Jeg læste om en mor, der havde det svært med, at hun ikke tænkte på sit mistede barn nær så meget, nu hvor hun havde fået et nyt. Det fik mig til at skrive om mine egne tanker omkring den problematik.
Jeg har jo ikke noget nyt barn, men jeg har gjort mig nogle tanker om vores datter, og hvilken plads hun vil få, hvis hun får en lillesøster eller -bror.
Jeg har taget en beslutning om at jeg ikke vil føle skyld, lige meget hvad. Jeg tror ikke på at det gør noget godt, og jeg føler heller ikke det hører hjemme hos mig. I kærlighed er der ingen skyld, og jeg elsker min datter uendeligt. <3
Jeg tænker ikke på Saga hver dag, og jeg føler ikke jeg bør. De første tre måneder var hun konstant i mine tanker, jeg følte mig meget nær hende. Derefter har jeg kæmpet for at hun skulle finde en plads i mig, hvor jeg kan acceptere at hun er død, men beholde min kærelighed til hende.
Men for at jeg skal kunne leve, er jeg nødt til at lade hende træde i baggrunden. Jeg kan ikke have en hverdag med et tilstedeværende dødt barn, jeg kan ikke lege hun er levende, for det er hun ikke.
Jeg har været nødt til at slippe hende. Ikke min kærlighed til hende, den slipper jeg aldrig. Men slippe drømmen om hende, drømmen om at kunne få hende tilbage, drømmen om aktivt at kunne være mor for hende. Det kan jeg ikke, hun er her ikke.
Jeg føler det rigtige er at elske hende, mindes hende, men på en naturlig måde. Dvs. når tankerne falder på hende. Ikke hele tiden.
Jeg har hendes billede stående i stuen og jeg ser på det. Og jeg er begyndt at sige godnat til hende, når jeg går i seng om aftenen. Men det er ikke et must. Hvis jeg ikke lige husker det eller har lyst til det, så gør det ikke noget. Det er jo bare et billede, ikke Saga. Saga er væk.
Så det jeg siger godnat til er i mig selv, det er mine egne følelser jeg lige lader strejfe hende. For min skyld. Fordi jeg har brug for det. At jeg lige kalder kærligheden op engang.
Men glemmer jeg det, må det være fordi jeg den dag ikke lige har det store behov, og det er jo okay.
Hvis behovet ophører, vil jeg holde op. Det ændrer ikke på at jeg elsker hende.
Der er ikke noget jeg føler jeg skal eller bør i forhold til Saga.
Jeg ved i mig selv at jeg elsker hende, og at der ikke kræves bevis. Jeg behøver ikke gøre noget, sige noget eller tænke noget. Hun er bare i mig. Med mig.
Hvis der går en måned uden at jeg siger hendes navn eller gør noget omkring hende, gør det ikke noget. Hun er stadig en del af mig.
Hvis jeg er så heldig at få et barn mere, så er det klart min plan at Saga ikke skal fylde så meget. Hun er en del af familien, så hun er med os. Vi vil have hendes tegning hængende og hendes billede fremme. Vores næste barn vil få at vide at der er en storesøster, men at hun er død. Jeg formoder vi vil gøre et eller andet på hendes fødselsdage, lige markere at vi tænker på hende.
Men mere skal det ikke være. For hun er her jo ikke, får vi et levende barn, har det barn brug for, og krav på, vores opmærksomhed og omsorg. Og vil forhåbentlig give os glæde. Forhåbentligt så meget at sorgen og savnet vil blive meget meget mindre. Kan et nyt barn jage sorgen og savnet væk, eller næsten væk, vil jeg være taknemmelig for det. For selvom jeg tydeligst kan mærke min kærlighed til Saga i sorgen, så er det ikke det samme. Kærligheden er der uanset hvad.
Kommer jeg til at elske mit næste barn så højt, at smerten bliver mindre, vil det være godt. Så er der mere plads til bare at elske. Begge mine børn.
Også selvom mit første barn ikke er til stede og derfor ikke kan fylde det samme i min opmærksomhed.
Man kan ikke dele sin opmærksomhed lige mellem to børn, hvis det ene ikke er der. Får jeg et barn mere, kommer det til at få al min opmærksomhed. Der er ingen grund til at forsøge at give dem begge lige opmærksomhed, for Saga har ikke brug for den og kan ikke modtage den.
Jeg mener man er en god mor, hvis man giver sin opmærksomhed og glæde til det barn der har brug for den, og har sin kærlighed til sit mistede barn i sit hjerte, hvor det hører til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar