter mere blod nu.
De dårlige ting er kvalmen, som heldigvis har været på retur de sidste par dage. Men den har fyldt alt.
Jeg får stadig kvalme hvis jeg går op ad en bakke, men det er nok en kombination med stakåndetheden pga den øgede blodmængde og derved det øgede blodtryk.
Men damn kvalmen har ellers været styg!
Mine ankler hæver. Sært nok. Det er ikke fordi jeg slæber rundt på noget endnu, jeg har kun taget 1,5 kg på. Men det gør de, pga forandringer i hele min krops funktionalitet.
Jeg får små brune pletter på huden. Sådan store fregner. Så vidt jeg har forstået gør sol det værre, og der er en risiko for at de ikke går væk igen. So be it.
Min mave har flyttet sig. Den er ligesom hoppet opad. Overvægten er kravlet op over taljen, og så buler graviditetsmaven frem ved taljen. Jeg går stadig ind i siderne, men foran er der godt nok en bule der vil noget. Jeg ligner ikke 3. måned, jeg ligner 4. eller 5.!
Min fordøjelse er fucked. Progesteron-hormonet har fucked den up. I starten fik jeg forstoppelse, nu har jeg bare ondt i mave og tarme meget af tiden, luft i maven, rumlen i maven, udspillet mave, uro i maven og har det generelt dårligt med min fordøjelse. Der er konstant en irritation eller smerte, som er pisseirriterende og lidt udmattende. Og så bliver jeg SULTEN. Tit.
Men det er ret ingribende at ha en fucked mave, når jeg normalt kan æde alt uden problemer. Jeg plejer at ha en hamrende god fordøjelse. Nu er den sart og ustabil. Øv.
Jeg har ikke de vilde cravings, kun efter ost. Jeg tror det er kalken jeg vil have. Det var dog vildest for et par uger siden, nu her er det stille og roligt.
Jeg føler mig ikke så opfarende eller ustabil, men det er jeg nok lidt alligevel. Man skal ikke diskutere politik med mig. ;) Jeg prøver dog at sige til og advare om emneskift hvis jeg kan mærke et flush af ukontrolabel irritation.
Men T kan nok bedre bedømme om jeg er Hormonella eller ej.
Jeg har sært nok ret meget lyst til sex, selvom jeg ikke rigtig får handlet på det, andet end på enmandshånd (kvinde, that is). Jeg tror det er den øgede blodtilførsel til underlivet, det kilder. Jeg drømmer også om sex.
Og så drømmer jeg om min graviditet og om barnet. Noget er mareridt, andet er bare drømme. Men i alle drømme er jeg gravid eller har mit barn. Jeg drømte også der kom mælk ud af mine bryster, og at jeg ammede. Hvilket er sært, jeg har jo aldrig prøvet det. Aner ikke om drømmefornemmelsen er sådan det er, eller om det viser sig at være helt anderledes.
Mine drømme er selvfølgelig surrealistiske og weird, trods de realistiske elementer.
Indtil nu har jeg haft det meget fysisk skidt, totalt systemnedbrud. Men de sidste par dage har været bedre. :) Jeg går også ind i 2. trimester om lidt, og det ser ud til at lette lidt. Håber jeg. :) Måske tilvænner jeg mig alligevel.
Hvor er det bare fuckende weird!
Mine bryster er godt nok vilde! De er vokset en skålstørrelse, men det bedste er at de for det første har løftet sig (!), for det andet er der kommet fyld på oversiden igen, der hvor alderen var begyndt at flade ud. Pludselig er det nogle runde kugler at stoppe i en BH, fremfor flad overside, kugle på undersiden. De ser kanongodt ud. :)
Mine brystvorter er også blevet mærkbart større, mørkere og bliver meget nemt stive i det. Sjovt så store de ku blive lige pludselig.
Om aftenen får jeg blå blodårer som et netværk på mine svulstige bryster, det ser næsten alien-agtigt ud. Både skræmmende og fascinerende. Så vidt jeg ved er det pga den øgede mængde af blod i min krop. Jeg sku ha omkring en liter mere blod nu.
De dårlige ting er kvalmen, som heldigvis har været på retur de sidste par dage. Men den har fyldt alt.
Jeg får stadig kvalme hvis jeg går op ad en bakke, men det er nok en kombination med stakåndetheden pga den øgede blodmængde og derved det øgede blodtryk.
Men damn kvalmen har ellers været styg!
Mine ankler hæver. Sært nok. Det er ikke fordi jeg slæber rundt på noget endnu, jeg har kun taget 1,5 kg på. Men det gør de, pga forandringer i hele min krops funktionalitet.
Jeg får små brune pletter på huden. Sådan store fregner. Så vidt jeg har forstået gør sol det værre, og der er en risiko for at de ikke går væk igen. So be it.
Min mave har flyttet sig. Den er ligesom hoppet opad. Overvægten er kravlet op over taljen, og så buler graviditetsmaven frem ved taljen. Jeg går stadig ind i siderne, men foran er der godt nok en bule der vil noget. Jeg ligner ikke 3. måned, jeg ligner 4. eller 5.!
Min fordøjelse er fucked. Progesteron-hormonet har fucked den up. I starten fik jeg forstoppelse, nu har jeg bare ondt i mave og tarme meget af tiden, luft i maven, rumlen i maven, udspillet mave, uro i maven og har det generelt dårligt med min fordøjelse. Der er konstant en irritation eller smerte, som er pisseirriterende og lidt udmattende. Og så bliver jeg SULTEN. Tit.
Men det er ret ingribende at ha en fucked mave, når jeg normalt kan æde alt uden problemer. Jeg plejer at ha en hamrende god fordøjelse. Nu er den sart og ustabil. Øv.
Jeg har ikke de vilde cravings, kun efter ost. Jeg tror det er kalken jeg vil have. Det var dog vildest for et par uger siden, nu her er det stille og roligt.
Jeg føler mig ikke så opfarende eller ustabil, men det er jeg nok lidt alligevel. Man skal ikke diskutere politik med mig. ;) Jeg prøver dog at sige til og advare om emneskift hvis jeg kan mærke et flush af ukontrolabel irritation.
Men T kan nok bedre bedømme om jeg er Hormonella eller ej.
Jeg har sært nok ret meget lyst til sex, selvom jeg ikke rigtig får handlet på det, andet end på enmandshånd (kvinde, that is). Jeg tror det er den øgede blodtilførsel til underlivet, det kilder. Jeg drømmer også om sex.
Og så drømmer jeg om min graviditet og om barnet. Noget er mareridt, andet er bare drømme. Men i alle drømme er jeg gravid eller har mit barn. Jeg drømte også der kom mælk ud af mine bryster, og at jeg ammede. Hvilket er sært, jeg har jo aldrig prøvet det. Aner ikke om drømmefornemmelsen er sådan det er, eller om det viser sig at være helt anderledes.
Mine drømme er selvfølgelig surrealistiske og weird, trods de realistiske elementer.
Indtil nu har jeg haft det meget fysisk skidt, totalt systemnedbrud. Men de sidste par dage har været bedre. :) Jeg går også ind i 2. trimester om lidt, og det ser ud til at lette lidt. Håber jeg. :) Måske tilvænner jeg mig alligevel.
Hvor er det bare fuckende weird!
02 juli 2010
Hvornår mon jeg bør sige det til min lille niece
Jeg har en niece på 3 år som jeg er meget knyttet til. Hun skal have en lillesøster nu til september, og det følger hun en del med i. Hendes mor har en stooor mave og de har lige været til 3D scan hvor hun så sin søster. :)
MEN jeg er totalt i tvivl om hvornår jeg skal fortælle hende at jeg også er gravid. Jeg plejer at lege en del med hende, især noget med at løfte hende og svinge hende rundt og løbe sammen med hende. Det orker jeg bare ikke nu, og jeg tør ikke slæbe rundt på hende osv. Men jeg har ikke rigtig nogen grund at give hende andet end at jeg er træt.
Min overvejelse går især på at det måske forvirrer hende at faster også har en baby i maven, specielt når der er så længe til at den kommer ud. Så jeg tænker lidt om det er bedre at vente til min svigerinde har født og til min mave ligner en rigtig graviditetsmave?
En anden overvejelse er at hvis noget går galt, så er det svært at forklare hende at baby forsvinder igen ...
Ved ikke ... Hvor langt mon jeg skal jeg være henne før det vil være naturligt for hende at kapere? .. Hvordan fungerer børn med den slags information?
Tiden må da også forekomme helt utrolig lang for dem, så at melde det 6 mdr. før er måske lige i overkanten. Er september når hendes lillesøster har født godt, eller vil det netop forvirre at få den information oven i at ha en ny lillesøster at forholde sig til?
Hm, det må jeg finde ud af
MEN jeg er totalt i tvivl om hvornår jeg skal fortælle hende at jeg også er gravid. Jeg plejer at lege en del med hende, især noget med at løfte hende og svinge hende rundt og løbe sammen med hende. Det orker jeg bare ikke nu, og jeg tør ikke slæbe rundt på hende osv. Men jeg har ikke rigtig nogen grund at give hende andet end at jeg er træt.
Min overvejelse går især på at det måske forvirrer hende at faster også har en baby i maven, specielt når der er så længe til at den kommer ud. Så jeg tænker lidt om det er bedre at vente til min svigerinde har født og til min mave ligner en rigtig graviditetsmave?
En anden overvejelse er at hvis noget går galt, så er det svært at forklare hende at baby forsvinder igen ...
Ved ikke ... Hvor langt mon jeg skal jeg være henne før det vil være naturligt for hende at kapere? .. Hvordan fungerer børn med den slags information?
Tiden må da også forekomme helt utrolig lang for dem, så at melde det 6 mdr. før er måske lige i overkanten. Er september når hendes lillesøster har født godt, eller vil det netop forvirre at få den information oven i at ha en ny lillesøster at forholde sig til?
Hm, det må jeg finde ud af
Abonner på:
Opslag (Atom)