Der bliver talt meget om at mænd og kvinder sørger forskelligt. Typisk at mænd hurtigere kommer over sorgen. Min kæreste har nu taget det meget meget hårdt. Absolut lige så hårdt som mig, og faktisk tror jeg han har sværere ved at acceptere hvad der er sket, og finde en plads til det, end jeg har.
Jeg mener ikke man kan generalisere om mænd.
Min kæreste var meget parat til at blive far, og havde gjort sig mange tanker og forestillinger om det, så da vi mistede, gik han også fuldstændig ned. Noget af det der fylder for ham, er alt det han ikke kommer til at dele med hans datter, alt det han ville lære hende om livet.
Vi har skiftes lidt til at tage vores ture, og vi følges ikke ad. Nogle gange var jeg helt nede, hvor han virkede som om han fungerede bedre, andre gange var det omvendt. Han røg meget i computeren med spil, men det gjorde jeg også, med nettet.
Vores psykolog gav et godt billede, hun sagde "vi var med samme tog, men ikke i samme vogn".
Nu er vi så der hvor jeg er over den værste krise, jeg har sådan set fået bearbejdet min sorg nok til at Saga har fundet en plads i mig. Jeg har det stadig dårligt, men jeg har vænnet mig til sorgen, jeg kan fungere igen. Min kæreste er derimod gået meget ned og har det meget skidt for tiden. Han har så også andre kriser med i bagagen, der bliver reaktiveret af denne krise. Han har lige lidt ekstra at kæmpe med.
Da jeg fødte, havde han først sagt han ikke ville se hende. Men det gjorde han heldigvis alligevel. Det med navn var først ikke vigtigt for os, men da jeg ville give hende et navn, var det okay med ham. Han sagde okay til Saga, selvom det ikke var hans yndlings, men så viste det sig at han selv havde et navn til hende (hendes mellemnavn, Tinubriel). Og her med tiden er han blevet rigtig glad for vores navne.
Et vigtigt input for ham var nok en par psykologi-bøger vi lånte om sorgteori, hvor der stod at det var sundt at vide hvad man havde mistet. Dvs. at det at tage barnet til sig, navngive, tænke, føle, se billeder osv. gjorde at man så bedre kunne slippe barnet igen, end hvis det var noget diffust og uafsluttet. Altså at det kan være vigtigt at forstå at man har mistet et konkret barn, i stedet for at forsøge at skubbe det væk som "der skete noget, men det var ikke helt virkeligt".
Han er meget til punktopstillinger og handleplaner, og det blev en handleplan at gøre Saga virkelig. Navn - tjek, billeder - tjek, tegning - tjek, tænke over hvordan det ville ha været hvis hun havde levet, og så græde over det - tjek.
I lang tid gik det rigtig godt med hans sorgprocess, men så skete der nogle ting på job der slog bunden væk under ham. Og dét at jeg blev opereret, og han var bange for at jeg sku dø fra ham, det var også lige dråben.
Jeg synes de bøger, vi har lånt, har givet os begge meget brugbart input, selvom det også har været hårdt at læse om andre historier.
Og så har min kæreste også fået noget ud af at snakke med andre fædre der har mistet, i sorggruppe og nu i vores forældregruppe.
Jeg tror sorgprocesser er forskellige for alle mennesker, uanset køn, og så tror jeg at vores kultur har nogle forskellige mande- og kvinderoller, men jeg tror ikke nødvendigvis at mænd og kvinder er SÅ forskellige. Jeg tror det kommer an på personerne.
Klart sørger min kæreste og jeg forskelligt, man han er ikke arketypisk mand, og jeg er ikke arketypisk kvinde. Vi er mere bare forskellige mennesker, der har lært at udtrykke følelser og håndtere kriser på forskellige måder.
Jeg tror så også det meget menneskeligt at søge at beskytte sig mod sorgen, ved at distancere sig fra den. Jeg har oplevet kvinder der også helst hurtigt pakker barnet væk som fortid og overstået, for ikke at mærke smerten så intenst, hvilket man jo ellers ofte anklager mænd for at gøre. Vi har hver vores måde, men det er vigtigt at man ikke flygter fra følelserne, for så kan man få en krise senere. Det er dog svært at bedømme hvad der er bedst og rigtigt for andre, det kan man i sidste ende kun selv.
Nogle påstår det er lettere at miste tidligt - det tror jeg ikke på.
At miste er frygteligt, lige meget hvornår. Man kan jo vende den om og tænke over alt det man også mister, når man mister tidligt. At mærke barnet vokse, at føle/se spark, evt. at se barnets øjne, høre dets lyde, dufte det, mærke det, tid med det.
Jeg hørte om en der, når andre sagde det var godt hun ikke havde haft sit barn længere, provokeret spurgte tilbage igen, om det var nemmere at miste et barn på to år end et på fem år, fordi man havde haft sin to-årige i kortere tid. Det er ikke helt det samme, men lidt derhen af. Kærligheden til ens barn handler ikke om hvor godt man kender det, men er en ubetinget kærlighed, der opstår i det øjeblik man knytter sig til sit barn, hvilket sagtens skal ske meget tidligt.
Har ens barn en dårlig personlighed, elsker man det stadig. Kærligheden er ikke afhængigt af barnets opførsel eller væsen.
Vi har måske ikke savnet efter barnets konkrete personlighed, men vi har savnet efter at opleve barnet, leve med barnet. Efter at lære det at kende, hvilket absolut er virkelig hårdt at mangle.
Og så er der tabet af den familie, man troede man skulle være, det liv man havde indstillet sig på, haft forestillinger om. Det er yderligere en gren på sorgen.
Der er mange der tror at hvis man beskæftiger sig for meget med sit mistede barn, så "svælger" man i det, eller så kan man ikke komme videre fra det. Så de vil redde én fra at forholde sig til ens tab. Det er misforstået.
Selvom man virkeliggør sit barn (der jo var virkeligt!), så betyder det ikke, at man for evigt sidder fast i sorgen. Der må andre folk lige stole på ens egen evne til at mærke hvad der er bedst for en selv, og ens egen drift mod heling. Sorgen tager tid, sorgen skal have plads, sorg er meget voldsomt, men der er ingen vej uden om. Den må mærkes, indtil den bliver mindre presserende.
At have brug for at beskæftige sig med tabet af ens barn er ikke usundt. Hvis man har brug for at navngive sit døde barn, tale meget om sit barn, ordne gravsted, få tegnet billeder osv., så er det en sund proces
Hvis du om tre år ikke taler om andet, så kan man overveje om du har fået et problem, men det er ikke usædvanligt at skulle bruge meget lang tid på at bearbejde tabet.
Ifølge sorgteorier er det ikke usædvanligt at der tager 3-6 måneder før man fungerer nogenlunde igen, og 1-2 år for at være ordentligt glad og hvor sorgen ikke fylder så meget længere. Gå væk gør det aldrig, det er en del af ens liv fremover. Men det finder en plads.
Jeg var MEGET fokuseret på Saga fra en uge efter jeg fødte og så en tre-fire måneder. Nu her, seks måneder efter, er hun mere i baggrunden. Hun er med mig, men mere fjern og jeg bruger ikke så meget tid eller tanker på hende som før. Og det føles meget rigtigt. Jeg havde brug for virkelig at forholde mig til hende og acceptere hende som min datter, nu har jeg brug for at lægge hende lidt fra mig, for hun har ikke brug for noget fra mig, hun er jo død, og jeg har brug for at leve videre.
Jeg synes man må mærke hvad der føles rigtigt for en selv. Når andre mener man dyrker sin sorg ved f.eks. at give navn til et dødt barn - Jeg havde brug for at sætte navn på min sorg og virkelig "undersøge" hvad det betød at have født et barn. Forstå at det VAR et barn.
Det har hverken gjort mere eller mindre ondt at vi har givet hende et navn, smerten er der uanset hvad. Hvis andre tror man får det værre af at navngive sit barn, tager de fejl. At tabet evt. er mindre synligt/konkret ændrer ikke det fakta at man har mistet sit barn.
Tendensen til at søge at feje oplevelsen væk, ved at gøre den mindre konkret, det virker ikke. Det gør bare ondt at miste sit barn, og den smerte må man håndtere og finde en måde at leve med.
Der var en der udtalte at man ikke er/bør være så knyttet til sit barn når man mister tidligt, men det handler ikke om hvor mange cm ens barn er, men om og hvordan man har knyttet sig.
Min datter var 26 cm, jeg gør lige så ondt som dem, hvis barn var 36 cm. Og jeg har mødt en med et barn på 8 cm der havde ligeså ondt som mig (hun havde båret sit barn til 17. uge, og derved haft tid til at knytte sig). Sorg er absolut, det er ikke størrelsen eller alderen på barnet, man har mistet, der afgør det, men dét at miste et barn. Sorger fylder op, den kan ikke blive værre. Der er bare fyldt op.
En vigtig ting jeg har lært/oplevet er at mennesker er forskellige, kærlighed til ens børn er uendelig stor og ubetinget, sorg er desværre også uendelig stor og ubetinget, men mindskes dog med tiden, hvilket jeg tvivler på kærlighed gør. Eller også træder begge dele bare mere i baggrunden, når der ikke længere er nye oplevelser der udløser følelserne. Man vænner sig ihvertfald til sorgen, og når man gør det, overvælder den ikke alt.
Man kan godt leve med smerte, det holder op med at råbe og hvisker i stedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar