At affinde sig

Jeg opdager mest omkring hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker, når jeg skriver til andre. Følgende er også oprindeligt skrevet som respons til en anden mor:

Jeg kan mærke at der er sket rigtig meget i mig gennem de ni måneder der er gået, siden vi mistede Saga. Jeg har accepteret mit tab. Det går stadig ondt, men jeg har affundet mig med at det er sådan, og jeg begynder så småt at være mere positiv. Der er plads til andet også.
Det har taget lang tid, faktisk en hel graviditets tid. Men jeg har det markant meget bedre.

Min terminsdato forbigik jeg i stilhed, og det var ikke et godt valg. Det fortrød jer. Måske sku jeg ha ladet mig selv sørge den dag.
Den var ikke så slem som frygtet, men i mit forsøg på at undgå smerte, fik jeg bare undertrykt det. Så blev det spredt ud i stedet. For selvfølgelig gør det ondt, det ku jeg ha sagt mig selv. Og det måtte det også godt, det er en del af processen. Jeg overlevede.

Jeg fik også tanker omkring "Nu sku jeg ha haft barsel", "Nu sku jeg ha gået med barnevognen" osv. Jeg registrede at jeg tænkte og følte sådan, men jeg forsøgte at undlade at dvæle ved det. Ikke flygte, bare passe på ikke at dykke virkelig i, og lade det overvælde mig. Dyppe tåen, op igen. Dyppe igen, op igen. Ikke hoppe helt i, bare tage temperaturen.
Rokke lidt med tanden der gør ondt, men ikke flå den ud.
Med tiden har jeg fundet at det gør mindre og mindre ondt, og fylder mindre.
Jeg prøver at fokusere på at sådan her er det, fremfor hvordan det kunne have været.
MEN det er først med tiden at det lykkes. Og det er okay, jeg var ikke klar før.

Jeg skal have lagt et fryseæg op på tirsdag, og jeg er klar. Der er åbent for et evt. nyt barn, og et vist overskud til at håndtere hvis det ikke lykkes. Det er helt klart tiden.
Saga fylder ikke alt længere.
Måske er hun det eneste barn jeg får. Men hun er ikke længere både hende, og så også et symbol på hele mit savn og min drøm om hvordan mit liv skulle have været. Det var hun i lang tid.
Sorgen over hende var uadskilligeligt knyttet til sorgen over min barnløshed, sorgen over at skulle håndtere traumet, sorgen over tabet af min livsuskyld og sorgen over at have mistet det liv, jeg troede jeg skulle have. Det er ret meget sorg på én gang.
Nu kan jeg bedre skille det ad. Sorgen over hende konkret er ikke så stor som den var i starten. Jeg kan bedre finde plads til den i mig. Hun er en del af mig, og det der er hændt mig, men hun er ikke et sugende sort hul der æder al min glæde. Min længsel er til at håndtere.

Jeg føler mig klart skadet, der er et sår i min sjæl. Men jeg er ikke uopretteligt defekt fremover, jeg kan stadig meget. Den jeg var, bliver jeg ikke igen, men det kan jeg godt lade være med at lade fylde alt, sådan er det bare.

Jeg frygter ikke hendes fødselsdag, sært nok. Det er jo om tre mdr. Men det skal nok gå. Jeg tror ikke jeg går ned, jeg tror jeg fordyber mig i hvad der er sket, men jeg tror den vil markere at jeg har overlevet den værste smerte i mit liv. Måske kan jeg oven i købet være stolt den dag.

Jeg er lettet over at det har ændret sig. Det føltes ikke som om det kunne. Men alligevel har det ændret sig.

Tanker om terminsdatoen

Den måde jeg gjorde det på fungerede ikke for mig (termin 11/1).
Jeg ignorede den ... Jeg lod som om det var en dag som alle andre, og prøvede for hver en pris ikke at blive ked af det. Men resultatet var at jeg havde det trist og halvskidt hele dagen. Ikke rigtig dårligt, bare sådan off.
Jeg vågnede og var trist. Havde ikke lyst til at vågne. Og så gjorde jeg ellers hvad jeg plejede, og tog til et bestyrelsesmøde og aftenen. Jeg prøvede at bevise overfor mig selv, at jeg godt kunne klare dagen.
MEN da jeg gik i seng om aftenen følte jeg det hele forkert. Der manglede noget.
Og næste dag havde jeg en følelse af tab og tristhed.

Jeg har siden tænkt at det nok var forkert at prøve at undvige dagen. Istedet kunne jeg ha taget den til mig, men forsøgt at bruge den til at udtrykke min kærelighed til min datter, i stedet for at være bange for smerten.
Kunne jeg gøre det om, ville jeg have dedikeret dagen til hende. Så ville jeg ha fundet på et ritual jeg kunne udføre, tænde lys ved hendes billede, besøgt hendes grav (hvis hun havde haft en, hvilket hun ikke har), cyklet en tur til en skov, park eller sø og ha sat mig ned og tænkt på hende. Grædt hvis det var det jeg havde brug for, smilet, hvis det var det der fyldte.
Men fremfor alt ikke have flygtet fra følelelserne.

Som jeg har det nu, tænker jeg at det væsentligste i min historie med min datter er min stolthed over at have skabt hende, min kærlighed til hende og min glæde over at være blevet gravid med hende, og at have født hende. Side om side med det er sorgen, savnet og traumet i hændelserne. Men det er ikke én og samme ting, det er to sideløbende sæt følelser.
Når jeg får fat i kærligheden til hende, følger sorgen oftest med, men derfor er kærligheden der alligevel.

Kunne jeg gøre terminsdagen om, ville jeg huske kærligheden mere, og lade mig tænke på hende, tænke på hendes fødsel, tænke på det jeg havde troet skulle komme, det liv med hende jeg skulle have haft. Og så vendt tilbage og tænkt på at hun altså er væk, sende hende min kærlighed, sende mig selv noget omsorg, søge at lave en afslutning i mig selv. Sige farvel til hende, men beholde hende i mit hjerte.

Man bliver jo ked af det alligevel, lige meget om det er oppe i overfladen eller skubbet langt langt ned. Så kan man lige så godt bruge det, være i det og så prøve at gøre noget der føles rigtigt.

Til hendes fødselsdag vil jeg vælge anderledes, nu da jeg ved at dét med at lade som ingenting ikke var godt. Den vil jeg lade være hendes dag, hvor jeg tænker på hende fremfor at flygte fra det.

Jeg troede på dagen, at hvis jeg ikke tænkte på det, så var det jo fint, så var det fordi jeg ikke behøvede det. Men jeg ku efterfølgende mærke at jo, jeg behøvede det, jeg turde det bare ikke.

Det kan jo være forskelligt hvordan man har det, men jeg vil give det input, at det for mig var forkert at prøve at lade dagen gå ubemærket hen. Jeg ville ha haft bedre at at markere den og gøre et eller andet (lys, blomster, gå en lang tur, skrive et digt, anything) så jeg fik balance i det.