Den måde jeg gjorde det på fungerede ikke for mig (termin 11/1).
Jeg ignorede den ... Jeg lod som om det var en dag som alle andre, og prøvede for hver en pris ikke at blive ked af det. Men resultatet var at jeg havde det trist og halvskidt hele dagen. Ikke rigtig dårligt, bare sådan off.
Jeg vågnede og var trist. Havde ikke lyst til at vågne. Og så gjorde jeg ellers hvad jeg plejede, og tog til et bestyrelsesmøde og aftenen. Jeg prøvede at bevise overfor mig selv, at jeg godt kunne klare dagen.
MEN da jeg gik i seng om aftenen følte jeg det hele forkert. Der manglede noget.
Og næste dag havde jeg en følelse af tab og tristhed.
Jeg har siden tænkt at det nok var forkert at prøve at undvige dagen. Istedet kunne jeg ha taget den til mig, men forsøgt at bruge den til at udtrykke min kærelighed til min datter, i stedet for at være bange for smerten.
Kunne jeg gøre det om, ville jeg have dedikeret dagen til hende. Så ville jeg ha fundet på et ritual jeg kunne udføre, tænde lys ved hendes billede, besøgt hendes grav (hvis hun havde haft en, hvilket hun ikke har), cyklet en tur til en skov, park eller sø og ha sat mig ned og tænkt på hende. Grædt hvis det var det jeg havde brug for, smilet, hvis det var det der fyldte.
Men fremfor alt ikke have flygtet fra følelelserne.
Som jeg har det nu, tænker jeg at det væsentligste i min historie med min datter er min stolthed over at have skabt hende, min kærlighed til hende og min glæde over at være blevet gravid med hende, og at have født hende. Side om side med det er sorgen, savnet og traumet i hændelserne. Men det er ikke én og samme ting, det er to sideløbende sæt følelser.
Når jeg får fat i kærligheden til hende, følger sorgen oftest med, men derfor er kærligheden der alligevel.
Kunne jeg gøre terminsdagen om, ville jeg huske kærligheden mere, og lade mig tænke på hende, tænke på hendes fødsel, tænke på det jeg havde troet skulle komme, det liv med hende jeg skulle have haft. Og så vendt tilbage og tænkt på at hun altså er væk, sende hende min kærlighed, sende mig selv noget omsorg, søge at lave en afslutning i mig selv. Sige farvel til hende, men beholde hende i mit hjerte.
Man bliver jo ked af det alligevel, lige meget om det er oppe i overfladen eller skubbet langt langt ned. Så kan man lige så godt bruge det, være i det og så prøve at gøre noget der føles rigtigt.
Til hendes fødselsdag vil jeg vælge anderledes, nu da jeg ved at dét med at lade som ingenting ikke var godt. Den vil jeg lade være hendes dag, hvor jeg tænker på hende fremfor at flygte fra det.
Jeg troede på dagen, at hvis jeg ikke tænkte på det, så var det jo fint, så var det fordi jeg ikke behøvede det. Men jeg ku efterfølgende mærke at jo, jeg behøvede det, jeg turde det bare ikke.
Det kan jo være forskelligt hvordan man har det, men jeg vil give det input, at det for mig var forkert at prøve at lade dagen gå ubemærket hen. Jeg ville ha haft bedre at at markere den og gøre et eller andet (lys, blomster, gå en lang tur, skrive et digt, anything) så jeg fik balance i det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar