Forældreseminar i Landsforeningen

Jeg har besluttet mig for at tage afsted, men jeg kommer alene, da T ikke vil med. Han synes han er et sted hvor det ripper op i det hele, hvis han beskæftiger sig intenst med det, og han kan ikke rumme flere historier. Sådan har jeg det ikke.

Sært nok har jeg plads til andres historier, det gør mig ondt, men jeg accepterer at sådan er det, uden at gå helt i stykker af det.

Jeg var meget i tvivl om det ville være weird at tage afsted når det er 8 mdr. siden jeg mistede. Men jeg har lyst til det, jeg føler ikke jeg er færdig med at tænke og føle omkring hvad der skete og hvad det betyder, og jeg har lyst til at være sammen med andre der har mistet.
Jeg tænkte en del over om det ville være dårligt for de mere nymistede, at der så sidder en hvor det er længere tid siden, og som er et andet sted. Men jeg er kommet frem til at det måske også kan være positivt. Da jeg i sorggruppen mødte nogen hvor det var længere tid siden gav det mig håb. At se at der er et liv bagefter, men også se hvordan det præger en og er med en. Jeg havde brug for også at møde nogen der var længere fremme.
Som nymistet har man nok meget behov for at spejle sig i andre, og der er jeg jo så ikke helt med, da jeg jo er det længere i processen. Men jeg tror nu stadig jeg har noget at byde på, jeg kan jo godt huske hvordan det var, godt føle mig ind i det, og jeg håber at mine erfaringer også er brugbare.
Jeg vil helst bidrage brugbart og positivt.

Så well, jeg har meldt mig til. :-)