Igår var vi ude på Herlev Hospitals fertilitetsklinik i går til en scanning, som bare skulle vise hvornår jeg sku ha lagt fryseæg op, med forventning om at nu skulle vi lave barn. Jeg havde preppet mig selv, gået og tænkt "Nu bliver jeg gravid!". Jeg tænkte over at ingen har set på min livmoder siden operationen, og om alt mon var i orden, men jeg håbede at nu var vi ude af al krise, NU var det vores tur til at ting forløb glat.
Inden vi tog afsted havde T det dårligt med det, hans erfaring er at hver gang de scanner mig går det fra dårligt til værre. Jeg slog det hen, det var jo bare en scanning af hvor langt jeg var i min cyklus. Men fandme, han havde desværre ret! :-(
Scanningen viste at jeg har en stor cyste på den ene æggestok, som potentielt kan være noget rigtigt dårligt, måske kræft. Jeg blev akut sendt til en grundigere scanning, som så viste at jeg også har en gevækst i leveren og noget i den ene nyre. What?!?
Det kan være urelateret og det kan være godartet. Men det kan også være rigtig grimt. Så nu skal jeg til yderligere undersøgelser, kontrastscanning og leverbiopsi. Så ingen børn i denne omgang, og hvis det er kræft, så aldrig.
Vi er vildt bekymrede. Er det kræft, og har det bredt sig til lever og nyre, så er løbet kørt, kan vi regne ud. Så kommer jeg til at dø af det. Vi håber selvfølgelig helt vildt at det er noget godartet! Så er der "kun" problemet med en cyste, som forhindrer graviditet. Men så er jeg dog ikke dødeligt syg.
Desværre ved vi ikke noget før 18/5, når jeg er blevet undersøgt grundigere. Der har vi en tid hos en hos gynækologisk ambulatorium på Herlev, og på mandag sku jeg gerne få en tid til kontrastscanning og leverbiopsi, som forhåbentligt bliver inden tiden d. 18. Jeg har det virkelig underligt, det er så uvirkeligt.
Hvis det viser sig ikke at være så slemt, så er det godt nok umenneskeligt at vi skal bekymre os så længe. Og er det noget, så er det så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forstå det. Og der er ikke en skid vi kan gøre, andet end at lade lægerne tage prøver og finde ud af hvad der er med min krop.
Men jeg har det selvfølgelig ikke specielt godt. Jeg prøver at skubbe det til side i mit hovede, så jeg kan eksistere. Men det virker absurd at lægge planer for fremtiden når jeg ikke aner om jeg har nogen. Jeg står ellers midt i at skulle til at ansøge om optagelse på studie, og på et turbokursus der forbedrer mit matematik-niveau.
Og med alle tankerne og følserne omkring min sorg, og alle dem der får børn igen, og om hvorvidt det bliver min tur eller ej. Det hele bliver irelevant hvis jeg skal dø af kræft indenfor en overskuelig fremtid. Så kan det være skideligemeget.
Sært nok er jeg mest bekymret for T. Hvis jeg dør, føler jeg ikke noget længere. Men hvis han skal bære først at miste sin datter, så hans forlovede, så ved jeg ikke om han kan kapere det. Han har det i forvejen skidt, det her hjælper ikke.
Fuck da også!
Jeg fatter ikke at livet kan udsætte os for så mange nedture, jeg må fandme ha været Hitler i et tidligere liv eller noget (hvis jeg ellers troede på den slags). :-(
Viser opslag med etiketten angst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten angst. Vis alle opslag
07 maj 2011
18 august 2010
Har lidt mistet gejsten :(
Efter min tur på hospitalet med smerter, og hele balladen med mine mange fibromer, har jeg ligesom mistet lysten til rigtig at deltage på graviditetsfora. :(
Angsten for at det går galt for mig gør, at jeg har svært ved at køre videre som om intet var hændt, og snakke barnevogne, symptomer, scanninger osv ... Jeg føler ikke at jeg er det samme sted som andre gravide, min graviditet er ikke længere "normal" eller givet. :/
Jeg har ellers lovet mig selv at tro på det, og det er heller ikke sådan at jeg ikke tror mit barn overlever. En del af mig tror absolut det gør. Men jeg er bekymret og jeg forudser en svær tid, fysisk og psykisk.
Jeg er heller ikke så interesseret i at læse daglige mails med "nu er du dag x+x", som jeg ellers selv har tilmeldt mig og nød at læse før. For hvad nu hvis min baby ikke er xx cm lang eller udvikler xx nu her osv. ... Det sætter mere gang i mine bekymringer end i min glæde og forventning.
Jeg føler mig "forkert" gravid, jeg er for tung, jeg har for ondt, jeg er for besværet. Jeg kan ikke tale med om motion og indkøbsture, for jeg har svært ved at gå ned til bussen uden at få ondt, det er helt udelukket at foretage mig noget "unødvendigt".
Jeg er ikke gravid på den måde jeg burde være, hvor det bare kører ... Hvor man netop ikke er "syg", men gravid.
Well, det kan være det ændrer sig. Men lige nu og her er jeg noget ked af det, jeg har mistet en stor del af min glæde. Jeg har håb, men ikke glæde. Fandens! :(
Angsten for at det går galt for mig gør, at jeg har svært ved at køre videre som om intet var hændt, og snakke barnevogne, symptomer, scanninger osv ... Jeg føler ikke at jeg er det samme sted som andre gravide, min graviditet er ikke længere "normal" eller givet. :/
Jeg har ellers lovet mig selv at tro på det, og det er heller ikke sådan at jeg ikke tror mit barn overlever. En del af mig tror absolut det gør. Men jeg er bekymret og jeg forudser en svær tid, fysisk og psykisk.
Jeg er heller ikke så interesseret i at læse daglige mails med "nu er du dag x+x", som jeg ellers selv har tilmeldt mig og nød at læse før. For hvad nu hvis min baby ikke er xx cm lang eller udvikler xx nu her osv. ... Det sætter mere gang i mine bekymringer end i min glæde og forventning.
Jeg føler mig "forkert" gravid, jeg er for tung, jeg har for ondt, jeg er for besværet. Jeg kan ikke tale med om motion og indkøbsture, for jeg har svært ved at gå ned til bussen uden at få ondt, det er helt udelukket at foretage mig noget "unødvendigt".
Jeg er ikke gravid på den måde jeg burde være, hvor det bare kører ... Hvor man netop ikke er "syg", men gravid.
Well, det kan være det ændrer sig. Men lige nu og her er jeg noget ked af det, jeg har mistet en stor del af min glæde. Jeg har håb, men ikke glæde. Fandens! :(
17 august 2010
Krise. Det skal åbenbart ikke være nemt ...
Jeg har haft tiltagende smerter i løbet af ugen, men jeg regnede med at det var slemme ligamentsmerter kombineret med træthed over at starte i nyt job. Men det kulminerede søndag nat hvor jeg bare havde ONDT og ikke kunne sove for smerter.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.
Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).
Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/
MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.
Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.
Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.
Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!
Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.
Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...
Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.
Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).
Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/
MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.
Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.
Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.
Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!
Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.
Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...
Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.
06 juli 2010
Nej tak til moderkagebiopsi - svær beslutning
Vi var til nakkefoldscanning i dag, og jeg har været så nervøs for om alt nu var okay. Men bebsen var der, hjertet slog og alt var godt. :)
Og dog. For mine fibromer (muskelknuder på livmoderen) var vokset gevaldigt, der var hele to stks. på 7 cm og 3 mindre. Det er meget ekstra masse at slæbe rundt på, og det gjorde NF-scanningen svær, da fibromerne dækkede for barnet i mange vinkler.
Det betyder også at jeg nok skal føde ved kejsersnit.
Lillebitte nakkefold, men desværre blev min risiko 1:109, dvs. i den dårlige kategori (under 1:250 regnes som en høj risiko, hvor der tilbydes yderligere undersøgelser). Rent udfra blodprøven. Det betyder jo ikke der behøver være Downs, men jeg er ikke frikendt.
Så vi sku tage stilling til om vi ville have en moderkagebiopsi. Og pga mine fibromer ku den godt blive enten svær eller umulig at foretage, så måske ville det bliver fostervandsprøve senere i graviditeten.
Men altså, der er jo en abortrisiko ved moderkagebiopsi eller fostervandsprøve, 1%. Og hvis det oven i købet er vanskeligt at udføre ... Nej.
Vi snakkede om det, men vi vil ikke. Vi satser på der ikke er noget galt.
Af dem der får en moderkagebiopsi er det kun 1 % hvor det viser sig at der er noget galt, så vi vil simpelthen ikke risikere evt. at miste et rask barn. Ikke når jeg er 39. Ikke når det har taget os over fire år at blive gravide.
Så vi må leve med at der ER en risiko og håbe at vi er heldige ...
Til gengegæld er jeg SÅ lettet over at blodprøven viste en enorm lille risiko for de andre typer kromosomfejl. Jeg var kommet til at læse om Trisomi 18 (Edwards), som er ganske forfærdelig. Men vores risiko var 1:5000, dvs. glem den ...
Og min grund til at frygte den var fordi jeg mente vores foster var noget lille i forhold til CRL-målene, da vi blev scannet i 9. uge.
Men baby var fint stor nu - faktisk blev jeg sat frem i termin.
Tidl. termin var 14/1, ny termin 11/1. :)
Baby lignede en lille frø! Den lå på maven med knæene trukket ind under sig, som en frø der sku til at hoppe. Så sådan tænker jeg på den nu, "den lille frø". :)
Og den lignede en baby nu! :D
Baby ligger på maven med knæ og arme under sig, som en frø på vej til at hoppe. Hovedet til venstre med ansigtet nedad, så rygbuen og rumpen til højre, liggende på knæ. På øverste billede kan man se knoglerne i benet (cool).
Og dog. For mine fibromer (muskelknuder på livmoderen) var vokset gevaldigt, der var hele to stks. på 7 cm og 3 mindre. Det er meget ekstra masse at slæbe rundt på, og det gjorde NF-scanningen svær, da fibromerne dækkede for barnet i mange vinkler.
Det betyder også at jeg nok skal føde ved kejsersnit.
Lillebitte nakkefold, men desværre blev min risiko 1:109, dvs. i den dårlige kategori (under 1:250 regnes som en høj risiko, hvor der tilbydes yderligere undersøgelser). Rent udfra blodprøven. Det betyder jo ikke der behøver være Downs, men jeg er ikke frikendt.
Så vi sku tage stilling til om vi ville have en moderkagebiopsi. Og pga mine fibromer ku den godt blive enten svær eller umulig at foretage, så måske ville det bliver fostervandsprøve senere i graviditeten.
Men altså, der er jo en abortrisiko ved moderkagebiopsi eller fostervandsprøve, 1%. Og hvis det oven i købet er vanskeligt at udføre ... Nej.
Vi snakkede om det, men vi vil ikke. Vi satser på der ikke er noget galt.
Af dem der får en moderkagebiopsi er det kun 1 % hvor det viser sig at der er noget galt, så vi vil simpelthen ikke risikere evt. at miste et rask barn. Ikke når jeg er 39. Ikke når det har taget os over fire år at blive gravide.
Så vi må leve med at der ER en risiko og håbe at vi er heldige ...
Til gengegæld er jeg SÅ lettet over at blodprøven viste en enorm lille risiko for de andre typer kromosomfejl. Jeg var kommet til at læse om Trisomi 18 (Edwards), som er ganske forfærdelig. Men vores risiko var 1:5000, dvs. glem den ...
Og min grund til at frygte den var fordi jeg mente vores foster var noget lille i forhold til CRL-målene, da vi blev scannet i 9. uge.
Men baby var fint stor nu - faktisk blev jeg sat frem i termin.
Tidl. termin var 14/1, ny termin 11/1. :)
Baby lignede en lille frø! Den lå på maven med knæene trukket ind under sig, som en frø der sku til at hoppe. Så sådan tænker jeg på den nu, "den lille frø". :)
Og den lignede en baby nu! :D
Baby ligger på maven med knæ og arme under sig, som en frø på vej til at hoppe. Hovedet til venstre med ansigtet nedad, så rygbuen og rumpen til højre, liggende på knæ. På øverste billede kan man se knoglerne i benet (cool).
14 juni 2010
Min historie lige nu
Mailen til en gynækolog/akupunktør/psykoterapeut opsummerer sådan set hvad det er der sker for mig for tiden ...:
Hej,
Nu er der gået nogle år siden sidst ... Vi har været den helt store tur igennem, 5 IUI'er, 3 IVF'er + 2 IVF'er der blev konverteret til IUI pga for få æg.
Vi er temmelig slidte af processen, fysisk og psykisk.
Jeg er fyldt 39 år, der er gået tre år siden min MA uden at jeg er blevet gravid igen.
Vi var ved at blive lodset ud af det offentlige, som sagde, at de ikke synes vi skulle fortsætte i det private. At chancerne var små og jeg var gammel.
Vi tog alligevel en samtale med en privat klinik, der målte mit hormontal og sagde jeg havde få æg tilbage, og at de ikke var sikre på at de ville tilbyde mig en 3-pak med IVF, da de ikke troede det ville lykkedes. I stedet foreslog de ægdonation. Men oven i det har jeg fået fibromer igen, og det skulle der lige ses lidt mere på. Måske operation igen.
Det hele var mægtig frustrerende, hårdt og kriseramt.
Og så har jeg en fortid med fibromer der heller ikke gør den del så sjov.
Men så skete det!!! Ud af det blå! Vi havde gennemtrumfet et sidste IVF-forsøg i det offentlige, men en uge inde i Suprefact-nedreguleringen tester jeg positiv! Vi er blevet økologisk gravide, lige inden IVF-forsøget.
Jeg er nu gravid i 10. uge!!!
MEN her er det så at filmen knækker for mig.
Udover at jeg var ret chokeret over at blive naturligt gravid, så er jeg tvangstankeagtig bekymret. Jeg tager flere kriseture hvor jeg hidser mig op og er sikker på at noget er galt, og jeg har det frygteligt. Jeg troede alt ville blive godt hvis jeg blev gravid, men jeg har det værre end nogensinde.
Det startede så heller ikke så godt. Jeg blev scannet tidligt og først ku de ikke se et foster i blommesækken. Så troede de at de fandt et foster i min æggeleder. Så kunne de ikke finde den igen. Jeg blev sendt hjem med en mistanke om GUL og en masse skræk for at forbløde hvis den bristede (og mareridt om det + sorg over at miste min mirakelgraviditet).
To dage efter blev jeg ringet op og kaldt til akutscanning. Min HCG var meget høj - nu ville de finde fosteret. Det gjorde de så - i blommesækken i livmoderen!
Men den skræk sidder stadig i mig. Og ugen efter scanningen går jeg helt i selvsving, jeg har meget stærke smerter og jeg har lidt brunligt blodudflod. Ikke meget, men nok til at jeg får overbevist mig selv om at jeg er ved at abortere. At jeg har store fibromer hjælper heller ikke på min tryghed (men måske kan de forklare smerterne).
Så ny scanning i 6+6 - Alt er fint og der er hjerteblink! :D
Ny tid til scanning 8+6 - men i de to uger får jeg igen hidset mig op, jeg er SÅ bange for en MA. Jeg har jo prøvet før at kroppen kører selvom fosteret er dødt. Hvis mine bryster ikke lige er ømme en dag, så er jeg sikker på den er gal.
Nå, men scanningen 8+6 viser at fosteret er vokset betydeligt, bevæger sig og der er masser af hjerteblink. Jeg spørger hvor stor den er og lægen siger 15,3 mm - eller det hører jeg.
Vi er lettede - lige indtil jeg tjekker et CRL-skema. Den bør være 19-22 mm!!!
Så er der KRISE igen, værre end nogensiden. For hvad får jeg lige googlet om for langsom fostervækst i tidligt stadie - Edwards/trisomi 18. Og den er grim!
Nå, men efter to døgn i HELVEDE, så finder jeg scanningsbilledet fra 6+6 og måler på det. Sært nok er det forstørret med faktor 10 og den er 7,1 mm, som de også havde sagt fosteret var. Så måler jeg på 8+6 billedet, som jeg kan se er indstillet ens med det andet - fosteret måler ca. 19 mm! Så enten har jeg hørt forkert, hun har sagt forkert eller målt forkert.
Sammenligner man de to billeder er det nyeste også 3 gange større - som det bør være.
Så jeg hidser mig ned igen. Men den var godt nok slem!
Og så læser jeg at nu kan fosteret mærke mine følelser og adrenalin - så kan jeg lige bekymre mig over om de to døgn med ANGST nu har gjort noget dårligt for fosteret. For jeg havde godt nok hjertebanken, uro og sorg i mig.
Så nu har jeg altså taget SKRÆK-ture tre-fire gange, hvor jeg er vildt angst og ulykkelig. Jeg får slidt mig selv, jeg får slidt T ned og jeg får også slidt på min mor, der er på sidelinjen. Det holder simpelthen ikke.
Selvom jeg prøver at slappe lidt af, så kan jeg ikke. Jeg er hamrende bange for det hele. Jeg synes vi har været meget ramt af ulykker, og lige som der endelig sker noget godt, så er jeg ligesom skrækslagen for at "det skal blive taget fra mig igen". Jeg har ingen tillid til verden og livet, selvom jeg gerne vil have det.
Jeg ved ikke rigtig hvad der skal til for at jeg får styr på det psykiske. Jeg er meget videnskabeligt tænkende på den ene side, jeg søger fakta og kontrol. Jeg kan ikke lige "købe" en zen-agtig tiltro til tingene, jeg vil ha beviser og tal. På den anden side er jeg følelsesstyret og farer vild i mig selv. Og mener egentligt at man bør leve i nuet og stole på verden.
Jeg ved ikke hvad jeg har brug for fra dig, men jeg tænker du måske kan noget. :) Så vidt jeg kan læse har du, udover den stærke faglige baggrund omkring gynækologi (hvilket vil sig du jo ved en masse om det hele!), både psykoterapi og akupunktur med i det.
Jeg tænker derfor du måske kan hjælpe mig med enten samtale eller nåle eller begge dele?
Da jeg gik hos dig for tre år siden var jeg også stadig ulykkelig over mit brud med en eks (det er så væk nu), men der kan jeg huske det faktisk hjalp enormt med akupunktur i forhold til følelserne. Så på en eller anden måde er der måske noget i den energi der hjælper.
Og så har jeg tiltro til din faglige beggrund, den passer rigtig godt til mine egen half 'n' half på videnskab og åndelighed.
Anyway - hvis du har tid, vil jeg meget gerne så hurtigt som muligt bestille en tid hos dig til whatever du tror kan gøre noget for mig.
Jeg håber du har tid!
VH
S :)
Hej,
Nu er der gået nogle år siden sidst ... Vi har været den helt store tur igennem, 5 IUI'er, 3 IVF'er + 2 IVF'er der blev konverteret til IUI pga for få æg.
Vi er temmelig slidte af processen, fysisk og psykisk.
Jeg er fyldt 39 år, der er gået tre år siden min MA uden at jeg er blevet gravid igen.
Vi var ved at blive lodset ud af det offentlige, som sagde, at de ikke synes vi skulle fortsætte i det private. At chancerne var små og jeg var gammel.
Vi tog alligevel en samtale med en privat klinik, der målte mit hormontal og sagde jeg havde få æg tilbage, og at de ikke var sikre på at de ville tilbyde mig en 3-pak med IVF, da de ikke troede det ville lykkedes. I stedet foreslog de ægdonation. Men oven i det har jeg fået fibromer igen, og det skulle der lige ses lidt mere på. Måske operation igen.
Det hele var mægtig frustrerende, hårdt og kriseramt.
Og så har jeg en fortid med fibromer der heller ikke gør den del så sjov.
Men så skete det!!! Ud af det blå! Vi havde gennemtrumfet et sidste IVF-forsøg i det offentlige, men en uge inde i Suprefact-nedreguleringen tester jeg positiv! Vi er blevet økologisk gravide, lige inden IVF-forsøget.
Jeg er nu gravid i 10. uge!!!
MEN her er det så at filmen knækker for mig.
Udover at jeg var ret chokeret over at blive naturligt gravid, så er jeg tvangstankeagtig bekymret. Jeg tager flere kriseture hvor jeg hidser mig op og er sikker på at noget er galt, og jeg har det frygteligt. Jeg troede alt ville blive godt hvis jeg blev gravid, men jeg har det værre end nogensinde.
Det startede så heller ikke så godt. Jeg blev scannet tidligt og først ku de ikke se et foster i blommesækken. Så troede de at de fandt et foster i min æggeleder. Så kunne de ikke finde den igen. Jeg blev sendt hjem med en mistanke om GUL og en masse skræk for at forbløde hvis den bristede (og mareridt om det + sorg over at miste min mirakelgraviditet).
To dage efter blev jeg ringet op og kaldt til akutscanning. Min HCG var meget høj - nu ville de finde fosteret. Det gjorde de så - i blommesækken i livmoderen!
Men den skræk sidder stadig i mig. Og ugen efter scanningen går jeg helt i selvsving, jeg har meget stærke smerter og jeg har lidt brunligt blodudflod. Ikke meget, men nok til at jeg får overbevist mig selv om at jeg er ved at abortere. At jeg har store fibromer hjælper heller ikke på min tryghed (men måske kan de forklare smerterne).
Så ny scanning i 6+6 - Alt er fint og der er hjerteblink! :D
Ny tid til scanning 8+6 - men i de to uger får jeg igen hidset mig op, jeg er SÅ bange for en MA. Jeg har jo prøvet før at kroppen kører selvom fosteret er dødt. Hvis mine bryster ikke lige er ømme en dag, så er jeg sikker på den er gal.
Nå, men scanningen 8+6 viser at fosteret er vokset betydeligt, bevæger sig og der er masser af hjerteblink. Jeg spørger hvor stor den er og lægen siger 15,3 mm - eller det hører jeg.
Vi er lettede - lige indtil jeg tjekker et CRL-skema. Den bør være 19-22 mm!!!
Så er der KRISE igen, værre end nogensiden. For hvad får jeg lige googlet om for langsom fostervækst i tidligt stadie - Edwards/trisomi 18. Og den er grim!
Nå, men efter to døgn i HELVEDE, så finder jeg scanningsbilledet fra 6+6 og måler på det. Sært nok er det forstørret med faktor 10 og den er 7,1 mm, som de også havde sagt fosteret var. Så måler jeg på 8+6 billedet, som jeg kan se er indstillet ens med det andet - fosteret måler ca. 19 mm! Så enten har jeg hørt forkert, hun har sagt forkert eller målt forkert.
Sammenligner man de to billeder er det nyeste også 3 gange større - som det bør være.
Så jeg hidser mig ned igen. Men den var godt nok slem!
Og så læser jeg at nu kan fosteret mærke mine følelser og adrenalin - så kan jeg lige bekymre mig over om de to døgn med ANGST nu har gjort noget dårligt for fosteret. For jeg havde godt nok hjertebanken, uro og sorg i mig.
Så nu har jeg altså taget SKRÆK-ture tre-fire gange, hvor jeg er vildt angst og ulykkelig. Jeg får slidt mig selv, jeg får slidt T ned og jeg får også slidt på min mor, der er på sidelinjen. Det holder simpelthen ikke.
Selvom jeg prøver at slappe lidt af, så kan jeg ikke. Jeg er hamrende bange for det hele. Jeg synes vi har været meget ramt af ulykker, og lige som der endelig sker noget godt, så er jeg ligesom skrækslagen for at "det skal blive taget fra mig igen". Jeg har ingen tillid til verden og livet, selvom jeg gerne vil have det.
Jeg ved ikke rigtig hvad der skal til for at jeg får styr på det psykiske. Jeg er meget videnskabeligt tænkende på den ene side, jeg søger fakta og kontrol. Jeg kan ikke lige "købe" en zen-agtig tiltro til tingene, jeg vil ha beviser og tal. På den anden side er jeg følelsesstyret og farer vild i mig selv. Og mener egentligt at man bør leve i nuet og stole på verden.
Jeg ved ikke hvad jeg har brug for fra dig, men jeg tænker du måske kan noget. :) Så vidt jeg kan læse har du, udover den stærke faglige baggrund omkring gynækologi (hvilket vil sig du jo ved en masse om det hele!), både psykoterapi og akupunktur med i det.
Jeg tænker derfor du måske kan hjælpe mig med enten samtale eller nåle eller begge dele?
Da jeg gik hos dig for tre år siden var jeg også stadig ulykkelig over mit brud med en eks (det er så væk nu), men der kan jeg huske det faktisk hjalp enormt med akupunktur i forhold til følelserne. Så på en eller anden måde er der måske noget i den energi der hjælper.
Og så har jeg tiltro til din faglige beggrund, den passer rigtig godt til mine egen half 'n' half på videnskab og åndelighed.
Anyway - hvis du har tid, vil jeg meget gerne så hurtigt som muligt bestille en tid hos dig til whatever du tror kan gøre noget for mig.
Jeg håber du har tid!
VH
S :)
11 juni 2010
Frygtelig nervøs for scanning
Jeg er 8+6 nu og jeg skal scannes i dag, men jeg kan slet ikke være i mig selv af nervøsitet. Jeg er SÅ bange for at noget skal være galt, at den skal være død.
Jeg havde en MA for 3 år siden og har ikke været gravid sammen. Jeg er besat af angsten for at denne graviditet "bliver taget fra mig igen" .
Damn jeg er nervøs! Jeg vågnede kl. 4 i morges og ku ikke sove mere, og i dag billeder jeg mig ind af mine symptomer er forsvundet osv. Og lige nu trapper det op fordi det nærmer sig.
Øv hvor er psyken dog belastende! :(
Jeg havde en MA for 3 år siden og har ikke været gravid sammen. Jeg er besat af angsten for at denne graviditet "bliver taget fra mig igen" .
Damn jeg er nervøs! Jeg vågnede kl. 4 i morges og ku ikke sove mere, og i dag billeder jeg mig ind af mine symptomer er forsvundet osv. Og lige nu trapper det op fordi det nærmer sig.
Øv hvor er psyken dog belastende! :(
Svært ...
Øv, jeg er simpelthen så nervøs at jeg dårligt kan være i mig selv.
Jeg skal til scanning i dag, og jeg er hamrende bange for at noget skal være galt. Tænk nu hvis den er gået til ... Ligesom sidst ...
Der er ingen grund til at tro det, jeg har masser af symptomer. De ændrer sig og svinger i intensitet, men jeg føler mig klart ikke "normal".
Men altså.
Jeg kan slet ikke bære hvis noget er galt.
Jeg kan ikke eksitere indtil kl. 12.55 ...
Øv.
UPDATE:
Well, på en måde gik det godt, baby var tydeligt vokset, tydeligt mere "barn"-formet, bevægede sig (sjovt!) og havde fine hjerteblink.
Lægen var fint tilfreds og sagde alt var fint.
Vi var SÅ lettede.
Men jeg spurgte hvor stor den var - 15,3 mm sagde hun. Øhhhh. den burde være minimum 19 mm, helst 25 mm!
Og så blev jeg igen NERVØS.
Selvfølgelig fik jeg ikke udspurgt yderligere, det var først da jeg kom hjem og googlede, og slog op og så, at der er no way 15,3 mm er nok vækst til 8+6.
Og så kiggede jeg lidt på grunde til forsinket vækst. De gode: Fejlmåling (det sker), fosteret er meget krummet sammen (kan det godt være), graviditeten er ikke så gammel som man tror (usandsynligt. Vi har kun haft sex den ene gang i meget lang tid. Sædceller kan godt ligge på lur i 4 dage, meeeeen ...). Og så den grimme: Kromosomfejl. Særligt Edwards syndrom, som er WAY fuckende slemmere end Downs. Er den en Edwards, vil der være major organfejl og retardering. Dog vil baby nok blive aborteret før fødsel (85% risiko), og hvis ikke, dør de fleste kort efter fødslen. ARGH!
Ih hvor er jeg afslappet nu! :´(
Der fødes så kun tre Edwards om året i DK, den er meget sjælden. Men stadig ...
Nå, men men, det kan jo også være nogle af de okay grunde. Eller det kan være målt forkert. Eller sagt forkert.
Men jeg er kriseramt igen, kan slet ikke coole ned. Jeg drømmer om det og jeg er helt energidrænet-deprimeret. Jeg ville ønske jeg ikke havde spurgt om mål, men kun set scanningen - for den så okay ud. Sammenholdt med andre scanninger fra samme stadie, er der flere billeder der ligner mit.
Men FUCK DA.
Hvorfor ka vi ikke bare være glade og lettede? Baby var der, var vokset, bevægede sig og havde et lille hjerte der slog.
Der er nok intet galt?
Ih.
UPDATE 2:
Jeg målte på mine to scanningsbilleder, det viser sig de er true size! Hvilket må være et tilfælde. Men tallene på dem viser at de er indstillet komplet ens, så de kan godt sammenlignes. Det første fra 6+6 er rigtig nok 7,1 mm, det nye fra 8+6 får jeg til at være 19 mm! Og med den usikkerhed at barnet nok ikke er komplet i profil (ultralydsscanning er svært, og den bevægede sig meget).
Så nu hælder jeg til at hun har sagt forkert. Den er minimum 19 mm, og det er godt nok til at den ikke er helt gal.
PYHA!
Men damn, jeg kan ikke tåle flere kriser!
Jeg skal til scanning i dag, og jeg er hamrende bange for at noget skal være galt. Tænk nu hvis den er gået til ... Ligesom sidst ...
Der er ingen grund til at tro det, jeg har masser af symptomer. De ændrer sig og svinger i intensitet, men jeg føler mig klart ikke "normal".
Men altså.
Jeg kan slet ikke bære hvis noget er galt.
Jeg kan ikke eksitere indtil kl. 12.55 ...
Øv.
UPDATE:
Well, på en måde gik det godt, baby var tydeligt vokset, tydeligt mere "barn"-formet, bevægede sig (sjovt!) og havde fine hjerteblink.
Lægen var fint tilfreds og sagde alt var fint.
Vi var SÅ lettede.
Men jeg spurgte hvor stor den var - 15,3 mm sagde hun. Øhhhh. den burde være minimum 19 mm, helst 25 mm!
Og så blev jeg igen NERVØS.
Selvfølgelig fik jeg ikke udspurgt yderligere, det var først da jeg kom hjem og googlede, og slog op og så, at der er no way 15,3 mm er nok vækst til 8+6.
Og så kiggede jeg lidt på grunde til forsinket vækst. De gode: Fejlmåling (det sker), fosteret er meget krummet sammen (kan det godt være), graviditeten er ikke så gammel som man tror (usandsynligt. Vi har kun haft sex den ene gang i meget lang tid. Sædceller kan godt ligge på lur i 4 dage, meeeeen ...). Og så den grimme: Kromosomfejl. Særligt Edwards syndrom, som er WAY fuckende slemmere end Downs. Er den en Edwards, vil der være major organfejl og retardering. Dog vil baby nok blive aborteret før fødsel (85% risiko), og hvis ikke, dør de fleste kort efter fødslen. ARGH!
Ih hvor er jeg afslappet nu! :´(
Der fødes så kun tre Edwards om året i DK, den er meget sjælden. Men stadig ...
Nå, men men, det kan jo også være nogle af de okay grunde. Eller det kan være målt forkert. Eller sagt forkert.
Men jeg er kriseramt igen, kan slet ikke coole ned. Jeg drømmer om det og jeg er helt energidrænet-deprimeret. Jeg ville ønske jeg ikke havde spurgt om mål, men kun set scanningen - for den så okay ud. Sammenholdt med andre scanninger fra samme stadie, er der flere billeder der ligner mit.
Men FUCK DA.
Hvorfor ka vi ikke bare være glade og lettede? Baby var der, var vokset, bevægede sig og havde et lille hjerte der slog.
Der er nok intet galt?
Ih.
UPDATE 2:
Jeg målte på mine to scanningsbilleder, det viser sig de er true size! Hvilket må være et tilfælde. Men tallene på dem viser at de er indstillet komplet ens, så de kan godt sammenlignes. Det første fra 6+6 er rigtig nok 7,1 mm, det nye fra 8+6 får jeg til at være 19 mm! Og med den usikkerhed at barnet nok ikke er komplet i profil (ultralydsscanning er svært, og den bevægede sig meget).
Så nu hælder jeg til at hun har sagt forkert. Den er minimum 19 mm, og det er godt nok til at den ikke er helt gal.
PYHA!
Men damn, jeg kan ikke tåle flere kriser!
25 maj 2010
Bekymringer ...
Well, jeg har og har haft forfærdeligt ondt. Mere ondt end hvad jeg har indtryk af er normalt. Jeg tænkte først det bare var ligamentsmerter, men jeg synes godt nok det er meget jeg har ondt ...
I går havde jeg så også lidt brunligt blodudflod, men meget meget lidt. Jeg var dog overbevist om at om lidt ville der komme frisk blod og jeg ville abortere.
Der har så ikke været mere blod, så nok ikke.
Jeg overvejer om det kan være fibromerne der gør at der gør ondt, men jeg frygter abort eller MA.
Jeg synes heller ikke mine bryster er så ømme som de bør være, de er ømme, men slet slet ikke som da jeg var gravid for tre år siden (MA i 9. uge).
Fuck jeg er bekymret! Jeg er så bange for at det ikke holder. Min kropsfornemmelse siger at det ikke gør. Jeg føler mig mindre gravid i dag end de andre dage.
Jeg bliver sindsyg! Det er ubærligt at skulle bekymre sig så meget. :(
EDIT:
Så blev det fredag. Efter at ha siddet i sofaen i en uge, ude af stand til at kunne noget som helst, totalt nedtrykt. Og selvfølgelig ... det hele er i mit hovede. Der er intet galt!
Jeg er stadig gravid, den vokser og hjertet slår. I dag er den 6+6, jeg går ind i 8. uge i morgen.
Her er vores haletudse:
<3 <3 <3 <3 <3
I går havde jeg så også lidt brunligt blodudflod, men meget meget lidt. Jeg var dog overbevist om at om lidt ville der komme frisk blod og jeg ville abortere.
Der har så ikke været mere blod, så nok ikke.
Jeg overvejer om det kan være fibromerne der gør at der gør ondt, men jeg frygter abort eller MA.
Jeg synes heller ikke mine bryster er så ømme som de bør være, de er ømme, men slet slet ikke som da jeg var gravid for tre år siden (MA i 9. uge).
Fuck jeg er bekymret! Jeg er så bange for at det ikke holder. Min kropsfornemmelse siger at det ikke gør. Jeg føler mig mindre gravid i dag end de andre dage.
Jeg bliver sindsyg! Det er ubærligt at skulle bekymre sig så meget. :(
EDIT:
Så blev det fredag. Efter at ha siddet i sofaen i en uge, ude af stand til at kunne noget som helst, totalt nedtrykt. Og selvfølgelig ... det hele er i mit hovede. Der er intet galt!
Jeg er stadig gravid, den vokser og hjertet slår. I dag er den 6+6, jeg går ind i 8. uge i morgen.
Her er vores haletudse:
<3 <3 <3 <3 <3
20 maj 2010
Pis også - og yderligere pis
Vi var til scanninng i går, i 6. uge. Jeg har set scanningsbilleder på nettet hvor man godt se noget, og jeg trængte til at se at den VAR der og alt var okay. Men men, fremfor at berolige os gjorde det det modsatte.
Først mente hun graviditetssækken måske var tom, og så gik hun på jagt efter en evt. graviditet uden for livmoderen. Hun fandt så noget, der lignede at der måske sad et foster med hjerteblink i en æggeleder. HYL!
Men så var hun alligevel i tvivl.
Det er nemlig pissesvært at se, det hele er gråfnadder. Hun kunne også ha set på et stykke af min tarm eller et aller andet andet.
Så skiftede vi ind i et andet rum med en anden scanner - og nu ku hun ikke finde nogen graviditet uden for livmoderen, men i stedet var der en svag skygge i sækken i livmoderen, der faktisk godt ku være en helt alm. graviditet på det stadie.
Så nu aner vi ikke hvad der er! Måske har jeg en graviditet uden for livmoderen, måske er alt normalt eller måske har jeg både en graviditet uden for livmoderen og en normal graviditet.
Jeg blev sendt hjem med en forklaring om hvordan jeg ku forbløde i bughulen hvis en evt. graviditet uden for livmoderen bristede en blodåre og en formanning om at "tage på skadestuen med det samme hvis du får meget ondt i maven!". Så vi kom ud af døren totalt forvirrede og forskrækkede, og uden at vide om vi skal glæde os, sørge eller hvad.
Og så skal jeg komme igen om en uge når man forhåbentligt bedre kan se hvad der er hvad.
Det bliver en fuldstændig ulidelig uge!!
Så vi er totalt skræmte, forvirrede og slidte. Og det er fandme unfair! Vi har bare ikke fortjent mere pis! Der er grænser til hvad man kan holde til ...
Fuck jeg håber de bare så forkert, og alt er okay!
UPDATE:
Jeg blev ringet op af fetilitetsklinikken, min blodprøve viser at mit Hcg er meget højt, så jeg skal komme i morgen tidlig til en blodprøve og en ny scanning. Jeg skal forberede mig på at jeg evt. bliver indlagt til operation med det samme, hvis det viser sig der er en graviditet uden for livmoderen. FUCK.
Først mente hun graviditetssækken måske var tom, og så gik hun på jagt efter en evt. graviditet uden for livmoderen. Hun fandt så noget, der lignede at der måske sad et foster med hjerteblink i en æggeleder. HYL!
Men så var hun alligevel i tvivl.
Det er nemlig pissesvært at se, det hele er gråfnadder. Hun kunne også ha set på et stykke af min tarm eller et aller andet andet.
Så skiftede vi ind i et andet rum med en anden scanner - og nu ku hun ikke finde nogen graviditet uden for livmoderen, men i stedet var der en svag skygge i sækken i livmoderen, der faktisk godt ku være en helt alm. graviditet på det stadie.
Så nu aner vi ikke hvad der er! Måske har jeg en graviditet uden for livmoderen, måske er alt normalt eller måske har jeg både en graviditet uden for livmoderen og en normal graviditet.
Jeg blev sendt hjem med en forklaring om hvordan jeg ku forbløde i bughulen hvis en evt. graviditet uden for livmoderen bristede en blodåre og en formanning om at "tage på skadestuen med det samme hvis du får meget ondt i maven!". Så vi kom ud af døren totalt forvirrede og forskrækkede, og uden at vide om vi skal glæde os, sørge eller hvad.
Og så skal jeg komme igen om en uge når man forhåbentligt bedre kan se hvad der er hvad.
Det bliver en fuldstændig ulidelig uge!!
Så vi er totalt skræmte, forvirrede og slidte. Og det er fandme unfair! Vi har bare ikke fortjent mere pis! Der er grænser til hvad man kan holde til ...
Fuck jeg håber de bare så forkert, og alt er okay!
UPDATE:
Jeg blev ringet op af fetilitetsklinikken, min blodprøve viser at mit Hcg er meget højt, så jeg skal komme i morgen tidlig til en blodprøve og en ny scanning. Jeg skal forberede mig på at jeg evt. bliver indlagt til operation med det samme, hvis det viser sig der er en graviditet uden for livmoderen. FUCK.
16 maj 2010
Testet positivt - meget bekymret og nervøs
Så står jeg her ...
Jeg er gravid i 6. uge og mirakluløst nok er det sket økologisk, lige inden opstart med Suprefact i 6. IVF-forsøg (dog blev 2 konverteret til IUI, men hormonbehandlingerne var jo til IVF). Jeg har testet positiv 3 gange nu, i mandags, i onsdags og i går, lørdag.
Jeg er psykisk meget præget af lidt over to år i fertilitetsbehandling, med de tanker og følelser, og det fysiske og psykiske slid det medfører. Selvom det sådan set er sket naturligt, er det sket imens jeg mentalt og fysisk var igang med et forsøg.
Jeg har ikke været til scanning endnu og jeg er hamrende nervøs. Jeg er simpelthen så rædselsslagen for at det skal vise sig at der ikke er noget, eller at der er noget galt.
Jeg havde en MA for tre år siden, og det kan jeg mærke at jeg er præget af - jeg forventer underbevidst at det sker igen. Og jeg er konstant bekymret for om jeg nu gør noget skadeligt - samtidig med at jeg rent faktisk har gjort noget dumt allerede, jeg spiste en helvedes masse sushi (med tun = tungmentaller), jeg farvede hår på en veninde (aner ikke om dampene kan skade) og så har jeg spist junk food to dage i træk, fordi jeg ikke orkede at købe ind og lave mad. Bagefter tænkte jeg DOH! og så bekymrer jeg mig endnu mere ... Der er så meget på spil.
Jeg er 39 år, jeg er overvægtig og jeg har lige fået teste mit hormonniveau i forhold til hvor mange æg jeg har tilbage, hvilket var få. Derfor er mit selvbillede at jeg er gammel, og at jeg ikke rigtig dur fysisk. Så lang tid i fertilitetsbehandling har virkelig ændret min opfattelse af min krop. Den skal jeg til at krølle rundt igen, for jeg ER jo blevet gravid ...
Alle siger at jeg skal tænke positivt og ikke må stresse og bekymre mig. Men altså, det er godt nok svært, når min erfaring har været så negativ. Mine tanker strejfer hele tiden graviditeten, er den der, holder det, alt det der kan gå galt. Jeg vender hele tiden tilbage til det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal være i stand til at læne mig tilbage og bare være glad, og tro på at det hele er godt nu. Ikke når det så længe ikke har været spor godt. :-S Jeg er kørt ind på et helt andet tankespor.
Damn, jeg håber der ER noget på scanningen og at det holder. :-S
Jeg er gravid i 6. uge og mirakluløst nok er det sket økologisk, lige inden opstart med Suprefact i 6. IVF-forsøg (dog blev 2 konverteret til IUI, men hormonbehandlingerne var jo til IVF). Jeg har testet positiv 3 gange nu, i mandags, i onsdags og i går, lørdag.
Jeg er psykisk meget præget af lidt over to år i fertilitetsbehandling, med de tanker og følelser, og det fysiske og psykiske slid det medfører. Selvom det sådan set er sket naturligt, er det sket imens jeg mentalt og fysisk var igang med et forsøg.
Jeg har ikke været til scanning endnu og jeg er hamrende nervøs. Jeg er simpelthen så rædselsslagen for at det skal vise sig at der ikke er noget, eller at der er noget galt.
Jeg havde en MA for tre år siden, og det kan jeg mærke at jeg er præget af - jeg forventer underbevidst at det sker igen. Og jeg er konstant bekymret for om jeg nu gør noget skadeligt - samtidig med at jeg rent faktisk har gjort noget dumt allerede, jeg spiste en helvedes masse sushi (med tun = tungmentaller), jeg farvede hår på en veninde (aner ikke om dampene kan skade) og så har jeg spist junk food to dage i træk, fordi jeg ikke orkede at købe ind og lave mad. Bagefter tænkte jeg DOH! og så bekymrer jeg mig endnu mere ... Der er så meget på spil.
Jeg er 39 år, jeg er overvægtig og jeg har lige fået teste mit hormonniveau i forhold til hvor mange æg jeg har tilbage, hvilket var få. Derfor er mit selvbillede at jeg er gammel, og at jeg ikke rigtig dur fysisk. Så lang tid i fertilitetsbehandling har virkelig ændret min opfattelse af min krop. Den skal jeg til at krølle rundt igen, for jeg ER jo blevet gravid ...
Alle siger at jeg skal tænke positivt og ikke må stresse og bekymre mig. Men altså, det er godt nok svært, når min erfaring har været så negativ. Mine tanker strejfer hele tiden graviditeten, er den der, holder det, alt det der kan gå galt. Jeg vender hele tiden tilbage til det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal være i stand til at læne mig tilbage og bare være glad, og tro på at det hele er godt nu. Ikke når det så længe ikke har været spor godt. :-S Jeg er kørt ind på et helt andet tankespor.
Damn, jeg håber der ER noget på scanningen og at det holder. :-S
24 februar 2010
Galoperende hjerte - hormonrelateret?
Jeg har nogle mærkelige fornemmelser, jeg synes mit hjerte indimellem galloperer, andre grange har jeg en sær boblende fornemmelse i brystet.
Jeg har jo været i fertilitetsbehandling i to år nu, med 6 IUI og 5 IVF. Jeg overvejer om det er en bivirkning af alle de hormoner jeg har taget, eller endnu være, syptom på en kommende blodprop.
Jeg ringer til lægen i morgen, men vil alligevel lige forhøre mig hos andre der har taget mange hormoner.
EDIT: Jeg var en tur omkring hospitalet og få taget et EKG, mit hjerte er fint og ingen blodpropper.
Det har enten være indbildt eller ekstrasystoler - ufarlige ekstra hjerteslag, der føles om om hjertet slår en kolbøtte eller at det galloperer afsted (det kan bl.a. udløses af stress/psykisk).
Jeg blev undersøgt grundigt, og efter jeg fik en "all clear", gik alle symptomer væk! Så det har helt klart været fremkaldt af psykisk stress.
Men damn jeg blev forskrækket!
Jeg har jo været i fertilitetsbehandling i to år nu, med 6 IUI og 5 IVF. Jeg overvejer om det er en bivirkning af alle de hormoner jeg har taget, eller endnu være, syptom på en kommende blodprop.
Jeg ringer til lægen i morgen, men vil alligevel lige forhøre mig hos andre der har taget mange hormoner.
EDIT: Jeg var en tur omkring hospitalet og få taget et EKG, mit hjerte er fint og ingen blodpropper.
Det har enten være indbildt eller ekstrasystoler - ufarlige ekstra hjerteslag, der føles om om hjertet slår en kolbøtte eller at det galloperer afsted (det kan bl.a. udløses af stress/psykisk).
Jeg blev undersøgt grundigt, og efter jeg fik en "all clear", gik alle symptomer væk! Så det har helt klart været fremkaldt af psykisk stress.
Men damn jeg blev forskrækket!
Abonner på:
Opslag (Atom)