Ned i et hul

Jeg duede slet ikke de første to-tre måneder. Og den fjerde måned var jeg hjemme det meste af måneden fordi jeg lige var blevet opereret, så der så jeg ingen mennesker.
Både min kæreste og jeg havde den her aversion overfor at være sammen med fremmede, eller mod at være i det offentlige rum overhovedet. Det tog lang tid før vi kunne gå hen på en café. Eller kunne tage et tog. Tanken om at sidde i et tog med en masse mennesker gav os fysisk kvalme.
Men stille og roligt blev det bedre.

Jeg husker dog at jeg følte det bestemt ikke gik fremad, tværtimod. Jeg synes jeg blev mere og mere ked af det.
Men jeg tror det handler om at jeg kom tættere på mine følelser, at jeg mærkede hvordan jeg egentligt havde det. Og så føltes det overvældende. Jeg tror reelt ikke jeg "gik tilbage", jeg tror at fremgangen bestod i at connecte med følelserne og være tro mod dem, og derved blev kom alt sorgen op til overfladen. Det virkede bare værre, fordi jeg ikke følte det så stærkt, når jeg kunne holde det på afstand.

Det er små 6 mdr. nu, og jeg føler, jeg har en slags tilbagefald. Jeg er simpelthen så nedtrykt og trist, måske er det en slags depression. Jeg håber det går over igen, at det er en naturlig reaktion. Jeg har ellers lige haft en god periode, hvor jeg tænkte at nu kører det, nu kommer jeg ovenpå igen. Men slam, så er jeg røget i et hul.
Jeg tror det er almindeligt at det sådan svinger frem og tilbage. Det synes jeg at jeg har hørt. Men det føles ikke godt, man har så meget brug for at føle håb, for at kunne sige "nu er den svære tid ovre". Det er den så åbenbart bare ikke så nemt ...
Da al det her skete tænkte jeg at det ville tage tid, og at jeg ville give mig den tid.
At jeg nok skulle bruge ihvertfald et år.
Men når jeg så er i det, så føles den tid uendelig lang, og samtidig meget kort. Det er ikke til at holde ud at være så såret på sjælen, og at føle at alle andre er glade og lever gode liv, mens man selv er koblet af.
Jeg ser tv, og folk snakker om alt muligt de synes er væsentligt, karriere, kunst, deres hverdag. Og jeg misunder dem den tiltro de har til det hele, den måde det bare kører derudaf for dem, og de virker til at kunne kapere det hele og ha smil og glimt i øjet. Jeg forstår ikke rigtig hvordan jeg havnede herude til højre, hvor jeg føler jeg er i stykker. Hvor jeg ikke kan finde hverken tiltro eller glæde. Bare lala. Den ene dag der tager den anden, og en underlæggende tung tristhed.
Hvis jeg bare kunne rase som i starten, virkelig græde og virkelig sørge.
Men den akutte krise er ovre, nu er det bare gråt.

Mit savn efter min datter er stilnet af. Hun er mere en drøm nu end noget konkret. Hun var så kort tid i mit liv, jeg kan ikke blive ved med at tage de samme kortvarige minder frem og kigge på, der er ikke så meget at komme efter. Jeg kan ikke længere huske det klart.
I starten føles det klart som stål, en kniv i mit hjerte. Nu er det bare uldent. Ikke den skarpe sorg, men en trist følelse af meningsløshed.

Det er ikke så opløftende, jeg ville ønske jeg kunne sige at alt bliver rigtig godt om lidt.
Det bliver det sikkert også, for halvanden uge siden var jeg meget meget gladere, og jeg følte mig parat til at tackle verden og livet igen. Så det er sikkert bare en bølgedal jeg er røget i, og om lidt kommer jeg op til overfladen igen.
Det tror jeg.
Det tager tid, meget tid, længere end jeg har tålmodighed til. Men den tid er man så åbenbart nødt til at give sig selv.

Men jeg synes dog slet slet ikke det er så slemt som det var. Og min menneskeangst har lagt sig. Jeg har det ikke skidt med at være blandt andre nu. Min lunte er kortere, men jeg kan godt tåle andre. Jeg kan smile til ekspedienter og gøre det der forventes. Og jeg kan godt sidde på en café og hygge mig. Så den del er blevet meget meget  bedre.
Og for halvanden uge siden smilte og pjattede jeg.
Men lige nu har jeg det fandme ikke sjovt. Det føles som om jeg aldrig vil blive glad igen.
Som om løbet er kørt og jeg lige så godt kan give op.
Men jeg ved jo godt jeg bare er nødt til at hænge på og vente på at det vender igen.