Sagas billede

Det er nu 9 måneder siden jeg sidst postede et indlæg på denne blog. Der er sket meget det sidste år, men jeg har ikke fundet roen og overblikket til at skrive om det.
Det sidste halvanden år har handlet om hhv. at blive godkendt til at adoptere, og at blive parat til at adoptere. Jeg har bevidst forsøgt at ændre min identitet og min fokus fra sørgende mor der mangler sit barn til kommende mor til et adopteret barn. Jeg har forsøgt at finde og fastholde håb og glæde.
Det er gået blandet med det.

Det gik rigtig godt i et stykke tid, men så ramte Masho-sagen/Adoptionens Pris og så blev det rigtig rigtig svært med håbet. Al den mediebalade har virkelig gået mig på, og helt faktuelt har det betydet at ventetiden er blevet forlænget med mindst et år, så vi nu skal forvente at der går 3-3 1/2 år inden vi får barn. Og jeg frygter at det måske slet ikke bliver.

Hvor er så sorgen nu?
Well, jeg måtte pakke den væk til højre mens vi fokuserede på at blive godkendt. Alt handlede om det. Både at blive accepteret og vurderet som gode, givende, kompetente forældre, og så også mentalt forstå og acceptere hvad det så er vi vælger. At ville det og at tro på at det kan vi.
Det er jo noget helt helt andet end det vi ønskede og troede at vi skulle. At vi skulle blive forældre til en lille nyfødt baby, som vi kunne give en tryg og god opvækst, lære at kende fra livets begyndelse og have et ganske almindelig børnefamilieliv på de samme præmisser som alle andre.
Det vi skal nu er at være superforældre til et traumatiseret barn på mindst ét år, nok ældre. Måske tre år. Vi skal kunne rumme og give og hele og være der 200 %. Vi skal kunne tilsidesætte os selv og sørge for at dét her barn får hvad det skal bruge. Have redskaberne og overskuddet, kærligheden og tålmodigheden.
Det skal vi stole på at vi kan. Og stole på at vi vil.
Og sorgen ... både den konkrete sorg over det barn vi havde og ikke fik lov at beholde, og så sorgen over det vi ikke kommer til at opleve .... den sorg er i vejen. Det kan vores kommende barn ikke være tjent med, så den må vi slippe.
Det kan vi selvfølgelig ikke bare. Men vi kan søge at få det til at falde på plads i os så godt vi nu kan, så det fylder så lidt som muligt.
Fortrængning dur ikke, men vi kan søge mod det der styrker håbet og troen og entusiasmen. Vælge hvor vi vil have vores fokus.

Jeg bliver stadig vred når jeg læser smarte, lallepositive mode-"mindfulness"-agtige udsagn. Jeg synes ikke livet er så skønt og nemt og til at stole på, og jeg tror ikke at den rigtige tankegang og udstråling ændrer hvad der sker. Men jeg tror på at alle søger mod heling, at vi helst vil være glade og have det godt, også mig. At vi har overraskende mange ressourcer at trække på. Kan mere end vi tror.
Og jeg forsøger at reparere mig selv, jeg forsøger at søge glæden.

Det var slet ikke det jeg ville skrive om.
Jeg ville skrive om Sagas billede.

For et år siden pakkede vi Sagas billede væk, fordi vi ville signalere at vi havde styr på vores sorg, at vi havde den rigtige balance, hvor hun ikke fyldte for meget. Vi beholdt tegningen, for hun er jo med os og det må hun godt være, men fotoet kom ned i hendes mindekasse.
Jeg kunne ikke helt finde ud af hvordan jeg egentligt havde det med det, jeg følte det sært i starten, som om vi gemte hende af vejen. Som om vi ikke ville vedkende os hendes værdi eller hendes samhørighed med os.
Efter et stykke tid spekulerede jeg på om det mon i virkeligheden var en lettelse? Havde vi trængt til at få hende lidt på afstand? Blev vi alligevel mere kede af det af hele tiden at se hvad vi har mistet, hvad vi mangler?
Og hvad med T, har han i virkeligheden ikke også bedre af ikke hele tiden at blive mindet om hende?
Jeg lod billedet blive liggende i kassen.

På det sidste har jeg flere gange tænkt at vi kunne finde billedet frem igen. Når jeg kiggede hen på skænken hvor det plejede at stå, var jeg meget bevidst om at det var Sagas billedes plads, der nu var tom. Dets fravær fyldte i virkeligheden nok lige så meget som hvis billedet stod der. At fjerne det snød i virkelighedeningen af os, Saga mangler, billede eller ej.
Her til aften spurgte jeg så T om han egentligt synes vi skulle stille billedet frem igen. Og uden tøven sagde han, at det synes han, han mente ikke at det gør ham mere ked af det, og han savnede det også. Så jeg gik med det samme ind i pulterkammer-værelset og fandt mindeæsken frem og fiskede billedet op.
Nu står det på sin vante plads igen. Jeg satte også fyrfadsstagerne frem igen og de tørrede roser, sådan som det var. Sagas lille mindeplads.
Til min store overraskelse føler jeg lettelse. Jeg ved ikke hvorfor, den følelse havde jeg ikke forventet. Måske havde jeg formet mit eget mentale billede der stod på den tomme plads, og måske krævede det billede mere energi end det fysiske. Jeg føler mig ihvertfald ikke mere ked af det. Ked af det er jeg, men det var jeg i forvejen. Jeg tror faktisk jeg blev i bedre humør da billedet kom frem.
Som om noget er faldet lidt mere på plads.

Man kan vist ikke narre sig selv. Sorgen og savnet er konstant, men vi kan godt leve rundt om det, og vi kan måske også leve godt rundt om det.
 Jeg tror at meget ændrer sig hvis vi får et levende barn, hvis al den hjemløse kærlighed finder sin plads.
Indtil da søger noget af den kærlighed mod den plads hvor Sagas billede står, og finder hende bedre når vi også kan se hende.
For nu bliver Sagas billede stående fremme.

At (aner)kende sit barn

Dette var en egentligt skrevet til en anden mor, som respons på noget om at se billeder af sit barn og at få kønnet at vide. Men det kom så meget til at handle om mig at det blev en blog:

Vi ville først ikke se vores barn, og vi kendte ikke kønnet på forhånd. Men så vandt nysgerrigheden, og det er jeg SÅ glad for. Jeg tror vi ville undgå det for ikke at knytte os, fordi vi troede det ville gøre mere ondt at blive konfronteret med hvad vi mistede. Men efterfølgende oplevede jeg at det gjorde ondt lige meget hvad, men at det at vide hvad jeg havde mistet, virkeliggøre mit barn og forholde mig til hende, faktisk hjalp. Dvs. det gjorde ikke mindre ondt, desværre ikke, jeg tror smerten er der lige meget hvad, men det har været en del af min sorgproces at få hende meget nær på mig for at kunne slippe hende igen.

Jeg har nærstuderet billederne og ønsket at der var flere. Og ønsket at jeg havde set bedre efter da jeg så hende, selvom det var ret kort.
Jeg føler en vis skyld over at jeg ikke tog hende op til mig, kun holdt hende kort. Men sådan havde jeg det der, jeg var for chokeret og jeg kunne ikke deale med det. Jeg troede det ville være bedre for mig sådan, så derfor valgt jeg det sådan. Og så er det så sådan. Det kan jeg ikke ændre på.
Men for mig har det været godt efterfølgende at kalde mit barn for "hun" og "hende" og "min datter", selvom det flåede at hul i hjertet på mig i starten. Hun blev så virkelig, uden at jeg kunne få hende hos mig i virkeligheden af den grund.

Det har virkelig været en proces. Det er så meget nemmere nu. Det gør stadig ondt, men jeg har vænnet mig til det, og fundet en måde at leve videre på. At acceptere hvad der er sket. Eller ikke helt, jeg er stadig ret vred og fortvivlet. Men Jeg har accepteret at det er min historie, at det her ER sket for mig.
Jeg tror det ville have været sværere hvis ikke jeg havde vidst så meget om hvad der skete, hvis ikke jeg havde vidst at det var en lille pige, og at hun virkelig var der og at hun døde. Jeg skulle se hende, se billederne, tænke over det, tumle det rundt i mit hoved, og jeg skulle kalde hende min datter og mærke at det var hun rent faktisk, for at forstå det.

Min elskede lille datter -
I går holdt jeg min 40 års fødselsdag med familien. Det var en god fødselsdag, og mest af alt nød jeg din kusine, som giver mig så meget glæde. Men jeg manglede dig ... Du skulle ha været tre mdr., du skulle ha været i mine arme, eller have ligget i en dyne og sovet, eller have raslet med legetøj, ligesom din anden kusine, og smilt til bedsteforældrene, din far og jeg og din onkel og tante. Være med.
Det er helt forkert at du ikke er der. Vi mangler dig .. Der er et hul i familien.

På væggen hænger tegningen af dig, på den måde var du med ved bordet, selvom jeg tror din far og jeg var de eneste der følte noget omkring det. Måske din mormor, ved ikke, jeg spurgte ikke. Jeg pegede på din tegning til din morfars kone, og fortalte lidt om den, men hun virkede undvigende. Jeg tror ikke hun forstår at din tegning giver os glæde, og ikke forstærker vores sorg.
Sorgen kan ikke forstærkes, den er der uanset hvad. Den bliver ikke mindre af at blive gemt væk. Tværtimod, at kunne se dig, og derved acceptere at du var der, men nu er i vores hjerter, føles så rigtigt. Hvordan kan nogen tro det bedste er at glemme og gemme væk?

Det er som det er. Det var trods alt en god dag. Men hvor er det dog svært at være her, hvor jeg er i mit liv, at være 40 år, og at have mistet det allermest betydningsfulde. Min livsmening.

Jeg elsker dig skat. <3

Forkerte billeder - heldigvis har vi dog nogle

Vi har fået billeder af Saga. Det betyder utroligt meget for mig. Men jeg bliver vildt ked af det når jeg ser dem. eller "ked af det" er en underdrivelse ... Fortvivlet. Jeg ønsker mig hende levende så brændende!
Men jeg er glad for de billeder, de gør hende virkelig. Hun VAR der. Hun var et barn. Tydeligvis vores barn, for hun ligner T. Meget. Så meget at jeg når jeg ser på ham også ser hende for mig.
Sært, men sådan har jeg det.

Billederne var ikke superskrape, de var ret grovkornede og så var de lavet til sort/hvid. Det har de nok gjort fordi hun så ser mere "rigtig" ud, da hun blev født var hun knaldlilla og man kunne se det fineste net at blodårer på hendes hud.
I S/H er hun jo bare lys (dog er der sære sorte skygger, fordi hun sikkert har været mørkere lilla der), ligesom babyer er når de lige har været ude et stykke tid og huden er vænnet til at være udenfor livmoderen.
Men jeg vil gerne se hende som jeg husker hende - jeg vil gerne se hende lilla.

Jeg kontaktede derfor hospitalet for at høre om det var muligt at få selve de digitale billedfiler, så jeg også selv vil kunne redigere billederne osv.. Og muligheden for at gemme dem digitalt, scanningerne taber jo i kvalitet.
De var så ikke sikre på om filerne var slettet, men ville høre deres fotograf.
Jeg tænkte nok de sikkert havde slettet dem.

Jeg har så i går fået en mail med billeder - men det er ikke min datter!
Først gloede jeg på billederne og tænkte "det er da ikke de samme billeder". Så fik det op for mig at det var et andet barn. Tæt på størrelsesmæssigt, men mit gæt er et par uger ældre.
Jeg kunne så skimte en label ved siden af barnet med en adresse og en dato. Jeg kunne kun se en del af det, men adressen var i en anden by (tæt på Roskilde) og der stod en dato, 05.07.2010, Saga blev født 30.08.2010.

Ups ....

Jeg har skrevet til fotografen, jeg håber stadig han også har mine billeder ...

Jeg beholder lige de forkerte billeder, måske støder jeg på det andet forældrepar når vi starter i sorggruppe på onsdag, og måske vil de gerne have filerne. Jeg kan jo evt. hjælpe dem med at lave dem sort/hvide, redigere baggrund, lave dem om til en størrelse der passer til web/mail osv., så frem for at slette dem, holder jeg lige fast på dem indtil jeg ved om forældrene ønsker dem.
Det kan dog være de synes det er dybt grænseoverskridende at en anden person har fået deres billeder, og at de vil have det rigtig skidt med det. Så jeg skal liiiige føle mig frem hvis jeg (overhovedet) støder på dem.
Det er jo en lidt sær situation.

Men øv. Jeg troede lige at jeg fik filerne og jeg vil så gerne se hende i farver ... Måske findes mine billeder ikke mere.

Jeg håber dog at når det andet barn var født så længe før vores, at det så betyder at de gemmer billeder længe. På den anden side kan det også betyde at det er tilfældigt hvilke billeder de lige har ... Jeg var halvanden uge om at få spurgt efter dem, da jeg slet ikke havde overskud til at tænke i de baner. Det ærger mig lidt.
Faktisk ærger det mig at der er så meget man først tænker og føler bagefter. Havde jeg ikke være så chokeret, og havde jeg vidst hvad jeg senere ville ha brug for, ville jeg ha brugt mere tid med min datter (det kunne jeg slet ikke) og jeg ville ha taget billeder selv. Jeg kan især savne et billede af mig sammen med hende, men sådan er det så ...

Jeg er også meget overrasket over at en sådant miks up overhovedet kan ske, og først blev jeg helt kold ved tanken om at mine papirsbilleder måske også var en forveksling. Tænk hvis det barn jeg går og kigger på slet ikke er mit!
Men heldigvis var der sammen med billederne et et ukarpt billede af et stykke papir med min personnummer på, og biillederne af vores datter er også præcis som jeg husker hende - med sin fars hovedfacon. Og bare sådan, ja, det ER hende, det kan jeg jo se.
Men der var lige et øjeblik hvor jeg panikkede.