Okayhed

Jeg fungerer godt nu, arbejder og lever, gør ting. Indimellem er jeg glad.
Men jeg er sårbar, jeg kan ikke klare konflikt eller problematikker, jeg vil ikke mere hvor jeg skal kæmpe, jeg har ikke noget ekstra at trække på, ikke noget overskud.
Jeg græder for andre, på film. Men ikke nødvendigvis når jeg læser historier på nettet om nye mødre der lige har mistet, de historier er bare som de er. Sådan er det. Det gør mig meget meget ondt, men jeg kender det, det får mig ikke nødvendigvis til at græde.
Der er jeg blevet lidt tilvænnet og hårdfør. Jeg føler dog med dem, meget.

Jeg mangler passion. Der er intet jeg synes er noget. Intet jeg vil. Det hele er lidt ligegyldigt.
Jeg er ikke deprimeret, jeg kan også være okay og være glad. Men jeg er så træt. Som om der ligger en tung dyne over mit liv.

Jeg ryger i et hul ved hver menstruation. Selvom vores situation er at vi skal acceptere at vi ikke bliver gravide igen, så dykker det mig at få det bekræftet, og at få knust det håb der alligevel spirer hver måned.
Men det er naturligt nok, det er jo fuckende hårdt. Hver gang kommer længslen efter det barn jeg mangler, fordi jeg stadig sidder der med tomme arme og i en krop uden et ekstra liv i. Det slår hårdt.

Det er opslidende hele tiden at skulle finde en ekstra reserve, hele tiden at skulle kæmpe for også at være glad, forsøge at være tilfreds der hvor jeg er, fordi det er der jeg er.
Der er bare ikke noget alternativ. Det er sådan min verden ser ud.
Jeg er indimellem provokeret af hele "tænk positivt"-konceptet. Mest af alt fordi jeg oplever at det er selvbedrag, man har ingen kontrol. MEN én ting gør konceptet godt - man har det bedre imens. :-)
Så når man kan, så er det meget rarere at være glad end at være ked af det. Altså uden at undertrykke eller fake, der skal være plads til de følelser der nu er. Men når det lykkes at finde øer af accept, glæde eller bare okay-hed, så føles det klart way bedre end tristhed, tvivl, fortrydelse eller ligegyldighed. Og det lykkes jo løbende ...

Jeg oplever flere og flere øer af accept af min væren, små stunder med en glæde over livet. Nydelsen ved at se på planter der gror, en flot busk i en have på min gåtur. Himlen over vandet. En solnedgang. Eller den lilla himmel tidligt om morgen, og den særlige ro og stilhed. Kold og klar morgenluft. En nuttet rotte der vasker sig.
Den pulserende fornemmelse på hovedbanen kl. 7.45 om morgenen, og det velkendte i at gå samme vej som de andre hverdagsmorgener. At nyde at sidde på en café og føle mig som en del af verden. En god bog.
Der er øer.

Og når jeg indimellem er decideret glad føles det godt nok rart.