Min datters urne

Vi har jo ikke nogen grav, da vi stadig ikke endeligt har besluttet os til hvad vi vil. Tanken var at sprede hendes aske på havet, men det var vi ikke parate til lige efter vi havde mistet, og så blev vejret dårligt. Jeg ville have en smuk ceremoni, med glæde og solskin, ikke noget trist og deprimeret. Så vi ventede ...
Mens vi ventede på bedre vejr ændrede vores følelser og ønsker sig.
Fordi vi stadig har urnen, har vi mulighed for at gøre noget andet, end den første indskydelse. Jeg vil egentligt gerne have et fysisk sted at placere hende, havet er meget diffust.
Jeg har ikke behov for at skulle passe grav. Det ville ikke gøre mig noget, men jeg behøver det ikke. Og kirkegårde er ikke lige mig. Jeg er ikke religiøs, så det føles forkert for mig at placere hende efter et kristent ritual i indviet jord. Allerhelst ville jeg begrave hende i skoven. Det må man bare ikke ...

Vi talte om bare at gøre det alligevel. Finde et afsides og smukt sted i Boserup skov, og så grave hende ned ved et træ. Så ville vi kunne sætte os ved træet når vi havde behov for lidt ro til at tænke på hende.
Men det tør jeg ikke ...
Jeg er så lovlydig. ;-) Jeg ville også være bange for at nogen ville forstyrre graven. Jeg vil helst ha privat grund.
Desværre bor vi til leje, så vi kan ikke lige begrave hende i haven.

Men nu hvor vejret er godt og der begynder at blive grønt og rart, er vi så ved at planlægge at begrave Sagas urne i Sverige, ved et familieejet sommerhus i en skov.
Det er godt nok ikke mig der arver grunden, men hvis vi kan få tilladelse af de fremtidige arvinger, og de vil tillade at vi vil besøge stedet min. et par gange årligt, så er det nogle omgivelser vi synes er smukke og rigtige.
Det er trods alt kun halvanden times kørsel fra hvor vi bor.

Men men, vi har jo altså så urnen stående, og jeg havde først en modvilje mod at du skulle være for "alter"-agtigt. På den anden side skulle det heller ikke være betydningsløst, vi føler jo uendeligt meget for hende.

Først stod urnen der bare. Så rykkede jeg også et billede af hende derhen. Så kom der et par lys frem, mørkerøde fyrfadsstager (jeg elsker den farve mørkerødt glas). Og nu her har jeg taget springet, og lagt tørrede blomsterhoveder fra min 40 års fødselsdag hen til hende. Det er måske alligevel ret alter-agtigt nu, men jeg synes det er fint, og det gør mig glad når jeg ser derhen (i stuen). Det er det væsentligste for mig.
Det føles faktisk meget mere rigtigt nu, hvor jeg har gjort noget mere ud af det. :)

Jeg tænker over hvordan jeg vil have det med at give slip på den urne, hvis/når vi begraver den. Men jeg tror nu det vil være okay, jeg tror jeg vil beholde billedet og lysene, og måske beholde det med at have tørrede blomster der, så der stadig er en mindeplads i vores hjem.
Jeg tænder ikke lys hver dag, jeg føler heller ikke jeg skal. Hun er der ligesom bare, mit blik strejfer billedet og indimellem sender jeg hende en tanke (sådan "hej hej lille skat" eller "godnat min pige" når jeg går i seng). Men jeg føler ikke det er unaturligt eller usundt, noget jeg skal, eller noget jeg ikke kunne undvære.
Men det føles nu godt lige at ha et sted at sende tankerne mod. Det behøver ikke være urnen, det er billedet jeg tænker til. Så jeg kan nok sagtnes slippe urnen.
Vi taler om at begrave hende indenfor den næste måned.

Her er min lille pige:

(billedet er sløret fordi det er privat for mig)