Okayhed

Jeg fungerer godt nu, arbejder og lever, gør ting. Indimellem er jeg glad.
Men jeg er sårbar, jeg kan ikke klare konflikt eller problematikker, jeg vil ikke mere hvor jeg skal kæmpe, jeg har ikke noget ekstra at trække på, ikke noget overskud.
Jeg græder for andre, på film. Men ikke nødvendigvis når jeg læser historier på nettet om nye mødre der lige har mistet, de historier er bare som de er. Sådan er det. Det gør mig meget meget ondt, men jeg kender det, det får mig ikke nødvendigvis til at græde.
Der er jeg blevet lidt tilvænnet og hårdfør. Jeg føler dog med dem, meget.

Jeg mangler passion. Der er intet jeg synes er noget. Intet jeg vil. Det hele er lidt ligegyldigt.
Jeg er ikke deprimeret, jeg kan også være okay og være glad. Men jeg er så træt. Som om der ligger en tung dyne over mit liv.

Jeg ryger i et hul ved hver menstruation. Selvom vores situation er at vi skal acceptere at vi ikke bliver gravide igen, så dykker det mig at få det bekræftet, og at få knust det håb der alligevel spirer hver måned.
Men det er naturligt nok, det er jo fuckende hårdt. Hver gang kommer længslen efter det barn jeg mangler, fordi jeg stadig sidder der med tomme arme og i en krop uden et ekstra liv i. Det slår hårdt.

Det er opslidende hele tiden at skulle finde en ekstra reserve, hele tiden at skulle kæmpe for også at være glad, forsøge at være tilfreds der hvor jeg er, fordi det er der jeg er.
Der er bare ikke noget alternativ. Det er sådan min verden ser ud.
Jeg er indimellem provokeret af hele "tænk positivt"-konceptet. Mest af alt fordi jeg oplever at det er selvbedrag, man har ingen kontrol. MEN én ting gør konceptet godt - man har det bedre imens. :-)
Så når man kan, så er det meget rarere at være glad end at være ked af det. Altså uden at undertrykke eller fake, der skal være plads til de følelser der nu er. Men når det lykkes at finde øer af accept, glæde eller bare okay-hed, så føles det klart way bedre end tristhed, tvivl, fortrydelse eller ligegyldighed. Og det lykkes jo løbende ...

Jeg oplever flere og flere øer af accept af min væren, små stunder med en glæde over livet. Nydelsen ved at se på planter der gror, en flot busk i en have på min gåtur. Himlen over vandet. En solnedgang. Eller den lilla himmel tidligt om morgen, og den særlige ro og stilhed. Kold og klar morgenluft. En nuttet rotte der vasker sig.
Den pulserende fornemmelse på hovedbanen kl. 7.45 om morgenen, og det velkendte i at gå samme vej som de andre hverdagsmorgener. At nyde at sidde på en café og føle mig som en del af verden. En god bog.
Der er øer.

Og når jeg indimellem er decideret glad føles det godt nok rart.

For helvede da! Jeg tog afsted til seminar hos Landsforeningen, og da jeg ankom og lige skulle tisse, fik jeg min menstruation.
Jeg blev totalt hylet ud af den. Ind og møde nye mennesker og præsentere mig selv, to sekunder efter at jeg finder ud af at løbet er kørt, og mit fnug er gået til.
Pissedag!

EDIT:
Dog var jeg nok det bedste sted, når nu det sku være. De andre forældre var meget støttende og inspirerende, og det var plads til følelserne. Så jeg fik det på en måde bearbejdet. Ihvertfald formuleret, og det hjælper.

Ikke denne gang

Øv.
I aften skal vi til en 50 års fødselsdag, og så slog det mig at jeg jo ikke bør drikke ... For vi prøver jo, og man ved aldrig. I morges tog jeg derfor så en graviditetstest, selvom jeg først skal ha mens tirsdag eller onsdag, og den var negativ. Bragende negativ, teststregen var nærmest mørkelilla, og ikke skyggen af andre streger.
Det er for tidligt at teste, meeeen, de fleste gravide ville alligevel vise svagt positiv nu, så jeg må nok se i øjnene at jeg ikke er gravid.
Og alligevel tør jeg ikke drikke i aften, havde festen dog bare været næste weekend. :(

Jeg har fantaseret om at være gravid, gået og lunet mig ved tanken, bildt mig ind at jeg havde symptomer. Og så også blevet lidt bange for at dagdrømme for meget - hvad nu hvis det ikke sker, fordi jeg har tænkt for meget på det, en slags skæbne-hybris. Dum tanke, men den fikse idé er svær at holde væk.
Jeg havde måske håbet på en eller anden kosmisk retfærdighed, der ville lade mig teste positiv på min 40 års fødselsdag på onsdag, som en slags gave til mig. Hvor ville det være fantastisk!!! Og i første hug!
Jeg ved godt der ikke er nogen kosmisk retfærdighed, det hele er knaldhamrende tilfældigt, og jeg står ikke for tur til en god oplevelse, der godtgør det jeg har været igennem. Men det har jeg svært ved at forstå, så alligevel håber jeg ... Bilder mig ind at et så stort sammntræf ville være en god "undskyldning" fra livets side, at så ville det hele være godt igen. All forgiven.
Nu venter der bare en dum bekræftelse af den negative test - lige på min fødselsdag. :(

Jeg er ikke i kælderen, men jeg er grå ... Trist. Sådan livet går derudaf, men jeg mangler virkelig virkelig en grund til at glædes. Jeg savner så meget at glædes.
Jeg læste at det var sundt at føle sig lykkelig, det fører alt muligt godt med sig, fysisk og psykisk.
Jeg er ulykkelig.

Ned i et hul

Jeg duede slet ikke de første to-tre måneder. Og den fjerde måned var jeg hjemme det meste af måneden fordi jeg lige var blevet opereret, så der så jeg ingen mennesker.
Både min kæreste og jeg havde den her aversion overfor at være sammen med fremmede, eller mod at være i det offentlige rum overhovedet. Det tog lang tid før vi kunne gå hen på en café. Eller kunne tage et tog. Tanken om at sidde i et tog med en masse mennesker gav os fysisk kvalme.
Men stille og roligt blev det bedre.

Jeg husker dog at jeg følte det bestemt ikke gik fremad, tværtimod. Jeg synes jeg blev mere og mere ked af det.
Men jeg tror det handler om at jeg kom tættere på mine følelser, at jeg mærkede hvordan jeg egentligt havde det. Og så føltes det overvældende. Jeg tror reelt ikke jeg "gik tilbage", jeg tror at fremgangen bestod i at connecte med følelserne og være tro mod dem, og derved blev kom alt sorgen op til overfladen. Det virkede bare værre, fordi jeg ikke følte det så stærkt, når jeg kunne holde det på afstand.

Det er små 6 mdr. nu, og jeg føler, jeg har en slags tilbagefald. Jeg er simpelthen så nedtrykt og trist, måske er det en slags depression. Jeg håber det går over igen, at det er en naturlig reaktion. Jeg har ellers lige haft en god periode, hvor jeg tænkte at nu kører det, nu kommer jeg ovenpå igen. Men slam, så er jeg røget i et hul.
Jeg tror det er almindeligt at det sådan svinger frem og tilbage. Det synes jeg at jeg har hørt. Men det føles ikke godt, man har så meget brug for at føle håb, for at kunne sige "nu er den svære tid ovre". Det er den så åbenbart bare ikke så nemt ...
Da al det her skete tænkte jeg at det ville tage tid, og at jeg ville give mig den tid.
At jeg nok skulle bruge ihvertfald et år.
Men når jeg så er i det, så føles den tid uendelig lang, og samtidig meget kort. Det er ikke til at holde ud at være så såret på sjælen, og at føle at alle andre er glade og lever gode liv, mens man selv er koblet af.
Jeg ser tv, og folk snakker om alt muligt de synes er væsentligt, karriere, kunst, deres hverdag. Og jeg misunder dem den tiltro de har til det hele, den måde det bare kører derudaf for dem, og de virker til at kunne kapere det hele og ha smil og glimt i øjet. Jeg forstår ikke rigtig hvordan jeg havnede herude til højre, hvor jeg føler jeg er i stykker. Hvor jeg ikke kan finde hverken tiltro eller glæde. Bare lala. Den ene dag der tager den anden, og en underlæggende tung tristhed.
Hvis jeg bare kunne rase som i starten, virkelig græde og virkelig sørge.
Men den akutte krise er ovre, nu er det bare gråt.

Mit savn efter min datter er stilnet af. Hun er mere en drøm nu end noget konkret. Hun var så kort tid i mit liv, jeg kan ikke blive ved med at tage de samme kortvarige minder frem og kigge på, der er ikke så meget at komme efter. Jeg kan ikke længere huske det klart.
I starten føles det klart som stål, en kniv i mit hjerte. Nu er det bare uldent. Ikke den skarpe sorg, men en trist følelse af meningsløshed.

Det er ikke så opløftende, jeg ville ønske jeg kunne sige at alt bliver rigtig godt om lidt.
Det bliver det sikkert også, for halvanden uge siden var jeg meget meget gladere, og jeg følte mig parat til at tackle verden og livet igen. Så det er sikkert bare en bølgedal jeg er røget i, og om lidt kommer jeg op til overfladen igen.
Det tror jeg.
Det tager tid, meget tid, længere end jeg har tålmodighed til. Men den tid er man så åbenbart nødt til at give sig selv.

Men jeg synes dog slet slet ikke det er så slemt som det var. Og min menneskeangst har lagt sig. Jeg har det ikke skidt med at være blandt andre nu. Min lunte er kortere, men jeg kan godt tåle andre. Jeg kan smile til ekspedienter og gøre det der forventes. Og jeg kan godt sidde på en café og hygge mig. Så den del er blevet meget meget  bedre.
Og for halvanden uge siden smilte og pjattede jeg.
Men lige nu har jeg det fandme ikke sjovt. Det føles som om jeg aldrig vil blive glad igen.
Som om løbet er kørt og jeg lige så godt kan give op.
Men jeg ved jo godt jeg bare er nødt til at hænge på og vente på at det vender igen.