Sagas billede

Det er nu 9 måneder siden jeg sidst postede et indlæg på denne blog. Der er sket meget det sidste år, men jeg har ikke fundet roen og overblikket til at skrive om det.
Det sidste halvanden år har handlet om hhv. at blive godkendt til at adoptere, og at blive parat til at adoptere. Jeg har bevidst forsøgt at ændre min identitet og min fokus fra sørgende mor der mangler sit barn til kommende mor til et adopteret barn. Jeg har forsøgt at finde og fastholde håb og glæde.
Det er gået blandet med det.

Det gik rigtig godt i et stykke tid, men så ramte Masho-sagen/Adoptionens Pris og så blev det rigtig rigtig svært med håbet. Al den mediebalade har virkelig gået mig på, og helt faktuelt har det betydet at ventetiden er blevet forlænget med mindst et år, så vi nu skal forvente at der går 3-3 1/2 år inden vi får barn. Og jeg frygter at det måske slet ikke bliver.

Hvor er så sorgen nu?
Well, jeg måtte pakke den væk til højre mens vi fokuserede på at blive godkendt. Alt handlede om det. Både at blive accepteret og vurderet som gode, givende, kompetente forældre, og så også mentalt forstå og acceptere hvad det så er vi vælger. At ville det og at tro på at det kan vi.
Det er jo noget helt helt andet end det vi ønskede og troede at vi skulle. At vi skulle blive forældre til en lille nyfødt baby, som vi kunne give en tryg og god opvækst, lære at kende fra livets begyndelse og have et ganske almindelig børnefamilieliv på de samme præmisser som alle andre.
Det vi skal nu er at være superforældre til et traumatiseret barn på mindst ét år, nok ældre. Måske tre år. Vi skal kunne rumme og give og hele og være der 200 %. Vi skal kunne tilsidesætte os selv og sørge for at dét her barn får hvad det skal bruge. Have redskaberne og overskuddet, kærligheden og tålmodigheden.
Det skal vi stole på at vi kan. Og stole på at vi vil.
Og sorgen ... både den konkrete sorg over det barn vi havde og ikke fik lov at beholde, og så sorgen over det vi ikke kommer til at opleve .... den sorg er i vejen. Det kan vores kommende barn ikke være tjent med, så den må vi slippe.
Det kan vi selvfølgelig ikke bare. Men vi kan søge at få det til at falde på plads i os så godt vi nu kan, så det fylder så lidt som muligt.
Fortrængning dur ikke, men vi kan søge mod det der styrker håbet og troen og entusiasmen. Vælge hvor vi vil have vores fokus.

Jeg bliver stadig vred når jeg læser smarte, lallepositive mode-"mindfulness"-agtige udsagn. Jeg synes ikke livet er så skønt og nemt og til at stole på, og jeg tror ikke at den rigtige tankegang og udstråling ændrer hvad der sker. Men jeg tror på at alle søger mod heling, at vi helst vil være glade og have det godt, også mig. At vi har overraskende mange ressourcer at trække på. Kan mere end vi tror.
Og jeg forsøger at reparere mig selv, jeg forsøger at søge glæden.

Det var slet ikke det jeg ville skrive om.
Jeg ville skrive om Sagas billede.

For et år siden pakkede vi Sagas billede væk, fordi vi ville signalere at vi havde styr på vores sorg, at vi havde den rigtige balance, hvor hun ikke fyldte for meget. Vi beholdt tegningen, for hun er jo med os og det må hun godt være, men fotoet kom ned i hendes mindekasse.
Jeg kunne ikke helt finde ud af hvordan jeg egentligt havde det med det, jeg følte det sært i starten, som om vi gemte hende af vejen. Som om vi ikke ville vedkende os hendes værdi eller hendes samhørighed med os.
Efter et stykke tid spekulerede jeg på om det mon i virkeligheden var en lettelse? Havde vi trængt til at få hende lidt på afstand? Blev vi alligevel mere kede af det af hele tiden at se hvad vi har mistet, hvad vi mangler?
Og hvad med T, har han i virkeligheden ikke også bedre af ikke hele tiden at blive mindet om hende?
Jeg lod billedet blive liggende i kassen.

På det sidste har jeg flere gange tænkt at vi kunne finde billedet frem igen. Når jeg kiggede hen på skænken hvor det plejede at stå, var jeg meget bevidst om at det var Sagas billedes plads, der nu var tom. Dets fravær fyldte i virkeligheden nok lige så meget som hvis billedet stod der. At fjerne det snød i virkelighedeningen af os, Saga mangler, billede eller ej.
Her til aften spurgte jeg så T om han egentligt synes vi skulle stille billedet frem igen. Og uden tøven sagde han, at det synes han, han mente ikke at det gør ham mere ked af det, og han savnede det også. Så jeg gik med det samme ind i pulterkammer-værelset og fandt mindeæsken frem og fiskede billedet op.
Nu står det på sin vante plads igen. Jeg satte også fyrfadsstagerne frem igen og de tørrede roser, sådan som det var. Sagas lille mindeplads.
Til min store overraskelse føler jeg lettelse. Jeg ved ikke hvorfor, den følelse havde jeg ikke forventet. Måske havde jeg formet mit eget mentale billede der stod på den tomme plads, og måske krævede det billede mere energi end det fysiske. Jeg føler mig ihvertfald ikke mere ked af det. Ked af det er jeg, men det var jeg i forvejen. Jeg tror faktisk jeg blev i bedre humør da billedet kom frem.
Som om noget er faldet lidt mere på plads.

Man kan vist ikke narre sig selv. Sorgen og savnet er konstant, men vi kan godt leve rundt om det, og vi kan måske også leve godt rundt om det.
 Jeg tror at meget ændrer sig hvis vi får et levende barn, hvis al den hjemløse kærlighed finder sin plads.
Indtil da søger noget af den kærlighed mod den plads hvor Sagas billede står, og finder hende bedre når vi også kan se hende.
For nu bliver Sagas billede stående fremme.

At (aner)kende sit barn

Dette var en egentligt skrevet til en anden mor, som respons på noget om at se billeder af sit barn og at få kønnet at vide. Men det kom så meget til at handle om mig at det blev en blog:

Vi ville først ikke se vores barn, og vi kendte ikke kønnet på forhånd. Men så vandt nysgerrigheden, og det er jeg SÅ glad for. Jeg tror vi ville undgå det for ikke at knytte os, fordi vi troede det ville gøre mere ondt at blive konfronteret med hvad vi mistede. Men efterfølgende oplevede jeg at det gjorde ondt lige meget hvad, men at det at vide hvad jeg havde mistet, virkeliggøre mit barn og forholde mig til hende, faktisk hjalp. Dvs. det gjorde ikke mindre ondt, desværre ikke, jeg tror smerten er der lige meget hvad, men det har været en del af min sorgproces at få hende meget nær på mig for at kunne slippe hende igen.

Jeg har nærstuderet billederne og ønsket at der var flere. Og ønsket at jeg havde set bedre efter da jeg så hende, selvom det var ret kort.
Jeg føler en vis skyld over at jeg ikke tog hende op til mig, kun holdt hende kort. Men sådan havde jeg det der, jeg var for chokeret og jeg kunne ikke deale med det. Jeg troede det ville være bedre for mig sådan, så derfor valgt jeg det sådan. Og så er det så sådan. Det kan jeg ikke ændre på.
Men for mig har det været godt efterfølgende at kalde mit barn for "hun" og "hende" og "min datter", selvom det flåede at hul i hjertet på mig i starten. Hun blev så virkelig, uden at jeg kunne få hende hos mig i virkeligheden af den grund.

Det har virkelig været en proces. Det er så meget nemmere nu. Det gør stadig ondt, men jeg har vænnet mig til det, og fundet en måde at leve videre på. At acceptere hvad der er sket. Eller ikke helt, jeg er stadig ret vred og fortvivlet. Men Jeg har accepteret at det er min historie, at det her ER sket for mig.
Jeg tror det ville have været sværere hvis ikke jeg havde vidst så meget om hvad der skete, hvis ikke jeg havde vidst at det var en lille pige, og at hun virkelig var der og at hun døde. Jeg skulle se hende, se billederne, tænke over det, tumle det rundt i mit hoved, og jeg skulle kalde hende min datter og mærke at det var hun rent faktisk, for at forstå det.

Tanker om Saga hvis jeg får barn igen

Jeg læste om en mor, der havde det svært med, at hun ikke tænkte på sit mistede barn nær så meget, nu hvor hun havde fået et nyt. Det fik mig til at skrive om mine egne tanker omkring den problematik.

Jeg har jo ikke noget nyt barn, men jeg har gjort mig nogle tanker om vores datter, og hvilken plads hun vil få, hvis hun får en lillesøster eller -bror.
Jeg har taget en beslutning om at jeg ikke vil føle skyld, lige meget hvad. Jeg tror ikke på at det gør noget godt, og jeg føler heller ikke det hører hjemme hos mig. I kærlighed er der ingen skyld, og jeg elsker min datter uendeligt. <3

Jeg tænker ikke på Saga hver dag, og jeg føler ikke jeg bør. De første tre måneder var hun konstant i mine tanker, jeg følte mig meget nær hende. Derefter har jeg kæmpet for at hun skulle finde en plads i mig, hvor jeg kan acceptere at hun er død, men beholde min kærelighed til hende.
Men for at jeg skal kunne leve, er jeg nødt til at lade hende træde i baggrunden. Jeg kan ikke have en hverdag med et tilstedeværende dødt barn, jeg kan ikke lege hun er levende, for det er hun ikke.
Jeg har været nødt til at slippe hende. Ikke min kærlighed til hende, den slipper jeg aldrig. Men slippe drømmen om hende, drømmen om at kunne få hende tilbage, drømmen om aktivt at kunne være mor for hende. Det kan jeg ikke, hun er her ikke.
Jeg føler det rigtige er at elske hende, mindes hende, men på en naturlig måde. Dvs. når tankerne falder på hende. Ikke hele tiden.
Jeg har hendes billede stående i stuen og jeg ser på det. Og jeg er begyndt at sige godnat til hende, når jeg går i seng om aftenen. Men det er ikke et must. Hvis jeg ikke lige husker det eller har lyst til det, så gør det ikke noget. Det er jo bare et billede, ikke Saga. Saga er væk.
Så det jeg siger godnat til er i mig selv, det er mine egne følelser jeg lige lader strejfe hende. For min skyld. Fordi jeg har brug for det. At jeg lige kalder kærligheden op engang.
Men glemmer jeg det, må det være fordi jeg den dag ikke lige har det store behov, og det er jo okay.
Hvis behovet ophører, vil jeg holde op. Det ændrer ikke på at jeg elsker hende.

Der er ikke noget jeg føler jeg skal eller bør i forhold til Saga.
Jeg ved i mig selv at jeg elsker hende, og at der ikke kræves bevis. Jeg behøver ikke gøre noget, sige noget eller tænke noget. Hun er bare i mig. Med mig.
Hvis der går en måned uden at jeg siger hendes navn eller gør noget omkring hende, gør det ikke noget. Hun er stadig en del af mig.

Hvis jeg er så heldig at få et barn mere, så er det klart min plan at Saga ikke skal fylde så meget. Hun er en del af familien, så hun er med os. Vi vil have hendes tegning hængende og hendes billede fremme. Vores næste barn vil få at vide at der er en storesøster, men at hun er død. Jeg formoder vi vil gøre et eller andet på hendes fødselsdage, lige markere at vi tænker på hende.
Men mere skal det ikke være. For hun er her jo ikke, får vi et levende barn, har det barn brug for, og krav på, vores opmærksomhed og omsorg. Og vil forhåbentlig give os glæde. Forhåbentligt så meget at sorgen og savnet vil blive meget meget mindre. Kan et nyt barn jage sorgen og savnet væk, eller næsten væk, vil jeg være taknemmelig for det. For selvom jeg tydeligst kan mærke min kærlighed til Saga i sorgen, så er det ikke det samme. Kærligheden er der uanset hvad.
Kommer jeg til at elske mit næste barn så højt, at smerten bliver mindre, vil det være godt. Så er der mere plads til bare at elske. Begge mine børn.
Også selvom mit første barn ikke er til stede og derfor ikke kan fylde det samme i min  opmærksomhed.
Man kan ikke dele sin opmærksomhed lige mellem to børn, hvis det ene ikke er der. Får jeg et barn mere, kommer det til at få al min opmærksomhed. Der er ingen grund til at forsøge at give dem begge lige opmærksomhed, for Saga har ikke brug for den og kan ikke modtage den.

Jeg mener man er en god mor, hvis man giver sin opmærksomhed og glæde til det barn der har brug for den, og har sin kærlighed til sit mistede barn i sit hjerte, hvor det hører til.

Statustjek - har jeg det bedre?

Jeg synes det svinger meget hvordan jeg har det. Jeg kan sidde og tænke at jeg har det meget bedre, og mens jeg tænker det får jeg tårer i øjnene. Jeg græder ikke, det er bare som om vandet er lige ved overfladen. Og så kan jeg jo ikke have det helt så godt som jeg prøver at bilde mig ind? ...

Jeg synes det svinger frem og tilbage for mig. Det var værst den første halvanden måned efter, men så begyndte jeg at kunne få vejret igen. Men så tog jeg alligevel et par dyk nogle dage. Her fire måneder efter har jeg det klart meget bedre, jeg tænker ikke på hende hver dag, jeg ser ikke på billederne så tit og jeg skriver ikke så tit til hende. Hun fylder ikke det samme i mig.
Men hun er der! Er der noget som helst andet der på den mindste måde bliver besværligt, går dårligt, noget der kræver noget ekstra af mig, så er det som om filmen knækker og min sorg springer frem og gør det endnu værre.
Den er der lige under overfladen et sted, men alligevel langt nok væk til at der er plads til andet.

Jeg tænkte over om jeg skulle have dårlig samvittighed over ikke at tænke på hende hele tiden, men det vil jeg ikke. Jeg synes ikke man SKAL sørge hele tiden. Det er jo så meget rarere at kunne fungere og grine og smile også. Det betyder ikke at jeg ikke elsker min datter, jeg elsker hende uendeligt. Men min kærlighed er der uagtet om jeg griner eller græde, om jeg tænker på hende eller om hun bare findes i mit hjerte.

Jeg kan føle det som om jeg mister hende, når hun ikke længere fylder min bevidsthed hele tiden. Hun falmer ... Mit fysiske behov har lagt sig, jeg kan ikke mærke båndet i mit krop, det har tiden fjernet. Jeg kan ikke huske hendes udseende så tydeligt, jeg husker fotoet af hende i stedet. Men det er en naturlig proces.

Selvom den akutte sorg gjorde hende mere til stede, så må hun nødvendigvis trække sig bagud i mig, hun ER jo død - og jeg er nødt til at leve videre.
Men selvom hun ikke er så tilstedeværende, så er min kærlighed der alligevel, det stoler jeg på. Selvom jeg mister hende lidt, så mister jeg hende ikke helt. Hun er i mig, selvom mine tanker kun strejfer hende hveranden dag, eller hver tredje, en gang om ugen, og senere måske kun en gang om måneden eller mindre. Men når de gør, behøver jeg ikke bryde sammen for at elske hende, at kunne tænke på hende med accept og kærlighed er lige så godt, selvom det ikke føles så altoverskyggende intenst.
På en måde glæder jeg mig til det bliver endnu mindre, selvom jeg også frygter det.

Men okay er jeg ikke. Jeg er bare bedre. :) Det kan man bare ikke rigtig sige til folk, de vil så gerne høre "nu er alt godt igen" og det er så meget lettere bare at give det til dem.
At forklare at man er bedre, men at det ikke betyder det er væk, at der kan komme en time eller en dag hvor det er tæt på igen, osv. - det forstår de ikke. "Jeg har det bedre" er ikke usandt, men måske heller ikke dækkende.

At forstå hinandens sorg og kærllighed

Jeg er blevet meget glad for et forum for forældre der har mistet. Meget glad. For der er godt nok noget at hente.

Jeg skrev med en mor der har mistet sit barn nogle mdr. efter fødsel. Jeg skrev om hvor frygteligt det må være at miste når man har nået at have sit barn, hun skrev om hvor frygteligt det må være IKKE at nå at opleve sit barn ...
Derudover skrev hun at de havde tid til at indstille sig på at miste, at de nåede at tænke over hvordan og hvorledes, var mere klar til begravelse osv., på trods af at man aldrig er klar til sådan noget.
(Hun havde læst hvad jeg skrev om at jeg fortryder ikke at ha gjort ting som jeg ville ønske, da Saga blev født)

Men det fik mig til at tænke på dét med ikke at have tid til at indstille sig på hvad der sker.
Jeg kan ikke sige jeg misunder hende tiden med hendes datter, selvom jeg på en måde gør. Jeg er bange for smerten i det, at jo mere knyttet man er, desto hårdere vil det være at være tvunget til at slippe. Jeg kan ikke forestille mig at skulle håndtere det. Mit instinkt siger at jeg ikke skal knytte mig til noget jeg mister, selvom jeg jo kan se at det gør jeg alligevel ... Det har jeg jo gjort.
Samtidig begræder jeg at jeg ikke oplever, og nok ikke kommer til nogensinde at opleve, at holde mit levende barn. At se hende stor og færdig.
Men sådan er det så ... (den sætning bruger jeg meget for tiden)

Jeg har bidt mærke i hvor positive og støttende alle er på det forum jeg er på. Når en ny mor melder sig til, ønsker de tillykke med moderskabet fremfor at kondolere. Og jeg tror det er sundt. Men jeg kan ikke selv (endnu?), for personligt ser jeg mest tabet. Og savnet. Og hvor urimeligt det er.
Det er forskellige historier, en del har mistet på ca. det stadie jeg var på, men en del har mistet omkring terminen, under fødslen eller alt fra en uge til et lille år efter. En del har kun oplevet deres barn i kuvøse med slanger og maskiner, måske flere operationer. Uden at kunne pusle, amme og have den kropskontakt man normalt har, eller kun periodisk. Revet fra dem lige efter fødslen, for så alligevel at dø efter x antal tid.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at have et levende barn, som man ikke kan få lov at håndtere som andre mødre gør. At blive berøvet den oplevelse. Og så miste til sidst. Jeg synes alle historierne er så utroligt barske, det piner mig at så mange er nødt til at leve med de store tab. Med de gabende huller i vores verdener. Det er utroligt at man kan komme igennem det, og lære at leve med det.
Det kan jeg så se at man åbenbart kan ...
Og at de med tiden får overskud til at tage sig af de nye, der desværre i en lind strøm kommer til.

Dét med at ønske folk tillykke med deres barn, jeg tænkte over det da jeg kom på, og tænker det er fordi vi som mødre ellers misser det. At man jo netop ikke oplever at blive lykkeønsket, eller rost for sit barn, får kort og gave, får alt det en mor normalt får af anerkendelse fra andre.
Og blive bekræftet i, og mindet om, at man nu er mor. Også selvom barnet er dødt, man er jo mor alligevel, med alting parat til at tage sig af og give omsorg.

For 13 år siden fødte min bedste veninde 3 mdr. for tidligt, og det var meget usikkert om han ville overleve (det gjorde han!). Dengang gjorde jeg alt det forkerte, hele listen med "sig ikke ...". Og noget af det jeg heller ikke gjorde, var at ønske hende tillykke, komme med et kort, komme med mor-barn buket, en gave osv. Fordi jeg fejlagtigt fokuserede på risikoen for at hun mistede ham, og dum som jeg var, troede det blev lettere hvis man ikke knyttede sig, hvis vi ikke tænkte på ham som et levende barn.
Ej hvor var jeg galt på den! I årene efter modnede jeg mere, og det gik op for mig at det var den helt forkerte måde at ville støtte på. Det gik også op for mig at det kan være bedre at lytte og anerkende følelser, fremfor at skulle problemløse og søge at flytte en persons fokus til det positive (dumt!). Nogle år senere prøvede jeg at undskylde overfor hende, at jeg ikke havde formået at være der bedre for hende, og ikke forstod det.
Fuck hvor kan det ærgre mig at jeg ikke kunne være der bedre.

Når nu andre på forummet siger tillykke til nye mødre, roser billeder af deres børn, siger en masse bekræftende omkring at "nu er du mor!", så er det jo netop det man ellers ikke får, og lige det jeg gjorde forkert dengang ...
Jeg kan også mærke at det betyder noget for mig når folk roser Sagas billeder, selvom det er en lillebitte baby, og hun er død.
Men jeg er åbenbart ikke klar til at gøre det for andre.
Jeg prøvede at sige velkommen til en ny mor der kom på, fordi jeg ikke bare vil tage, men også give. Men det kunne jeg ikke rigtigt, viste det sig ...Jeg er fokuseret på tabet.I min egen sorg tænkte jeg mest på hvad de har mistet, og ikke hvad de fik. Jeg kunne ikke andet end at udtrykke hvor ked af det jeg er.
Jeg håber det kommer.
Det betyder noget for mig at jeg får det fra andre, kan jeg mærke.

Jeg synes det er utroligt smukt når alle de mødre, med deres egen fortvivlende historie, er i stand til at give det til hinanden, som vi står og mangler. Give den forståelse, men også den ømhed for hinandens børn. Og hyldesten til alle de smukke, dejlige børn, fremfor kun at se lig og død.

Jeg ser også de andres børn og ser kærligheden til dem.

En af mødrene har et barn der ser helt forkert ud. Der var tydeligvis noget helt galt med barnet. Alligevel skriver de andre "sikke en smuk datter", selvom barnet reelt ikke er spor smuk. Men i en mors øjne er hun, hvad der end var galt ... Og ser man barnet med moderens øjne, kan man godt se det som hende.
Jeg ser også babyer med sorte læber, dem der er født med iltmangel eller har været død noget tid. Men jeg kan godt se de er søde og smukke, normalitetsbegrebet flytter sig. Jeg har allerede vænnet mig til at se de døde, og se dem for hvad de er. Højt elskede små børn.

Så kan man tale om at dyrke sorgen .... Jeg er allerede pissed på den frase. Hvem siger det er at "dyrke"? Måske er det i stedet at turde se og være i sorgen, den er der jo. At elske sit døde barn er da ikke nødvendigvis at dyrke, det er jo naturligt for en mor at elske sit barn uendeligt højt, og fokusere på det.
Også dem hvor det er 5 år siden - barnet eksisterede jo, og man holder jo ikke op med at elske.
Jeg kan godt forstå at nogle stadig har behov for at tale frit om deres børn, også flere år efter.
I det forum kan man, for alle forstår det.

Jeg har det dog alligevel svært med lykkeønskninger med mit moderskab. Fra de andre mødre, jo. Fra andre ville det være weird ... Jeg ser ikke så meget at glæde mig over. Kun savnet.
Men jeg ser håb i at se hvordan de andre tænker nu. Det må betyde at man ændrer fokus med tiden.