I forbindelse med noget en anden skrev, kom jeg til at tænke over hvordan jeg har reageret på når andre vil have mig til at være optimistisk og argumenterer for at se på de lyse sider (hvilke?). Jeg har haft brug for at andre lader mig være der hvor jeg er, uden at pushe mig.
Jeg har brug for at udtrykke hvad jeg føler, ikke ar blive skubbet eller overtalt til at føle noget andet end jeg gør.
Jeg har brug for at forstå følelserne, se på dem, tænke over dem, mærke dem, bearbejde dem. Men hvis nogen prøver at flytte mig et andet sted hen end hvor jeg er, så mister jeg orienteringen. Det hindrer mig fremfor at hjælpe mig.
Jeg tænker: Så stol dog på mig! Jeg skal nok finde videre når jeg er klar, på min måde, i mit tempo. Men her og nu må jeg være hvor jeg er. Finde mig selv der hvor jeg er. Det kan andre ikke gøre for mig, intet de siger kan forcere det. Jeg skal bruge at nogen lytter på det jeg forsøger at udtrykke, uden at skulle problemløse, diskutere, se fra en enden vinkel eller lign. Nej, bare lyt og lad mig selv ...
Jeg kan ikke finde lyset hvis jeg ikke bliver færdig med mørket. Jeg kan godt tåle at være hvor jeg er, indtil jeg er parat til at flytte mig. Også selvom det er hårdt. Men det er min sorg, mig der skal lære den at kende, så jeg kan finde et sted at gøre af den. Det er min opgave, som kun jeg kan løse.
Eller sådan tænkte jeg især meget i starten.
Jeg ville nok ikke have haft bedre af at være blevet ladet i fred, men jeg havde så meget brug for plads, til alle tankerne.
Nogle af de forkerte tanker som jeg ikke måtte have er hhv. ønsket om at dø, ligesom min datter (er passeret nu, men jeg havde brug for at sige det højt, og for en accept af at sådan følte jeg det altså) og så at jeg bestemt ikke tænkte pænt om gravide eller familier med små børn. Men sådan havde jeg det, så det satte jeg ord på. Og ville ha lov at sætte ord på, uden at nogen skal skubbe mig et andet sted hen eller fortælle mig at jeg ikke må tænke sådan ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar